Carrington-udvalget på Louisiana er temmelig low budget. Jeg anbefaler at man finder Leonora på Instagram. Det er Leonoras barnebarn som styrer denne. Her kan man se Leonoras bredde, og hvad som findes derude af skatte. En samlet Carrington-udstilling ville være fantastisk, og rammen bør ikke være så retrospektiv som Louisiana lægger op til. Det er en vældig traditionel ramme, som behandler kunstnerne som kuriøsiteter fra fortiden. Jeg har haft strålende udveksling med den danske kurator, de er snille folk, og dette er et samarbejde med Schirn i Frankfurt, dermed uden tvivl en masse kompromisser. Der er gang i mere opdaterede udforskninger af de kvindelige surrealister, følg blandt andet Leonoras britiske forlag Silver Press og det skotske magasin The Debutante. Deres manifest i #1 starter med dette vigtige punkt: Feminist-Surrealism is not an art historical dogma. It is an active way of comprehending the world. Ja, to put it mildly, min bog er skrevet i opposition til den slags retrospektiv kunsthistoriefortælling. Det er uanset vigtigt at disse kunstnere får plads. Både de som allerede er relativt anerkendte og de mere ukendte. Det er synd at man ikke forstår at lægge udstillingen på linje med dagsaktuelle tematikker som økofeminisme og forstår at det okkulte, som fx Ithell Colquhoun arbejdede med, er hypertrendy nu af forskellige årsager. A bit of a giant miss. Anne Kjersti Bjørns skønne film fra 2001 med originale dokumentariske optagelser af Leonora er nu tilgængelig her. 

Vi holdt en lille fest for Leo på Louisiana igår. Mindre fjollet billede her. Se de fine smilerynker! Denne skønne dame voksede jeg op med. 81 - 82 - 83 - 84 with KM.

Denne sommer har vi brugt noget tid på at istandsætte og renovere en gammel mor. Moren er 76 år og vil ikke istandsættes og renoveres. Dermed måtte vi ansøge om at bruge tvang. Nu får hun tvangsmæssigt bad en gang om ugen, og det gør hende frygtelig vred. Min mor er min baby, den eneste baby jeg nogensinde vil få. Min mor er en vred og racistisk baby. Hun er først og fremmest vred og bange; hun kan ikke lide forandring, og af en eller anden grund udtrykker hun sig på en racistisk måde. "Nogen" er farlige og "nogen" er fremmede. Hun er fremmed for sig selv, hun er selv fremmed og beskidt, hun har opgivet sit liv af forskellige årsager, og har intet sprog som passer til egne følelser og erfaringer. Det er et quick fix at snakke om de fremmede. Moren, som jeg kendte hende, havde ikke den slags tanker. Måske hun er som en svamp, hun suger ting til sig, ting som udtrykkes af medpatienter og i medierne? Jeg ved det ikke. Vi har forsøget at istandsætte hende. Vi har forsøgt at irettesætte hende. Jeg børstede hendes hår som stod op i luften. Jeg gav hende lotion i hånden så hun kunne mærke, at det er dejligt at være ren, og at den tørre hud kan behandles. Hun kan gøre det godt for sig selv, men vil ikke. Hun vil bare ryge cigaretter og gå op og ned ad gulvet med sit punkhår og sin skællede hud. Ingen mor skal renoveres her.

Just a reminder that your idiotic reviews will haunt you for ever. Her + her + endless.

Ny bog er ude her. Tak til Forlaget Vandkunsten.

I marts 2018 deltog jeg på symposiet Seeking the Marvellous på Plymouth College of Art. Her traf jeg brilliante Leonora-forskere som Anna, Kristoffer, Victoria og Catriona. Kristoffer og jeg talte om slægtskabet mellem Leonoras kunst og økofilosoffer som Donna Haraway og Tim Morton. Kristoffers essay om Leonora og Morton findes i min litteraturliste, men selv har jeg ikke læst Morton før nu: Dark Ecology fra 2016. Det er eksperimentel skrift som har sin egen logik og poesi. De "crazy" referencer til popkultur tager af mod slutningen hvor vi rejser ind i et stykke chokolade. Rejsen kunne lige så godt hedde Gjennom natten eller Down Below. På side 95-96 skriver Morton om The Force; dette vidste jeg ikke da jeg droppede Leo ned i en Star Wars-film! Morton takker et par kendte ansigter fra Norge, blandt andet Hilde Methi som stod for dette utrolige projekt i årene 2014-2016. Morton forklarer selv hvad han mener med "agrilogistics" her + interview + poetisk udlægning. Just wondering er fantastisk.

Sådan ser den danske udgave af Leonoras reise altså ud. May I present: Leonoras rejse. Det "j" betyder meget for mig. Der har været en del forhandlinger om omslaget naturligvis. Vi faldt ned på dette. Nu ligner bogen en liten hvit kanin. Eller en Dawn Horse in flight.

Leonoras reise ender på den lille ø Skrova som er del af Lofoten. Efter samtalen med Gloria i Los Angeles søger jeg information om hendes veninde Ellen Marit Gaup Dunfjeld som blandt andet var talskvinde ved besættelsen af statsminister Gro Harlem Brundtlands kontor i 1981 i anledning af det kontroversielle dæmningsbyggeri i Alta. I denne sag fandt jeg nogle fine billeder. Der var flere af den slags miljøkampe, blandt andet kampen om Mardøla. Omkring 1:03:09 kan man se at Auduns far Magne Lindholm var aktiv i denne sag. Mere her.

Triste nyheder om Beate Grimsrud (1963-2020). Rest in peace. Vi diskuterede hendes roman En dåre fri tilbage i 2010 da den kom ud. Her er min anmeldelse og debatten her og her.

Translations of Leonora's Journey are garanteed support. Application date is 1st of October.

De sidste fire sider i det nye Fett med tema om tekstil er viet til en kollektivlæsning af Leonoras reise. Det er de kyndige læsere Maya Økland, Hedda H. Robertsen og Hedda Lingaas Fossum som slår til inklusiv to store Carrington-illustrationer. Der er nyt om Leonora på dansk om ikke så længe. Den 25. juli åbner iøvrigt udstillingen "Fantastiske kvinder" på Louisiana med billeder af Leonora++

The mirroring of swanlings @ Utterslev Mose

Perfect brows and nails go together with Leonoras reise.

Mursejlerfesten toppede søndag og mandag og efter det blev der mere stille. En forklaring kan være at ungerne i reden over mit vindue er borte. De tullede så meget ved solnedgang at jeg tror de fløj ind i vinduet nogle gange. Jeg begyndte at læse om Apus apus, mursejleren, the common swift. "Apus" betyder den uden fødder, og det passer fint eftersom de stort set lever hele deres liv på vingerne, hvor de også spiser og sover. Ja, man mener at de sover flyvende ved at hvile en hjernehalvdel ad gangen. Vi gør det til en vis grad også hvis vi sover et nyt sted; vi sover "med et øje åbent" som det hedder. Mursejleren er en trækfugl og om vinteren lever de i Afrika, sub-Sahara hvor der er regnskov og masse insekter. Derfor associerer vi deres "vii-vii-vii" med sommer. Mursejleren har svært ved at lette fra jorden eftersom dens ben er så korte og mest er egnet til at hænge sig fast i lodrette flader. De er på tilbagegang på grund af facaderenovering som udsletter alle sprækker og huller som de ellers vender tilbage til år efter år. På YouTube står folk med deres reddede mursejler, de holder dem frem på flad hånd, men de kan ikke lette fra horisontale flader. Elendig musik også, som på alle videoer med dyr: Dyret som klovn ("sjov") og dyret som idyl ("harmoni"). Hvordan kan dyret være sig selv, hvordan kan dyret være dyr.

Pretty! Free books. Følg Fria seminariet på Facebook og på Twitter. Brug dem, lik og del.

To tekster er næsten gjort færdig til Tania Ørums afsluttende avantgardeantologi som handler om samtiden: Den ene om Wencke Mühleisen og wieneraktionisterne og den anden om The Bergensbrag Generation. Jeg skrev abstracts til disse to tekster i Tanger i 2016 så processen har været langvarig. På mandag lanceres denne generøse netside iøvrigt. Jeg har bidraget med en tekst om Cia Rinne i bog nummer 8. Jeg har forresten også anmeldt den meget gode bog nummer 2 af John Swedenmark for et svensk tidsskrift.

Hvad skete der med os de sidste 20 år? Det har været en uhørt intens tid. Intensiteten synes nærmest at have umuliggjort en velfungerende hukommelse og evnen til at se større linjer og bevægelser. Selv har jeg det som om jeg hverken kan se fortiden eller fremtiden længere, alt er et eneste panikslagent nu: Hvordan lave penge, hvordan forbinde sig til andre på tilfredsstillende måder, disse spørgsmål synes at være det eneste, som er tilbage. Læs min anmeldelse af 20 før 20 på Vagants netside.

"Ved første gangs lesning er jeg fascinert, og vil lese mer, ja, en gjerne hel roman, selv om jeg ikke blir klok på hva Piet tilfører historien om Leonora. Ved annen gangs gjennomlesning minner han selv om en surrealistisk figur, et fantasivesen som kan bringe nyheter fra en dypere sfære. Han blir forfatterens totemdyr i jakten på Leonoras sjel, med kulturarbeiderens urkraft av innsikt og intellektuell selvskading. Gjennom Piet kan Christensen unngå kunsthistorikerens trøtte oppramsing av surrealismens strategier: Hun gjør surrealismen, istedenfor å beskrive den." Dette er noget af det fineste som er skrevet om Leonoras reise og om figuren som jeg kalder Piet. Piet er bygget på en virkelig person, men i modsætning til Helena, hvis historie også finde i bogen, er der ingen spor til den "virkelige" Piet. Mennesker som er tæt på ham har læst hvad jeg har skrevet før bogen kom ud, men de var uden tvivl for sorgtyngede til at "godkende" og jeg forstår at det ikke er nemt. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, og har bare set en meget lille del af denne person igennem en intens tid i 2011. Jeg er imidlertid sikker på at mange, specielt i Oslo, genkender ham, han som skrev kunstkritik og som var musiker. Her er han i 1998.

Hvor blev det Vagant af som jeg nævnte helt tilbage i januar? Det er på vej nu sammen med SpaceX Falcon 9 og cirka med samme fart, til din fysiske postkasse i sin fysiske papirform. Vagant orienterer her. Iøvrigt har Vagant intensiveret tempoet på netpubliceringsfronten, og det rasler rundt med brilliante tekster en masse på netsiden.

På denne tid finder den årlige Lillehammer-udflugt normalt sted. Her foregår nemlig Norsk litteraturfestival og som del af dette Kritikerlagets traditionsrige seminar og middag. Her og her er billeder fra nogle af de andre år. Kunstbokmessen Bastard arrangeret af Oppland kunstsenter er en nyere opfindelse, og i år er de som litteraturfestivalen flyttet på nettet. Her er diverse onlinearrangementer i løbet af pinsehelgen. Norsk kunstårbok deltager naturligvis, og Kunstkritikk har sandelig også interviewet Ketil og Arve.

Her viser Arve Rød årets kunstårbok frem. Sidste bog af redaktørene Rød og Ketil Nergaard. Næste års bog (som dækker kriseåret 2020) bærer redaktør Christensens navn. Inshallah.

Massiv omorganisering af spirelaboratoriet idag eftersom jeg skal en tur ud af min lejlighed ("overnighter") hvilket jeg ikke har prøvet siden slutningen af februar. Mizuna og endivie skal rejse med mig i spireglas. Hvis jeg havde tænkt mig om havde jeg ventet med at så dem til hjemkomsten, men jeg tror de kan klare transformationen fra spirebakke ---> spireglas ---> ut på tur. Storstilet høst af bukkehorn, lucerne og sennep som bor i køleskabet nu. Sennepspirer smager stærkt af sennep, ikke overraskende! Delicious. Jeg har købt spirestash lidt forskellige steder, men min favorit spire-dealer bor her.

Sprout update featuring: Fenugreek & alfalfa. Harvest is long overdue. Fenugreek (Danish "bukkehorn") has a curry-like smell and taste that they seem to lose when growing bigger. My favorite eco-cheese in Berlin has fenugreek seeds in it. Look for it at Bio Company 💚💚💚

Jeg forsøger at gøre grønne vækster og tilfældigt forbipasserende dyr til familie. Det går ganske godt. Denne uge var jeg co-mor for syv små ællinger. Read the amazing story here.

Jeg startede min spirefarm anden maj og har altså ikke engang to ugers erfaring endnu. Herefter følger en kort opsummering: Jeg plantede hvidkløver, rosenradise, mungbønner og sort kikært i spirebakken. Hvidkløver og rosenradise gik det strålende med, de er begge gode til salat og var nemme at dyrke. Radisespirerne er ganske stærke, og jeg bruger nu de sidste i smoothies. Mungbønnerne gik det også strålende med, og de holdt sig friske efter høsten i plastikcontainer i køleskab mindst en uge. Kikærterne gik det desværre dårligt med. Få af dem spirede. Jeg sorterede de uspirede fra, og kogte de spirede, men de så for triste ud, og jeg kasserede dem. I spireglas voksede kinesisk purløg og rødkål. Begge har jeg netop høstet, og de smager fantastisk på hver deres måde. En lille eksklusiv håndfuld til salaten. Kinesisk purløg var sene til at spire, men ser nydelige ud med deres spæde neongrønne farver. Begge er i køleskabet nu sammen med de sidste radisespirer. Jeg har sået lucerne og bukkehorn i spirebakken, de vokser som faen. Jeg har også sået begge på måtter, hvor de klarer sig lidt dårligere, men helt ok. Nu har jeg gjort ærter, broccoli og sennep klar til at blive sået, så får vi se hvordan det går med dem. Dette er et vellykket coronaprojekt fordi spirerne skal dusjes morgen og aften og der går en del tid med pleje, forskning og madlavning. Den bedste salat er så enkel som mulig: salatblade eller frisk spinat som baggrund for en stor mængde spirer med lidt olivenolie synes at række. Billeder her.

A community of red kohlrabi sprouts. Det går strygende med min spirefarm. Nogle billeder her. Jeg har høstet mungbønnespirer, radisespirer og kløverspirer og spist dem på min salat idag, præcis en uge siden farmen blev etableret. I glassene vokser rødkål og kinesisk purløg. Nye frø jeg har plantet er bukkehorn og klassikeren lucerne. Jeg har også bagt bananbrød og lavet Nadiya Hussains crispy egg rolls, som jeg helt sikkert kommer til at lave ofte. Ellers skriver jeg stipendieansøgninger og tænker over dette interview med Jakob Jakobsen.

Tre gode førstemajtaler om kulturarbejderne @ Subjekt + Kunstkritikk + Kritikerlaget. Forskellige former for oprustning foregår i det uafhængige litteraturfelt. Følg for eksempel med på danske Mikrofest, norske Tekstallianse og Bastard og svenske Nätverkstan.

Yahya Hassan. Ikke gå, det er alt for tidligt. Dette essay står på tryk i kommende Vagant. Teksten blev færdigstillet 3. marts. Interview i MB fra 2013 + 2016. Min anmeldelse fra 2014.

Første gang jeg stødte på Claude Cahun, var i 2002. Jeg havde skrevet en række tekster som jeg kaldte bekendelser (som jeg aldrig har publiceret) og som jeg gav til en veninde, der er fotograf. Teksterne fik hende til at tænke på Claude Cahun, og hun viste mig nogle af hendes fotografier, nogle af selvportrætterne, og jeg blev totalt slået omkuld. Jeg havde aldrig set noget lignende før; det udtryk, det sted midt imellem, et både-og frem for et enten-eller; det sted, den tilstand, havde jeg ikke set udtrykt før på et fotografi.

Kristina Stoltz og jeg skrev en samtale til Vinduet #4/2019 sidste år. Den er nu på net her. Læs også Molly Gilroys fine essay om surreal feline metamorphosis between Kate Bush, Leonor Fini & Maya Deren 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸