Anmeldelse af Hélène Cixous: Sypress --------------- her.

Fint indslag om Oksanen her. Senere snakker jeg lidt om Grimsrud.

A jellyfish, en gople, en manet ---------- eller en vandmand.
95% vand, men stadig af hankøn. Lyt her.

Det er fort gjort å glemme at situasjonen er konstruert når man konfronteres med slikt som dette, distansen mellom meg og den andre utviskes i takt med at institusjonens hvite vegger blir stadig mer irrelevante og til slutt bare er der for å holde alt dette sammen, slik at det ikke forsvinner fra den samtidskunstkonteksten det kommer fra.

Fin sætning fra Tommy Olsson MB #5, anmeldelse af Tino Sehgal.

Vi er her – i Kunstakademiets festsal med tyve meter til loftet – og jeg står og sludrer på podiet i et håbløst forsøg på at præsentere nogle punktvise nedslag i egen Nielsen-forskning, som den har udfoldet sig gennem 00'erne. Vi er samlet for at bestemme Nielsens ontologiske status, og det står mig klart, at vi kommer til at fejle, som en serie fordoblinger i et spejl kommer den charlatanagtige avantgarde til at mislykkes i sine forsøg på at definere den heroiske avantgarde som mislykkes i sine forsøg på at overskride livet og kunsten, men som alligevel snurrer rundt, folder sig ud og strækker sig, hjuler afsted og er i flux, skudt ud som en pil på himlen.

Funus Imaginarium afholdt seminar i november 2010, og nu lyder rygterne om en udgivelse. Vi får se om de vil have min tekst.

De fører langsomt røret ind gennem min mund og ned i maven. Det mærkes tydeligt hvordan røret – et mindre støvsugerrør med et kameraøje yderst – snor sig indvendigt og følger de bløde tunneller. Det er vigtigt at jeg holder hagen løftet, patienten kan faktisk dø hvis hagen sænkes mod brystet mens røret stadig er derinde. Den surmagede kritiker er en kliché, men også en fysisk realitet. Kritikerkroppen lever et stresset liv, og af og til sætter det sig konkrete, fysiske spor. Denne gang finder lægerne ingenting, men de har for evigt givet mig en oplevelse af et indtrængende instrument som fylder kroppen mens den gispende og rallende udstøder slim og spyt.

Atle Christiansens Kritikarboka vækkede minder om en gastroskopisk undersøgelse. Anmeldelse i Norsklæreren snart.

Anmeldelse af Thea Selliaas Thorsen: Kom ikke uten begjær. Billedet er en hyldest til kvinder som kan swinge en solid harpe, lyre eller lyre-guitar som fx Sapfo, Mette Moestrup, Jenny Hval + PJ Harvey.

Til tross for at jeg er [enig] med Christiansen i mange enkeltavsnitt, gir den samlede lesningen av Kritikarboka meg lyst til å advare mot den skolerte anmelder med gullstjernemerker, og forsvare den flate, klønete litteraturen, den som prøver på for mye og som ikke helt finner formen, og ikke minst den som vi ikke er rede for ennå.

Jeg kunne ikke være mere [enig] med Tonje Vold, eller sagt på en anden måde: Kritikarboka fungerer bedst som en omvendt lærebog. Christiansens paternalske love styrter mig ud i et hav af perversion.

Sakprosaforfatterne trenger ikke mer paternalisme, men skikkelige arbeidsforhold. Lorentzens forslag går ut fra at de aller fleste medlemmene i NFF allerede har lønn og nok av penger, men at de kunne trenge litt mer ære. Men de som vil drive med sakprosaskriving på heltid er ikke interessert i ære - det er en ting de har nok av.

Det er ikke svært at være [enig] med Espen Søbye i at sagprosa- forfattere næppe trænger flere priser, men snarere ordentlige arbejdsforhold. Hvor mange debatter har ikke været afholdt igennem 00-tallet hvor skønlitterære forfattere har savlet over koncepter som "virkelighed i litteraturen" og "den politiske roman" ... essayistikken gennemgår en opvurdering parallelt med den performative vending; den er en "virkelighedsgenre" som opererer i grænselandet mellem sag- og skønlitteratur, men den kulturelle kapital kommunikerer ikke med den økonomiske, hvor sagprosaforfattere stadig er underlagt et bizart teksthierarki. Nogen bør ganske rigtigt storme DnFs Fiction Factory. Se op for sexy sakprosa.

Louise: So what happened, were you bored in Manchester?
Johnny: Was I bored? No, I wasn't fuckin' bored. I'm never bored. That's the trouble with everybody - you're all so bored. You've had nature explained to you and you're bored with it, you've had the living body explained to you and you're bored with it, you've had the universe explained to you and you're bored with it, so now you want cheap thrills and, like, plenty of them, and it doesn't matter how tawdry or vacuous they are as long as it's new as long as it's new as long as it flashes and fuckin' bleeps in forty fuckin' different colors. So whatever else you can say about me, I'm not fuckin' bored.

Super short mikroanmeldelse af Bøygen #4/10 --------------- her.

French rationalism and the personal faith of the Reformation, it discovered the prestige of the individual, of, as it is more nobly put, the ‘human person’. It is thus logical that in literature it should be this positivism, the epitome and culmination of capitalist ideology, which has attached the greatest importance to the ‘person’ of the author.

Jeg opdager hele tiden nye ting i --------------- denne tekst.

The Witness: I am trying to answer. Mr. Ginsberg is trying to say as powerfully as he can or trying to express as powerfully as he can his indignation at certain things he sees taking place in the world today. He is obviously - perhaps one of our biggest problems is the atom bomb. He's tired of it. He's sick to the point of saying this. He doesn't want to temper it by saying it any less softly. He's angry, and when you are angry sometimes you do use words of this sort. I would say yes, it's relevant; it's in keeping with the wrath he feels, with the language that he has used throughout most of these poems. And, yes, I would say it was relevant to the literary value of the work.

Boganmelderen Luther Nichols svarer på spørgsmål i sagen mod Allen Ginsbergs digtsamling "Howl" i september 1957. Her er det specifikt ordlyden "America, go f*** yourself with your atom bomb" som vurderes. En dramatisering af sagen findes i filmen "Howl" og transkriberet i bogen Howl on trial. The Battle for Free Expression (2006). Et af kvalitetsmarkørerne som benyttes i sagen er "duration" - vil værket holde? Ironisk, eftersom retssagen mod digtsamlingen nærmest garanterer dets indskrivelse i litteraturhistorien.

På et bestyrelsesmøde i dag, 17. januar 2011 har bestyrelsen for S/I Das Beckwerk enstemmigt besluttet at lukke virksomheden og fritstille samtlige ansatte med øjeblikkelig varsel.

Ifølge bestyrelsens erklæring afvikles alle virksomhedens aktiviteter og forpligtelser hurtigst muligt, og samtlige værker og arkivmateriale overgår til det nyoprettede Das Beckwerk Museum.

Den navnløse virksomhedsleders sidste opgave som repræsentant for virksomheden bliver at forsvare den universelle ytringsfrihed og identiteten som open source, samt Das Beckwerks interesser i sagen Thomas Skade-Rasmussen Strøbech versus Gyldendal og Das Beckwerk. Hovedforhandlingerne finder sted i Østre Landsret 19. og 20. januar.

Med sidste hilsen fra Das Beckwerk (sidste tekst i Vagant #1/2011)

Om Karin Gundersen: Roland Barthes. Teori og litteratur her. Sangvinsk tekst skrevet i dyb depression julen 2010. Schiz to tha O!

Tillykke til Pia Juul med Montanas Litteraturpris 2010 for Radioteatret. Publimkumsprisen går til Anders Haahr Rasmussen.

+ breaking news! Pictures direct from the live event as it unfolds.

Karen og hennes fire år eldre bror Richard ble under navnet The Carpenters popikoner på tidlig 70-tall, med sanger som «Close to You» og «We’ve Only Just Begun». Karens skjebne tegner en på mange måter perfekt kausal linje fra 50-tallet til 80-tallet: Anorexia nervosa – spiseforstyrrelse – blomstrer opp parallelt med den amerikanske forbrukerkulturen på 50-tallet, men identifiseres først for alvor på 80-tallet.

Errata til dagens Carpenter-essay. 70 bør være 50, naturligvis.

En japansk journalist kaldte Karen "lead sister" i stedet for "lead singer" i et interview. Essay om Karen Carpenter lørdag.

Ubehaget sprer seg også til denne anmelderen: det er som om disse virkelige personene (!) som lever der ute (!) har slått ring rundt den gravalvorlige forfatteren. Det er som om de har gjort verket hans urørlig; jeg vil presisjonsbombe, men kunne jo for pokker komme til
å skade sivilbefolkningen.

I 2008 skev jeg om Himmelarkivet af Gaute Heivoll og var i den forbindelse inde på de virkelighedseffekter som konstruerer forfatteren som urørlig, og i Heivolls tilfælde desuden også som genial; konstant slået af spontane syner og indsigter. Før jeg brenner ned (2009) insisterer stadig på at være vidnelitteratur, men Heivoll kommer udenom Holocaust og den slags politisk roderi og kan i kraft af det centrale ild-metafor meget bedre nærme sig det som egentlig er kernen i projektet, nemlig at præsentere to parallelle fiktioner og påstå om dem at de er virkelige: Det som ses (relativt beviseligt bygget på fakta) og den som ser (100% hardcore forfattermytologi).

Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee Mara Lee

Eksperimenterer lidt med T-shirt design -------- Godt nytår!

En ung John Lennon portræteres i Nowhere Boy – dette er fortællingen om drengen før kunsten, hvor den komplekse morsrelation, præget af incestfantasier og sorg, beskrives som den direkte årsag til at Lennon kaster sig over rock 'n' roll; musikken er ren drift, den er en effekt af livet. Filmen har ét niveau – hverdagsrealismen – og fortælles stort set kronologisk. Det skal siges at filmen næppe forsøger at forklare hele Lennons karriere udfra forestillingen om kunsten som spontan og organisk. Dog, metapoint? Morsrelationen er altafgørende for den kunstneriske impuls.

Filmen om Allen Ginsberg tager navnet fra hans kendte digt "Howl" og er en collage hvor forskellige niveauer flettes sammen: Ginsberg læser digtet for et publikum, digtet illustreres i en (lidt klam) animation, Ginsberg interviewes og vi følger også den komiske rets- sag mod "Howl". Filmens dagsaktuelle metapoint handler om ytrings- frihed, her forstået som retten til at begære den man vil i kunsten og livet, og beskriver Ginsbergs poesi som en politisk-empatisk gestus mod alternative måder at være i verden: Andre begærsformer plus diverse selvdestruktive kunstnersjæle og psykisk syge. Sidstnævnte er repræsenteret ved Ginsbergs lobotomiserede mor - her findes altså også en morsrelation og et specifikt begær som former den skabende, men Howl har et kunstværk i centrum, som fremvises som et værk i værket, eksemplarisk kontekstualiseret.

Well, 2010 sugede, there's no way around it, men det var hyggeligt at møde disse piger på Gotland og for en enkelt dag føle sig som Jack Kerouac. Jeg er også glad for at vi lavede denne bog til Audun, the hardest working man in show business og gennem regn og sol stadig no. 1 bedsteven. Glædeligt at flinke folk som Skinnebach, Oksanen og Cia Rinne fik pris, og hyggeligt var det også at følges med Jonas til Berlin; juni var absolut årets bedste måned med en hel bunke filosoffer (her & her) på Volksbühne, en splinterny Froschrad og et super yogasted (hemmeligt). En fryd var det også at skrive tekst med Jenny Hval, den uredigerede 20-siders tekst var en jublende rodebunke. I 2010 smagte performanceæstetikken, virkeligheds- hungeren, hjernevask og kulturkamp af gammel, sur sok, men lad os nu se, i 2011 blir det bog, festival og nye horisonter.

Der findes nu en rapport fra B-opens seminar --------------- her.

Det er ikke alltid det mest presise treffer best, skriver Sandra Lillebø i KK. Selvsagt, men hvad betyder "præcis" her? Er det en fordring om dokumentarisk nøjagtighed, om et æstetisk fuldendt udtryk eller begge dele på samme tid? Grimsrud bruger Reality-æstetik, det håndholdte kameras påstand om at det går an at slippe ud af kunsten mod noget mere autentisk, allerede pulet til døde af punken: En lo-fi-skæv-sætning er mere rørende og sand end en fuldendt sætning. Men violiner med så tabloid-narcissistiske strenge som Grimsruds får mig næppe til at spytte ud et "Wow, god litteratur!" Teksten cirkler omkring det ekspressive jeg, modsat Sofi Oksanens træffede måde at understrege lidelsen som kollektiv og historisk.

Om det skulle finnes noen tilknyttet Flammes stall som har et håp om at kunsten de produserer også skal besitte et minimum av kritisk potensial (jeg vet det er noen), får man på disses, og våre, vegne håpe at følgende uttalelse (levert av en norsk kunstkjenner uten DJ-bakgrunn) ikke medfører 100 % riktighet: «Om du velger å gi ut på Flamme Forlag, velger du også bort det kritiske ved ditt eget prosjekt. For alltid.»

No further f***ing comments. I'm dead. Peter Amdam fortsætter sin kritik af Flamme Forlag i Vinduet #4/2010

Forventningene var ikke særlig høye på forhånd. Mine fordommer var sementert gjennom flere tiår, for kvaliteten på Vagant har vært vekslende, for å si det mildt. Jeg forventet en svakhet for det sekteriske, individsentrert selvopptatthet, nettverkskorrupte inklusjons- og utelukkelseskriterier, tvangsmessige eksklusivitets- ønsker og pubertal ubegripelighet. Det hermeneutiske utgangspunktet var altså ikke det gunstigste. Men forventningene ble
straks gjort til skamme.

Jaha? Med den slags forventninger kan det jo kun gå bra. Trond Berg Eriksen anmelder 10-årgangen af Vagant og forelsker sig hovedkulds. Nu blir det spændende at se om vaganterne vælger at anmelde 2010-årgangen af MB til gengæld. That would be so much fun.

"To break their silence?" Andersen suggested.
"Yeah, to break their silence," Kathleen allowed. She went on: "I'm really interested in a punk rock movement - an angry girl movement - of sexual abuse survivors ... I seriously believe it's the majority of people in this country have stories to tell that they aren't telling for some reason. I mean, with all that energy and anger, if we could unify it in some way - "
She trailed off. Her voice had been the loudest voice on the tape during the whole interview, but now it deminished to a whisper. It's easy to imagine her looking down at her hands, overcome with the intensity of her vision.

Kathleen Hanna i 1991. Fra Girls to the Front af Sara Marcus. Her fortæller Hanna lidt om Kurt & teen spirit og etc.

Med forfatterens tilladelse bringer Claws Talks Guri Kulås' opsummering af "kulturkampen" på norsk grund. Harald Eia fik netop Fritt Ords honnørpris for det populærvidenskabelige program Hjernevask, en slags systematiseret mobning af samfundsforskere med slagside imod feminismen og en buket af gode argumenter for diverse racetænkere. Det er tydeligt at man også i Danmark værdsætter samtalen, her forstået som høj temperatur og aggressiv mediahype, som det ypperste udtryk for demokrati.

Tredje del af Basilisk Betas dialog med Tue findes nu ---------- her.