Apropos det smalles død: Man påstår at den realistiske litteraturen handler om mennesker og fortellinger, mens den eksperimentelle litteraturen utelukkende handler om språk, og at selv om disse avantgardistiske sprellene er morsomme, så er det tross alt bare språklige eksperimenter. Mens den viktige litteraturen liksom er den der du finner "virkelig mennesker" og "virkelige fortellinger". Og det er fullstendig feil, dessuden er det politisk farlig. Blandt annet fordi det er en måte å si at språk ikke er viktig på, mens vi jo vet svært godt etter hvert at språk ikke minst handler om hvem som får uttrykke seg og hvem som ikke kommer til orde. Hva språket utestenger. Og det gjelder å finne steder i språket som lar folk få snakke. Se på svart slang i USA - slangen dreier seg først og fremst om å skape et fristed der det er tillatt for svarte å uttrykke seg. Det er selve hjertet i kulturen. Og å snakke nedsettende om språket til folk er drepende. Det er det samme som å si; "Dere får ikke eksistere. Vi liker ikke språket deres. Dere får holde kjeft." Så for meg ligger det alltid veldig mye politikk bak såkaldte stilistiske spørsmål.

Gode pointer kan ikke gentages for mange gange. Her er det Kathy Acker som, kort før sin død i øvrigt, interviewes i London af Ingvild Burkey og Trude Kleven til Vagant 2/1997 -- Tigerklør er på frydefuld vis plugget ind i høstens arbejdsstation på Östermalm: en brat stigning i social klasse, fra Bagarmossen via Södermalm til Östermalm, med krystallysekrone i loftet. Fint nok, bare nettet virker. Hvilket det gør nu.

Finlandssvenskeren synger først og drikker sent. Finnen drikker derimod først og synger sent. Finnen er tavs som graven, selvsagt. Men i Sverige er det finlandssvenskeren som er den tavse. Det er altid den anden som er uartikuleret og stum, det er altid den anden som geråder i semiotisk sprogkaos, som bare kan sige ba-ba-ba. Der er enten os, grækerne, eller barbarene: dem som bare kan sige ba-ba-ba. Either you’re with us or you’re with the terrorists – som Amerikas præsident George W. Bush sagde det efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001. Terrorister kan bare sige BOOM – er du i opposition, så er du nok som dem, er du ikke? Du siger ba-ba-ba, ba-ba-ba er alt jeg hører. Hvad bliver det næste? BOOM?

Vi laver os billeder af hinanden, vi fantaserer om anderledeshed, hvad den består af. De billeder vi har dannet os af hvad der kendetegner os, nationalt set, holdes ved lige af sproglig repetition. Eller hvad er det egentlig som kommer først? Kommer billedet før kroppen? Er det den sproglige repetition som skaber nationale kroppe? I så fald er der måske plads til at litteraturen kan lege med, lege for alvor: indgå i produktionen af identitet.

I Ida Börjels tekstsamling Sond (OEI editör 2004) findes en tekstcyklus under titlen ”Europeiska midjemått” - Her findes tekster som alle synes at udgå fra samme tekstgenereringsprincip. Vi forestiller os næsten Börjel med mikrofonen i hånden, at dette er udsagn samlet ind på vox pop-manér. Vi får samlinger af udsagn som vi genkender som common sense-klichéer, stereotype billeder af hvordan vi i de europæiske lande betegner hinandens nationale særpræg.

I følgende tekst er det konstruktionen af Den Hyggelige Dansker – som vi kender hende, bl.a. fra TV-serien Matador – som står for tur. Hvem er Den Hyggelige Dansker? Hun er ven med hunden, hunden kan et trick, hun kan drikke øl og grine højt o.s.v. For at konstruktionen kan holde må der naturligvis sammenligninger til som man kan definere Den Hyggelige Dansker op imod.

Börjels tekster både fremviser og ironiserer. Men de har også potentiale til at indgå i den øvrige sproglige identitetsproduktion, sådan som vi bl.a. igennem massemedierne konstant æltes rundt, formes og former - de massemedier som også efterlignes i den måde hvorpå Börjels tekster er iscenesat:


EN HISTORIA SOM HAR ETT TRICK

Danska människor är runda vänliga törstiga människor som inte har någonting emot några hundar. Danska hundar är runda vänliga varelser med små fläckar på sig. Den danska hunden har alltid ett trick att visa i en bar. Jag är den danska bargästen och mitt är allas vardagsrum. De spanska hundarna är lata varelser med för mycket sol ovanför sig. Svenska hundar är borstade slanka bekymrade varelser med lång komplicerad härstamning. De svenska hundägare pratar alltid för att jämföra härstamning och pälsarnas tillstånd. Den tyska hunden har inte något trick att visa i baren. Danska hundägare är varma törstiga människor som delar tankar och drickande i baren. Österrikarna skulle aldrig dela en tanke med sina fyrbenta vänner. Den danska hunden behöver inte något koppel. Danska hundar följer sina ägare som en ägare följer en hund till en bar. Svenska barer är desinficerade pudrade ställen med pinniga stolar och vattnig amerikansk musik. Den danska puben är ett mysigt mörkt ställe med roliga klistermärken och planscher. Min danska kvinna kommer in. Hon är en varm strålande färgglad varelse med gott starkt skratt. Den österrikiska kvinnan, den portugisiska kvinnan och den finska har inte något skratt värt att nämna. Den danska kvinnan kommer strålande och färgstark till min bar. Hennes skratt är ett starkt gott hälsosamt. Den danska kvinnan dyker upp med en fin törst att ta itu med. Den lilla runda danska hunden visar sitt trick för henne vid bordet i min bar. Den danska kvinnan skratter och höjer sitt glas för alla som ser henne och hör

[...]

Citatet er fra en kursusopgave netop afleveret i det finlandssvenske Finland. Her var forsøget blandt andet en tilnærmning mellem "det ein kunne kalle estetiske nivå, og dei meir politiske nivåa" efter to uger midt mellem to skarpt adskilte akademiske sprog: lingvistiske strukturelle "politiske" og hermeneutisk "apolitiske" litterære. Pointen var at blande niveauerne, bringe Khemiri og Rimbereid og Börjel og Södergran og Tikkanen og Forsblom - via en strukturel læsning - nærmere samfundskonstruktion/produktion.

Sjovt nok synes dette kritikerens forsøg på at politisere litteraturen at ligne på en omvendt bevægelse - som ligeså er en tilnærmning mellem "det ein kunne kalle estetiske nivå, og dei meir politiske nivåa" - nemlig den beskrevet af bl.a. Baudrillard (se tidligere post) og benyttet i æstetisk-ideologiske produkter som TV-serien Over There om krigen i Irak. Rekuperation? I'm confused -- Piracy, it really is a crime.

På Oslo poesifestival 19. - 21. august læser Helena Eriksson, Lars Mikael Raattamaa, Jenny Tunedal, Lars Skinnebach, Mette Moestrup, Peter Laugesen, Jan Erik Vold, Georg Johannesen, Inger Elisabeth Hansen, Eldrid Lunden, Karin Moe, Steinar Opstad, Torunn Borge, Tone Hødnebø, Øyvind Rimbereid, Gunnar Wærness, Ingrid Storholmen, Anna Hallberg, Vemund Solheim Ådland, Caroline Bergvall og Juliana Spahr -- Men seriøst, skal vi være inde i en FROSK?

Det er forsvinnende sjelden jeg går på konsert, men i slutten av 2001 så jeg The Fall i Malmö. De var vanvittig bra. Så bra at jeg så meg tvunget til å drikke store mengder øl og sprit for å styre min begeistring, og det forårsaket så klart et stort, svart hull for resten av kvelden. Men jeg skulle ønske at det ikke var noe hukommelsestap der, for alt tyder på at noe interessant skjedde. Jeg våknet naken og full av blåmerker i et fremmed rom som var nedlesset av kitschy rokokkomøbler. I hånden holdt jeg The Fall-vokalist Mark E. Smiths autograf, nedskrevet på baksiden av en tysk leges visittkort. Og ved siden av meg lå en transvestitt og insisterte på at vi skulle gjøre noe stygt og unaturlig. Jeg følte meg uhyggelig gammel. Eller i alle fall ganske voksen. Eller snarere post-ung.

Tommy Olsson om post-punk i dagens MB.

Tillægsoplysning 1: Tigerklør mødte Øyvind Ådland første gang til en koncert med The Fall på Roskilde i år 1996 (var det 1996) da hun intetanende hoppede på hans fødder. De skulle ikke genkende hinanden da Tigerklør flyttede til Bergen i 1999, andet end på pladesamlingen.

Tillægsoplysning 2: Tidligere idag købte jeg Richard Hell & the Voidoids, The Blank Generation. Post-punk, var vi nogensinde væk?

Singing Girls:
All those who remember the war
They won't forget what they've seen
Destruction of men in their prime
whose average was 19
Dedededededede-Destruction
Dedededededede-Destruction
War, War
Dededede-Destruction, wa-wa-War, wa-War, War
Dedededededede-Destruction
War, War

Next Stop Mumidalen: På propagandakursus for finlandssvensk litteratur & kultur lärer man meget nyttigt. Blandt andet hvordan Tove Janssons mumiunivers opstod. Hos den unge Janssons familie var traditionen således at man skrev aforismer på väggen mens man sad på utedo. En af de voksne i familien havde flottet sig med et Kant-citat, men Kant blev dog snart kommenteret: en tegning af en lille rund hvid trold blev skriblet på väggen - and the rest is history. Men hvad var det forresten lige mumitrolden havde at snakke med Kant om?

Jeg har netop genläst "Filifjonkan som trodde på katastrofer" - Her vasker filifjonken sine gulvtäpper i havet, således som man rent faktisk også gör ved havnen midt inde i Helsinki, da en frygtelig fornemmelse kommer over hende. Noget grusomt vil ske. Og denne gang er det ganske vist: en tornado viser sig i horisonten, en gigantisk og sublim tornado som snart skal smadre både hus og hjem. Filifjonken er rolig, det hun har frygtet er nu sket. Filifjonkan kunde inte röra sig. Hun stod still, alldelels still och kramade kattungen av porslin og tänkte: O min vackra, härliga katastrof ...

Twists & turns: Jerker Virdborgs nyligt fra-svensk-til-norsk-oversatte roman Svart krabbe lader sig faktisk fint läse i kombination med Jean Baudrillards The Gulf War Did Not Take Place (1995) -- Her er en lille historie som måske väkker et ekko fra visse norske mediers rundtossede simulakrum af en krig mod postmodernismen:

This is a true story. Only the names have been changed -- to protect the guilty. I'm in a bar in Fremantle talking to a couple of humanities academics. I caually mention that I'm reading Paul Patton's translation of Jean Baudrillard's The Gulf War Did Not Take Place. One of my colleagues launches into a tirade about how immoral it is for Baudrillard to claim the war did not 'take place' when so many people got killed there. The other attacks Baudrillard for talking about 'simularca', as if war had disappeared into a virtual realm when clearly war is proof positive that real things still happen in the real world.

But when I ask these earnest defenders of the moral and real whether they had read the original French or in Paul Patton's excellent English translation, the answer was -- neither. They were talking about a simulacrum of Baudrillard's book, not the 'real thing'. Neither had read it -- but they seemed as sure of what 'takes place' in its pages as they were of the reality of the beer they quaffed or the war they watched -- on television. It is precisely this mystery, of how signs float free from things and lose their anchorings in the certainty of reference, that is Baudrillard's obsession.

Mere Baudrillard her og her.

Hvad er dette?

bergensbrag/københavn
11-14. august 2005 i LiteraturHaus,
Møllegade 7, kld., 2200 København N

Dette er en fortsættelse. Bergensbrag blev afholdt i 2003 med deltagere fra en række tidsskrifter, småforlag og festivaler i Norge og Danmark, der mødtes for at diskutere og lære af hinandens synspunkter og erfaringer. Men først og fremmest for at skabe et net af kontakter baseret på personlige relationer, med den bagtanke at stimulere til fremtidig samarbejde og udveksling -- Tag kontakt til hovedkvarteret for mere info.

Mere fra förste Bergensbrag her.

Helsinki er en lille by. Ikke bare ekkoet af havmågeskrig mellem husene minder mig om Bergen. Jeg har endnu ikke, meget mod min forventning, set en eneste finne med stort hår, spidse sko og amerikanerbil. Første stop bliver i desperation og udmattelse en burgerrestaurent: den og første kig på den moderat turistoversvømmede by sparker gang i globaliseringsdepressionen. En anden dag da jeg forsøger at købe en is – to kugler i et bæger, tak – siger damen: Sorry, we don’t mix the flavours. Jeg bliver så paf at jeg siger ok, så nøjes jeg med en kugle med pebermynte. Troede hun jeg sagde en kugle med pebermynte og nougat? Jeg lejer en cykel og gør alt for at blive væk på den -- Så swinger denne all-MoMAs-of-the-world-hobo ind på Kiasma. Kiasma betyder krydsning og krydse gør både arkitekturen og de to udstillinger her. Fractures of Life har den irriterende undertitel ”politisk nutidskunst” – der er fine dingser her, men det giver egentlig først rigtig mening når jeg går ovenpå og forbløffes over sammenstødet: In Another World viser ”outsiderkunst” – folklore, ting lavet af ældre kunstnere og psykisk syge, ting vi ville kalde kitsch hvis det var på et marked vi så tingene. Udstillingen er sat op på labyrinter af gamle træpaller. Malerier og tegninger er vitalist-naivistiske og øverst er der bygget et kæmpe landskab op med et væld af bemalede træfigurer, piblende vandfald og skrammelkunst for alle pengene. De to udstillinger sat sammen danner et tankefuldt kryds mellem et ”udenfor” og et udenfor. Sidder i lang tid i den bagende sol bagefter og ser en skater blive fotograferet. Han kikser konstant og bliver mere og mere rasende.

Vive la France! Vive la France? Utroligt som rødmalede møller og gyldentlysende tårne sniger sig ind på os i Paris – på trods af at vi gør alt for at undgå de nævnte. Blandt udstillinger om Jules Verne, Jean-Paul Sartre og den røde hærs indtog i Berlin stikker alligevel udstillingen på Pompidou med titlen Big Bang sig ud: en tematisk ordnet udstilling som tager for sig idéer eller træk ved den modernistiske kunst så som fx disfigurement, chaos, grid, monocrome, transparancy, conceptualisation, random, softness, fragments, regression, hybrid, transgression, voyeurism, revolution, oblivion/memory, pathos/death, grotesque, anti-museum, nostalgia og dissapearance. I den første sal jeg kommer ind i – med titlen ”disfigurement” rammer en Picasso sat sammen med en Bacon sat sammen med (hvad jeg tror er) en Koons mig med et kuratorisk set frydefuldt chok of the new. Udstillingen som også sætter design op side om side med High Art har korridorer hvor hvad er udstilt andet end ja, bøger. En tematisk organiseret udstilling som denne kan koble disfigurement, chaos, grid, monocrome etc sammen med bevægelser i skriften også, fordi man går ind i teksturen snarere end i kunstnerbiografien og/eller kunsthistorien as we know it. Pokkers, jeg har desværre for lidt tid - Audun venter på mig udenfor: tager et short cut igennem første halvdel af udstillingen til den sidste sal, med titlen re-enchantment. I et ravende mørkt rum støjer og knitrer og buldrer fem videoinstallationer af Bill Viola: Five Angels for the Millennium -- S. Gjessing kalder i Klassekampen kuratoren af Nasjonalmuseet i Oslos basisudstillings (også den arrangeret tematisk) for yderligtgående frankofil (Bush og KK kan endelig enes om noget her) og der er ingen ende på forargelsen over den sjuskede omgang med forvaltningen af norsk kulturarv -- Her er imidlertid lidt god tekst at kigge på: Eivind Røssaaks rapport "Selviaktakelse" om bl.a. Stig Larsson, Vibeke Tandberg og Dag Solstad ligger nu tilgængelig på pdf.

Her har Kenneth Krabat lavet en samleside over Serup-sagen som har rullet over Danmark i et stykke tid nu. Serup selv er i Ho Chi Minh City. Og Bush fejrer sin 59-års fødselsdag i København: hurra, her er festen -- Mere Bush: Danmark tager ekstatisk imod. Non-stop rapportage på TV kører – jeg fanger facts om projektører, lyssætningen da Air Force One ruller ind er Hollywoods værk. I Rusland klarer man det anderledes: spreder kemikalier udover skyerne. 1-2-3, Sunshine – The Real Thing. Synker præsidentfruens stiletter ned i græsset da hun springer ud af helikopteren? Vi kan næsten ikke trække vejret. Desuden skal DR ”granskes” snart – kan det være derfor (spinkelt håb) at slipsene er bare lidt mere blå idag? Kopier af Foghs knaldblå slips som er kopi af Bushs knaldblå slips. Hvis nogen er kritiske til showet så omtales de som bærende på et ”Bush-had” og som reagerende udfra en ”rygmarvsrefleks” og plottes ind i montager med aggressivt udseende Hamas-folk, grupper af slørbeklædte med Hussein-plakater, med andre ord: upassende følelser ude af kontrol, ikke egentlig folk man kan snakke med, de dér uartikulerede ”autonome” og flippede ”christianitter” – Definitivt en lige linie til alverdens ”terrorister” (forkortes oftest til ”teorister”) og ”ekstremister” -- Metroavisen Urban har sakset et interview fra Berlinske med Fogh Rasmussen og hans følge hvorfra vi får følgende sproganalyse af Bush-administrationen: ”Ingen af dem er til lange enetaler hvor alting pakkes ind i billeder og sproglige metaforer. I stedet er det til sagen.” – Ja, og hvilken sag. Artiklen slutter med følgende lidt pudsigt formulerede udsagn som vist er journalistens: ”Selvom den danske indflydelse på den amerikanske regering er og bliver begrænset, så lyttes og nikkes der. Forstående, ikke forurettet. Som sparringspartner og rådgiver om europæiske forhold er Fogh da også mere værd for Bush end for eksempel den franske præsident Jacques Chirac. Hvorfor? – Fordi han er hans ven, der ikke sådan løber skrigende fra en fælles beslutning om at gå i krig eller drømmer sig tilbage til tider, hvor amerikanske præsidenter blev modtaget som helte i Europa. Enhver kan som bekendt sole sig i medgang, det er sværere at sole sig i Bush.” – Jo, Bush er en rigtig Reality-præsient. Men oops! Gør det ham mindre iscenesat? A least it makes him less (*bloddy*) French. Her snakker Bolt & Nielsen videre. Susanne pakker sin kuffert igen.