Martin Sørhaug interviewes af Karin Haugen i dagens Klassekampen, emnet er poesifestivalen i Bergen ved navn Audiatur som udover publiceringen af et massivt katalog i forbindelse med festivalen 27. til 30. september også åbner en netboghandel. Jeg har fået lov at lægge interviewet ud og det er at finde lige her.

Trudging slowly over wet sand
Back to the bench where your clothes were stolen
This is the coastal town
That they forgot to close down
Armageddon - come armageddon!
Come, armageddon! come!

Everyday is like Sontag
Everyday is silent and grey

He does not say it, but the sentiment is there nonetheless, the opposite of what the newspapers do, and though it is perhaps hopelessly utopian, what we would wish someone would do for each of us, show a bit of literary compassion, perform an act of critical intimacy ~~~~~~~~~~~ Strålende tekst om Susan Sontag her.

Trenger vi ----------- kaotiske bøker?

Og det er sandt, den vestlige verden går til helvede, kropssproget er spastisk, neurotisk, vores øjne er store og stirrende. Nu er Det Nye en marketingsstrategi, et nyt produkt. Nogen må prikke hul på Vesten, nogen må åbne op for nye eksotiske rytmer, nogen må åbne op for et gryende multietnisk samfund: This song is New Feeling and that’s what it’s about. Det er David Byrne og Talking Heads der sparker en sang i gang, året er 1977: It’s not yesterday anymore, encore une fois, altså, annonceringen af det nye, en ny sensibilitet.

Og i 1993 er følelsen mindst lige så ny, Kathleen Hanna og riotgrrrlbandet Bikini Kill brøler sin definition på begær igennem, et begær der ikke baserer sig på en magtstruktur hvor den ene part er passiv, den anden aktiv. Men de nyheder Bikini Kill kommer med er ikke blot en rå følelse, den nye følelse er selvsagt også koblet til en overtagel- se af mediet: It doesn’t matter who’s in contol now/ It doesn’t matter cuz this is new radio.

(yet another darling killed)

Was ist sad --------------- verbale pupiller im Århus?

This is a flower! Also reading: Ellen Grimsmo Foros (huuu!) and Simen Hagerup (huuu!), b there or b []

Materialet ligner voksdug, voksdugen er påtrykt fotografier af Wolfgang Tillmans: hyperrealistiske gengivelser af butiksfacader, life size, i al deres trivielle hverdagslighed. Billedskærmene er spændt ud på rammer der skiller scenen i et foran og et bagved. En hånd be- rører billedskærmen fra den anden side, vi ser berøringen – de mørke fingerspidser tættest mod overfladen og den lidt lysere skygge af armen. Vi kan vende hovedet lidt til siden og se samme berøring på en anden skærm, næsten samme berøring, øjeblikket lige før eller lige efter berøringen, i medieret form, registreret af et kameraøje der optager de tre skuespillere bag skærmen live and direct.

Hvad fanden er det her, Wolfgang Tillmans' forbandede fotoatelier? De tre skuespillere, klædt i lange hvide overdådige kjoler (stoffet minder om indkøbsposeplastik, store sorte tal – prisangivelser – pryder slæbet) kan ikke tro deres egne øjne. Agitationsniveauet stiger og skærmen rives ned i et sus, bogstavlig talt, en vindmaskine pisker alt rundt. Dette skal ske et utal af gange, men hver gang en skærm rives ned så tager skuespillerne altid, før eller siden, to trappestiger frem som de kravler op på – med megen besvær, i de høje hæle og med sammenkrammet kjoleslæb – for at fæstne skærmen på rammen igen.

Tod eines Praktikanten af René Pollesch,
Volksbühne am Prater 14.07.07

Nyt om "Olsson-skolen" --------------- her und her.

Google stinker ---------- men her er der et situationistseminar.

In 1971, they both hated hippies with a vengance: 'hippos', McLaren called them. Their interest in fifties clothes had nothing to do with fun or camp. 'It goes without saying', writes Susan Sontag, 'that the Camp sensibility is disengaged, depoliticized - or at least apolitical.' In their different ways, Westwood and McLaren were politicized: this gave them a moral purpose in their approach to clothes.

Fra Jon Savage: England's dreaming (1991)

Möjligen kan man tänka sig att metaforen är användbar för att beskriva inte dikten utan den läsupplevelse den ger upphov till. Att kritikeren skulle kunna göras till ett utrymme för performativa parafraser, som iscenesätter kritikeren som til exempel tandläkare, hysterika eller hidalgo. Men skall man verkligen skriva jag-starka berättelser om texter som saknar subjekt? Och hur undviker man att kontakten mellan text och recension tunnas ut eller försvinner helt och hållet? Accepterar en dagstidningsredaktion överhuvudtaget performativa refensioner?

I vissa fall kan den metaforiska strategien ju också vara direkt destruktiv för den text som drabbas. Det gäller i sådana fall då texten vill uppnå samma effekt som till exempel ett brandalarm eller ett officielt meddelande på radio (men ofta ett söndrat, otyd- bart sådant) - är det då inte att stympa dikten om man upprättar en metaforisk tolkningsnivå som gör den til fiktion - socialt, politiskt og moraliskt frikopplad litteraturen?

Dette skriver Daniela Floman i seneste nummer af Kritiker, #5 som iøvrigt anmeldes her -- Oops, og et strålende interview med Leevi Lehto fra omtalte nummer findes i engelsk version her.

I en anden ende af verden (that is, Oslo og omegn) diskuterer man kunst- og musikkritik under debatfanen "Olsson-skolen" (med reference til kunstkritiker Tommy Olsson). Her er det øjensynligt ikke et spørgsmål om at få lov at eksperimentere, men om redaktionernes overdrevne trendmodtagelighed. Jørgen Lund som skrev det oprindelige indlæg i debatten lurer i sit seneste indlæg i Morgenbladet bl.a. på følgende:

Men historien om annerledeskritikken demonstrerer noe om pressens sans for skriveri om kunst, som jeg er redd ikke er noe blaff. Man kan tippe at porten snart står åpen for neste uangripelige «nyhet», forhåpentligvis noe som er mindre intetsigende og selvopptatt. Spørsmålet om utviklingen av kulturredaksjonenes mulighet til å hevde egne kvaliteter og egne kriterier, er vel egentlig det mest spennende nå.

That is to say, in the scale of realities "lived" reality holds a peculiar primacy which compels us to regard it as "the" reality. Instead of "lived" reality we may say "human" reality. The painter who impas- sively witness the death scene appears "inhuman". In other words, the human point of view is that in which we "live" situations, persons, things. And, vice versa, realities - a woman, a contryside, an event - are human when they present the aspect in which they are usually "lived".

Excuse me? Fra Ortega y Gassets "The Dehumanization of Art" (1948)

Brooooooooooooooooooooooooummmm, dyt-dyt!

A great work of art is never simply (or even mainly) a vehicle of ideas or of moral sentiments. It is, first of all, an object modifying our consciousness and sensibility, changing the composition, however slightly, of the humus that nourishes all specific ideas and senti- ments. Outraged humanists, please note. There is no need for alarm. A work of art does not cease being a moment in the conscience of mankind, when moral conscience is understood as only one of the functions of consciousness.

Susan Sontag: "One culture and the new sensbility" (1965) fra samlingen Against interpretation -- der viser Sontag højt, højt oppe på den æstetiske hest. Siden skulle den etiske hest ikke blive så meget som én millimeter lavere.

(Shit, og hestene ser også vældig ens ud)

(Er det rent faktisk samme hest? Paging Mr. Kierkegaard)

Her er lidt om Rett Kopi, ja ---------- og Trikster beväger pä ßig.

... hvordan er det muligt at skelne mellem kritik af skuespillet og kritikkens skuespil? Hvornår er det usammenhængende billede, den utilfredsstillende repræsentation blot endnu et af de sensationsgys, massemedierne konstant cirkulerer? Situationisterne mente, det var muligt at skelne, og de var overbevidste om, at de kunne vende massemediernes billeder, jingles og brands på hovedet. Situationisterne vidste, hvordan det hang sammen, men de balancerede gang på gang faretruende mellem kritik af skuespillets repræsentationer og repræsentationen af kritik, den revolutionære forvandling af hverdagen var hele tiden snublende nær ved at blive en tivoliseret fortsættelse af undertrykkelsen.

Mikkel Bolt, Skandinaviens situ-viter no. 1, i uundværlige Rett Kopi.

... an Icelander named Audun, who had travelled all the way from Greenland to Denmark to present the king with a polar bear (the tale of his journey, Audun's Tale, is one of the most delightful short stories in world literature).

Fra The Vinland Sagas: The Norse Discovery of America

Gärtner ist --------------- ða þomþ.

Tröbbel in Iceland --------------- a bunch of people wanna do something about it this weekend.

Therese Bjørneboe artikulerer sig om Matias Faldbakken her --------------- (å jæ sir noe om Cornelius Jakhelln hær).

Så jeg ser na­tur­lig nok et­ter noe jeg li­ker, men fin­ner det ikke før jeg kom­mer til Tinguely Mu­se­um, som vi­ser en ju­bi­le­ums­ut­stil­ling over situasjonismen 1957–1972. Men da er det min sis­te dag i Ba­sel, og jeg kom­mer dit ti mi­nut­ter før de sten­ger og lø­per gjen­nom sa­le­ne som en dåre inn­til jeg når frem til den lil­le, sam­men­bit­te tan­ten som vræ­ler Geschlossen i et to­ne­fall som gjør det klart at det­te over­ho­det ikke er noe som kan dis­ku­te­res. Bit­ter kjø­per jeg ka­ta­lo­gen på vei­en ut. Den er, selv­føl­ge­lig, på tysk.

Kunstkritiker Tommy Olsson (som tiger'n også drev og name-checkede på sin blog tilbage i 2005) on the loose i Basel, i dagens MB.

Herr Nexø kommenterer "det norske poesirabalder" (quote-unquote).

Både Nypoesi og Afsnit P har fået nye stepsko, tap-tap-tap.

Mange tak for postkortene. Vi har sol og sommer her. På tirsdag kommer din far på besøg. Ellers går det fint her. Jeg sidder på mit værelse og skriver til dig. Jeg går af og til i Parkhuset og drikker et par lyse øl. Blomsten jeg fik af dig kunne ikke mere, jeg har ellers husket at vande den. Om mandagen er her musik, det er en der spiller harmonika. Jeg bruger af og til læsebriller. Jeg ryger nogle cigaretter, som jeg henter på tanken. Af og til går jeg i kirke her. Vi får dejlig mad her.

Mom, look at me, mom.
Mom: I stare into the distance, my daughter's gaze hits the side of my face. My legs are so skinny, they are barely holding me up: I look like a fluffy cloud. Here in this cross stitch hell, those dots are supposed to look like flowers, but I think it is my breasts and my uterus, looking like fried eggs, splashed onto the ground, splashed in front of my face, stitched to the fake sky, like some kind of fake utopia.

Beklagelser til Niels Lyngsø/verden i kommentarfeltet.

Nogle af os har ventet indtil vi blev helt blå i huerne, men nu ser det ud til at Rett Kopis manifestnummer endelig er her.

Nyt fra Herr Wold --------------- Svar er dukket op.

Lullehummer? Litteraturpaparazzi ude af kontrol, def. But not quite like last year. En dame introducerede sig med dyb stemme på Oslo S torsdag morgen: "Dubravka" -- Wuuu! Selvom at Ugresics oplæg på Kritikerseminariet ikke var uproblematisk; den post-kommunistiske intellektuelle i Kroatien blev bærer af absolut alle de styggeste tegn på postmoderne opløsning, uden at alternative vinkler blev antydet. Har på fornemmelsen at indlægget havde større (selv-)ironier i sig end fremførelsen skulle tilsige.

Ellers var det the three faces (mindst, hér et af dem) of the pricewinning Cornelius Jakhelln som stjal showet, hans oplæg på Kritikerseminariet pegede sig ind på Literary Darwinism, hm-hm, den tygger vi lige lidt på. Ellers bør Sara Stridsberg, Martina Lowden og C-M Edenborg (ekstra points for skæg) prises for substantielle, kønstnerisk-pærfårmative bidrag til det almene cirkus.

Anmeldelse af Niels Lyngsø: 39 digte til det brændende bibliotek >>>