Intens debat i torsdags på Forfatterskolen, med udgangspunkt i Tue Andersen Nexøs læsværdige bog. Sidder tilbage med mange spørgsmål om brugen af udtryk som den sociale vending, den affektive vending og den performative vending; hvor og hvornår foregår disse og lapper de over? Debattørene sank efterhånden ind i et kodesprog hvor ENGEL betyder Michael Strunge og RADIATOR Jan Sonnergaard. Lars Frost artikulerede englekritikken fra bagerste række: De nye affektive er bare engle. Caspar Eric og jeg så på hinanden, Jeppe rettede diskret ENGEL til ENHJØRNING, bemærkede jeg, og fandt desværre intet papir at skrive ENGEL --------> ENHJØRNING --------> TROJANSK HEST på.

Det skabte friktion at arbejde med Goldsmith samtidig med Mikkel Bolt og med Commune Editions i baghovedet. Hård eller blød avantgardedefinition? Blev hård. Anmeldelser af Ingvild Lothe og Kenneth Goldsmith i dagens @bokmagasinet og her + her.

I can't believe this happened. I marts var jeg på bogtur med Ian F. Svenonius fra Bergen til Stavanger til Oslo i anledning af En punkbønn og Ians bog Censorship Now!! Her er Ians billeder: På Bergen Offentlige Bibliotek fandt han denne bog som mindede ham om opvæksten med sin filosofiprofessor-far. Vi gik gennem togstationen og rundt på Torgallmenningen. Efter koncerten fik han en hjemmebygget fuzzpedal. Næste dag rejste vi i bus og med en lille færge til Stavanger, og Ian drømte om at bo på en ø. Jeg tog et forblæst billede af ham på færgen. I Stavanger fik han øje på noget kunst i bybilledet. Vi havde en fin samtale på Kunsthall Stavanger, og Ian poserede med Judith Bernstein-malerier som baggrund. I Oslo spillede han blandt andet på Ingensteds med sit solo-projekt Escape-ism, og næste dag fløj han videre til Amsterdam. Tak Bergen Offentlige Bibliotek, Utmark, Kunsthall Stavanger, Ingensteds, by:Larm og Ian F. Svenonius som fik til dette.

Et par honorable mentions på årets non-fiction-liste her + her + her + her.

Angående ensomhed, depression, vanvid og racisme, jeg glemte selvfølgelig rawlplugs. Dermed lyder sætningen: ensomhed, depression, vanvid, racisme og rawlplugs. Tak.

2016 har været et utrolig hårdt år, både i personlige cirkler og på et større niveau. Et år hvor ensomhed, depression, vanvid og racisme har slået ind med ny kraft, som om alle relationer er bristet og livet gået permanent meta; vi sidder alene i vores celler med vores triste cykelpumper og pumper vores Identitet op. Apropos Malte Tellerups kritiske pointer i anmeldelsen af En punkbønn i sidste nummer af Kritik; dealer med cyperoptimisterne elsewhere. En katastrofeliste tjener næppe nogen, så jeg holder mig til happy news.

Lad mig blot takke lappetæppet af samarbejdspartnere som har givet mig deadlines og taletid i 2016: Vagant, Bokmagasinet, Musikkmagasinet, Norsk Kunstårbok, teamet bag Sæterbakken-udgivelsen, Vinduet, Kunstkritikk, Information, Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening som har givet mig et livsreddende arbejdsstipend og inviteret til Patti Smith-samtale, Rolf Jacobson-dagene på Hamar, Classic Album Sundays Oslo, Forfatterskolen og Københavns Universitet, Kapittel i Stavanger og Kunstakademiet i Oslo som kom ud af det blå og tilbød mig et meget givede, ongoing job som essaylærer.

Øjeblikke her + her + her + her. Tak til de polske pornorobotter som læser denne blog.

Goodreads har gjort mig klogere på hvad jeg faktisk har læst i år. Mest engagerede læseoplevelser er Alice Bag, Paul Bowles og den norske oversættelse af Mieko Kawakami.

Den bedste Hedda næst efter Gabler anbefaler En punkbønn her. Shop her eller her.

Indtil videre utrolig tilfreds med min "fossil phone" som min vært i Las Vegas kaldte den. Morsomt at det ultimative forbindelsesapparat i sine uddaterede former vækker så megen latter og så meget "oldskool" kontakt, ansigt til ansigt som i de gode gamle dage omkring bålet. Det tog bare ét sekund at tage dette billede, men jeg kom stadig seks minutter for sent til den planlagte yogatime. Next time. Fossil phone shot.

Oi, fik netop en fantastisk goodiebag fra det århusianske småforlag Antipyrine med den utrættelige småforlagsforkæmper Herr Mathias Kokholm ved roret. Konkretpoetiske indslag i æsken, tydeligvis. Hvis jeg bare orkede, og hvis det lod sig betale, ville jeg fuldtidsblogge og læse alt jeg får ind af døren, men det er desværre ikke fysisk, psykisk og økonomisk muligt lige nu, hvor jeg egentlig burde trække mig tilbage og udelukkende skrive på det bogprojekt jeg har fået stipendie til at skrive. I 2005 skrev jeg et manifest til Prosopopeia, og noget af det virker stadig aktuelt, punkt 7: "At læse er at skrive, statusforskellen er en konstruktion og findes fordi en bog kan sælges. Ubalance! Båden tipper, hop af, hop af. Vi har en syg overproduktion af værker modsvaret af svage læsninger, svage samtaler, svage maver and who cares. Hvis litteraturen skal virke, så gå og gør den."

For de som er interesserede i at vide mere om Rusland og den protestkultur som begyndte at ytre sig med March of Millions i 2011 og videre med Pussy Riot kan jeg anbefale Mischa Gabowitschs bog Protest in Putin's Russia som netop er udkommet. Basis for bogen er den tyske version som udkom på Suhrkamp Verlag i 2013, og som var en stor hjælp for mig i mit arbejde med En punkbønn. Skriver mere på Goodreads her.

Det er på høje tid at vi begynder at forstå "politisk korrekt" som en sprogvirus. Det er et psykologisk virkemiddel hvis største success er Trump som præsident. I Norge er Listhaug igang med samme retoriske forgiftning af sindene. Vi må finde en modgift, og det haster.

Forleden så jeg filmen om Spies og Glistrup, nu fremstår begge som pioneerer for det helvede vi befinder os i. Rejsebureauet fører ånden videre i sine aktuelle reklamer. Hvis du ikke glor på din mobil i byrummet kan du træne din hjerne i at gennemskue reklamesprog. Der har været værre ting på banen end den reklame jeg så, jeg kan ikke engang gengive den præcise ordlyd: Tag på ferie, nu kan du tillade dig at være egoistisk. Her skrælles mennesket ned til sin "sande" essens som et egoistisk dyr. Så slidsomt det er at være idealist fra mandag til fredag. Men er det sandt at idealisme og solidaritet er en falsk maske? Er hjertet del af en superegokonstruktion som kan "lokkes" til at overgive sig til noget mere "sandt"? Hvem tog kontrol over dekonstruktionsmaskineriet nu? Mere her.

Når jeg leder efter modgift dukker et digt af Inger Christensen op, det kan vel ikke være helt tilfældigt? Men hvor er poeterne? De sproglige innovatører om skulle brygge modgiften? Sidder de og bekymrer sig over at deres bøger ikke sælger og ikke får nok omtale i aviserne? Som de ofte har fattet i samtidskunsten er arbejdet mere omfattende end at producere sine små fine koncepter til en bog som et forlag skal trykke. Hvorfor gider forlagene trykke en million bøger som ingen har brug for? Jo, for at holde på sine økonomiske privilegier, for at holde på sine groteskt overbetalte stillinger.

Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt opp,
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop.

Siger Eirik Vassenden i Informations bogtillæg Vinterbøger som fulgte avisen i fredags. Artiklen tager udspring i dette forskningsværk, og den mest "samtidige" tekst som handler om bogblogs vs. "traditionel" litteraturkritik. Jeg er også interviewet og klarer at synge en slags blindfold duet med Vassenden. I lørdagens Information skriver René Jean Jensen iøvrigt en god kommentar om kritikkens manglende knudepunkter. Nu fungerer græsset er grønnere-retorik ofte ganske godt, og Norge sejler ind som Danmarks utopia no. 1. Det er bra, men faktafeil er ikkje så bra. Der findes ingen 3-årige stipendier til kritikere som arbejder i aviser i Norge. Der findes derimod 1-årige stipendier fra Fritt Ord som er egnet til kritikere med publiceringsaftale. Avis, ikke tidsskrift. De 3-årige NFF-stipendier er til sagprosaforfattere som på basis af en projektbeskrivelse kan få stipend til et bogprojekt.

Audun har redigeret denne spritnye antologi om Stig Sæterbakken. Jeg bidrager med en cute tekst om Gjennom natten. Den perfekte gave til din mørkerædde lillesøster.

Tak for denne gang, Californien. Det er en udfordring at rejse gennem dette land uden bil og ikke mindst uden smartphone. GPS og diverse apps trænges for at transportere sig, på ben, lejet cykel og i bil. Men jeg finder en vej alligevel. Jeg synes godt om udfordringerne som følger med; jeg synes godt om at blive bort i fremmede byer, jeg synes godt om at jeg må spørge om vej, jeg synes godt om at stirre ud i luften og ikke være på net når jeg er i den sensuelle verden. På en uges rejse har jeg heldigvis oplevet store mængder spontan hjælpsomhed og set antiracisme i praksis; alle slags regnbuefamilier på restaurant i Thanksgiving-ferien og komplet farveblind adfærd på Greyhound-stationer. Tak til de personer jeg mødte. No turkeys, but lots of thank-yous. Billeder her.

Kanskje det er en skilsmisseboom på vei i norsk litteratur, spurgte jeg i 2009. Nu hvor Knausgård skal skilles erklærer NRK at "med denne skilsmissen er æraen til den såkalte virkelighetslitteraturen over." Desværre er samlivsbrud ekstremt spektakulære ("Brangelina"), dermed er virkelighedslitteraturen, AKA avisernes dødskampdesperate forflyttelser af kulturstof til nyhedssiderne, nok bare i sine første faser.

Jeg så tilfældigvis hiphopshowet State of Shock 702 i Venice Beach sidste år. Sandelig så jeg dem igen på Las Vegas Strip igår. Denne gang hev de mig ind i showet, og jeg spillede rollen som white girl i det stunt hvor publikum lines op (white girl, Asian girl, black girl og rich white dude), jokes tungt med og danner baggrund for en antiracistisk tale, hvorefter crewet springer over os. Det var Michael som hev mig ind i showet. Nogle timer senere stod jeg og betragtede en menu udenfor en mexicansk restaurant i Caesars Palace. Derinde sad Michael, han så mig og vinkede. Jeg bestilte mad, og vi snakkede. State of Shock har eksisteret med varierende crews siden 70'erne og optrådte oprindeligt i Washington Square Park. Billedet er fra nettet, Michael til højre. Her er mine billeder fra Las Vegas.

Claws Talks præsenterer denne søndag to tryllekunstnere! Den første tryllekunstner hedder Roland, her er et citat om forfatteridentitetens forbindelser til kapitalistisk ideologi som Roland publicerede i 1967 som del af en boks ved navn Aspen.



Den anden tryllekunstner hedder Lucy! Samme år som Aspen-boksen udkom skrev hun om kunstens dematerialisering. Dette skrev hun også om i bogen Six Years (1973), hvor hun i essayet "Escape Attempts" beskriver konceptkunsten som et antikapitalistisk flugtforsøg fra kunstmarkedet og kunstneridentiteten. Idag i vores jeg-kapitalistiske samfund lyder dette rimelig nutz og dødsfikseret. Nu kaldes den herskende jeg-kapitalistiske litteratur for "virkelighedslitteratur" og museerne bugner med konceptkunstobjekter. I 1973 tænkte Lucy tanker om sin virksomhed som kritiker.

Mens dele af samtidslitteraturen forholder sig sværmerisk i en Virginia Woolf-agtig tåge har den norske samtidskunst tre slagkraftige bud på tekstbaseret kunst, som er æstetisk vellykket, samtidig med at der tales ind i samtiden på en udpræget anti-nostalgisk måde.

Fra min anmeldelse af Seeable/Sayable på Kunstnernes Hus. Her er den.

Her er min tekst om Music of Morocco fra Musikkmagasinet 20. juni. Music of Morocco er et både interessant og flot objekt, en fin gave til din musikinteresserede ven. Hvad Morgenbladet mener med at "alle" kan høre Music of Morocco nu er svært at forstå, jeg tipper på at de mener alle som har råd til at købe boksen. Hvis Music of Morocco streames på nettet handler det sandsynligvis om at nogen vil have at du nedlaster deres app.

Kapitalismen har alltid tynt mennesker, og forårsaket smerte rett på kroppen. Ofte ved å aktivere vårt eget begjær etter luksus og status. I jeg-kapitalismen er vi i enda større grad all in, og risikerer å bli spist hele. Vi snakker om et system som først skaper sykelig stress, og deretter slår mynt på det. Fordi systemet er upersonlig, næres det av ditt indre liv. Hvor mye vil du gi det? Først litt om angst, så litt produktreklame, så litt om selvskading, så en ny produktanbefaling, så mer angst og mer reklame.

Med disse ord havde samfundsredaktør i Morgenbladet Lena Lindgren opfundet udtrykket "jeg-kapitalismen" som jeg siden tog til mig. Lindgren fyrer op under jeg-kapitalismen, også med sigte på "virkelighedslitteraturen." Hun har nogle underlige vurderinger ("Kapitalisme- kritikken, en sjanger som ikke er særlig i vinden for tiden"), og jeg oplever delvist teksten som et plagiat eller "svar" på ting jeg har skrevet uden at dette blir eksplicit. For eksempel her og her. "Plagiat" er en underlig størrelse, jeg mener at idéer er frie og er desuden ganske enig i analysen, men hvorfor har jeg intet "jeg" som kan tiltales? Jeg troede jeg havde skrevet En punkbønn om disse emner? Kan denne bog ikke adresseres? Kan jeg ikke tiltales i offentligheden, fordi hvad? Fordi jeg ingen identitet har, som forfatter af "virkelighedslitteratur"? Kan enhver skrive en "kommentar" og rippe low ID-skribenter for tankemateriale uden reference? Er der helt konkrete årsager til at min intro til Amdams tekst og teksten i sig selv ikke kan adresseres? Well, duh. Nej, den tekst skulle have været død sammen med dens forfatter. Men sådan gik det ikke, selvom at "kapitalismekritikken ikke er særlig i vinden for tiden." Lindgrens tekst er bag en betalingsvæg.

Under Chart Art Fair var Douglas Coupland inviteret og fremviste et plakatprojekt med slogans rundt omkring i København, samme slogans sås på skærme i udstillingsbygningen. Man inviterede til et panel søndag den 28. august, i Charlottenborgs gård lugtede der af pulled pork. Arrangementet var tungt sponsoreret af et bilfirma og et vodkamærke. Vi blev budt ind gratis og fik i tillæg et glas blodrød vodka med chilismag. Først talte en repræsentant for det London-baserede kunstnerkollektiv Troika med stærk fransk accent i et rum med dårlig akkustik. Coupland selv forholdt sig lettere ironisk til fremtiden, ingen klare statements, men så gik den danske arkitekt Bjarke Ingels igang, han er blandt andet kendt for at planlægge en skihopbane ovenpå et kraftværk. Her kan man læse mere om Ingels' fremtidsplaner. Ingels snakkede med overbevisning og gik efterhånden over til en slags cheerleading, han råbte til publikum: Glæder I jer til fremtiden?! En del råbte yeah. Bedste replik faldt med fransk accent: "But what about pain and darkness?"

Barbie business går desværre ikke så godt på Borups Allé i København.

Tak til de søde KUA-elever på Forfatterskolen fredag og lørdag. Vi får se om jeg får skrevet oplægget om til en tekst, måske næste uge. Logisk forlængelse af denne og denne tekst, for eksempel. Camilla Collett-konferencen på Nasjonalbiblioteket i 2013 findes streamet her. Anbefaler stærkt Colletts Fra de stummes leir (1877) som kan lastes ned her.

Fodgængerovergangen udenfor Café Sara idag. Har iøvrigt gode minder om en konversation med Sylvère Lotringer som startede i denne fodgængerovergang. Koncerten er vist udsolgt. Can't make it, boys. The wolfpack will have to cry without me. Mere her.

At Los Angeles er en fiktion kan næppe bestrides, alle steder består af en kybernetisk konstellation af geopolitisk realitet og fantasmagorisk mytologi. De fantasmagoriske lag kan være rigere eller fattigere alt efter sted og er afhængige af poetisk besyngelse. Hvad ville Island være uden Egill Skallagrímsson og Bergen uden Erlend O. Nødtvedt som synger om byen, dens kreative fællesskaber og evige regnvejr? Hvad ville Romsås være uden Maria Navarro Skaranger? Poetisk besyngelse og branding er én og samme ting, en indsigt som meget snart vil løfte poeter op i samme indtjeningsklasse som Oslos forlagsfolk.

Et norsk musikmagasin bestilte en tekst om Peter Amdams (RIP) forhold til musik, men brugte den ikke alligevel. Den kan nu læses her. Redaktørene har med deres spørgsmål haft indflydelse på teksten, og siden på dens udformning efter en kort redigeringsrunde. Peters kritik af moderne kapitalismeformer, her personificeret af Cappelen Damms imprint Flamme Forlag, kan nu læses på Vinduets netsider. Mindekoncert femte november.

Lou Reeds sorte negle i billedet her. Om Simon Reynolds' glam-studie Shock and Awe her.

Bloggens selviscenesettelser får enda et lag med denne boka, hvor det blir tydelig at hennes glamorøse selvframtreden produseres av en smertefull, kritisk selviakttakelse. Sophie Elise fordobles foran øynene våre – på bloggen ser vi henne se seg selv, og i litteraturen ser vi henne se sin egen selviakttakende bloggpraksis. Sophie Elise er mange, refleksjonene hennes i multimediespeilet splitter henne nesten endeløst opp.

Anmeldelse her. Olaf Haagensen lægger til her. Linni Meister om Baudrillard her. Mere her.

Betyr det at Lindholm har ringt deg og sagt: «Jeg trenger ikke lønn, og fra nå av foretrekker jeg å ta alle utgiftene selv?» Morgenbladets journalist Marius Lien skriver om bruddet mellem Vagant og Cappelen Damm. Læs teksten her.

Bokmagasinet valgte en radikalt anderledes opsætning af samme tekst, min anmeldelse af Tue Andersen Nexøs læsværdige Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, som i Information 1. oktober blev illustreret af nogle ældre mænd som i fællesskab skubber en bil pyntet med danske flag. Bokmagasinets illustration er fra optøjer på Christiania i 2007 og signaliserer god afstand til den blå-grå melankoli som bogforsiden hinter til.

Anmeldelse af Tue Andersen Nexø her og Maiken Horn Bolset her.

Jeg har bygget en dobbelt glitz-bombe som går af i en norsk avis nær dig lørdag + mandag ♥ ♥ ♥

You can Bob all you want / Bob this and Bob that / I'm just glammin'
With Marc Bolan / Cuz when I'm sad I slide

Alvorlige ændringer for Vagant nu. Her og her findes pressemeldinger. Vi får se hvad dette skal føre til. Bemærk at brobygger-metaforen bruges her også, som det blev brugt om danske Kritik som efter 50 års drift netop blev kværket af Gyldendal. Er det slut med at bygge broer nu? Vi er mange som håber at Vagant finder andre sponsorer snarest muligt. Her er mit interview med Elisabeth Friis, aftroppende redaktør for Kritik og reaktioner findes her. Vagant har brug for al støtte i verden nu, tegn abonnement her.

Simon Reynolds fra Shock and Awe. Glam Rock and its Legacy. Hotteste glamrocker her.

You realize that punky creativity and capitalism actually do belong together. OMD playing.

In a burst of creativity thrift store girl redesigns a prom dress. New Order playing.

When thrift store girl try to seem like it's actually attractive to look conservative.

Telling your Siouxsie lookalike girlfriend that you are going to the prom with yuppie boy.

Your lo-life Specials digging buddy pulled a dumb stunt and the attractive yuppie boy left.

Thrift store DIY girl has Internet Relay Chat flirt with rich boy in 1986.

"Would you ever consider going out with someone who had money? I mean, it's material."

Bladene var ikke længere grønne, de var gule, orange og røde. En palet som umiddelbart virkede langt mindre migrænefremkaldende end vårens skrape neonfarver. Mit job var at spøge på et loft, banke lidt i gulvet omkring midnat, gå med tunge skridt på trapperne i natten. Inspireret af fuldmånen udfordrede jeg grænserne da jeg forsøgte at fremføre Nicos "Janitor of Lunacy" fra albummet Desertshore (1970) med en sneugles spage stemme.

Finally started having a strange kind of phun with this text yesterday. To anmeldelser i Bokmagasinet idag, reprint af Tue Andersen Nexø fra Information plus Maiken Horn Bolset.

Det er veldig mye slapp og intetsigende kritikk i dag. Du kan ikke vite om det er en god eller dårlig bok som anmeldes. Kritikeren tør ofte ikke utfordre det litterære prosjektet. Mye av dagens skjønnlitteratur er fordekt sakprosa, med mindre språklig refleksjon og svært tradisjonell form. Denne litteraturen avføder en trygg og kjedelig kritikk som heller ikke reflekterer språk og form. Via kritikkhistorien kan du se de kritikerne som har turt å utfordre, og du kan ofte være uenig med dem, men de har nå i hvert fall vært modige. Samtidig tror jeg det har å gjøre med at det gis ut mange halvgode bøker i dag.

Siger professor emeritus ved Universitetet i Agder Jahn Holljen Thon her. Han er del af forskerteamet bag Norsk litteraturkritikks historie 1870–2010 som lanceres i disse dage. Mere presse her & her et slags end of the world scenario for kritikken. Jeg har rantet på min Facebook-væg om de foreslåede ændringer i stipendieordningen for kritikere.

Ændrer farve på dette indlæg som en hyldest til forskerteamet som i deres udgivelse bemærker at jeg som udtryk for min avantgardistiske blogpraksis ofte benytter rosa skrift.

Aftenpostens gravende journalister har fundet ud af at Vigdis Hjorth i sin seneste roman beskriver ceremoniprogrammet fra sin faktiske fars begravelse, dermed har vi en debat om såkaldt virkelighedslitteratur. Vi talte om cirka de samme ting i 2010, her + her.

Skriver i Information idag. Måske du kan klatre over betalingsvæggen. Nogle algoritmer har føkka med sidste sætning: "Der er muligvis en tendens til at se mørkt på ruinerne af et bygværk som vækkede håb gennem barndom og ungdom, men de er vel også en invitation til at bygge videre, bygge hybrider, bygge nye sociale skulpturer og nye sprog."

Like an oil leak. Det er herfra det sorte kommer. Tænkte denne sætning fra Watership Down: "Hazel, this is where is comes from." Det er synske Fiver som identificerer kilden til mørket og faren. Interviewet med Franco "Bifo" Berardi. Hazel, this is where it comes from.

Bokhøsten er igang! Som i dette tilfælde består af Tue Andersen Nexøs samtidslitterære analyse Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, sidste nummer af Kritik nogensinde om Arktis, saying and doing the collapse, Kunsthall Stavangers udgivelse i efterkant af deres fine Judith Bernstein-udstilling, som netop blev lanceret i New York, plus Norsk kunstårbok 2016, hvor jeg har bidraget med et tekst om posthumanisme og popmusik. Som min ingeniørfar bemærkede: "Der er en kaburator på forsiden! ... den ser lidt mærkelig ud."

I denne uge har jeg lavet tekst færdig til Sæterbakken-antologien, skrevet en anmeldelse af en dansk bog and a blast from the past, en tekst til en udgivelse i forbindelse med et seminar på Den Frie sidste år. Det største og mest akutte hovedbrud er en tekst til Harpefoss Hotell-folkenes kommende bogserie. Bodil Furus film fra Gudbrandsdalen er i centrum, men jeg har samlet en del andet materiale som blandt andet har med flommen i 2011 og nazisternes visioner af Gudbrandsdalen at gøre, plus min egen dagbog fra mit besøg i 2013. Usikker på hvad af dette som ender op i teksten ... som ikke er skrevet, men skrives i et tidsrum fra nu til tirsdag. Need more Sauvignon Blanc. Iøvrigt hjælper det ikke noget som helst på arbejdsenergien at drikke vin. Chia-frø derimod. Say no more.

Et par citater fra Malte Tellerups anmeldelse af En punkbønn i sidste nummer af Kritik.

Hermed en lille post-Punkbønn-liste over interessant musik so far i 2016. Begrænset til hvad som strømmes, jeg har desværre ingen muligheder for at spille musik på anden måde.

Savages / Sex Stains / Moon Relay / Selector Dub Narcotic / Bob Mould / Vivien Goldman / The Julie Ruin / Tacocat / Ritual Spirit EP med Massive Attack / Silje Sol / Moddi / Frankie Cosmos / Dinosaur Jr / Alice Bag / White Lung +++++++++++++++ Jenny Hval

I Stavanger måtte jeg desværre sige nej tak til succeskonceptet Ferdigsnakka eftersom jeg skulle synge med Traveling Wilburys. Her er et billede af Jan Erik Orbison som synger i trancetilstand via tankeoverføring. Selv laver jeg en hviskende lyd af bølger i mikrofonen.

Som man kan høre her er det ikke en god ting i Danmark at være en "nørd" og have langt hår. Måske disse aversioner må stå på Jes Stein Pedersens egen regning, jeg ved ikke. En anden gang serverede han urimelig hardcore slagt af samme tidsskrift hvis bortgang begrædes i podcasten. Nu ser jeg dokumentaren om den amerikanske filmkritiker Roger Ebert Life Itself ... Ebert kan kaldes den ultimative nørd-kritiker. På grund af kræft fik han fjernet kæben, som nogen måske ved, og han mistede ved den anledning også stemmen. I en scene får han sin computer til at svare på spørgsmålet "How have you kept your spirits up?" Lige før har vi set ham fumle med sine højtalere, for siden at blaste Steely Dan på højeste volume mens sygeplejersken hamrer et rør ned i halsen på ham og suger den fri for spyt, noget som ikke akkurat ser smertefrit ud. Siden svarer kritiker-nørden Ebert:

"I've zeroed in on my work, when I'm seeing a movie or writing a review that makes me feel good, you know how they talk about being in the zone, when you're doing something you're good at, you get in the zone. It sort of pushes your troubles to the back of your mind."

Når jeg siger til folk, at Kritik lukker, ser de på mig som om, jeg var en marsmand, og siger: “Hvad sker der nu?” og jeg svarer: “Det ved jeg ikke!” Der må jo komme noget nyt, men det kræver, at der er et momentum, og at nogen tænker: “Så må vi jo gøre det selv!”

Vagant interviewer Kritik-redaktør Elisabeth Friis angående tidskriftets nedlæggelse her. Enquête-svar fra yngere og ældre redaktører og kritikere her. Ulf Eriksson her.

Har skrevet om orange lava, Hveragerðis geotermiske gadekøkken, Jules Verne, det arkitektoniske prestigebyggeri Harpa, branding, Andi Zeisler og markedspladsfeminisme, Beyoncé og empowertizing, Angela Davis, en fuzzy mental tilstand, fagforeninger og norske forlag, en rosabloggers smilende ansigt og Peter Amdam. Cheers, drink up.

Har du fået med dig at Jill Soloway har haft præmiere på en ny spændende pilot på en tv-serie baseret på en roman af Chris Kraus ved navn I Love Dick? Vidste du at bogen allerede har en skandinaviske modtagelse? Leder du efter nogen om kan blurbe Dick og søger du på Google og finder en masse skryt fra udlandet? På den måde får du det til at se ud som om Skandinavien er Kraus-virgins. Bogen er oversat til svensk nyligt, tag kontakt med dens oversætter Annelie Axén eller Jenny Tunedal som interviewede Kraus ved hendes besøg i Gøteborg denne sommer. Det er rigtigt at Dick kommer på Aschehoug, men Kraus-essays kommer på H/O/F som også har inviteret hende til Norge. Selv læste jeg i 2012 Elizabeth Gumports artikel og skrev i Vagant #3/2012, i Bokmagasinet og Vinduet #4/2013. Støt de skandinaviske litteraturarbejdere som allerede har gjort et stykke arbejde i litteraturminerne før du gør som D2 og googler nogle blurbs.

Lidt baggrundsmusik for de som ser The Get Down her + her + her. Københavns forstadskvarterer fattede det omkring 1983. Året senere meldte atomkrigsangsten sig.

Skriver blandt andet om Andi Zeisler til Vagant og en længere tekst til Harpefoss Hotells kommende skriftserie. Sidstnævnte afholder poesifestival snart, samtidig med Kapittel i Stavanger hvor vi skal tale om essayet. Hope to see you there.

Sommeren 2012 skulle jeg have været på en længere rejse. Jeg blev syg på vejen til lufthavnen og endte på hospitalet i Berlin. Der måtte jeg vente indtil de havde tid til at undersøge mig på den somatiske afdeling. Lægerne mente at jeg led af stress, det siger sig selv hvor de placerede mig, på en afdeling for stressede mennesker. En stresset litteratur- kritiker kom således til at dele rum med en udbrændt kunstner, Helena. Nu findes der jo en del natsværmere rundt omkring, de er ikke sjældne, men det var måske en smule overraskende at se en sådan på en hospitalsafdelingen. Den sad udenfor vores dør en dag, midt på den hvide væg. Jeg sagde til Helena: "Har du set?" Hun vendte hovedet og så på natsværmeren. Bevægelsen hun gjorde med hovedet, der var ingen reel overraskelse, snarere en slags rolig genkendelse. Helena, Julia og mig var hospitalspigerne. Vi skulle holde sammen, men vi mistede Helena sent i 2012, samme år som Mike Kelley. Texte Zur Kunst #89 indeholder begge nekrologer.

I år mistede vi en anden ven. Jeg varer mig for at se tegn og symboler, men af og til udfolder symbolikken sig foran dig og virker sand, måden at øjet ser og forstår i et glimt før den bevidste tanke overhovedet har meldt sig. Jeg længtes efter vand den weekend, noget frisk og koldt, en næsten panikagtig følelse, jeg løb gennem byen og skrev siden: "Jeg længes efter det glitrende vand." Samme aften flyttede jeg til et nyt rum. De store vinduer var åbne ud mod det som engang var en fangelejr for russiske tvangsarbejdere. Store natsværmere flaksede rundt i rummet hele natten, jeg hørte dem mod ruden og mod lampen, de hvirvlede op støv. Den næste dag var min ven væk.

Douglas Couplands Chart Art Fair-bidrag Slogans for the 21st Century er spottet ved Nørrebrohallen og Nørrebro station. Mere her.

På ep-ens åpningsspor lyder det flertydige spørsmål What would it take to get back to the blackness? Ritual Spirit er «svart» fordi bandet har kuratert svarte rapartister, men mørket er også tilbake når det gjelder den underliggjorte realismen som er Massive Attacks varemerke både musikalsk og visuelt.

Her er min tekst. Tak til Classic Album Sundays i Oslo for den oprindelige invitation.

This one. Nogle af de sange som ikke findes på Spotify findes her + her + her.

I 1995 dræbte en snjóflóð tyve mennesker i Flateyri. Byen kendetegnes nu af et A-formet bolværk, et avalanche defense, som skal styre snemasserne ud i havet snarere end at knuse byens huse og dens beboere. Mere her. Iøvrigt var de som grundlagde byen hajfiskere. Det fjerde hus i byen blev bygget i 1884. I 1922 kom der elektrisk lys i huset.

Rebirthday in Reykjadalur. Soundtrack her.

Billeder fra Hveragerði her. Iceland, putting hell to some use. Næste stop Ísafjörður.

Et par er fanget i en underlig dans gennem byen: Han tager et skridt frem, hun tager et skridt tilbage. En bil kører forbi med "Unfinished Sympathy" på radioen og en kvinde storsmilende og rockende bag rattet. Hun stopper bilen og ser uforstående på parret som stirrer vagtsomt på hinanden, opslugt af deres bizarre parforholdsshowdown.

Massive Attack besøger Øya 10. august. Deres musikvideoer er ofte kortfilm i social(sur)realistisk stil. Underliggjort realisme i en spooky zombiedans i "Take It There" og angst parforholdstango i "Come Near Me" hvor bandet kommenterer og distancerer sig fra egen tidligere storhed. Mere i Musikkmagasinet på mandag.

I meet these guys a lot at my current spot outside Reykjavik. Øverst en spói og nederst en lóa. Især Mister Spói gør megen væsen af sig og mener at eje hele Island når man kommer trampende gennem landskabet. Mister Lóa er derimod fåmælt, som en lille engel i græsset.

I was totally confrontational. In those days, people just wanted to go to a show to be removed from life, for entertainment, to forget their lives for a few hours. They came in off the street and I gave them the street right back.

Bitchfork har godt materiale om Alan Vega og Suicide her + her + her.

Måske findes noget af Evas livsangst i Ole-Jakob. Alene hans navn synes sårbart. Bindestregen er som en rille i et stykke chokolade, han kan knækkes på midten. Som mange tøvende drenge på tærsklen til teenagelivet er han lukket omkring sin egen fantasiverden, fuld af horrorfilm og små plastikfigurer som fører en episk krig på et bord på hans værelse. Faren kan ikke rejse ind i sønnens verden, der er ikke adgang.

Udslidt af sorg, død, nød. Skriver videre though. Om Sæterbakkens Gjennom natten.

Two songs about sunglasses as a tribute to the band Suicide here + here. Something's wrong, though. Vimeo, lyrics actually go: It makes me come in the night/ It makes me swim with delight. Den sang er fra 1986, Corey Harts fantastiske sang er fra 1984 da en anden meget hot James Dean-lookalike også var på hitlisterne, nemlig Nik Kershaw. Elsker sangen og videoen. Husker tydeligt ungdomsfester hvor alle scorede omkring mig mens jeg så på Nik Kershaw. Oblivion. Kershaws sang indeholder en vis social bekymring, mens Corey Hart er underlagt et sexy matriarkat. Iggys sang fører disse tematikker sammen: poor working class guy fanget i et blåt net underlagt et sexy matriarkat.

De kunne skremme livet av de fleste. Det amerikanske bandet Suicide er litt av et syn under sin første konsert i 1971: Martin Rev står ubevegelig bak en synthesizer iført enorme insektaktige solbriller, mens Alan Vega raver rundt på scenen som en rockabillydemon og oppfører seg ganske truende. Vega utstøter plutselige skrik, og kroppen gjør uforutsigbare, spastiske bevegelser, blikket stirrer tomt fremover, og han viker ikke tilbake fra direkte kontakt med publikum.

Rest in peace, Alan Vega. Dream Baby Dream 4-ever. Min tekst fra musikkmagasinet, 2010. Ian F. Svenonius interviewer Suicide her. Plus min mor.

In a bar in Emeryville, March 2015. Such a nice Californian Pinot Noir.

Ändå är Expos artikel ett av de mest provocerande scoop som drabbat litteratursverige. Inte för att det tvingar oss att omvärdera Lundkvists verk, utan för att det aktualiserar frågan om principerna för den litteraturkritik som bedrivs i Sverige.

Om afsløringen af Nikanor Teratologen AKA Niclas Lundkvist her + her + her + her.

Answer July/ Where is the Bee/ Where is the Blush/ Where is the Hay?

Peter var definitivt en af En punkbønns store inspirationskilder. Jeg forsøgte at få ham til at deltage mere aktivt i form af en samtale, men en slags afsløringsangst greb ham. Han fulgte også arbejdet med Den ulne avantgarde nært, og synes godt om resultatet på trods af hans skrape kritik af Flamme Forlag nogle måneder tidligere. Da jeg modtog kritikerprisen i marts 2011 var jeg opfyldt af billeder af venner, kulturarbejdere, freelancere, totalt udslidte, som arbejdede under umulige forhold. Peter var for sky til at komme på arrangementet, men den ekstremt uhåndtérlige buket blomter jeg fik af Klassekampen og umuligt kunne bringe med mig på flyet, den fik han. Jeg trak min kuffert, han gik bag mig i sneen gennem Oslos frostklare gader. Jeg så tilbage på ham og lo, han gik med denne gigantiske blomsterbuket og sagde gravalvorligt: Jeg skal give dem til min mor.

De uttallige bildene av ham på scenen i intens innlevelse, eller på vei ut av scenen og inn i publikumsfjorden, gir sterkt inntrykk. Han er i disse fotografiene ikke på vei inn i idoliseringen av ham, men inn i fellesskapet som for en stakket stund mens hardcore-showet pågår, virker tettere enn det såkalte IRL på utsiden av konsertlokalets vegger. Det er kanskje en drøm, dette fellesskapet, men likefullt en drøm som kan vekkes til live gang på gang. Rammende mindeord om Peter Amdam af Audun Vinger her. Tribute fra 2015 her.

Især sange som "Safe From Harm" og "Protection" (tidligere end Mezzanine) handler om nabolaget, om en bristende kollektivitet, og er opråb om at passe på hinanden i en større kreds end individet og den biologiske familie, oplever jeg. Der er også dybe fællesskabsbekymringer på Mezzanine, men kernen er nok et toxic relationship som beskrives fra to vinkler i "Inertia Creeps" og "Dissolved Girl" ... Massive Attack er unike i kraft af deres benhårde synsvinkeldemokrati og deres stærke sange om kriser, vold og sammenhold i nabolaget. Velkommen på søndag til en fælles lytteoplevelse. Jeg vil dedikere mit oplæg til mindet om Peter Amdam som vi desværre har mistet nu. Som jeg kendte Peter var han intenst optaget af community, og var en central kraft i Oslos intellektuelle liv, så vel som i mange forskellige variationer af byens uteliv.

For mit indre blik så jeg ham igen og igen i kveld; hvordan han rettede på kroppen, ømmede sig over smerten i ryggen, så på sin Blackberry, så op igen for at lytte. Hvil i fred, Peter. Min blideste punkbønn til dig.

Pic fra 2011. Lyt til For Pete's Sake. Doku fra 1994. Morgenbladet 2011. Kunstkritikk her.

Et par citater fra Claws Talks her + her. I en legendarisk tekst i Vinduet #3/2010 kritiserede Peter blandt andet Flamme Forlag, selvom jeg tror det var aspekter ved tidsånden ("kreativ kapitalisme") han egentlig var ude efter. På grund af disse blogindlæg tog Peter kontakt tidligt i januar 2011 som blev et år med intens elektronisk kommunikation og nogle (for mig altid vigtige, inspirerende og både magiske og triste) møder i Oslo og New York. Af en eller anden grund regnede det altid omkring ham med "moments" og mærkelige tilfælde. Billeder flasher gennem mit hoved nu. Han var ofte meget nervøs og tilbageholdende; jeg vidste at mit kropssprog var vigtigt hvis jeg skulle nærme mig dette vibrerende tigerdyr. En kridhvid, ustabil supertiger meget større end mit eget lille tigervæsen.

Claws Talks er kommet i besiddelse af nogle meget sjældne optagelser af Arild Utaker da han blev interviewet til femte afsnit af Bjarne Riiser Gundersens bog Da postmodernismen kom til Norge. He gets the situation well in hand. Her er min Goodreads-anmeldelse.

I wrestled the lion called The Autobiography of Video af Ina Blom. Jesper Olsson anmelder her. Mit svar her & min jingle her. Berlinlancering næste uge.

He's such a square. Men han klarer at lytte sig forbi sine egne begrænsninger. Om Music of Morocco i Musikkmagasinet idag. Forsøger at lære mig om musik fra Afrika og Mellemøsten via remix og samples. Denne er tyrkisk. Denne er fra Syrien. Denne fra Algeriet.

Meget tilfreds med layout på denne anmeldelse! Mensen er her! Og her!

Jeg var medlem af Firefly fra 1997 til netsidens pludselige død i 1999. Firefly var sociale medier før sociale medier. Det var dengang et modem lød som et crashende fly. Da Microsoft købte Firefly og lukkede siden for at bruge software til andre ting var dette vores metafor: En tsunami har taget vores landsby. Sådan føltes det. Folkene som skabte Firefly were toying with algorithms som der står her. Jeg fik nogle amerikanske venner, alle på basis af fælles musikinteresser. Sandsynligvis tung Matador Records-slagside. Siden mødte jeg et par stykker af dem i Chicago og Glasgow. Én blev en friend 4-evea selvom han lige nu har skjult sig på nettet. Der findes apps for det også. En anden skrev netop til mig. Muligvis har vores netvenskab 20-års jubilæum næste år. Her er Wireds Firefly-nekrolog.

Lee is free. Fem Sonic Youth-sange sunget af Lee Ranaldo 1 + 2 + 3 + 4 + 5.

Hilde Sandvik vil "skape en fellesnordisk offentlig samtale" med Broen.xyz, mere her. Vækker minder om dengang i 2003 da vi talte meget om mulighederne for en fællesnordisk offentlig samtale og begyndte at sy nogle korssting i en fællesnordisk væv. Idag kan man glæde sig over et nordisk tidsskrift som Vagant, og det arbejde som for eksempel Ingmar Lemhagen og Magnus William-Olsson har gjort i forhold til den litterære tværnordiske offentlighed. Her er lederen fra fanzinet GK22 som udkom i 2003. Vi gjorde det så godt som vi kunne dengang, på non-profit basis og før Kickstarter havde set dagens lys.

I en tapetfabrik lavet om til kulturhus i en forstad til København. I løbet af 80'erne var der cinematek her, og en veninde og jeg så Stop Making Sense. Vi var målløse. Endelig rejste en langhåret mand sig og dansede med armene i vejret. Rimelig reaktion, vi fulgte ham. Her er Stop Making Sense og her elsker Aidan Moffat Remain in Light.

Om kroppen är din enda hävstång till frihet, får man använda jaget för att bryta ner jaget. Referat af samtalen mellem Jenny Tunedal og Chris Kraus i Göteborg den 29. maj her.

Full video of the controversial events in Oslo here.

Little poppies, little hell flames / Do you do no harm? / You flicker. I cannot touch you. / I put my hands among the flames. Nothing burns. Sylvia Plath her.

Chris Kraus i Göteborg i søndags. Hun skriver på en bog om Kathy Acker nu, og læste fra denne. En masse Kraus i svenske aviser idag her + her. Mit essay fra 2013 her.

Jeg ser nu at datteren Selma ikke findes før efter London. Kan ske jeg er en dårlig læser, men jeg er til gengæld i tvivl om hvorvidt de mange spring frem og tilbage i tid er gavnligt. Det virker rodet. Min anmeldelse af Namra Saleem findes her. Damn, jeg ville gerne have likt denne roman. Har skaffet mig The Taqwacores! Ser nu at jeg er godt koordineret med Cathrine Krøger. Come on, cherry bomb. Next time. Og Tigerforlaget, skjerp dere.

There is drumming out there most nights. It never awakens me; I hear the drums and incorporate them into my dream, like the mighty call of the muezzins. Even if in a dream I am in New York, the first cry of Allah Akhbar effaces the backdrop and carries whatever comes next to North Africa, and the dream goes on. Paul Bowles, 1972.

Paul Bowles, en klassisk knudemand med et intimitetsproblem. Mere her.