Danto på visit i Oslo. Holdningsstærk rapport her -- And the royal Danish cannon is here, siger Martin! Jeg liker især den måde eneste kvinde, Karen Blixen, som er repræsenteret i den funky lille intro får sin mund dækket over, tal om vagina dentata -- Nej du, her er numero uno på min hitliste netop nu, watch out watch out, look to sidebar >>>>>>>>>>>>

Frostenson masterclass. Jeg gerådede i litteraturvidenskabelig fryd igår, ved læsningen af Anders Olssons essay om Katarina Frostenson i nyeste nummer af Bøygen. Det publicerede essay "I skenet av Marsayas" stammer fra en endnu uudgiven bog Skillnades konst - sex kapitel om moderna fragment og i løbet af 26 tidsskriftssider går Olsson nøje ind på aspekter ved Frostensons digtning -- Her skriver Olsson om metaforet, en lille repetition for de af os som har drevet med metaforbusting: jeg tænker fx på min Anne Bøe-anmeldelse i Vagant nr 3-4, 2003 og - selbstverständlich - denne tekst som jeg faktisk først nu fandt frem til, believe it or not.

Tanken är att metaforer och liknelser inbjuder till förenklade översättningar mellan språk och verklighet, ande och materia. Naturen är inget själslandskap, och omvänt är språket inget rent utflöde ur det inre. Denna åtskillnad drabbar metaforen i den mån den har anspråk på att vara ett uttryck för det inre eller suggerera en likhet mellan bild och sakled. Metaforkritikken, som man kan kalla antiaristotelisk, är en viktig ingrediens i den konkreta poesins program.

Endnu kortere formulerer Olsson senere det samme således: Vi får förmoda att metaforen ger sken av ett sådant sammanhang, där poesin genom skönhetens makt upprättar ett falskt band med verkligheten. Olsson ser i essayet Frostenson som en digter der opererer midt mellem en metafororienteret og en konkretistisk poetik.

Hvis kunstkritikken i dag vil gøre sig håb om at være en kulturkritik, der står på egne ben og som spiller en afgørende rolle for promoveringen af kunstværkernes pågående ’kulturkamp’ - hvis den vil være en selvstændig metier, politisk, passioneret og partisk, må den besinde sig på det specifikke i kunstens måde at være politisk og kritisk på, for her kan ofte være tale om måder, der ikke umiddelbart er genkendelige som ’politik’ og ’kritik’. Kunstens rolle kan netop være at redefinere det politiskes væsen inden for rammerne af en praksis, i hvilken begrebet kamp vil antage stadig nye former og bestemmelser. Mikkel Bogh, forholdsvis ny rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, siger dette og andet fornuftigt på Turbulens, en gang til og en gang til.

Under store tandpinemæssige kvaler kom et slags kritikermanifest til verden. Det er nu publiceret i Prosopopeia, her er punkt nummer to ud af cirka ti:

2. ”Here, kitty kitty!” Alien (1979). Litteraturen er ikke et vrangvilligt barn som skal irettesættes, snarere må den ses på som potentielt monstrøs. Den læsende lokker litteraturen ud af sin hule med livet som indsats. Den læsende har lov at rase i skuffelse de 99 gange ud af 100 hun bliver stående på sine fødder. Bliver den læsende endelig føkket over, da har hun lov at vurdere tilstanden og et muligt positionsskifte: nu vil hun sandelig tale om mødeteknik, kommunikation og etik. Monster siger hm? og sætter sig på halen. Alle hendes ansigter smiler.

Lyrikvännens SKAM issue får strålende ord med på vejen af Åsa Beckman idag, her siger hun fx jublende: Det här är inte litteratur som litteratur. Det här är litteraturen som verkstad. Så håber vi det er blevet på tide at lægge backlash og pseudo-debat på hylden nu. For fornuftige ord se i øvrigt Oscar Rossis tekst i Horisont 3/2005 "En överlång icke-programförklaring" - Måske et citat eller to derfra drysser ud på Claws Talks en dag.

Stemmer det at norsk litteraturkritikk rotner på rot? Var alt bedre før, eller har akademikere til alle tider solgt seg og sitt til underholdningsbransjen? Og hva er det med Geir Pollens nye roman som trigger den gode kritikerteksten? Litteraturkritikken på dagsseminar her. Mere Pollen i kommentarfeltet.

Idag læser vi Nielsen og er nået til side 92 da der således står, som var det tastet på et keyboard i en anden verdelsdel: "Pludselig faar Adnan oeje paa en flok iranere, - very dangerous people, siger han og forsoeger at verfe os ud, men jeg skal lige have en sidste bid, én til, jeg er sulten, levende, jeg staar ude paa gaden, i moerke og neonlys og aeder, mens politidrengene vrimler omkring os, jonglerer med deres maskinpistoler, peger, finter, springer op paa og ned fra ladet af deres rustende skaeve varevogne, saadan er det, taenker jeg, det er virkeligheden, det er det vel, virkeligheden, mister Wittgenstein, I presume?"

Vi, den læsende, har sans for de lange sætninger (a brush was used) og har derfor lyst at citere igen, nu fra side 154 - vi er med Nielsen & Rasmussen i Amara hvor situationen tilspidses og Nielsen må sig sammen pakke: "Og mens Rasmussen ude under januarsolen, men stadig inden for murene i koalitionens rektangulære cementgård, rygende og rasende marcherer tyve-tredive runder med sin fortolker, den let overvægtige Adnan som en hund i sine hæle, mens folket, de to hundrede fredelige arbejdsløse demonstranter lige på den anden side af muren, i al hast er blevet til to tusinde i oprør med sten og hjemmelavede rørbomber mod politiets knipler og slidte maskinpistoler, vender Nielsen, på sin midlertidige plads foran skærmen blandt briterne inde i barakken, ryggen til virkeligheden, går i dækning ude på Nettet og maler videre på sit grædende barn til avisen derhjemme på det gamle kontinent."

Hvis vi (Claws) synes der er plads så kunne vi (Claws) tænke os at citere fra både side 255, 262 og side 293 også, nu mens vi krydslæser den rystende beretning med titelen Selvmordsaktionen (se tidligere post) af clausbeck-nielsen.net -- Her kan man forresten læse mere om den undtagelsestilstand som Nielsen & Rasmussen rejser ind i i nævnte værk.

The Olaug has landed. Olaug Nilssen dukket opp i den norske litteraturen i 1998. Innestengt i udyr het den lille debuten fra den da 19 år gamle kvinnen. Siden har Nilssen klort seg fast i den litterære offentligheten. Som en blanding av Horace Engdahl og Pippi Langstrømpe har hun skrevet surrealistiske og underlige bøker, sprelske og selvsentrerte essays og kommentarer i *ergens *idende, *lassekampen, *orgenbladet, *induet og *ationen. More Olaug here.

Og Ingunn Økland siger bl.a. dette om høstens Olaug-hit, vi bliver lidt nysgerrige -- skønt vi ikke forstår hvad der menes med romanDEBUT:

Holholholholholholholholholhol. Kanskje som et apropos til utviklingen innenfor nordisk samtidspoesi, inneholder romanen opptil flere figurdikt, og dessuten en serie slagertekster med ladede budskap om historiens ulike Maria-figurer.

Når den ender med et demonstrasjonstog utenfor Stortinget, drevet frem av den frustrerte husmoren, er det nærliggende å tolke Få meg på, for faen som en forvridd utgave av 1970-årenes kampvillige kvinnelitteratur.

Your dreams are China in your hand. Klokken 3.30 lokal tid og vi siger velkommen til Chinanet. Kan det være Lindholm ved tasterne, downtown Beijing? Og hvordan har Wikipedia det dér hvor du er, stadig bortcensureret? Her ser man derimod tydeligt hvilken glæde Biblioteket Gasspedal i kinesisk sprogdragt vækker.

Design interiør handler om å bo i Norden. Vi presenterer møbler og boliger som passer den livsstil som landskap, klima og arv setter premissene for. Vi anbefaler møbler, gir bakgrunnsinformasjon om relevante designere og presenterer interessante boliger på nye måter. Design interiør ønsker å inspirere sine lesere til å gå nye veier innenfor innredning og hjemlig hygge. Utkommer 6 ganger i året. Mere her om dette spændende tidsskrift sponsoreret af DAMM.

I got the Serious Art Blues. Gik i biografen og så to film, baby. Jeg siger, jeg så to film, baby. Den ene var af Jim Jarmusch, yeah yeah. Den var ok, ja, den var. Men så så jeg en film af Michael Haneke, baby. That's what I did, jeg så en film af Michael Haneke. Og hvad skete der? Jo, Jim Jarmusch? Han kunne bare gå sin vej, kunne han. Yeah yeah, I got the Serious Art Blues.

Sorry Jim, sorry Bill, verden (min) har fået nok af silly love songs og coolness. Og ja, det er uretfærdig sammenligning, det er det altid, uretfærdig sammenligning. Som Mazdak blev ved at sige til mig uden at jeg syntes jeg kunne svare med nogen enkelt formuleret sætning: Hvordan kan du glemme Cortazár? Hvordan kan du glemme Julio Cortazár når du læser (fx) Erlend Loe? Jeg mumlede, utilstrækkeligt, noget i stil med: Men der er jo ikke bare én kanon, der er mange.

Og Jarmusch? Er der en Jim Jarmusch-film jeg ikke har set? Og Bill Murray, hvem synes ikke om hans bedårende hundefjæs? But it don't mean a thing, det er fint: Bill vil ikke have looooooove overhovedet, ex-kærester passerer forbi da han tvinges ud på en rejse i Broken Flowers - Nej, det er en SØN han vil have. Åja, da lyser hundefjæset.

Michael Hanekes film Caché bare eksploderede det hele væk. Hvem stalker dette par med sit kamera? Hvordan kan det være at denne pæne mand - som er intellektuel på TV og det hele - pludselig går amok når han trues, afslører en afgrund i sig. De personer han anklager har faktisk intet gjort. Men hvem holder så det kamera som stalker Mister Nice? Det kamera vi ser igennem, er det Michael Haneke selv? Det er det selvfølgelig - og for en poetik: Det gør kunsten, stalker det vestlige menneske, siger: Husker du, ser du?
Ser du andet end dig selv?

I kommentarfeltet herunder startede en konversation om p*pup reklame som kommer ind på siden via N*dstat, altså webc*unterfirmaet. Hvis du har samme problem så er her nogle links som forklarer lidt om hvad der foregår og hvordan man kan rydde op.

Originally uploaded by tigerclaws.

Audiatur? Jeg klarer faktisk ikke at sige noget fornuftigt overhovedet. Blot skal jeg endnu en gang, til ære for de stakkels sjæle som ikke var med på de konkrete udfoldelser, anbefale Audiatur-kataloget som ikke blot er vakkert, men også rigtigt, for her er konteksten, herfra kan der bygges videre -- Og her er et par billeder fra Bergen: nogle (som det her på siden) fra en stille arbejdseftermiddag i Ådlands’ kanarp, andre fra typografiprojektet på USF. Desuden (tak til Paal), her snakker Jenny Högström ud om Audiatur -- Åja, og spørger du mig så læste ihvertfald Hanna og Ida (og mange flere) helt fantastisk.

Feminist backlash. Efter næsten tre uger i Bergen lå der ganske mange aviser og ventede på mig på Östermalm -– Det viste sig at et par af dem fint klarede at være uenige uden mig som mellemled. I KK stod der i går følgende om SvD på side 19, fy-fy:

Og avisa Svenska Dagbladet ser ut til å være på hennes [Susanna Popovas] side: På lederplass tok de nylig til orde for at Riksdagen bør stoppe alle skattefinansierte og genusinnrettede prosjekter i offentlig finansierte virksomheter, bedrifter og foreninger. Genus-ideologien er systematisk indoktrinering, mener avisen.

Rainer und Werner aus Onophon. Honestly, are you reading my blog? I mean, who else would my dedicated readers in Austria be? Yeah? Come on and say hello -- Onophon visited Bergen at the first Audiatur festival in 2003, here is one of the proofs.

Christians Audiatur-rapport her og Audiatur-billeder her. Og om typografiprojektet her. Bestil fantastisk 509-siders Audiatur-katalog her. Og her, på dbqp har vi Geof Huths Audiatur-omtale.

Det er vel ikke sikkert at de samme postmoderne strategiene – nedbrytning av kunstnersubjekt, verk og kanon – treffer like presist som på et patriarkalsk 1950-tall? På meg virker det ganske opplagt at et kunstfelt som møter samfunnet i dag med relasjonell estetikk som eneste strategi, må være markedets våte drøm.

Siger Lena Lindgren her -- Anderledes konkret går Henning Gärtner Braseth (en mand Claws Talks kan lide at hype) og Nanna Larsson til værks i deres aktivistiske undersøgelse af The Artist Formerly Known As Claus Beck-Nielsens værk, en s-s-satirisk undersøgelse som dokumenteres i sidste nummer af Reception nummer 58: i artiklen ”Parasitter på kunstliget” går Gärtner bl.a. ud blandt folket i Københavns gader for at teste de reelle effekter af Nielsens værk:

Så dukker en kvinne i rullestol opp. Hun viser seg å komme fra Lolland, og utbasunerer at det snart ikke finnes noe demokrati i denne nasjonen overhodet, og gang på gang utbryter hun ”Danmark er et lorteland, Danmark er et lorteland!” Jeg forstår deg godt, tenker jeg, og et øyeblikk er det nesten som om vi ser hverandre, som om jeg åpner meg for denne kvinnen i rullestol, ser hennes situasjon og hennes usynlighet, ser hvordan hun fremmedgjøres overfor dagens avantgardistiske kunst og litteratur, overfor dens teoretiske forankring, dens distanse fra virkeligheten. Hvordan skal denne alminnelige funksjonehemmede kvinnen kunne relatere seg til Nielsens Roland Barthes-referenser? Hvordan skal hun kunne føle at det er et rom for henne i samtidslitteraturen? Jeg ser henne plutselig, ikke bare som en funksjonshemmet, ikke som i et speil i en gåte, men ansikt til ansikt – og så er det brått forbi. Det er denne fremmedgjøringen avantgardismen resulterer i, dette er de usynlige konsekvensene av en såkalt demokratisk kunst. Finnes det overhodet rettferdighet i en slik verden?

Bare i dit hoved, Jørgen Leth?

Hvad mener du så, når du skriver: "det er min ret"?

Ja, det er jo min leg, at det er min ret. Det er en leg, jeg leger.

Der foregår i dit hoved?

Ja, for helvede. --

Mere her og her ligger en anmeldelse af Leths bog. Schultz og Ørum siger deres mening i en kronik i Information, teksten er tilgængelig her. Man kan scrolle ned til det punkt hvor der står At læse Leth.

Skjeveland blogger også. For et fantasiløst svar til Therese Tungen idag i MB. På denne blog sagde denne mand præcis det samme i kommentarfeltet, from the beyond, for flere måneder siden.

De drikker for meget på NRK, Harold Pinter med KORT "I", please. And PIN-ter, it is: who in his plays uncovers the precipice under everyday prattle and forces entry into oppression's closed rooms. Derimod lyder et tidligt digt af Harold således:

Now here again she blows, landlady of lumping
Fellows between the boards,
Singing "O Celestial Light" while
Like a T-square on the Flood swings her wooden leg.
This is the shine, the powder and blood, and here am I
Straddled, exile always in one Whitbread Ale town, or such.

ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja! ja!

Ny bog fra denne mand. Fin er den også:



Og Zangenberg anmelder her.

Man står i sine egne tanker foran *orlis tidsskriftshylde, pludselig vækkes man. Her var intet Syn & Segn* at finde, men den venlige redaktør Hilde som med ét har materialiseret sig ret bag mig kan oplyse at bladet er at finde på Kiosk N i Olav Kyrresgt. Dér bladrer jeg i S & S og laver mig en prioriteret liste: 1) læs artikel om kunstneren Pipilotti Rist 2) læs Martin Grüner Larsens artikel om blogging og 3) se hvor morsom min tekst om litteratur og national identitet ser ud i den af Øystein Vidnes iklædte nynorske bunad (æ) sprogdragt -- Noget andet fint fik jeg imidlertid med mig fra *orli (hvilken vakker boghandel), nemlig det seneste Bøygen, et FEDT nummer med alt du ønsker dig at vide (tilsyneladende, jeg er endnu på bladre-stadiet med en fiskefrikadelle i den ene hånd) om ny svensk litteratur. Åja, her er byvandring med Hallberg, Raattamaa og Lee, OEI for beginners, Frostenson, Håkonsson, Virdborg, Khemiri og sandelig, omtale af Jäderlunds bidrag til Serie A. Bøygen-redaktørene skrev i øvrigt fint (alt er fint idag) læserbrev i seneste MB med et par pointer som bl.a. Gasspedal-redaktionen blot kan sige sig inderligt enige i. Læs igen her and do something about it.

*Et lille PS skal føjes til Syn & Segn-artiklen af Susanne Christensen. På side 42, sidste spalte midt på. Ordet er "minne" ikke "mindre" -- Og på side 96: Jeg deltog i "eit to vekers Nordkurs" ikke i "to eit vekers Nordkurs" -- He he.

Gratulerer til den unge mand med den vakre håndskrift, han fylder et kvart århundrede idag -- Hurra!

Vi, tigerklør, minder desuden om skrivekunstakademiseminar med titlen "Litteratur & oprør" idag kl. 14 til 16 på Sardinen, i anledning af SKAs 20-års jubelæum (indledning: Atle Kittang, Erland Kiøsterud, Cathrine Grøndahl, Tore Vagn Lid), og fest (/lanciering af Skriveplass) samme sted fra klokken 19.30 med oplæsning ved bl.a. Ragnar Hovland, Olaug Nilssen, Ole Robert Sunde og Svein Jarvoll.

Det har skjedd en sosiologisk og ideologisk bevegelse, på godt og ondt. Grunnen til at jeg tar opp kapitalbegrebet er at kapitalen fungerer normaliserende. Men begrepet har helt forsvunnet ut fra dagligspråket. Jeg mener det er viktig å vende tilbake til begrepet og undersøke det. "Kapitalen" er et presist verk: Det er empirisk, filosofisk, og har skapt en politisk plattform, en politisk bevegelse. Jeg mener kunstfeltet må forsøke det samme, sier en ambisiøs Simon Sheikh. Mere her og her om udstillingen på UKS.

Speak-of-the-devil. Vidare presenterer litteraturfut og redakfut-fut Sjusanne Tristensen tre tesar om litteratur og nasjonal identitet: «Litteraturen kan ikkje både vere nasjonal og god», hevdar ho mellom anna. Medan den verdskjende forfattaren Amos Oz meiner vi finn Djevelens sanne andlet i litteraturen – og Djevelen er for tida i endring -- Eg pratar nynorsk her.

1) A-A, alliteration i fornavn-efternavn 2) Stavelsen "hall" går igen, betyder det (fra tysk, hell): lys? eller eventuelt (fra engelsk): hal eller helvede? 3) Naturelementer: -berg, -gren, -ström.

De tre svenske poetnavne (og poeter, naturellement) Anna Hallberg, Hanna Hallgren og Ann Hallström er ikke uinteressante. Alle tre er medforfattere på den kollektivtekst (56 forfattere i alt) som er at læse i Lyrikvännens nyeste og glitrende SKAM-issue. Gik i læsefrenzy igår og fik bl.a. med mig Amelie Björcks udlægning af den såkaldte sprogmaterialisme og andet, en instruktion i kollektivt mindearbejde, en enquete om litteratur versus kunst (points for Annika Ström, he he), gendigtninger af Jelinek og Louise Bourgeois og Hallströms intervention i et uddrag fra Storholmens sidste.

For min egen fornøjelses skyld har jeg tænkt mig at jobbe lidt videre med min læsning af Ruth Lillegravens digtsamling Store Stygge Dikt som blandede sig ind i netmødet med Lillegraven på Olaugs blog sidste uge. Eirik Vassenden siger i øvrigt dette om Lillegraven, midt inde i en MB-anmeldelse af Geir Gulliksens sidste: Man kunne snakke om en viss inflasjon i norsk poesi. Ikke at diktene er blitt dårligere – de er blitt lengre. Jeg tror det går an å snakke om en liten omveltning her: Ezra Pounds oppskrift ("dichten = condensare") gjelder ikke; det er ikke lenger det knappe bilde eller den pregnante situasjon som dominerer poesien. Snarere er det de fortellende, drivende, assosierende, pratsomme og utflytende langdiktene som er blitt det rådende paradigmet. Enkelte målbærer dette paradigmeskiftet tydelig: Ruth Lillegravens debutsamling har tittelen Store, stygge dikt (og distanserer seg altså maksimalt fra det vi kanskje da må tro var den gamle normen: små, pene dikt). Mens andre, som Pedro Carmona-Alvarez og Espen Stueland, har arbeidet seg inn i det ekspanderende langdiktet uten å gjøre noe større poetologisk poeng av det.

Susanne crash-læser Lillegraven (work in progress):

Jeg lurer også på hvad det stygge er i disse digte. De er bråkete, de er guttejentebråkete, fint nok, I like. Men viser stygheden sig også i formen og i hvad digtet kan rumme? Et spørgsmål er, kan disse digte rumme alt eller er der en grænse? Helt indtil side 54 virker digtene som rene rapportager - og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal med dem, findes der en udvælgelse af stoffet eller ej? Det er som om alt digtene vil have jeg skal sige er: sådan har jeg det også! Er genkendelse da = litterær kvalitet? Ved det ikke, men jeg læser ikke ofte blot for at se mit eget fjæs i et spejl, hvad skal jeg stille op med dette Samme? Digtene rummer en livsfølelse, en version af modern love, men følelsen er kontekstualiseret og hverdagsliggjort, sat ind i verden. Fint, ingen renser og isolerer, der er ingen kunstighed her: tilsyneladende. Men selv Moestrup og Andkjær Olsen (fx) vil mere end blot at rapportere, dér bliver jeg lidt i tvivl om hvad disse digte vil mig, andet end at sige hey baby, vi er ens og det er fint, alt er fint og følelsen er, ja, fin, den - men øh? -- Men det er bra at se et par af digtene i sidste halvdel af bogen glimtvis har ting at sige også.

Mister Block hed faktisk engang Mister Bergen, i Vagants version af teksten. Ulf Saab Volvo Nilssons (aka U.K.O.N.) digtsamling Block er noget så sjældent som food for thought - og vældig morsom også. Å, så sexy det kan være at have et hoved. Læs fx U.K.O.N. og hør Kim Gordon samtidig, ffffffff -- Vi får faktisk lyst at citere Block i sin helhed hér, men vælger os i stedet (af plads- og copyrightmæssige årsager) dette lille digt. David har desuden gendigtninger her og Audiatur præsenterer U.K.O.N. live i Bergen om ikke så længe.

Negation + Homogenitet = Pendelrörelse; Metonymi + Statsmakt = Politik; Förförelse + Uteslutning = Nödvändighet; Materia + Avsmak = Poetik; System + Relation = Interjektion; Bindeord + Formlöshet = Moral; Slutsats + Blick = Förlössning; Förnekande + Monolog = Trosföreställning; Begär + Kromatik = Epilepsi; Vibration + Spänningstillstånd = Resonans; Utrop + Tics = Ton; Tjänstgöring + Blackout = Bildningsideal; Sexualitet + Koncipiering = Lidande; Drog + Kasuistik = Prosodi; Atonalitet + Grammatik = Melodi; Avstånd + Sammenlänkningar = Rapsodi; Röst + Föreställningar = Telefoni.

Vad gör jag här? Det hör till bokmässan att man ska låtsas inte gilla den, men i år behöver jag ärligt talat inte låtsas. Malte har skrevet en fin rapport fra bogmessen i Göteborg her -- Hey! Sæt rapporten op som et digt og se hvad der sker.

Hvor er det godt at Martin Larsen kan minde mig om mit mastergradsprojekt! Se her og se, hele Litlive har netop opdateret sig på glimrende vis med fine norske og svenske (heja for Anna!) kontekstualiserende læsninger med fokus på hvad vi kan kalde politisk litteratur -- Jeg skal være flink nu og jobbe lidt, endelig stoppe med at spille Nouvelle Vagues bossanova-version af Too drunk to fu*k igen og igen mens jeg ruller grinende rundt på gulvet.