Anbefaler alle glade, neobiologistiske nordmænd at læse denne og denne på fjella ---------- Længe leve Judith Butler! ♥

Tøver med at linke til debatten på grund af aggressive anonyme stemmer, men det blir bedre længere nede. Undertegnede i rollen som den der sætter ild på og stikker af. Sorry. One has to choose ones culture wars these days.

Akkurat denne formen for overformynderi har mistet all legitimitet i dansk politikk i løpet av de siste årene. Ingen vil være elitær, ingen vil være smaksdommer. Man vil være i øyehøyde, på fornavn. Men grunnen til at vi har en kulturpolitikk, er at det ikke er alt i denne verden som er på samme nivå. Det er ikke alt i et demokratisk samfunn som kan være demokratisk. Selv om man er motstander av umyndiggjørelse, er alle også enige om at «minste felles multiplum» er et negativt fenomen, og at kvalitet er et positivt fenomen.

Kulturpolitikken kretser rundt et sant samtidsdrama: Hvordan kan vi fastholde at noe er bedre enn noe annet, og samtidig insistere på at ingen må være bedre enn andre? Hvordan kjempe for likhet mellom menneskene, og forsvare forskjellen mellom tingene? Det er et intellektuelt spørsmål, som bare har praktiske svar. Og de er alt for viktige til at vi kan overlate dem til en kulturminister.

Skriver Rune Lykkeberg bl.a. i lørdagens Klassekampen

Everybody needs a little Elfriede sometimes. Sofia Stenström har oversat Elfriede-digte til svensk her og her er min anmeldelse af Elisabeth Beanca Halvorsens Piker, Wien og klagesang. Om Elfriede Jelineks forfatterskap.

Anmeldelse af Jan Roar Leikvoll: Fiolinane ------------ her

Et lyserødt armbånd omkring mit håndled. Borealis hamrer løs netop nu, en af mindst 3000 hysteriske festivaller i det kulturselvsikre Bergen. 1) Først en komposition for helikopter, Helios Nordwärts. Må tilstå at jeg forestillede mig noget i stil med dette, og det blev vel aldrig rigtig vildt, måske fordi jeg allerede går rundt in an altered state of mind, I'm too blasé, uden behov for dette kunstchok idag; at lyden fra en helikopter, the real, pludselig kan være del af et værk.

2) En ung poet fremførte digte om en dronning på bålet, så intenst at han drak flere liter vand bagefter, som stod han selv i flammer.

3) John Tilbury om Cornelius Cardew, very interesting indeed, især en smagsprøve på et værk omtalt som Cardews Magnum opus imponerede, og Luke Fowlers film om Scratch Orchestra er fin.

4) Idag strålende Steve Reich (bogstavlig talt, disse hypnotiske sollys- og vandhvirvelagtige strukturer) plus præpareret piano a la carte.

Mor gjekk klynkande ved sida av, pressa eine knyttneven inn i munnen, beit på han og stønte og kikka seg omkring om nokon såg at vi bar noko så ungt og hjelpelaust til eit skur der dette vesle skulle ligge aleine.

Fra Jan Roar Leikvolls postapokalyptiske roman Fiolinane. Som Sofi Oksanen er Leikvoll god til at beskrive kroppe uden betydning; en slags kz-lejr-kropslighed, en slags udhungret-Afrika-kropslighed. Giorgio Agambens begreb om bare life har sat sig spor i litteraturen.

Sett fra Danmark er det også bemerkelsesverdig at Min kamp bygger på en så tradisjonell forestilling om hva selvbiografisk stoff kan brukes til i litteraturen.

Skriver Tue Andersen Nexø i Klassekampen, og jeg siger tak. Nexø skriver videre om Pablo Llambías' roman Rådhus (1997). Undertegnede laver samme kobling i nyeste udgave af Prosa hvor jeg skriver om samme Llambías' remake af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje (2009), som del af den såkaldte "kortversjonen", et lidt klaustrofobisk koncept som hovedsageligt handler om sagprosa. Llambías' bog befinder sig i gråzonen når det gælder sagprosa, eller "uafgørlighedszonen" som vi kaldte det i gamle dage, da jeg bl.a. skrev min masteropgave om Llambías og the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen.

Den norske naivisme fortsætter i Guro Havrevolds hyldesttale til årets kritiker Tor Eystein Øverås (gratulerer, iøvrigt) som han modtager for sin bog med titlen Livet! Litteraturen! (2009). Havrevold henviser til de litterære og eksistentielle problematikker mellem liv og litteratur som "årets snakkis" og beviser hermed hvilken snæver horisont hun taler ud fra hvor bare én figur toner frem: Karl Ove Knausgård. At der iøvrigt også er brod mod "det akademiske" er ingen overraskelse i norsk sammenhæng.

At litteraturkritikken også er en skabende aktivitet og dermed stipendieberettiget er trængt ind nu, i det mindste kan Gyldendal nu reklamere parallelt for to forfattere som begge fik pris: Tomas Espedal og kritikeren Øverås. Det siges ikke direkte, men det er klart at kritikken nu er støtteværdig, ikke så meget fordi den er kritik, en genre i sig selv, men fordi den nu også er en vare som kan sælges.

Siden dadaistenes herjinger de første tiårene av forrige århundre, har negasjon av etablerte verdisystemer gått som en sort åre gjennom kunsthistorien. I dag har blasfemi og profanering igjen inntatt avisoverskriftene, og da ikke først og fremst i kulturseksjonene: «Retten til å krenke» forsvares nå over hele det politiske spekteret som en av det skandinaviske storsamfunnets pillarer. Samtidig beskyldes kulturradikale for ukritisk å ha dyrket en hedonistisk livsutfoldelse uten samfunnsbyggende siktemål – og kunstnere for å være provokasjonsstrateger som hyller den overskridende handlingen for dens egen skyld. Alt mens forfatteren av en pamflett med tittelen «Ekstremistan» nylig tok til orde for en ny norsk patriotisme. Inn i dette vepsebolet av motstridende ideologiske linjer – hvem sa at idékampen var død? – sender nå Håvard Rem sin Innfødte skrik, historien om black metal i Norge.

For en indledning! Audun Lindholm skriver om Rems bog i KK

Anmeldelse af Patti Smith: Just Kids --------------- her

1/2/58

The time for writing to entertain other people is over. I don't write to entertain others, or myself. This book is an instrument, a tool - and it must be hard + shaped like a tool, long, thick, and blunt. This notebook is not a diary. It is not an aid to memory, so that I can remember that on such and such a date I saw that film of Buñuel, or how unhappy I was over J, or that Cádiz seemed beautiful but Madrid not.



Susan Sontag i Reborn: Journals and Notebooks, 1947-1963

1) Dette kan være våren 2000. Vagant-slippefest på BIT Teatergarasjen. Man har vist talt om Lunds Om naturen. Simonhjell danser med sig selv, dekadent stemning. Knausen står i baren og skænker mig en øl. Bliver ved med at skænke i glasset til det flyder over. Får fat i en rulle med papir, vikler et kilometerlangt stykke ud og begynder at tørre bordet. 2) Vossajazz, stadig våren 2000. Vi sidder ved et langt bord, det er tåget af cigaretrøg. Christiansen er sådan joie de vivre, gestikulerer. Knausen er dér, i min dagbog kalder jeg ham Ulven (altså med tanke på dyret), mest på grund af det sultne blik. 3) 2003 i Stockholm. På Pelikan med Knausen, Geir, Aagenæs og Lindholm. Konverserer om Larsson, bøgerne er svære at finde, vi får boghandeltips. Husker næsten intet andet end den rungende lyd af mange stemmer under det høje loft.