Fint portræt af Ragnhild Aarvik baseret på mobilfoto af Karen Marie Bille. "Det blir sikkert endnu sværere at acceptere at huset er skævt bygget fra starten, men der er fantastiske skæve huse i verden som fungerer fint," siger jeg. Samsnakk er en talesprogsorienteret netchat, derfor samsnakker jeg på bastard-skandinavisk. Se efter andre Samsnakk-udgaver med fx Gunnar Wærness. Christensen samsnakk med Blomster & Bureau her. Hvem er B&B? Læs her.
Jeg traf et nytårsselskab på syv hjorte mens jeg gik rundt i nabolaget den første morgen i 2021 med rævemasken på. Vi så alle meget ukomfortabelt på hinanden, og nogle af os løb hurtigt bort. Det hører måske med til historien at ræven (the real wild one) tog alle værtens fire høns den første nat jeg boede her. Flere strange & foxy photos right here.
"Hun savner muligheden for at være flere ting og flere alternative verdner. Hun savner menneskelige møder, hvor idéer kan florere. Virkelig interaktion er i dag, pessimistisk anskuet, umuliggjort af de allestedsnærværende iPhones. Vigtigst er det, at hun efterlyser modeller for social forandring i en verden, hvor økosystemernes gradvise kollaps gør forandring absolut nødvendig. Leonoras Rejse drives frem af en slags panikangst over, hvad det er, vi er i gang med at gøre ved kloden. Det er en politisk anfægtelse, et vegansk projekt og en kulturel og ideologisk råben vagt i gevær."
Jeg er faktisk helt paf over i hvilken grad denne anmeldelse som kom 1. juledag tager bogens ideologiske projekt på alvor. Damgaard går faktisk ret til kernen af projektet, noget jeg ikke har oplevet i samme grad i andre læsninger. Jeg bliver næsten helt bekymret over hvor dommedagsagtigt det lyder, men det er nok rigtigt at bogen kan læses som et panikanfald og som en advarsel. Muligt jeg blir tanteagtig nu, men må bare pointere at bogen også indeholder et vist mål af humor og håb.
Mit 2020 annus horribilis-mix udvikler sig stadig. Senest har jeg opdaget Robin Guthrie fra Cocteau Twins og hans samarbejde med nyligt afdøde Harlod Budd. Gamle venner jeg ikke fik plads til er Muses, Lee, Grimes, Coriky og Club Emotion, mest fordi den selvisolerede hjerne ikke takler visse lyde. Har også lyttet til Shopping og Crack Cloud.
Etter hvert som virkelighetslitteraturen vinner terreng, endres også lesernes – og kritikernes – forventninger og lesemåter. Den store oppmerksomheten og suksessen selvbiografisk litteratur for tiden blir til del, kan – slik mange tidligere har påpekt – umulig forstås løsrevet fra realitykulturens følelsesregime. Jeg er ikke så sikker på at de «estetiske kravene» Lillebø setter spørsmålstegn ved, egentlig styrer samtalen om litteratur i dag. Er ikke det å se noe «opprørende» i estetiske krav snarere uttrykk for en større understrøm i hele samfunnet, der det å gjøre estetiske vurderinger anses som noe kaldt, kravstort, ja, nærmest som noe fascistisk? Nesten hver eneste gang jeg forteller noen utenfor det kulturelle miljøet at jeg arbeider som kritiker, blir jeg møtt med spørsmål om hvordan jeg kan mene at noe er bedre enn noe annet. En bekjent som foreleser om litteratur og kritikk, forteller at han må ta studentene med ut for å se på solnedgangen for slik å overbevise dem om at det finnes noe objektivt vakkert.
Vældig godt essay af Carina Elisabeth Beddari om virkelighedslitteratur i sidste nummer af Vinduet #4/2020. Sidste nummer? Ja, virkelig allersidste papirudgave.
Audiatur bokhandel har den allerførste og spritnye Vagant-bog Frykt og avsky i demokratiet af Eirik Høyer Leivestad til salg, plus den lille bog om Bergensbrag-generationen som jeg har redigeret. Sidstnævnte kommer muligvis først fra trykkeriet i romjulen. Audiatur har iøvrigt også udgivet denne fine bog.
By:Larm 2020 var virkelig strålende, det jeg fik med mig. Havde blandt andet en meget fin samtale med Jenny Hval i regi af Classic Album Sundays Oslo. Det blev endnu mere specielt fordi det var det sidste arrangement jeg deltog på in a long, looooong time hvor mennesker myldrede frit rundt sådan som vi gjorde i gamle dage. Mere her. Min Vagant-spalte Flugtlinjer er genopstået og har fået sin egen plads på nettet.
Jeg har været næsten ude af stand til at lytte til musik i 2020, men her er et par favoritter. En bunke tekster er gjort færdig til Vagant, men ingen får læse dem før engang næste år. Snart indspurt på Norsk Kunstårbok 2021; de fabelagtige skribenter er igang, og jeg krydser fingre for en strålende bunke tekster omkring 1. februar. Får se om jeg får lov at snike ind i skogen og skrive på eget projekt i julen, eller om jeg skal forsøge at kombinere med rollen som omsorgsperson for moren som er på vej til at blive udskrevet idag efter fem ugers indlæggelse. I'm talking to the walls pretty much, in these quarantine days.
Hello there, Kyra Simone and Matvei Yankelevich from Ugly Duckling Presse (UDP) over there in Brooklyn, New York. We are gonna try and do a written text instead of the stage interview that was planned in Lillehammer in late May. I hope you are all well under these strange and unexpected circumstances. Maybe you could start by introducing yourselves and your relations to Ugly Duckling Presse? We should be sitting on a small outdoors stage together with Karen Grønneberg from the artist book distributor Nordic Art Press (NAP), but she was not able to join in this new format so we're gonna delve a bit into the history of Ugly Duckling Presse.
Read conversation with Kyra Simone and Matvei Yankelevich from Ugly Duckling Presse originally published as part of the online event Bastard Art Book Fair May 29 to 31, 2020
Utrolig stærk og akut lederartikel fra nyeste Vagant som kommer med en del forsinkelse. Dobbeltnummeret #2-3/2020 er sendt til tryk og vil være klar til at varme læserne gennem jul og nytår. Vagant styrer også Skandinaviens mest levende netside for litteratur og idéer.
Anmeldelse i Bøygen #3-4/2020 af Sandra Lillebø: Tingenes tilstand. Tekst her. Det redaktionelle arbejde på teksten blev afsluttet 3. oktober. Fint at andre læsere er optagede af den implicitte diskussion af virkelighedslitteratur i Lillebøs roman, jeg kan imidlertid ikke se at datteren strækker sig meget længere end til det besynderlige mig eller hende-argument, som om moren aktivt havde forhindret hende i at realisere sig selv. Set fra et antipsykiatrisk synspunkt er det datterens holdning til hvad som er normalt ("fredagspizza") som aktivt skaber en yderside som stødes bort som sindssyg. Hvis Lillebø ønskede et inkludere den slags refleksion har hun næppe fundet rette Foucault-citat til epigrafen.
God bedring til alle mødre og døtre 💜💜💜💜💜💜💜
LIAF 2019 hadde et samarbeid med Vagant hvor tre skribenter fra magasinet kom til Lofoten for gjesteopphold gjennom året. Tekstene deres ble trykket i en egen spalte, kalt Tidevann, i Vagants utgivelser gjennom året. Nå kan du lese tekstene på LIAFs nettsider 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸
Vi har mistet den vidunderlige, entusiastiske Tomas Forser. Jeg traf Tomas i forbindelse med et arrangement i Trondheim, som jeg husker det sad vi ved siden af hinanden til en fællesmiddag og gjorde intet andet end at snakke sammen. Han havde tilsyneladende læst alt jeg nogensinde har publiceret, og kom med venlige indspil og støttende udsagn. Siden holdt vi kontakt via mail, ved lejlighed skal jeg genlæse korrespondancen. Sidste gang jeg så ham var til et seminar i København i 2018. Emnet var litteraturkritik, men jeg må indrømme at jeg først og fremmest ville træffe Tomas, og vi fik igen en hyggelig snak. Vi er mange som vil savne ham. Mere om Tomas her og her.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med Thure Erik Lunds Frankfurt. Indledningen om bilturen til Frankfurt Buchmesse i 2019, hvor Norge var fokusland, er lovende, men i sidste ende længes jeg efter rigtig kritisk journalistisk, gerne New Journalism, men hellere Didion end Thompson, om bogmessemonsteret. Jeg vil helst ikke være stuck i Lunds hoved denne gang, og når teksten glider ind i et andet modus, som vi kan genkende som bonusmateriale fra Myrbråthen-sagaen (på tysk og snart engelsk), så føles det less than hot.
Samme med den svenske serie Kärlek & anarki om et svensk forlag i en tid med digitaliseringsentusiasme og influencerhype. Very funny, but less sex og mere kritikk, takk. Serien tager ofte tidsånden på kornet, og det game som Max og Sofie kører er for så vidt underholdende, men måske et dash for meget Coppola-romantik. Jeg tager mig i at vente på at oldtimeren Friedrich skal eksplodere, hvilket han egentlig også gør når han bliver til økomystiker til slut. I laffed.
Mine daglige gåture på den nærliggende kirkegård begyndte at flyde ud, som det også skete under forårets lockdown. Jeg gik ikke længere på stierne, jeg sad ikke civiliseret på bænkene, jeg krydsede ind og ud af de tættest bevoksede steder. Jeg blev stående længe foran et træ – ja, længere end længe, jeg blev stående en time og så på træet, indtil det blev til noget andet end et træ. Jeg blev stående, indtil jeg ikke længere belærte træet om, hvad det var, indtil træet begyndte at bevæge sig ud af alle kendte kategorier og blev til noget radikalt underligt, noget langt mere magtfuldt end mig. Jeg bød det ikke længere på alle mine klicheagtige fordomme om et dumt træ, som står og ser nydeligt ud en kølig efterårsdag; træet begyndte endelig at fortælle mig, hvad det var. Det var noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸
Teksten er på mange måder del 2 til en anmeldelse af Sandra Lillebøs roman Tingenes tilstand som blev leveret til Bøygen 3. oktober. Det er muligt at min milde utålmodighed bør lede til et argument pro digitalisering og panikslagen samtidighed ... og dog, nein.
Poenget er at vi sakprosaforfattere sitter igjen med 25 prosent mindre pr. solgte bok enn våre skjønnlitterære kolleger uansett hvor mange bøker vi måtte selge. Dette skjer ikke fordi vi bruker mindre tid på research eller får dårligere anmeldelser. Det skjer bare fordi vi skriver litteratur fra virkeligheten og ikke virkelighetslitteratur. Læs mere her, hvor jeg også har været med til at signere. Dele af problemstillingen er indbagt i Leonoras reise, i de digressioner om kulturarbejderen som man fandt lige lovligt langhårede – ja, helt ude i skogen.
Disse minder kom op imorges på Facebook. Those were the days my friend, we thought they'd never end. Kort fortalt blev jeg flamet til helvete i den norske offentlighed og var på forsiden af VG og Dagbladet på grund af mit "angreb" på Harald Eia. Så vidt jeg ved var det VG-debatredaktør Hans Petter Sjøli som først valgte at køre sagen. En del links er endelig taget ned nu, men her og her er lidt krudt fra de gode gamle dage. Norge var jo i dyb krise efter 22. juni, det forstår jeg godt, men måske det alligevel var lidt af en overreaktion når man læser formuleringen sagen drejer sig om. I 2017 var bergenskritiker Silje Stavrum Norevik igang med at samle interviews til en bog som skulle fyldes af kritikerportrætter. Af forskellige årsager blev bogen aldrig udgivet, men Silje har givet mig lov til at publicere interviewet her. Jeg var sandelig ikke den eneste som blev flamet i de år, i Berlin mødte jeg både Julian Blaue og Mazdak Shafieian som begge havde været igennem et lignende medialt bombardement i forskellige forbindelser. Mediekampagnen varede i mit tilfælde fire dage hvor en konstant strøm af rasende kommentarer fra ukendte blev sendt til mig i alle kanaler. I artikler og kommentarfelter blev jeg sammenlignet med Goebbels og Stockhausen. Jeg lo meget af tiden, det var så absurd, men det værste var at støtten fra Klassekampen var uofficiel (I avisen undskyldte man til Eia hvorefter chefredaktør Braanen sendte mig en kort mail om at jeg skulle "stå på"), og Kritikerlaget skrev i en blogpost at de tog afstand fra mine udtalelser, noget de dog korrigerede senere da de havde opdateret sig om sagen. Jeg havde en forsinket reaktion et halvt år senere som ligner på PTSD. Sagen er selvsagt glemt i den norske offentlighed, men den har siddet i kroppen på mig i årevis, og Google har sørget for at jeg aldrig glemmer. Her er interviewet med Silje.
Disse billeder er stjålet direkte fra Blogdahl. Sidder og er totalt paf over informationen som kommer frem. Fugleskrig må jeg have læst da den kom ud i 1980, der var jeg 11 år. Den satte igang et skred af inspiration, og jeg ved jeg skrev et langt digt som hedder "En morgen i maj" som indtil videre ikke lader sig genfinde. At Pia Juul var involveret i udgivelsen huskede jeg ikke, eller har sikkert aldrig fattet. Oh, Pia.
