Tør du å si det? Sex er alltid trøbbel, usikkerheten forsvinner aldri. Eller hva, du har det motsatt? Du har funnet hjem, sier du? Så sjekk pulsen din, kanskje du er død.

Tut gjerne i vuvuzela-hornet ditt her. Reprise fra 2006.

Om Agnes Bolsø: Folk flest er skeive. Queer teori og politikk her.

To Butler or not to Butler. Claws Talks har forsøgt at følge denne sag nøje de sidste dage, se her + her + her for yderligere links.

Både autotunepopen og det mekaniske stykket blir sørgelige opplevelser for meg, men Voices and Piano makter likevel å gjøre noe Lady Gaga ikke får til: det åpner avgrunnen mellom menneskekroppen og instrumentet, det levende og det døde. Slik kan stykket fortelle meg noe om samtiden jeg allerede trodde jeg visste: We’re in love with robots.

Skriver Jenny Hval i Kla$$ekampen idag

Judith Butler besøgte Berlin igår. Snart endnu en bølge af filosofer.

And these children that you spit on/ As they try to change their worlds/ Are immune to your consultations/ They're quite aware of what they're going through/ Ch-ch-ch-ch-Changes

Claws Talks tillader sig en reklame. Bowies "children" er i dette tilfælde folk flest, but are we aware what we are going through?

Kittys hjerte gav op under et storslået fyrværkeri. RIP Kitty

Hvis jeg var kunstner ville det naturligvis ikke være til at holde ud, at visse kunstnere fik helt uforholdsmæssig megen omtale og succes ved at lave de mest latterlig banale værker, fx 'debatskabende' konceptkunst, [sentence too goddamn long] men det at denne kunst skamløst anser sig selv for at være væsentlig, fordi den oprigtigt tror, at den er engageret i samfundet, samtidig med at den ingen respekt har for den grundlæggende kompleksitet i folks sanse- og tænkeapparater, eftersom den er spekulativ og spektakulær og taler ned til folk fra et ikke særlig højt sted.

Den muligvis let spekulative konceptpoet Martin Larsen har samlet monstrøst lange og ganske korte sætninger med begyndelsen "hvis jeg var kunstner" i bogen med titlen Hvis jeg var kunstner.

Anmeldelse af Bret Easton Ellis: Imperial Bedrooms ---------- her.

Lille A og jeg gik på Cinemateket en aften i 2008. Planen var at se en dokumentarfilm om filosofen Alexandre Kojève, men før den korte og ganske forglemmelige film involveredes vi i en slags fejring i anledning af en dansefestival. Salen var proppet, nogen holdt taler, nogen fik blomster, og efter det vistes en dokumentarfilm med danseren Meg Stuart, festens midtpunkt.

Hvad var det vi så? Ikke ved jeg, men det ramte hårdt. Syge, spastiske kroppe. Følte mig transporteret tilbage til omsorgsarbejdet med tungt handicappede i de sene 80ere, industrial beats included. Igår lå jeg på store hvide puder, spredt ud over Volksbühnes gulv, og spassede ud til Damaged Goods, Meg Stuarts dansekompagni.

Det finns definitivt ett stort behov av att reflektera över hans fall, framförallt för att nyansera och komplicera bilden, ta udden av självgodheten i yttrandefrihetsretoriken mm. Å andra sidan finns det också goda skäl att hålla tyst. För problemet är att varje kommentar, oavsett hur den förhåller sig till fallet, bidrar till att ge det ännu större betydelse. Om man är av den uppfattningen att teckningen var dålig, provokationen ointressant, den politiska tendensen farlig, och den diskussion som det hela resulterat i ofruktbar, då befinner man sig i ett moment 22: att hålla tyst är det mest adekvata, men det innebär att man lämnar fältet fritt för fortsatta förenklingar, klichéer osv.

Anders Johansson om tilfældet Lars Vilks, i en tekst som handler om meget andet også

Bergen balancerer perfekt som en lavt summende totalinstallation. Musehagen er en plastikblomstdrøm, og på kunsthallen findes en udstilling som gør indenfor til et udenfor. Tempoet jeg går i, og måden jeg ser ændrer sig ikke, da jeg går op over trappen og ind i mørket, hvor Knut Åsdam har klædt lokalerne ind i metalhegn og skabt en labyrint, hvor der findes blinde veje som kun er relativt blinde: Du kan se filmlærredet gennem hegnet, men ud kommer du ikke.

Men det starter et andet sted, det starter med en syngende bryllupsprocession og et udendørsalter i den spotlightagtige sol udenfor det samfundsvidenskabelige fakultet, og fortsætter da jeg når festivalpladsen, denne store åbne tallerken med udsigt til en splinterny havgrøn miniskyskraper i perfekt vinkel nedenfor Ulriken. En slags technoficeret hardangerfele lyder, og jeg opdager to figurer som danser ballet, hængende i bjergbestigningsreb midt på den lodrette flade som er Bergen Rådhus.

Så slentrer tredive helt ens russiske sømænd over pladsen, den bølgende bevægelse spejler sig i en gigantisk sølvkube. Jeg tager billeder af billederne på udstillingen, og siden fotograferer jeg folk som fotograferer. Jeg er sløvt ekstatisk eller dybt urolig.

"I want to go back," Daniel says, quietly, with effort.
"Where?" I ask, unsure.
There's a long pause that kind of freaks me out and Daniel finishes his drink and fingers the sunglasses he's still wearing and says, "I don't know. Just back."

Fra Less than Zero (1985) af Bret Easton Ellis. Mere her.

Ju mer yttrande- og tryckfriheten upphöjs till en okränkbar princip, något som i varje tänkbar situation "måste" försvaras, desto mer kommer man att likna de fundamentalistiska motståndare man definierar sig mot.

Anders Johansson talte på Lillehammer og mindede mig om hans essay "Yttrandeofrihet" i Nonfiction (2008). Ny bog fra Johansson her.

Kunst er tenkning, ikke fortellinger, sier Shields. Undslår nok fortellingenes betydning i ikke-fiksjon. Men går langt i å nivellere skillet mellom fiksjon og ikke-fiksjon. Nesten like langt som Georg Johannesen: Sakprosa er negert poesi, poesi som har fjerna kjennetegna på at den er poesi. Theodor W. Adorno skreiv: Kunstprosa er vers i frie rytmer.

Norske sakprosaprojektprosaister tør ikke ta i problemet. Den mest framskredne tenkinga om sakprosa, også i Norge, kjenner de ikke. Jeg anbefaler dem heller ikke å lese Shields. Det kunne rokke fordommene mot det som rokker fordommene.

Fra Arild Linnebergs forord til denne lille udgivelse.

Basilisk Beta on the move, to nye bøger i serien: #3 Juliana Spahr og Stephanie Young: Foulipo & Christian Bök: To prikker over en vokal + #4 Kenneth Goldsmith: Konceptuel poetik

A shudder of recognition traveled through my body: I was the alien - a chameleon, androgynos, not like the others with their rigidly defined roles ... I could change my sex as easily as I could change my hair color.

Cherie Currie: Neon angel. A Memoir of a Runaway. Apropos 1 + 2 + 3. Det har med køn at gøre, men handler også om hvad som er muligt. Norge danser mulighedsbegrænsningsdansen, i "folkets" navn. Cheers

Billeder fra Lillehammer ---------- her + her + her

If they hadn't emigrated, she'd have been sent back to Bosnia. It's called voluntary repatriation. I don't think something you're told to do can be voluntary, and you can't really be repatriated to a place where half the original population is missing. It's a new place, you're not returning to it, you're going there for the first time.

Aleksandar om sin mor i tysk-bosniske Saša Stanišićs roman How the Soldier Repairs the Gramophone, som kom på norsk i 2009. Stanišić omtales også i denne fine artikel, og han kan træffes på Lillehammer.

Hvis man prøver å koke et politisk program på infantile, sadistiske fantasier, kan resultatet lett bli en ny høyreradikal versjon av 68-generasjonens venstrefascisme på 1970-tallet.

Like, wow. I'm so confused. Tjønneland skriver vilde sætninger. Skønt, det kan være at han faktisk rammer hovedet på sømmet her, og beskriver status quo i Norge igennem et skrækindjagende år som jeg ikke er sikker på at poeten Asle Toje fik opsummeret tilstrækkeligt i lørdagens Klassekampen.

Anmeldelse af Ebba Witt-Brattström: Å alla kära systrar! Historien om mitt sjuttiotal her

April 2010. Kære Susanne. Jeg overvejer at komme op og besøge dig men det koster selvfølgelig noget og jeg skal have en med der kan vise mig hvor det er. Jeg ville gerne væk herfra hvis jeg kunne klare det selv man bliver ofte udnyttet på plejehjem og institutioner. Jeg savner dig jo meget og du savner vel også mig. Jeg skulle nok være flyttet fra B for lang tid siden de kan vist ikke lide os her. Jeg snakker snart ikke med ret mange men de snakker jo om os her. Det hele bliver vel snart revet ned. Mange kærlige hilsner H/ Mor

Anmeldelse af Lisbet Hiide: Min fars hund ---------- her.

What's this thing called Lady Gaga, and do I care? Denne artikel og denne strålende forelæsning gjorde mig til sidst nysgerrig. "Madonna-studier" hedder det i Geir Gulliksens seneste roman, en slags queer-inspireret culture studies. Det er klart at Gaga vil spise Britney og Madonna og indtage poptronen, men hun snupper også Pipilotti Rist og Le Tigre til morgenmaden; Gaga-studies is here. Stammende og robotagtig; Gaga, Dada, blah blah. Kubistiske outfits som var det 1920. I et slags female freak jail, stop calling, dette foretrækker hun. Gør en Madonna-Jackson og speeder afsted med Beyoncé i en pussy wagon; to teatrale junk food outlaws. At generere berømmelse ved at problematisere berømmelse. At lave et sikkert ringetonehit med omkvædet stop calling. It's a no-yes all the way.

Varför skulle jag anners, efter det turbulenta samlivet med Ola, attraheres av en (till) estetisk marxist i trasiga jeans og urtvättade skjortor, denne gång en fanatiker med brinnande blick som hoppat av det akademiska og nödtorftigt drog sig frem som frilansskribent. Horace var en älskansvärd och avgrundsblek teorinörd som kom först och gick sist på alla fester. Vid ettiden på natten när alla ville gå hem, kopplade han hänsynslöst på sin verbala autopilot, och trollband alla. För at slippa bli motsagd valde han gärna ämnen utanför vänsterns kompetensområde, som opera.

Ebba Witt-Brattström møder Horace Engdahl første gang. Fra Å alla kära systrar! Historien om mitt sjuttiotal (2010)

Hele byen i nationaldragter (kollektiv regression), pokémon-balloner, en kæmpe scene formet som et vikingskib, forskræmte indvandrer gik rundt med store øjne, bare en stor fest-prut; "vi er frie", "vi må lave ballade og drikke" - sikke et oprør. Biblioteket lukket, al intelligens og fremdrift suspenderet. Drak en øl på Garage, læste Johnny Rotten ... Senere: Mere åbenlys racisme. På torvet store, glatte pæle med dyrt tøj ("velfærdssamfundets goder") for enden. Så kunne "abekattene" kravle op og få et øjebliks berømmelse mens folk stod rundt om i deres forpulede nationaldragter og klappede.

Christensen oplever 17. maj for første gang i år 2000

Claws Talks har dækket aktivistkonceptet Kvinnehistorisk natt både i 2008 og i 2009. Her er billeder fra 2010, det er bare at tage en tur rundt i gaderne og se de fine plakater. Et galleri af nyt og gammelt hænger under broen på John Smørs gate.

På Vagant-designer Andreas Töpfers blog findes nu avisomtaler.

-------- SHE'S BACK TO BITE YER ARSE!!! --------

"Obviously, the political task is not to refuse representational politics – as if we could." (1990: 7)

"Within feminist political practice, a radical rethinking of the ontological constructions of identity appears to be necessary in order to formulate a representational politics that might revive feminism on other grounds." (1990: 7)

"The deconstruction of identity is not the deconstruction of politics; rather, it establishes as political the very terms through which identity is articulated." (1990: 203)

"If in some of its guises, poststructuralism appears as a formalism, aloof from questions of social context and political aim, that has not been the case with its more recent American appropriations." (1999: ix)

"Although I would deny that all of the internal world of the psyche is but an effect of a stylized set of acts, I continue to think that it is a significant theoretical mistake to take "internality" of the psychic world for granted." (1999: xvi)

"The writing of this denaturalization was not done simply out of desire to play with language or prescribe theatrical antics in the place of "real" politics, as some critics has conjured (as if theatre and politics are always distinct). It was done from a desire to live, to make life possible, and to rethink the possible as such." (1999: xxi)

------------- Quotes from Judith Butler: Gender Trouble -------------

------------- Christensen rereads Butler in Fett soon!!! ------------

------------- Special guest stars: The Runaways!!! -------------

Monsieur Braanen kommenterer Butler tilbage i 2007. Det er tydeligt hvem som er slem her, hvem som "bruker «essensialistisk» som en nedsettende karakteristikk" og angriber folk for biologisme, hvem som "driver ut naturen, kroppen og biologien fra feminismen" og som lider af sekterisme. Godt vi endelig fik ryddet op i det, da.