Eksperimenterer lidt med T-shirt design -------- Godt nytår!

En ung John Lennon portræteres i Nowhere Boy – dette er fortællingen om drengen før kunsten, hvor den komplekse morsrelation, præget af incestfantasier og sorg, beskrives som den direkte årsag til at Lennon kaster sig over rock 'n' roll; musikken er ren drift, den er en effekt af livet. Filmen har ét niveau – hverdagsrealismen – og fortælles stort set kronologisk. Det skal siges at filmen næppe forsøger at forklare hele Lennons karriere udfra forestillingen om kunsten som spontan og organisk. Dog, metapoint? Morsrelationen er altafgørende for den kunstneriske impuls.

Filmen om Allen Ginsberg tager navnet fra hans kendte digt "Howl" og er en collage hvor forskellige niveauer flettes sammen: Ginsberg læser digtet for et publikum, digtet illustreres i en (lidt klam) animation, Ginsberg interviewes og vi følger også den komiske rets- sag mod "Howl". Filmens dagsaktuelle metapoint handler om ytrings- frihed, her forstået som retten til at begære den man vil i kunsten og livet, og beskriver Ginsbergs poesi som en politisk-empatisk gestus mod alternative måder at være i verden: Andre begærsformer plus diverse selvdestruktive kunstnersjæle og psykisk syge. Sidstnævnte er repræsenteret ved Ginsbergs lobotomiserede mor - her findes altså også en morsrelation og et specifikt begær som former den skabende, men Howl har et kunstværk i centrum, som fremvises som et værk i værket, eksemplarisk kontekstualiseret.

Well, 2010 sugede, there's no way around it, men det var hyggeligt at møde disse piger på Gotland og for en enkelt dag føle sig som Jack Kerouac. Jeg er også glad for at vi lavede denne bog til Audun, the hardest working man in show business og gennem regn og sol stadig no. 1 bedsteven. Glædeligt at flinke folk som Skinnebach, Oksanen og Cia Rinne fik pris, og hyggeligt var det også at følges med Jonas til Berlin; juni var absolut årets bedste måned med en hel bunke filosoffer (her & her) på Volksbühne, en splinterny Froschrad og et super yogasted (hemmeligt). En fryd var det også at skrive tekst med Jenny Hval, den uredigerede 20-siders tekst var en jublende rodebunke. I 2010 smagte performanceæstetikken, virkeligheds- hungeren, hjernevask og kulturkamp af gammel, sur sok, men lad os nu se, i 2011 blir det bog, festival og nye horisonter.

Der findes nu en rapport fra B-opens seminar --------------- her.

Det er ikke alltid det mest presise treffer best, skriver Sandra Lillebø i KK. Selvsagt, men hvad betyder "præcis" her? Er det en fordring om dokumentarisk nøjagtighed, om et æstetisk fuldendt udtryk eller begge dele på samme tid? Grimsrud bruger Reality-æstetik, det håndholdte kameras påstand om at det går an at slippe ud af kunsten mod noget mere autentisk, allerede pulet til døde af punken: En lo-fi-skæv-sætning er mere rørende og sand end en fuldendt sætning. Men violiner med så tabloid-narcissistiske strenge som Grimsruds får mig næppe til at spytte ud et "Wow, god litteratur!" Teksten cirkler omkring det ekspressive jeg, modsat Sofi Oksanens træffede måde at understrege lidelsen som kollektiv og historisk.

Om det skulle finnes noen tilknyttet Flammes stall som har et håp om at kunsten de produserer også skal besitte et minimum av kritisk potensial (jeg vet det er noen), får man på disses, og våre, vegne håpe at følgende uttalelse (levert av en norsk kunstkjenner uten DJ-bakgrunn) ikke medfører 100 % riktighet: «Om du velger å gi ut på Flamme Forlag, velger du også bort det kritiske ved ditt eget prosjekt. For alltid.»

No further f***ing comments. I'm dead. Peter Amdam fortsætter sin kritik af Flamme Forlag i Vinduet #4/2010

Forventningene var ikke særlig høye på forhånd. Mine fordommer var sementert gjennom flere tiår, for kvaliteten på Vagant har vært vekslende, for å si det mildt. Jeg forventet en svakhet for det sekteriske, individsentrert selvopptatthet, nettverkskorrupte inklusjons- og utelukkelseskriterier, tvangsmessige eksklusivitets- ønsker og pubertal ubegripelighet. Det hermeneutiske utgangspunktet var altså ikke det gunstigste. Men forventningene ble
straks gjort til skamme.

Jaha? Med den slags forventninger kan det jo kun gå bra. Trond Berg Eriksen anmelder 10-årgangen af Vagant og forelsker sig hovedkulds. Nu blir det spændende at se om vaganterne vælger at anmelde 2010-årgangen af MB til gengæld. That would be so much fun.

"To break their silence?" Andersen suggested.
"Yeah, to break their silence," Kathleen allowed. She went on: "I'm really interested in a punk rock movement - an angry girl movement - of sexual abuse survivors ... I seriously believe it's the majority of people in this country have stories to tell that they aren't telling for some reason. I mean, with all that energy and anger, if we could unify it in some way - "
She trailed off. Her voice had been the loudest voice on the tape during the whole interview, but now it deminished to a whisper. It's easy to imagine her looking down at her hands, overcome with the intensity of her vision.

Kathleen Hanna i 1991. Fra Girls to the Front af Sara Marcus. Her fortæller Hanna lidt om Kurt & teen spirit og etc.

Med forfatterens tilladelse bringer Claws Talks Guri Kulås' opsummering af "kulturkampen" på norsk grund. Harald Eia fik netop Fritt Ords honnørpris for det populærvidenskabelige program Hjernevask, en slags systematiseret mobning af samfundsforskere med slagside imod feminismen og en buket af gode argumenter for diverse racetænkere. Det er tydeligt at man også i Danmark værdsætter samtalen, her forstået som høj temperatur og aggressiv mediahype, som det ypperste udtryk for demokrati.

Tredje del af Basilisk Betas dialog med Tue findes nu ---------- her.

Gabriel Michael Vosgraff Moro viser sin pinlige mangel på feministisk dannelse allerede i første sætning af sin MB-anmeldelse af Ingrid Z. Aanestads roman Stormkyss. Moro mener at finde en slags designtrend som handler om bogomslag med to småjenter på forsiden. Vi kan gerne tale om design, men hvorfor ikke tale om litteratur i stedet? Kan man være så modig at foreslå at der findes en ny homosocial litteratur med feminine fortegn?

Moro betegner Aanestads romaner som "novelleagtige" (underteksten fortæller os at det episke mangler; det "rigtigt" romanagtige). Moro er tilsyneladende positiv, men det er alligevel svært at overhøre foragten: "Ikke minst har Aanestad gjort tedrikking til noe som kan ligne en litterær signatur. I alle bøkene drikkes det store mengder te, mens regnet pøser ned ute og lukker seg rundt kvinnene og deres tenkende, følsomme og menstruerende kropper."

Moro trækker frem et citat, et af de få i romanen hvor reminiscenser af maskulinitet dukker op: Pletter på nethinden sammenlignes med sædceller som videre idenitifceres som "ikkje noko" ... hvad reagerer Moro på, ved han det selv? Udenforheden? Kan Moro identificere sig selv som provokeret, som udestengt, og klarer han at skrive selvrefleksivt om denne erfaring? Svaret er desværre nej.

Moro har tidligere anmeldt Aanestad og fik dengang "kjeft av en kvinnelig anmelder" - well, Moro. Du får hermed kjeft af hende endnu en gang. Den sidste sætning i Moros anmeldelse er en misogyn fanfare hvor Hemingway kaldes ind som en reddende fallos. Moro misser her chancen til at undersøge og afsløre sin egen kønsspecifikke tiltrækning til "en rigtig forfatter" som Hemingway (med et mandligt heppekor rundt sig) som på alle måder oser af pik.

Mine anmeldelser af Aanestad --------------- her & her.

Midt inde blandt reklamerne findes reklamer skrevet af avisens kritikere. Hver kritiker har skrevet tre reklametekster. Mest bemærkelsebombdigt er det måske at poesien er kvoteret stærkt ind selvom den sjældent har været mere klemt end i 2010 hvor det store Knausgård-pres fortsatbombHerr Hverven er imidlertid den eneste som nævner Knausgård. Gengangerne er digtantologien Verden finnes ikke på kartet red. Wærness og Carmona-Alvarez (nævnes fire gange) og Cecilie Løveid og Øyvind Bergs spritnye digtsbombnger. I raritetskabinettet findes 1 stk. dansk poet René Jean Jensen som nævnes af Herr Borge. Her er min hitlbomb.

Anmeldelse af Lambda Nordica #3-4/2010 --------------- her.

Nettet flyder over med materiale om Wikileaks chefredaktør Julian Assange, anbefaler p.t. denne + denne + René har et fint citat

Ingenting tyder dock på att SD värnar om svensk poesi för dess egen skull. Partiets egna poetiska och musikaliska arv består av så rasistiska idé- och bildvärldar att vi avstått från att reproducera dessa. I dikter som skrivits av SD:s egna partimedlemmar smeks det inte fram några vitsippsmetaforer, i stället rimmas bensin på blattesvin.

43 kulturarbetare i upprop mot rasism och högerns attack mot litteraturen. Her + her + her.

Det er utmerket at Vagant nå tilbyr filmmiljøet innpass i den antatt intellektuelle høyborgen. Like mye kunne litteraturmiljøet trenge å bli utsatt for den selvransakende stilen som filmmiljøet dyrker.

Vagant blir ikke akkurat læst med velvilje i Oslo. Ingunn Økland skælder ud over at Vagant åbner op for filmdebat. Funny, ellers bliver Vagant jo anklaget for at være litteraturspecialiserede snobber. Uanset, Vagant er FEJL. Off with her head now!!!