Vagant har publiceret min tekst om Alice Bags bog Violence Girl og David Bowies betydning for punkscenen i Los Angeles sent i 70s her. Alice Bag og Allison Wolfe her.

En punkbønn tager på norgestour med en gæstestjerne fra Washington DC, Ian F. Svenonius kendt fra bands som Nation of Ulysses, Make-Up, Chain and the Gang, XYZ og Escape-ism. Bergen bibliotek + Utmark 1. marts, Stavanger Kunsthall 2. marts og Oslo by:Larm + Escape-ism @ Ingensteds 4. marts. Hør XYZ på Spotify + check forfatterskabet.

Her Royal Pixiness og cool ass dansere. Da Simon Reynolds besøgte Bergen i 2012 så jeg hans læber i slow motion da ordet "g-r-i-m-e-s" blev udtalt. Jeg lyttede til sange som denne og denne og likte "Oblivion" da den kom ud. Grimes lyser langt væk af DIY bedroom artist på de første plader, hun synes at lede efter noget, sin egen girl planet måske. Igår var hun fejlcastet i en gruelig konferencesal, ikke desto mindre var det en charmerende koncert, minimalistisk med keyboards, tre anarkistiske dansere og en happy Grimes som plaprede mellem sangene og på den måde fik lavet hul i sig selv som spectacle. Pics her.

Jeg vet ikke om jeg og Susanna helt meshet før konserten, altså det du hører på innspillingen. Det er ganske delt på låtskriverfronten. Men vi nærmet oss hverandre som to sky rådyr med hver våre territorier og kastet små blader over hekken. Dette passet med inspirasjonen fra Maya Deren, hvor sekvensene og bildene er tydelige og renskårne, og samtidig bygger opp et helvetes indre kaos. Og selve sangen, åndedrettet, skapte fellesskapet. Jeg tror dermed musikken, slik den ble framført live hjalp oss veldig med å finne sammen til slutt. Også det at vi kunne bruke effekter til å forlenge (eller miste) oss selv, var viktig. Susanna gjennom masse distortion og Jenny gjennom masse distortion er noe annet enn et clean signal. Og vi blir andre vesener med effekter, andre kropper, og jeg tror mer enn noe annet at det gir oss mot.

Et lille fraklip fra En punkbønn. Jenny Hval taler om samarbejdet med Susanna Wallumrød, live-pladen Meshes of Voice. De fremfører Meshes for sidste gang i Ghent idag.

Der sker ting og sager i Hamar næste uge, blandt andet to intensive kritikersaloner.

Har skrevet en tekst til Vagants musiksatsning på net om Alice Bag, Darby Crash, Dottie Danger og Nickey Beat og David Bowies indflydelse på 70'ernes punkscene i Los Angeles. Anbefaler dokumentaren The Decline of Western Civilization her + her og så findes der også en so-so biopic om Darby Crash fra The Germs, What We Do Is Secret ligger her.

Min anmeldelse af Judith Butler: Notes Toward a Performative Theory of Assembly her. Til de som kunne have tænkt sig en længere og dybere anmeldelse: So could I, men desværre ikke muligt indenfor de givne rammer. Håber jeg får chancen til at arbejde med bogen igen senere. Nogle Judith Butler-links: Om den nye bog her + her + her. Frames + Occupy + Blå.

Fra besøget på K Records-kontoret i en jødisk synagoge i Olympia, 2013.

Du har muligvis stået i en amerikansk lufthavn og ventet på din tur til at træde frem foran den uniformerede kontrollør som sidder i sit lille glasskab. Her dokumenterer du din identitet: Fingeraftryk, iriskontrol, et pas med ikke-fleksible nationale kendetegn. Her indgår (endnu) ingen shibboleths, men hvordan ville det gå hvis jeg reciterede et af Cia Rinnes digte med et strålende smil? Kontrolløren havde sandsynligvis sagt very nice, ikke spild min tid, next. Der er noget urovækkende over kontrollørens ligegyldighed så vel som poesipublikummets tilbagelænede nydelse. Hænger Rinnes poesi ikke sammen med den sociale virkelighed? Er det løsningen at købe reklameplads på den berlinske U-bahn og på denne måde servere lyrik i det offentlige rum? Eller skal vi flytte festivalen for ny poesi Audiatur til et tog som går over Øresundsbroen mellem København og Malmø? Paskontrol er netop indført på denne strækning for at begrænse flygtningestrømmenes udspredning. Lad de syriske flygtninge blive i Grækenland, lad dem skylle døde i land på de italienske strande, men gennem Skandinavien kommer de ikke.

Essay til serien Ariel litterär kritik leveret.

I was always Martin Rev to my mom's Alan Vega.

Vi møter Smith i nåtiden, hvor hun henger på en Greenwich Village-kafé, rituelt setter hun seg ved sitt faste bord for å skrive om ingenting. Hun sitter på Bedford Street og drømmer om beatforfattere som satt på Macdougal Street og drømte om forfattere som satt i Tanger og skrev på kafé.

Anmeldelse af Patti Smith: M Train her. Mere Smith her og her. Holy! Holy! her. Gå direkte på Spotify og hør Smiths og Kevin Shields' fantastiske The Coral Sea. Svar til Wandrup her.

Jenny Hvals essay #2 om Bowie og her skriver Tracey Thorn om samme.

Go figure. Sidder med nogle stumper og stykker af et foredrag jeg holdt om en finsk poet i december. Hvordan omforme dette til et essay? En af de mere sprøde idéer jeg fik idag: Skrive den forkølede og stammende lydoptagelse ud og servere med et drys parmesan under overskriften Performativ critique à la carte. Art born outta desperation.

Fra de offisielle og mer eller mindre «objektive» fortellingene fjernes hverdagen og følelsene, størrelser som ofte framstår som formløst brus, eller slim, en substans som ingen fortellerstruktur kan stige fram av. Dumpster diving, så å si. Det er ikke alle som ville sett verdien i stoffet, men Aleksijevitsj har empati med kvinnestemmene – og ser at det er noe, dette kan jeg gjenkjenne. Det er derfor disse spesifikke stemmene kan passere gjennom Aleksijevitsj. Kjærligheten åpner øret. Derfor framstår bøkene hennes ofte som en slags invertert stream-of-consciousness («stream-of-commonness»).

Lil' finkpiece om Nobel-modtager Svetlana Aleksijevitsj i Bokmagasinet. Nyttigt at jeg så Ghostbusters og tænkte på Poltergeist da jeg skrev, og tak til Jenny Hval for udtrykket «stream-of-commonness» plus til Vinduet-redaktør Preben Jordal som sendte mig bøger.

... og de små badenymfer er ej kun til pynt, de kan andet end blot gå i vandet.

Masse fine bøger er nomineret til kritikerprisen, blandt andet En ‪#‎punkbønn‬.

Deep Web er en installation af Christopher Bauder og Robert Henke som er at beskue i Kraftwerk Berlin i anledning af CTM-festivalen. Disse billeder er taget med et shitty mobilkamera, men jeg hang ud med installationen et par timer i tirsdags: Et omfattende system af kugler ("julekugler") fires med matematisk præcision op og ned og belyses af laser fra hallens sider. Dermed fylles rummet af former, blandt andet et rødt fantasidyrs bølgende rygrad. Observér hvordan din forestillingsevne (fx efter at have set den 30-45 minutter lange sekvens nogle gange) bevæger sig fra fri abstraktion til klichéer som "edderkoppespind" (hvid sekvens), "planter" (grøn sekvens) og "stjernetåge" (blå sekvens).

Anmeldelse af Kristin Berget: Sonja Sacre Cæur her. Mere Berget her og her.

En punkbønn anmeldt i Information (også her). Bogen kan købes her og her.

Pow! Bergen Offentlige Bibliotek første marts! This could happen. Sign up.

Aktivistgruppen Sneengle mod Hans Hauge slår til. Vær med! En af vores kampsange.

This actually happened. Husker absolut intet. Support var Kim Wilde. Makes no sense at all. Man kan lure på hvad både Bowie og jeg gjorde der. Der findes intet svar. To år tidligere var jeg i Idrætsparken og så Prince på hans Lovesexy-tour. Hvorfor troede jeg i 1990 at det var en god idé igen at forsøge at opleve musik på dette gruelige sted?

David Bowie RIP. Jeg kan spore min første forståelse af androgynitet og berlinmuren tilbage til ham. Definitivt "Heroes" jeg hørte først, i forbindelse med Christiane F og venner som løber gennem et indkøbscenter i 1981. Senere i 1983 var Let's Dance-albummet stort. Her er han i selskab med Klaus Nomi og her med Lou Reed. Queen Bitch handler om Reed og omskriver hans Sweet Jane-rif ("I can do better than that"). Et par film som fik et Bowie-løft er Inglourious Basterds og The Life Aquatic. Coverversioner af Nirvana og Associates. I dagens triste anledning fandt jeg frem Brecht og verfremdungseffekten her.

Den tragiske fejl som man gør i Skandinavien, at gå på gaden i gensidig overbevisning om usynlighed, begår de ikke her. Jeg er synlig, hello. Vi ser hinanden, hvilket chok. Leende råber butiksassistenterne: "Hey, vi er ikke del af nogen mafia her, vi er ikke terrorister!" Jeg råber tilbage: "Det ved jeg da godt, men jeg er en prekær kulturarbejder fra Skandinavien, jeg er ikke her for at shoppe, for mig er I æstetiske elementer, lys og farver og en kakofoni af interessante lyde. Når jeg ser på jer tænker jeg på Edward Said snarere end på at finde min pengepung frem!" En eftermiddag på Mille Et Une Nuits da jeg indtager dagens couscous dukker en lille orange kat op. Den lille lyserøde kattemund, de små hvide tænder, den både patetiske og sukkersøde sang fra den sultne kattekrop ved mine fødder. Drengene og kattene, hvilken mørk invitation til sadisme. Katten får en lille stump kogt gulerod.

Årets første Vagant-spalte afleveret. Om Brideshead Revisited, Paul Bowles, Agadir, Omar Sharif, Café La Mandarine, the historical role of sugar in empire building og Kate Bush.

I Ian F. Svenonius' bog Censorship Now!! findes blandt andet essayet "Notes on Camp pst. II & III" som belyser homoseksualitetens oprindelse for derefter at nærme sig begrebet camp. I bogen findes essays skrevet udfra drømmelogik med det formål at undergrave "sandhed" og "virkelighed" med bastardiseret ammunition stjålet fra kritisk teori, surrealistisk drømmelogik og konspirations- teoretisk tænkning. De tre sidste sider af essayet "The Artist, Alienation, and Immortality" spekulerer omkring Pussy Riot på en måde som får mig til at tro at nogle tanker herfra tager udgangspunkt i mine interviews med Svenonius, et af disse trykt i En punkbønn. Se op for Norwegian tour i begyndelsen af marts, med bl.a. Svenonius og undertegnede. Et essay fra samlingen her.

Min udvidede marokkanske familie bestod også af hidtil ukendte fugle, som denne lille finke med grønt hoved, som kan kaldes en afrikansk bogfinke, og denne drossel, som kan kaldes en afrikansk svarttrost. Bulbulen synger således.

Jeg ble berørt av en avisoverskrift om 22. juli, en tekst av Hilde Sandvik (det kan godt være at svenske Expressen fant på overskriften), som jeg ikke ønsker skal være performativ, for da lyder den grenseløst dystopisk: «Vi» finns inte längre. Takk for kaffe. Da må jeg altså bare sitte her alene og bekymre meg om the spectacle of me og sørge for å holde «Susanne Christensen» presentabel og dressed for success?

Skriver jeg i En punkbønn. Men der er intet at gøre længere, er der? Vi er blevet til skakspillere som leger med vores avatar på nettet, vores avatar har 1000 venner, vores avatar er lykkelig og succesfuld, vores avatar udgiver bøger og smiler tillidsvækkende på alle forbandede fotografier, vores avatar er mere levende end os selv. Her snakker "Susanne Christensen" videre, det er muligt hun hverken har penge, venner eller særlig meget håb for egen fremtid, men kæk er hun alligevel i alle medier. Kæk og præsentabel. Uanset hvor hektisk og demonstrativt du forsøger at sætte fokus på andre end dig selv lyder opsummeringen stadig således: Beskeden var dig selv. Vær snill at investere.

Billeder fra Agadir her. Desværre var jeg ude af stand til at lade mit batteri efter nogle dage. Bah, don't go to Africa with a f***ed up camera.