Occupy Barbie Dreamhouse

 

Læs om Occupy Barbie Dreamhouse her. Køb bogen her. Læs om Barbie-filmen her.

Da Devo begyndte at samle sig, delte bandmedlemmerne en dadaistisk følelse af politisk desillusion og raseri. De mente at smerten skulle vrøvles væk som det oprindeligt skete på den schweiziske avantgardecafé Cabaret Voltaire, hvor dada-bevægelsen reagerede på første verdenskrigs rædsler med absurdistisk performancekunst. Ny tekst på net.

 

Bog fra Kathleen om barndom og opvækst til maj næste år 💖💖💖

Jeg laver indhold

Hvad er indholdet i en mælkekarton, hvad er indholdet i dine tarme? Bare noget der fylder, noget som skinner og blinker og hypnotiserer, noget som tager din tid væk fra alt andet. Jeg har kurateret glitrende indhold til den kommende udgave af Norsk kunstårbok. Nu kan jeg sige at næsten alt materiale er i Dropbox til designeren, og vi håber vi kan lancere årets udgave allerede i september. Det er ikke et fotogent job at redigere. Den visuelle kultur kræver billeder, måske derfor alle forfattere hopper op på scenen; de vil ske. Stay tuned, Norsk kunstårbok sker til høsten, og vi sker ikke uden et publikum, so I'm counting on you. And you. And you.

PIT happens

Jeg er snart på vej mod Porsgrunn hvor PIT happens right now, den store internationale teaterfestival som I år har inviteret det amerikanske teater Double Edge med deres stykke om Leonora Carrington. Her er et interview jeg gjorde på et mørkt hotelrum på Lillehammer noget tid tilbage. Stykket spilles fredag og lørdag kveld, og jeg holder intro begge dage.

Verdens mest twee profet

Glad for at se den britiske kulturkritiker Mark Fisher (1968-2017) omtalt i dagens Klassekampen, det er Eirik Høyer Leivestads forord til den norske oversættelse af Capitalist Realism: Is There No Alternative? som kommer på Forlaget H//O//F nu. Samme bog kom på dansk på Antipyrine i 2021. Fisher spiller sammen med Donna Haraway en helt central rolle i min bog om Leonora Carrington. Ikke for sent at skaffe sig Leonoras reise på norsk eller dansk. Min anmeldelse af The Weird and the Eerie her. 

Skandinaviens bedste kulturtidsskrift Vagant præsenterer min spalte Flugtlinjer som har eksisteret siden 2010 på deres instagram-konto right here. Tiderne er svære for kulturtidsskrifterne, og Vagant kæmper en hård kamp som mange andre skandinaviske tidsskrifter. Du kan hjælpe ved at bestille abonnement og få gnistrende eksplosiv læsemateriale direkte i posten. Der kæmpes netop nu om tidsskrifternes og kritikkens overlevelse, som man blandt andet kan læse om her og her. 

 

A lot of music texts coming up soon. Counting Depeche Mode and Peter Gabriel six texts are either written or planned for 2023. You can probably guess this band, right? 

The Only Lasting Truth is Change

 

Sadly Claire Bishop couldn't make it, it's only me with my limited resources. If you wanna know a little bit about the BEK Bergen senter for elektronisk kunst symposiums The Only Lasting Truth is Change in 2021 and 2022 you can read essays by Roar Sletteland and myself in this elegantly designed new publication.

Depeche Mode stod centralt i mit opvækstmiljø i den københavnske forstad. Deres kling-klang-pop fungerede som det perfekte soundtrack til betonbyggerierne og storcenteret i mit nabolag. Der var konsensus om at alle dansede når Just Can't Get Enough blev spillet. Hvad kan være mere ungdommeligt end ikke at kunne få nok? Dette var den tidlige begyndelse hvor Vince Clarke satte agendaen før han gik til Yazoo, og Depeche blev opslugt af mørke følelser. I 1982 bestilte jeg A Broken Frame og Upstairs at Eric's på kassettebånd gennem en postordre-pladeklub. At have dem på vinyl var alligevel udelukket, de var for poppede, jeg optog dem hellere af venner. Dermed har jeg aldrig ejet en DM vinyl og aldrig været på koncert med dem før Global Spirit Tour i Warszawa 2017. Just to clarity the relation. 

Et af de mest interessante aspekter ved DM er hvor store de er i de tidligere østbloklande hvor de mere eller mindre er synonym med gay liberation. At samles på gaden som DM fans i Rusland har en bestemt undertone. Her bliver Dave Day fejret den 9. maj, både Gahans fødselsdag og dagen hvor russernes sejr over Nazi-Tyskland fejres. Lige nu udstiller den britiske kunstner Jeremy Deller på Charlottenborg i København og han interesserer sig blandt andet for DM fandom. Se hans eminente dokumentar om DMs betydning i østbloklandene. Læs mit DM essay her. Jeg har iøvrigt også været på Bergen Kunsthall. 

Overflødighetshornet

Gratulerer Andreas Töpfer og Vagant og alle prismodtagere! Kom til at tænke på en af mine yndlingsplader nogensinde, Cocteau Twins: Garlands og denne sang. Jeg kender ingen som har kæmpet så hårdt som Audun de seneste år siden Vagant blev selvstændig. En dag skal den historie fortælles. Læs Auduns opdatering på Facebook. Abonnement her. 

Leonora, la maga y la maestra

 

Jeg er så spændt på dette! Amerikanske Double Edge Theatre kommer til Skandinavien i juni for at spille deres stykke om Leonora Carrington og Alejandro Jodorowsky Leonora, la maga y la maestra. Jeg har en lillebitte rolle at spille i dette, men jeg kan ikke afsløre præcis hvad det drejer sig om endnu. Helt sikkert er det at jeg ikke skal spille Leonora.

Efter pandmien blev jeg en outdoorsy person i min relation til Bergen. Ting at checke ud: Hvilke ture tilbyder DNT Byfjellstrimmen? It's free and fun, men du må muligens studere norske utelivsvaner og investere i rette outdoorsy tøj, ellers kan det ske du blir mobba på fjella. Senest blev mine sko kommenteret på Fløyen, jeg svarede: "Tak, jeg har det fint, og det er ikke joggesko!" At jeg svarede på dansk gjorde selvsagt at alle fordomme blev bekræftet. Personligt synes jeg det er trist at den slags kommentarer falder, uanset om det så er venligt ment. De moraliserende ord rungede i mit hoved i lang tid efter, og det er ikke så sjovt når man er et modigt menneske som går rundt alene i fjellnormaliteten hvor de fleste har hunde, børn og råd til dyrt fjelloutfit. Ole Bulls villa på Lysøen er lukket for renovation nu, men DNT lavede en tur i søndags som var helt fabelagtig. 

En dag på stranden

Piger der holder ferie med deres far ved stranden. Der er ikke så mange film med dette tema, men nu kan jeg nævne to. Aftersun (2023) skrevet og instrueret af Charlotte Wells, poetisk og subtil, måske den mest subtile film jeg har set nogensinde. Ville vinde olympiaden i subtilitet. Så er der den underlige film A Day at the Beach (1970) skrevet af Roman Polanski og optaget i København. Her er datteren meget mindre, en lille prik som løber rundt i en gul regnfrakke på Bellevue strand mens faren drikker sig fuld. Det er næppe en god film, men jeg blev besat af locations. Efter lang tid fandt jeg ud af at Winnie bor på Amaliegade ned mod Amalienborg, jeg kunne ikke huske hvor den underlige port i baggrunden hørte til. Det er klart at Københavns geografi ikke behøver at stemme, og det gør den heller ikke. Efter Klampenborg station er vi på Gråbrødre Torv og så på Bellevue strand og på Bakken. På stranden findes et lille telt hvor et bøssepar sælger souvenirs, en cameo af Peter Sellers som krediteres som A. Queen. Det underlige er hvor tålmodigt alle kigger på den berusede hovedperson mens han holder på med sine kvasipoetiske rambles og Winnie løber rundt for sig selv. I en trehjulet bil til Helsingør hvor færgen går til Sverige, og vi får et glimt af Rudolf Tegners skulptur Herakles og Hydraen før det blir obskurt barliv på Christianshavn og Amager.

Villmannens estetikk

Asger Jorn i Valencia, og Leonora hænger ud i Madrid. Anbefaler Pax Artes-bogen 💚💚💚

Norsk kunstårbok 2023 in the making

Ubeskrivelig tøff og trist start på året med mange ansøgninger og rapportskrivning. Jeg har endelig idag fået kontrakt på arbejdet med Norsk kunstårbok 2023 og kan gå igang med det egentlige arbejde, nemlig med teksterne, og siden med layout sammen med designer Ulf og Oslo-redaktør Marcus. Vi har taget runden to gange nu, og jeg tror arbejdet bliver nemmere og sjovere tredje gang. NKÅ 2022 er stadig pretty fresh og fuld af gode essays om kunst. Go get it. NKÅ vil være tilstede ved Bergen Art Book Fair i april. 

Never Let Me Down remake, 2017

Sommeren 2017 opdagede jeg at Depeche Modes video «Never Let Me Down» (1987) er optaget femten minutters bilkørsel fra min fars hus i den københavnske omegn. Jeg bestemmer mig for at lave en remake.

Her er raps- og kornmarkerne. Her er vindmøllen til højre for vejen hvor jeg kommer kørende i en lille tyskproduceret Isetta. På den anden side af bakken ligger Edelhave Gods. Isetta og rød megafon, check. Jeg har et skarpt jakkesæt på og solbriller. Vi tager en kaffepause, og jeg sidder ved siden af min far, der spiller rollen som min bedste ven. Han skuer ligegyldigt ud mod horisonten. Vi drikker kaffe af en gammeldags kaffekande. Jeg har det ganske dårligt og orker næsten ikke at synge: «Jeg håber min bedste ven aldrig svigter mig igen.» 

Jeg får svinget den lille Isetta ud gennem bindingsværkporten. Vi finder brændestablen nederst i parken på Edelhave Gods. Jeg har hatten og harmonikaen med. En statist står i kornmarken mens hun peger. Glitrende vand bag hende. Min far fægter med en stok midt ude i kornmarken. Signalerne er forvirrende. Hatten blæser af fugleskræmslets hoved. Statisten løber i slow motion henad vejen. Noget er ved at ske, noget går galt. 

Jeg falder i rapsmarken, synker ned i mulden. Rejser mig og løber, falder igen. Jeg kommer på benene igen og poserer stift som fugleskræmsel. Hatten blæser af mit hoved, eller er det hovedet som blæser af? Min far og statisten forsøger at støtte mig. Der er højspændingsledninger i baggrunden. Det er blevet mørkt nu, min far har tændt en lygte og holder den op for at vise mig vejen. Se på stjernerne, siger han. Se på lygten, så finder du vejen. Jeg er i tvivl om hvorvidt min bedste ven ved, hvad han snakker om. Han holder lygten op for at vise mig vejen, men jeg ser den ikke. Jeg falder lige bag ham i mørket og bliver liggende.

Fra min tekst "Twee Neubauten rejser ind i lyset" publiceret i ENO norsk musikkårbok 2017. 

Jeg har underholdt mig med Bret i januar, because why not. Læs her 💜💜💜💜💜

Bretaholic

Jeg troede lige jeg opfandt ordet, men det lader sig google, og jeg finder en reference til irrelevant comedy show. Easton Ellis mener jeg naturligvis. Men for h****** hvor er det slidsomt at tvinge sig igennem så mange sider. The Shards er desværre overvægtig på den ufede måde med alt for meget flæsk som uden tvivl skal holde det tynde plot godt gemt. Jeg synes virkelig godt om Lunar Park i 2008 og mindre godt om Imperial Bedrooms som lige som The Shards vender tilbage til tiden i 80'erne hvor debuten Less than Zero gjorde Bret synlig i verden. Bret, jeg ved ikke. Fem år ældre, men føler stor generationsmæssig resonans. 

Hello 2023, we are trying to like you. Today we tried extra hard to like you by walking up some mountains. Under ten layers of clothes due to zero degree kinda weather. Cheer up, already! 2023, we are a gang of serious aunties, and we will eat you like an orange.

 

Vagant media takeover

Årets sidste nummer af Vagant kan lastes ned her gratis. Et hårdtslående metanummer om værdien af tidsskrifter og den aktuelle tidsskriftkrise. Audun interviewes også i dagens Kk.

Astrups overvågningskål

Et ikke så velkendt faktum er at man i 1920'ernes Norge havde såkaldt "overvågningskål" ... kål som en slags CCTV som ganske rigtigt var kål, men mere end det; kål som øjne, kål som kjønn. Et kendt eksempel på overvågningskål findes i kunstmaleren Nikolai Astrups værk Kald vår (1926-1928) som vi her ser et udsnit af. Her + her er årets sidste anmeldelser fra Christensens hånd. 

Flickrs Best shot 2022

Jeg har været på Flickr siden 2004 og oplever det som et godt sted at være. Senest er det også blevet et reelt community med mere social interaktion. Det er ikke altid man trænger dette, men grupperne er begyndt at fungere bedre, oplever jeg, og især er det fornøjeligt at være med i Best shot-gruppen som altid popper op mod slutningen af året. Igår valgte jeg ud mit bedste billede fra 2022 og omdøbte det til "The editor is always working" ... det er et billede fra Auduns og min tur over Vidden i juli. Audun var igang med arbejde og stoppede ofte midt i landskabet og dealede med Vagant på sin mobiltelefon. Tingene har spidset sig til i løbet af 2022 hvor vi begge er flyttet tilbage til Bergen midt i en episk krise i vores felt og så klart på alle øvrige niveauer samtidig. Det er et sammenfiltret krisekompleks. Jeg iagttager Audun med kollegaens, den livslange vens og sykeplejerens blik og er med jævne mellemrum urolig. Jeg kan ikke huske at vi har slidt sådan med penge siden 2003, men der var vi kække og optimistiske, og offentligheden var et godt sted at være, ikke et social media hellhole som idag som emmer af random negativitet. Quant à moi? Ça ne va plus très bien.

Insane tilbud køb til jul

Mange beder mig læse dette afnit højt. Mine bøger byder sig an som nuttede julegaver. Her er den ulne avantgarde, En punkbønn og Leonoras reise superbilligt på norsk og dansk. Brag her. Norsk kunstårbok kan købes her og her. 2021 er special hot corona issue.

Best of the best of the best 2022

Det er november, men forsøger mig alligevel med en best of-liste. 

Norsk litteratur: Hjerteskog/M. Seppola Simonsen, Biosphere/Bernt Erik Pedersen, Hus om natta/Tormod Haugland og Annette Kierulf, Årets julegave/Agnar Lirhus, Skinnende døde/Mazdak Shafieian. Special mention: Høyreluren, Vagant og Norsk kunstårbok 😼😼

Musik: Biosphere/Shortwave Memories, Horsegirl/Versions of Modern Performance, Gwenno/Tresor, Pantha Du Prince/Garden Gaia, Anja Lauvdal/From a Story Now Lost. Mixtape her. Special mention: Jenny Hval/Classic Objects 

Musik, live 2022: Kristin Hersh/Stairway Copenhagen, Arab Strap/Kulturhuset Bergen, Deafheaven/USF Bergen, Peaches og Angélique Kidjo/Grieghallen Bergen. Special mention: Friform Kirkenes Williams/Røysum/Meaas Svendsen/Osgood

Årets idiot udtaler sig her. Best music videos her + her + her

Tidens ånd indeed

Jeg blev sat til at skrive svar på tre spørgsmål af Tidens Ånd, men det var alligevel ikke relevant, mente de. I stedet tog de med en masse løsprat selvom jeg gik med til interviewet fordi det skulle handle om Norsk kunstårbok. Her er arbejdet som blev kastet ud af vinduet. 

Hvordan vil du beskrive kunståret 2021?

Det var et af to svære år prægede af pandemi og nedlukning, men kunstverdenen havde nu gjort sig nogle erfaringer i forhold til at takle den nye situation. Som redaktør kunne jeg endelig rejse rundt i Norge takket være gode residency-ordninger. Det er nok blevet vældig svært at tale om nogle klare, overordnede tendenser; det er pretty much mere af alt som gælder. Den aktuelle kunstårbog afspejler nogle af mine egne interesser, blandt andet er jeg optaget af hvad der skal ske med Maddi Kunsthall i Tromsø som pre-åbnede i december 2021 og forsøger at lære mig ting om samisk og kvensk kunst og kultur.

Hvilke minneverdige kunstopplevelser har festet seg fra fjoråret? 

Jeg opholdt mig to måneder i Trondheim takket være Art Scene og Lademoen Kunstnerverksteder netop som K-U-K Kjøpmannsgata Ung Kunst åbnede. På åbningsudstillingen It's Just a Phase kurateret af Rhea Dall og Elmgreen & Dragset var der meget at se på, og ligeså på den underjordiske fantasirejse som dele af Sex Ecologies på Kunsthall Trondheim udviklede sig til. Jeg bryder mig ikke så meget om at udpege hvad som er bedst, heldigvis har jeg landets flinkeste kunstkritikere til at gøre deres egne udvalg i Norsk kunstårbok, men jeg ved hvad jeg havde overskud til at fordybe mig i, og det var tilfældet på Kode i Bergen hvor jeg så Marit Følstads udstilling Akashic Field. Kunstnerens konceptualisering fik os til at stille spørgsmål, men det var i sidste ende den grønglitrende kvartsit fra Kautokeino som var stjernen. 

Hva etterlyser du mer av i den skandinaviske kunstverdenen?

Lige nu er jeg stadig beruset over hvad jeg fik at se på venedigbiennalens udstilling Milk of Dreams i kombination med Sami Pavillion og på Arkens retrospektive Leonora Carrington-udstilling udenfor København. Det er så bizart hvordan den økosurrealisme som lå og slumrede i mit eget hoved har fået så meget plads i kunstverdenen i 2022. Laure Prouvosts totalinstallation på Nasjonalmuseet oplever jeg i forlængelse af dette; en ekstatisk og morsom udstilling som også reelt formidler klimakrisen på en måde hvor de mindste kan være med. Det er ikke en verdensfjern, fabulerende kunst som står i noget modsætningsforhold til virkeligheden, snarere tvært imod. Mere af det. 

Linker til Nicholas Nortons anmeldelse af Provoust for at anskueliggøre at der er andre mulige vinkler. Her kunne vi have snakket om noget interessant, men sådan blev det ikke. 

I 2022 har jeg skrevet for Vagant, Kunstkritikk, Kunsthåndverk, Billedkunst, Munchmuseet og CAS. Jeg har optrådt på Arken, La Biennale di Venezia, Munchmuseet, kritikerseminariet på Lillehammer, avantgardekonference på KUA, Litteraturhuset i Bergen, i regi af Visp på Landmark, på Borups Højskole og på diverse arrangementer for Norsk kunstårbok. Tak til de som inviterede og udbetalte løn. 

Ikke-spekulativ doku

Der er desværre ofte lidt af en backlash efter en specielt travl periode. Time to become a zombie, but not quite. Fjernsyn kan stadig være oplysende, og jeg ser dokumentarer. På den anden side af true crime og madprogrammer er der ofte noget som er værd at se hvis man graver dybt nok; doku som er ikke-spekulativ, uden effekter og højt tempo. Nu har jeg set Zac Efrons rejse rundt i Australien Down to Earth sammen med hans buddy Darin. De er sådan emo-surfer-fyre, men de kommer rundt og ser på en del initiativer som skal være med til at modvirke global opvarmning. Så er der en doku om Venedig med den vattede titel I Love Venice, men den er god og handler om et begyndende oprør mod turisme og udvandring. Så er der Blitzed! om den famøse Blitz-klub i London i 80'erne. Boy George og Marilyn ser freshe ud, men jeg er nok mest interesseret i det dokumentariske materiale. 

Cultural History of the Avant-Garde in Nordic Countries

 

Et notorisk underkommunikeret forskningsprojekt som trænger mere opmærksomhed og ikke mindst anmeldelser. Nu kommer sidste udgave af dette utroligt omfangsrige studie af de nordiske avantgardebevægelser! Gratis konference starter på Københavns Universitet på torsdag 15.00 og læs dig igennem indholdsfortegnelsen her og bliv meget sulten. Jeg har bidraget med tekster om Wencke Mühleisen og Bergens småforlag i 00'erne.