Ubeskrivelig tøff og trist start på året med mange ansøgninger og rapportskrivning. Jeg har endelig idag fået kontrakt på arbejdet med Norsk kunstårbok 2023 og kan gå igang med det egentlige arbejde, nemlig med teksterne, og siden med layout sammen med designer Ulf og Oslo-redaktør Marcus. Vi har taget runden to gange nu, og jeg tror arbejdet bliver nemmere og sjovere tredje gang. NKÅ 2022 er stadig pretty fresh og fuld af gode essays om kunst. Go get it. NKÅ vil være tilstede ved Bergen Art Book Fair i april.
Jeg troede lige jeg opfandt ordet, men det lader sig google, og jeg finder en reference til irrelevant comedy show. Easton Ellis mener jeg naturligvis. Men for h****** hvor er det slidsomt at tvinge sig igennem så mange sider. The Shards er desværre overvægtig på den ufede måde med alt for meget flæsk som uden tvivl skal holde det tynde plot godt gemt. Jeg synes virkelig godt om Lunar Park i 2008 og mindre godt om Imperial Bedrooms som lige som The Shards vender tilbage til tiden i 80'erne hvor debuten Less than Zero gjorde Bret synlig i verden. Bret, jeg ved ikke. Fem år ældre, men føler stor generationsmæssig resonans.
Årets sidste nummer af Vagant kan lastes ned her gratis. Et hårdtslående metanummer om værdien af tidsskrifter og den aktuelle tidsskriftkrise. Audun interviewes også i dagens Kk.
Et ikke så velkendt faktum er at man i 1920'ernes Norge havde såkaldt "overvågningskål" ... kål som en slags CCTV som ganske rigtigt var kål, men mere end det; kål som øjne, kål som kjønn. Et kendt eksempel på overvågningskål findes i kunstmaleren Nikolai Astrups værk Kald vår (1926-1928) som vi her ser et udsnit af. Her + her er årets sidste anmeldelser fra Christensens hånd.
Jeg har været på Flickr siden 2004 og oplever det som et godt sted at være. Senest er det også blevet et reelt community med mere social interaktion. Det er ikke altid man trænger dette, men grupperne er begyndt at fungere bedre, oplever jeg, og især er det fornøjeligt at være med i Best shot-gruppen som altid popper op mod slutningen af året. Igår valgte jeg ud mit bedste billede fra 2022 og omdøbte det til "The editor is always working" ... det er et billede fra Auduns og min tur over Vidden i juli. Audun var igang med arbejde og stoppede ofte midt i landskabet og dealede med Vagant på sin mobiltelefon. Tingene har spidset sig til i løbet af 2022 hvor vi begge er flyttet tilbage til Bergen midt i en episk krise i vores felt og så klart på alle øvrige niveauer samtidig. Det er et sammenfiltret krisekompleks. Jeg iagttager Audun med kollegaens, den livslange vens og sykeplejerens blik og er med jævne mellemrum urolig. Jeg kan ikke huske at vi har slidt sådan med penge siden 2003, men der var vi kække og optimistiske, og offentligheden var et godt sted at være, ikke et social media hellhole som idag som emmer af random negativitet. Quant à moi? Ça ne va plus très bien.
Det er november, men forsøger mig alligevel med en best of-liste.
Norsk litteratur: Hjerteskog/M. Seppola Simonsen, Biosphere/Bernt Erik Pedersen, Hus om natta/Tormod Haugland og Annette Kierulf, Årets julegave/Agnar Lirhus, Skinnende døde/Mazdak Shafieian. Special mention: Høyreluren, Vagant og Norsk kunstårbok 😼😼
Musik: Biosphere/Shortwave Memories, Horsegirl/Versions of Modern Performance, Gwenno/Tresor, Pantha Du Prince/Garden Gaia, Anja Lauvdal/From a Story Now Lost. Mixtape her. Special mention: Jenny Hval/Classic Objects
Musik, live 2022: Kristin Hersh/Stairway Copenhagen, Arab Strap/Kulturhuset Bergen, Deafheaven/USF Bergen, Peaches og Angélique Kidjo/Grieghallen Bergen. Special mention: Friform Kirkenes Williams/Røysum/Meaas Svendsen/Osgood
Årets idiot udtaler sig her. Best music videos her + her + her
Jeg blev sat til at skrive svar på tre spørgsmål af Tidens Ånd, men det var alligevel ikke relevant, mente de. I stedet tog de med en masse løsprat selvom jeg gik med til interviewet fordi det skulle handle om Norsk kunstårbok. Her er arbejdet som blev kastet ud af vinduet.
Hvordan vil du beskrive kunståret 2021?
Det var et af to svære år prægede af pandemi og nedlukning, men kunstverdenen havde nu gjort sig nogle erfaringer i forhold til at takle den nye situation. Som redaktør kunne jeg endelig rejse rundt i Norge takket være gode residency-ordninger. Det er nok blevet vældig svært at tale om nogle klare, overordnede tendenser; det er pretty much mere af alt som gælder. Den aktuelle kunstårbog afspejler nogle af mine egne interesser, blandt andet er jeg optaget af hvad der skal ske med Maddi Kunsthall i Tromsø som pre-åbnede i december 2021 og forsøger at lære mig ting om samisk og kvensk kunst og kultur.
Hvilke minneverdige kunstopplevelser har festet seg fra fjoråret?
Jeg opholdt mig to måneder i Trondheim takket være Art Scene og Lademoen Kunstnerverksteder netop som K-U-K Kjøpmannsgata Ung Kunst åbnede. På åbningsudstillingen It's Just a Phase kurateret af Rhea Dall og Elmgreen & Dragset var der meget at se på, og ligeså på den underjordiske fantasirejse som dele af Sex Ecologies på Kunsthall Trondheim udviklede sig til. Jeg bryder mig ikke så meget om at udpege hvad som er bedst, heldigvis har jeg landets flinkeste kunstkritikere til at gøre deres egne udvalg i Norsk kunstårbok, men jeg ved hvad jeg havde overskud til at fordybe mig i, og det var tilfældet på Kode i Bergen hvor jeg så Marit Følstads udstilling Akashic Field. Kunstnerens konceptualisering fik os til at stille spørgsmål, men det var i sidste ende den grønglitrende kvartsit fra Kautokeino som var stjernen.
Hva etterlyser du mer av i den skandinaviske kunstverdenen?
Lige nu er jeg stadig beruset over hvad jeg fik at se på venedigbiennalens udstilling Milk of Dreams i kombination med Sami Pavillion og på Arkens retrospektive Leonora Carrington-udstilling udenfor København. Det er så bizart hvordan den økosurrealisme som lå og slumrede i mit eget hoved har fået så meget plads i kunstverdenen i 2022. Laure Prouvosts totalinstallation på Nasjonalmuseet oplever jeg i forlængelse af dette; en ekstatisk og morsom udstilling som også reelt formidler klimakrisen på en måde hvor de mindste kan være med. Det er ikke en verdensfjern, fabulerende kunst som står i noget modsætningsforhold til virkeligheden, snarere tvært imod. Mere af det.
Linker til Nicholas Nortons anmeldelse af Provoust for at anskueliggøre at der er andre mulige vinkler. Her kunne vi have snakket om noget interessant, men sådan blev det ikke.
Der er desværre ofte lidt af en backlash efter en specielt travl periode. Time to become a zombie, but not quite. Fjernsyn kan stadig være oplysende, og jeg ser dokumentarer. På den anden side af true crime og madprogrammer er der ofte noget som er værd at se hvis man graver dybt nok; doku som er ikke-spekulativ, uden effekter og højt tempo. Nu har jeg set Zac Efrons rejse rundt i Australien Down to Earth sammen med hans buddy Darin. De er sådan emo-surfer-fyre, men de kommer rundt og ser på en del initiativer som skal være med til at modvirke global opvarmning. Så er der en doku om Venedig med den vattede titel I Love Venice, men den er god og handler om et begyndende oprør mod turisme og udvandring. Så er der Blitzed! om den famøse Blitz-klub i London i 80'erne. Boy George og Marilyn ser freshe ud, men jeg er nok mest interesseret i det dokumentariske materiale.
Selv på den anden side af døden har nogen af os travlt med at rejse verden rundt. I 2022 kan det virke som om de kvindelige surrealister er stået op fra deres respektive grave. Hvis jeg må have lov at citere mig selv fra nyeste Vagant 2/2022. Anbefaler varmt den store Leonora-udstilling på ARKEN Museum for Moderne Kunst, som jeg glæder mig til at se igen næste uge. Velkommen til foredrag onsdag den 19. oktober! Der er rigtig meget Leo i alle kanaler, senest hørte jeg podcasten Missing Witches hvor Leos søn Gabriel og barnebarn Daniel blir interviewet. Håber vi ses i Ishøj. Det tager cirka 20 minutter med toget fra Hovedbanegården og så hopper man på en eksotisk strandbus 128 som kører gennem et surrealistisk strandlandskab, you know the deal.
Her kommer Vagant 1/2022 og bare om to uger kommer 2/2022. Det blir altså et Vagant-festfyrværkeri i din postkasse i årets sidste måneder, som når Perseidernes meteorsværm passerer over os i verdensrummet. Min tekst om Milk of Dreams som jeg skrev i april vil også være at læse, lige før Milk of Dreams lukker i november. Et tips fra en insider jeg tilfældigvis sad ved siden af i Bergen Assembly-bussen sagde at det var en god idé at se udstillingen i dens sidste uge for da kommer alle kunstnerne tilbage til Venedig. Until then, enjoy the Vagant version of the Perseids. Bestil abo og støt de norske kulturtidsskrifter! 💕💕💕
Desværre meget mere bogstavligt end man kunne ønske. Jeg har ingen planer for denne regnvåde sommer i Bergen andet end en kort tur forbi København til en funny kropslig undersøgelse. Hvis jeg skal vride hjernen for at komme på noget jeg kan glæde mig til i fremtiden må det blive ophold i Kirkenes i regi af Pikene på Broen og åbningen af stor Leonora-udstillingen på Arken.
Generelt virker talerne for lange og pratsomme og for fulde af jeg. Derfor er jeg glad for det vi som af og til lufter sig i mit oplæg. Både Bernhard og jeg reagerede på brugen af ordet parasit [Norheim], en figur som også forekommer i Hvervens kåseri i en anden sproglig form. Bernhard slængte på en kommentar om dette som ikke findes i den publicerede tekst. At kritikeren skulle parasittere på noget ægte, den ægte kunst, er en tanke som gør mig kvalm. Jeg er blevet til som kritiker i direkte opposition til en sådan rolleforståelse. Er det misforstået ydmyghed at kalde sig selv parasit? Der blir ikke mindre jeg i teksterne af den grund, snarere tvært imod. Man bygger op sin persona, man snakker fra sin position, man er sin ansættelse, men kritikeren er ikke en blomst som er vokset frem på 100% organisk vis. Grundelementerne er økonomi og maskespil. Lønnen lader kritikeren manifestere sig, mens maskespillet kan gøre fri og bevægelig. Det virker komisk at bilde sig ind at man er et ædelt åndsmenneske, mine idealer er det-og-det, når man i bund og grund performer sin ansættelse og nyder det stort. Mere om kritik her.
