Mobilisering mod den planlagte henrettelse af svenske kulturtidsskrifter. Her + her + her.

Forfatter Tore Renberg versus kritiker Bernhard Ellefsen i Morgenbladet her + her + her.

Vanessa Place writes about Ron Silliman's book Against Conceptual Poetry and adds some thoughts from the panel discussion at Reverse in Copenhagen in September here.

Barbies Dream House Experience byder på en slags pseudo-kreativitet. I et videoklip fra huset hamrer en lille pige løs på et piano som er programmeret til at spille forskellige sange. Hun trykker på nogle knapper, men det er ikke hende som laver lyden. Harmonien er påbudt, ingen støj her. Udenfor Barbies drømmehus står en enorm højhælet sko, det er en fontæne. Pigerne kan bare lave virtuelle cupcakes, det er fantastisk, life in plastic, ingen bliver beskidte her, ingen får egentlig lov til at smage noget de selv har været med til at lave, noget som måske ikke bliver vellykket, men som alligevel er et reelt forsøg: Abjekte kager, skræmmende kager, brune kager af brændt plastik, jord, blod og afføring. Her er en catwalk, for lyserøde piger kan lide at vise sig frem, og i toilettet dukker en smilende lyserød delfin op. Karen? Karen? Where are you? Anorektiske Karen Carpenter har låst sig inde på toilettet og bruger afføringspiller og brækmiddel, men i Barbies hjem sker den slags ikke, i toilettet findes ingen ækle ting som skal skjules, bare en smilende lyserød delfin. Bare skriver og skriver. Btw, her er min yndlingssang. Fantastisk video også.

Hermed et julekort til nogle samarbejdspartnere i 2014, hvor jeg iøvrigt har levet at the mercy of Fritt Ord og arbejdet på et bogprojekt som forhåbentlig findes i bogform tidligt høsten 2015. Ingar Dragset, Astrup Fearnley Museet i Oslo og Archive Books i Berlin. Rikskonsertene og Charlotte Myrbråten. Nasjonalbiblioteket og Trond Haugen. Klassekampen og Vagant, with love. Københavns egen Txtville ved Caspar Eric og team. D2 og Øyvind Holen. Audiatur og Norsk kulturråd. Gasspedaldagene i Fredrikstad. ENO som af uforklarlige grunde ikke eksisterer mere?! Plus Ian F. Svenonius som kastede glans over sommeren. Bergen Offentlige Bibliotek og Forfatterstudiet i Bø. Antipyrine og Mathias Kokholm som arrangerede et fint Burroughs-akademi. Reverse Copenhagen International Poetry Festival og Bibliotek V som er åben hver torsdag mellem 16 og 18. Årets gastronomiske udfordring, årets udsigt og årets demoveninde, tak til alle og et godt nytår. Her er de nye satser, baby.

Pre- pre- precarious. Kulturskabere lever ikke blot usikre liv, men udøver også en form for selvusikkerhedsgørelse. De er blevet forbilleder for den neoliberale drøm om frihed som den ultimative selvansvarlighed. Det faktum, at kulturskabere ikke ved, hvordan det næste projekt vil blive finansieret, om man overhovedet vil få det finansieret, og om man kan betale huslejen næste måned, bliver udlagt som en form for kreativ selvskabelse, som bliver mønster- eksemplet for resten af samfundet, siger Isabell Lorey her.

Ex Hex Rips
Jenny Lewis The Voyager
Hval & Wallumrød Meshes of Voice
White Lung Deep Fantasy
Frankie Cosmos Zentropy
Dark Times Give
Grouper Ruins
FKA Twigs LP1
Aphex Twin Syro
Mogwai Rave Tapes
J Mascis Tied to a Star
Shellac Dude Incredible
Chain and the Gang Minimum Rock N Roll
Årets skuffelser er Thürston Moore & Istiden
Årets angstanfald er Swans & Scott Walker 
Årets scenehændelse er Cabaret Voltaire Berlin Atonal

Henrik Petersen og jeg har det her tidlig-Simple Minds-hangup. Lyd her.

Flot arrangement på Mayhem igår: Burroughs akademiet i anledning af William Burroughs' 100-års fødselsdag og Antipyrines to Burroughs-udgivelser. Et par billeder her.

Bibliotek V åbner i København på torsdag. Jeg har bidraget med 3 anbefalinger. Like her.

Det ville være synd at sige at gamle Bill Burroughs ikke var forrygende profetisk. Her en sekvens fra interview- og essaybogen The Job (1974) oversat af Kasper Opstrup og Tobias R. Kirstein for Antipyrine. Kom på Burroughs-akademi næste weekend i anledning af to Burroughs-udgivelser og Burroughs' 100-års fødselsdag.

Noen intense minner fra enkelte situasjoner ved Kjellstadbommen er utgangspunkt for Manuell, hvor spanskfødte Cara Alona husker at hennes familie passerer gjennom bom- stasjonen. I en av disse boksene satt hennes farfar, en paranoid krigsveteran, og tok imot betaling, som en annen blikkmann fra Oz. Dermed er ikke Manuell egentlig en roman om trafikk, men snarere om dysfunksjonelle relasjoner innenfor familiens rammer, og – på et større nivå – forvaltningen av disse konstant bristende relasjonene i omsorgsinstitusjoner som vi, via diverse følelsesmessige kompromisser, betrakter som normale, men som Knudsen på effektivt vis får demonstrert som dypt absurde.

Anmeldelse af Cathrine Knudsen: Manuell her. Mere om Knudsen her + her.

Musik har selvsagt sin berettigelse her, eftersom ikoniske politiske begivenheder med en vis opløftende aura, som for eksempel murens fald, bedst markeres med stadionrock in the name of love. Der er imidlertid delte meninger om hvordan dette område skal varetages, hvordan friheden skal få udtryk, om den bedst markeres med flamboyante byggerier eller med noget så simpelt som den almindelige borgers adgang til Spree-kanalens bredder.

Min spaltetekst fra Vagant #3/2013 i anledning #Mauerfall findes nu her. Blandt andet en læsning af Joshua Clovers relevante bog 1989. Bob Dylan Didn’t Have This to Sing About.

Come along --------------- DIY i Bø her og Burroughs i København her. Fra 2006.

På 1980-tallet fantes det en del eksotiske dyr i danske aviser, alle med sin egen, unike måte å framtre på. De tydeligste var nok Dan Turèll, Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger, sistnevnte med turban, sorte øyne og en aura av provokasjon og overskridelse. Det var ikke spor morsomt å som tenåring lese hennes eksotiske selvbiografi Creme Fraiche fra 1978, som blant annet handler om seksuelle eksperimenter i Bangkok, når man selv gjorde sine første erfaringer i en grå forstad til København. Det er vanskelig å si om lesningen inspirerte til frihet, eller bare til ergrelse.

Anmeldelse af Louise Zeuthen: Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger her + her.

Mine nye naboer er Grundtvigs Kirke, Ungdomshuset Dortheavej og Utterslev Mose.

Lex og Chandra har sine egne kapitler, og forbindelsen til Kom anes i Lees måte å undersøke de psykologiske og sosiale mekanismene som skaper kikkeren Lex og objektet Chandra. Lex’ sadistiske, dypest sett kunstneriske blikk springer ut av hans erotiserede vemmelse ved andres livsutfoldelser. Lex iakttar familien sin og tegner dem mens de sminker seg, synger og kler seg i vakre klær.

Anmeldelse af Mara Lee: Future perfect her.

We don't know what it means. Helge Olsen skriver om ENO i BT. Svar her + her.

Panelsamtale om performativ kritik med Magnus William-Olsson, Vanessa Place og Kamilla Löfström @ Reverse i København. Virker vellykket når man har engagerede samtaler med ukendte mennesker bagefter. Også glad for at Vanessa af og til så på mig når hun talte.

There are Vanessa Places I remember all my life/ Though some have changed/ Some forever, not for better/ Some have gone and some remain. Reverse imorgen, her + her.

Greit. På tide med litt selvransakelse. Hvordan kan et musikktidsskrift motarbeide slike diskriminerende tankemønstre? En helt sentral del av redaktøransvaret bør være å sørge for en så lite ensartet stab som mulig. Aktivt bør det jobbes for at ulike synsvinkler, bakgrunner, fødselsår – og ikke minst kjønn, er representert på sidene. Ikke nødvendigvis
for at alt skal sees på med «feministiske briller», men for å berike meningsmangfoldet.

Dette skriver ENO-redaktør Eirik Kydland som intro til all-female #17 her.

Karin Haugen er tilbage som redaktør for Bokmagasinet. I anledning af at Sultprisen i år gik til sagprosaforfatteren Alfred Fidjestøl skriver Haugen kloge ord i dagens avis. Jeg er voldsomt enig med hende som man for eksempel kan se her.

Berlin Atonal started out in 1982, but took a break through the 90s and 00s. The festival is back now, in 2013 and again this summer. Reviews here and here. Sadly none of the reviewers were present at the Biosphere 4D event on Friday. We were in a dark landscape of treelike "sound poles" … compared to Senking on Saturday Biosphere used real sounds like helicopters, bee swarms and the thrilling sound of falling pebbles.

Program for Reverse her og This Heat her + her. Vanessa Place her.

En værktøjskasse til dette arrangement på Bergen Offentlige Bibliotek. Her er uddrag fra dokumentarfilmen Don't Need You fra 2005. Her er uddrag fra dokumentarfilmen No Alternative Girls hvor Kathleen Hanna taler iklædt en rød balaclava som Pussy Riot senere skulle lade sig inspirere af. Courtney Love interviewes i sidstnævnte, men hun tager ellers afstand fra riot grrrl-bevægelsen, bl.a. i denne spydige sang om Olympia. Her er en film om filmskaberen Sadie Benning som var med i Le Tigre og bl.a. har lavet denne video til Hannas soloprojekt Julie Ruin. Der findes bands som inspirerede riot grrrl, som Ex-Ray Spex og The Slits, riot grrrl itself (tidlige 90s) og de som kom efter, som ofte ikke har en DIY punklyd, men er elektroniske eller hvad-som-helst. Riot grrrl er ingen musikgenre. De tre centrale bands spiller helt forskellig musik: Bikini Kill, Bratmobile og Heavens to Betsy. Riot grrrl var allierede med Beat Happening, Nation of Ulysses og Fugazi.

Nu har jeg sendt manus til redaktøren. Første version af the whole damn thing.

Residerer i Potsdam og skriver manus færdig. Store mængder af rokoko Riot Grrrls i nabolaget. For at citere den skotske poet William Reid: "My favorite colour is gold."

Triste nyheder nåede frem igår. Den norske forfatter Jan Roar Leikvoll er død bare 40 år gammel. Han skrev fire romaner, bl.a. den fantastiske og gruopvækkende Fiolinane (2010) som jeg kaldte "et ondt lille mesterværk" i Klassekampen. Her er et interview fra 2013.

Et spøgelse er en manifestation af en ånd, på samme måde er en plade nogens øjeblikkelige impulser, som er fanget for evigt. Når du ser et spøgelse, som ryster en
kæde eller noget i den stil, handler det typisk om et øjeblik af vold eller traume, et øjeblik spøgelset ikke kan komme forbi, et spøgelse er en følelse som gentages. Det sidder fast i tiden, det sidder fast i en anden dimension, mennesket er væk, men traumet, dødsårsagen eller hvad det kan være, sker igen og igen, og det er hvad en plade egentlig gør. Disse døde menneskers plader bruges af os, det er disse øjeblikke, som er væk, men som gentages i en psykotisk cirkel.

Langt interview med Ian F. Svenonius i næste nummer af Eno. Svenonius taler med the Bureau of Postphysical Rock 'n' Roll Workers i sin bog fra 2012 Supernatural Strategies for Making a Rock'n'Roll Group, som jeg skrev om i Vagant #2/2013. Sick fun at tale med ham denne sommer. Nogle af hans seneste essays her + her.

Hvem har opfundet den typiske pige? I 90'erne brancher kapitalismen generøst ud og giver os hele fem typiske piger vi kan vælge imellem. Er du Baby eller Sporty? Ikke sig at du ikke har et valg som konsument. Men kan jeg vælge Punky Spice? Det er klart jeg kan. Sværere er det måske med Illegial Alien Spice og Anorexia Spice.

I'm pleased to announce that some writing has been taking place. I næste Vagant-spalte figurerer Viv Albertine, Ari Up, Sid Vicious, Dick Hebdige, David Lynch, Spice Girls ++ Anbefaler nye Standart hvis man lurer på performativ kritik og på hvad der skete her.

Twenty perfect albums from The British Isles 1980 to 1983

Associates The Affectionate Punch 1980
The Sound Jeopardy 1980
The Human League Dare 1981
Japan Tin Drum 1981
Soft Cell Non-Stop Erotic Cabaret 1981
Simple Minds Sons and Fascination 1981
Echo & the Bunnymen Heaven Up Here 1981
Altered Images Happy Birthday 1981
OMD Architecture & Morality 1981
Yazoo Upstairs at Eric's 1982
ABC The Lexicon of Love 1982
Orange Juice You Can't Hide Your Love Forever 1982
Talk Talk The Party's Over 1982
Cocteau Twins Garlands 1982
Duran Duran Rio 1982
Visage Fade to Grey Singles Collection 1983
Thompson Twins Quick Step and Side Kick 1983
Big Country The Crossing 1983
Eurythmics Touch 1983
U2 War 1983

Jeg ser tilbage på Eiagate oktober 2011. Her er mine yndlingstekster 1 + 2 + 3 + 4 + 5

Svenonius sprang ned fra scenen efter koncerten og løb efter de coole piger i bandet, så strakte han armen ud efter mig og gav mig et kram. Jeg gav hele bandet hånden, smilede som en gris og sagde de lød godt. Det er mit selfie med Chain and the Gang; jeg har ikke brug for et kamera, det er i mit hjerte. De har alle sammen sølvjakker på, de er så fine.

Audun og jeg kontemplerer svanerne på Landwehrkanal. Flere svaner.

På forsiden ser vi et udsnit af en mandekrop i en uvant positur. Maven hænger slapt over en lige så slap penis. Alt mandekroppen ellers prises for, dens legendariske hårdhed, det stive lem, de stramme mavemuskler, som holder indvoldene på plads, er fraværende. Men tekstens «boyfrind» er benhård, han optræder assertivt, han siger nej til det ene og det andet, han markerer sig, og kæresten er så opslugt, at hun næsten kun er til stede i kraft af ham som noget udflydende skidt han kan afvise. Den barnagtige skrift afslører kvinden som både underlagt og undergravende.

Punner lidt på "hardcore" i min Vagant-spalte #2/2014. Omtale af Christina Hagen ++

I find it hard to care for anything else but 3 jobs this summer, which include Svenonius + Albertine + riot grrrl. Two upcoming books with essays on Elmgreen & Dragset and Camilla Collett. And so actually our disarticulation; be a bush if you can't be a tree. In recognition of National Poetry Month; trust your heart if the seas catch fire.

Jeg er sluppet ind i Amerika, og på uafhængighedsdagen ankommer jeg til Olympia,
denne besynderlige lille by midt i The Pacific Northwest. Gaderne er brede og tomme, græsplænerne uendelige, og står i skærende kontrast til de tilgroede villaveje hvor dyr typisk stirrer på dig uden at flytte sig: Det er deres sted, naturen er vild her, bare tænk på alle de fuck-you-agtige bjørne som ruler på Mt. Rainier ikke langt herfra. På Pear Street boede i øvrigt Kurt Cobain i de sene 80’ere med sin moderlige kæreste, fem katte, fire rotter, en nymfeparakit, to kaniner og flere skildpadder. Ud af dette menageri og et ulykkeligt crush på en frisindet riot grrrl kom Nevermind. Men hvad er det med de græsplæner? Den totale mangel på ukrudt virker suspekt. Olympia er en lille by, men også staten Washingtons hovedstad, derfor disse endeløse græsplæner som breder sig ud for foden af administrative bygninger der drømmer i sommersolen. Jeg søger snart tilflugt fra varmen i et supermarked, og i en rundkørsel ved havnen passerer jeg et urovækkende optrin: En lille flok unge mennesker, nogle af dem iklædt sorte balaclavas, står fastfrosne med protestskilte: Revolt, står der, og noget med surveillance.

Senere forstår jeg at de er del af en aktion som kalder sig Take back the Fourth, ikke alene med hint til den fjerde juli, men også til The Fourth Amendment, loven om retten til privatliv. Jeg kan ikke påstå at det er en generel tendens den korte tid jeg er i Olympia, men angstbølger fornemmes i kølvandet af NSA-afsløringerne. Midt i byen står jeg en dag og fotograferer et nydeligt motel-skilt i retrodesign som reklamerer med at der findes telefon og wifi. En ældre mand med vildt skæg kommer trækkende med en cykel og spørger mig vrissent om jeg har fået lov til at fotografere. Eftersom jeg praktisk talt tager billeder op i den blå himmel, tænkte jeg ikke at jeg skulle spørge nogen om lov, men manden ser vredt og nervøst på mig og insisterer på at jeg skal indhente en tilladelse.

Fra Vagant-spalte #3/13. Goddamn, jeg glæder mig til at skrive den tekst om Olympia nu! Og jeg glæder mig til denne også. Pics her og anmeldelse af nye The Hive Dwellers her.

Forfatteren som oplyser kan man møde glimtvis når teksten ikke lukker sig om de individuelle smagsløg. Vi står imidlertid midt i en bølge af mere eller mindre vellykkede angreb på grænserne mellem virkelighed og fiktion, og det er fejlagtigt at tro at den eneste måde hvorpå man kan gøre sagprosa litterær, er ved at puste jeget op som en kulørt ballon. Prisvindende forfattere som Åsne Seierstad og Gaute Heivoll har utvivlsomt hæderlige hensigter, men deres litteratur fremstår ofte som sentimental kitsch som peger på forfatteren snarere end at give reel plads til den virkelighed som man vil sætte i fokus.
Vil vi lukke verden? Nej, vi vil vel åbne den?

Er De forvirret? Kender De ikke helt Dem selv igen? Hvad er det Bernt Erik Pedersen refererer til her? Igår blev vi enige om at det CIRKA er hvad jeg skriver her.

Sid's brought a saxophone which he toots on. His hands are on the saxophone, his elbows tucked close to his body, feet and knees together, legs straight as he jumps up and down like a matchstick pinging out of a catapult. (This catches on when he does it at gigs and is later called the Pogo.)

Viv Albertine's memoire is sick funny. Review here. Lovely portraits of Sid Vicious and Ari Up. Albertine's style was copied by many; Madonna, Cyndi Lauper, etc. Makes it easier to accept her versions of the myths about the Pogo, the safety pins and the Dr. Martens ++ Did she and Richard Hell ever get together to discuss punk fashion? I bet The Met tried real hard last summer. Here's the lovely Slits plus some related stuff.

Dette er vejen til Polen. Pics fra mit skriveeksil her.
Det er bare at kjøre på, som den gode Mazdak Shafieian plejer at sige.

Hassan blir ofte, litt misvisende, kalt en rappoet. Ganske riktig har han erfaringer med rap-musikk, men hans messende og dypt alvorlige opplesningsstil er helt fri for vestlig swing og groove. En annen strålende skandinavisk forfatter, svenske Jonas Hassen Khemiri, har også skrevet bøker på «blattesvensk» (debutromanen Et øye rødt, oversatt til norsk i 2005), og hos ham finner vi de samme språklige kyborgidentiteter. Khemiris rapinspirerte unge menn har ofte labile, flerstemmige uttrykk som virrer mellom rappens overmot og andregenera- sjonsinnvandrerens panikkslagne ønske om å gli inn i den etnisk svenske folkemengden (Jeg ringer mine brødre, på norsk i 2013). Khemiri (og av og til Hassan) skriver med et raffinement som ville få Jacques Derridas ører til å blafre. Vi hvite, autentisitetssøkende lesere får avslørt den innebygde eksotismen i blikkene våre.

Anmeldelse af Yahya Hassan: Yahya Hassan her.

The #snark was #snarky. It was an open hand and it was #snarky. There was no end to the #snark when you reached out your hand. I saw it and it was #snarky. All it was, it was #snark. The #snark was #snarking, it's the #snark of the open hand. The open hand was dirty and open and #snarky. Stop the #snark of the open hand now. Don't ever open your hand, don't ever try to connect. All that is just filthy #snark, the filthy #snark of the open hand ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ 

Her er et billede fra en event som jeg har nævnt flere gange. Her et interview med Rosi Braidotti og her Mariann Enges fine opsummering af The First Supper Symposium i Oslo.

Jeg rocker Norsk Kulturråd sammen med (fra venstre): Per Gunnar Eeg-Tverrbakk, Arild Danielsen og Katrine Heggstad. Mere her.

Fantastisk sag af Silje Bekeng om Rookie i Bokmagasinet 26. april. Ai, københavnske litteraturfestivaller tog min opmærksomhed bort fra avislæsningen. Men go, Rookie!!

Vintage Gasspedal-foto fra 2003. Audun & jeg læser Stuelands omtale af GK i Klassekampen en tidlig morgen på Bergen stasjon. Billede af Auduns mor. Dette N&D-udklip er vist også fra 2003. Gasspedal fylder 15 år og dette fejres i Fredrikstad næste helg.

På Txtville nævnte jeg Camilla Colletts "zine" Forloren Skildpadde fra 1837, Klingen og Rondo som zineinspirerende tidsskrifter, Grønn kylling (arb. tittel), Ovary Action, Avsagd hagle, Ikke til hjemlån og Riot grrrl-fanzinerne Bikini Kill, Jigsaw, Gunk, Girl Germs, Girl Fiend og Outpunk plus St. Petersburgs egen Knives and Forks i mit oplæg om fanzine-kultur. Desværre blev der for lidt tid til at høre om publikums egne zineerfaringer. Ideelt set kunne vi have taget en pause og efter det sat os omkring et bord og talt videre. Der var desværre mangel på ressourcer og kræfter, men jeg håber alligevel folk gik derfra med nye tanker i hovedet. Jeg fandt en tekst frem fra Utflukt 2/3 2009, den ligger her + her + her.

Den, så vidt jeg har erfaret, flinke og venlige journalist Øyvind Holen interviewede mig til Dagens Næringslivs kulturtillæg D2 om Pussy Riot som besøger Norge i maj. Holen cuttede en lille firkant ud til avisen og publicerede the very raw cut på sin blog idag. Jeg puslede videre med interviewet og her kan du læse min egen version. D2 indeholder også et interview med Nadya og Maria fra Pussy Riot, hvilket kan blive interessant. Pigerne møder bl.a. Judith Butler og Rosi Braidotti den 12. maj i regi af The First Supper Symposium, information her.

Æslet er tæmmet men der lever dog stadig vilde former. Æslet er tæmmet men der lever dog stadig vilde former. Æslet er tæmmet men der lever dog stadig vilde former. Æslet er tæmmet men der lever dog stadig vilde former. Æslet er tæmmet men der lever dog stadig vilde former. Æslet er tæmmet men der lever dog stadig vilde former.

Audiatur 2014 er netop overstået i Bergen i dette øjeblik. Jeg har set på begivenhederne fra Berlin, eftersom jeg desværre ikke kunne rejse. Audiatur Waste Land 2012 fik for det meste begejstret respons, bl.a. i Klassekampen og Morgenbladet. Der rejste sig imidlertid også kritik mod festivalen undervejs, og arbejdsgruppen forholdt sig til dette så godt den kunne. Der var planlagt en udgivelse efter Audiatur 2012, men denne blev udskudt af arbejdsgruppen, som jeg desuden forlod efter festivalen. Der blev bestilt en evaluering af festivalen, som Karl Larsson og jeg var programansvarlige for. Teksten blev skrevet og leveret, men ikke publiceret. Den nuværende arbejdsgruppe har planer om en udgivelse i efterkant af 2014-festivalen, har man oplyst mig om. Greit, det glæder jeg mig til, men her er alligevel et sneak preview. Teksten er relativt uspektakulær, synes jeg selv. Jeg håber at Audiaturs arbejdsgruppe vil blive ved med at bedrive selvkritik og åbne op for en diskussion af poesifestivalen som form og som et interaktivt koncept som bliver til i samspil med publikum. Her Audiaturs Vimeo-kanal, her Facebook-siden og her festivalnetside.

What's That Smell? Giraffe Temporalities and Subcultural Lives

I november 2012 skrev jeg på et essay som er på vej til at blive udgivet nu. Se op for Norsk Kulturråds pamflet Begreper om barn og kunst. Info om lancering her. Også tekster af Gunnar Danbolt, Per Gunnar Eeg-Tverbakk, Elin Høyland ++ Teksterne fra denne sublime konference er iøvrigt på vej i Nasjonalbibliotekets videnskabelige skriftserie Nota bene.

Der er forholdsvis stille på Radio Claws Talks indtil høsten, eftersom jeg skriver på et bogprojekt. Forlaget Oktober har vist sin velvilje i skrift og tale, men der foreligger ingen bindende aftale. Jeg hører "Rip It Up and Start Again" et par gange om dagen i øjeblikket; at skrive kræver et vist mål af grundlæggende selvgenopfindelse. Det er fysisk krævende. Kom på Txt.ville sidst i april, her er min workshop. Forbereder et powerpointforedrag om den kreative kapitalismes velsignelser. Er også med på nogle andre ting, see you there.

Klassekampen brugte 19. marts et billede af den franske filosof Alain Badiou som er taget af mig ved Idee des Kommunismus-konferencen på Volksbühne sommeren 2010. Dette er for så vidt greit, mine Flickr-billeder ligger for det meste tilgængelige under Creative Commons. Læg imidlertid mærke til konceptet for den aktuelle Creative Commons-pagt, som bl.a. kræver fotocredit, dears. Iøvrigt tillykke til Ultima for interessant booking. For de filosofiinteresserede: Den 12. og 13. maj kommer Rosi Braidotti og Judith Butler til The First Supper Symposium i Oslo og skal tale med Nadya og Maria fra Pussy Riot. Samtidig vises den populære udstilling The Feminist Pencil fra Moskva med bl.a. Victoria Lomasko.

Audiaturs festival for ny poesi foregår for sjette gang i Bergen 3. til 5. april. Dette er en højt profileret, svimlende ambitiøs international poesifestival, so you should be there!! Her er navnene på poeterne som deltager. Se på festivalens netside, her ligger 12 samtalebøger med alle deltagere i pdf-format. Her er programmet for festivalen.

Vægmaleri igang på Manhattan. Flere pics --------------- her.

Første gang jeg var i New York faldt vi ind ad døren (eller op i elevatoren) til beatpoet og boghandelgrundlægger Lawrence Ferlinghettis 86-års fødselsdag. Den anden gang er der revolution i gaden og Kim og Thurston går fra hinanden, hvilket forårsager en kosmisk katastrofe. Den tredje gang bliver Lou Reed indlagt på hospitalet og alle er bekymrede for hans liv; han dør tre måneder senere. Den fjerde gang fylder punk fyrre år, hvilket vil sige at det er fyrre år siden at Television snublede ind på CBGBs og spillede sin første koncert.

Happy 8. marts. Mit essay om alderdom. Popkulturelle referencer er mine, ikke Segals.

Bernhard Ellefsen er årets litteraturkritiker 2014. Gratulerer! Man kan finde mange af Bernhards tekster i Morgenbladet og Vagant. Øvrige kritikerpriser her. Ane Farsethås her.

Dette billede er vist fra Testrup Højskole, januar 2010. Thomas Thurah, Lars Bukdahl og jeg diskuterer Yeahsuiten af Theis Ørntoft, Kærlighedens veje og vildveje af Pablo Llambias og Alting blinker af Naja Marie Aidt. Lars Skinnebach fik pris.

Den hæslige alderdom er kvintessentielt feminin, bare tænk på diverse gorgoner og hekse, for ikke at nævne Tove Janssons iskolde, ulykkelige og skræmmende figur Murren som går hylende rundt i yderkanten af den ellers så hyggelige Mummidal. Hvis kvinden personificerer skønheden, vækker hun også rædsel når hun strippes for sin skønhed, og faktisk ikke er længere, men stadig besidder stor vitalitet. Alderdommen kommer til os som et spøgelse fra fremtiden. Et af Sigmund Freuds eksempler på Das Unheimliche handler om afskyen han føler over at se en ældre mand på toget, øjeblikket før han forstår at det er en spejling af ham selv.

Beklager på forhånd, men jeg har skrevet et 8. marts-essay til Bokmagasinet om alderdom som indeholder Leonora Carrington, Lynne Segal, Simone de Beauvoir, Kate Bush, Ebba Witt-Brattström, Miley Cyrus, Martin Amis, John Updike, Hugh Hefner, Neil Young, X-Ray Spex, Billy Mackenzie, Marc Almond, min mor ++

Sonic Youth Teen Age Riot 1988
Alphaville 4-evea Young 1984
Soft Cell Youth 1981
The Associates You Were Young 1980
X-Ray Spex Age 1978
Neil Young Old Man 1972
Joni Mitchell Songs To Aging Children Come 1969
Neil Young The Old Laughing Lady (about drugz not age!!!!) 1968
The Who My Generation 1965
******PLEASE ADD TO THE LIST!!!!******

People pay to see others believe in themselves. Maybe people don't know whether they can experience the erotic or whether it exists only in commercials; but on stage, in the midst of rock 'n' roll, many thing happen and anything can happen, whether people come as voyeurs or come to submit to the moment. As a performer you sacrifice yourself, you go through the motions and emotions of sexuality for all the people who pay to see it, to believe that it exists. Første del af Kim Gordons indsigtsfulde Artforum-essay fra 1983.

Kurator på Henie Onstad Kunstsenter, Lars Mørch Finborud, fikk god respons i fjor for sin – i et norsk landskap – utradisjonelle roman De svarte skiltene. Ved første øyekast er det ingenting som tyder på at den nye boka hans, Å slipe ned gravsteiner, er en essaysamling om kunstmusikk, annet enn at de grafiske valgene på omslaget vekker assosiasjoner til John Cage, med tanke på Cages forsmak for dikt som kan leses vertikalt. Dette er neppe en stivsindig fagbok, men det er nå ikke fordi Finboruds valg av lederstjerner er direkte sjokkerende, eller setter seg voldsomt på tvers av den offisielle kanon: John Cage, Arne Nordheim og Jan Erik Vold vies god plass, og kan både i Finboruds subjektivistiske, kunstentusiastiske verden og i den «virkelige» verden – den offisielle kunsthistorien – aksepteres som avantgardistiske founding fathers. Mere her.

John Stuart Mill's On Liberty must be the ideal text to justify any avant-garde, whether of right or left, whether Futurist or Surrealist. But locating moral energy in a saleable object is like selling indulgences, and we know what reforms that provoked.

Brian O'Doherty: Inside the White Cube: Ideologies of the Gallery Space

Du danser på bilen. Jeg er oplyst bagfra, på scenen. Man ser mit ansigt; jeg er brun, mit hår er meget stort. I don't know where I'm going. Mig og bandet. Mig i bilen med dig. Dit hår er lige så stort som mit, bare mørkere. Du poserer på bilen. Vi kører gennem natten. Jeg ligner en løve på scenen. Jeg er sikker i min sag. Du ruller rundt ovenpå bilen. Dine ben er nøgne, du går i split. Jeg påkalder Gud. Du går i spagat, du er meget bøjelig. Vi kører, du sidder i det åbne bilvindue. Mikrofonstativet peger op i luften. Jeg ser lidt truende ud. Du trykker dig ind til mig mens jeg kører bilen. Du kysser mig på kinden. Du ligger som en våd vaskeklud ovenpå bilen. Vinden strømmer gennem dit hår. Du gør sexy svømmebevægelser ovenpå bilen. Trommeslageren hamrer løs. Vi bruger den samme shampoo. Du går i spagat igen. Pyrotechnics. Guitarsolo. Jeg er oplyst bagfra. Du synger mine ord, ser ind i kameraet. Du er en slags mig et øjeblik. Du går i split igen. Vores hår vokser sammen til én stor høbunke, jeg smiler. Jeg peger med guitaren. Din arm er omkring min hals. Du stikker legesygt et ben ind foran mig. Du har kameraet for dig selv og ser udfordrende ind i det. Din arm er omkring min hals. Du hiver mig om på bagsædet. Bilen kører.

Dag&Tid interviewede Per Edgar Kokkvold, Gunnar Wærness og undertegnede i en sag som stod på tryk fredag den 7. februar om Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling. Se også denne fine tekst om emnet.

I "Den ordblinde løve" er fortælleren til middagsselskab og skal præsentere sig, sådan som konventionen byder os at indgå i det sociale spil om identitet: man fortæller små historier og party jokes, causerer underholdende over temaet Hvem er jeg. Fortælleren er ukomfortabel med dette spil og overvejer en række forskellige rollepositioner: overspillede, underspillede, abjektale. Da han til sidst spilder rødvin på dugen genkender vi ham som den skamfulde avantgardist. Det lykkes ham ikke at indtage nogen form for kategorisérbar identitet: han er så uformelig som rødvinspletten på dugen.

Jeg geeker ud i min master fra 2006. Tema er Pablo Llambias' Rådhus fra 1997, virkelighedslitteraturens original gangsta. Pablo fylder 50 idag, tillykke! Her + her + her.

Fun & games. I walked past this store in Mariannenstraße yesterday, the same day where Mogwai played at Tempodrom just a few U-Bahns stops away. Mogwai's third album is called Rock Action (2001), but a rock in German is a skirt. Later today when I got my camera to take a picture they changed the sign to "Kleid Aktion" which means dress action. I was upset and walked into the store and asked for the sign. A confused, but friendly employee let me take a picture. This one goes out to Mogwai. Sorry I missed the show, I <3 Rave Tapes.

Naturens cyklus er hos Mitchell en cirkelleg, vi ikke kan sætte os ud over, vi hvirvles rundt, som red vi viljeløst på karruselheste. Sangen er typisk for sin tid, den er fuld af overgivelse, trods alt. Mitchell er i lighed med mange af sine generationsfæller sensitiv over for naturens orden; underlægger sig den, tilbeder den og går i demonstrationsoptog for at bevare dens poetiske, cirkulære lov. Men hvilken leg leger vi i dag? Måske er det en tilfældig zigzagleg, måske er det en leg, hvor vi holder os for ørerne og gør, hvad vi vil uden at lytte til faresignaler fra vores omgivelser?

Økoangst i min næste Vagant-spalte som handler om Joni Mitchell, Filippo Marinetti, Franco Berardi, Jim Morrison, Juliana Spahr, Lars Skinnebach og Espen Stueland. Nye spaltister i Vagant er Gunstein Bakke og Henning Hagerup. Her findes også tekster.

Det er ikke vanskelig å forstå hvordan en forfatter kan forelske seg i dette materialet. Werner Herzog må ha følt noe liknende da han kom på sporet av bjørneentusiasten Timothy Treadwells skjebne og hans egne dokumentariske film fra livet som miljøaktivist i Alaska. I bunn og grunn er det historien om den tilbedende som spises opp av guden sin, bjørnene han forsøker å beskytte. Både Herzog og Masha Gessen blir til vann som strømmer rundt et unikt materiale, og løfter det fram. Herzogs film Grizzly Man (2005) har en mer tidløs kraft, mens Gessens bok plasserer seg i tida, midt i en anstrengt politisk situasjon rundt den nåværende russiske president Putins kritikkverdige styre.

Anmeldelse af Masha Gessen: Words Will Break Cement. The Passion of Pussy Riot her.

Som Heidi Sævareid skriver så var der tvivl i mit oplæg på Full pop, men trods alt mest i den første sætning. Ordstyrer og arrangør Charlotte Myrbråten spurgte polemisk til slut hele panelet om vi kunne forestille os at Thorstein Selvik vil forandre holdning? Hele panelet svarede nej, og bl.a. Susanna Wallumrød gav sig højlydt i salen. Beklager dette, holde håbet højt og så videre, men Selvik viser vel ikke tegn på holdningsændring, men det gør samfundet rundt ham heldigvis. Mit oplæg blev drømt op halv tre og skrevet om morgenen på dagen, så det har et spontant præg, but here goes. Mere om rock og rituel kunst her.

Sidste søndag flanerede jeg rundt i et villakvarter i Smørum. Naturen var chokramt af frost og sne. De kirsebærblomster som var begyndt at folde sig ud i den milde vinter hang som små slappe dukkehænder på grenene. Solsorten fløjtede i Berlin juleaften.

Fett vil snakke om kjønnsroller, men burde kanskje snakke om familiepolitikk, som har en klar avsenderadresse. Styrkingen av «kjerneverdier» og nasjonal identitet foregår over hele linjen, og truer med å etterlate alle mulige «uklare» grenseidentiteter i lufttomme rom.

Kort kommentar og anmeldelse af seneste nummer af Fett her. Den indsigt som ikke kom med og som i høj grad er en reminder til mig selv også, og til alle ivrige klik-aktivister, lyder således: I tilfældet Rusland er det netop nu nemt at pege på noget som er forkert, en slags lettelse i lande som vores med mere uklar magtanvendelse, men dette kan også resultere i en komfortabel forskydning fra nationale problemstillinger.

Right now in Barcelona. Lydsporet kunne være ordinære spanske spurve, en arrogant stær som voicer eller endda en flok bølleagtige, vilde undulater. Mere her.