Nielsen is putting out fire with gasoline -- Mere her.

Avant? --------------- En garde!

Han forestiller sig, at han er Jacob. Han er i Jacob, og Jacob er i ham, og Jacob begynder at udvide sig, synker gennem gulvet ned i en regnsmattede mørke jord, han breder sig, alle kloakrørene, regnormene, stumper af gamle plastikposer, lort, vættelys, knogler og tabte enkroner glider ind i ham, han vokser i alle retninger på én gang, rejser sig gennem huse, skyer, og jetfly, op hvor alting er klart, byen flyder ind i ham, urolige gadelamper, mure med flossede plakater, glasskår og mennesker med snavs under neglene, spyttet under deres tunger, husene med toiletter og korridorer, støvet, der vokser ud af mørket i krogene, hen over gulvet, ind i ham synker havet, bølgernes grønlige, slimede skum, gopler og skeletter af hvaler, alverdens strande, kontinenter, Golfstrømmen, nordpolen og vældige isbjerge sejler ind i ham, idet han hastigt udvider sig, jorden er nu blot en hvirvlende glød, et knappenålshoved, som forsvinder i mælkevejene inde i ham sammen med virvaret af solsystemer, bortkastede rum- sonder, kulde og så endelig det altomfattende mørke, det er i ham, og han er det hele, endeløs og uden centrum, alt og intet.

Første side i Vejlederne (1997) af Claus Beck-Nielsen

It won't be long now, now. Julen kommer, og den kommer snigende, for julehadere især da de jo - i modsætning til diverse kooperationer - forsøger ikke at tænke på den, julen. Men den kommer, and are we prepared?

Sidste år sad man bl.a. her og havde store planer for en anti-jul, men hvad nu? Skal vi bare lade den komme uden at være beredte? Brødre! Søstre! Ikke lad det ske.

Ak ja, those were the days. Her er så et billede fra en ganske almindelig arbejdsdag på mikroforlaget Gasspedal, dengang jeg var redaktør sammen med Audun Lindholm.

Ikke glem Skinnebens Wonderland nu.

Decent? Well, you surely realised your ambition. I certainly am decent. Of course I'm a cheat, and a liar and a thief, but I am decent.

Som Marnie siger til sin mor i Hitchcocks film fra 1964. Moren har fortiet at Marnie, for at forsvare moren der jobbede som prostitueret, som 5-årig dræbte en påtrængende sømand. Moren ser på Marnies hukommelsestab som var det en velsignelse, som havde hun fået en chance til. Marnie, som lever i et freudiansk helvede af ekspressionistiske kameraeffekter (stor opstandelse i forhold til bl.a. farven rød og torden) og forvredne følelser (hun er en is-
kold kompulsiv tyv som bare elsker sin hest), er nu - når den psykologiske boble slutteligt brister - ikke specielt taknemmelig for morens renvaskning.

Marnies psykologi fremstilles som helt latterligt instrumentel, men dermed også vældig teatral og filmatisk effektfuld. And it leaves me wondering, hvordan kunne en wienersk læges verdenssyn, formuleret videnskabeligt, rejse hele vejen til Amerika for - lig en virus - at spredes i populærkulturen (som via filmen her) og i reklamesproget og ikke mindst, hvordan ville verden have set ud uden.

Esthétique relationnelle? Ici et ici -- Men hvad er nu det med Viktor?

So hold me, Mom, in your long arms. So hold me, Mom, in your long arms. In your automatic arms. Your electronic arms. In your arms. So hold me, Mom, in your long arms. Your petrochemical arms. Your military arms. In your electronic arms -- Mere Laurie her og her.

CYF --------------- var på besøg i en by af bøger.

Serup & to meget hvide tulipaner her -- Plus shitloads of debate.

Homer var en gammel ged. Nej, det kan du ikke sige! Hvem var hun så? Blind? Jeg har set en buste af en blind mand, måske det var Homer? En af dem. Var der da mange af ham? Homer & Homer & Homer & Homer & Homer? Du mener sådan andy-warholsk, han havde kloner der poserede som ham? Ikke helt. Hør nu, måske han var en skole og ikke sådan Den Store Mester? Eleverne gik alle sammen rundt med sølvparykker på. Virkelig? Nej, det var vel snarere store bølgende skæg og vandrestave. De var alle Fortælleren, vandreren der opsamler historier på sin vej.

Indledningen til min allerførste hjemmeeksamen ---------- Kvifor fatter eg ikkje at det stadig går an å skrive slik?

A political party at the Cornykammer.

What? Du har aldrig hørt om cats in an expanded field?

Dette tilnærmelsesvist tomme subjekt spadserer (det var dét, der skete for den, der skriver disse linjer, og det var dér, han fik en levende idé om Teksten) i en dal, i bunden af hvilken der løber en Wadi (jeg benytter ordet Wadi for at angive en vis fremmedhed);
det han opfatter, er mangfoldigt, irreduktibelt og hidrører fra hete- rogene, indbyrdes usammenhængende substanser og niveauer: lys, farver, vegetation, varme, luft, sprøde eksplosioner af støj, svage fugleskrig, børnestemmer fra den anden side af dalen, stier, bevæg- elser, gestus, befolkningens klæder meget tæt på eller meget langt borte --------------- I [heart] Roland.

Hersh --------------- her.

Thinking a desire beyond the prohibition of woman, thinking a desire that traverses the human body, means thinking of the becoming of woman, not as a sex but as the opening to a thousand tiny sexes. Becoming-woman is therefore the opening of a desire that is pre-personal, anti-oedipal and directly revolutionary.

Colebrook: Deleuze

Her vises det hvor man parkerer hunde på et bjerg.

Først og fremst skal man være klar over hvor vanskelig dette er, og dette burde Gaarder ha tenkt på før han skrev kronikken. Man må holde seg unna litterære effekter. Det gjør at folk blir forvirret, og lurer på hva han egentlig mener. Det er å gjøre diskusjonen uryddig. Her er det viktig være på et dokumenterbart og rasjonelt nivå, og ikke hengi seg til metaforer og allusjoner - det er å be om konflikt.

Siger professor i socialmedicin B. Grünfeld som respons på stormen rundt denne af Gaarder skrevne tekst - i dagens KK som gang på gang stiller spørgsmålet om hvor langt man kan gå med retorik og litterære virkemidler.

Men nu skal det vel bemærkes at Gaarders retoriske greb (som jeg ser det) har en vældig heftig fremmedgørende effekt hvilket vil sige at teksten afslører sig som retorik vældig tydeligt. For slipper vi nogensinde for retorik og litterære virkemidler? Fool if you think so.

Kraftwerk her og her og mere her.

Opp med morrhåren, tiger! Her.

Det går godt til sidst med de prekognitive! Efter at have stået i politiets tjeneste (eller ligget, i et bad af fremkaldervædske), hvor de har produceret gruopvækkende billeder af kommende mord, så ender de op in a place where the precogs can find relief from their gifts ---------- Sidste scene: De tre prekognitive sidder i en norsk fjeldhytte og læser bøger.

I sin seneste bog En have uden ende, er det ganske vist stadig forholdsvis korte prosatekster, men der er en ladeport åben mellem forfatteren og omverdenen. I et af stykkerne er hun nærmest sam- fundskritisk politisk i en reportageagtig tekst fra et dansk Røde Kors Center med asylansøgere. I et andet stykke med titlen Kærlighed, kærlighed, kærlighed trækker hun direkte på sine egne barndomserindringer, der lyder sådan her:

Youdontwannareadthisyoudontwannareadthis.

Stans Israels terror mot Palestina og Libanon! Demonstration i Bergen idag klokken 14 --------------- Mere her.

My-my. I have been challenged. Now, type the word(s) to be destroyed here. Ellers, man kan svare her (lige her) eller hos Paal eller begge steder eller not at all hvis man ønsker det.

Her bor der en Skinnebach!

Truls Lie har interviewet filosof Jacques Rancière i Le Monde Diplomatiques augustudgave, en udgave som også indeholder en panegyrisk omtale af Guy Debords ouvre som netop er publiceret i samlet form i La France -- Men Rancière minder os bl.a. om:

Jeg mener relasjonell estetikk er en samtidig avart av en større tradisjon som er en del af moderniteten - ideen om at kunsten stre- ber etter å utslette seg selv, bli reel livsform. Denne ideen nådde en viss intensitet i begynnelsen af 1900-tallet, særlig med den russiske revolusjonen. Ideen var at malere ikke lenger malte på lerret, men innrammet en ny livsform. Relasjonell kunst er en slags sen avstikker av denne tradisjon, og jeg mener den noen ganger blir en parodi på denne tradisjon. Selvfølgelig bør vi ikke være for kjapt ute med å gjøre narr af relasjonell kunst, å si at det bare dreier seg om å "si til folk at det ikke er noe å se i galleriet, men vi kan godt diskutere." Men manifestasjonsformene til relasjonell kunst har vært svake.

Greg Malcolm rejser sig afslutningsvis, hans ansigt er deformeret af adskillige elastikker. En lang metalspiral er koblet fra en af de to elektriske guitarer på gulvet op til mikrofonen. På infantil vis triumferer han, danser rundt om den lille scene på gulvet som er skabt af spotlyset og det raritetskabinet af redskaber som han har prepareret guitarerne med gennem koncerten. Igen afskyder han en elastik mod metalspiralen, et gigantisk brag runger længe i rummet. Mere her.

I Far from Heaven (Haynes 2002) mødes en repræsentabel husmor fra 1950-tallets Connecticut med sin sorte gartner på en kunstudstilling, de to har mere sympati for hinanden end omgivelserne tillader. De står foran et abstrakt maleri af Miro (lærredet er plettet af sprawlende søliv, fantasmagoriske mikrober) og gartneren taler om billedet, forestillingen om det åndeligt-abstrakte som et utopisk frirum, et sted hvor forskelle ikke synes. Og den repræsentable husmor sukker.

Senere danser de et kort øjeblik sammen på en bar som kun frekventeres af sorte. Når de danser plettes de af sprawlende lysreflekser fra en spejlkugle, de er for et kort øjeblik i et utopisk frirum.

Jazz & tilfældighedsprincipper & det abstrakt-åndelige & det åndeligt-abstrakte & det maskuline sprut på lærredet, spredt ud på gulvet som en anden passiv kvindekrop -- How Pollock are you?