Et par billeder fra Waltic --------------- ici.

Om Tormod Haugland: Orm, ugla og and. Prosa obskura her.

And so, gradually, My Bloody Valentine's wall of sound turned into a wall of attrition. As far as I know, they might still be there now.

Anmeldelser 1 + 2 + 3 + 4 + 5.

Cyberklem! Information og Claws Talks klemmer hinanden, her.

Anmeldelse af Morten Claussen: Onan fra koloniene kan læses her.

Ladies and Gentlemen, Juliana Spahr on the history of Chain.

Rygterne er først blevet bekræftet idag, Joar Tiberg har i Aftonbladet den 11/6 skrytet årets første nummer af Vagant langt ud i en fjern galakse. Vaganterne er på kontoret igen nu, fuld indspurt på 2/08 som sætter fokus på Cuba hvortil vi har sendt redaktør Hans Jacob Ohldieck udrustet med et meget stort sommerfuglenet.

Lyt til 10 sekunders lyserød støj ---------- her.

Tekstur

Jeg elsker ikke nødvendigvis råtnende lik, men råtnende lik har en helt utrolig tekstur. Har du noen gang sett et lite, råttent dyr? Jeg elsker å se på slikt, på samme måte som jeg liker å se på nærbilder av bark, eller små biller, eller en kopp kaffe, eller et kakestykke. Kommer du tett innpå det, er teksturen helt nydelig.

Et af de mere kuriøse partier i David Lynchs lille bog om meditation Catching the Big Fish som man ganske sikkert burde læse på engelsk.

Anmeldelse af Tarald Stein: Fremandkar ---------- her.

Den unge Mathias Danbolt hænger ud på Karriere.

Ansigtet, det er den unge skater Alex' udtryksløse ansigt man husker. Kroppen i slow motion ned ad endeløse skolekorridorer. Det er et sprog som ikke afslører sig, en krop og et ansigt i forsvar - lukket, men stadig med øjnene rullende rundt i hovedet, konstant og næsten panisk vurderende.

Men det er som om at varigheden dette filmes med gør noget med ansigtet, nedbryder dets blanke overflade. Alex' særegne måde at opleve, huske og fortælle på er filmen, Paranoid Park. Ansigtet begynder at brænde igennem; Marlene Dietrich, græske statuer - noget evigt eller i det mindste noget med en uendelig rigdom af film- og kunsthistoriske referencer gemt i sig.

Og tal om en legendarisk shower scene, jeg tror Gus Van Sant topper Hitchcock her: det mørke omrids af Alex' hoved under bruseren efter at noget uhørt rædsomt netop er sket ham, lyden af vandet mod hovedet som bliver højere og højere, kroppen som bliver slap og rammer væggen, glider ned ad den.

De sidste scener er så pakket med information at jeg vil se igen med det samme, rewind rewind. Måden kæresten og faren udtrykker sig på, udtrykker ikke-opmærksomhed, glemsel. Veninden som ser ham i alle detaljer og som råder ham til at skrive ned det som er sket, det som har forandret ham. Bekendelsesbrevet brændes og flammerne (fanfare) bliver ét med lærredet.

Det har et navn!

My Bloody Valentine's tour of December 1991 was and remains a unique chapter in live music. Best remembered as an excercise in punishing volume, it is also famous for what has become known as the 'holocaust' - an extended section during 'You Made Me Realise' in which the sound first plunged like an elevator with a snapped cable, then maintained the same violently rumbling chord for nine or ten minutes on end.

Fra David Cavanaghs bog om Creation Records.

Remember to wear your klassekape! Idag trykkes både Anders Johanssons essay "Yttrandeofrihet" og un petit anmeldelse af hans essay-bog Nonfiction i Kk (som ikke kan stave sit eget navn, hmpf).

Martin Johs. blogger fra CPH.LITT.08 --------------- her.

Det handler jo om at se ind i sig selv. Du kan sige, at i en verden, som viser, hvor håbløs ungdommen er med dens optagethed af dildoer og dens caffelattebarer, skal de unge lære at se på sig selv med deres indre øje, og så skal de se, hvor håbløse de er.

Thure Erik Lund, anarkist-rebellen, i Information.

Udden är riktad mot den hermeneutiska kritiken. Det är inte någon mer eller mindre avgörande ”förståelse” Johansson är ute efter, utan den rörliga läsningens utmanande, invecklande, självreflexiva praktik. Det performativa, görandet och händelsen, intresserar honom långt mer än meningen och uttolkandet. Kritikens föremål är för honom principiellt omöjligt att avgränsa. Verkbegreppet är upplöst. Anders Johansson skriver lika gärna om den maoistiska peruanska gerillan Sendero Luminoso som om Jorge Luis Borges.

Magnus William-Olssons ikke helt nye, men vældig fine anmeldelse af Anders Johanssons x-tremt bra (******) essaysamling Nonfiction.

Fredriksstad Blad har - så vidt jeg kan se - udelukkende lokalpatriotiske motiver for at interessere sig for B. Andreas Bull-Hansens optræden på Lillehammer. I samtalen med undertegnede på scenen påpegede Bull-Hansen at selvom det igennem første bind af trilogien om Evv Lushon er kristne fundamentalister som myrder løs så reagerer ingen på dette, det er ikke kontroverselt. Senere i samtale med journalisten benytter Bull-Hansen pudsigt nok chancen til nok engang at advare mod Islam. Man kan spørge sig hvorfor forfatteren ikke i stedet ønsker at advare mod alle slags fundamentalisme, inklusiv den med Mickey Mouse-maske på.

Flamme, flamme, vi har set jer. Flammegutterne Wold & Haagensen har besluttet sig for at speedpublicere petitjournalistik i stride strømme på deres blog. Det er næsten ikke til at følge med. Flammer og Gasspedaler, ild må der åbenbart til, det er jo helt marinettisk.

Fucked Up Forlag blev til som en strøtanke, eller rettere, som en handling der gik forud tanken. Fucked Up Forlag publicerer as she walks and talks. Fucked Up Forlag er eneste one-woman-forlag i "bølgen" af "nye", "norske" småforlag, o hvilken entusiasme. Fucked Up Forlag er ikke entusiastisk, dette er alt hun endnu ved.