Later on the trip, Marina and Laurie Anderson paddled a canoe to a nearby small island, where a large gathering was taking place in a hut. Marina and Laurie were invited in, introduced to someone who was described as the "king" of the island (he was wearing jeans), and offered a meal of dog meat served in leaves. "We said no, but we would like to bring to our friends," Marina says. "They say no, for your friends we give you whole dog." They wrapped the bloody and stinking meat in leaves and brought it back with them, repulsed and amused. John Cage, a notorious circumspect eater who had brought with him to Ponape a suitcase full of rice to eat, wasn't impressed with the dog meat.

Fra When Marina Abramović Dies af James Westcott

SC: Men hvis det var, at man i halvfjerdserne forsøgte at gøre noget ved skellet imellem det private og det offentlige, så var det med en forestilling om at man kunne krænge det private ud, at man kunne befri mennesket. Du siger noget andet – i antologien Virkeligheds- hunger skriver du at det autentiske blot er endnu et lag af fiktion, der er flere forskellige forskydninger af fiktive lag hvor det biografiske blot er et af disse?

Nielsen: Ja, men i forhold til attituderelativismen, så er hele projektet alligevel mere patetisk, smerteligt eksistentialistisk, havde jeg nær sagt. Man må endelig ikke blande det sammen med den del af attituderelativismen, postmodernismen, hvor alting bare er for sjov, et spil, du ved, man kan vågne op og være den eller den, som man behager. Den tragiske dimension er med overalt i Beckwerket, det er ikke en forestilling om at livet, identiteten og litteraturen kan være hvad som helst, der er en masse dødelige konsekvenser. Men det betyder ikke, at Beckwerket rider med på bølgen af det autentiskes genkomst. Kun som endnu en autenticitetskritik.

Christensens spørgespil --------------- her

Fører De dagbog?

Jeg holdt op, da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden. Da jeg ikke længere kunne se det skrevne udefra. Da dagbogen ikke længere fik mig til at glemme. Da jeg begyndte at tænke på dens mulige læser i en fjern fremtid. Da jeg oplevede, at den gav mig tryghed.
Da jeg oplevede, at den ville rydde op i mit liv. Da den gjorde hændelser, møder, samtaler til fiktion: det, der skal fortælles. Da jeg indså, at jeg kun gik efter højdepunkterne og glemte alt det vigtige undervejs. Da den, der bogførte, begyndte at vide mere end den, der levede. Da jeg gav mig til at sniksnakke med mig selv, og bagtale mig selv, og bagtale andre. Da jeg gav mig til at genlæse bogen fra ende til anden. Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv. Da den endte som en skitse, et kladde- hæfte, til den "rigtige" skrift. Da den fik alting til at hænge for godt sammen, mens jeg selv følte mig spredt for alle vinde.

Fra Spørgespil af Niels Frank

Anbefaler alle glade, neobiologistiske nordmænd at læse denne og denne på fjella ---------- Længe leve Judith Butler! ♥

Tøver med at linke til debatten på grund af aggressive anonyme stemmer, men det blir bedre længere nede. Undertegnede i rollen som den der sætter ild på og stikker af. Sorry. One has to choose ones culture wars these days.

Akkurat denne formen for overformynderi har mistet all legitimitet i dansk politikk i løpet av de siste årene. Ingen vil være elitær, ingen vil være smaksdommer. Man vil være i øyehøyde, på fornavn. Men grunnen til at vi har en kulturpolitikk, er at det ikke er alt i denne verden som er på samme nivå. Det er ikke alt i et demokratisk samfunn som kan være demokratisk. Selv om man er motstander av umyndiggjørelse, er alle også enige om at «minste felles multiplum» er et negativt fenomen, og at kvalitet er et positivt fenomen.

Kulturpolitikken kretser rundt et sant samtidsdrama: Hvordan kan vi fastholde at noe er bedre enn noe annet, og samtidig insistere på at ingen må være bedre enn andre? Hvordan kjempe for likhet mellom menneskene, og forsvare forskjellen mellom tingene? Det er et intellektuelt spørsmål, som bare har praktiske svar. Og de er alt for viktige til at vi kan overlate dem til en kulturminister.

Skriver Rune Lykkeberg bl.a. i lørdagens Klassekampen

Everybody needs a little Elfriede sometimes. Sofia Stenström har oversat Elfriede-digte til svensk her og her er min anmeldelse af Elisabeth Beanca Halvorsens Piker, Wien og klagesang. Om Elfriede Jelineks forfatterskap.

Anmeldelse af Jan Roar Leikvoll: Fiolinane ------------ her

Et lyserødt armbånd omkring mit håndled. Borealis hamrer løs netop nu, en af mindst 3000 hysteriske festivaller i det kulturselvsikre Bergen. 1) Først en komposition for helikopter, Helios Nordwärts. Må tilstå at jeg forestillede mig noget i stil med dette, og det blev vel aldrig rigtig vildt, måske fordi jeg allerede går rundt in an altered state of mind, I'm too blasé, uden behov for dette kunstchok idag; at lyden fra en helikopter, the real, pludselig kan være del af et værk.

2) En ung poet fremførte digte om en dronning på bålet, så intenst at han drak flere liter vand bagefter, som stod han selv i flammer.

3) John Tilbury om Cornelius Cardew, very interesting indeed, især en smagsprøve på et værk omtalt som Cardews Magnum opus imponerede, og Luke Fowlers film om Scratch Orchestra er fin.

4) Idag strålende Steve Reich (bogstavlig talt, disse hypnotiske sollys- og vandhvirvelagtige strukturer) plus præpareret piano a la carte.

Mor gjekk klynkande ved sida av, pressa eine knyttneven inn i munnen, beit på han og stønte og kikka seg omkring om nokon såg at vi bar noko så ungt og hjelpelaust til eit skur der dette vesle skulle ligge aleine.

Fra Jan Roar Leikvolls postapokalyptiske roman Fiolinane. Som Sofi Oksanen er Leikvoll god til at beskrive kroppe uden betydning; en slags kz-lejr-kropslighed, en slags udhungret-Afrika-kropslighed. Giorgio Agambens begreb om bare life har sat sig spor i litteraturen.

Sett fra Danmark er det også bemerkelsesverdig at Min kamp bygger på en så tradisjonell forestilling om hva selvbiografisk stoff kan brukes til i litteraturen.

Skriver Tue Andersen Nexø i Klassekampen, og jeg siger tak. Nexø skriver videre om Pablo Llambías' roman Rådhus (1997). Undertegnede laver samme kobling i nyeste udgave af Prosa hvor jeg skriver om samme Llambías' remake af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje (2009), som del af den såkaldte "kortversjonen", et lidt klaustrofobisk koncept som hovedsageligt handler om sagprosa. Llambías' bog befinder sig i gråzonen når det gælder sagprosa, eller "uafgørlighedszonen" som vi kaldte det i gamle dage, da jeg bl.a. skrev min masteropgave om Llambías og the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen.

Den norske naivisme fortsætter i Guro Havrevolds hyldesttale til årets kritiker Tor Eystein Øverås (gratulerer, iøvrigt) som han modtager for sin bog med titlen Livet! Litteraturen! (2009). Havrevold henviser til de litterære og eksistentielle problematikker mellem liv og litteratur som "årets snakkis" og beviser hermed hvilken snæver horisont hun taler ud fra hvor bare én figur toner frem: Karl Ove Knausgård. At der iøvrigt også er brod mod "det akademiske" er ingen overraskelse i norsk sammenhæng.

At litteraturkritikken også er en skabende aktivitet og dermed stipendieberettiget er trængt ind nu, i det mindste kan Gyldendal nu reklamere parallelt for to forfattere som begge fik pris: Tomas Espedal og kritikeren Øverås. Det siges ikke direkte, men det er klart at kritikken nu er støtteværdig, ikke så meget fordi den er kritik, en genre i sig selv, men fordi den nu også er en vare som kan sælges.

Siden dadaistenes herjinger de første tiårene av forrige århundre, har negasjon av etablerte verdisystemer gått som en sort åre gjennom kunsthistorien. I dag har blasfemi og profanering igjen inntatt avisoverskriftene, og da ikke først og fremst i kulturseksjonene: «Retten til å krenke» forsvares nå over hele det politiske spekteret som en av det skandinaviske storsamfunnets pillarer. Samtidig beskyldes kulturradikale for ukritisk å ha dyrket en hedonistisk livsutfoldelse uten samfunnsbyggende siktemål – og kunstnere for å være provokasjonsstrateger som hyller den overskridende handlingen for dens egen skyld. Alt mens forfatteren av en pamflett med tittelen «Ekstremistan» nylig tok til orde for en ny norsk patriotisme. Inn i dette vepsebolet av motstridende ideologiske linjer – hvem sa at idékampen var død? – sender nå Håvard Rem sin Innfødte skrik, historien om black metal i Norge.

For en indledning! Audun Lindholm skriver om Rems bog i KK

Anmeldelse af Patti Smith: Just Kids --------------- her

1/2/58

The time for writing to entertain other people is over. I don't write to entertain others, or myself. This book is an instrument, a tool - and it must be hard + shaped like a tool, long, thick, and blunt. This notebook is not a diary. It is not an aid to memory, so that I can remember that on such and such a date I saw that film of Buñuel, or how unhappy I was over J, or that Cádiz seemed beautiful but Madrid not.



Susan Sontag i Reborn: Journals and Notebooks, 1947-1963

1) Dette kan være våren 2000. Vagant-slippefest på BIT Teatergarasjen. Man har vist talt om Lunds Om naturen. Simonhjell danser med sig selv, dekadent stemning. Knausen står i baren og skænker mig en øl. Bliver ved med at skænke i glasset til det flyder over. Får fat i en rulle med papir, vikler et kilometerlangt stykke ud og begynder at tørre bordet. 2) Vossajazz, stadig våren 2000. Vi sidder ved et langt bord, det er tåget af cigaretrøg. Christiansen er sådan joie de vivre, gestikulerer. Knausen er dér, i min dagbog kalder jeg ham Ulven (altså med tanke på dyret), mest på grund af det sultne blik. 3) 2003 i Stockholm. På Pelikan med Knausen, Geir, Aagenæs og Lindholm. Konverserer om Larsson, bøgerne er svære at finde, vi får boghandeltips. Husker næsten intet andet end den rungende lyd af mange stemmer under det høje loft.

I det som ved første augekast kan sjå ut som eit tilfeldig utval tekstar, ser vi etter kvart eit avgjerande fellestrekk som er høgst relevant for den samtidige scenekunsten: Det dreier seg om ein form for kamp, utkjempa gjennom estetikkens opningar og avgrensingar, og kunsten forstått som del av ein kultur- og samfunnspolitisk kamp, kor dystopien stadig støyter opp mot utopien.

Anmeldelse af 25 i Morgenbladet idag

Att vara kritiker är att sitta mitt i oron över att det kanske faktiskt inte, på ett djupare plan än den rena konsumentupplysningen, finns någon mening med det man gör, det vill säga: att ta ansvar över insikten att det finns frånvant spökbrus. Att man kanske aldrig kommer nå frem till ett samtal på lika villkor. Det är med andre ord precis som det brukar vara i livet. Och jeg antar att det är den här oförmågen till møte, den här ensamheten, som vi egentligen borde kalla för ärlig och trovärdig realism.

Aase Berg i 00TAL #30-31 2009. Plus medfølgende bog

There's no escape from Patti. She's so high you can't get over her. She's so low you can't get under her. She's so wide you can't get around her. If you make your bed in heaven she's there. If you make your bed in hell she's there. She's everywhere. Woo! Help me somebody

Anmeldelse af Sofi Oksanen: Utrenskning ------------- her

Candy had Kim Novak's looks and Jackie had the delivery. Both of them were ahead of their time, but they didn't live long enough to see the time they were ahead of. "Pioneers without a frontier," as Andy Warhol would say.

Fra Patti Smith: Just Kids ---------- Mere her + her

That's it, I'm getting into numerology. Præcis som Unica Zürn. Jeg har bidrag i disse to bøger, og de ligner mistænkeligt på hinanden.

Zara innprentet seg dette ordet, og da mor var ute, gikk hun bort til bestemor og sa ordet. Bestemor satte øynene i henne, så rett på henne for første gang, og Zara hadde følt hvordan blikket rant ned gjennom strupen mot hjertet, og hun følte en stramning i hjertet, og det rant fra hjertet til magen og magen begynte at vri seg, og det rant ned i beina som begynte å skjelve, og fra beina rant det ned i føttene så det begynte å stikke i fotsålene og hun følte seg varm, og bestemor hadde smilt.

Russiske Zara får kontakt med sin estiske bedstemor. Fra Sofi Oksanen: Utrenskning. Anmeldelser her + her og interview her

Tekster rejser. Denne tekst har netop rejst til Rusland under de mærkeligste omstændigheder. En samtale var planlagt under Audiatur i 2009, om den amerikanske forfatter Kathy Acker som bl.a. benytter sig af diverse cut/up-metoder. De talende skulle have været den russiske poet, essayist og aktivist Aleksandr Skidan og undertegnede, men samtalen blev aflyst på grund af ... ja, udmattelse. Skidan havde sendt mig sit Acker-essay på russisk, og først nu fik jeg læst teksten via Google Translate. I retur sendte jeg en oversat version af mit eget Acker-essay, selvom jeg havde gjort en lille fejl: Jeg havde i farten oversat en norsk tekst i den tro at den var dansk. Skidan skrev midlertid tilbage idag med stor entusiasme:

Dear Susanne!

Thank you so much - the Russian version you sent me is a hell of laughter. I'm going to read it next week at the presentation of my new book. Real automatic ruptures of everything, very fanny (and strange sometimes).

Anm. af Wencke Mühleisen: Jeg skulle ha løftet deg varsomt over her

Gratulerer, Lars Skinnebach, og Lone Aburas, som
vandt publikumsprisen

Anmeldelse af Tania Ørum: De eksperimenterende tressere ----- her

Jeg kom i tanke om denne tekst, i disse Knausgårdtider. Gulliksen (Knausgårds redaktør) & virkelighedsforfatterne, hm-hm

I sin anmeldelse omtaler H-J Nielsen [Stig] Brøggers konvolut som hans "debutroman", selv om han straks indrømmer, at "[d]en ligner slet ikke en roman", men ved første øjekast ser "helt utilnærmelig og urimelig ud", så man på en måde godt kan forstå, "at denne spænd- ende danske debutant må debutere på et svensk forlag. Han er langt ude." Konvolutten ligner snarere en "dims".

Fra Tania Ørum: De eksperimenterende tressere. Her + her.

Anmeldelse af Judith Butler: Frames of War ---------- her

Follow me on Twitter and I will show you fear in a handful of dust