SOON VERY SOON! COMING TO A THEATER NEAR YOU! #TEKSTALLIANSE

Hello there, Kyra Simone and Matvei Yankelevich from Ugly Duckling Presse (UDP) over there in Brooklyn, New York. We are gonna try and do a written text instead of the stage interview that was planned in Lillehammer in late May. I hope you are all well under these strange and unexpected circumstances. Maybe you could start by introducing yourselves and your relations to Ugly Duckling Presse? We should be sitting on a small outdoors stage together with Karen Grønneberg from the artist book distributor Nordic Art Press (NAP), but she was not able to join in this new format so we're gonna delve a bit into the history of Ugly Duckling Presse. 

Read conversation with Kyra Simone and Matvei Yankelevich from Ugly Duckling Presse originally published as part of the online event Bastard Art Book Fair May 29 to 31, 2020 

Utrolig stærk og akut lederartikel fra nyeste Vagant som kommer med en del forsinkelse. Dobbeltnummeret #2-3/2020 er sendt til tryk og vil være klar til at varme læserne gennem jul og nytår. Vagant styrer også Skandinaviens mest levende netside for litteratur og idéer. 

Anmeldelse i Bøygen #3-4/2020 af Sandra Lillebø: Tingenes tilstand. Tekst her. Det redaktionelle arbejde på teksten blev afsluttet 3. oktober. Fint at andre læsere er optagede af den implicitte diskussion af virkelighedslitteratur i Lillebøs roman, jeg kan imidlertid ikke se at datteren strækker sig meget længere end til det besynderlige mig eller hende-argument, som om moren aktivt havde forhindret hende i at realisere sig selv. Set fra et antipsykiatrisk synspunkt er det datterens holdning til hvad som er normalt ("fredagspizza") som aktivt skaber en yderside som stødes bort som sindssyg. Hvis Lillebø ønskede et inkludere den slags refleksion har hun næppe fundet rette Foucault-citat til epigrafen. 

God bedring til alle mødre og døtre 💜💜💜💜💜💜💜

Under Lofotens sølvskyer

LIAF 2019 hadde et samarbeid med Vagant hvor tre skribenter fra magasinet kom til Lofoten for gjesteopphold gjennom året. Tekstene deres ble trykket i en egen spalte, kalt Tidevann, i Vagants utgivelser gjennom året. Nå kan du lese tekstene på LIAFs nettsider 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

 

What, nu blev jeg glad. Efter hektisk foredragsaktivitet på Louisiana og Litteraturhuset i Nybrogade går turen videre til diverse kunstakademier i København og Oslo. Skal opdatere hvis noget er tilgængeligt for offentligheden. Danske bogblogs læser Leo her + her. 

Vi har mistet den vidunderlige, entusiastiske Tomas Forser. Jeg traf Tomas i forbindelse med et arrangement i Trondheim, som jeg husker det sad vi ved siden af hinanden til en fællesmiddag og gjorde intet andet end at snakke sammen. Han havde tilsyneladende læst alt jeg nogensinde har publiceret, og kom med venlige indspil og støttende udsagn. Siden holdt vi kontakt via mail, ved lejlighed skal jeg genlæse korrespondancen. Sidste gang jeg så ham var til et seminar i København i 2018. Emnet var litteraturkritik, men jeg må indrømme at jeg først og fremmest ville træffe Tomas, og vi fik igen en hyggelig snak. Vi er mange som vil savne ham. Mere om Tomas her og her. 

 

Der foregår en mytologisk kamp på Herlev Hospital. I det mindste må jeg gribe til myter for at komme igennem dette. Som enebarn er jeg maksimalt omsorgsforpligtet i forhold til en mor som er indlagt efter en omfattende akutoperation. Moren har ligget i sengen i næsten to uger og kæmper mod diverse farer som kommer i tillæg til den oprindelige lidelse. Jeg har for længst forstået at jeg er ene person om dette job, og jeg må gribe det performativt an. Moren må motiveres med daglige besøg, hvem skulle hun ellers gøre sig rask for? Personalet må se at nogen bryder sig, de har også brug for motivation til at få denne lille dame til at overleve. Jeg har fundet frem det tunge skyts. Det ultimative morsoundtrack er Voulez-Vous, ABBAs sjette studioalbum fra 1979. Det viser sig at de satans orker reagerer negativt på ABBA så det er win-win. Vi blaster orkerne ud og får moren til at leve igen. 

Kärlek & anarki & Thure Erik Lund

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op med Thure Erik Lunds Frankfurt. Indledningen om bilturen til Frankfurt Buchmesse i 2019, hvor Norge var fokusland, er lovende, men i sidste ende længes jeg efter rigtig kritisk journalistisk, gerne New Journalism, men hellere Didion end Thompson, om bogmessemonsteret. Jeg vil helst ikke være stuck i Lunds hoved denne gang, og når teksten glider ind i et andet modus, som vi kan genkende som bonusmateriale fra Myrbråthen-sagaen (på tysk og snart engelsk), så føles det less than hot. 

Samme med den svenske serie Kärlek & anarki om et svensk forlag i en tid med digitaliseringsentusiasme og influencerhype. Very funny, but less sex og mere kritikk, takk. Serien tager ofte tidsånden på kornet, og det game som Max og Sofie kører er for så vidt underholdende, men måske et dash for meget Coppola-romantik. Jeg tager mig i at vente på at oldtimeren Friedrich skal eksplodere, hvilket han egentlig også gør når han bliver til økomystiker til slut. I laffed. 

Ny tekst på Vagant.no

Mine daglige gåture på den nærliggende kirkegård begyndte at flyde ud, som det også skete under forårets lockdown. Jeg gik ikke længere på stierne, jeg sad ikke civiliseret på bænkene, jeg krydsede ind og ud af de tættest bevoksede steder. Jeg blev stående længe foran et træ – ja, længere end længe, jeg blev stående en time og så på træet, indtil det blev til noget andet end et træ. Jeg blev stående, indtil jeg ikke længere belærte træet om, hvad det var, indtil træet begyndte at bevæge sig ud af alle kendte kategorier og blev til noget radikalt underligt, noget langt mere magtfuldt end mig. Jeg bød det ikke længere på alle mine klicheagtige fordomme om et dumt træ, som står og ser nydeligt ud en kølig efterårsdag; træet begyndte endelig at fortælle mig, hvad det var. Det var noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Teksten er på mange måder del 2 til en anmeldelse af Sandra Lillebøs roman Tingenes tilstand som blev leveret til Bøygen 3. oktober. Det er muligt at min milde utålmodighed bør lede til et argument pro digitalisering og panikslagen samtidighed ... og dog, nein. 

Foredrag onsdag og søndag. Velkommen

Foredrag om Leonora Carrington på Louisiana i Humlebæk den 4. november og på Kunstakademiet i København en dag snart. Det første er åbent for alle, det andet er åbent for studerende ved akademiet. I København sker iøvrigt også dette. Gif by Varo. 

Poenget er at vi sakprosaforfattere sitter igjen med 25 prosent mindre pr. solgte bok enn våre skjønnlitterære kolleger uansett hvor mange bøker vi måtte selge. Dette skjer ikke fordi vi bruker mindre tid på research eller får dårligere anmeldelser. Det skjer bare fordi vi skriver litteratur fra virkeligheten og ikke virkelighetslitteratur. Læs mere her, hvor jeg også har været med til at signere. Dele af problemstillingen er indbagt i Leonoras reise, i de digressioner om kulturarbejderen som man fandt lige lovligt langhårede – ja, helt ude i skogen. 

 

Underlig, dog paradoksalt inspirerende, kritik af bogomslag. Arbeiderpartiets Hadia Tajik med et stærkt svar. På et tidspunkt skal vi sikkert tale om indholdt i bogen også. 

På et tidspunkt skal vi tale om kvindehelse 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Sweet memories. Eiagate 9 år siden idag

 

Disse minder kom op imorges på Facebook. Those were the days my friend, we thought they'd never end. Kort fortalt blev jeg flamet til helvete i den norske offentlighed og var på forsiden af VG og Dagbladet på grund af mit "angreb" på Harald Eia. Så vidt jeg ved var det VG-debatredaktør Hans Petter Sjøli som først valgte at køre sagen. En del links er endelig taget ned nu, men her og her er lidt krudt fra de gode gamle dage. Norge var jo i dyb krise efter 22. juni, det forstår jeg godt, men måske det alligevel var lidt af en overreaktion når man læser formuleringen sagen drejer sig om. I 2017 var bergenskritiker Silje Stavrum Norevik igang med at samle interviews til en bog som skulle fyldes af kritikerportrætter. Af forskellige årsager blev bogen aldrig udgivet, men Silje har givet mig lov til at publicere interviewet her. Jeg var sandelig ikke den eneste som blev flamet i de år, i Berlin mødte jeg både Julian Blaue og Mazdak Shafieian som begge havde været igennem et lignende medialt bombardement i forskellige forbindelser. Mediekampagnen varede i mit tilfælde fire dage hvor en konstant strøm af rasende kommentarer fra ukendte blev sendt til mig i alle kanaler. I artikler og kommentarfelter blev jeg sammenlignet med Goebbels og Stockhausen. Jeg lo meget af tiden, det var så absurd, men det værste var at støtten fra Klassekampen var uofficiel (I avisen undskyldte man til Eia hvorefter chefredaktør Braanen sendte mig en kort mail om at jeg skulle "stå på"), og Kritikerlaget skrev i en blogpost at de tog afstand fra mine udtalelser, noget de dog korrigerede senere da de havde opdateret sig om sagen. Jeg havde en forsinket reaktion et halvt år senere som ligner på PTSD. Sagen er selvsagt glemt i den norske offentlighed, men den har siddet i kroppen på mig i årevis, og Google har sørget for at jeg aldrig glemmer. Her er interviewet med Silje.  

Fugleskrig

Disse billeder er stjålet direkte fra Blogdahl. Sidder og er totalt paf over informationen som kommer frem. Fugleskrig må jeg have læst da den kom ud i 1980, der var jeg 11 år. Den satte igang et skred af inspiration, og jeg ved jeg skrev et langt digt som hedder "En morgen i maj" som indtil videre ikke lader sig genfinde. At Pia Juul var involveret i udgivelsen huskede jeg ikke, eller har sikkert aldrig fattet. Oh, Pia. 

Ny publikation!

I anledning af Vagant-redaktør Audun Lindholms 40 års fødselsdag 8. oktober udkommer pamfletten Bergensbrag-generationen. Opblomstringen af uafhængige litteraturplatforme i Norge fra 2000 til 2005. Indtil videre findes pamfletten i et specielt prøvetryk i 40 eks som lander i Berlin indenfor de nærmeste dage. Senere vil den være tilgængelig på Bergen Art Book Fair som starter i november. Pamfletten er redigeret af undertegnede, og udgivet af Tekstallianse. Design ved Øystein Vidnes og sprogvask ved Kristin Vego. Teksten er blevet til på opfordring fra Tania Ørum, og den vil være at finde i engelsk oversættelse i antologien A Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries 1975 and after som udkommer på det belgiske forlag Brill i 2021. Denne sommer blev Inga og jeg imidlertid enige om at teksten tilhører Bergen fordi vores småforlagsbestræbelser i de tidlige 00'ere i al beskedenhed er del af Bergens nyere kulturhistorie. Billeder her 🌸🌸🌸🌸

Pludseligt: Pia Juul. Its my party and I cry if I want to. En anden interesseret sansning. Noget stærkt her, noget der ligefrem kunne være jydsk. Et understated raseri. Svaber dæk. Fædrelandssange. Koøje. Knække mig. Denne duft om onkel Hektor og vi cirkulerer lykkeligt i forundring under krystallysekronen, vi må gribe ind i dette, vi griber ud: Fru Juul! Fru Juul replicerer, igen denne let affekterede ironi, de mørke øjne mod Lille Grævling, kors hvor er hun stor, sådan Dronningestor, tænker Lille Grævling mens Fru Juul på henvendelsen svarer: Jamen! De taler jo dansk! Lille Grævling griner fjollet, føler sig overstadig, føler sig frydefuldt lagt ned. 

A very rude badger på poesifestival i Bergen for 20 år siden. Men Grævling kunne godt lide Pia Juul, som nu pludselig er død, uden nogen som helst form for advarsel, mening eller sammenhæng. Juuls roman Mordet på Halland kom på Samlaget i 2010 oversat af Brit Bildøen. Juul husker jeg som generøs og elegant. Dronningestor. RIP

Lurer du på danske småforlag? Her er en fin guide og her er en online boghandel. På norsk grund sker der ting og sager i november. Stolte småforlagsfolk, stand back and stand by.

Godt spørgsmål på side 352 i Olga Ravns Mit arbejde

Florale indtryk fra Hvaler her. Jeg har klaret at snige mig over grænsen igen, men spørgsmålet er om det lykkes resten af året. Måtte forlænge opholdet med tre dage så det svarer til karantæne. På Knatten boede Johan Borgen og hans kone Annemarta. Deres urner er også sat ned her. Parret købte Knatten for pengene som Johan tjente på foredragsturné efter at han blev tildelt Nordisk Råds litteraturpris for Nye noveller i 1967. Jeg er nået til side 89 i en dansk udgave af Lillelord som jeg fandt i et skab på sjøbua. Lyden af vind.

Det føles uretfærdigt at gå i rette med en så posivit anmeldelse, men jeg vil alligevel stille spørgsmål ved om jeg skriver om mit eget vanvid i bogen (som anmelderen på en måde kommer til at sige). Essayistik og sakprosa har det ikke med at finde på, og jeg skriver at jeg mødte Helena på et hospital i Berlin hvor jeg var indlagt på grund af stress, hvilket for så vidt er sandt. Et niveau af vanvid har imidlertid at gøre med lægerne som overser mange sygdomme som ME, borreliose og endometriose og går all in med hysteridiagnosen; man "somatiserer" fordi man i virkeligheden er bonkers. Filmen Unrest på Netflix handler om ME og vældig direkte om helsevæsnets blind spots. 45 minutter inde i filmen trækkes vigtige linjer til Sigmund Freud. Other than that, føler mig vældig godt tilpas på trods af mange deadlines. Føler mig endnu bedre tilpas når jeg ser på dette interview med Chrissie Hynde. 

Kunst, terapi og magi er beslægtede praksisser hos Leonora Carrington, og så er Leonoras rejse også et slags manifest for sci-fi og især den utopiske, feministiske variant af genren. Ret syret skriver Christensen, at hun ser Leonora som en alien, og vips har hun skrevet sig selv, læseren og Leonora ind i et sci-fi-univers. På samme vis med Leonoras magiske tænkning, vupti, så er man en hest, for Leonoras totemdyr var en hest: »Prøv selv at være en hest et øjeblik, hvad gør du med kroppen? Skyder brystet frem og knejser med nakken?« Dét er indlevelse, og den indlevelse præger hele Leonoras rejse. Det er også derfor, det er så let at kende Susanne Christensen i den skandinaviske litteraturjungle, i stedet for den traditionelle kritikers kølige distance til værket og kunstneren, maser hun sig ind i værkerne, skriver sig ind i kunstnerens bevidsthed ligesom en romanforfatter, hun er Leonora, hun er en hest, og hun kan forestille sig en samtale mellem cyborgmanifest- forfatteren Donna Harraway og Leonora, hvor de taler om fordele og ulemper ved at være cyborg og gudinde (helst en keltisk). Dette skriver Kamilla Löfström i dagens Information.

Det føles som høst allerede. Jeg jobber med spaltetekster og anmeldelser til Vagant og anmeldelser til Kunstkritikk. Nu ser det ud som om at jeg igen bliver låst ude af Norge, og dette besværliggører jo arbejdssituationen. Det er endnu ikke klart hvilke budgetrammer kunstårboken får, men jeg er klar til at dedikere mig hvis nogen derude vil give den en chance til. Jeg er blevet klogere på dens snart 30-årige liv denne sommer.

Nu svinser jeg åbenbart rundt og deler kunstpriser ud i Trondheim. Trøndelagsutstillingens kritikerpris gik til Hasan Daraghmeh, NTNUs pris gik til Tommy Høvik ("Collection 422") og debutantprisen gik til Veslemøy Lilleengen. Der indgår en tekst i Lilleengens værk som kan læses her. Min henslængte hilsen til Herr Daraghmeh er en påkrævet del af corona-regimet.

Min essaybog Leonoras reise om den britisk-mexicanske surrealist Leonora Carrington (1917-2011) kom ud på norsk i 2019 og netop nu sommeren 2020 på dansk. En samling af tilgængelige omtaler og podcasts følger. Prosa har skrevet. BLA har skrevet. Bernur har skrevet. Bastkjær har skrevet. Den mystiske Bakkevig har skrevet. Atlas har skrevet og lavet podcast. Kristina Stoltz og jeg konverserede i Vinduet. På Litteraturhuset i Bergen talte jeg, og det gjorde jeg også på engelsk sammen med fabelagtige Marie Darrieussecq. Se udstillingen på Louisiana, her findes flere værker af Carrington. Jeg kan inviteres til at læse op som en helt almindelig forfatter! Don't be afraid, it's only prose. Flere anmeldelser findes her på bloggen ude til højre. Information og Politikken har vist skudt alle deres skud allerede da bogen kom ud på norsk, men jeg håber at andre danske medier orker at interessere sig. Bogen kan købes gennem mine forlag norske Oktober og danske Vandkunsten og i alle velassorterede boghandlere. Bogen er et samarbejde med en lang række mennesker, ikke mindst brilliante Leonora-forskere i mange lande. Without you, no book. We're open to all sorts of translations, and you can apply for a subsidy from NORLA. 

Du synes Vagant #3-4/2019 kommer lidt sent? They were on an actual space journey. Lidt info her. Årets første nummer er også lige rundt om hjørnet. Jeg har lavet et moon mix 4u. 

Carrington-udvalget på Louisiana er temmelig low budget. Jeg anbefaler at man finder Leonora på Instagram. Det er Leonoras barnebarn som styrer denne. Her kan man se Leonoras bredde, og hvad som findes derude af skatte. En samlet Carrington-udstilling ville være fantastisk, og rammen bør ikke være så retrospektiv som Louisiana lægger op til. Det er en vældig traditionel ramme, som behandler kunstnerne som kuriøsiteter fra fortiden. Jeg har haft strålende udveksling med den danske kurator, de er snille folk, og dette er et samarbejde med Schirn i Frankfurt, dermed uden tvivl en masse kompromisser. Der er gang i mere opdaterede udforskninger af de kvindelige surrealister, følg blandt andet Leonoras britiske forlag Silver Press og det skotske magasin The Debutante. Deres manifest i #1 starter med dette vigtige punkt: Feminist-Surrealism is not an art historical dogma. It is an active way of comprehending the world. Ja, to put it mildly, min bog er skrevet i opposition til den slags retrospektiv kunsthistoriefortælling. Det er uanset vigtigt at disse kunstnere får plads. Både de som allerede er relativt anerkendte og de mere ukendte. Det er synd at man ikke forstår at lægge udstillingen på linje med dagsaktuelle tematikker som økofeminisme og forstår at det okkulte, som fx Ithell Colquhoun arbejdede med, er hypertrendy nu af forskellige årsager. A bit of a giant miss. Anne Kjersti Bjørns skønne film fra 2001 med originale dokumentariske optagelser af Leonora er nu tilgængelig her. 

Vi holdt en lille fest for Leo på Louisiana igår. Mindre fjollet billede her. Se de fine smilerynker! Denne skønne dame voksede jeg op med. 81 - 82 - 83 - 84 with KM.

Denne sommer har vi brugt noget tid på at istandsætte og renovere en gammel mor. Moren er 76 år og vil ikke istandsættes og renoveres. Dermed måtte vi ansøge om at bruge tvang. Nu får hun tvangsmæssigt bad en gang om ugen, og det gør hende frygtelig vred. Min mor er min baby, den eneste baby jeg nogensinde vil få. Min mor er en vred og racistisk baby. Hun er først og fremmest vred og bange; hun kan ikke lide forandring, og af en eller anden grund udtrykker hun sig på en racistisk måde. "Nogen" er farlige og "nogen" er fremmede. Hun er fremmed for sig selv, hun er selv fremmed og beskidt, hun har opgivet sit liv af forskellige årsager, og har intet sprog som passer til egne følelser og erfaringer. Det er et quick fix at snakke om de fremmede. Moren, som jeg kendte hende, havde ikke den slags tanker. Måske hun er som en svamp, hun suger ting til sig, ting som udtrykkes af medpatienter og i medierne? Jeg ved det ikke. Vi har forsøget at istandsætte hende. Vi har forsøgt at irettesætte hende. Jeg børstede hendes hår som stod op i luften. Jeg gav hende lotion i hånden så hun kunne mærke, at det er dejligt at være ren, og at den tørre hud kan behandles. Hun kan gøre det godt for sig selv, men vil ikke. Hun vil bare ryge cigaretter og gå op og ned ad gulvet med sit punkhår og sin skællede hud. Ingen mor skal renoveres her.

Just a reminder that your idiotic reviews will haunt you for ever. Her + her + endless.