The other incident involved Leslie Woolfolk. She was a cynical, pale beanpole of a girl who ran with a set of voluntarily outcast girls from Sayre who mocked everything. They were like a skittish herd of scaled-down giraffes with pretty, flat kitty-cat faces. I liked all of them.

Richard Hell's girl poetry. Fra I Dreamed I Was A Very Clean Tramp: An Autobiography.

Hans hjerte slog hastigere og hastigere, da Daisys hvide ansigt nærmede sig hans. Han vidste, at når han kyssede denne unge pige og for bestandig viede sine lønligste drømme til hendes flygtige ånde, kunne hans sind aldrig mere blive let som en guds. Derfor ventede han, lyttede et øjeblik endnu, mens en stemmegaffel blev slået an mod en stjerne. Så kyssede han hende. Da hans læber berørte hendes, foldede hun sig ud som en blomst for ham, og hans drømme havde én gang for alle taget menneskelig skikkelse.

Skæbnekys så det batter hos F. Scott Fitzgerald: The Great Gatsby (1925) som er på vej i Baz Luhrmanns version i maj med Carey Mulligan som Daisy Buchanan. Læser let vårmelankolsk en dansk version stjålet på et bibliotek i de københavnske forstæder i 80'erne.

Hos oss har Estland neppe stått særlig sentralt i historieundervisningen om andre verdenskrig, men det er noe en forfatter av Sofi Oksanens kaliber kan gjøre noe med. Estland har i finsk-estiske Oksanen, som både er tungt prisbelønnet og vidt og bredt oversatt, fått en sjeldent talentfull kronikør som også i sin tredje roman om dette multibesatte, multiundertrykte landet lykkes å briljere på overraskende mange nivåer. Det er så bra at du får lyst til å stampe litt i gulvet, over at én og samme penn klarer å skrive så kompositorisk overlegent og samtidig klarer, med et så fininstilt øre, å lytte seg dypt inn i de kroppene som hvirvles rundt i denne dramatiske, kulørte og ganske komplekse prosaen.

Anmeldelse af Sofi Oksanen: Da duene forsvant her, og her Anders Olsson. Mere her og her.

Nye Kritik vækker forskelligartet respons her + her. Lederen her. Internet kan næsten ikke huske tilbage til 2002 da Faldbakken og Einarsson lavede Whoomp - there it is, en installation som, ifølge Marit Paasche, befant seg under en motorveibru like ved skur 51 i Bjørvika, og bestod av en strøken rund sofa i hvitt skinn med en liten fordypning i midten. Her ble det hver dag i utstillingsperioden plassert 44 Litagokartonger. Valget av drikkevarer var ikke tilfeldig, for området rundt skur 51 var et slags ”hjem” for mange av Oslos narkomane. Den hvite minimalistiske sofaen ble plassert mellom skur 51 og tomten for Operaen, og tilbød seg selv som møteplass og som en kommentar til gentrifiseringsprosessen som uunngåelig følger av operautbyggingen.

Vagant ønsker å påvirke samtidslitteraturen. I motsetning til for eksempel avisenes litteratursider, som vil speile samtida. For Vagant er hver artikkel et forsøk på å presentere ideer eller fenomener, og si: Dette finnes, dette kan forfattere jobbe med. Vi kobler litteraturen til aktuelle samfunnsspørsmål, sier Lindholm.

I 2012 hadde vi for eksempel et temanummer om bioteknologi. Det er ikke et spørsmål som er mye diskutert i litterære sammenhenger, men som vil bli definerende for samfunnsutviklingen og selvforståelsen framover. Mere her.

Vagant er kåret til Årets tidsskrift 2013. Prisen deles ut under Norsk Tidsskriftforenings 10-årsjubileumfest, torsdag 11. april. Takketale her.

Nyt Vagant-nummer on the move, #1/2013 ude 18. april ---------- Mere her.

... og sådan, med fire ben i stedet for to, skærpes mine sanser enormt. Jeg kan høre vagten i rummet ved siden af meget bedre, og han mister med ét lyden af mine skridt, som sank jeg igennem gulvet eller fløj væk. Han fanger muligvis en skygge ud gennem øjenkrogen, noget som bevæger sig hastigt hen over gulvet, men han slår det tydeligvis hen; ingen reaktion, ingen jagt gennem lokalerne.

Et af mine favoritmærker når det gælder tøj til en frisk tur i de norske fjeldlandskaberer er TS, lad os bare kalde mærket TS. Jeg har set igennem deres vårkatalog nu, og der er mange ting som frister. Har iøvrigt ikke sans for analyser af mode og reklame som går på såkaldte underbevidste budskaber; tøj er vel tøj, og vil ikke du se fin ud, da? Men hvorfor er TS så cool? Jo, selvom det er et tysk mærke så har de en røff stil med mange referencer til nordisk kultur og mytologi. Man kan anskue bogstaverne, som ofte er gotiske, som et slags ornament, det er ikke så vigtigt hvad der står, men jeg kan godt lide emmen af gotik, metal, styrke! For eksempel har jeg kig på en T-shirt hvor der står "See you in Valhalla" eller den hvor der står (meget vittigt, og måske lidt fejlstavet) "Safe the wild life" og næste linje: "hunting season" LOL.

Der findes også motiver af en tank som kører gennem en væg og ordene "Hausbesuch" - et godt eksempel på klassisk TS-humor, og små søde kranier med sydstatsflag-bandana er også meget dekorative, fine farver. Mine to absolutte favoritmotiver viser et TV-apparat med en hypnotiserende spiral indeni, teksten lyder: "Gehirn Weichspül Maschine" altså hjernevask- maskine, et design som måske er lidt edgy, man vender sig tydeligt mod Naturen hos TS. De har også fine ting for kvinder, blandt andet en romantisk T-shirt hvor der står "Alles was du brauchst ist ein Schuss ins Herz" ... flirten med krigsretorik referer ikke til virkeligheden, jeg oplever det snarere som en tydelig stil, en oprigtig og kraftfuld hyldest til den rene, nordiske natur som vi alle sætter så højt. Check TS! Lækkert, lækkert.

PS! TS forsøgte i marts 2012 at kalde en butik for "Brevik" som en hyldest til en norsk by, men politisk korrekte grupperinger mente at man refererede til "Breivik" hvilket selvsagt er en misforståelse! TS elsker Norge, og jeg tror også at Norge kan lære at elske TS.

Et billede af et billede fra Bergen, 2003. En tidlig morgen på Bergens togstation, vi har netop læst Espen Stuelands omtale af Grønn kylling (arb. tittel) i Klassekampen og er cocky som to påskekyllinger. Fra samme situation her. Foto v/ Helén Eliassen. Mere om GK her.

Helena Huneke, II. Der er en nekrolog i Texte zur Kunst, Heft 89. Her er Helenas og Carola Deyes blog. Fra Ellen Gronemeyers nekrolog:

Vielleicht war es eine psychische Krankheit, aus der heraus sie sich entschieden hat, sich das Leben zu nehmen, aber wo beginnt Krankheit? Wann ist man selbst krank und wann sind es die Verhältnisse, in denen man lebt? Vielleicht hat sich Helena auch deshalb dem Kunstbetrieb verweigert, weil sie wusste, dass sie nicht Teil einer Ökonomie sein wollte, in der die Verbindung von Kunst und Leben zum Geschäft gehört. Die eigenen Mühen ineffizient, unökonomish zu halten war notwendig, um jeden Zweifel ausschließen zu können, hinter ihrem Künstlerinnenleben liege Kalkül und Strategie.

En slags essays med udgangspunkt i biografier om Karen Carpenter og Sylvia Plath.

Vi mistede denne vakre pige, Helena Huneke, i november 2012. Jeg delte rum med Helena på Vivantes Klinikum Am Urban sommeren 2012. Helena kom til min fødselsdagsmiddag på en indisk restaurant, Oranienstraße. Senere gik vi på Festsaal Kreuzberg. Hun gav mig Weiblichkeit in der Schrift, Merve Verlags Cixous-udgave fra 1980. Indeni bogen, det ser jeg netop nu, står der Für mein Bett-Bunny 11.9.12. Helena var del af kunstnerkollektivet Akademie Isotrop i 90'erne, jeg skal forsøge at finde ud af mere om hende nu. RIP.

It is less a question of converting Young-Girls than of mapping out the dark corners of the fractalized frontline of Young-Girlization. And it is a question of furnishing arms for struggle, step-by-step, blow-by-blow, wherever you may find yourself.

Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl, Tiqqun. Alternativ oversættelse her.

Det er noe i lufta, er det våren? Love is in the air, eller er det snarere motsatt? Er det hatet som ligger tykt rundt oss? Det er nemlig lett å føle seg en smule bilsyk, som om man har slingret seg gjennom natten, som om veikarteret har blitt omskrevet av maniske hender, som om vi er i en radikalt annerledes situasjon, uten at vi helt er i stand til å sette ord på nøyaktig hva forandringene består i.

Anmeldelse af Maria Sveland Hatet. En bok om antifeminism her. Også her + her.
Min egen overskrift var iøvrigt Affektsamfundet. Den gik ikke igennem.

I hvert fald i sine unge dage var Sylvia blond eller mellemblond. Her 19.

Jeg havde en rå pink kanyle i armen i flere dage i sommers under mit ophold på Vivantes Klinikum Am Urbans Innere Medizin-afdeling. To dage i træk fik jeg et solidt skud Propofol, såkaldt Kurznarkose, det stof som Michael Jackson fik en overdose af, hvorefter man gjorde unævnelige ting ved mig. Foto af Audun.

I både "Lady Lazarus" og "Cut" (om en situation hvor hun skærer sig i fingeren under madlavningen) findes der en spænding mellem selvskadning og øjet som ser, enten i form af et iagttagende publikum, eller grotesk selviagttagelse. Poetens grufulde laboratorium.

Sylvia Plath-essay i Bokmagasinet idag. Fra en tidlig dansk version.

Dagens redaktører er ni i tallet, og bosatt i seks ulike byer. Én er fast ansatt ansvarlig redaktør, én jobber deltid med nettsidene og resten arbeider med bladet på idealistisk basis. Arbeidet har i hovedsak foregått over nettet, med intensive redaksjonssamlinger for ferdig- stilling av numre i Bergen og Berlin. Etter en del pendling fram og tilbake bestemte vi oss for å gjøre kort prosess, ta Vagants status som farende fant bokstavelig, og flytte hoved- kontoret til Tysklands hovedstad – i likhet med så mange andre kunstnere, forfattere og studenter fra hele Europa.

Vagant flytter til Berlin. Instant classic fra Tenningen og Lindholm her. Vagant anno 2009.

Lyden af mine skridt i de folketomme rum. Videoværker kører i knitrende loops i hjørnerne, men ingen ser på skærmene. Jeg tænker på ringeagten for dyret, for de sprogløse væsener, ringeagten og romantikken i et spicy mix. Internettet er fuld af katte; kattene er medicin mod depression, de får os til at le og slappe af, vi iscenesætter dem med et sprog som var de illegal aliens fra Mexico, vi flår auraen af dem med vores voldelige antropomorfismer.

Weird Vagant-spalte coming up om statuer i Slottsparken, Anne Karpf, Henry James, Lina Dzuverovic, Maggie Nicols, LOLcatz, shapeshifting og vandalisme.

En pliktoppfyllende representant for den borgerlige offentligheten, en advokat, strider inn i et slags spøkelseshus, hvor han skal gjøre opp boe. Hans resultatorienterte bevissthet fortaper seg i en uforutsigbar og skremmende struktur. I huset, som minner om en slags vill, sammensnekret installasjonskunst, finner han en bok han leser i, hvorpå han forsvinner inn i et mareritt, og da han våkner omdefinerer han sin oppgave: Dette stedet må ødelegges, det huset skjuler er for grusomt for verden.

Anmeldelse af Lars Mørch Finborud: De svarte skiltene her. By association, denne.

Viskum fortæller mig om hvordan han som veterinærstuderende sad på læsesalen ved siden af en halv ko i formaldehyd. Han så på dette, disse indre strukturer, men med hvilket blik? Han var usikker, men forstod noget om sig selv senere da han startede på kunstakademiet og den britiske kunstner Damien Hirst vandt Turner-prisen for Mother and Child Divided (1993), et værk bestående af en ko og en kalv i formaldehyd som man både kan passere imellem og igennem, så at sige. Dyret, dyrerelationer, tænker jeg, mens den hvide hund ser på mig med hovedet på skrå som om den kunne tænke sig at komme med et indlæg i debatten. Jeg tænker på Salvador Dalis brændende giraf – den er her! – og Joseph Beuys og den vilde coyote i galleriet i New York. Vi konverserer, gulvet er dækket af tæpper, væggene er dækket af malerier og bag os ligger en død mand under et bord. Gulvtæppet skjuler kun liget halvvejs. Alt i alt et meget hjemligt rum, selvom indretningen er skummelt teatralsk. Blink med øjnene to gange og hjemmet bliver til et gallerirum.

Fra en tekst til Vestfossen Kunstlaboratorium.

Mulighederne for at realisere et bogprojekt er rykket nærmere; jeg er indstillet til et stipendie fra Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening. Very grateful.

Svenske Icona Pops sang fra 2012 "I Love It" bruges i øjeblikket i en tysk reklame for sodavand. Reklamen er mere eksplicit end videoen og citerer Spice Girls; det er en flok piger som er i byen sammen, "subversive" handlinger med "lesbisk" twist forekommer og ligeså puppeflashing på gaden vendt mod forbipasserende biler. Duoens egen video er ikke så aggressiv. Selvom det lyder som en break-up-sang er jeg usikker på om det handler om en kæreste. Sangen er en generationshyldest, et party anthem som påstår frigørelse. Omkvædet har en slags double bind fordi følelsesløshed ("I don't care") kobles til følelsesfuldhed ("I love it"). Æteriske, æstetiske kvaliteter fejres, der er ingen bitterhed mod det andet køn i videoen, intet ekskluderende søsterskab som der måske er i reklamen, hvilket bekræfter at det handler om et generationsbrud, hvilket da også er helt eksplicit i pang-formuleringen "You're from the 70s, but I'm a 90s bitch" som virkelig leverer.

Sangteksten nævner en række destruktive handlinger ("vandalisme"), en slags danser-på-din-grav-stemning, og jeg tænker at edgen er rettet mod forældre, for eksempel en 70talsfeministmor som nyligt er død. Den som er død eller som "vi" udstøder er hard to please og down to earth, helt modsat 90-generationen som er løsrevet i en nydende sfære af cooless og konsumption. Det kunne for eksempel være en sang som siger fuck til økobevidsthed. Der nævnes en "kill switch" som er en slags navlestreng eller kobling til jorden: Jeg er ligeglad, jeg elsker det. Jeg føler intet, jeg elsker at føle intet, jeg skubber min føle-intet-hed i hovedet på nogen som ikke engang repræsenteres klart, og det er vel derfor at hele pakken har subliminal power.

Lesningen foregår i lynets hastighet, med et stort glimt, en del latter og en lett tomhetsfølelse etterpå. Som å lytte til en punkrock-singel og umiddelbart kaste den ut av vinduet idet musikken forstummer.

Anmeldelse af Gine Cornelia Pedersen: Null her.

Den 12. april 2012 spiller det danske punkband Iceage på Landmark i Bergen. Forsangeren, den 18-årige Elias Bender Rønnenfelt, giver et mærkeligt og urovækkende indtryk; han virker blind, men også ude af kontrol, konfronterende og autentisk utilregnelig i forhold til genkendelse af hvor grænsen går mellem scenen (som er gulvet) og publikum. Blindheden, spasmerne og den anti-erotiske renfærdighed vækker minder om Joy Divisions frontmand Ian Curtis, samtidig med at den sensuelt opspærrede mund virker som et klassisk rockcitat à la Jagger og Morrison. Iceage kommer ud af et aktivt musikmiljø i København, og har dermed endnu mere kraft bag sit fuck you. Før dem indtager de næsten identiske Lower fra samme miljø scenerummet, de spiller både højere og dårligere og har en forsanger som er mindre god til at kanalisere den rebelske rock ned fra en sky; han hopper uregérligt rundt iført en grå sweatshirt som hverken kan forstås som et stilcitat eller et stilbrud.

Iceage har opnået international opmærksomhed allerede, deres plade med den typiske titel New Brigade (2011) annoncerer det militant nyes ankomst (encore une fois) på en overbevisende måde, og en eller anden vågenhed trigges faktisk dybt i mig, en kvalitet som jeg bedst kan beskrive som grain – tekstur – noget som stryger over huden og efterlader et mærke, noget som måske har noget genkendeligt i sig, men som ikke støtter sig til genkendeligheden eller til citaterne på en fiffig måde.

Starten på denne tekst i 10TAL, #8-9 2012. Iceage i Berlin i kveld og på Matador snart. Det med den grå sweatshirt er en slags vittighed, lol. Se Morrison-citaterne i videoen.

Konference-bonanza om Norges første feminist Camilla Collett her.

Fra de stummes leir? Ja, sandelig. Collett taler ikke alene kvindernes sag, sine søstres sag, som hun igen og igen tiltaler og beder om at læse sammen med hende, og dermed træner hun deres kritiske blik og vækker deres længsel efter et liv i ligeværdighed med manden, men hun taler også dyrets sag. Hvorfor dyret? Jo, hun er selv et dyr, hun er dyregjort, hun er forstummet, kan blot ynke sig, udtrykke førsproglige lyde som ikke kan stå på tryk, hun er kvalt fra starten af, fra første side i bogen er hendes strube presset sammen, hendes vejrtrækning forhindret, som af det korset som hun må bære, som kværker stemmen, gør den høj og tynd. Jeg ser Collett for mig, i de stummes lejr, hun forsøger at skrive, men ser på sin hånd, den er en klov, en pote, hun er dyregjort, hun er et lavere væsen.

Hvorfor var Camilla Collett viktig som feminist?

Af de kvinder som får lov at deltage i det offentlige ordskifte på Colletts tid vover få at skrive under fuldt navn. Collett står frem som en tydelig stemme som taler eksplicit som del af et søsterskab, blandet andet i artikelsamlingen med den sigende titel Fra de stummes leir (1877). Hun rejser, læser litteratur på fransk og tysk og kritiserer kvindefremstillingerne sønder og sammen. Hun er altså lige så hip som Susan Sontag og suger til sig af tidsånden, som hun siden stikker en moralsk kniv i. Så desperat søger hun fremtidens kvinde som er ligeværdig med manden.

Kan vi lære noe av å lese bøkene til Collett i dag?

Collett tager sager op som 20 år senere er centrale i det moderne gennembrud, hvor Georg Brandes vækker debat med oversættelsen af John Stuart Mills-essayet "The Subjection of Women" (1869). Når Collett skriver om Goethe og Byron er hendes kritik helt i tråd med for eksempel Linda Nochlin og Griselda Pollock som i 70'erne og 80'erne forsøger at forstå hvordan mænd har iscenesat sig som genier og bakket hinanden op institutionelt, og hvorfor kvinder ikke har haft mulighed for det samme. Colletts pen er vittig og skarp, og desværre er mange af emnerne stadig aktuelle.

Camilla Collett i Slottsparken. Opgav at give hende en varm hue på, marcherende terrorberedskab tæt på med automatisk skydevåben. Kan være hun får en blomst en dag. Læg mærke til hvordan hendes flossede sjal er forsøgt gengivet i bronze. Ulden avantgarde?