Jeg har længe luret på Vemunds fantastiske digt "Samtidig" som bl.a. er at læse i Profylaktisk Skjønnhet. Kunne ikke formulere det, fik en fornemmelse af en film, når jeg læste, som i små ryk spoler frem og tilbage. Jeg kom til at tænke på Godards film "Vivre sa vie" (1962) med Godards daværende danske kæreste og nouvelle vague-divaen Anna Karina i hovedrollen som den søde og vakre hore - hun taler bl.a. indgående med en filosof, danser en yndig dans på en café for derefter at blive skudt på brutal vis af nogle gangstere. Skudscenen er optaget på en speciel måde - ikke jump cut, det er noget andet: Skuddet visualiseres ved en rykvis panorering igennem lokalet, hvert skud fryser billedet. Men det er stadig ikke helt som i Vemunds digt, synes jeg. Men så sagde han det selv i Vagant: en synsforstyrrelse. Digtet er en synsforstyrrelse. Synsforstyrrelse kender jeg.

Det startede fint idag, skulle på Söder en tur, havde en masse planer. Først en løbetur i skoven, ned ad stien til den bundfrosne sø, meget lys, meget sne, meget glad. Hjemme igen under bruseren begyndte jeg imidlertid at føle mig underligt til mode. Mit synsfelt blev revet over af hvide og sorte zig-zag streger, det var som om mine to hjernehalvdele flød fra hinanden, sad skævt sammen, som om mine øjne kiggede i forskellige retninger. En stribe af smerte lyste nedover venstre side af ansigtet.

Migræne er ikke hovedpine. Og panikangst er for øvrigt ikke det samme som at være bange: panikangst er en ulokalisérbar fysisk reaktion som blot fortæller dig at du geråder i et unavngivent kaos - men du er afskåret fra at kunne læse dig selv, dine symptomer. Og du kan ikke huske telefonnumre du ellers kan have brugt hver dag i årevis. Du tror du om lidt ligger på gulvet med et bristet blodkar i hjernen.

Migrænen, jeg tror det var lyset og sneen. Engang var det en hvid oplyst tavle i skolen. Men ikke to anfald er ens.

Soundtrack:
People are strange/Doors
Feel the pain/Dinosaur jr.

"Empire" er ein roman

Under denne overskrift præsenterer Magnus E. Marsdal sit interview med Lars Bugge, en af redaktørene for tidsskriftet Agoras nummer med fokus på Hardt/Negris bog "Empire" i Klassekampen 25/1. Jeg skal ikke tage stilling pro/contra "Empire" hér, blot udtrykke min skuffelse over den måde ordet "roman" optræder på. Jeg kan ikke tro andet end at man i sine formuleringer ønsker at angive at "Empire" er tull og tøys og fri fantasi - som en roman jo er? Men hvorfor kan vi ikke i stedet prøve lidt på at se det virkelige i kunsten og det fiktionelle i virkeligheden, kære venner og entusiastiske socialister? Jeg som troede kunsten var en del af revolutionen?

Bugge-citatet som kommer til slut i interviewet lyder som følger:

"Det som er bra med "Empire" er på ein måte at dette er såpass dårleg. Det er store ord, absolutte påstandar og veldig overspendt. Slikt er det moro at lesa! Eigenlig er jo "Empire" ein roman, om vi skal vera litt stygge med forfattarne."

Vi samler på gode sætninger - her er endnu én af slagsen. Fra en anmeldelse af seneste nummer af det danske tidsskrift Bananasplit:

"Ligeledes har man valgt at oversætte Jan Erik Volds simple norske tekst om kapitalismen, men enhver der oversætter bokmål til dansk, burde sendes på en enkeltbillet til Camp Eden."

Kirsebærbombe!

FELLES SLIPPEFEST FOR LUJ OG GASSPEDAL

Torsdag tredje februar 1900 på Logen i Bergen, slippes fire nye utgivelser i Biblioteket Gasspedal og tidsskriftet Lujs andre utgave, med rundt fem hundre sider poesi, prosa, dramatikk, kritikk og oversettelser.

Disse leser:

Pål Norheim (N)
Kristine Næss (N)
Lars Skinnebach (DK)
Joar Tiberg (S, for anledningen på telefon fra Bangalore)

Utgivelsene presenteres. Musikkinnslag. Gratis inngang. Alle er hjertelig velkommen.


NYE UTGIVELSER I BIBLIOTEKET GASSPEDAL

AVANT NORDEN:

# 6:
Annelie Axén: Langz

# 7:
Pål Norheim: Z

# 8:
Das Beckværk: The Democracy – Destination: Iraq

GJENDIKTNING:

#9:
Peter Waterhouse/Arild Vange: Blomster


Annelie Axén, f. 1975, bosatt i Paris. Axén har tidligere publisert tekster i Vagant og Signaler. Langz er hennes første separatutgivelse. Forsideillustrasjonen er ved Magnus Voll Mathiassen (Grandpeople.org).

Pål Norheim, f. 1962, bosatt på Eidsvågneset. Norheim har tidligere publisert essays, kritikk, dikt og prosa i bl.a. Vagant, Vinduet, Samtiden og Grønn Kylling (arb. tittel). Tidligere bøker: Gottfried von Baaders dagbok (Tiden, 1998) og Stemmegafler (Tiden, 2000). Omslaget er ved Christopher Haanes.

Das Beckværk, reaktoren i Buddinge, er et senter for spaltning og nedsmeltning av kunstformer og verdensordener. Reaktoren åpnet våren 2002 i en forstad til København i det nordlige EU, og har siden, som de fleste reaktorer i dette området av verden, vært truet av nedleggelse. Blant de største og mest velutførte forsøkene fra reaktorens side kan nevnes: En sidste sang (2002), Nielsens Liv (2002), De smukkeste mennesker (2004), Parlamentet / The Democracy (2003-) og Den sidste Europæer (2005). Omslagsfotografiet er ved Das Beckværk og er tatt ved bredden av Tigris.

Peter Waterhouse, f. 1956 i Berlin, oppvokst i Tyskland, England og Singapore, bor i Wien. Waterhouse har utgitt et tyvetalls bøker: dikt, prosa, essays og dramatikk, har en doktorgrad på Paul Celans diktning og er en anerkjent oversetter fra engelsk og italiensk. For tiden arbeider han med en tysk utgave (ni bind) av Andrea Zanzottos verk.

Arild Vange har tidligere gjendiktet Peter Waterhouses første bok, Menz (1984): Mennsk (Oktober 2004), i tillegg til essays og dikt av Waterhouse i tidsskrifter som Ny poesi, Vinduet og Luj. Vange har også gjendiktet Botho Strauss, Georg Trakl og Franz Kafka. Siste egne bok: Vinteroverrumplet (Aschehoug, 2003). Omslagsillustrasjonen er ved Magnus Voll Mathiassen (Grandpeople.org).

HVA ER BIBLIOTEKET GASSPEDAL?
BG er en serie småformats utgivelser utgitt av forlaget Gasspedal. Gasspedal ble startet av Audun Lindholm i 2000, og utgir blant annet fanzinen Grønn Kylling (arb. tittel). Forlaget er drevet på idealistisk grunnlag av Susanne Christensen, Audun Lindholm og Øystein Vidnes. En hovedtanke bak Gasspedals arbeid er at de institusjonelle og formatmessige rammene påvirker litteraturen som blir skrevet. Gjennom å la forfattere jobbe i forhold til et annerledes format enn storforlagene pålegger dem, ønsker vi å stimulere litteraturen til å bevege seg friere og i andre retninger.

HVA ER AVANT NORDEN?
Gasspedal slår med BG #6-8 et slag for nordisk utveksling og mot litterær provinsialisering. Norge, Sverige og Danmark utgjør et språkområde som er langt større enn landenes respektive offentligheter forsøker å gi inntrykk av. Avant Norden er en nordisk trio, én utgivelse på hvert av de nordiske hovedspråkene. Tekstene er ikke skrevet i forhold til hverandre eller ut fra en forutfattet idé: Avant Norden er kun forlagets navn på en trio svært ulike tekster, og ingen av dem begrenser seg til hjemlandenes geografi, litteratur eller offentlige mentalitet. Utgivelsene vil distribueres i alle tre landene.

HVORDAN FÅR MAN TAK I BIBLIOTEKET GASSPEDAL?
Utgivelsene blir tilgjengelige i bokhandler i alle de største nordiske byene, blant andre Norli Galleriet i Bergen, Tronsmo i Oslo, Atheneum i København og Café Edenborg i Stockholm, i løpet av den første uka i februar. De kan også bestilles via http://gasspedal.webhop.org. Blomster distribueres som vedlegg til Luj #2/2005. Utsalgsprisen på BG6-9 er 50 kroner per utgivelse.

STØTTEGIVERE:
BG #6-8 er støttet av Norli Galleriet, Nordisk Kulturfond og Norsk kulturråd. BG #9 er støttet av Norli Galleriet og Norsk kulturråd. Arrangementet er støttet av Oktober og Forfattersentrum Vestlandet.

På vej til København i bussen, et kort besøg, læste jeg Georges Batailles "Ma Mère" (i engelsk oversættelse) og jeg må sige som Malte Persson siger det en passant i sit metaessay i det nyeste nummer af det stedvist glimrende tidsskrift Vagant: Georges Bataille er overvurderet.

Den nok så fragmenterede roman (som er interessant fordi Kathy Acker har skrevet et slags svar, romanen My Mother: Demonology) om en meget slem mor som korrumperer sin søn slutter med at moren siger følgende - en sætning som jeg samtidig synes er tekstens bedste:

"Ah, grit your teeth, my son, you resemble your cock, this cock steaming with rage which clenches my desire like a fist."

What's the frequency, Kenneth?

While more than a third (35%) have an orgasm every time they have sex, men are far more likely to do so than women - 45% compared to 17%

Then whose fault is it? For a start - and on behalf of my sex - I'd like to blame R.E.M. and George W. Bush.

Nu har jeg igen drømt om John Erik Riley. John Erik Riley havde imidlertid en mindre rolle end sidst, no speaking part. Jeg og en gruppe piger (blandt andet Irene) var på en slags havefest. Der var til min overraskelse to niveauer, adskilt af et par trappetrin. Vi sad under en teltdug og fik serveret rester. John Erik Riley var der, ude i haven. John Erik Riley var lissom større fysisk og havde en rar frisure: flettede dreads i nakken og resten af det lange hår strøget bagover. Typemæssigt ville jeg karakterisere John Erik Riley som biker-agtig. Renberg var der også: han var meget lille og havde et rundt grinende ansigt med briller og fregner. Pludselig var vi på en færge, eller rettere, på en måde stod vi i vandet rundt om færgen (mens vi var på den?) -- Så hørte vi et dumpt brag (et isbjerg?) dybt i skroget. Færgen gik ned for øjnene af os, det gik meget hurtigt. Det næste jeg ved er at mig og Irene og et par piger havde reddet os ind i en firkantet metalbox. Det var gruopvækkende at mærke bølgerne mod boxen, vi blev kastet rundt. Så kom den fantastiske lyd da boxen skrabede mod stranden.

Et postkort. Præcis en uge efter ankomsten er det endelig lykkedes mig at komme online hjemme. Problemet nu er et arbejdsbord. Bordet i køkkenet var fint indtil diverse ledninger bandt mig næsten uløseligt til stuen, resultat: et lavt sofabord der brækker ryggen på mig - Ikea, forvent besøg.

Jeg så en hjort imorges! Har et fint autentisk svensk naturlandskab ret udenfor vinduerne, med grantræer og sporadiske klippestykker. Stedet er ellers en typisk sattelitsump, men ingen højtragende betonklodser her, husene er lave og arrangeret i små gårde. Interiøret ligner et mix mellem hedengangne bedsteforældres residenser i henholdsvis Nordsjælland og Nordjylland. Med et strejf af tyrkisk, noget med belysningen og minimalismen bringer mig på den tanke.

Den største irritation er den fordømte T-bane som jeg tilsyneladende er afhængig af. Jeg mener, sidde på sin flade røv: se intet, betale en masse? Nix, no go. T-banens interiør tryller sig om til gule birkestammer på lysegrå baggrund med blåspættede mospuder imellem for mine øjne. To orange papæsker under armen hjem fra Södermalm idag, kabelmoden og løbesko: grundlaget for fart.

Stockholm suburbia, here I come! Kitty got a brand new place to stay.

Fundamentalisms of the new order. Her kan man endelig få fingre i den essaysamling som skulle følge udstillingen Fundamentalisms of the new order, en udstilling som var at finde på Charlottenborg sommeren 2002. Jeg gemmer stadig på en lille rød skumgummimand som jeg befriede fra denne installation:

"[...] Serkan Ozkaya's piece Proletarier aller Länder, that consisted of thousands of foam rubber figures about ten centimeters high spreading out over the stairs up which one enters the Charlottenborg galleries. The audience was forced to enter into a violent relationship with the proletarians and physically tread them down. The little red people would rise again, however, due to the flexibility of the material. At the end of the exhibition period, the scotch tape which had kept the figures in place was finally worn down by shuffling feet and resulted in "dead" proles scattered all over the floors."

Uddrag fra kurator Lars Bang Larsens tekst.

Kritik nummer 172 er på gaden. Klaus Rothstein skriver følgende i en anmeldelse i Weekendavisen, inklusiv et langt tankevækkende citat fra lederen, skrevet af de to redaktører Isak Winkel Holm og Frederik Stjernfelt:

"Lederen konstaterer, at alle og enhver pludselig udbreder sig om værdien af danske, kristne værdier, ganske som fanatiske muslimer tager religionen på sig som en etikette, der definerer hvem de er. Og så kommer et af de mest præcise opgør med tidens hysteriske jagt på værdier og identitet, som jeg mindes at have læst:

"Vil man forsvare oplysningen som politisk projekt, må man derfor ikke bare kæmpe Voltaires klassiske kamp mod den infame religiøse dogmatisme. Man må først og fremmest bestræbe sig på at holde den politiske debat fri for identitetspolitiske argumenter fra begge politiske fløje. Det er nødvendigt at insistere på, at det politiske fællesskab forudsætter en abstraktionsproces, der forvandler os til almindelige mennesker, dvs. til samfundsborgere renset for spraglede etniske, religiøse og seksuelle præg - som det står os frit for at udleve i privaten. Når den politiske almenvilje træffer en beslutning, gælder den for os alle i vores egenskab af helt almindelige og i en vis forstand identitetsløse mennesker."

Det identitetsløse menneske - ja, det er i grunden en skøn tanke, som gør op med al den ørkesløse snak om kanoner for dit og dat, som vi ikke kan leve uden, fordi vi ikke kan møde globaliseringen og de fremmede, hvis vi ikke først kender vores egne rødder og den kulturelle facitliste. Det er i den grad identitetspolitikken, der har fat i den lange ende i disse år, og Samfundsborgeren har lange udsigter til en renæssance"

Kritiks seneste leder ligger her og jeg forstår stadig ikke et pluk af den.

Godt nyt hår, Residensniks! Jeg savner jer allerede lidt.
Se de smukke mennesker på Øysteins blog.