Jeg er omgivet af bløde, lilla vægge på alle sider. Det må være mit første minde, at være inde i dette bløde, eftergivende rum og føle stor fryd. Louisiana-museet i Humlebæk nord for København havde i 70'erne en slags interaktiv udstilling for børn, en udstilling hvor man var fri til at lege. Man skulle ikke være stille, man skulle ikke holde fingrene væk fra kunsten, man skulle derimod gå ind i den og bruge den, noget som ligger nær børns første impuls; at undersøge sine omgivelser på en direkte og fysisk måde. Jeg er født i 1969 så i 70'erne er jeg i mine første leveår. Jeg har set fotografier fra det første sted vi bor på Østerbro, men jeg husker intet fra den tid. Derimod husker jeg en stor, intens glæde når flokke af børn spredes ud over græsplænen ned mod vandet på det parkområde som hører til Louisiana-museet. Himmelen er grå den dag, det har regnet. Også de udendørs arealer er bygget om i anledning af udstillingen og blandt andet ligger en stor, lilla kvindekrop på ryggen i landskabet. Vi passerer ind i kroppen mellem kvindens ben og indenfor er rummet blødt og blævrende, konstrueret af plastikpuder fulde af rødligt lilla vand. Der er et underligt lys i rummet, vi er mange derinde, en kakofoni af stemmer. Jeg strækker min
lille krop og danser, bokser lykkeligt med hænderne mod de bløde vægge.

Skriver på et otte kilometer langt essay til Norsk kulturråd, således lyder min emo-indledning på nuværende tidspunkt.

Vagant #4/2012 er i butikkerne 6. december, og her er Auduns leder om kulturrelativisme.

Forfatterskolen fylder 25 her og her. Og Per Aage Brandt, de guitarer er altså amerikanske.

Forsøger at finde ud af hvad f***** der skete i 2012. Umiddelbart ikke noget fantastisk år. Men tænkte at jeg skulle sende nogle milde tanker til diverse redaktører og playmates, først og fremmest til Karin Haugen i Klassekampen og Audun Lindholm i Vagant. Heisann også til Med andra ord, Henie-Onstad Kunstsenter, Vinduet, 10TAL, Kritikerlaget, Biskops-Arnö, Ord&Bild, New Frontiers, Anngjerd Rustand og Entrée, Foreningen !les, Norsk kulturråd and all the rest. Tak for tilliden. Til slut en hilsen til søens folk og til Stig Sæterbakken, original riot grrrl Sara Marcus, det urolige crew bag Audiatur Waste Land, Chris Kraus og Sylvère Lotringer. Thanx for the inspiration.

#1 Grimes, selvsagt. Og måske US Girls med deres underlige, depressive Marc Bolan-dekonstruktioner. Cat Power, Julia Holter, Jessica Sligter og Neneh Cherry. Japandroids, The Evens og Chain & the Gang. Cinematiske Godspeed You! Black Emperor og Swans. Jessie Ware, rå Kylesa og irriterende, superhybride Deerhof. Både Bob Mould og Mission of Burma sendte mig tilbage i tiden, til Sugar og Mission of Burmas fabelagtige plader fra 80s. På replay Sentridohs lofi-collage Weed Forestin' og Fugazis The Argument.

Jeg så Grouper på HAU. Wild Flag og Lee Ranaldo på Lido. Iceage på Landmark. Gorilla Biscuits udenfor Core Tex første maj; grufuld lyd, men fun. Bob Mould og Chelsea Light Moving på Øya. Chain & the Gang swingin' på Festsaal Kreuzberg.

Hva er en enestående prestasjon, hva er et såkalt naturtalent, hvordan trekker kunstneren på egne erfaringer («virkeligheten»), og hvordan overføres disse til publikum? Anmeldelse af Eivind Buene: Allsang her.

Mænd taaler ikke gjerne en sterkt anlagt Kvindenatur ved Siden af sig. At den er begavet, kan endda gaa an; men den maa ikke være selvstændig; den må gaa op i ham, dreje sig om ham som Solsikken efter Solen, som den lyssugende, mindre klode om sin Planet. Det vil gjentage sig, hvor vi ser hen i Livet, som i hint Livets Spejl, vi kalder Digtning.

Camilla Collett: Fra de Stummes Leir, 1877.

Nils Sundberg beskriver Jönsons poesi svært treffende: "Tänkare som Adorno, Foucault och Derrida samplas och fragmenteras, och stackatot av intellektuell kanon uppblandas med tillika söndertrasade uttalanden av Spice Girls och avlyssnade fotbollshuliganer." Sagt på en annen måte: Dette trenger du!

Anmeldelse af Prosopopeia #3/2012 her.

Ole, Emil og jeg har jobbet med ungdommens kritikerpris. Her + her.

Hun går gjennom Norges litterære tarmsystem, og til slutt finner hun den hellige gralen, forfatteridentiteten. På Nansenskolen treffer hun sin mentor, skrivelæreren Hilde, som forløser hennes talent. Siden går hun på Skrivekunstakademiet i Bergen og blir en del av gjengen som gang på gang tørner sammen på litteraturfestivalen på Lillehammer. Selvsagt må hun også takle Ole Robert Sunde, en slags høyrøstet kentaur ingen forfatterspire kommer utenom.

Anmeldelse af Kjersti Annesdatter Skomsvold: Monstermenneske her.

I skrivende stund er det stadig oktober, undertøjsmodellerne skal nok komme, som en glitrende flåde fra det ydre rum, men indtil videre må vi leve med Lana Del Reys melankolske Nancy Sinatra-fjæs som synes at se let anklagende på os fra et eller andet fjernt hippie-dødsrige. Døde kærligheden igen nu, døde håbet igen nu, er det tidsånden? Lana er ingen krop, hun er først og fremmest et ansigt, en bleg måne som snor sig igennem Oslos gader som totaldekoration på byens sporvogne. Hvorfor er døden så hot, er der intet gadeoprør som kan holde os varme denne vinter?

Mere i Vagant #4/2012. Teksten handler også om Myhre, Petterson og Vaage.

På mange måter er stripperen (eller den prostituerte) et slags urbilde fra den tidlige franske modernismen: nattens engler i storbyen, disse grønnlig bleke, demonisk lokkende kvinnene. Men hos Babitz står stripperne aleine i det eksistensielle sentrum, de er lidende, sjelfylte filosofer og poeter, omgitt av mannekryp som aldri får framstå som komplekse individer. Mannsgriser er mannsgriser i romanens univers, og her gjør realitysjangeren det kanskje lett for seg selv, med sitt sort-hvitt-bilde. De mannlige gjestene opptrer som i transe, og bekjenner foran drømmekvinnene, som om kroppene deres var katolske kirker. Og det de bekjenner er ikke småtterier: voldsfantasier, forvrengte kvinnesyn, men også heroiske forestillinger om å skulle redde stripperne ut av underverdenen.

Min anmeldelse af Annelie Babitz her. Interview her og Babitz om nethad her.

Det skotske band Bis fablede om en Teen-C Nation engang i 90'erne, men længe før det eksisterede Nation of Ulysses i Nordamerika. I denne nation rulede bl.a. Ian Svenonius, senere kendt i bands som The Make-Up og Chain & the Gang. Sidstnævnte spillede en swingende koncert på Festsaal Kreuzberg i onsdags med hotte K-Holes som opvarmning. Der var to bøger på bordet, jeg anskaffede mig den nyeste Supernatural Strategies for Making a Rock 'n' Roll Group, signeret Svenonius; en både konceptuel og lettere kontrafaktisk intervention i historien om rockbandet. Ved en spiritistisk sceance melder Brian Jones, Jimmi Hendrix m.fl. sig og således medieres teksten. Svenonius-spilopperne fortsætter i det hysterisk morsomme talkshow Soft Focus, som findes på nettet.

Tak iøvrigt til Ingunn Økland for at nævne nærværende blog i positive termer i avisen. Hvad er Claws Talks udover en grammatikalsk fejl? Tjah. I 2006 gav jeg disse svar. Bloggen har ændret sig siden, men jeg kan nok stadigvæk skrive under på følgende: "Claws Talks er en måde hvorpå jeg kan male mig selv i ansigtet. At svine til der hvor jeg i andre sammen- hænge må rense op, præstere, tale klart." Ja ... det lover jo godt? Sandheden er nok snarere at bloggen er en slags retweetcentral og et eventuelt ... potentielt frirum i en stresset hverdag. Lizm, jeg vil gerne sige noget meningsfyldt, men lige nu er jeg igang med at forsøge at sige noget meningsfyldt. Netliv er for mig sekundært. Men selvsagt kan jeg tages på ordet, hvis man ønsker det. Vi er i et offentligt rum, dette er publicering.

Hvem vil ikke hellere være med til at bygge end at få pushet et perfekt hus i hovedet? Espen Grønlie om Stor Kunst, Thure Erik Lund og Den ulne avantgarde her.

Hvorvidt bloggerne mottar en flaske vin hver jul og penger i brune papirposer fra forlaget, eller skriver om sine beste venner, er i mine øyne en skinndiskusjon. Det hadde ikke gjort noe hvis de skrev interessante tekster som faktisk kunne ha utfordret eller supplert den etablerte kritikken. Men når dette foreløpig ikke viser seg å være tilfelle, tror jeg noe av grunnen ligger i arbeidet en god kritikk krever, i hvert fall for de kritikkene jeg selv liker å lese – som de beste tekstene i Morgenbladet og litteraturtidsskriftene. Ikke om kritikeren eller bloggeren seiler under falskt flagg. Og selvfølgelig er det fritt fram for alle å holde på med det de vil på internett. Men heller enn å tenke på integriteten, burde man jobbe for å heve kvaliteten. Da har man noe å gjøre til man dør.

Siger Arne Borge, til dels som svar på Ingunn Økland + en ongoing debate i forskellige fora.

As a result, they would begin to tremble and shake, minuscule tremors rippling out from their enteric nervous systems and through the fibers in their organ meat, or coursing through their bloodstream and their compromised immune systems and out into the world beyond their bodies, the pent-up frustration and rage slowly seeping out of them, awkwardly, publicly, ineffectually.

David Buuck and Juliana Spahr trippin' with Koki and Demented Panda. This seems like an appropriate soundtrack.

Anmeldelse af svenske Const Literary (P)review her. Lyra Ekström Lindbäck har en kommentar til Const her. Så vidt jeg ved gik Lyra på samme Biskops-Arnö-hold som Lidija Praizović som er publiceret i Const. Denne årgang står også for en sektion af anmeldelser med litterært præg i nyeste Kritiker #24/25.

Åsa Linderborg mener at Praizovićs projekt er at sige sandheden, og at denne sandhed (om klasseforskelle) er ilde hørt. Hos Linderborg bliver Praizović til en Jesusfigur, i hendes egen fremstilling er hun nærmest en dæmon. Hvordan ved Linderborg at hun taler sandt?

Den här kritikern har inget ansikte, hon har gjort sig diffus inom ramarna för de officiella nationella systemen. Hon kopplar in sig i och ut sig ur en litteraturkontext, en konstkontext och en musikkontext i minst tre-fyra nordiska länder, där hon skriver och talar på beställning. Hon är knappt ens mänsklig, men hon är något annat: Hon är in flux, hon är levande.

Ord& Bild oversatte i #4/2011 mit essay At flette hår som oprindeligt var lederteksten i Vagant #1/2007. Den här kritikern har inget ansikte, dette tænker jeg på når jeg læser Annelie Babitz om nethad. I don't know? Jeg nævnte for nyligt Babitz i en tweet og fik straks meldinger fra det som ligner organiserede svenske antifeminister. Efter Eiagate sidste oktober fik jeg en del støtte, men ikke meget af dette stod på tryk i officielle medier. Redaktør i Ord&Bild Linda Östergaard kommenterede imidlertid sagen i sit efterord til At flette hår. Teksten kan nu læses på nettet i sin svenske sprogdragt plus Östergaards efterord. Her til højre på bloggen er et lille identitetstræ vokset frem, en række me-links som er ment som et alternativ til flommen af hate og misforståelser. Jeg er også glad for Lyra Ekström Lindbäcks tankevækkende læsning af Den ulne avantgarde i Kritiker #24/25. Tænker over dette: Men hur kan hon då handtera det här namnet, det här ansiktet? Fremhäver hon dem tills de spricker?

Sidste romjul skrev jeg på en tekst om Vendela Fredricsons Sapfos tvillingar, but the bird didn't fly, det blev blot en skitse, en doodle, et famlende forsøg på at nærme mig teksten.

T-shirt vi fantaserede om i 2010.

Kulturkamp kan altså referere til en ideologisk strid som primært spiller sig ud på fjernsynsskærme og i avisoverskrifter, som del af den generelle tivolisering af sandhederne. At have offentligheden summende i hovedet kan af og til være som at vandre i et landskab inspireret af Burroughs og Deleuze, hvor sproget former sig som virus eller krigsmaskiner som spiser af hinanden, et våbenkapløb hvor software stjæles og kopieres i en uendelighed, som Katla og søuhyret der styrter kæmpende i dybet. Dermed blir også tivoliseringen et personligt anliggende: I det øjeblik kritikeren eller forskeren gør noget andet end at sysle med at rangere kunstobjekter i et æstetisk hierarki og kobler forskningsobjektet til en bredere kulturel sfære, i det øjeblik hendes projekt får en etisk dimension, er hun også del af en slags kulturkamp. Der findes sådanne hære, én-kvinde-hære, og det er sikkert også en frugtbar indgangsvinkel til visse forfatterskaber.

Om min kulturkamp og Eia/Ihles fra Vagant #3/2010 her.

Kiasma 2010.

I sin klassiske poetikk regner Aristoteles plottet for å være det viktigste elementet i et teaterstykke. Et plot må ha en begynnelse, et midtparti og en avslutning, og delene skal stå i et kausalt forhold til hverandre, ved å enten være nødvendige eller sannsynlige. Denne oppskriften har gått sin seiersgang gjennom tidene, selv om den også har møtt kritikk og sabotasjeforsøk. Men sjelden har vel Aristoteles fått fingeren så massivt som av Vibeke Tandberg i hennes romandebut. Årsakssammenhenger goodbye.

Anmeldelse af Vibeke Tandberg: Beijing duck her.

Sidste interview med Sæterbakken + Vagants mindeord her + her.

Anmeldelse af Bjarne Melgaard: A New Novel --------------- her.

Have you heard about Pussy Riot? Her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her +

Anmeldelse af Mona Høvring: Venterommet i Atlanteren her.