Det var ikke Kodiak Island, men en langt mindre ø ned ad kysten. Vi skulle arbejde her et par dage, slæbte på en masse redskaber. Det regnede tungt som det havde gjort i dagevis, al den tid jeg var i Alaska. Tung regn, tung og duftende som intet andet.

Vi skulle bære redskaberne tværs over øen til hytten i regnen, et par timer tog det nok. De havde glemt geværet, eller det vil sige: nøglen til skabet hvor geværet var indelåst. Vi var ganske trætte, sultne og gennemvåde. Her på øen bor der 400 bjørne, lærte vi, store vilde grizzlys. Så komplet ulogisk at de skulle gemme sig for os, tænkte jeg, så langt overlegne de var -- Hov, det lød som træer der faldt? En bragende lyd, hvad var det? Nåja, bjørne. Det var nok en bjørn der gnubbede sig opad et træ.

Men dér var hytten, alt gik bra alligevel og om aftenen sad vi på stranden rundt om bålet. Vi blev instrueret i bjørneadfærd, worst case scenario, hvad vi skulle gøre hvis vi pludselig skulle stå ansigt til ansigt med de store brune wild things. Ikke løb, bjørnen er hurtigere end dig. Stå tæt sammen og lav masse lyde, bjørnen ser dårligt, den tror du er overlegen hvis din skygge rager højt op. Og ørerne er lydfølsomme, snak højt, snak roligt. Ellers var der pebersprays og fløjter til os. Spray cayennepeber i bjørnens øjne, så går det helt fint. But remember, don't run.

Vi drak blåbærvin eller hvad det nu var, det blev sent og næsten helt mørkt rundt os. Pludselig var der noget der prustede derude, én af os - den eneste - som kendte dette landskab sagde højt, skarpt og umiskendeligt advarende: bear. Vi var faktisk flinke og gjorde som vi havde lært. Jeg kunne hverken se eller trække vejret, men vi stod alligevel tæt sammen, vi gjorde os høje, snakkede højt, paniske stemmer, alle sprog. Og efter noget tid lød svaret ude fra mørket: latter. Bjørnen grinede af os.

Grizzly Girl. Coming to a movie theater near you soon.

Heldigvis, Stalker #2 er her. Og Stig og Stig og Stig og Stig.

Saruman of Isengard? Nej, det er Michael Haneke.

What happens when poets spend too much time f***ing around on the internet? Well, flarf is what happens. NYC-poet Jordan Davis har video-klip fra seneste flarffest her, siger Martin.

Her taler Lindholm ud og dette var vist første afsnit.

Here's a little hammer, news about a factory and this is the place I'm gonna be on monday ----------- Haaaaaaaaaaaaa!

Vi minder om et fantastisk band Suicide, her og her og her.

Vi minder om Nielsen på onsdag.

Arbeiderbevegelsen har i perioder vært antiintellektuell og anti- kultur, og da får et venstresosialistisk prosjekt problemer, det blir stivbeint og lite moro. På den annen side har man hatt kulturradikale bevegelser som går seg bort i rene identitetsmarkeringer -- Bjørgulv Braanen, MB.

Som dens onde gudfar og postmodernismens budbringer i Norge passet den svenske kunstbyråkraten Sune Nordgren perfekt inn i hovedrollen. Han ble kroppsliggjøringen av Postmodernismen, som skulle jages ut av nasjonen. Selv de beste av våre kulturaviser drømte seg i samstemt flokk tilbake til den gang da -- Jan Inge Reilstad, MB*****

Journalistyrket er blitt til verdas lettaste yrke etter at alle no stiller opp på kva som helst for å halde seg sjølv levande innanfor media sin eigen evigvarande realityserie -- Marit Eikemo, KK.

Der er ikke så lidt hårdtslående feministblogging derude, det er vist bare Claws der foretrækker at lure i de kvasi-litterære tåger. Dagens onde kvinner er superconnected og her har vi en flink pike.

Å, himmelsk! Næsten lige så himmelsk som good old.

Morgenbladet har sprængt sit reklamebudget.

V for very visual. Køleskabsæstetikken er væk, ikke mere blankt læder hvori grønt neonlys reflekteres, ikke mere Matrix. I stedet får vi gamle Europa, en em af kulturskatte, kulturhistorie. Britiske accenter, en dyb gylden farvetone, real.

Men stadig denne visuelle overflod, en næsten pornografisk længsel efter at visualisere et folkeligt oprør: dominobrikker der falder, et mylder af sortklædte mennesker (we the people), nu med masker som ham, helten.

Og hvem er han? En nobel terrorist, en ædel musketer. Skamferet bag en maske, kødet er blevet til idé -- selvom kroppene faktisk er langt mere kødelige her end før: blødet sprøjter og rummene hvori der kæmpes er snavsede, fysiske.

Og den unge heltinde, hvad sker der når hun fanges, tortureres? En forvandling, skifter hun køn? Håret ryger ihvertfald -- og det som er centrum her er beretningen om to kvinder, dette er historien som markerer forvandlingen, a queer sorrow. Og så kommer regnen, så kommer ilden.

Et nydelsesfuldt scenario, som skyskrabere der eksploderer mens Pixies spiller Where is my mind: 1812-ouverturen mens det britiske parliament sprænges i luften. Og så lukker og slukker vi med Stones' Street Fighting Man, sangen fader over i en tale af Malcolm X. Get the message? Revolution Kitsch Right Now.

And right now r-r-r-r-r-r-r-r-r-r we're experiencing some turbulence, r-r-r-r-r-r-r-r-r-r please remain seated r-r-r-r-r-r-r-r-r-r and keep your i-i-i-i-i-i safety belts on i-i-i-i-i.

Nogle venner og jeg indspiller en sød lille indie-film med Lou Reed i New York. Det er gået rigtigt fint, vi er i strålende humør, latter og opløftet stemning. En ven er usikker, men jeg er overbevist: når vi ser disse optagelser, så er det strålende.

Lou ligner ikke helt Lou, intet stort krøllet hår, sorte solbriller og stenansigt. Han har derimod et åbent, lidt farveløst ansigt med uren hud, udtrykker usikkerhed, lidt i stil med skuespilleren Philip Sey- more Hoffman. Han giver os kassetter med sine nye sange, han siger til mig: send dette bånd rundt til studierne uden navnet på, der er ingen der vil give mig studietid. Jeg spørger til hans kommende turné, vi går forbi The Viper Room, her skal turnéen vist nok starte, siger han, dement som Ozzy O.

Vi er gået forbi en bunke brosten, senere må jeg gå tilbage hertil, disse brosten skal jeg transportere på min mors gamle cykel op til sommerhuset, det tager mindst en time. Men jeg skyder det fra mig nu, vi er så glade, følges gennem byen med Lou og flokken. Vi hænger udenfor The Viper Room, der er mange ynkelige, narkomane folk her, en kvinde skriger højt mod os. Vi ler alle hysterisk, Lous replik er: dér har du dit dokumentariske øjeblik!

Her er også en drøm med Lou i og her og her og her er fine billeder.

Det er mærkeligt at se på Kate Bush. Hun er altid i stereo, en vældig aktiv dobbeltkommunikation, et sprog suppleres med et andet, med kroppens, og volumen kan sprænge både højtalere og billedskærm. Inspirationen, fortæller hun igen og igen, stammer fra Lindsey Kemp, mimeartisten, hun trænede hos ham. Mime, mimesis, hun oversætter, hun agerer.

Hun virker opslugt, ubevidst, det udtryk hun finder frem (store øjne, fortryllet stirrende eller med sænkede øjenlåg, lots of lips) ramler ind i noget stereotypt, ramler ind i medieoverfladen. Men ved hun eller ved hun ikke? Eller måske hun både ved og ved ikke? Hvilket støtter op om det første indtryk, at hun er to steder på én gang, knowingly showing herself in a state of unknowing.

Men kan hun sprænge mediet? Det afhænger også af hvem som ser, hvordan de ser og fra hvilket punkt i tiden de ser. Udtrykket dikteres af sangen siger hun igen og igen, der er en enorm autoritet her, en autoritet som man kan underlægge sig (choice, what choice), en autoritet som også kan afsløres som en sandhedspåstand, som kan vrides til parodi.

I videoen til Babooshka (1980) danser KB med en kontrabas. Hun
er to personer, sort og sorgfyldt og så har hun også et andet ansigt, som sangen fortæller det, hun klæder sig ud for at teste sin mand. Inde i kontrabassen (som før personificerede manden) dukker det andet ansigt op, en slags ukrainsk warrior queen. Den fulde forvandling rammer som en bombe, KB oplyst bagfra er med ét en sølvglitrende ukrainsk warrior queen, med ikke så få spidse våben
i hånden og bundet til kroppen.

I et live-klip fra samme år optræder KB i et TV-show hvor bandet Dr. Hook er værter. Hun er nu klædt i en dragt som skiller hendes krop i to, en sort usynlig og en gylden, synlig del. Da hun har optrådt og returnerer til sofaen hvor bandet sidder gennemføres et slags interview. Det vil sige, KB får ikke et ord indført. Gutterne hengiver sig til angstfyldte jokes, hvilken side af hende skal de tale til? Der er spikes on her dress, man kan stikke sig på hende.

Året før optræder KB i et andet TV-show, værterne er ABBA. Björn og Benny introducerer hende, de gosher over hvor amazing denne mys- tiske kvindes dans, stemme og ikke mindst looks er. Is it a bird, is it a plane, is it a tree? No, it's a Bush. Hvorefter KB fremtræder som en lille prik i cirkusmanegen og synger Wow (1979):

Her er KB en skuespiller der signerer autografer i luften, hun viser repetition, time and time again, hun agerer teatralitet, fascination. Vi tænker et øjeblik på de to kønsløse tvillinger i blå satin, Björn og Benny. KB tilintetgører dem når hun, very knowingly, synger "He's too busy hitting the vaseline" mens hun klapper sig på bagen.

I 1985 udgiver KB sangen Cloudbusting og er i den forbindelse gæst i et TV-show ved navn Nightflight. Det går ikke helt godt. KB giver et langt svar på hvorfra inspirationen til sangen stammer, men lyd- manden er ikke tilfreds. Vi ser KBs ansigt mens hun stirrer på folkene i studiet, de piller ved hendes tøj som var hun en fuldstændig død genstand og diskuterer hvad der kan være galt.

Siden går hun igang igen med sin historie, måske hun støtter sig til et manuskript? Hun kigger ned af og til, kigger op når hun har fanget tråden igen, får dreamy eyes et øjeblik, magien virker, blegner, virker, blegner.

[...]

Se også efter sangene Suspended in Gaffa, Them Heavy People, Wuthering Heights i flere versioner, The Man with the Child in his Eyes, Army Dreamers, There Goes a Tenner, Moving, Egypt, Symphony in Blue, December Will Be Magic Again, Room for the Life og Sat in your Lap derude. Her kan man så rense sine ører bagefter.

Claws har ud-cred-et sig i en youtube-battle versus Tommy O idag, det var vel denne video med Visage der gjorde udslaget. Men her har vi til gengæld fine klip med X-Ray Spex, Bikini Kill og The Slits.

Vad boken saknar i lyrisk lätthet (allt) och sinnlig konkretion (nästan allt) kompenserar den med språkexistentiellt allvar. Jönsons diskursiva raseri är imponerande. På 60+ sidor ska den intresserade finna otaliga prov på vad språkvetare kallar nominalisering, mycken radikal typografi (opaginerade blad, kursiverade versaler, nerviga rader fulla av bindestreck), samt en hel del het luft. Kort sagt: Här skrivs på hög volym -- Om Johan Jönson her og her.

Claws Awards Easter Chicken Special presents:

Splitte mine bramsejl, kan dette være den unge CYFs debut i de norske aviser? Denne fine artikel om Ottar Ormstad følges op af en anmeldelse ført i pennen af ingen ringere end The CYF himself. We glæder os til at læse, 1-2-3. Og lige her ved siden af ligger Ormstads bog sandelig, som den yndigste solgule kubistiske påskekylling.

Jag uppfattar det som att mycket av sextiotalslitteraturen ville vara en "spegling" av verkligheten - medan en samtida dokumentär- författare som Steve Sem-Sandberg i sitt skrivande strävar efter att göra verklighet -- Ici.

Gassilewskispotting her og her og her og hvor?

Hvordan ville en tiger opføre sig, der havde fået revet klørene af alle fire poter? Hvis den bevarer den solide trumf, der består i dens vederstyggelige humør, dens gennemtrængende hjørnetænder og dens krævende maves gennemsyrende safter, hvad ville der da ske den? Skulle man tage mere fra den for at påføre den angst? Må undersøges -- Henri Michaux, modig mand.

Debat? Velkommen, her og her er oplægget. Og her er Therese.

Kanonpervertering her.

Gassilewski er også her -- Og sig mig, ligner Anders Olsson ikke lidt på Ian Curtis her? Hm, DN er fuld af stof idag, her har vi Sarah Kane.

Forfatteren Gassilewski fremstår som disse unge menneskenes oversetter i teksten, rent konkret som en tolk som låner dem sin mikrofon mens han oversetter fra tysk til svensk. Det er deres livsstil som dokumenteres – hva leser de (Giorgio Agamben, Michel Foucault), hva lytter de til (Rancid, Garbage) og hvordan er lyden, hvordan er rytmen i slagordene de roper. De er nervøse unge mennesker, på alle måter labile, uferdige, løst organiserte, de debatterer inderlig, de er veganere, noen er homoseksuelle, noen er forelsket og noen er ikke, noen er FOR og noen er IMOT. Og noen vil skade seg selv, noen føler seg uvirkelige -- Mere her.

Txt publicert i Morgenbladet 17. mars 2006. Mere her og her.

Tid at skrue op for radioen idag klokken 18 -- Hey, hey Fabrik.