To boldly go where no woman has gone before. And by that I mean space, but also Morocco where this photo is from. George Lucas filmede dele af Star Wars-filmene i Nordafrika, nærmere bestemt Tunesien, og det er ikke underligt at han valgte dette sted. De har ørken nok i Californien, hvor andre dele af filmene er optaget, men af og til må man bare tage til Sahara. Det er muligt at rejse for næsten ingen penge, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med i 2018. Ingen rejse op min egen ræv. Ingen rejse ind i mit eget trivielle privatliv som en kedelig nordisk person i en genkendelig nordisk virkelighed. Vi må åbne os nu. Vi må møde det fremmede, eller det som vi tror er fremmed indtil vi krydser over grænsen og finder venner in space. Godt nytår fra Marokko. Flickr + Instagram.

Det var efter Bellagio-fontænerne havde gjort deres job. De dansende fontæner udenfor Bellagio-kasionet på The Strip i Las Vegas ligner en chorus line med vandsøjler i stedet for dansere af kød og blod. Showet med vandsøjler, lys og musik er et stort trækplaster, og du får helt sikkert gode billeder du kan dele. Bagefter stod jeg og virrede med mit kamera, folk var allerede på vej bort mod andre oplevelser i det glitrende lyshav. Bag mig på fortovet foregik en lille fest. Det var Minnie Mouse som var den vildeste, men Wookiee og Pikachu holdt sig ikke tilbage. En flok maskotter havde samlet sig, og de var øjensynligt blevet trætte af at være venlige mod børn og turister. Et Disney-egern svang sig rundt om en lygtepæl og foregav at være del af et stripshow. Minnie Mouse havde fået hedetur inde i kostumet og gik rundt med et besynderligt dobbeltansigt: Øverst Minnies retarderede smil og nederst et lille sort ansigt som tittede frem. Det er næppe verdens bedst betalte job at være maskot, de ansigter jeg så under maskerne var alle sorte.

Jeg forsøger at forstå mere om den svævebane som de spanske kolonialister byggede i Sidi Ifni i 1967. Der er bare en fantastisk ruin tilbage nu. Det ser ud til at det var svært at bygge en reel industrihavn hvor store skibe kunne gå ind. Løsningen var somewhat quixotic. Man byggede en svævebane ud i vandet til en dok hvorfra man kunne transportere materiale og mennesker ind til kysten. En del af pointen var nok at binde Ifni sammen med Gran Canaria. Dokumentation her + her. Den peppy musik kan skyldes at det er Franco som styrer sagernes gang på dette tidspunkt. Franco var også på besøg i Ifni, og svævebanen var øjensynligt et symbol på industrielt fremskrift og prydede derfor spanske frimærker. Selvom Marokko opnåede selvstændighed i 1956 blev Ifni først indlemmet i Marokko, og dermed fri af de spanske kolonialister, i 1969. Således ser ruinerne ud idag.

Et julekort til alle samarbejdspartnere i 2017. Også et forsøg på at anskueliggøre hvordan en freelanceskribents tilværelse ser ud. Tak til Vagant, Bokmagasinet, Musikkmagasinet, Kunstkritikk, Litteratur på Blå, Volt, Forfatternes klimaaksjon, Kunsthøgskolen i Oslo, Politiken, Information, Antipyrine, Møllebyen Litteraturfestival, Kritisk kvartett i Bergen, Møllegade Boghandels kritikersalon, NRK P2, ENO årbok, Kunstnernes Hus Kino, Forfatterskolen, Classic Album Sundays, Skrivekunstakademiet, Nordland kunst- og filmfagskole og Norsk kunstårbok. Det ser ud til at jeg har haft cirka 23 samarbejdspartnere vs. 15 samarbejdspartnere sidste år. Også tak til Norsk faglitterær forfatter-og oversetterforening hvis 3-årige stipend jeg nyder godt af. Desværre har der været uklarheder omkring beskatningen, så mit budget er crashet eftersom op mod halvdelen skal betales til skatten. Dermed står jeg uden penge fra januar. Det næste halve år skal jeg færdiggøre mit bogprojekt, så hvis nogen har idéer til pyramidespil eller deltidsjobs i københavnsområdet skriv til mig på Facebook. Tak & fortsat glædelig december.

En kollektion af tekster om science fiction og mulige fremtider her + her + her + her.

Kom på Forfatterskolen 14. december for samtale om mexicansk research. Info her.

Fire sider med årets bøger i Bokmagasinet idag. Vinderen blandt kritikerne er Olaug Nilssen: Tung tids tale. Dealen er at vælge to norske bøger og en udenlandsk. Det sværeste valg stod mellem Angela Nagle og Chris Kraus. To flotte bøger fra Kraus i år, denne og denne. Min varmeste anbefaling, men Nagle er frysende aktuel. Andre gode bøger fra 2017 er Asgar Jorn, Mark Fisher, Kate Zambreno og Jenny Tunedal, Pablo Llambías, Damon Krukowski, Matias Faldbakken, Leonora Carrington, Robert Forster og Maria Alyokhina.

Repost fra Ian Svenonius' instagram. Just because it's the 5th of December.

Tak for fin søndag på Kunstnernes Hus Kino. Billeder her + her + her + her.

Håber at se mange på søndag til et strålende Carrington-arrangement på Kunstnernes Hus Kino. This just in: Vilde von Krogh stiller med surrealistisk vinfontæne! Mere her og her.

Det er muligt at politisk depression lader sig kurere af Cirkeline? Jeg tænker ofte på sangen om snemusen når den første sne falder. Den lille, musen, skal blive stor og skræmme magten, katten, bort. I en længere film drager musene til storbyen hvor de blandt andet møder en kvindelig punkmus, Sidse, og en indvandrermus, Hassan. Xenofobi findes i afskyen for Hassans fetaost, som Ingolf imidlertid godt kan lide. Ingolf er ellers den angste, landsbyromantiske mus som trøster sig med at spise. Ingolf er konservativ, men alligevel progressiv fordi han er åben for fetaostens fremmedartede smag.

Engang var der et musikmagasin der hed ENO, nu findes ENO årbok og 2017-udgaven kan bestilles her. Jenny og jeg lavede en tekst til ENO #2 om Kate Bush, på søndag snakker samme team om Laurie Anderson. Søndag 3. december viser Kunstnernes Hus Kino tre film om Leonora Carrington mellem 14 og 18. Snak og samtale ved Anne Kjersti Bjørn og jeg.

Har leveret årets top 3 til Bokmagasinet. Her er en hurtig top 12 over årets plader so far: Escape-ism, Lee Ranaldo, Chastity Belt, Priests, Quicksand, Depeche Mode, Pallbearer, Filthy Friends, Mount Eerie, Modern Love, Ulver og Thurston Moore. Jeg har været på overraskende få koncerter, men likte godt Pallbearer, Sleaford Mods, Master Musicians of Joujouka, Depeche Mode og Robert Forster og glæder mig til Lost Girls. Mere her + her.

Forsøger at bekæmpe jetlag med Tim Burton-filmatiseringer af Alice in Wonderland og en dokumentar om dengang Jim Carrey spillede den brilliante komiker Andy Kaufman.

Hjemme fra Los Angeles og tænkte på hvor nemt det er at associere New York med god musik. Sværere er det med Los Angeles. Satte sammen en spilleliste af sange om Los Angeles som går fra horror til mere rimelig musik. Desværre ingen rapmusik, som jeg ikke helt er nede med. Til slut en lille kollektion af sange skrevet af turister. Mere her og her.

Jenny Hval og jeg skal tale om Laurie Andersons Big Science (1982) i Oslo, hvorefter pladen spilles i al sin vinylbaserede skønhed. Kom og lyt sammen med os. Søndagen efter er der Leonora Carrington-bonanza i Kunstnernes Hus Kino. Mere info følger.

Jeg interviewede veteranfeminist Gloria Orenstein igår. Mere om Gloria her. Nogen som ved om UN World Women’s Conference i København i 1980? Nogen arkiver i København?

Thrilled out of my mind to find this on Spøtify. Introduction to Escape-ism featuring Ian F. Svenonius. Too bad, Lee Ranaldo and Chastity Belt, no. 1 på årets plader-listen not for you.

Underligt billede fra Santa Monica Pier idag. Dette er også sært.

Alting sker altid på den sidste dag. En time udenfor Mexico City fik jeg en privat visning af Leonora Carringtons kunst, som jeg skrev om tidligere i år. En stor del lå i kasser og var under restaurering. Der er mange planer for Leonora. Mindst to nye museer, det ene i Xilitla, det andet i hendes hjem på Calle Chihuahua i Colonia Roma, kunstnerkvarteret i Mexico City. Glæder mig til at skrive på bogprojektet nu. Her er flere billeder.

The dead rockin' out @ Centro Histórico 

Ved ankomsten til Mexico City slog to faktorer mig næsten øjeblikkeligt i gulvet. Forkølelse og biler. OMG, biler. Det overrasker mig ikke at byen kommer på førstepladsen over "most congested cities in the world," det er som at gå permanent inde i en brun, brummende, benzinlugtende sky. For this I was not prepared. Anyways, de næste dage er fulde af researchrelaterede planer før jeg stikker videre på søndag. Her er nogle billeder.

To ting jeg ved om aztekerne på grund af popkultur: 1) Opfandt aztekerne kameraet? Probably not, men de opfandt hjulet, kalenderen, totalitær byplanlægning, chokolade og popkorn. Det skotske band Aztec Camera udgav imidlertid deres første single på Postcard Records i 1981. Deres første album High Land, Hard Rain kom på Rough Trade i 1983. 2) Hvad tog livet af aztekernes civilisation? Det gjorde Hernán Cortés, en spansk conquistador som slagtede aztekerne som kom med gaver til de fremmede mænd fra Spanien. Vi kender Cortés som "Cortez the Killer" i Neil Youngs sang om kolonialistisk vold fra 1975.

Joan Didion, stylish & tragic & cool & awesome. Se filmen The Center Will Not Hold.

It's gonna get weird in Mexico City

Dansk forfatter AA er observeret i Brooklyn. 18. oktober cirka 12.55 kommer Dansk forfatter AA ud af en butik på Guernsey St. og siger til sit kvindelige selskab: "Der stod at man skulle aflevere sin taske." 25. oktober cirka 11.50 bevæger Dansk forfatter AA sig ned ad perronnen på Greenpoint Ave. Han går med små skridt bag kvindeligt selskab klædt i rødt, nu med sit hår sat op. Dansk forfatter AA taster på sin telefon, håret er samlet i en man bun. Hvad skal dette føre til? Skrives her litteratur? Mange uafklarede spørgsmål.

Ikke mit billede, men jeg så min første Blue Jay i en baghave i Brooklyn Heights.

Har skrevet om Robert Forster fra det australske band The Go-Betweens her. Der er iøvrigt influx af nye billeder i New York-mappen right here.

Tripper ud over den røde sol over København. Den er finere og rødere i virkeligheden, selvsagt. Helst brug solbriller. Det er orkanen Ophelia som kicker op sand fra Sahara, og næppe et mystisk tegn, men jeg kom alligevel til at tænke på Fivers vision i Watership Down ("Kaninbjerget") af Richard Adams (1972). Fiver ser solen blive rød og spilde blod på marken. Dette realismebrud var utroligt imponerende da jeg var 9 år. Tror jeg forstod noget om kunst og abstraktion dengang, so thanx to Watership Down for that.

Et par science fiction-relaterede tekster her og her. Bedste sf er imidlertid denne.

Is it future or is it past? Kom på science fiction-relateret kritikersalon på Møllegade. Man kan varme op med dette Vagant-nummmer som er præcis otte år gammelt i kveld.

Jehovas Vidner ringede på idag. To unge kvinder. Deres pitch var lidt for selvudslettende. De virkede som abuse victims, som om de forventede raseri af mig. Faktisk følte jeg at jeg havde påkaldt dem selv via extensive indulgence i Nick Caves gammeltestamentlige bagkatalog på Lovely Creatures. Deres brochure: Hvad mener du om Bibelen? Lidt ignoreret skrift nu hvor alle prætenderer at diskutere Islam. Betyder det en kristen påvågning? Nej, for dette er kulturkamp som ikke har noget reelt formål, med mindre the 1% har bygget en rumraket i al hemmelighed til Trump og hans venner.

White supremacists on Mars, hvilket udemærket kunne være titlen på den film jeg så igår hvor vores astronaut går rookie, ingen skal aflyse hans mission. Han kommer frem til Mars af egen drift efter teknologiens kollaps for at fange ét poetisk øjeblik i minutterne før han dør. Her er Cave i Berlin før murens fald. Hvor kommer Miley Cyrus-referencen fra i "Higgs Boson Blues"? Jo, han var med sine kids på Madame Tussaud i 2013. Hans kids gropede voksversionen af Cyrus, dette forstod ikke Cave. I det næste rum var Elizabeth Taylor udklædt som Cleopatra. Hvem er hun, spurgte hans kids uinteresserede.

Hermed en tekst med afsæt i Maria Alyokhinas nye bog Riot Days og gode bøger af Mischa Gabowitsch og Victoria Lomasko. Sidstnævnte bidrog med illustrationer i En punkbønn. En forsinket fødselsdagsgave til Putin som fejrede i lørdags. CNN om fødselsdagsfesten.

I fredags tog @informeren anmelderiet på alvor med et kulturtillæg viet forestillingen om en verden uden anmeldelsen som form. Krise i kritikken, med andre ord. Blandt andet har Skyum-Nielsen fordybet sig i Norsk litteraturkritikks historie her.

Dejligt at se og høre Thurston på 12-string igår kveld på Jazzhouse. Rock N Roll Consciousness (2017) er up there sammen med Psychic Hearts (1995) og Trees Outside the Academy (2007). At jeg begyndte at skrive om musik er Jon Kåre Times skyld, han spurgte mig om at anmelde denne for ti år siden. Lee har også udgivet sin måske bedste soloplade i år, Electric Trim. Maybe cosmos is not completely lost.

Peak Twee i Grant & I: Inside and Outside the Go-Betweens når aussies Grant McLennan og Robert Forster møder Edwyn Collins fra Orange Juice i Glasgow i begyndelsen af 80'erne. Oh, my heart. Why do birds suddenly appear every time Peak Twee is near?

Essaouira berber swag 2016.

Kigger mine Flickr-billeder igennem og bliver i ganske dårligt humør. Her + her. This thing called news is getting me down. Har skrevet om Alyokhina, Gabowitsch og Lomasko idag.

Et par ord om Krištof Kintera, f. 1973: Nervous Trees @ Galerie Rudolfinum i Prag. Processuelt kaos i Neo-Renaissance-bygningen fra 1885. Kontrolleret vandalisme og et skummelt isbjerg af plastik. Et rum fuld af pensioneret elektronik, komponenter i en slags naturtilstand, af og til spruttende og hvæsende, gående i overgang. Bedende cyborgdyr som strækker sig mod ornamenterne i loftet. Nogle af dem hedder After Brâncuși med hint til den rumænske skulptør Constantin Brâncuși kendt for Birds in Space. Disse glober var skrækindjagende. Med jævne mellemrum gik de ind i en spasmelignende tilstand og dansede henover gulvet. Nogle af dem var meget høje og truende.

Jeg har intet totalbillede af det rum som henlå i ultimativ kaos: Snerummet. Isflager af polystyren overalt. Et isbjerg af polystyren i midten, på toppen en Public Jukebox. Børn i vild interaktion med polystyren. Jeg lo af dem og tog billeder, men så begyndte jukeboksen at spille "Space Oddity" og latter blev til tårer. Der er næppe tvivl om at børnene legede i en dystopisk plastikverden. Jordens sidste dag. Cyborgdyrene skuede mod loftet pyntet med julekugler som i et andet rum formede en gigantisk Koons-agtig kræftcelle. Sidste rum med hint til katarsis: We All Want to Be Cleaned. Alle billeder her.

Værd at læse sig op på hvem det er som demonstrerer udenfor Göteborgs bogmesse denne helg. Ifølge Mette Moestrup på Facebook er der nu 200 forfattere som boycotter messen på grund af Nya Tiders tilstedeværelse. Underskriverne bør ikke fremstilles som mobbere i skolegården, NMR består af voldelige, kriminelle nynazister. Det er på tide at sige stop.

Nu går der vist igen rygter om min jeg-kapitalisme-tekst. Det er desværre ingen tekst, men et foredrag jeg holdt på Forfatterskolen i slutningen af 2016, nogle spor findes her. En bergenskritiker, Silje Stavrum Norevik, arbejder med en bog som skal indeholde en serie kritikerportrætter, her kommer jeg nok til at tage nogle tråde op fra foredraget, og også i det kommende bogprojekt. Jeg arbejder for fuld tryk på et Leonora Carrington-projekt nu, og der bliver forhåbentlig noget Carrington at se på og lytte til i Oslo i begyndelsen af december. København, det blir kritisk i oktober! Join us @ Møllegade.

Endnu en liten litteraturfestival i København. Vagant og mange andre deltager på Höst.

Robert Forster spillede heldigvis sine to mest angry, stuck-up sange i lørdags. Her + her.

Research-dronninga har gjort et vigtigt fund idag. Se efter SAMME brændestabel her.

Ekstrem hitfest @Jazzhouse med Robert Forster. The @Jazzhouse Jack Kerouac Built, Love Is a Sign, Head Full of Steam, Draining the Pool for You, Clouds, Dive For Your Memory, Spring Rain, Rock 'n' Roll Friend, Part Company. Fem sangtitler med vand i her. EB har allerde anmeldt og giver tommel op, selvom vores helt er megaqueer: Skæv, aparte, ikke som de andre, finurlig, idiosynkratisk stil, spankulerede rundt, kokette dansetrin. What a poof, med andre ord. Selvsagt, but we luv him. Hører iøvrigt ikke Dylan, men Reed.

Frode Helmich Pedersen har et essay om "virkelighedslitteratur" i Norsk Litterær Årbok. Han sporer begrebet tilbage til 2004, hvor han mener at man begyndte at interessere sig for denne trend i norsk offentlighed. Sjovt nok nævner han ikke en svært omdiskuteret bog som udkom i Danmark i 2003, skrevet af Claus Beck-Nielsen. I 2004 stod mit interview med Beck-Nielsen på tryk i Vagant, hvor Frode selv var medredaktør. Ja, jeg har interesseret mig mindre for denne trend siden Knausgård kom ind i billedet omkring 2009, men jeg mener nok at jeg kontinuerligt at skrevet om dette fænomen siden Beck-Nielsens bog kom ud. Dette kan man se hvis man læser Den ulne avantgarde eller min masteropgave fra 2006 som netop handler om Beck-Nielsen og "virkelighed i litteraturen," men måske Frode har googlet på "virkelighet" og ikke "virkelighed" da han gjorde research?

Kritisk Kvartett i Bergen talte blandt andet om Pablos bog. Det er Frode Helmich der styrer, vi arbejder indenfor hans rammer. Vi brugte nok for lidt tid på Demian Vitanzas bog. Erika Fatland har en god, men hård læsning her. Du kan høre os som podcast her.

Masse nye billeder i Prag-albummet. Blandt andet kids som interagerer med Krištof Kintera: Nervous Trees @ Galerie Rudolfinum. Fantastisk udstilling. Total mayhem.

Under pressure. Jeg har tre til fire uger nu som er reserveret manusskrivning. Bogen er allerede skrevet, men svæver rundt som en jævla bunch of flies i huen. Af og til er alle fluer væk, og jeg har intet. Black void. Nu kan de alle sammen gerne komme her, for nu må de faktisk marchere i mønster. Det er ikke nemt med al den nervøse energi lige nu, men jeg tænkte på "Under Pressure" som egentlig er "Dancing in the Streets" uden musik. Stort set alt på YouTube som hedder noget med "musicless" er en lettelse at se på.

Klassekampen har lagt ud min anmeldelse af Faldbakken her. Olaf Haagensens interview er intet mindre end interessant. Pay up if u wanna read eller spørg én du kender. Selv er jeg usikker på hvad en roman kan gøre, andet end at være et underholdende money train. Derfor er denne bog også dybest set en bedre investering.

And then there’s “Jumbo,” one of the two or three most affecting tracks in their entire catalog. It’s as fast as anything on the album, fueled by crisp, snapping drums and a spring-loaded bassline, yet it feels like falling upward through clouds, like a midsummer snowstorm. It’s here that they truly made good on the immersive, otherworldly potential that always inhabited their music; it’s here that they outdid themselves as makers of extroverted music for introverts, of rave anthems for people happiest alone in their heads.

I slutningen af august omtalte Pitchfork Underworlds album fra 1999 Beaucoup Fish. De elsker "Jumbo" naturligvis, og det gjorde jeg også engang. "Jumbo" fik mig blandt andet til at skrive flowy prosadigte om kønsforvirrede fisketure. En anden sang fra den tid er Boards of Canada "Turquoise Hexagon Sun" som jeg brugte som soundtrack til oplæsninger.

Matias Faldbakkens nye roman The Hills er ganske spoilersensitiv. Vi får se om jeg har sagt for meget eller for lidt. Endelig er anmeldelsen af Angela Nagles Kill All Normies også på tryk, et ganske godt match med Faldbakken og lidt food for thoughts før valget mandag. Det er iøvrigt værd at følge Nagle i media, senest flere tekster for The Baffler her + her, The Atlantic og en god podcast her. Nagle siger om Alt Right: "It’s kind of a punk sensibility. That was very much where it came from."

Thank you for the inspiration, Kate Millett (1934 – 2017). Rest in peace. Min first edition af Sexual Politics fundet i Bokbyen Fjærland, 2002. Se dokumentaren She's Beautiful When She's Angry (2014) på Netflix for almen dannelse. Mere her.

Vild med Andreas Töpfers hjerneengel. Nye Vagant er psykedelisk. Kan endelig trække vejret fri af den dominerende udgrænsningsretorik: Fejlrepræsentér din modstander med udestemmer, tal højt og gentag, få alle dine venner til at gentage. F*** u, trolls.

Det har lykkedes mig at få et billede af en skeløjet Milo Yiannopoulos i Informations netavis idag. Grunden er en tekst om Angela Nagles meget omtalte bog Kill All Normies. Teksten står på tryk i Moderne Tider-tillægget, er skrevet før hændelserne i Charlotteville og er en Information-Klassekampen-venskabstekst som kommer i en lidt anderledes version i Klassekampen når boghøstens storme er stilnet en smule. Her er iøvrigt mit yndlingsklip med Milo før han havde fået færdigskabt sin modkulturelle persona. Go, Boy George.

Vagant 3/2017, 208 interskandinaviske sider, lanceres i Oslo idag og i København imorgen her + her. Tirsdagen efter zoooooooomer jeg til Bergen som ein liten veps.

Her er en tekst om Audiatur i 2012 som Karl Larsson og jeg var programansvarlige for. Vi havde inviteret nogle tøffe feministiske poeter cuz we like it like that, og de istandsatte selvsagt den ene demonstration efter den anden mod arrangørgruppen. Well, vi blev kede og rystede, men vi kan ikke bede deltagerne holde kæft eller begynde at skyldbelægge dem. Arrangørgruppen mødtes på scenen i en cirkel og diskuterede hvad vi skulle gøre, på den måde blev det tydeligt at vi tog sagen alvorligt. Man må skelne mellem aggression og sabotage vs. aktivisme og protest hvoraf sidstnævnte er med til at garantere demokratiet, også i forbindelse med måden en festival er organiseret på.

Hej-hej, helikopter over Nordvest. Du har hængt der i mindst to uger nu. Nogle gange lidt fjernere, andre gange lidt nærmere, men altid der, hele aftenen til efter midnat. Jo, det er sandt, der er bandekrig på gang. Brothas vs. Loyal to Familia, så vidt jeg kan forstå. Random driveby shooting er absolut uønsket adfærd. Så tak, evigt summende helikopter! Du er en militærhelikopter med en åben dør og en soldat med gevær klar til aktion, kan jeg forstå. Vældig hyggeligt. Der er du igen, summende. Hvor længe skal dette vare? Well, så længe it is needed. Lyden, lyden er så jævlig, though.

Flot billede af Emma Holten og Chris Kraus @ Louisiana Literature fredag. Kraus har svaret på Mette Høegs underlige anmeldelse af After Kathy Acker i Berlingske 24. august. Svaret er publiceret på Louisiana Literatures Facebook-væg idag, og det er også sendt til avisen.

Siri Hustvedt og Chris Kraus @Litteraturhuset i mandags. 600 publikummer, dels i salen, dels rundt i huset ved storskærme. Her er iøvrigt to rettelser til min anmeldelse af Chris Kraus: After Acker. Se tekst med rødt her.

Ingen kan huske noget som helst nu til dags, men jeg kan huske Klassekampens chefredaktør Bjørgulv Braanens respons på Vagant #1/2007 som jeg var temaredaktør for. Efter de yderst intrikate ting som skete i kølvandet af Harald Eias populærvidenskabelige fjernsynsprogram Hjernevask tager vi en runde til hvor frontlinjerne er mere udviskede: Siri "hjerneforskning" Hustvedt vs. Chris "French Theory" Kraus. Ingen kan se forskel på hvad som er hvad længere, og nogen kan bare håbe at Hustvedt trækker publikum til Kraus.

Chris Kraus @ Møllebyen Litteraturfestival i Moss lørdag. Foto af Therése Ytter. Det jeg skrev om Kraus i 2012 + 2013 her + her. Tak igen til n+1 for denne inspirerende artikel, og til Mrs. Kraus som gør en fremragende indsats, igår med kronprinsessen blandt publikum.

Min anmeldelse af Chris Kraus: After Kathy Acker. A literary biography her. Se iøvrigt denne lille collage og bemærk afsluttende formuleringer. Apropos anker. 2007-essay her.

Vi kan ikke stoppe det. Ordet er blevet ustoppeligt. "Autensitet" er en viral mutation af "autenticitet," men med et ekko fra "intensitet," and it is out there now. Vi må bare bukke os for denne ordvirus nu. Sig ordet: "Autensitet." Føl hvordan det ruller over tungen. Den nye autensitære litteratur slog igennem i 2017. It took center stage. It stole the spot light. It was harvesting all the clicks. Således blev vi reddet fra volden.

Møllebyen Litteraturfestival har gjort et godt stykke arbejde: 17 nye bøger ligger klar! Herover et uddrag fra Moss Avis hvor arrangør Martin Sørhaug interviewes. Kom og vær med i helgen. Jeg har talt med NRK P2 om Chris Kraus idag. Sendes fredag mellem 16 og 17.

Kritisk kvartett på Litteraturhuset i Bergen 5. september. See you there.

Skriver om Peggy. Hun er så fantastisk. Som PJ Harvey og Dame Edna i samme person.

Skrev kort om Lana Del Rey i Vagant #4/2012. Modsat Hynönen og Göransson hørte jeg ikke manisk på hendes plader. Det kusliga, eller nifse, havde ingen attraktionsværdi, jeg blev bare frastødt af en popstjerne som er iscenesat som om hun redan är död og som om vores begær er nekrofilt. Die on, Zeitgeist.

Your pretty face is going to hell. Flere billeder her.

Der er mange forfattere i København. Der er mange oplæsninger. Et fænomen er ved at opstå: Jeg hører intet af det som bliver oplæst. Det bliver op-blæst væk. Måske der er bedre ting man kan gøre med sit liv? Hvorfor er al denne energi fastlåst i disse sociale former? Måske det giver mere mening at nazitrolde musikvideoer på YouTube eller go all in og starte sit eget orangefarvede naziparti? Anyways, I soldier on. Har skrevet et par anmeldelser til Bokmagasinet, men det kommer til at tage noget tid før de bliver publiceret. Håber vi ses i Moss eller i Oslo hvor Chris Kraus optræder en + to gange.

Pål Norheim (1962-2017). Forfatter & strålende fotograf. I 2005 udgav vi denne bog med ham. Billeder fra Bergen her & her. Endnu et billede han tog af Mazdak og mig her. Flere mindeord er på vej, her er nogle stykker. Audun i Bergens Tidende og Kristin Gjerpe her.

Yes, Sir. I'm a food blogger. Todays dish is a quick anti-capitalist pickled red onion salad. Pickle yr red onions as fast as f*** by pouring boiling water on the chopped onions, and let them soak for a while. Put in jar with rice vinegar, sugar & salt, five black pepper corns, some cloves of garlic cut in half, some fresh or dried chili and some thyme. Leave in fridge overnight. Make salad w/ roasted pine nuts, a can of green lentils, olive oil & a pinch of salt, deconstructed mozzarella cheese, fresh spinach and yr own DIY pickled red onions.

Kan det tænkes at ikke alle føler "frykten for det ukjente"? Og hvem har argumenteret for "utydelighed" som en positiv kvalitet? Retorikken skaber et uklart monster udenfor Polsk Identitet™. De som er grundet i en international tankegang har vel ikke argumenteret for utydelighed, de er vel ganske klare på at der intet er at frygte udenfor Polsk Identitet™. Politikeren taler til nogen hvis retoriske position synes at være grundet i at de er redde: "Vi må våge" ... åja, vi må våge. Os kujoner, os hvis meninger er formet af vores rædsel for det fremmede, os som lader os kue, os med en vagt blafrende identitet, vi må våge. Nej, de som er redde er de som klynger sig til Polsk Identitet™ som om det var livet det galt.

Because you are worth it. Videoer med Gary Numan her + her + her med datter Persia.

The rise of Milo, Trump and the alt-right are not evidence of the return of the conservatism, but instead of the absolute hegemony of the culture of non-conformism, self-expression, transgression and irreverence for its own sake – an aesthetic that suits those who believe in nothing but the liberation of the individual and the id, whether they’re on the left or the right. The principle-free idea of counterculture did not go away; it has just become the style of the new right.

Lettere søsyg efter nærstudie af Kathy Acker ----------> nærstudie af Milo Yiannopoulos. Angela Nagles bog Kill All Normies er så langt thrilling.

Har anmeldt Thure Erik Lund: Identitet i næste nummer af Vagant. Slip Oslo 31/8.

Om vinteren eller våren eller kanskje om sommeren – det kommer an på hvem og når man spør – i 2006, flyttet Janet Kim inn i det butikk­ lokalet på 628 N. Alvarado som skulle komme til å bli Tiny Creatures.

Sådan begynder Chris Kraus' Butikken i Kelly Lake og andre historier, en af mange små bøger som udkommer i forbindelse med Møllebyen Litteraturfestival. Den originale tekst om DIY-kunstscenen Tiny Creatures står på tryk i Where Art Belongs (2011), og i 2015 snoopede jeg rundt i Los Angeles efter den omtalte adresse. Jeg fandt et tiny creature.

Det bogstavlig talt kribler i min hovedbund når jeg læser Chris Kraus' litterære biografi om Kathy Acker som udkommer i august. Der kommer også en New Narrative-antologi snart. Norske forfattere som kender Acker kommer selvsagt fra kunstfeltet, som Bjarne Melgaard og Matias Faldbakken. Mere Acker her + her + her + her + her.

Kraus driver iøvrigt med et vist mål af myteknusing. Acker opfattede sig selv som en tekst og drømte om sit liv. Det selvbiografiske materiale blev konstant skrevet og omskrevet. En af de myter som akademikere har gentaget efter hinanden som en anden hviskeleg er at Acker fulgte Herbert Marcuse til San Diego og var hans undervisningsassistent. Jeg gengiver dette som en sandhed i mit essay "Kopikatten Kathy" (Klassekampen 2007 + Den ulne avantgarde 2011). Kraus helps, it is not true, just a dream, just desire for desire.

Norske Dagbladets journalist og fotograf Karima Furuseth har portrætinterviewet Audun Lindholm, Vagants chefredaktør, i torsdagens avis. Interviewet er del af en serie om "kulturens ildsjeler." Audun taler blandt andet om en økologisk problemstilling. Kværker man vækstlaget kommer der ingen blomster: "Hvis Vagant forsvant nå ville man kanskje ikke ha merket det umiddelbart. Men om ti år ville ingen i offentligheten ha gått Vagant-skolen. Ingen ville ha gjort grunnarbeidet for de andre aktørene. Da ville både forlag og aviser ha gremmet seg, og spurt seg hvordan det var mulig å tenke så kortsiktig." Næste nummer af Vagant har tema om nordiske libertinere og er ude i august.

F*** serier, se dokumentar! To af de bedste på Nutflix lige nu er denne + denne + denne.

Møllebyen Litteraturfestival 2017 er lige rundt omkring hjørnet, programmet er flot.

En punkhistoriker tømte Re/Search-bordet på Miss Read i Berlin.
A dark Tiergarten looms behind her.

I 2005 skrev jeg om Thure Erik Lunds Språk og natur (H Press) i Morgenbladet. I den typiske lundske iscenesættelse fremtræder den skrivende som var han inficeret af en dødelig sprogvirus. Teksten former sig som en eksorcisme. På bedringens vej møder vi "et forpustet og forskremt lite jeg" ... de sublime sprogvirale strukturer spytter noget ud som næsten er i menneskestørrelse, men før det er "tekstens språkakkumulasjon så omfattende som ville teksten skjule seg gjennom sin uoverskuelighet." Den skrivende er udsat for en viral kolonialisering, og teksten både er/strømmer og taler om sig selv.

De lundske tekststrømme dealer ofte med forholdet mellem by og land, og der er en stor tiltro til landets modstandskraft mod en central, humanistisk norm. Landet er ikke "bakpå" og nationalromantisk, bydgeeksistensen er en reel opposition, eftersom han har passeret forbi humanismen og fundet et leje i posthumanismen. Undervejs i forfatterskabet har flere størrelser overhalet Lund; de socale netværk, den krakilske opposition som har fået en racistisk stemme, og naturen som har forandret karakter: "Den klassiske naturen (den vi på sikker avstand kan iaktta, nesten bokstavelig talt satt inn i en gullbemalt ramme) versus naturen slik den nå utfolder seg, en natur som er teknologisk, dionysisk og monstrøs – ja, det er da nærmest en slags fortid versus fremtid, er det ikke?"

Mens den kanoniserede romanskrivning har cirklet omkring familien har Lund sporet den antropocene tidsalder mens den voksede frem. Bare et lille vittigt sideprojekt (synes flere kritikere at mene) i periferien af den øvrige romanproduktion. Kriserne har altid været akut tilstede hos Lund, og de har ikke spejlet sig i det normalnorske famileliv på spielbergsk vis, hvor en poltergeist (alkoholisme, incest) truer stabiliteten en stakket stund før vi vender tilbage til status quo. I 2005 skrev jeg: "Men er det så menneskehetens undergang vi kan skue der fremme – eller bare mannen-som-vi-kjenner-ham?" Mere om Lund og hans nyeste roman Identitet i Bergen i september.

Jeg har ingen freelanceaftale med Information, så det er ren skribentopportunisme som fik mig til at sende teksten om Mark Fishers "The Weird and the Eerie," som stod på tryk i Klassekampen i marts, til den danske avis. Det og et behov for at gøre Fishers arbejde bedre kendt. Joni Hyvönen skriver fint om hans værker i nye Vagant også. Min tekst stod på tryk i Moderne Tider 6. maj, men det har jeg først fået at vide nu. Smiley face.

To af Carringtons malerier fra indlæggelsen i Santander. Øverst en karnevalagtig fremstilling af androgyne medpatienter ("Down Below"), nederst en forpuppet eller spændetrøjebærende figur foran et labyrintisk havelandskab (hospitalsområdet) og to lidende heste som er bundet til træer som vokser ud af deres egne haler ("Green Tea").

Er det langt ude en udvej? Kom på søndag og hør om William S. Burroughs, Genesis P-Orridge & friends. Antipyrine distrubuerer Kasper Opstrups The Way Out, samme forlag som i 2014 udgav Akademi 23 og Katten indeni. The Wild Boys er på vej nu. Dreaming panel in English language with participants Jakob Jakobsen, Stevphen Shukaitis and myself.

Hvad er offentlighed? Alternativ til klikøkonomi og selfieidioti? Svaret er enkelt. Tidsskriftet er revolutionen. Lik og del @vaartland. Men vil Mordor gerne have at Vagant bliver en blog? Selvsagt. Vi er alle rosabloggere nu, vi er alle freelancere. "Man bygger ikke en resonnerende offentlighet av lanseringsarrangementer og festival," siger Lindholm. En resonnerende offentlighet? Hvem ønsker sig noget sådant længere? Lad os alle gå i headspin over Trumps seneste tweet, det er en meget bedre plan for en gylden fremtid. Hvorfor stopper vi ikke dette tullet nu? Fordi hovedet har forladt kroppen. Vi tænker ikke gennem objekter længere, vi tænker ikke gennem kroppen, der er intet indre, der er bare endeløs distraktion og amazing events. Hjernens tankeenergi er dematerialiseret til hot fluff som svæver i alle retninger. Hovedet er kappet af kroppen @ Franco Bifo Berardi.

Cucumber, cabbage. Hvad gør disse grøntsager i Echo & the Bunnymens "Killing Moon"? Well, jeg troede Malkmus var cheeky, men han citerer faktisk McCulloch. Synger han så "career" eller "Korea" i "Cut Your Hair"? Punner han på den mystiske kodetekst i Depeche Modes "Everything Counts"? So many nervous questions on a Monday.

Leonora dreamers. Jeg researcher stadig på Leonora og surrealismen. Det var ikke bare Anne Kjersti Bjørn som søgte efter Leonora i 90'erne, der er mange ekstatiske beretninger fra kvindelige forskere som mødte hende i Mexico City og forsøgte at få et bedre indblik i hendes dramatiske livsforløb og kunstproduktion. Der er flere biografier og en roman, ingen af dem særlig gode, romanen faktisk frygtelig, men teksterne bidrager alle med et ras af detaljer, mere eller mindre fantasmagoriske: Leo, min magiske mor.

En ting jeg ved er forkert er følgende om Max: Han blev ikke fængslet i Frankrig på grund af degenereret kunst, men fordi han var tysk. Han blev interneret sammen med Hans Bellmer, og de malede begge i fængslet. Min tekst på Vagantnet.

Trying not to be a dick, sometimes succeeding, sometimes not. Populistiske svar fra Christensen i Politiken idag. Journalisten var un vrai gentleman, men det blev alligevel et reckless klippejob. Jeg forstår godt hvad Thykier mener når han siger at kritikerne læser tematisk og dermed placerer sig på samme breddegrad som debatstoffet, men jeg tror de af sig selv tænker over hvordan deres praksis kan kaldes "politisk" og slet ikke lader sig presse af redaktionerne. Men det er et mærkelig enten/eller-landskab: Form eller indhold? Both, Sir. Og jeg havde allerede en kontekstualiserende læsepraksis da Klassekampen råbte "Kritiker!" og jeg vendte mig om, og et monster blev født.

Findes der iøvrigt en opdatering på denne sag? Blev forholdene bedre?

Endelig kan min tekst om Leonora Carrington læses på Vagantnet. Ikke forstår jeg hvorfor redaktionen lod mig beholde arbejdstitlen, som punner på en Stereo Total-sang fra 1997. Måske fordi Antikonformisterne er en uacceptabel anglicisme. Her er iøvrigt en lille dokumentarfilm som viser Vagant-redaktionen som arbejder på min tekst/kjole.

Keep checking, en dag finder du. Aldrig hørt disse med Huggy Bear her + her + her.

Måske man skulle droppe større skriveprojekter hvis man går så meget i psykosomatisk headspin. Ingen skal påstå at skrivejobs ikke er kropsarbejde. For det meste føler jeg mig som en worthless bedsitter (minus festen). Det er altså kropsarbejde som ikke ser ud som kropsarbejde, ikke engang for den som arbejder. Skribentidentiteten blafrer så meget at hun ikke engang selv tror på den. Hvor er horisonten? Ser den ikke, ser den ikke. Men nu skal jeg snakke om en udgivelse ved navn The Way Out i København snart. Book in shape of a portal. Jeg skal også til Moss i august, til Bergen i anledning af Kritisk kvartett og til Oslo i anledning af Classic Album Sundays. Det siger pling-pling i identitetskasseapparatet.

Måske du er komfortabel med din iPad, men jeg foretrækker nu analoge bøger, også gerne de som vejer mange kilo som The Imaginary Reader, redigeret af den utrættelige bergenskurator Marie Nerland AKA Volt. Men er det en bog eller en udstilling? Her er både originale tekster og værker lavet specielt til projektet som har været otte år undervejs. Nerland skriver at bogen kan bruges som "a stimulus to thinking about the imaginary and the relationship between fiction and reality." The Imaginary Reader kan købes her.

Mit tredje år på K-Town Hardcore Fest. Meget trist, for jeg er syg, men jeg var på åbningen af kunstudstillingen igår. Meget gode værker af blandt andet Line Dalika og Tania Salvang. Alle folk var udenfor i solen efter en regnvåd åbning fredag. Senere fik jeg et glimt af eneste norske band som spiller, Negativ. Nævnes skal også min nabo Moa Larsdotter som har silkscreenet fine K-Town T-shirts og som er del af bookingteamet.

Business as usual: Hannah Helseth og Kaja Schjerven Mollerin @kjonnsforskning

Den lille bil bærer dem til Madrid, men de får problemer: "The brakes have jammed!" klager hendes engelske veninde fra førersædet. Leonora has jammed too, kroppen er knækket. Hun har forladt sin stolte hestebevidsthed i Frankrig, nu må hun gå sidelæns som en krabbe. Den nye krabbebevidsthed er intet godt tegn, den markerer begyndelsen til et psykisk sammenbrud.

Vi er ved at lave en lille Leonora Carrington-artikel færdig til Vagantnet. Leonora er også del af mit bogprojekt, som brænder alvorligt på denne sommer. Tænker på vanvidsstilarter og tænker at disse er historisk betingede. Leonoras vanvid var tidstypisk, så samme måde som Mark Fishers politiske depression er typisk for vores tid. Der er imidlertid nogle problemer med at jobbe alene under pres, specielt et job som langt henad vejen handler om vanvid og depression ... well, og kunst. Jeg skal gøre alt for ikke at acte ud det pres jeg føler på nettet. Bedste man kan sige til sig selv er: It doesn't f---ing matter.

Skriver om Damon Krukowski: The New Analog i dagens @Musikkmagasinet og her. Mange gøye links til Krukowskis 2012-essay om strømmetjenester og denne, naturligvis.

Kritikeren er serial attention giver. Givet min skrantende opmærksomhed her + her + her.

As I do not expect redemption in my afterlife, I think that despair is the only appropriate intellectual stance in this time. But I also think that despair and joy are not irreconcilable, as despair is the mood of the intellectual mind, while joy is the mood of the embodied mind. Friendship is the force that transforms despair into joy.

Franco Bifo Berardi: Futurability. The Age of Impotence and the Horizon of Possibility

Har netop postet første billede på Instagram. Billeder med et bedre kamera på Flickr.

Har ikke fået hatemail fra Highasakite-fans endnu. Arne Borge fik mig til at blurbe (lyd: "blurrrb!") i en Vårt Land-artikel (bag betalingsvæg) om bandet Highasakite og deres seneste bilfirmasamarbejde. Hope for millennials? Maybe, maybe not. Skriver iøvrigt om Damon Krukowski i mandagens Musikkmagasinet. The New Analog er god og vigtig læsning.

Det skal siges at man i den norske oversættelse af Hustvedts essays kan læse om Jeff Koons (showcase om kapitalisme) og om Anselm Kiefer (showcase om Holocaust). Dette er læsninger af kunst som har med samfundsmæssige sammenhænge at gøre, men ofte oplever jeg at geni (Hustvedt) ser på geni (kanoniseret kunstner), og denne relation synes at svæve i et tomt rum, og har at gøre med selviagttagelse. Hustvedt har skrevet en bog om egne hjerneproblemer, og et af disse anfald skete på et galleri. Det forklarer jo delvist hvorfor al kunsten har med Siri at gøre som ser på sin egen hjernes emotionelle reaktioner. Der er noget med det selvreferencielle som lukker teksterne, men der er dog en fin tekst som handler om Siri som skrivelærer på en psykiatrisk afdeling. Der er lidt mere luft her. Men selvsagt er der også et geni på afdelingen, som spejler Siris genialitet. Bokmagasinet er tilgængelig på Lillehammer idag fredag. Her er min anmeldelse.

Det interskandinaviske litteraturtidsskrift Vagant, som netop har fusioneret med danske Salon 55, holder release i Oslo 31. maj, på Lillehammer 2. juni og i København 4. juni. Auduns leder her og om Hamsunleaks her. Min spalte Flugtlinjer er afgået ved døden efter syv år. Måske spalteteksterne genopstår i andre sammenhænge. Do you wish to shop the monolith? Go to Tronsmo in Oslo or click yr way to Audiatur. Ingunn Økland har en mening.

A good example of the amazing and innovative Twitter service @susannetiger. Also an actual proof that random magic still happens in the networks of tired, worn-out and depressed culture workers of Scandinavia. Throw in some more eco disaster metaphors, guys! Like Gundersen + Friis. I only want to see you bathing in the aubergine rain.

Natteskær er et godt, men ikke uproblematisk portrett av en samtid der en patologisk og ytterst labil fraktur har åpnet seg som en vulkansk sprekk, og forhindrer realiseringen av alle slags kulørte drømmer om et «vi», et fellesskap.

Anmeldelse af Pablo Llambias' roman Natteskær i dagens @bokmagasinet + her.

Avgangsutstillingen master i billedkunst står til 11. juni. Øverst til højre Andreas Skjelde på en baggrund af Erik Bromö. Erika Stöckel omfavnet af Ane Kvåles åbne korktavler. Lykourgos Porfyris spejler sig i Lina Ella Maria Norell og Janne Maria Lysen gør sin egen ting med pressede blå blomster, fiskekroge og ferskensten. Husk at se Martin Whites performance lecture! Mere om udstillingen her + her + her + her.