Det mest opprørende var altså ikke påstandene om at vi kanskje likner dyrene. Langt mer sjokkerende, for ikke å si obskønt, er det at en filosof bruker et faglig seminar på noe så ikke-prinisipielt, partikulært, privat og subjektivt som sitt forhold til én enkelt katt, uten samtidig å insistere på at det ligger noen universelle innsikter i fortellingen.
For hvor blir det av den systematiske, filosofiske tanken hvis katteeksemplet bare handler om en konkret, intim situasjon, og ikke om noe generelt dyrisk eller menneskelig? Bedre blir det neppe av at la chatte på fransk uformelt kan betegne det kvinnelige kjønnsorgan. Det er kanskje dette de frykter, de som påstar at "å lese Derrida er som å kikke på seg selv med et rumpespeil", eller at "Derrida må møtes med motstand 24 timer i døgnet": De frykter at den rene, prinsipielle tenkningen skal rotes til av private innfall om katter, fitter og morgener på badet.

Jacques følte at hans kat kiggede på ham en morgen på badeværelset og tog oplevelsen med på seminar, i filosofisk form -- Tigerklør siger: Hurra, der er både katte og Derrida i Hanne Andrea Kraugeruds MB-tekst denne uge!

Apropos det smalles død: Man påstår at den realistiske litteraturen handler om mennesker og fortellinger, mens den eksperimentelle litteraturen utelukkende handler om språk, og at selv om disse avantgardistiske sprellene er morsomme, så er det tross alt bare språklige eksperimenter. Mens den viktige litteraturen liksom er den der du finner "virkelig mennesker" og "virkelige fortellinger". Og det er fullstendig feil, dessuden er det politisk farlig. Blandt annet fordi det er en måte å si at språk ikke er viktig på, mens vi jo vet svært godt etter hvert at språk ikke minst handler om hvem som får uttrykke seg og hvem som ikke kommer til orde. Hva språket utestenger. Og det gjelder å finne steder i språket som lar folk få snakke. Se på svart slang i USA - slangen dreier seg først og fremst om å skape et fristed der det er tillatt for svarte å uttrykke seg. Det er selve hjertet i kulturen. Og å snakke nedsettende om språket til folk er drepende. Det er det samme som å si; "Dere får ikke eksistere. Vi liker ikke språket deres. Dere får holde kjeft." Så for meg ligger det alltid veldig mye politikk bak såkaldte stilistiske spørsmål.

Gode pointer kan ikke gentages for mange gange. Her er det Kathy Acker som, kort før sin død i øvrigt, interviewes i London af Ingvild Burkey og Trude Kleven til Vagant 2/1997 -- Tigerklør er på frydefuld vis plugget ind i høstens arbejdsstation på Östermalm: en brat stigning i social klasse, fra Bagarmossen via Södermalm til Östermalm, med krystallysekrone i loftet. Fint nok, bare nettet virker. Hvilket det gør nu.

Finlandssvenskeren synger først og drikker sent. Finnen drikker derimod først og synger sent. Finnen er tavs som graven, selvsagt. Men i Sverige er det finlandssvenskeren som er den tavse. Det er altid den anden som er uartikuleret og stum, det er altid den anden som geråder i semiotisk sprogkaos, som bare kan sige ba-ba-ba. Der er enten os, grækerne, eller barbarene: dem som bare kan sige ba-ba-ba. Either you’re with us or you’re with the terrorists – som Amerikas præsident George W. Bush sagde det efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001. Terrorister kan bare sige BOOM – er du i opposition, så er du nok som dem, er du ikke? Du siger ba-ba-ba, ba-ba-ba er alt jeg hører. Hvad bliver det næste? BOOM?

Vi laver os billeder af hinanden, vi fantaserer om anderledeshed, hvad den består af. De billeder vi har dannet os af hvad der kendetegner os, nationalt set, holdes ved lige af sproglig repetition. Eller hvad er det egentlig som kommer først? Kommer billedet før kroppen? Er det den sproglige repetition som skaber nationale kroppe? I så fald er der måske plads til at litteraturen kan lege med, lege for alvor: indgå i produktionen af identitet.

I Ida Börjels tekstsamling Sond (OEI editör 2004) findes en tekstcyklus under titlen ”Europeiska midjemått” - Her findes tekster som alle synes at udgå fra samme tekstgenereringsprincip. Vi forestiller os næsten Börjel med mikrofonen i hånden, at dette er udsagn samlet ind på vox pop-manér. Vi får samlinger af udsagn som vi genkender som common sense-klichéer, stereotype billeder af hvordan vi i de europæiske lande betegner hinandens nationale særpræg.

I følgende tekst er det konstruktionen af Den Hyggelige Dansker – som vi kender hende, bl.a. fra TV-serien Matador – som står for tur. Hvem er Den Hyggelige Dansker? Hun er ven med hunden, hunden kan et trick, hun kan drikke øl og grine højt o.s.v. For at konstruktionen kan holde må der naturligvis sammenligninger til som man kan definere Den Hyggelige Dansker op imod.

Börjels tekster både fremviser og ironiserer. Men de har også potentiale til at indgå i den øvrige sproglige identitetsproduktion, sådan som vi bl.a. igennem massemedierne konstant æltes rundt, formes og former - de massemedier som også efterlignes i den måde hvorpå Börjels tekster er iscenesat:


EN HISTORIA SOM HAR ETT TRICK

Danska människor är runda vänliga törstiga människor som inte har någonting emot några hundar. Danska hundar är runda vänliga varelser med små fläckar på sig. Den danska hunden har alltid ett trick att visa i en bar. Jag är den danska bargästen och mitt är allas vardagsrum. De spanska hundarna är lata varelser med för mycket sol ovanför sig. Svenska hundar är borstade slanka bekymrade varelser med lång komplicerad härstamning. De svenska hundägare pratar alltid för att jämföra härstamning och pälsarnas tillstånd. Den tyska hunden har inte något trick att visa i baren. Danska hundägare är varma törstiga människor som delar tankar och drickande i baren. Österrikarna skulle aldrig dela en tanke med sina fyrbenta vänner. Den danska hunden behöver inte något koppel. Danska hundar följer sina ägare som en ägare följer en hund till en bar. Svenska barer är desinficerade pudrade ställen med pinniga stolar och vattnig amerikansk musik. Den danska puben är ett mysigt mörkt ställe med roliga klistermärken och planscher. Min danska kvinna kommer in. Hon är en varm strålande färgglad varelse med gott starkt skratt. Den österrikiska kvinnan, den portugisiska kvinnan och den finska har inte något skratt värt att nämna. Den danska kvinnan kommer strålande och färgstark till min bar. Hennes skratt är ett starkt gott hälsosamt. Den danska kvinnan dyker upp med en fin törst att ta itu med. Den lilla runda danska hunden visar sitt trick för henne vid bordet i min bar. Den danska kvinnan skratter och höjer sitt glas för alla som ser henne och hör

[...]

Citatet er fra en kursusopgave netop afleveret i det finlandssvenske Finland. Her var forsøget blandt andet en tilnærmning mellem "det ein kunne kalle estetiske nivå, og dei meir politiske nivåa" efter to uger midt mellem to skarpt adskilte akademiske sprog: lingvistiske strukturelle "politiske" og hermeneutisk "apolitiske" litterære. Pointen var at blande niveauerne, bringe Khemiri og Rimbereid og Börjel og Södergran og Tikkanen og Forsblom - via en strukturel læsning - nærmere samfundskonstruktion/produktion.

Sjovt nok synes dette kritikerens forsøg på at politisere litteraturen at ligne på en omvendt bevægelse - som ligeså er en tilnærmning mellem "det ein kunne kalle estetiske nivå, og dei meir politiske nivåa" - nemlig den beskrevet af bl.a. Baudrillard (se tidligere post) og benyttet i æstetisk-ideologiske produkter som TV-serien Over There om krigen i Irak. Rekuperation? I'm confused -- Piracy, it really is a crime.

På Oslo poesifestival 19. - 21. august læser Helena Eriksson, Lars Mikael Raattamaa, Jenny Tunedal, Lars Skinnebach, Mette Moestrup, Peter Laugesen, Jan Erik Vold, Georg Johannesen, Inger Elisabeth Hansen, Eldrid Lunden, Karin Moe, Steinar Opstad, Torunn Borge, Tone Hødnebø, Øyvind Rimbereid, Gunnar Wærness, Ingrid Storholmen, Anna Hallberg, Vemund Solheim Ådland, Caroline Bergvall og Juliana Spahr -- Men seriøst, skal vi være inde i en FROSK?

Det er forsvinnende sjelden jeg går på konsert, men i slutten av 2001 så jeg The Fall i Malmö. De var vanvittig bra. Så bra at jeg så meg tvunget til å drikke store mengder øl og sprit for å styre min begeistring, og det forårsaket så klart et stort, svart hull for resten av kvelden. Men jeg skulle ønske at det ikke var noe hukommelsestap der, for alt tyder på at noe interessant skjedde. Jeg våknet naken og full av blåmerker i et fremmed rom som var nedlesset av kitschy rokokkomøbler. I hånden holdt jeg The Fall-vokalist Mark E. Smiths autograf, nedskrevet på baksiden av en tysk leges visittkort. Og ved siden av meg lå en transvestitt og insisterte på at vi skulle gjøre noe stygt og unaturlig. Jeg følte meg uhyggelig gammel. Eller i alle fall ganske voksen. Eller snarere post-ung.

Tommy Olsson om post-punk i dagens MB.

Tillægsoplysning 1: Tigerklør mødte Øyvind Ådland første gang til en koncert med The Fall på Roskilde i år 1996 (var det 1996) da hun intetanende hoppede på hans fødder. De skulle ikke genkende hinanden da Tigerklør flyttede til Bergen i 1999, andet end på pladesamlingen.

Tillægsoplysning 2: Tidligere idag købte jeg Richard Hell & the Voidoids, The Blank Generation. Post-punk, var vi nogensinde væk?

Singing Girls:
All those who remember the war
They won't forget what they've seen
Destruction of men in their prime
whose average was 19
Dedededededede-Destruction
Dedededededede-Destruction
War, War
Dededede-Destruction, wa-wa-War, wa-War, War
Dedededededede-Destruction
War, War

Next Stop Mumidalen: På propagandakursus for finlandssvensk litteratur & kultur lärer man meget nyttigt. Blandt andet hvordan Tove Janssons mumiunivers opstod. Hos den unge Janssons familie var traditionen således at man skrev aforismer på väggen mens man sad på utedo. En af de voksne i familien havde flottet sig med et Kant-citat, men Kant blev dog snart kommenteret: en tegning af en lille rund hvid trold blev skriblet på väggen - and the rest is history. Men hvad var det forresten lige mumitrolden havde at snakke med Kant om?

Jeg har netop genläst "Filifjonkan som trodde på katastrofer" - Her vasker filifjonken sine gulvtäpper i havet, således som man rent faktisk også gör ved havnen midt inde i Helsinki, da en frygtelig fornemmelse kommer over hende. Noget grusomt vil ske. Og denne gang er det ganske vist: en tornado viser sig i horisonten, en gigantisk og sublim tornado som snart skal smadre både hus og hjem. Filifjonken er rolig, det hun har frygtet er nu sket. Filifjonkan kunde inte röra sig. Hun stod still, alldelels still och kramade kattungen av porslin og tänkte: O min vackra, härliga katastrof ...

Twists & turns: Jerker Virdborgs nyligt fra-svensk-til-norsk-oversatte roman Svart krabbe lader sig faktisk fint läse i kombination med Jean Baudrillards The Gulf War Did Not Take Place (1995) -- Her er en lille historie som måske väkker et ekko fra visse norske mediers rundtossede simulakrum af en krig mod postmodernismen:

This is a true story. Only the names have been changed -- to protect the guilty. I'm in a bar in Fremantle talking to a couple of humanities academics. I caually mention that I'm reading Paul Patton's translation of Jean Baudrillard's The Gulf War Did Not Take Place. One of my colleagues launches into a tirade about how immoral it is for Baudrillard to claim the war did not 'take place' when so many people got killed there. The other attacks Baudrillard for talking about 'simularca', as if war had disappeared into a virtual realm when clearly war is proof positive that real things still happen in the real world.

But when I ask these earnest defenders of the moral and real whether they had read the original French or in Paul Patton's excellent English translation, the answer was -- neither. They were talking about a simulacrum of Baudrillard's book, not the 'real thing'. Neither had read it -- but they seemed as sure of what 'takes place' in its pages as they were of the reality of the beer they quaffed or the war they watched -- on television. It is precisely this mystery, of how signs float free from things and lose their anchorings in the certainty of reference, that is Baudrillard's obsession.

Mere Baudrillard her og her.

Hvad er dette?

bergensbrag/københavn
11-14. august 2005 i LiteraturHaus,
Møllegade 7, kld., 2200 København N

Dette er en fortsættelse. Bergensbrag blev afholdt i 2003 med deltagere fra en række tidsskrifter, småforlag og festivaler i Norge og Danmark, der mødtes for at diskutere og lære af hinandens synspunkter og erfaringer. Men først og fremmest for at skabe et net af kontakter baseret på personlige relationer, med den bagtanke at stimulere til fremtidig samarbejde og udveksling -- Tag kontakt til hovedkvarteret for mere info.

Mere fra förste Bergensbrag her.

Helsinki er en lille by. Ikke bare ekkoet af havmågeskrig mellem husene minder mig om Bergen. Jeg har endnu ikke, meget mod min forventning, set en eneste finne med stort hår, spidse sko og amerikanerbil. Første stop bliver i desperation og udmattelse en burgerrestaurent: den og første kig på den moderat turistoversvømmede by sparker gang i globaliseringsdepressionen. En anden dag da jeg forsøger at købe en is – to kugler i et bæger, tak – siger damen: Sorry, we don’t mix the flavours. Jeg bliver så paf at jeg siger ok, så nøjes jeg med en kugle med pebermynte. Troede hun jeg sagde en kugle med pebermynte og nougat? Jeg lejer en cykel og gør alt for at blive væk på den -- Så swinger denne all-MoMAs-of-the-world-hobo ind på Kiasma. Kiasma betyder krydsning og krydse gør både arkitekturen og de to udstillinger her. Fractures of Life har den irriterende undertitel ”politisk nutidskunst” – der er fine dingser her, men det giver egentlig først rigtig mening når jeg går ovenpå og forbløffes over sammenstødet: In Another World viser ”outsiderkunst” – folklore, ting lavet af ældre kunstnere og psykisk syge, ting vi ville kalde kitsch hvis det var på et marked vi så tingene. Udstillingen er sat op på labyrinter af gamle træpaller. Malerier og tegninger er vitalist-naivistiske og øverst er der bygget et kæmpe landskab op med et væld af bemalede træfigurer, piblende vandfald og skrammelkunst for alle pengene. De to udstillinger sat sammen danner et tankefuldt kryds mellem et ”udenfor” og et udenfor. Sidder i lang tid i den bagende sol bagefter og ser en skater blive fotograferet. Han kikser konstant og bliver mere og mere rasende.

Vive la France! Vive la France? Utroligt som rødmalede møller og gyldentlysende tårne sniger sig ind på os i Paris – på trods af at vi gør alt for at undgå de nævnte. Blandt udstillinger om Jules Verne, Jean-Paul Sartre og den røde hærs indtog i Berlin stikker alligevel udstillingen på Pompidou med titlen Big Bang sig ud: en tematisk ordnet udstilling som tager for sig idéer eller træk ved den modernistiske kunst så som fx disfigurement, chaos, grid, monocrome, transparancy, conceptualisation, random, softness, fragments, regression, hybrid, transgression, voyeurism, revolution, oblivion/memory, pathos/death, grotesque, anti-museum, nostalgia og dissapearance. I den første sal jeg kommer ind i – med titlen ”disfigurement” rammer en Picasso sat sammen med en Bacon sat sammen med (hvad jeg tror er) en Koons mig med et kuratorisk set frydefuldt chok of the new. Udstillingen som også sætter design op side om side med High Art har korridorer hvor hvad er udstilt andet end ja, bøger. En tematisk organiseret udstilling som denne kan koble disfigurement, chaos, grid, monocrome etc sammen med bevægelser i skriften også, fordi man går ind i teksturen snarere end i kunstnerbiografien og/eller kunsthistorien as we know it. Pokkers, jeg har desværre for lidt tid - Audun venter på mig udenfor: tager et short cut igennem første halvdel af udstillingen til den sidste sal, med titlen re-enchantment. I et ravende mørkt rum støjer og knitrer og buldrer fem videoinstallationer af Bill Viola: Five Angels for the Millennium -- S. Gjessing kalder i Klassekampen kuratoren af Nasjonalmuseet i Oslos basisudstillings (også den arrangeret tematisk) for yderligtgående frankofil (Bush og KK kan endelig enes om noget her) og der er ingen ende på forargelsen over den sjuskede omgang med forvaltningen af norsk kulturarv -- Her er imidlertid lidt god tekst at kigge på: Eivind Røssaaks rapport "Selviaktakelse" om bl.a. Stig Larsson, Vibeke Tandberg og Dag Solstad ligger nu tilgængelig på pdf.

Her har Kenneth Krabat lavet en samleside over Serup-sagen som har rullet over Danmark i et stykke tid nu. Serup selv er i Ho Chi Minh City. Og Bush fejrer sin 59-års fødselsdag i København: hurra, her er festen -- Mere Bush: Danmark tager ekstatisk imod. Non-stop rapportage på TV kører – jeg fanger facts om projektører, lyssætningen da Air Force One ruller ind er Hollywoods værk. I Rusland klarer man det anderledes: spreder kemikalier udover skyerne. 1-2-3, Sunshine – The Real Thing. Synker præsidentfruens stiletter ned i græsset da hun springer ud af helikopteren? Vi kan næsten ikke trække vejret. Desuden skal DR ”granskes” snart – kan det være derfor (spinkelt håb) at slipsene er bare lidt mere blå idag? Kopier af Foghs knaldblå slips som er kopi af Bushs knaldblå slips. Hvis nogen er kritiske til showet så omtales de som bærende på et ”Bush-had” og som reagerende udfra en ”rygmarvsrefleks” og plottes ind i montager med aggressivt udseende Hamas-folk, grupper af slørbeklædte med Hussein-plakater, med andre ord: upassende følelser ude af kontrol, ikke egentlig folk man kan snakke med, de dér uartikulerede ”autonome” og flippede ”christianitter” – Definitivt en lige linie til alverdens ”terrorister” (forkortes oftest til ”teorister”) og ”ekstremister” -- Metroavisen Urban har sakset et interview fra Berlinske med Fogh Rasmussen og hans følge hvorfra vi får følgende sproganalyse af Bush-administrationen: ”Ingen af dem er til lange enetaler hvor alting pakkes ind i billeder og sproglige metaforer. I stedet er det til sagen.” – Ja, og hvilken sag. Artiklen slutter med følgende lidt pudsigt formulerede udsagn som vist er journalistens: ”Selvom den danske indflydelse på den amerikanske regering er og bliver begrænset, så lyttes og nikkes der. Forstående, ikke forurettet. Som sparringspartner og rådgiver om europæiske forhold er Fogh da også mere værd for Bush end for eksempel den franske præsident Jacques Chirac. Hvorfor? – Fordi han er hans ven, der ikke sådan løber skrigende fra en fælles beslutning om at gå i krig eller drømmer sig tilbage til tider, hvor amerikanske præsidenter blev modtaget som helte i Europa. Enhver kan som bekendt sole sig i medgang, det er sværere at sole sig i Bush.” – Jo, Bush er en rigtig Reality-præsient. Men oops! Gør det ham mindre iscenesat? A least it makes him less (*bloddy*) French. Her snakker Bolt & Nielsen videre. Susanne pakker sin kuffert igen.

Det er sandelig sjovt at være smal i Danmark. Læs her. Fight the power, Serup! Sagen udfolder sig iøvrigt videre på dramatisk vis, se blot her -- Læs eventuelt også Dag B. Ladegaards rystende opgør med Lambertseter gourmetklubb right here -- Man får en vag association til stå-hej i den norske forfatterforening, men det er sikkert en helt uholdbar sammenligning:)

Postkort 4: Angelheaded hipsters burning for the blah blah etc

Jeg er ingen beatnik. På trods af det traver mine fødder helt af sig selv og på insisterende vis gang på gang rundt i kvarteret ved St. Marks, Washington Square Park, Bleecker St. og MacDougal St. Åja, Kerouac was here. So fucking what. Den første gang jeg crasher i Washington Square Park ligger jeg i græsset med udsigt til et underligt skue: en stor gruppe unge mennesker fra Alabama mimer til pop og danser en bly Britney Spears i unisex jeans og ens T-shirts. Er det en Coldplay-sang? Handler den i udgangspunktet virkelig om ham deroppe? Well, nu gør den ihvertfald. Jeg spiser frisk frugt fra en plastikkop og læser i min guidebog: guide me outta here. Den bar hvor Dylan Thomas drak sig ihjel er ikke langt herfra, det var måske noget. Jeg når ikke længere end til hjørnet af Bleecker og MacDougal hvor jeg finder mit bord, Bordet -- Anden gang jeg er i Washington Square Park kommer jeg med en tung plastikpose fra St. Marks-boghandlen. Jeg læser Juliana Spahr og Lawrence Ferlinghetti inde i den runde fontæne: folk sidder hér på et par trin ned mod bassinet. Lidt efter kommer en sort fyr med en guitar og giver sig til at spille. En tatoveret og piercet fyr viser Bob, guitarfyren, et billede af sig selv i avisen: han er en slags smertekunstner og havde fjæset fuld af tøjklemmer den anden dag. Hey, who’s beat? -- Om aftenen traver mig og Maia rundt uptown, lige nedenfor Central Park. Maia finder med gadekendte skridt lynhurtigt frem til vores bestemmelsessted, Gotham Book Mart. Der er mange mennesker her allerede og nul air condition. Vi koger. På anden sal står vi alle i kø hen mod elevatoren, eneste forbindelse længere op i bygningen. Vi koger, bladrer i bøger, veksler ord med folk rundt os. I små hold sendes vi op med elevatoren. Ovenpå er der fuld reception med cheese, crackers og rødvin. Festens midtpunkt er 86-årige Lawrence Ferlinghetti, omtalt som den eneste overlevende af beatpoeterne, for mig vel mest legendarisk på grund af boghandlen og forlaget City Lights i San Francisco. Og manden træder frem: ”America used to be a melting pot, but now it’s not melting anymore.” Mr. Ferlinghetti brokker sig over identity politics, alle etniske minoriteter vil have deres eget radioshow nu: men vi skulle jo alle smelte sammen til ét, i spirituel betydning? Tjah. Og så læser han, mumle-mumle. Men vi bliver alligevel revet med, folk er i opløftet stemning, indehaverne af boghandlen siger til os at dette arrangement egentlig ikke skulle have være annonceret i Village Voice: nu kom der tre gange så mange som ventet. Vi ler. Skønt, mod elevatoren går det. Maia snakker højlydt til mig på dansk da elevatordøren glider op foran os. Jeg siger bare glup-blop-hmmm-fnnnp til svar for Patti Smith er netop gledet forbi mig ud af elevatoren som et andet gråt spøgelse med stenansigt og brændende blik.

FIN

Postkort 3: There are no stars in the New York sky

Den første dag går jeg ind over Williamsburg Bridge. Denne bro regnes ikke for at være spektakulær, den er ingen seværdighed som naboen er det, Brooklyn Bridge. Broen er et filter af orange og grå stål med baner for både tog, biler og fodgængere. Jeg er ramt af lugten, ingen baggårde i NYC, derfor gadeliv, derfor den intense stank af affald som er New Yorks, i heden. Jeg prøver at forstå hvad jeg ser. Hvordan skal jeg nogensinde fotografere her? Der er intet fokus, elementer alle vegne, tegn, bevægelse, brudt af lygtepæle og vejskiltes linier. Jeg tænker på Lee Friedlander, hans billeder har ofte lodrette elementer som skærer midt gennem billedet: glem alt om gyldne snit. Opdelingen får alt til at spredes fra midten mod kanterne, der er ingen helhed. Og det er hvad jeg ser hér, sådan ser jeg byen. På vej over broen går en storm af fragmenter fra sange om New York igennem mit hoved. Mondrian, så kølig og europæisk, han jazzificeres i NYC. Patti Smith synger-hvæser, altid så cool, men dette er nu eneste gode sang fra den plade: The abstract streets/ The lights like some switched on Mondrian/ Cats like us are obsolete/ Hey man don’t breathe on my feet/ Thieves, poets we’re inside out/ And everybody’s a soldier/ Angels howl at those abstract lights/ And the borders of heaven/ Are zipped up tight tonight -- Da Sonic Youth spillede i København et godt stykke tid siden illustreredes Teenage Riot, en slooow version, af en video optaget i Warhol-stil af en ung mand som falder i søvn på en NYC-subway, den som brager forbi mig nu. Og Lou Reed synger om Andy & byen: There are no stars in the New York sky, they’re all on the ground. Og her futter jeg over broen til Manhattan -- En af de andre dage er jeg på MoMA in a bad mood, indtil det går rigtigt galt: Begejstringen vil ingen ende tage da jeg opdager Friedlander-udstillingen øverst oppe. Men tror du jeg kan komme ind? Nul. Der er sneak preview for members only, for en dødsyg idé. Men Friedlander får jeg at se om søndagen da udstillingen åbner for pøbelen og ååå, det er så bra. Han fotograferer to verdener, der er parallelle universer her, via spejle og skygger og monumenter og TV-skærme. Og gåder, hvad er det han ser på? Hvad er fokus? Der er jo intet hér. Men hvilket intet.

Mere Friedlander her og her og her og her.

Postkort 2: Mmm, skyscraper

Jeg tegner huse, I’m not getting it. Så utroligt smalle, tværstribede af brandtrapper og med det obligatoriske kaminhyldeornament ragende ud øverst: ikke eneste citat i sigte fra det romerske imperium. Og så skyskraberne, naturligtvis. Hvordan kunne hele Chicago skyline snige sig ind på mig på den måde i 97? Jeg gik ud ad Harbour Pier mens det blev mørkt og var mildt sagt uforberedt på synet bag mig: bam, switched on like a Christmas tree. Maia laver mad den første aften, hun går rutineret og småsnakkende op ad trappen mod taget med mig bag efter sig og dér er den igen: gaaa! Hvor kom alle de lys fra? Hele jævla Manhattan! Senere på ugen sidder jeg rasende i MoMAs skulpturhave, for noget tull. Her sidder vi i en lille lysegrå skotøjsæske fuld af pointeløst forvredne modernistiske skulpturer – damn it, skulpturene er jo udenfor! Og har endda folk indeni. Jeg tager et billede af en smuk vandrist med et skilt ved siden af som uden held (ha ha) forsøger at referere til en skulptur af Picasso -- Chrystlerbygningen er alligevel den fineste. Især med ekkoet fra en af Matthew Barneys Cremaster-film af brummende biler der gang på gang støder ind i hinanden i den fine Art Deco-lounge nederst og et billede, tilsyneladende filmet fra luften et sted: baner af stof som danserinder fletter spiret ind i. Empire State kan jeg næsten ikke se på fri fra uendelige flash-backs af fly, jeg fotograferer fra en skæv vinkel og det går næsten. Fristes af en forbipasserende turistbus til at tage et billede frontalt, men sletter øjeblikkeligt. Mmm, skyscraper -- Ved Ground Zero sidder en mand med langt hvidt hår og skæg og spiller fløjte, han spiller Amazing Grace igen og igen under sorte plancher som forklarer forløbet (man reagerede hurtigt og effektivt) og lister af navne, man hylder heltene fra 11. september. Amazing Grace, igen og igen.

Det er et uhyre interessant eksperiment, H Press har sat i værk, et på samme tid eksklusivt og fuldkommen demokratisk åbent, genert og ublu, rørstrømsk og ordknapt ikkeværk. Siger Mikkel Bruun Zangenberg om Serie A i dagens udgave af Politiken, omtalen er at finde her. Og får man ondt i hovedet af Jørgen Sandemose (okay, lad gå, jeg linker: her og her) så kan man lade sig *divertere* af Jonathan Safran Foer som snakker om katastrofer her.

Postkort 1: What a feeling

Hey, hvor er de lyserøde benvarmere, Maia? Jeg er i New York for første gang – på nær et glimt af to tårne stikkende op fra en brun sky under en kort mellemlanding på vej til Alaska i 97. Maia går på Martha Grahams danseskole herovre og bor på et loft i Brooklyn – bare herrecyklen og svejsegearet mangler: hun er definitivt blot millimeter fra at være heltinden Alex fra Flashdance inkarneret. Jeg sover på gulvet i lagerbygningen uden skillevægge. Maia bor i et slags skur, bygget indenfor. Ernesto fra Cuba bor i den anden ende af skur-konstruktionen, oppe under loftet. Richie the Bartender bor i en to-etagers seng med hvide blafrende gardiner omkring: han er prinsessen. Jeg bor på madressen på gulvet sammen med fire kæmpekatte. Det er Fujii jeg lærer bedst at kende. Fujiis (både overvægtige og underlegne) bror M. er også venskabligt indstillet. De kortpelsede hunkatte, moren & datteren, er mere sky - udover de nervøst rykkende hoveder, har de så mere fingespitzgefühl end drengene? Eller de vil ikke nyses på? Jeg er allergisk nok til at udvise forkølelsessymptomer efter små tyve minutter med kattene på nært hold. Vi bor lige ved Williamsburg-broen over til Manhattan, og subway’en, sølvslangen, hyler og skriger og hviner og brager forbi udenfor like an ongoing explosion dag og nat.

Længe har Siss Vik været ude med fiskestangen. Først ville hun tale med fisken (mig) om Lars Ove Seljestads roman "Blind", så om The Many Faces of Beck-Nielsen. Så fisken var endelig indfangbar og var netop i studio, dér hvor den bl.a. sagde "blop-blop" med stor overbevisning og politisk slagkraft. Dette kan høres i radiofonisk gengivelse førstkommende søndag klokken halv 2 på NRK, lige her cirka, klik på "netradio" ude til venstre. Miss Vik havde mødt den nielsenske i en lillehammersk trappeopgang og var *frygtelig irriteret* over alt det her med no name and number. Fisken skulle følge op med den definitive afklaring og italesættelse af de mange nielsenske identiteter og ikke-identiteter. Men ak, forvirringen blev bare større! Ingen er ingen er ingen! For noget rod! Forbandet!

Jeg pakker ned, jeg flytter. Pludselig spiller en sang i mit hoved, du godeste. Er det virkelig The Associates' Party Fears Two fra 1982? Nogen sagde godt nok navnet "Billie McKenzie" til mig på Lyrikvännens slippefest i tirsdags, men at mit hoved er i stand til at finde denne sang frem nu? Det er alligevel godt gået. Tjah, men sangen passer unægtelig situationen - altså minus festen, da.

Kvinden er i kraft af sin traditionelle dragt på denne dag frembruddet af fortid. Hun inkarnerer Moderlandet, hun transcenderer fra individ til en inkarnation af et symbol der dermed gøres fysisk tilgængeligt. Barnet bærer andre hoveder: hoveder der glitrende svæver over det egentlige hoved og giver et indtryk af besøg fra en parallel virkelighed befolket af tegnede stærkt kulørte semi-vulgære væsner. Oftest er barnet på denne måde repræsentant for den ertende anti-tradition: truslen fra fremtiden (ex Pokémon). Børnene laver lyde der forskrækker, de gør omgivelserne ”beskidte” via kulørt klistret stof fra sprayflasker. De høje pludselige lyde forøger kaos modsat mandens faste trommerytmer. Manden mestrer dette kaos, dette gennembrud af fortid: han marcherer, holder taler hvori han hylder kvinden/ landet/ barnet og dermed, via stram rytme og højtidelig tale, viser han at han mestrer disses kaotiske impulser.

I dagens anledning præsenteres hér et beskedent stykke kortprosa som bl.a. har levet sit liv i GK og i Utveier. Jeg er bare så glad for at slippe for Norge idag - og skruer op for The Fall: Hey hey hey hey!

Man stirrer og stirrer på denne side med stor forventning og utålmodighed. Afsnit P åbner snart et site hér hvor en del af den klassiske svenske konkretpoesi bevæger sig rundt på fladen sådan som man drømte så intenst om for xx år siden. Se i mellemtiden Herr P aka den venlige Christian Yde Frostholms rapportage fra Skulpturens Hus i Stockholm her.

Fira 17 maj med Lyrikvännen och poesi från Norge!
Kom och lyssna på poeterna Aase Berg och Jörgen Gassilewski.
Marie Lundquist läser Steinar Opstad.
Special guests: Inger Bråtveit och Arve Kleiva.
På Café Copacabana vid Hornstulls strand den 17 maj, klockan 19.
Välkomna!

aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaa aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaa b r aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa // young-hae chang
heavy industries: yea yea y e aaa

Okay? Okay? Så Elisabeth Grosz er i Bergen? Og Ina Blom besøger København snart? Ja, men Audun Lindholm er i Stockholm - stik den, du! Og flinke Malte fandt det link jeg har ledt efter i tågerne, Åsa Beckman om tidsskrifter her. Jeg følger i øvrigt med ægteparet Trohaug-Grüner og holder helligdagen aktivistisk: skriv under her for at føkke Cle*r Ch*nnels fremfærd i Bergen op. Og så ses vi på jävla Textmässan lørdag?

Demo har ny, vakker og très orange netside oppe her.

Én gang til, i langsom gengivelse III

Stikk i strid med kunstnerens intensjoner står jeg og tenker at de burde gis ut i bokform, trass i at hensikten altså er å frigjøre diktene fra bokens lukkede, innestengte form. Og de er så sterke og effektive i sin knapphet at jeg faktisk står i dette uoverskuelige blitzkaoset og leser alt sammen. Og forvirringen forsvinner. Så bra er det faktisk. Det er slike øyeblikk som gjør det verdt alt strevet. Og det er jo heller ikke sikkert at man noensinne åpner en bok, så det må jo anses som uvanlig vellykket, og dermed også veldig sjeldent. Det burde ikke fungere, og det faktum at det gjør det likevel, forsterker bare det allerede overbevisende tonefallet i diktene. Og det er vel også typisk, i denne situasjonen der man aldri helt vet hvordan det man ser, skal defineres, at den største beholdningen faktisk er litterær?

Tommy Olsson ser på kunst af Birgit Kalvatn, MB/17.

PS! Ikke gå glip af Olssons tredelte anmeldelse af Moodyssons seneste film på verdens bedste norske kunstkritik-side, første afsnit er at læse her.

Oversættelse: This is probably the most sexy newspaper in Scandinavia right now.

Kall det excess. Kall det overskudd. En ting som på en måte er blitt kriminaliseret i litteraturen? Det er liksom noe sublimt med det "knappe" og "presise". Men jeg kjøper ikke kritikerenes bruk av "pratsomhet" som det verste fyordet i litteraturen, og jeg tenker meg romanen først og fremmest som en hybridform etc siger Øyvind Vågnes i KK 2/5.

Flot, vi er enige. Men hvis en romantekst er en iscenesættelse af en stemme med specifikke karakteristika så må denne iscenesættelse, eller oversættelsen af denne, som i Robert Hough-romanens tilfælde, være jævlig god for at blive bra bog. Men Tigerklørs snævre vinkel på nys udgivne bøger i den norske offentlighed så er Hough værst og Jonas Hassen Khemiri helt suveræn på just dette: iscenesættelsen af en stemme, eller "pratsomhet" som det siges hér - Skønt jeg lurer på om vi taler om to forskellige ting, ekspansivitet og iscenesættelse af mundtlighed. Tigerklør er træt og går på ferie ret efter denne lille krølle.

Er De i Stockholm på lørdag? Where to go is TEXTMÄSSAN. Gasspedal-delegationen skal, når den ikke hopper op & ned som en hel sæk lopper, immitere denne fyr så nøjagtigt som muligt:

[no image]

Ja, hér sidder jeg så. Uden anelse om den Juliana Spahr-relaterede diskussion som udfolder sig i kommentarfeltet under mig.