Yo dude, could you kill that bitchin' dragon for me, plz?

Dette er ikke et billede af det bulgarske ikon. Det bulgarske ikon forestiller ganske rigtigt St. Jørgen på en hvid springende hest, som her, men han rider nu med flagrende kappe (både ham og hesten ser ud som om de keder sig lidt) og spider dragen tværs gennem mund og hovedskal med et langt sort spyd. Dragen er i dette tilfælde et blåt ormelignende væsen udstyret med røde vinger og et rødt fugle- agtigt ansigt som snirkler sig under hesten. Bag scenariet er himlen rød som blod, to snebeklædte bjergtoppe skimtes og et blåligt flam- mende himmellegeme titter frem øverst i højre hjørne.

We follow the mystery of the icon closely as it unfolds here.

Ikonmysteriet. Jeg bor på det som før var Øs rum. Jeg har en del ting her som er As. Blandet andet et ikon jeg tror må være anskaffet i Bulgarien. Billedet forestiller St. Georges står der bagpå træpladen. Den gloriebærende figur kommer springende på en hvid hest, stikker sit spyd i dragen der snirkler sig under hestens hove. Vældig fin, i guld og rødt.

De seneste dage har jeg bemærket en lyd i rummet, som en lille gnist der går af og på, en vag kradselyd. Igår sent sporede jeg overraskende nok lyden til ikonet. En lillebitte lyd synes at komme inde fra træpladen, rrr. Med lidt ujævne mellemrum, men ganske ved- varende. Så er mit spørgsmål nu, hvem bor inde i St. Georges? Kan det være at drager har fundet nye måder at operere på?

Kanske vill Magnus William-Olsson kommunicera med modern queerteori, och om det är ambitionen, så kan han nog räkna med att upprätta kontakt. Han bidrar med poetiska exempel -- Her.

Oh, now I get it. Flarf. And on the origins of flarf here.

Juliana Spahr er måske en af de kvindelige lyrikere, der som en anden poetisk superwoman skal katapultere digtningen ind i vores buldrende og lyse fremtid?

Måske er det nu? Jeez. Mere her og her og her og her. And can you not come in you just knock on the door.

Avart is alive again. Og hov og hov og hov.

T-Gul är en effektiv tändvätska till grillar och brasor, passar även bra som bränsle till fotogenkök och värmare. Vid grilltändning sprutas T-Gul jämt över kolen/briketterna/verden. Låt vätskan dra in i 1-2 minuter före tändning. För bästa grillresultat skall grillning ske när glödbädden blivit grå -- Mere her.

Beboerne og medarbejderne tørnede rundt på dansegulvet i det obligatoriske forsøg på at få det til at se ud, som om der ikke var tale om forretningsmæssige forhold. De faste medarbejdere udstødte begejstrede hvin på vegne af beboerne. Det var beboerne, der hvin- ede. Men da de oftest ikke kunne hvine, endsige løfte armene op over hovedet, måtte medarbejderne gøre det -- s. 72.

Festen fortsatte til klokken 22, det tidspunkt hvor dens afslutning var fastsat administrativt. Musikken slukkedes, og medarbejderne begyndte straks at rydde pynt og paptallerkener af vejen. Enkelte beboere trillede rådvildt rundt på dansegulvet, mens de gryntede noget, der skulle forestille musik. Picasso-sygeplejersken meddelte i et venligt tonefald, at festen var slut. Det skulle lyde, som om der var tale om afslutningen på en glad og våd gymnasiefest. Picasso- sygeplejersken spillede pedellen, der fejede de lystige elever videre ud i natten -- s. 74.

Sådan går det for sig på Blomsterkollegiet, afdeling Picasso, i Pablo Henrik Llambias' bidende roman Et ukendt barn (G*****dal København 2005). Anbefales bl.a. til alle med kunstneriske ambitioner som på vejen mod disse ambitioners realisering har haft midlertidige jobs hvor de har arbejdet med mennesker, so to speak.

Vi stereolæser Llambias med Mariann.

Hur ska man då förstå denna vändning - om det nu är motiverat att tala om en vändning? Sant är att Jäderlunds poesi tidigare har dragit sig undan dörrarna till en identifierbar "verklighet". Det betyder inte att den har tagit avstånd från det verkliga eller sinnliga. Inte heller har det varit svårt att se hur dikterna pekar utöver sig själva, även om vad de pekar på - en text, en målning, en vardaglig scen i en lekpark - varit mindre intressant än deras mångbottnade problematisering av pekandet som sådant.

Om ny Ann Jäderlund ici. Og fuld liste over anmeldelser ici.

Martin Larsen har fået et af sine anfald. Claws tager regnhatten af.

Claws har et regulært pædofilt *crush* på Alex Turner fra Arctic Monkeys. Se fx den generte måde hvorpå han mumler Don't believe the h-ype før han begynder at synge her. Citere Shakespeare og Duran Duran i samme sang? Mmm, hot. Don't believe the h-ype.

Det fine med Pollesch er at han ennå ikke er blitt forutsigbar i sin kritikk av nyliberalismen. Hans teori-monologer er fortsatt effektfulle på en underlig måte. Man kan ikke annet enn å bli glad av disse absurde replikkvekslingene, hvor skuespillerne lyder som Karl Marx eller filosofen Deleuze på speed, og hvor konklusjonen alltid er: "SCHEIßE!"

Gärtner gør det igen. Og Pollesch-paragrafen vækker Brag-nostalgi. "SCHEIßE!" til vi blev hæse, husker du CYF?

The album is out now! Get Stone Cold Poetry Bitches here.

Hun bare fortsetter å beskrive verdener som er like utspredte og like samlede som hvilket som helst utsnitt av det hverdagslige vi selv kunne tenke oss å klippe ut, og hun gjør det i en forståelsesfull, ytterst kvinnelig stil, som alltid har plass til nye ettertenksomme innskudd, men som ikke tolererer noe som kan minne om poetisert løsprat, selvopptatthet eller famling i jakten på den rette lyd og den korrekte betydningsnyanse -- Her.

Excuse me? Glædelig 8. marts, Erik Bjerck Hagen.

Vi var i et nyt hus på Skeppsholmen denne weekend, et eget rum. Modelsnickeriet ved vandkanten, begravet i dynger af sne. Anden runde og er det syvende træf på Fria seminariet i litterär kritik och essaystik. Mens vi taler og tier og lytter og taler igen så dæmpes lyset gang på gang. Vi gestikulerer vildt og lyset er atter på max. Dette rum kræver gestikulation af os. Ellers er vi ikke der. Vi er ikke der hvis kroppene ikke taler. Talking heads register not.

På T-banen en reklame der parafraserer Raoul Vaneigems Revolution of the Everyday. S***OIL. Forandrar vardagen.

Samtidig sier det mye om troen på offentligheten som et sted hvor enhver legger for dagen argumenter, meninger, handlinger. Og vurderes ut fra dem, i motsetning til praksis i skjulte og korrupte nettverk eller trynefaktorvariabler. Ingenting unndrar seg diskusjon.

Obligatorisk læsning her. Og dér ser man Espen og Espen danse.

Well, hello reviewer! Yeah? Hello to you, bloody aristocrat.

I like to make a simple distinction between a reviewer and a critic: The reviewer writes for those who haven't seen a film, telling readers whether they shouldn't and offering a fairly clear idea of what the film is and does; the critic assumes the reader has seen it, making plot synopsis superfluous, and attempts to engage him or her in an imaginary dialogue about its content, its degree of success, its value.

Robin Wood on Michael Haneke's Caché:
Hidden in Plain Sight, Artforum january 2006.

Og her kan kan man finde seriøs sound & vision fra Audiatur.

Vertigo rear ut sin själ, allt skall bort. Køb værker af Mara Lee.

Idag er det Khemiri-dag i KK, avispapir anbefales for videre læsning.

Michael Haneke er verdens bedste filminstruktør. Verdens bedste er selvsagt et problematisk udtryk, der findes mange slags film, mange slags kvalitet -- Hm, så vi kan måske kalde ham en af verdens vigtigste i stedet. Her skriver Kjetil Røed om seneste Haneke-film Caché og her tegner Claws sin egen teori op om samme film.

I ugens MB står et læserbrev på tryk skrevet af Jon Rågnlien, filmens norske oversætter. Rognlien skriver i en patroniserende tone til MBs filmskribent Kjetil Lismoen at denne i sin anmeldelse af Caché har gjort en fejl, han har røbet filmens hemmelighed, the whodunit.

Men hør nu her. Haneke er definitivt ingen Hitchcock, på trods af associationerne til Rear Window. Der er ingen pirrende seksualisering af ***det skjulte*** på gang her. Og vigtigst, hvem det er som har sendt familien videobåndene røbes aldrig, heller ikke af Haneke.

Oh shit, I had this kitschy dream that I was at one with nature

Jeg sidder i sofaen i bebyggelsen ved navn H******parken. Jeg tegner på min hånd, kabbala er ordet her - det der menes er måden hvorpå indiske kvinder pynter deres hænder. Tegner med en grim mat mørkerosa læbestift, snirkler som strømmer fra langefingren udover håndens overflade. Tegner efter med en sort øjenblyant, men det bliver det ikke bedre af.

Det vi i virkeligheden er mest optagede af er at sy i vore hænder. Vi syr en tråd ind i håndoverfladen og træder små perler på tråden. Jeg lurer på hvordan man laver små blomster af perlerne.

Jeg hører en lyd udefra, som en propel, tuk-tuk-tuk. Et stort firkantet luftskib kommer direkte imod os, det har samme form som en lastvogn, men er meget større. Luftskibet har påtrykt bogstaver på siden i hvid og blå. Den ubestemmelige flyvende genstand crasher på taget over os, vipper på kanten.

Alt dette foregår lydløst nu, min mor sidder ved spisebordet og syr perler i sin hånd. Pludselig dukker en stor blå rygende boks op bag hende, det er en vragdel fra luftskibet. Min mor ved ikke om vragdelen som meget faretruende tårner sig op bag hende. Jeg siger vi skal gå, genstanden kan eksplodere.

Min mor har indtaget en overdose medicin. Det er kodimagnyler eller nogle ubestemte røde piller, et slags narkotikum, som min far har givet hende. Hun mister bevidstheden to gange i to forskellige rum i en stor lys lejlighed der ligger højt, meget tom, typisk præfabrikeret forstadsbebyggelse.

Jeg stikker fingrene i halsen på hende for at få hende til at kaste op, hun gnaver på fingrene, jeg holder en pose op for hendes mund, noget kommer ud af hende – men det er ting: bøger, avispapir, knitrende plastikposer. Hendes hoved forsvinder mellem mine hænder ned i et underlag som består af stabler af bøger og gamle LP-plader. Jeg hører sangen med teksten I could always see her face, melodien er den samme som You were always on my mind.

Pulveriserede opspyttede kodimagnyler, smagen. Jeg ringer til hospitalet, jeg taler langsomt og tøvende, de er utålmodige og ironiske, det er lørdag eftermiddag, der er fest i baggrunden. Jeg får en fornemmelse af at de har læst en journal hvor der står ting som ikke stemmer om både min mor og mig. En tør utålmodig kvindestemme fortæller mig at jeg har forkerte oplysninger om min mors sygdom.

Min mor står op fra bunken med bøger og LP-plader, hun har ikonisk form nu, som et ikon der henviser til et dametoilet – en ældre kone med trekantet skørt. Jeg ved hun ikke er ved fuld bevidsthed endnu, hun går ud på trappeopgangen og falder ned.

Idag klokken 12 er det så tid for Gordisk Gåds Gitteraturpris. Stueland tipper på pris til den ellers så groft ignorerede lyrik, i år repræsenteret ved Göran Sonnevie, og læser Oceanen politisk, noget man ikke just har begivet sig af med i Sverige. Men ak, Claws holder nu stædigt på Nielsen. Odd Gaare synes at hele prishalløjet er - what? really? - borgerlig selvfejring.

Den borgerlige mytens konstaterende og tautologiske form gjør etterprøvninger unødvendige, og definerer noe som seg selv: god litteratur er god litteratur, Norden er Norden.

Kilde: KK

Gratulerer, Mette! Tid for en grævlingedans.

Originally uploaded by tigerclaws.

Før de sidste 58 sider af Jonas Hassen Khemiris fine nye roman Montecore læses så blev det tid for psyko- geografisk undersøgelse i det bergensiske. Havneområdet! Jeg har sagt det før. Men hvad i himlens navn er der sket?

I 1999 var dette stedet for mig at promenere med kameraet, man følte sig som Alice, disse gigantiske bunker af materiale - kæmpe dæk, kæmpe brosten og kæmpe rustne kæder tårnede sig op. Alt dette rod og rå struktur med by og bjerge som baggrund.

På første Bergensbrag fik jeg, inspireret af Sadie Plants bog, flettet havneområdet ind i en taleboble, gradvist var der begyndt at ske ting dér. En masse absurde skilte dukkede op med ordene TO THE CENTER, man var godt nok for langt ude nu. Man stoppes og udspørges af vagter med walkie talkies nu, havneområdet med containere og kraner lukkes gradvist helt af.

Idag, det så ikke ud som om der var nogen i det lille vagthus, men så lød det i højtaleren: "Kva kan eg hjelpe deg med?" - "Nej, kigger bare" (vifter afværgende med kameraet i hånden). Men forbi broen ud mod Møhlenpris går det an at gå ind, området er til gengæld også støvsuget. På vejen ud igen går tre mænd forbi mig, hører brokker af et østeuropæisk sprog, de har fiskestænger i hænderne, sender et blik mod mig: also trespassing, are we?

Så har de bygget ny havneterminal, glatte overflader over alt. Skaterne har fået skaterhal, så skal vi ikke bekymre os om dem længere. Ud mod Nordnes bliver det stygt igen, et absurd Grieg- monument (stenhoved hvilende på en sort søjle) er skudt op ad jorden og den smadrede bådehal er nu pakket ind i hvid plast med navn i røde bogstaver påtrykt. Right, skal hallen absolut hedde noget? Før hed den bare mystisk smadret hal med interessant reflektion af lys i grå glasoverflade.

Her starter en billedserie fra dengang vi var unge og smukke i 2003: Bergensbrag. Og her lidt mindre unge, men absolut smukkere: Ber- gensbrag i København 2005. Råb i kor nu, mere Brag, mere Brag.

ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi
ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi
ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi
ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi

Onsdag 22. februar kl. 20.00. På nettet, og på Sound of Mu i Markveien 58 i Oslooooooooooooooooooooooooo, siger Paal.

Uvirkelighedshunger, part II. Ain't it fun to fool yourself, i stedet for at gøre det jeg skulle idag har jeg læst Houellebecqs bog om H. P. Lovecraft: Against the world, agaist life. Opmuntrende læsning, må man sige. Her foreslår Michel litteraturen som en slags fantasi- kultus med det formål at negere alt liv på jorden som vi kender det. Stephen King har skrevet et opløftende forord, letløbende og rig på skygger, og Kristevas The powers of horror lurer i underteksten.

Bogen er Michels debut fra 1991, pudsigt nok tog et forfatterskab derefter af i en nok så realistisk retning - men med distancen intakt: som en space aliens satire over en patetisk menneskehed er Michels blik. Against the world, against life som kom på engelsk sidste år starter således:

Life is painful and dissapointing. It is useless, therefore, to write new realistic novels. We generally know where we stand in relation to reality and don't care to know any more. Humanity, such as it is, inspires only an attenuated curiousity in us. All those prodigious refined "notations," "situations," anecdotes ... All they do, once a book has been set aside, is reinforce the slight revulsion that is already adequately nourished by any one of our "real life" days.