Hva er det som gjør deg så opptatt av dette nordiske perspektivet i diktningen din? – Den svenske litteraten Ingmar Lemhagen har sagt at forestillingen om et nordisk felleskap bygger på en misforståelse, om enn en produktiv en. Selv har jeg i flere år vært med på å bygge opp et nordisk litterært fellesskap, og sett hvordan det pålegger islendinger og finner å snakke et annet språk enn sitt eget. The Grefsen Address er i så måte en respons på denne forestillingen: den er skrevet på alle de nordiske språkene, er en bok henvendt det nordiske litterære fellesskapet, og dermed delvis uleselig for de aller fleste av oss.

Lyriker Paal Bjelke Andersen fik en replik i Yftenposten i søndags

Jeg sad rystende af angst i sommersolen på Demos sommerlejr i 2006 med hele den yngere socialistiske intelligensia rundt mig, Bendik Wold – «kontra» – og jeg – «pro» – skulle diskutere postmodernisme, det blev heldigvis en kort og overfladisk affære, vi overgav os til sommeren, men jeg var sikker på at jeg ville fremstå som et fjollet neoliberalistisk airhead i den flok. Som de evige diskussioner rundt 8. marts: optog eller ikke optog? Hey, optog, selvsagt, men ikke hak på skrivebordsfeministen. Vi gør hvad vi kan, det er koblingerne mellem forskellige versioner af «politisk» som er vigtig.

Replay III fra Bøygen #2/09, "Litterær(e) Aktivisme(r)" af A. Lindholm og undertegnede. Claws Talks beklager: Arkæologiske udgravninger finder sted netop nu, diverse krukker bliver derfor udstillet

Det kan starte mange steder. Et startpunkt for mig var det dansk-norske seminar Bergensbrag som vi arrangerede i 2003, og igen i København i 2005, en idé som blandt andet tog form efter at jeg havde mødt den energiske, unge danske poet og – på det tidspunkt – redaktør i tidsskriftet Apparatur Martin Glaz Serup. Jeg havde netop læst Sadie Plants bog The Most Radical Gesture: The Situationist International in a Postmodern Age (1992) og holdt et oplæg med titlen «Litteratur som handling» som jeg ikke husker særlig meget af, andet end at jeg var utrolig interesseret i havneområdet i Bergen, som på det tidspunkt var et helt åbent og totalt rodet sted med bunker af forskellige mystiske sten- og metalobjekter. En strukturering var netop begyndt, store arbitrært placerede pile dukkede op med ordene «To the city center» som om at nu måtte vi komme os ud af rodet og ind mod de glatte shoppingfortorve. Hele området er i dag – forudsigeligt nok – lukket af, ryddet op, under kontrol. Jeg brugte havneområdet som et billede på det vi var samlet for at diskutere, nemlig diverse strategier for småforlag og tidsskrifter midt i det store kommercielle maskineri. Men jeg tror nu ikke det var så romantisk som det kan lyde, jeg var helt enkelt optaget af glatte versus ru overflader og gjorde en kobling fra teksturer og strukturer i byrummet videre til tekst. Og byrummet figurerede ikke alene som metafor, vi havde planer om en byvandring ledet af Øyvind Ådland, en af Bergens mere strategiske flanører. For mig indgik alt dette i en langsom, men sikker vending bort fra feticheringen af den skønlitterære tekst mod andre former for tekstuel aktivitet; kritikken, redaktørfunktionen, og så videre. Alt dette som Grønn kylling (arb. tittel) også arbejdede med.

Replay II fra Bøygen #2/09, "Litterær(e) Aktivisme(r)" af A. Lindholm og undertegnede. Replay I her og om havneområdet i Bergen her.

Giv mig Kafka og Fitzgerald ridende sammen på den gule, syngende måne med ben af stråler trampende på den grønne, groende, levende klode. Jeg ligger dér i græsset med armene udstrakt og tænker at jeg omfavner. Træd blot på mig, mit ballon-måne-dyr. Hvis jeg græder er det af glæde.

Fragment fra 24. november 1986, kradset ned på en papyrusrulle

This brand of theory also has to be consistently sexy. It has to entertain, provoke and be easily quotable in the form of sound bites and physically palpable like rock music. Žižek delivers all of the above. One could say that he's reinvented the profession. Some
would say he's defiled the profession.

Too tempting to make the conference report into a Žižek cartoon

Paal Bjelke Andersens dobbeltudgivelse demonstrerer endnu en gang, at den mest akutte og direkte samtidslitteratur skrives af eksperimenterende, nordiske poeter, eller skrives og skrives: klippes.

Lars Bukdahl anmelder The Grefsen Address i Weekendavisen 16. juli. Her og her er iøvrigt mine to bidrag til The Daily Standart, en meget fin vægavis som kom i fire udgaver på Roskilde-festivalen hvor bl.a. dette besynderlige teksteksperiment udfoldede sig, sat i swing af forfatteren Christian Bjoljahn og forlaget After Hand.

Det mest interessante med Lindgrens artikkel er likevel hvordan hun slår seg selv på munnen. Hun tror visst ikke at språket skaper virkeligheten. Men den virkeligheten hun skriver om, finnes i det store og hele bare i hennes egen artikkel. Og faktisk er artikkelen hennes noe av det mest postmodernistiske jeg har lest, postmodernis- me da forstått slik klisjeen vil ha det til: anything goes.

En hel hær af støvsugere er ikke nok til at rydde op i Lena Lindgrens artikel i Mørgenbladet 2. juli. I Lindgrens overgearede forsøg på virkelighedskonstruktion hinter hun til et queer-teoretisk hegemoni, mens hun i interviewet med Eia og Ihle 21. maj kalder samme teori ekstrem og marginal, to lige vilde uddefineringsstrategier. Først svarede Thomas Hylland Eriksen og siden Arild Linneberg.

Valget af dig og din elektrisk frydefulde bog burde give anledning til store, panderynkende debatter på avisernes debatsider og til Dansk- læreforeningens Årsmøde: Hvordan kan en svensktalende finne, født i Göteborg, opvokset i Vesttyskland, bosiddende i først Finland, så København og lige om lidt Berlin, få en dansk litteraturpris? For en bog udgivet på et svensk forlag? Men se, om den gider få øje på anledningen, debatten. Og godt det samme. I enmandskomiteen for Bukdahls Bet gør vi en dyd af smalheden og debatterer hjertelig gerne i munden på os selv.

... kan Claws Talks eksklusivt afsløre at Herr Bukdahl skriver i avisen imorgen i sin prisoverrækkelsestale til Cia Rinne

Tillykke til transnational poetess Cia Rinne som modtog Bukdahls Bet (pris som fejrer såkaldt "smal" litteratur) idag i København, nærmere bestemt Smallegade, for notes for soloists (OEI Editör 2009).

Bukdahls Bet deles ud tirsdag. Holder hårdt på Cia Rinne, med Majse Aymo-Boot og mystiske Emilio Alvarez som boblere.

Den selvbiografiske investering i Det uperfekte menneske skabte en både brutal og elegant feedbacksløjfe. Men hvor trænede performancekunstnere som Abramović kan se "intent, energized, powerful" ud efter første selvmishandling og gøre klar til den næste (Carlson 2005), peb Leth med følge over omkostningerne i den Zwellenzustand som den gamle avantgardist havde katalyseret.

Mange formuleringer jeg har lyst at citere fra Jon Helt Haarders artikel "Hullet i nullerne" i Passage #63 (skaffet med venlig assistance fra Herr Serup og Herr Bukdahl) hvor han tager Performativ Biografisme™ ud at gå en tur rundt om bl.a. Melberg og Knausgård

Stadig lige glad i "Riders on the Storm" sad jeg på en københavnsk biograf igår midt i et enormt tordenvejr mens pigen bag disken spillede Portisheads Third (2008), en plade som netop gør det som jeg forsøgte at sige noget om; inkorporerer reallyde, men ikke et sanseligt tordenvejr, snarere en slags (a)rytmisk, mekanisk støj midt det relativt populærmusikalske lydbillede. Spændingen mellem organiske og mekaniske lyde, som også denne plade udforsker.

Okay, her er så stykket om Suicide, i en sprogvasket version.

På 2002-utgaven finnes live-versjonen av 23 Minutes Over Brussels fra Belgia 1978 ... Huh? Noget blev funky i oversættelsen her, i min version står der: På 2002-udgaven findes live-optagelsen 23 Minutes Over Brussels. But anyways, læs om Suicide i Klassekampen idag.

Din kulturkamp er for kort/ og det er noget lort/ for jeg er feministisk/ og kulturkampen er sexistisk. Billeder fra Roskilde her