NOTHING TO SEE HERE, MOVE ALONG >>>>>>>>>>>>>>>>>>>
THE SOCIETY OF THE CLAWS TALKS SPECTACLE HAS BEEN CANCELLED.

... det ville være absurd at spilde kræfter på, det er som om vi alle looper rundt i en simulakrumverden af kunstige problemstillinger. Pointen med anmeldelsen var bl.a. at rette søgelyset på Grimsruds erklærede intention om at skrive "politisk litteratur" - jeg synes ikke hun får dette til, få vil diskutere de psykiatriske institutioner udfra denne bog. Sammenlign med Anna Odell, hendes performance rykkede både ved kunstinstitutionens grænser, og den psykiatriske institution måtte udtale sig, og man stillede spørgsmål ved lovværk. Hellere læs artiklen i KK idag om Oslo Hospital Psykiatrisk Sykehus som er nedlægningstruet end at bruge mere energi på dette.

På Claws Talks har vi forsket lidt på hvad som faktisk synges i begyndelsen af hver Ashtanga yoga-time. Vi kan nemlig godt lide at synge; lydene er nice, ren kling-klang, men en betydning findes altså også et sted. Det viser sig at man hylder en fyr ved navn Patanjali (som dufter af salvie). Patanjali holder tre ting: Et ildhjul (uendelig tid), en konkylie (guddommelig lyd) og - last but not least - "the sword of discrimination", et sværd som er lig med evnen til at skelne. Med dette sværd følger "the capacity for appropriate judgement and action". Med andre ord, perfekt for en litteraturkritiker. Ooom.

Grimsruddebatten, ja. Det er vel første gang i løbet af mine otte år som aviskritiker at en sætning fra en anmeldelse er fløjet så langt og fået så mange publicerede svar. Jeg vil vældig gerne tage tråden op, men tror desværre at en opsummerende kommentar næppe kan forventes før i 2018. Suk & beklager mange gange.

Dele af samtalen findes her og her og her og her og her og senest i KK også kommentarer fra Tollef Mjaugedal og Beate Grimsrud herself.

Man kan ikke vekke verden til bevissthet med cliffhangere, spenningsplot og en humanistisk-pedagogisk ropert, dét er forsøkt før. Da er det mer effektivt å innreflektere Žižeks radikalisme og Kertész’ knallharde skepsis mot representasjon. Et slikt grep er fullstendig fraværende hos Harstad.

Bernhard Ellefsen læser Johan Harstad i MB + her

A couple of random photos from Helsinki --------------- here.

En annan bidragade faktor är ”Stockholmssyndromet” vilket inträffar när recensenten blir kidnappad i flera veckor av 800-sidiga själv- biografiska romaner eller tretimmarsfilmer, och av ren utmattning ställer sig på författarens/regissörens sida.

I know the feeling. Slæng dig på betygsdebatten, du.

Who or what is really alive today? --------------- her.

Anmeldelse af Ingrid Z. Aanestad: Stormkyss --------------- her.

Morsom kommentar fra Bjarne Riiser Gundersen i MB idag. Jeg havde definitivt også taget fat i Tjønneslands Stasi-kommentar og Christensens Hitler-kommentar og sat dem sammen hvis jeg sad i Gundersens stol. Jeg forbereder mig p.t. til dette seminar, men lige en ting, det er journalisten som vælger at starte sætningen med "Jeg er redd", og ja, jeg havde også forberedt mig på en Freudian twist, for selvsagt kan man ikke kritisere det populistiske føleri uden at få skudt i skoene at man er følelsesforskrækket. Well, well.

Anmeldelse af udstillingen BGO1 i Bergen --------------- her.

Angående sagen i dagens Klassekampen, meningen er at tage på sig den etiske reflektion som den performative litteratur byrder på, bl.a. har Erika Fischer-Lichte skrevet om dette i forbindelse med performancekunstneren Marina Abramović, men selvsagt skal teksten stadig forsøges vurderet som litteratur, alt andet ville jo være ... ja, vanvid. Jeg siger ikke at det bør udstedes et forbud imod litteratur som sætter kritikeren i et etisk dilemma, dette er ofte en god og vigtig kvalitet, men det er interessant at se hvad denne effekt kan føre til hvis den drives ad nauseam ud i et tabloidt fokus på unikke forfatterpersonligheder. For mig at se mister litteraturen sin præcision, og dermed sit politiske potentiale.

Anmeldelse her og mere debat her og her og her.

Spændende anmeldelse af Beate Grimsrud: En dåre fri klik her!!!

På side 434 afslører hovedpersonen Eli Larsen sin poetik som man kan stille spørgsmål ved: "Skriver jeg, er jeg i sentrum av mitt eget liv. Hjemme i meg selv." Jeg forstår at skrivningen er en overlevelses- strategi for en person som lever i sin egen sygdoms kaos, skrivningen er en slags hygiejnisk aktivitet, men det underliggende præmis er at den syge føler stor længsel mod en alment godkendt normalitet, altså at hun via sin hygiejniske skrift bekræfter de gældende normer, at man faktisk kan være hjemme i midten af sig selv, og at litteraturen er en søgen efter dette sted.

Mange spørgsmål melder sig. Den performative biografisme vil selvsagt afmontere receptionen, skrue hovedet af kritikken, og dette lykkedes ofte. Men hvad består virkelighedshungeren af? En tabloid længsel efter unik subjektivitet eller et behov for præcise beskrivelser af de virkeligt syge? Jeg accepterer at en forfatterbiografi kan indeholde autentiske sygdomserfaringer, men er det ikke vigtigt at få frem at de fleste med skizofrenidiagnose ikke lider af spektakulær personlighedsspaltning og desværre heller ikke skriver stribevis af prisvindende romaner?

For kunstneren selv handler det om at vilje til kunst er vilje til makt. Det har Bergenskunstnerne vist over åtte år nå, når de ydmykt, men med innsiktsfull kraft, har fortalt sine byråkrater og politikere hvor skapet skal stå, og hvordan det bør se ut.

Skrev Jan Inge Reilstad i 2001. Interessant med tanke på institutionsopbygningens aktuelle kulmination, udstillingen BGO1.

Geir Gulliksen spådde at virkeligheten skulle komme inn i skjønnlitteraturen. Det fikk han rett i. Men den politiske virkeligheten er også virkelighet. Derfor synes jeg det er veldig rart at vi hele tiden gjør rommet så trangt.

Siges det her. Nu er Gulliksen jo næppe et orakel, og har heller ikke opfundet Værkelighedshüngeren™, men interessant er det at han i sit eget forfatterskab ikke maser på med noget opmærksomhedskrævende biofaktisk JAG™, men snarere, bl.a. i Tjuendedagen, skriver om effekterne af et transparent og skopofilt samfund hvor Det Pænætrerende Blik™ gør skade i diverse private rum.

Med de planlagte 75% nedskæringer bringes dansk litteratur i en tilstand, der kan sammenlignes med lande, som vi normalt ikke sammenligner os med. Forfatterne bliver nødt til at afslutte deres virke som forfattere og søge ind i andre faggrene, hvor de kan tjene til dagen og vejen. Der bliver utallige bøger, der aldrig ser dagens lys og måske det mesterværk, som vi under andre omstændigheder aldrig ville have været foruden. Med de planlagte nedskæringer signalerer Danmark, at det ikke vil være et kulturland. Al snak om innovation, videnssamfund, udvikling og kreativitet forstummer inden for litteraturens område. Med de planlagte nedskæringer bliver området lagt øde. Vi er på vej mod en gold kultur i Danmark. Vi kommer til at sakke bagud i sammenligning med de lande, vi normalt sammenligner os med. Mens de udvikler international kultur og satser på området, skrumper vores ind og bliver lille og provinsiel. Danmark lukker sig om sig selv, sådan som det har været på vej til i årevis. Med beskæringen af litteraturstøtten forstærkes denne tendens yderligere. Det bliver et hårdere og hårdere land at bo i.

Dette skriver Pablo Llambías, rektor på Forfatterskolen, på sin Facebook-profil i forbindelse med de drastiske nedskæringer som rammer den danske litteraturstøtte. Prospects are bleak. På lørdag demonstreres der --------------- Mere bl.a. her

Et par billeder fra Gøteborgs Poesifestival --------------- her.