Lurer du på danske småforlag? Her er en fin guide og her er en online boghandel. På norsk grund sker der ting og sager i november. Stolte småforlagsfolk, stand back and stand by.

Godt spørgsmål på side 352 i Olga Ravns Mit arbejde

Florale indtryk fra Hvaler her. Jeg har klaret at snige mig over grænsen igen, men spørgsmålet er om det lykkes resten af året. Måtte forlænge opholdet med tre dage så det svarer til karantæne. På Knatten boede Johan Borgen og hans kone Annemarta. Deres urner er også sat ned her. Parret købte Knatten for pengene som Johan tjente på foredragsturné efter at han blev tildelt Nordisk Råds litteraturpris for Nye noveller i 1967. Jeg er nået til side 89 i en dansk udgave af Lillelord som jeg fandt i et skab på sjøbua. Lyden af vind.

Det føles uretfærdigt at gå i rette med en så posivit anmeldelse, men jeg vil alligevel stille spørgsmål ved om jeg skriver om mit eget vanvid i bogen (som anmelderen på en måde kommer til at sige). Essayistik og sakprosa har det ikke med at finde på, og jeg skriver at jeg mødte Helena på et hospital i Berlin hvor jeg var indlagt på grund af stress, hvilket for så vidt er sandt. Et niveau af vanvid har imidlertid at gøre med lægerne som overser mange sygdomme som ME, borreliose og endometriose og går all in med hysteridiagnosen; man "somatiserer" fordi man i virkeligheden er bonkers. Filmen Unrest på Netflix handler om ME og vældig direkte om helsevæsnets blind spots. 45 minutter inde i filmen trækkes vigtige linjer til Sigmund Freud. Other than that, føler mig vældig godt tilpas på trods af mange deadlines. Føler mig endnu bedre tilpas når jeg ser på dette interview med Chrissie Hynde. 

Kunst, terapi og magi er beslægtede praksisser hos Leonora Carrington, og så er Leonoras rejse også et slags manifest for sci-fi og især den utopiske, feministiske variant af genren. Ret syret skriver Christensen, at hun ser Leonora som en alien, og vips har hun skrevet sig selv, læseren og Leonora ind i et sci-fi-univers. På samme vis med Leonoras magiske tænkning, vupti, så er man en hest, for Leonoras totemdyr var en hest: »Prøv selv at være en hest et øjeblik, hvad gør du med kroppen? Skyder brystet frem og knejser med nakken?« Dét er indlevelse, og den indlevelse præger hele Leonoras rejse. Det er også derfor, det er så let at kende Susanne Christensen i den skandinaviske litteraturjungle, i stedet for den traditionelle kritikers kølige distance til værket og kunstneren, maser hun sig ind i værkerne, skriver sig ind i kunstnerens bevidsthed ligesom en romanforfatter, hun er Leonora, hun er en hest, og hun kan forestille sig en samtale mellem cyborgmanifest- forfatteren Donna Harraway og Leonora, hvor de taler om fordele og ulemper ved at være cyborg og gudinde (helst en keltisk). Dette skriver Kamilla Löfström i dagens Information.

Det føles som høst allerede. Jeg jobber med spaltetekster og anmeldelser til Vagant og anmeldelser til Kunstkritikk. Nu ser det ud som om at jeg igen bliver låst ude af Norge, og dette besværliggører jo arbejdssituationen. Det er endnu ikke klart hvilke budgetrammer kunstårboken får, men jeg er klar til at dedikere mig hvis nogen derude vil give den en chance til. Jeg er blevet klogere på dens snart 30-årige liv denne sommer.

Nu svinser jeg åbenbart rundt og deler kunstpriser ud i Trondheim. Trøndelagsutstillingens kritikerpris gik til Hasan Daraghmeh, NTNUs pris gik til Tommy Høvik ("Collection 422") og debutantprisen gik til Veslemøy Lilleengen. Der indgår en tekst i Lilleengens værk som kan læses her. Min henslængte hilsen til Herr Daraghmeh er en påkrævet del af corona-regimet.

Min essaybog Leonoras reise om den britisk-mexicanske surrealist Leonora Carrington (1917-2011) kom ud på norsk i 2019 og netop nu sommeren 2020 på dansk. En samling af tilgængelige omtaler og podcasts følger. Prosa har skrevet. BLA har skrevet. Bernur har skrevet. Bastkjær har skrevet. Den mystiske Bakkevig har skrevet. Atlas har skrevet og lavet podcast. Kristina Stoltz og jeg konverserede i Vinduet. På Litteraturhuset i Bergen talte jeg, og det gjorde jeg også på engelsk sammen med fabelagtige Marie Darrieussecq. Se udstillingen på Louisiana, her findes flere værker af Carrington. Jeg kan inviteres til at læse op som en helt almindelig forfatter! Don't be afraid, it's only prose. Flere anmeldelser findes her på bloggen ude til højre. Information og Politikken har vist skudt alle deres skud allerede da bogen kom ud på norsk, men jeg håber at andre danske medier orker at interessere sig. Bogen kan købes gennem mine forlag norske Oktober og danske Vandkunsten og i alle velassorterede boghandlere. Bogen er et samarbejde med en lang række mennesker, ikke mindst brilliante Leonora-forskere i mange lande. Without you, no book. We're open to all sorts of translations, and you can apply for a subsidy from NORLA. 

Du synes Vagant #3-4/2019 kommer lidt sent? They were on an actual space journey. Lidt info her. Årets første nummer er også lige rundt om hjørnet. Jeg har lavet et moon mix 4u. 

Carrington-udvalget på Louisiana er temmelig low budget. Jeg anbefaler at man finder Leonora på Instagram. Det er Leonoras barnebarn som styrer denne. Her kan man se Leonoras bredde, og hvad som findes derude af skatte. En samlet Carrington-udstilling ville være fantastisk, og rammen bør ikke være så retrospektiv som Louisiana lægger op til. Det er en vældig traditionel ramme, som behandler kunstnerne som kuriøsiteter fra fortiden. Jeg har haft strålende udveksling med den danske kurator, de er snille folk, og dette er et samarbejde med Schirn i Frankfurt, dermed uden tvivl en masse kompromisser. Der er gang i mere opdaterede udforskninger af de kvindelige surrealister, følg blandt andet Leonoras britiske forlag Silver Press og det skotske magasin The Debutante. Deres manifest i #1 starter med dette vigtige punkt: Feminist-Surrealism is not an art historical dogma. It is an active way of comprehending the world. Ja, to put it mildly, min bog er skrevet i opposition til den slags retrospektiv kunsthistoriefortælling. Det er uanset vigtigt at disse kunstnere får plads. Både de som allerede er relativt anerkendte og de mere ukendte. Det er synd at man ikke forstår at lægge udstillingen på linje med dagsaktuelle tematikker som økofeminisme og forstår at det okkulte, som fx Ithell Colquhoun arbejdede med, er hypertrendy nu af forskellige årsager. A bit of a giant miss. Anne Kjersti Bjørns skønne film fra 2001 med originale dokumentariske optagelser af Leonora er nu tilgængelig her. 

Vi holdt en lille fest for Leo på Louisiana igår. Mindre fjollet billede her. Se de fine smilerynker! Denne skønne dame voksede jeg op med. 81 - 82 - 83 - 84 with KM.

Denne sommer har vi brugt noget tid på at istandsætte og renovere en gammel mor. Moren er 76 år og vil ikke istandsættes og renoveres. Dermed måtte vi ansøge om at bruge tvang. Nu får hun tvangsmæssigt bad en gang om ugen, og det gør hende frygtelig vred. Min mor er min baby, den eneste baby jeg nogensinde vil få. Min mor er en vred og racistisk baby. Hun er først og fremmest vred og bange; hun kan ikke lide forandring, og af en eller anden grund udtrykker hun sig på en racistisk måde. "Nogen" er farlige og "nogen" er fremmede. Hun er fremmed for sig selv, hun er selv fremmed og beskidt, hun har opgivet sit liv af forskellige årsager, og har intet sprog som passer til egne følelser og erfaringer. Det er et quick fix at snakke om de fremmede. Moren, som jeg kendte hende, havde ikke den slags tanker. Måske hun er som en svamp, hun suger ting til sig, ting som udtrykkes af medpatienter og i medierne? Jeg ved det ikke. Vi har forsøget at istandsætte hende. Vi har forsøgt at irettesætte hende. Jeg børstede hendes hår som stod op i luften. Jeg gav hende lotion i hånden så hun kunne mærke, at det er dejligt at være ren, og at den tørre hud kan behandles. Hun kan gøre det godt for sig selv, men vil ikke. Hun vil bare ryge cigaretter og gå op og ned ad gulvet med sit punkhår og sin skællede hud. Ingen mor skal renoveres her.

Just a reminder that your idiotic reviews will haunt you for ever. Her + her + endless.

Ny bog er ude her. Tak til Forlaget Vandkunsten.

I marts 2018 deltog jeg på symposiet Seeking the Marvellous på Plymouth College of Art. Her traf jeg brilliante Leonora-forskere som Anna, Kristoffer, Victoria og Catriona. Kristoffer og jeg talte om slægtskabet mellem Leonoras kunst og økofilosoffer som Donna Haraway og Tim Morton. Kristoffers essay om Leonora og Morton findes i min litteraturliste, men selv har jeg ikke læst Morton før nu: Dark Ecology fra 2016. Det er eksperimentel skrift som har sin egen logik og poesi. De "crazy" referencer til popkultur tager af mod slutningen hvor vi rejser ind i et stykke chokolade. Rejsen kunne lige så godt hedde Gjennom natten eller Down Below. På side 95-96 skriver Morton om The Force; dette vidste jeg ikke da jeg droppede Leo ned i en Star Wars-film! Morton takker et par kendte ansigter fra Norge, blandt andet Hilde Methi som stod for dette utrolige projekt i årene 2014-2016. Morton forklarer selv hvad han mener med "agrilogistics" her + interview + poetisk udlægning. Just wondering er fantastisk.

Sådan ser den danske udgave af Leonoras reise altså ud. May I present: Leonoras rejse. Det "j" betyder meget for mig. Der har været en del forhandlinger om omslaget naturligvis. Vi faldt ned på dette. Nu ligner bogen en liten hvit kanin. Eller en Dawn Horse in flight.

Leonoras reise ender på den lille ø Skrova som er del af Lofoten. Efter samtalen med Gloria i Los Angeles søger jeg information om hendes veninde Ellen Marit Gaup Dunfjeld som blandt andet var talskvinde ved besættelsen af statsminister Gro Harlem Brundtlands kontor i 1981 i anledning af det kontroversielle dæmningsbyggeri i Alta. I denne sag fandt jeg nogle fine billeder. Der var flere af den slags miljøkampe, blandt andet kampen om Mardøla. Omkring 1:03:09 kan man se at Auduns far Magne Lindholm var aktiv i denne sag. Mere her.

Triste nyheder om Beate Grimsrud (1963-2020). Rest in peace. Vi diskuterede hendes roman En dåre fri tilbage i 2010 da den kom ud. Her er min anmeldelse og debatten her og her.

Translations of Leonora's Journey are garanteed support. Application date is 1st of October.

De sidste fire sider i det nye Fett med tema om tekstil er viet til en kollektivlæsning af Leonoras reise. Det er de kyndige læsere Maya Økland, Hedda H. Robertsen og Hedda Lingaas Fossum som slår til inklusiv to store Carrington-illustrationer. Der er nyt om Leonora på dansk om ikke så længe. Den 25. juli åbner iøvrigt udstillingen "Fantastiske kvinder" på Louisiana med billeder af Leonora++

The mirroring of swanlings @ Utterslev Mose

Perfect brows and nails go together with Leonoras reise.

Mursejlerfesten toppede søndag og mandag og efter det blev der mere stille. En forklaring kan være at ungerne i reden over mit vindue er borte. De tullede så meget ved solnedgang at jeg tror de fløj ind i vinduet nogle gange. Jeg begyndte at læse om Apus apus, mursejleren, the common swift. "Apus" betyder den uden fødder, og det passer fint eftersom de stort set lever hele deres liv på vingerne, hvor de også spiser og sover. Ja, man mener at de sover flyvende ved at hvile en hjernehalvdel ad gangen. Vi gør det til en vis grad også hvis vi sover et nyt sted; vi sover "med et øje åbent" som det hedder. Mursejleren er en trækfugl og om vinteren lever de i Afrika, sub-Sahara hvor der er regnskov og masse insekter. Derfor associerer vi deres "vii-vii-vii" med sommer. Mursejleren har svært ved at lette fra jorden eftersom dens ben er så korte og mest er egnet til at hænge sig fast i lodrette flader. De er på tilbagegang på grund af facaderenovering som udsletter alle sprækker og huller som de ellers vender tilbage til år efter år. På YouTube står folk med deres reddede mursejler, de holder dem frem på flad hånd, men de kan ikke lette fra horisontale flader. Elendig musik også, som på alle videoer med dyr: Dyret som klovn ("sjov") og dyret som idyl ("harmoni"). Hvordan kan dyret være sig selv, hvordan kan dyret være dyr.

Pretty! Free books. Følg Fria seminariet på Facebook og på Twitter. Brug dem, lik og del.

To tekster er næsten gjort færdig til Tania Ørums afsluttende avantgardeantologi som handler om samtiden: Den ene om Wencke Mühleisen og wieneraktionisterne og den anden om The Bergensbrag Generation. Jeg skrev abstracts til disse to tekster i Tanger i 2016 så processen har været langvarig. På mandag lanceres denne generøse netside iøvrigt. Jeg har bidraget med en tekst om Cia Rinne i bog nummer 8. Jeg har forresten også anmeldt den meget gode bog nummer 2 af John Swedenmark for et svensk tidsskrift.

Hvad skete der med os de sidste 20 år? Det har været en uhørt intens tid. Intensiteten synes nærmest at have umuliggjort en velfungerende hukommelse og evnen til at se større linjer og bevægelser. Selv har jeg det som om jeg hverken kan se fortiden eller fremtiden længere, alt er et eneste panikslagent nu: Hvordan lave penge, hvordan forbinde sig til andre på tilfredsstillende måder, disse spørgsmål synes at være det eneste, som er tilbage. Læs min anmeldelse af 20 før 20 på Vagants netside.

"Ved første gangs lesning er jeg fascinert, og vil lese mer, ja, en gjerne hel roman, selv om jeg ikke blir klok på hva Piet tilfører historien om Leonora. Ved annen gangs gjennomlesning minner han selv om en surrealistisk figur, et fantasivesen som kan bringe nyheter fra en dypere sfære. Han blir forfatterens totemdyr i jakten på Leonoras sjel, med kulturarbeiderens urkraft av innsikt og intellektuell selvskading. Gjennom Piet kan Christensen unngå kunsthistorikerens trøtte oppramsing av surrealismens strategier: Hun gjør surrealismen, istedenfor å beskrive den." Dette er noget af det fineste som er skrevet om Leonoras reise og om figuren som jeg kalder Piet. Piet er bygget på en virkelig person, men i modsætning til Helena, hvis historie også finde i bogen, er der ingen spor til den "virkelige" Piet. Mennesker som er tæt på ham har læst hvad jeg har skrevet før bogen kom ud, men de var uden tvivl for sorgtyngede til at "godkende" og jeg forstår at det ikke er nemt. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, og har bare set en meget lille del af denne person igennem en intens tid i 2011. Jeg er imidlertid sikker på at mange, specielt i Oslo, genkender ham, han som skrev kunstkritik og som var musiker. Her er han i 1998.

Hvor blev det Vagant af som jeg nævnte helt tilbage i januar? Det er på vej nu sammen med SpaceX Falcon 9 og cirka med samme fart, til din fysiske postkasse i sin fysiske papirform. Vagant orienterer her. Iøvrigt har Vagant intensiveret tempoet på netpubliceringsfronten, og det rasler rundt med brilliante tekster en masse på netsiden.

På denne tid finder den årlige Lillehammer-udflugt normalt sted. Her foregår nemlig Norsk litteraturfestival og som del af dette Kritikerlagets traditionsrige seminar og middag. Her og her er billeder fra nogle af de andre år. Kunstbokmessen Bastard arrangeret af Oppland kunstsenter er en nyere opfindelse, og i år er de som litteraturfestivalen flyttet på nettet. Her er diverse onlinearrangementer i løbet af pinsehelgen. Norsk kunstårbok deltager naturligvis, og Kunstkritikk har sandelig også interviewet Ketil og Arve.