Var det på Roskilde Festival i 1988? En tur på Google siger det må have været i 1988 jeg så Jesus and Mary Chain spille (eller eksplodere) fra liggende stilling i det grønne telt -- Jeg nærmer mig normalt ikke stærkere medikamenter end panodiler, men det skal ingen hemmelighed være at mig og en veninde dette år havde forsøgt os med indtagelse af en slags kemiske substanser. Må have været nogle seriøse downers for effekten var skuffende, vi blev bare enormt trætte. Sjovt nok var vi ikke de eneste til denne koncert som var trætte: hele den bagerste del af teltet LÅ NED da JAMC gik på scenen og i et gigantisk 15-minutters langt kompromisløst bulder-og-brag smadrede alt omkring sig. JAMC er ikke mere, men let hjerteflimmer opstod igår da navnet "Jim Reid" pludselig fangede mit blik på en plakat her i Stockholm.

Men det var slet ikke det jeg ville sige. Det jeg ville sige var hey, se det nye nummer af Res Publica med tema "Rimbauds nej" - Jeg liker det tema, gør jeg. Jeg har endnu blot set på de fabelagtige illustrationer (Doré-appropriationer med små Rimbaud-ansigter som siger "NON" sat ind i stedet for engles) og den tiltalende titel på Anders Johanssons essay "Att inte bli författare". After all, der er andre muligheder end at skrue dørskiltet af døren, tage batteriet ud af vækkeuret, kaste sin lysegrønne ghettoblaster ud af vinduet, bede sin kæreste gå hente noget tøj for med bemærkningen "Nu kan jeg flyve" at springe ud. Transcendens er noget bras, Strunge. And I'm happy when it rains.

I don't care about the state of my hair/ I get something out of nothing that just wasn't there/ And your kiss kiss kiss is never gonna blow me away

Ackerism. I New York fra oktober 1989 til maj 1990 taler Kathy Acker med Sylvère Lotringer. Disse samtaler skal blive til det 24-sider lange interview som åbner "Hannibal Lecter, my father", Acker-udgivelsen i Native Agent-serien på Lotringers forlag Semiotext(e) -- Det et er både kedeligt og uinteressant at tale om hvem der kom først, men et faktum er det at Ackers biografisk-konceptuelle metode - inspireret af 70-80-tals konceptualister som David Antin, Sol LeWitt og Sherrie Levine - nu ses overalt i litteraturen, senest i Bret Easton Ellis' nye roman Lunar Park som jeg glæder mig til at læse idag, men også fx Börjel og Bergvall nærmer sig på forskellige måder. Hér et par klip fra interviewet med Acker:

Acker: (...) David Antin said to me, There's one magazine of prose work that you could publish in that's in the poetry world - Carol Berger's magazine. So I sent her some material and she sent back the usual note, Oh great stuff, lots of energy, send more. So I'm babysitting one night for David and Eleanor Antin and I see this letter on the floor. I see my name so, of course, I read the letter and it's from Carol Berger's saying, This woman is a total nutcase, lock her up in the loony-bin, thinking that these stories were all about me. It was very hard, I was very very sensitive in those days, but I remember being very fascinated that the work had had that kind of power.

Lotringer: It was a pretty schitzy experience.

Acker: I became very interested in the model of schizophrenia. I wanted to explore the use of the word I, that's the only thing I wanted to do. So I placed very direct autobiographical, just diary material, right next to fake diary material. I tried to figure out who I wasn't and I went to texts of murderesses. I just changed them into first person, really not caring if the writing was good or bad, and put the fake first person next to the true first person. And then continue this to see what would happen. I used pre-Freudian texts because I didn't want to deal with Freudian jargon. It was a very naive experiment at first. I was experimenting about identity in terms of language. That's how I started out.

Senere lyder det, ud fra det faktum at der blev en retsag ud af Ackers tyveri fra trivialforfatteren Harold Robbins:

Lotringer: ... pirate someone else's text! Or rather hijack it, which is the etymology. Hijacking a copyright, no wonder they got upset. Terrorism in litterature ...

Acker: What a writer does, in 19th century terms, is that (s)he takes a certain amount of experience and (s)he "represents" that material. What I'm doing is simply taking text to be the same as the world, to be equal to non-text, in fact to be more real than non-text, and start representing text. So it's quite clear, I took the Harold Robbins and represented it. I didn't copy it. I didn't say it was mine.

Lotringer: You used it as "material", as Heiner Müller did with Medea. Or reframed it, as Sherrie Levine or Richard Prince did with classical photographs.

Acker: Right, and it seems to me quite a different procedure than the act of plagiarism. I had changed the words, I had changed intentionality. (...)

Adressens forlag udgiver d. 29/9 Martin Glaz Serups fjerde digtbog, langdigtet 4.

(...)

Da forlaget håber på en fortsat positiv udvikling i Serups salgstal udkommer 4 i 141 nummererede, signerede eksemplarer.

(...)

This National Poetry Day, you have the chance to choose the poem you'd like to see launched into space to be discovered by whatever creatures should find it, far in the future. Mere her.

Litteraturkorrespondent søges. Hvis nogen har lyst at tage DN:s läserombudsman Lilian Öhrström på ordet så er adressen ombudsman@dn.se. Öhrström skriver i dagens DN: Men vi saknar en korrespondent i Norge just nu. Ambitioner finns att fylla den luckan får jeg veta från utlandsredaktionen -- Man holder selv nallerne et godt stykke fra tastaturet og læser i stedet Le Monde Diplomatique: septemberudgaven er netop landet med nyt fra både bloggosfæren og fra Dubravka Ugresic som bl.a. har skrevet denne fabelagtige bog.

Og selv om du er imot militærets tilstedeværelse – Hawaii er den eneste amerikanske delstaten som helt klart kan identifiseres som kolonialisert, og som har en sterk selvstendighetsbevegelse – så skjer krigen stadig i ditt navn. Og det bare fortsetter: Selv de landene som ikke har sendt tropper til Irak eller Afghanistan, er stadig del av oljeøkonomien og dermed av krigen. Jeg mener dét må være vårt utgangspunkt – å se oss selv som delaktige.

Dette siger Juliana Spahr (klik-klik-klik) til Morgenbladets udsendte i dagens avis. Og her er mit yndlingsdigt netop nu, yeah.

Jobber med Burqa nu, en digtsamling folk vil vide er skrevet af svenske Hanna Hallgren. Lidt af en udfordring. Et stykke inde i Haraway-teksten som Hallgren nævner i sine afsluttende noter (og afsted går det ud af et sidespor) sagde det pling i mit hoved. Husker hvordan det var at finde frem til og læse Cyborg Manifesto i Bø - Faen, Haraway skriver for vildt. Noget hun vist også selv lidt ironisk noterer sig:

Like all neuroses, mine is rooted in the problem of metaphor, that is, the problem of the relation of bodies and language. For example, the force field imagery of moves in the fully textualized and coded world is the matrix for many arguments about socially negotiated reality for the postmodern subject. This world-as-code is, just for starters, a high-tech military field, a kind of automated academic battlefield, where blips of light called layers disintegrate (what a metaphor!) each other in order to stay in the knowledge and power game. Technoscience and science fiction collapse into the sun of their radiant (ir)reality – war. It shouldn't take decades of feminist theory to sense the enemy here.

Åsa Beckman skriver i dagens DN: Efter en recension av en av våra yngre poeter fick jag ett brev från en äldre dam. Hon räknade upp alla kritiska formuleringar jag haft i artikeln och avslutade med orden: "Vad är du för en människa som kan skriva så om en poet?" Mere her. Og igår kunne man i Aftonbladet (her) læse om svensk-finske Henry Parland, signeret Joar Tiberg, siger tigerdyret som på manisk vis blogger absolut alt hun kommer over idag.

Houellebecq, bien? Impossible, pourtant, de réduire le livre à ces provocations strictement sans intérêt si elles étaient gratuites. Car l'ambition de Houellebecq est de prendre à son propre piège une société qu'il juge monstrueuse, déliquescente, insauvable. Désespérante et désespérée. D'où le projet d'en démonter les ressorts et la logique, perverse jusqu'à l'absurde.

Dette er nok en anmeldelse af Houellebecqs nyeste roman La possibilité d'une île.

Bukdahl om Storholmen her. LB skøjter elegant udenom de direkte fornærmelser: Kvindelig konkretisme er en hyper-patetisk praksis, der kun lykkes, når hysteriet tages bogstaveligt som en hieroglyfisk tango på glatis!

Or both? Leser man Lund som ideolog med grumsete preferanser for det gamle bondesamfunnet, mister man fort av syne den kunstneriske rammen for hans spekulasjoner. Leser man Lund som subtil retoriker, kan man kanskje kvitte seg med de mer ubehagelige sidene ved hans essayistikk. Men samtidig vil man nøytralisere essayistens egen risikovilje.

Ingunn Økland om Thure Erik Lunds H Press-bog Språk og natur her.

I Berlin oplevede de en magisk forelskelse. De gik rundt i byen, overnattede i bz-huset Kukuck og tog næste dag ud til Tiergarten for at mødes med de øvrige fra selskabet. Sammen med dem overværede de aftenens udendørs koncert med Bowie, der foregik på et amfiteater lidt uden for byen. Bowie spillede det samme program som i Gøteborg, men her var atmosfæren langt bedre, og der var en langt bedre kontakt mellem musikere og publikum. Efter koncerten blev Strunge og Cecilie i Berlin endnu nogle dage, hvor de opholdt sig i bz-miljøet. De festede, sprudlede og følte sig helt oppe på barrikaderne. Derefter rejste de sammen tilbage til København, hvor deres forhold fortsatte med at blomstre.

Hvad er dette? En guldromen for bz-ere? Nej, læseren har opdaget det: "Strunge og Cecilie" - Dette er et uddrag fra en bog jeg købte i Københavns lufthavn for ikke længe siden. Den rimeligt elendigt skrevne (men ikke u-underholdende, bemærkede hun dystert) Michael Strunge-biografi, udgivet på Lindhardt & Ringhof i 2001, var til salg for bare 40 kroner.

Gratulerer Jørn Berget, med den fine hat og de 100.000! En vaskeægte ex-Grønn Kylling-forfatter (GK21) vinder forlaget Damms digtkonkurrence! Så er det ud at købe ny løvsav.

Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr Flickr

Billederne står klart og så flimrer de, et brus af hvide og sorte prikker. Der er kun én dreng i verden, én dreng med hundrede ansigter. Hun ser ham altid og han er aldrig der. Every sha la la la la…

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Nils-Øivind Haagensen og pludselig Død.

(...)

Tom Kristensen (1930)

En-de-lig er netsiden for Oslo Poesifestival oppe. Og her ligger der Brag-billeder, baby -- Å, det var godt. Jeg ville ønske vi kunne have inviteret hele verden -- Og her ligger så CYFs billeder fra weekendens Bergensbrag i København. Hvor imellem beviset findes på at selv Tigerklør skal have flinke folk til at bære sig hjem på et tidspunkt.

Bergensbrag / København er ikke mange dage væk! Her er den fine plakat som Øystein designede for første Brag i 2003. Håber vi ses, dørene står på klem.

Verdens bedste norske poesifestival.
Au. Audiatur. Tag en tur. You know the drill.

Never say never: – Du har selv skrevet hovedoppgave om Dag Solstad. Har dere gjort noe galt dersom den nye Solstad dukker opp på et uavhengig forlag, for eksempel H Press eller Gasspedal, og ikke Gyldendal?
– Først og fremst er det vel maktpåliggende at den nye Solstad faktisk dukker opp … Hvis det viser seg, om ti år, at alle de spennende debutantene er utgitt på for eksempel Gasspedal, bør vi selvfølgelig gå i oss selv. Men det er lite sannsynlig. Småforlagenes fortrinn er at de har en egen nærhet til litteraturen, og at de står for en slags avantgardisme. Samtidig hadde det vært synd for litteraturen, for leserne, og for forfatterne, dersom det bare fantes slike forlag. Mange lesere føler seg ikke hjemme i den litteraturen de utgir, liksom mange ikke føler seg hjemme i alle våre utgivelser. Det er helt naturlig. Men det er derfor vi trenger begge typer forlag.

Gyldendals skønlitterære redaktionschef Kari Marstein interviewes af en BW i ugens MB.

It is not who you are, but what you do that defines you. Batmans performative livsmotto tager afstand fra væren, navn og billede for at hengive sig til ren bliven-flagermus, ren flux i batmobilen - men selvfølgelig også til sin mission -- At se plakater på størrelse med skyskrabere i NYC i juni, med Batman Begins, og vældet af små flagermus mellem husene, på billedet og næsten konkret også, mellem NYCs über-gotiske bygninger, var perfekt. Lige så perfekt som titlen Batman BEGINS: ville den film ikke helt sikkert have heddet The Birth of Batman for nogle år siden? Batmans motto om handling udtrykkes i titlens enkle og effektive BEGINS, short & sweet, intet ursprung, bare begynder, Batman begynder.

Det mest opprørende var altså ikke påstandene om at vi kanskje likner dyrene. Langt mer sjokkerende, for ikke å si obskønt, er det at en filosof bruker et faglig seminar på noe så ikke-prinisipielt, partikulært, privat og subjektivt som sitt forhold til én enkelt katt, uten samtidig å insistere på at det ligger noen universelle innsikter i fortellingen.
For hvor blir det av den systematiske, filosofiske tanken hvis katteeksemplet bare handler om en konkret, intim situasjon, og ikke om noe generelt dyrisk eller menneskelig? Bedre blir det neppe av at la chatte på fransk uformelt kan betegne det kvinnelige kjønnsorgan. Det er kanskje dette de frykter, de som påstar at "å lese Derrida er som å kikke på seg selv med et rumpespeil", eller at "Derrida må møtes med motstand 24 timer i døgnet": De frykter at den rene, prinsipielle tenkningen skal rotes til av private innfall om katter, fitter og morgener på badet.

Jacques følte at hans kat kiggede på ham en morgen på badeværelset og tog oplevelsen med på seminar, i filosofisk form -- Tigerklør siger: Hurra, der er både katte og Derrida i Hanne Andrea Kraugeruds MB-tekst denne uge!

Apropos det smalles død: Man påstår at den realistiske litteraturen handler om mennesker og fortellinger, mens den eksperimentelle litteraturen utelukkende handler om språk, og at selv om disse avantgardistiske sprellene er morsomme, så er det tross alt bare språklige eksperimenter. Mens den viktige litteraturen liksom er den der du finner "virkelig mennesker" og "virkelige fortellinger". Og det er fullstendig feil, dessuden er det politisk farlig. Blandt annet fordi det er en måte å si at språk ikke er viktig på, mens vi jo vet svært godt etter hvert at språk ikke minst handler om hvem som får uttrykke seg og hvem som ikke kommer til orde. Hva språket utestenger. Og det gjelder å finne steder i språket som lar folk få snakke. Se på svart slang i USA - slangen dreier seg først og fremst om å skape et fristed der det er tillatt for svarte å uttrykke seg. Det er selve hjertet i kulturen. Og å snakke nedsettende om språket til folk er drepende. Det er det samme som å si; "Dere får ikke eksistere. Vi liker ikke språket deres. Dere får holde kjeft." Så for meg ligger det alltid veldig mye politikk bak såkaldte stilistiske spørsmål.

Gode pointer kan ikke gentages for mange gange. Her er det Kathy Acker som, kort før sin død i øvrigt, interviewes i London af Ingvild Burkey og Trude Kleven til Vagant 2/1997 -- Tigerklør er på frydefuld vis plugget ind i høstens arbejdsstation på Östermalm: en brat stigning i social klasse, fra Bagarmossen via Södermalm til Östermalm, med krystallysekrone i loftet. Fint nok, bare nettet virker. Hvilket det gør nu.

Finlandssvenskeren synger først og drikker sent. Finnen drikker derimod først og synger sent. Finnen er tavs som graven, selvsagt. Men i Sverige er det finlandssvenskeren som er den tavse. Det er altid den anden som er uartikuleret og stum, det er altid den anden som geråder i semiotisk sprogkaos, som bare kan sige ba-ba-ba. Der er enten os, grækerne, eller barbarene: dem som bare kan sige ba-ba-ba. Either you’re with us or you’re with the terrorists – som Amerikas præsident George W. Bush sagde det efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001. Terrorister kan bare sige BOOM – er du i opposition, så er du nok som dem, er du ikke? Du siger ba-ba-ba, ba-ba-ba er alt jeg hører. Hvad bliver det næste? BOOM?

Vi laver os billeder af hinanden, vi fantaserer om anderledeshed, hvad den består af. De billeder vi har dannet os af hvad der kendetegner os, nationalt set, holdes ved lige af sproglig repetition. Eller hvad er det egentlig som kommer først? Kommer billedet før kroppen? Er det den sproglige repetition som skaber nationale kroppe? I så fald er der måske plads til at litteraturen kan lege med, lege for alvor: indgå i produktionen af identitet.

I Ida Börjels tekstsamling Sond (OEI editör 2004) findes en tekstcyklus under titlen ”Europeiska midjemått” - Her findes tekster som alle synes at udgå fra samme tekstgenereringsprincip. Vi forestiller os næsten Börjel med mikrofonen i hånden, at dette er udsagn samlet ind på vox pop-manér. Vi får samlinger af udsagn som vi genkender som common sense-klichéer, stereotype billeder af hvordan vi i de europæiske lande betegner hinandens nationale særpræg.

I følgende tekst er det konstruktionen af Den Hyggelige Dansker – som vi kender hende, bl.a. fra TV-serien Matador – som står for tur. Hvem er Den Hyggelige Dansker? Hun er ven med hunden, hunden kan et trick, hun kan drikke øl og grine højt o.s.v. For at konstruktionen kan holde må der naturligvis sammenligninger til som man kan definere Den Hyggelige Dansker op imod.

Börjels tekster både fremviser og ironiserer. Men de har også potentiale til at indgå i den øvrige sproglige identitetsproduktion, sådan som vi bl.a. igennem massemedierne konstant æltes rundt, formes og former - de massemedier som også efterlignes i den måde hvorpå Börjels tekster er iscenesat:


EN HISTORIA SOM HAR ETT TRICK

Danska människor är runda vänliga törstiga människor som inte har någonting emot några hundar. Danska hundar är runda vänliga varelser med små fläckar på sig. Den danska hunden har alltid ett trick att visa i en bar. Jag är den danska bargästen och mitt är allas vardagsrum. De spanska hundarna är lata varelser med för mycket sol ovanför sig. Svenska hundar är borstade slanka bekymrade varelser med lång komplicerad härstamning. De svenska hundägare pratar alltid för att jämföra härstamning och pälsarnas tillstånd. Den tyska hunden har inte något trick att visa i baren. Danska hundägare är varma törstiga människor som delar tankar och drickande i baren. Österrikarna skulle aldrig dela en tanke med sina fyrbenta vänner. Den danska hunden behöver inte något koppel. Danska hundar följer sina ägare som en ägare följer en hund till en bar. Svenska barer är desinficerade pudrade ställen med pinniga stolar och vattnig amerikansk musik. Den danska puben är ett mysigt mörkt ställe med roliga klistermärken och planscher. Min danska kvinna kommer in. Hon är en varm strålande färgglad varelse med gott starkt skratt. Den österrikiska kvinnan, den portugisiska kvinnan och den finska har inte något skratt värt att nämna. Den danska kvinnan kommer strålande och färgstark till min bar. Hennes skratt är ett starkt gott hälsosamt. Den danska kvinnan dyker upp med en fin törst att ta itu med. Den lilla runda danska hunden visar sitt trick för henne vid bordet i min bar. Den danska kvinnan skratter och höjer sitt glas för alla som ser henne och hör

[...]

Citatet er fra en kursusopgave netop afleveret i det finlandssvenske Finland. Her var forsøget blandt andet en tilnærmning mellem "det ein kunne kalle estetiske nivå, og dei meir politiske nivåa" efter to uger midt mellem to skarpt adskilte akademiske sprog: lingvistiske strukturelle "politiske" og hermeneutisk "apolitiske" litterære. Pointen var at blande niveauerne, bringe Khemiri og Rimbereid og Börjel og Södergran og Tikkanen og Forsblom - via en strukturel læsning - nærmere samfundskonstruktion/produktion.

Sjovt nok synes dette kritikerens forsøg på at politisere litteraturen at ligne på en omvendt bevægelse - som ligeså er en tilnærmning mellem "det ein kunne kalle estetiske nivå, og dei meir politiske nivåa" - nemlig den beskrevet af bl.a. Baudrillard (se tidligere post) og benyttet i æstetisk-ideologiske produkter som TV-serien Over There om krigen i Irak. Rekuperation? I'm confused -- Piracy, it really is a crime.

På Oslo poesifestival 19. - 21. august læser Helena Eriksson, Lars Mikael Raattamaa, Jenny Tunedal, Lars Skinnebach, Mette Moestrup, Peter Laugesen, Jan Erik Vold, Georg Johannesen, Inger Elisabeth Hansen, Eldrid Lunden, Karin Moe, Steinar Opstad, Torunn Borge, Tone Hødnebø, Øyvind Rimbereid, Gunnar Wærness, Ingrid Storholmen, Anna Hallberg, Vemund Solheim Ådland, Caroline Bergvall og Juliana Spahr -- Men seriøst, skal vi være inde i en FROSK?

Det er forsvinnende sjelden jeg går på konsert, men i slutten av 2001 så jeg The Fall i Malmö. De var vanvittig bra. Så bra at jeg så meg tvunget til å drikke store mengder øl og sprit for å styre min begeistring, og det forårsaket så klart et stort, svart hull for resten av kvelden. Men jeg skulle ønske at det ikke var noe hukommelsestap der, for alt tyder på at noe interessant skjedde. Jeg våknet naken og full av blåmerker i et fremmed rom som var nedlesset av kitschy rokokkomøbler. I hånden holdt jeg The Fall-vokalist Mark E. Smiths autograf, nedskrevet på baksiden av en tysk leges visittkort. Og ved siden av meg lå en transvestitt og insisterte på at vi skulle gjøre noe stygt og unaturlig. Jeg følte meg uhyggelig gammel. Eller i alle fall ganske voksen. Eller snarere post-ung.

Tommy Olsson om post-punk i dagens MB.

Tillægsoplysning 1: Tigerklør mødte Øyvind Ådland første gang til en koncert med The Fall på Roskilde i år 1996 (var det 1996) da hun intetanende hoppede på hans fødder. De skulle ikke genkende hinanden da Tigerklør flyttede til Bergen i 1999, andet end på pladesamlingen.

Tillægsoplysning 2: Tidligere idag købte jeg Richard Hell & the Voidoids, The Blank Generation. Post-punk, var vi nogensinde væk?

Singing Girls:
All those who remember the war
They won't forget what they've seen
Destruction of men in their prime
whose average was 19
Dedededededede-Destruction
Dedededededede-Destruction
War, War
Dededede-Destruction, wa-wa-War, wa-War, War
Dedededededede-Destruction
War, War

Next Stop Mumidalen: På propagandakursus for finlandssvensk litteratur & kultur lärer man meget nyttigt. Blandt andet hvordan Tove Janssons mumiunivers opstod. Hos den unge Janssons familie var traditionen således at man skrev aforismer på väggen mens man sad på utedo. En af de voksne i familien havde flottet sig med et Kant-citat, men Kant blev dog snart kommenteret: en tegning af en lille rund hvid trold blev skriblet på väggen - and the rest is history. Men hvad var det forresten lige mumitrolden havde at snakke med Kant om?

Jeg har netop genläst "Filifjonkan som trodde på katastrofer" - Her vasker filifjonken sine gulvtäpper i havet, således som man rent faktisk også gör ved havnen midt inde i Helsinki, da en frygtelig fornemmelse kommer over hende. Noget grusomt vil ske. Og denne gang er det ganske vist: en tornado viser sig i horisonten, en gigantisk og sublim tornado som snart skal smadre både hus og hjem. Filifjonken er rolig, det hun har frygtet er nu sket. Filifjonkan kunde inte röra sig. Hun stod still, alldelels still och kramade kattungen av porslin og tänkte: O min vackra, härliga katastrof ...

Twists & turns: Jerker Virdborgs nyligt fra-svensk-til-norsk-oversatte roman Svart krabbe lader sig faktisk fint läse i kombination med Jean Baudrillards The Gulf War Did Not Take Place (1995) -- Her er en lille historie som måske väkker et ekko fra visse norske mediers rundtossede simulakrum af en krig mod postmodernismen:

This is a true story. Only the names have been changed -- to protect the guilty. I'm in a bar in Fremantle talking to a couple of humanities academics. I caually mention that I'm reading Paul Patton's translation of Jean Baudrillard's The Gulf War Did Not Take Place. One of my colleagues launches into a tirade about how immoral it is for Baudrillard to claim the war did not 'take place' when so many people got killed there. The other attacks Baudrillard for talking about 'simularca', as if war had disappeared into a virtual realm when clearly war is proof positive that real things still happen in the real world.

But when I ask these earnest defenders of the moral and real whether they had read the original French or in Paul Patton's excellent English translation, the answer was -- neither. They were talking about a simulacrum of Baudrillard's book, not the 'real thing'. Neither had read it -- but they seemed as sure of what 'takes place' in its pages as they were of the reality of the beer they quaffed or the war they watched -- on television. It is precisely this mystery, of how signs float free from things and lose their anchorings in the certainty of reference, that is Baudrillard's obsession.

Mere Baudrillard her og her.

Hvad er dette?

bergensbrag/københavn
11-14. august 2005 i LiteraturHaus,
Møllegade 7, kld., 2200 København N

Dette er en fortsættelse. Bergensbrag blev afholdt i 2003 med deltagere fra en række tidsskrifter, småforlag og festivaler i Norge og Danmark, der mødtes for at diskutere og lære af hinandens synspunkter og erfaringer. Men først og fremmest for at skabe et net af kontakter baseret på personlige relationer, med den bagtanke at stimulere til fremtidig samarbejde og udveksling -- Tag kontakt til hovedkvarteret for mere info.

Mere fra förste Bergensbrag her.