De selvudnævnte parasitter

Generelt virker talerne for lange og pratsomme og for fulde af jeg. Derfor er jeg glad for det vi som af og til lufter sig i mit oplæg. Både Bernhard og jeg reagerede på brugen af ordet parasit [Norheim], en figur som også forekommer i Hvervens kåseri i en anden sproglig form. Bernhard slængte på en kommentar om dette som ikke findes i den publicerede tekst. At kritikeren skulle parasittere på noget ægte, den ægte kunst, er en tanke som gør mig kvalm. Jeg er blevet til som kritiker i direkte opposition til en sådan rolleforståelse. Er det misforstået ydmyghed at kalde sig selv parasit? Der blir ikke mindre jeg i teksterne af den grund, snarere tvært imod. Man bygger op sin persona, man snakker fra sin position, man er sin ansættelse, men kritikeren er ikke en blomst som er vokset frem på 100% organisk vis. Grundelementerne er økonomi og maskespil. Lønnen lader kritikeren manifestere sig, mens maskespillet kan gøre fri og bevægelig. Det virker komisk at bilde sig ind at man er et ædelt åndsmenneske, mine idealer er det-og-det, når man i bund og grund performer sin ansættelse og nyder det stort. Mere om kritik her. 

 

Samisk shaman i en golfbil and what later happened

Det er bare min anden biennale så jeg har nogle seriøse spørgsmål som drejer sig om hvad der sker efter exit fra Arsenale. Ved første besøg i april skulle jeg ikke videre til Giardini for jeg tog udstillingerne i omvendt rækkefølge, men ikke desto mindre for jeg vild efter Arsenale og ligeså i fredags da jeg gik igennem hele udstillingen for anden gang. Jeg tror jeg har opnået en indsigt nu som jeg vover at dele med andre: Går du igennem Arsenale-udstillingen og vil videre til Giardini (eller bare tilbage til kendte omgivelser) anbefales man at krydse en bro til øen San Pietro di Castello (hvor man finder et par uafhængige udstillinger) og så krydse samme vand over en bro lidt længere nede i modsat retning. Da er man næsten nede i bunden af Garibaldi, den store restaurantgade, og midt på Garibaldi kan man svinge ind til venstre gennem en stor port og gå ned gennem en allé med høje træer og ret ind i Giardini-udstillingen. 

Vores moderator gik sig vild efter et besøg på Arsenale, derfor var vi en halv time forsinket. Moderatoren, som også er en samisk shaman, blev hentet i en golfbil og kørt til Teatro Piccolo hvor vi andre ventede med en del nerver. Jeg tager gerne fuldt ansvar for mit eget oplæg, resten bød på mange overraskelser. Dette havde jeg allerede forberedt mig på fordi jeg har truffet Gloria før, men jeg havde blandt andet ikke ventet at blive inviteret til at analysere HC Andersen live on stage, ha ha. I embrace it. Meetings on Art blev en intens oplevelse, der er masse gode keynotes og samtaler at se sig igennem på biennalens YouTube-kanal. Off I went to the airport i en privat speedbåd and I felt like a star ⭐⭐⭐⭐

Indigenous surrealism

På mange måder var hendes surrealisme altid indigenous, hvis man forstår det gæliske folk som mere oprindeligt knyttet til jorden end de centralstyrede britiske institutioner. Leonoras billedunivers var stærkt påvirket af gæliske folkeeventyr, som hendes mor, bedstemor og barnepige fyldte hende med. Der var en vildskab der og en relation til ikke-menneskelige entiteter, som ikke placerede hende i en anden kategori end dem. Da hun langt senere flygtede fra Europa under anden verdenskrig og endte i Mexico City, opdagede hun snart lighedspunkter mellem mayaernes myteverden og den gæliske. De katolske pigeskoler, der smed hende ud og den snobbede overklasse, som hendes far repræsenterede, danner selve kernen i hendes livslange oprør. Og hvem ødelagde det for mayaerne? Jo, den spanske besættelsesmagt, som bragte katolicismen til Latinamerika. Institutionaliseret patriarkalsk religion er ofte antagonisten i både hendes billedkunst og litteratur.  

I'm certainly in the business of repeating myself, men her er en liten snut af en tekst som står på tryk i Vagant #2/2002. Der er papirkrise i Europa, så udgaven kommer når den kommer, i rækkefølge efter #1/2022, of course. Følg med på La Biennale di Venezias netside den kommende uge. 

Jeg ved ingenting om dans. Det er et godt sted at starte, at vide ingenting. Det er samtidig klart at det er en lodret løgn: At synge og danse er universelle menneskelige spasmer, ofte koblet til positivt eksalterede tilstande, men ikke nødvendigvis. Danser jeg af og til på mit kontor så boghylderne svajer frem og tilbage? Det er klart jeg gør. Glemmer jeg mig selv og synger højt til musikken indtil et øjebliks selvbevidsthed får mig til at lukke vinduet til gården? Det er klart jeg gør. Jeg har også forsøgt at lære at danse i mere koordinerede former, både i forbindelse med gymnastikopvisninger og som del af den gymnasiale eksamenfejringen hvor man traditionelt lærer sig at danse Les Lanciers. Jeg var vel hverken god eller dårlig til dette, og har sandsynligvis både skammet mig og moret mig – så vidt jeg husker mest det sidste. 

Fra Time has fallen asleep in the afternoon sunshine af Mette Edvardsen, 2019 + Angel Olsen

#MeetingsOnArt #TheMilkOfDreams

I'm pretty sure I have to thank @oca_norway and a few others for making the connections and helping to put this tiny little person into this grand event. I'm so happy that Gloria Orenstein is joining us and looking forward to meeting Mister Ánde Somby. Also the divas that know everything about Leonora Carrington will be joining us: Susan Aberth, Tere Arcq, Marina Warner and Anna Watz, and the relative, of course, Joanna Moorhead. I'm dizzy with joy and anticipation. Andre helte, berømtheder og kilder til inspiration er Rosi Braidotti, Jack Halberstam og ... Jeffrey Deitch, jeg kom på denne tekst nu fra 2016. 

Jeg fik en Georg

Litteraturkritikernes lav inviterede til prisoverrækkelsesfest på Johan Borups Højskole for de seneste tre års modtagere af Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen. Fotos af Malthe Ivarsson. Jeg modtog Georg 2020. Til de som lurer på om Georg deles ud til oversat litteratur: Min bog er skrevet på dansk-norsk hybridsprog, som I kan se er måske dansk stadig mit mest intakte sprog, og dog ikke helt. Det kryr med norskismer. Den norske udgave er altså blevet til med norsksproglig assistance og den danske med dansksproglig assistance.

 

That's where the party's at

 

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig. Det sker via mail til borups@borups.dk senest 16. maj, skriver Kamilla 🌸🌸🌸🌸🌸

Milk of Dreams er elektrisk

Milk of Dreams gør mig totalt elektrisk, her er Leonora virkelig blevet vækket op i samtiden, som jeg forsøgte at gøre i min bog. Ideen til den stammer fra 2016 og hovedparten blev skrevet i 2017 og 2018, siden har Leonora boomet som aldrig før. Jeg ved ikke om katten sprang ind ad vinduet eller ud af mit hoved, som jeg skrev engang i 2000-2001 da jeg gik sammen med Audun på Forfatterstudiet i Bø. Føler det samme med Milk of Dreams. En obvious Leonora soulmate er danske Ovartaci som passer perfekt ind i forvandlingstematikken på Milk of Dreams 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸 pics

The speed of life

Kulturen vågner! Norsk kunstårbok og Vagant delte bord på helgens Bergen Art Book Fair. Jeg blev blandt andet venner med Homocats fra New York som laver fantastiske T-shirts, zines og andre coole ting. Her er de på Instagram. Vagant #1/2022 er på vej ud i verden snart, her og her er nogle bidrag fra det kommende nummer.

Zürn på Munch

Kom på Munchmuseet den 17. marts, vi skal tale om Unica Zürn og lidt om Leonora også. I 2003 kom Helena Erikssons oversættelse af Zürn på Vertigo förlag, her er min anmeldelse.

Barents Spektakel i Kirkenes

Årets udgave af festivalen Barents Spektakel satte fokus på denne lockdownsituation og vores længsel efter og forestillinger om dem derovre på den anden side af grænsen. Den del af publikum som havde mulighed for at drage til Svanvik til de afsluttende begivenheder om søndagen, fik en meget konkret oplevelse af grænseområdet, her hvor grænsen mellem Norge og Rusland løber midt i den tilfrosne Pasvikelv. Den truende russiske invasion af Ukraine brød ud i aktive krigshandlinger på festivalens anden dag, og med et trylleslag var dele af programmet forældet, eller de fik en helt anden betydning end man i udgangspunktet havde tænkt. Mere her og her og her. Mine billeder her.

Støt kulturtidsskrifterne

Vi må kæmpe for kulturtidsskrifternes overlevelse, både i Norge og Danmark. Her om Standart og her om Samtiden og Vagant. Digitaliseringsfantasterne har kuppet idéen om at livet er en ekstatisk rejse mod en gylden fremtid og inkluderer ikke kritikken og tidsskrifterne i planerne, ser det ud til. Smart for nogle, dumt for mange.

Dan Graham RIP

Den amerikanske kunstner Dan Graham (1942-2022) stak af fra os igår, sikkert mens jeg lå med årets første migræneanfald. Det er bare at gå ret til Ubuweb og se på skattene der, måske først og fremmest den dybt inspirerende film Rock My Religion. Graham var på visit i København i 2018 hvor han udstillede; han så ganske skrøbelig ud dengang, men det var fint at se ham. Jeg har også stiftet bekendskab med hans værker i Malmø under Sonic Youth-udstillingen, i Berlin udenfor Vattenfall og i Lofoten hvor jeg besøgte hans fantastiske spejlværk, tak til Torill som kørte mig der og preppede kunsten så den fungerede efter hensigten. Ian Svenonius fandt en bog af ham på Bergen Kunsthall i 2016 og sad længe og læste i den. Han påstod det var et nyt bekendskab, men jeg troede ham ikke. Du kan sikkert finde denne bog på et bibliotek eller som pdf et sted, anbefales stærkt. 

God tekst fra Arve Rød her. 

Høyreluren læsefest i Dag&Tid og KK

Audiatur Waste Land 10 år

Efter de monumentale år kom Audiatur i kontakt med sine æggestokke, skrev jeg om Audiatur Waste Land som foregik i Bergen for 10 år siden i den ondeste måned, april. Her er min rapport fra festivalen hvor både klimakrise, bærekraftig litteraturproduktion (som man snakkede om fra scenen i Bergen idag), visaregler for poeter i den muslimske verden og kvinderepræsentation blev hot topics. Der er grund til at mindes det vi forsøgte at gøre dengang, i forlængelse af nogle svært vellykkede (socialt, kunstnerisk, intellektuelt) Audiatur-festivaler i BIT Teatergarasjens gamle lokaler. Bergen Kretsfengsel blev i 2012 sublime rammer for diverse aktiviteter, blandt andet den grænsesprængende kakofonioplæsning hvor gæsterne kunne gå rundt i rummet og lytte til poeterne som læste i munden på hinanden en time. Miia Toivio og Marko Niemi (1974-2019) lavede performance i deres udvalgte fængselscelle. Eileen Myles og Aina Villanger forsøgte at læse hinanden i sænk på det mest centrale punkt i rummet. Cathrine, som var i arbejdsgruppen, har indenfor rammerne af sit forlag TransFe:r nyligt udgivet en gendigtning af Eliots langdigt.

Carringtons langhårede visjon

I Høyreluren er Carringtons nedsabling av det bestående fullkomment lystig, romanen er først og fremst fandenivoldsk opptatt av å bryte ut av tralten. Kanskje er det mest oppsiktsvekkende med Carringtons langhårede visjon at den fungerer, hun klarer å skape en verden der opprør nytter, uten at det blir for dumt. Hyenesmilet i Høyreluren etterlater også leseren glisende, grådig på noe annet og mer. Norges bedste kritiker læser Høyreluren i Morgenbladet 💜💜💜💜 Vårt Land havde også hjernefest. 

Leonora est arrivé

Krigsmaskinen 2003

I afsnittet ”Treatise on Nomadology – The War Machine” skriver Gilles Deleuze og Felix Guattari om krigsmaskinen. Krigsmaskinen er ingen konkret maskine, krigsmaskinen er en stridsstrategi. Overfor denne står Imperiet som vil indlemme alle singulariteter under ét system. Singulariteterne har sit udtryk i sproget, i kunsten, i kroppen, i kulturen. Den krigsmaskine singulariteterne til sammen danner er ikke entydigt positiv. Krigsmaskinens strategi er positionsskift, bevægelighed – en strategi som udmærker sig ved desertering, ved svigt. Dette for at forblive på ydersiden af magten. Læs mere her, klik på Leder.

Siegfried Kracauer sneak peek

 

Siegfried Kracauer var en pioner i analyse av populærkulturen. Mere her + her. 

Bloddrikkende fællesskaber

I modsætning til Riley med sin kyniske fornuft, er Father Hill et ganske skrækindjagende udtryk for den aktuelle tidsånd, hvor karisma, action og effekter kan forføre os ind i alternative virkeligheder og ren vanvid. Det er Riley og øens læge, Sarah Gunning, som repræsenterer et videnskabeligt livssyn, som taber til zombieapokalypsen – og hvad er mere 2021 end just det? 

Spaltetekst i Vagant 3-4/2021 som gik i trykken før jul. Det er nok min sidste Netflix thinkpiece for denne gang. Jeg er blevet til permanent bergenser nu og fejrede med at gå på Tag Team Studio og se Fake Children. Åben til 16. januar. 

Good morning Averøy

 

Høyreluren januar 2022

 

Høyreluren er ei vilt fabulerande, humoristisk og satirisk forteljing, eit sprudlande, feministisk manifest og ein kommentar til det mannsdominerte samfunnet si rovdrift på naturen. Boka er omsett av Gunstein Bakke. Susanne Christensen har skrive eit etterord.

Tracey Emin og virkelighedseffekten

I december 2003 var fanzinet GK22 færdig. Det blev det hidtil sidste GK. Mit bidrag var blandt andet en lang tekst med titlen "Tracey Emin og virkelighedseffekten. På sporet af en ny avantgarderealisme" som egentlig var en mellemfagsopgave. Teksten var illustreret af billeder fra min mors lejlighed, af hendes selv og citater fra et postkort hun skrev til mig engang. Audun mindede mig på teksten idag da vi læste Olaf Haagensen i Morgenbladet. Magisk nok var jeg i stand til at finde en pdf af GK22 i min mailboks fra 2010. 

Minder mig på hvad mit arbejde bestod af i 2021

Jeg redigerede to publikationer, denne og denne, sidstnævnte tog næsten al min tid. Jeg skrev spaltetekster og anmeldelser til Vagant, blandt andet denne og denne. Jeg skrev ikke særlig meget for Kunstkritikk fordi jeg var i endeløs lockdown. Jeg skrev tre små tekster til Forfatternes klimaaksjon og efterord til Høyreluren som udkommer på Samlaget i januar. Jeg fik en pris og mistede en mor. Jeg fik lov at tale til studerende på kunstakademierne i Oslo, København og Bergen. Jeg plaprede også på Testrup, på NTNU, på Arguments skriveskole, på LiteratureXchange og på Astrid Noacks Atelier. Jeg skrev et læserbrev og var på residencies i Bergen og Trondheim. Also I'm lost. 

Altså endnu mere kuk

Der blinker ingen advarselslamper i mit hoved når jeg hører ordet kuk. Ordet er simpelthen ikke registreret som tabu i min primært dansksproglige hukommelse fra en barndomstid, hvor frække ord vakte forvirrede reaktioner fra latter til skam. Det nyeste kunstrum i Trondheim kalder sig netop det, kuk. På norsk og svensk en klar reference til det mandlige kønsorgan, og eftersom en privat formue har sponsoreret K-U-K, Kjøpmannsgata Ung Kunst, er det oplagt at tænke, at her kan der blive for meget kuk. Formuen strømmer endda via en nok så kuk-orienteret ekspressiv kunstner ved navn Kjell Erik Killi-Olsen, som tilbragte sin ungdom i 80’ernes New York; et kunstnerskab præget af den mere spraglede del af kunstscenen der – altså endnu mere kuk. 

Susanne Christensen har i november vært gjestekritiker i Trondheim og skriver om den seneste utviklingen på kunstscenen. Les her 💕💕💕💕

At være fræk i Kristiansand

Kontrasten er stor til svartmalingen av Kristiansand. Vi skjønner at de av oss som er relativt hyppig innom byens utstillinger og tror at kunstscenen blomstrer i byen og går en strålende fremtid i møte, tar feil. Ifølge forfatteren befinner Kristiansand seg i en kunstkrise. 

Øivind Storm Bjerke anmelder Norsk kunstårbok 2021 i Kunstavisen. Den frække skribent i Kristiansand er forfatteren Pål Gitmark Eriksen. Man må sikkert gerne til en vis grad krangle med forfatteren, men send  også gerne debatindlæg til Norsk kunstårbok. I næste udgave planlægger vi at dække Sørlandets kunstscener i Kristiansand, Skien og Fredrikstad. Imidlertid, det er svært for os, og også svært for andre kunstkritiske fora, at finde gode kritikere på Sørlandet. Hvis Sørlandet vil have bedre dækning må man først og fremmest begynde at mobilisere tydelige platforme for udvikling af kunstkritikfeltet. 

Norsk kunstårbok 2021 anmeldt i DN

 

Year of the Ox 2021 mix

Jeg er i Trondheim resten af året, og vi drukner i sne. Billeder strømmer ind her, og her er nogle af de 2021-udgivelser jeg har lyttet til. Årets Billie Elish-plade er den bedste i hendes unge karriere. Syg songwriting, som også Juliana Hatfield præsterer. Har varmet op til Hatfield siden hendes Olivia Newton-John-plade fra 2018. En del musik fra Norge, Skotland og Nordafrika, elskede og/eller savnede. Dave Gahans cover-plade har ok øjeblikke, blandt andet "Metal Heart" af Cat Power og "Shut Me Down" af Rowland S. Howard fra The Birthday Party. Jeg så Wesley Eisolds hardcoreband American Nightmare i Berlin, under navnet Cold Cave handler det om sweet Depeche and New Order sounds. Flere coole retrolyde præsenterer Makthaverskan og Paper Birch, sidstnævnte er Fergus fra det legendariske Glasgow-band Urusai Yatsura. Spiller også tuareg sounds som minder mig om Marokko. Tinariwen er fra Mali og Mdou Moctar er fra Niger, men tuareg sounds er overalt i regionen. Mdou Moctars første plade på Matador, og han spiller i Danmark og Sverige til våren. Norsk flow med Ulver, Vilde Tuv (stort lol til begge) og Biosphere, plus Jennys første single på 4AD. Grouper har jeg fulgt siden begyndelsen i 2008, resten burde forklare sig selv. 

Beklager til Low og Iceage at der ikke var plads. Beklager ikke til Dry Cleaning, it's shite.