I december 2003 var fanzinet GK22 færdig. Det blev det hidtil sidste GK. Mit bidrag var blandt andet en lang tekst med titlen "Tracey Emin og virkelighedseffekten. På sporet af en ny avantgarderealisme" som egentlig var en mellemfagsopgave. Teksten var illustreret af billeder fra min mors lejlighed, af hendes selv og citater fra et postkort hun skrev til mig engang. Audun mindede mig på teksten idag da vi læste Olaf Haagensen i Morgenbladet. Magisk nok var jeg i stand til at finde en pdf af GK22 i min mailboks fra 2010.
Jeg redigerede to publikationer, denne og denne, sidstnævnte tog næsten al min tid. Jeg skrev spaltetekster og anmeldelser til Vagant, blandt andet denne og denne. Jeg skrev ikke særlig meget for Kunstkritikk fordi jeg var i endeløs lockdown. Jeg skrev tre små tekster til Forfatternes klimaaksjon og efterord til Høyreluren som udkommer på Samlaget i januar. Jeg fik en pris og mistede en mor. Jeg fik lov at tale til studerende på kunstakademierne i Oslo, København og Bergen. Jeg plaprede også på Testrup, på NTNU, på Arguments skriveskole, på LiteratureXchange og på Astrid Noacks Atelier. Jeg skrev et læserbrev og var på residencies i Bergen og Trondheim. Also I'm lost.
Der blinker ingen advarselslamper i mit hoved når jeg hører ordet kuk. Ordet er simpelthen ikke registreret som tabu i min primært dansksproglige hukommelse fra en barndomstid, hvor frække ord vakte forvirrede reaktioner fra latter til skam. Det nyeste kunstrum i Trondheim kalder sig netop det, kuk. På norsk og svensk en klar reference til det mandlige kønsorgan, og eftersom en privat formue har sponsoreret K-U-K, Kjøpmannsgata Ung Kunst, er det oplagt at tænke, at her kan der blive for meget kuk. Formuen strømmer endda via en nok så kuk-orienteret ekspressiv kunstner ved navn Kjell Erik Killi-Olsen, som tilbragte sin ungdom i 80’ernes New York; et kunstnerskab præget af den mere spraglede del af kunstscenen der – altså endnu mere kuk.
Susanne Christensen har i november vært gjestekritiker i Trondheim og skriver om den seneste utviklingen på kunstscenen. Les her 💕💕💕💕
Jeg er i Trondheim resten af året, og vi drukner i sne. Billeder strømmer ind her, og her er nogle af de 2021-udgivelser jeg har lyttet til. Årets Billie Elish-plade er den bedste i hendes unge karriere. Syg songwriting, som også Juliana Hatfield præsterer. Har varmet op til Hatfield siden hendes Olivia Newton-John-plade fra 2018. En del musik fra Norge, Skotland og Nordafrika, elskede og/eller savnede. Dave Gahans cover-plade har ok øjeblikke, blandt andet "Metal Heart" af Cat Power og "Shut Me Down" af Rowland S. Howard fra The Birthday Party. Jeg så Wesley Eisolds hardcoreband American Nightmare i Berlin, under navnet Cold Cave handler det om sweet Depeche and New Order sounds. Flere coole retrolyde præsenterer Makthaverskan og Paper Birch, sidstnævnte er Fergus fra det legendariske Glasgow-band Urusai Yatsura. Spiller også tuareg sounds som minder mig om Marokko. Tinariwen er fra Mali og Mdou Moctar er fra Niger, men tuareg sounds er overalt i regionen. Mdou Moctars første plade på Matador, og han spiller i Danmark og Sverige til våren. Norsk flow med Ulver, Vilde Tuv (stort lol til begge) og Biosphere, plus Jennys første single på 4AD. Grouper har jeg fulgt siden begyndelsen i 2008, resten burde forklare sig selv.
Beklager til Low og Iceage at der ikke var plads. Beklager ikke til Dry Cleaning, it's shite.
Her er essayet af Martin Bastkjær som nævnes i Morgenbladet. Med skrækblandet fryd ser jeg at han kommer ind på Leonoras rejse også. Selv har jeg desværre meget dårlig læsehjerne, men antager det er en arbejdsskade.
Well, it was lovely. Jeg har redigeret Norsk kunstårbok 2021, som vi næsten er færdige med. Håber på lancering i Oslo og Bergen i oktober. Jeg har skrevet forordet til Gunnstein Bakkes oversættelse af Leonora Carringtons The Hearing Trumpet som kommer på Samlaget næste år. Jeg fløj til Billund via Amsterdam (wtf) og holdt foredrag om Leonora på Testrup Højskole. Jeg læste et par bøger og skrev om dem til Vagant. Jeg gik i fjeldet og svømmede i vandet og så en udstilling på Kode. Billeder her.
A children’s book by the Surrealist artist Leonora Carrington, which includes a man with wings instead of ears and a two-faced character called Señor Mustache Mustache, is the inspiration behind the title of the 59th Venice Biennale: The Milk of Dreams. Læs her.
How can we go about trying to collectively establish more thoughtful, more comradely, and more human norms of interaction among people working together to change the world — and apply them even when we’re politically interacting with each other in online spaces that are practically designed to encourage atomized individuals to turn on each other at the slightest provocation? Godt spørgsmål, Ben Burgis. Mere her + her.
Det mest utrolige er sket. Leonoras rejse, den danske udgave som udkom i 2020, modtager den danske kritikerpris opkaldt efter Georg Brandes. Jeg er utrolig stolt og rørt. Bogen kom først ud på norsk i 2019 på Forlaget Oktober. Georg Brandes-prisen blev indstiftet i mit fødselsår 1969, og listen af modtagere er mildt sagt imponerende. Tusind tak til Litteraturkritikernes Lav. Der har været notiser og pressemeldinger, primært i norske medier. Meget glad for det Lars Bukdahl skriver i WA:
Jeg har fået pip. Nu har jeg identificeren en skovsanger ved Farum Sø. Jeg troede først det var to fugle eftersom skovsangeren har to ret forskellige stemmer. Sangerfuglene ligner alle hinanden, men har vidt forskellige stemmer. Skovsangeren siger iii-yyy fulgt af et dybere tjo-tjo-tjo. Jeg så en havørn, en stor og en lille snog og en aurora-sommerfugl.
Vi har en debutant i nabolaget: En hyperaktiv gærdesanger. Når mit hoved er så ødelagt at jeg hverken kan læse eller skrive hjælper det at fokusere på fuglestemmerne omkring mig. De jeg sætter mindst pris på er gransanger, gærdesmutte og musvit. De jeg sætter mest pris på er rødhalsen, den lille melankoliker, og mursejlerne som netop er ankommet fra Afrika. Ud over gærdesangeren har der været en ekspressiv rødstjert på visit. Min favorit er sangdrosslen; den har jeg kun truffet tre gange, bare én gang i Nordvest.
Sidste tekst i en lille trilogi for Forfatternes klimaaksjon om kunst og klima. Jeg har gennem teksterne spurgt hvad som sker hvis tangen, lærken og den mystiske pind i søen overtager fortællingen. Are you ready-serien findes på nettet.
Man kan jo nærmest ikke fatte at man er inviteret til et livearrangement, endda en fed litteraturfestival netop nu hvor Roskilde og Øya desværre må aflyse på grund af corona. Tak LiteratureXchange, Christian fra Vagant og Katrine Faber som fik mig med på disse to gigs. Glæder mig helt sygt meget.
Plastik er på mange måder indbegrebet af menneskelig fantasi og kreativitet. Plastikken med alle dens forskellige farver og former har vi skabt til tusind formål, til sjov og glæde, til dildoer og til hospitalsudstyr. Plastikken er det vestlige menneskes signatur, al vores skaberglæde er lagt ned i dette magiske materiale: det inkarneret kunstige, modsætningen til alt som er organisk. Men havde vi nogensinde forestillet os en verden, hvor mikroplast gennemtrænger alt indre og ydre liv på vores planet? Nu er dit sind faktisk en plastikpose, og sporene, vi efterlader os efter den store plastikfest, ligner en katastrofe. Læs mere om Mikkel Krause Frantzens bog Klodens fald her.
Det store slag står om Norsk kunstårbok 2021 herhjemme, men jeg måtte tage mig tid til at levere som lovet til Forfatternes klimaaksjon. Det blir en lille trilogi skrevet i rollen som billedredaktør. Hvis alt går vel kommer sidste tekst på engang i næste uge. Den første handlede om Tangboka, udgivet i forbindelse med The Kelp Congress som var del af LIAF 2019. Her er den nye tekst. Tak til Kristina Stoltz, til fotograferne og XR Danmark. Iøvrigt, hvis man vil annoncere i NKÅ 2021, tag kontakt med Jostein. Bogen lanceres i august, inshalla.
Her 1972 essay rewrites the category of “artist”—or “woman artist”—as “female-human-animal” to refuse even the categorical discrimination among species—and subtly to distance herself from the violent anthropocentric self-assurance of so-called civilisation. Mere her. Mit 8. marts-essay fra 2014 her. Happy Leonora day! Der kommer mere Leonora i danske udstillingsrum snart, lyder rygterne.
I 2002 og 2003 foregik blandt andet en debat om queerteori og homosocialitet med udspring i en tekst publiceret i vores litteraturfanzine GK #19: "Litteratursynet der danser på min grav" hvor jeg responderer på Prosopopeia-tekster af Morten Auklend og Frode Helmich Pedersen. Her og her er de to sidste sider. Referencen til slut er til filmen The Abyss, og ordene på spansk er fra Google Translate, som var et nyt værktøj dengang. Debatten blev samlet op af Prosopopeia hvor mit svar til Helmich Pedersen havde overskriften "Mini-Bloom rider igen" hvis jeg ikke tager meget fejl. Igår modtog samme Helmich Pedersen Norsk kritikerlags pris som årets kritiker. Vi gratulerer og humrer ved tanken om debatterne i de tidlige 00'ere. Frode er blevet mere åben og mildt left-leaning modsat sit yngere jeg.
Hvordan Norge fortæller historien: Det burde være ukontroverselt at påstå at tekster som blev skrevet i slutningen af 90'erne, blandet andet af Hverven og Gulliksen (Virkelighet og andre essays, Oktober 1996) har en del at gøre med en vis optimisme blandt tidens forfattere som skildrede familielivet, og at dette peger frem mod bølgen af autofiktion som senere udviklede sig.
En tværnational, tværæstetisk fortælling: Selv blev jeg optaget af the real efter at have læst Hal Fosters opgør med Peter Bürgers avantgardeteori i The Return of the Real (October, 1996) som var central i kunstdiskussionerne i slutningen af 90'erne. To danske antologier blev vigtige, nemlig Virkelighedshunger: nyrealismen i visuel optik (2002) og Virkelighed, virkelighed! Avantgardens realisme (2003), begge redigeret af kunsthistorikerne Bodil Marie Thomsen og Britta Timm Knudsen og udgivet på Tiderne Skifter. Her optrådte blandt andet nogle interessante hybridforfattere Claus Beck-Nielsen (nu kendt som Madame Nielsen) og Pablo Llambias som begge virkede mere inspirerede af performance og billedkunst end af de husguder som ellers hersker i det litterære felt. Dette skrev jeg iøvrigt min master om i 2006.
Bokmagasinet 2021: De bizarre ting begynder først at ske når man får fornemmelsen af at flere kritikere i Bokmagasinet vil forsvare virkelighedsliteraturen til sidste blodsdråbe hvis nogen skulle vove at ytre sig kritisk. Desværre kan det ikke anbefales at bygge en ny religion udaf sit litteratursyn og håbe at dette for evigt skal undtage dig for al kritik.
Jeg vil snarere kommentere Fyksens klossete ideologiske steppdans, der et forutsigbart forsvar for den selvbiografiske litteraturens eksistensberettigelse kombineres med en fremstilling av Ellefsen som et postmoderne flagg i vinden, som følger tidens trender og skiftevis har hyllet og detronisert den såkalte virkelighetslitteraturen. Dagens læserbrev i Klassekampen her.
Nogle af os er vældig glade i BBC-dokumentaristen Adam Curtis. Jeg skrev om hans tidligere værk Hypernormalisation og har brugt den som eksempel i essay-undervisning. En ny dokumentar er ude, den skulle være tilgængelig udenfor UK på denne netside, selvom jeg har lidt problemer med at få den til at spille mere end første afsnit. Curtis' collagestil er til stor inspiration for min skrivning, specielt Leonora, men jeg var lidt underwhelmed igår da jeg så begyndelsen. Her er et interview, en Curtis-parodi og en barsk anmeldelse.
LitFestBergen er gået online og foregår i disse dage indtil søndag. Imorgen fredag kan man for eksempel følge 12 timers Literature around the world på YouTube. Vores lille Tekstpod kan man også høre. Cathrine Strøm på Lillehammer, Gunnar Wærness i Skåne og Christensen i København konverserer om publikationen "Bergensbrag-generationen" her. Send mig en melding på Face om du synes det er greit eller shite.
Hvem er den fyr med den pibende stemme? Glenn, store manager, i flix-serien Superstore? Oh, it's all coming back to me, det er jo Mark McKinney fra det canadiske comedy show The Kids in the Hall. Jeg liker ikke comedy, men jeg likte The Kids in the Hall da jeg fandt dem på en lokal kanal engang i 90'erne. Den catchy surf tune (Shadowy Men on a Shadowy Planet!) som indledte programmerne, og den sort-hvide lo-fi æstetik, alt dette matchede min musiksmag perfekt. Det var en tradition at hoppe op og ned i sofaen under denne intro. Mark er blandt andet kendt for karakterene Head Crusher og skræmmende Chicken Lady. Scott er fantastisk, men det største crush havde jeg nok på Bruce, især den legendariske sketch "My Pen" som jeg aldrig er kommet mig helt over. Fandt også en lille dokumentar.
Der dukker pludselig referencer op til noget jeg sagde engang i 2010. Jeg sagde det i et interview med Sandra Lillebø, men skrev det først i anmeldelsen af Beate Grimsruds roman En dåre fri. Desværre har Klassekampen taget linket til interviewet ned, trist når netop formuleringer herfra bliver diskuteret netop nu.
Her er Carina Beddaris tekst, og her er Eirk Vassendens tekst.
Som deltager i den eksterne del af tangkongressen blev jeg opfordret til at hengive mig til en offentlig tangspa, bogstaveligt talt et par badekar med tangblandet vand placeret i en discoagtig rosa belysning. Nogle få modige deltagere iklædte sig badedragter og interagerede med tangen. I et andet hjørne blev der serveret suppe, og nogle af de deltagende kunstnere holdt en meget konkret finissage hvor de rev deres eget værk – mest bestående af lyse træpinde og planker – fra hinanden i en performance som udviklede sig til en jamsession hvor publikum begyndte at lave lyde med træplankerne ved at hamre dem rytmisk i gulvet og rasle med små armbånd og rangler sat sammen af muslinger og ... ja, tang. Tekst og billeder her.
Minder om #metoo før #metoo og kulturarbejdernes krise før kulturarbejdernes krise. Nu hvor den unge Leivestad bliver udråbt til at være en slags visionær synsk profet. Ikke bare unge mænd kan være synske profeter, gamle damer med lang fartstid kan også hyldes. Man behøver ikke skrive dem ud af historien som stakkels, triste og halvvejs sindssyge.
Hvis formålet er at skrive tror jeg ikke på askese, men jeg tror på retreat og har levet udfra en idé om retreat i årevis. 1-2 ugers retreat afbrudt af geografisk forflyttelse fungerer for mig. Helst bo et sted hvor jeg kan skrive om morgenen og gå ud om eftermiddagen og gå mig træt; se på ting, fotografere, skrive dagbog, spise og drikke noget, helst med en ven, og gå hjem og sove. Lige nu er der a whole lotta yin going on and almost no yang. Det fungerer dårligt. Når den ydre verden falder bort bliver jeg desværre ikke mere kreativ. Jeg har ikke brug for voldsom social stimulation, men jeg har brug for en ven og nærhed og samtaler, og jeg har brug for forflyttelse og nye omgivelser. Det er forudsætningen for at sidde 4-5 timer og skrive om dagen; the outside, og den ene ven. Jeg har skrevet om tang, den tekst kan du læse snart, og jeg skriver om skak og gitterværk. Idag har jeg skrevet; not dead, not dead.
Du kender måske Torgallmenningen i Bergen? Nu er Tekstallmenningen åben. Dette er stort. Her kan man købe tidsskrifter, men også bøker. Hør mere om kulturtidsskrifter her.
Fint portræt af Ragnhild Aarvik baseret på mobilfoto af Karen Marie Bille. "Det blir sikkert endnu sværere at acceptere at huset er skævt bygget fra starten, men der er fantastiske skæve huse i verden som fungerer fint," siger jeg. Samsnakk er en talesprogsorienteret netchat, derfor samsnakker jeg på bastard-skandinavisk. Se efter andre Samsnakk-udgaver med fx Gunnar Wærness. Christensen samsnakk med Blomster & Bureau her. Hvem er B&B? Læs her.
Jeg traf et nytårsselskab på syv hjorte mens jeg gik rundt i nabolaget den første morgen i 2021 med rævemasken på. Vi så alle meget ukomfortabelt på hinanden, og nogle af os løb hurtigt bort. Det hører måske med til historien at ræven (the real wild one) tog alle værtens fire høns den første nat jeg boede her. Flere strange & foxy photos right here.
