Gabriel Michael Vosgraff Moro viser sin pinlige mangel på feministisk dannelse allerede i første sætning af sin MB-anmeldelse af Ingrid Z. Aanestads roman Stormkyss. Moro mener at finde en slags designtrend som handler om bogomslag med to småjenter på forsiden. Vi kan gerne tale om design, men hvorfor ikke tale om litteratur i stedet? Kan man være så modig at foreslå at der findes en ny homosocial litteratur med feminine fortegn?

Moro betegner Aanestads romaner som "novelleagtige" (underteksten fortæller os at det episke mangler; det "rigtigt" romanagtige). Moro er tilsyneladende positiv, men det er alligevel svært at overhøre foragten: "Ikke minst har Aanestad gjort tedrikking til noe som kan ligne en litterær signatur. I alle bøkene drikkes det store mengder te, mens regnet pøser ned ute og lukker seg rundt kvinnene og deres tenkende, følsomme og menstruerende kropper."

Moro trækker frem et citat, et af de få i romanen hvor reminiscenser af maskulinitet dukker op: Pletter på nethinden sammenlignes med sædceller som videre idenitifceres som "ikkje noko" ... hvad reagerer Moro på, ved han det selv? Udenforheden? Kan Moro identificere sig selv som provokeret, som udestengt, og klarer han at skrive selvrefleksivt om denne erfaring? Svaret er desværre nej.

Moro har tidligere anmeldt Aanestad og fik dengang "kjeft av en kvinnelig anmelder" - well, Moro. Du får hermed kjeft af hende endnu en gang. Den sidste sætning i Moros anmeldelse er en misogyn fanfare hvor Hemingway kaldes ind som en reddende fallos. Moro misser her chancen til at undersøge og afsløre sin egen kønsspecifikke tiltrækning til "en rigtig forfatter" som Hemingway (med et mandligt heppekor rundt sig) som på alle måder oser af pik.

Mine anmeldelser af Aanestad --------------- her & her.

Midt inde blandt reklamerne findes reklamer skrevet af avisens kritikere. Hver kritiker har skrevet tre reklametekster. Mest bemærkelsebombdigt er det måske at poesien er kvoteret stærkt ind selvom den sjældent har været mere klemt end i 2010 hvor det store Knausgård-pres fortsatbombHerr Hverven er imidlertid den eneste som nævner Knausgård. Gengangerne er digtantologien Verden finnes ikke på kartet red. Wærness og Carmona-Alvarez (nævnes fire gange) og Cecilie Løveid og Øyvind Bergs spritnye digtsbombnger. I raritetskabinettet findes 1 stk. dansk poet René Jean Jensen som nævnes af Herr Borge. Her er min hitlbomb.

Anmeldelse af Lambda Nordica #3-4/2010 --------------- her.

Nettet flyder over med materiale om Wikileaks chefredaktør Julian Assange, anbefaler p.t. denne + denne + René har et fint citat

Ingenting tyder dock på att SD värnar om svensk poesi för dess egen skull. Partiets egna poetiska och musikaliska arv består av så rasistiska idé- och bildvärldar att vi avstått från att reproducera dessa. I dikter som skrivits av SD:s egna partimedlemmar smeks det inte fram några vitsippsmetaforer, i stället rimmas bensin på blattesvin.

43 kulturarbetare i upprop mot rasism och högerns attack mot litteraturen. Her + her + her.

Det er utmerket at Vagant nå tilbyr filmmiljøet innpass i den antatt intellektuelle høyborgen. Like mye kunne litteraturmiljøet trenge å bli utsatt for den selvransakende stilen som filmmiljøet dyrker.

Vagant blir ikke akkurat læst med velvilje i Oslo. Ingunn Økland skælder ud over at Vagant åbner op for filmdebat. Funny, ellers bliver Vagant jo anklaget for at være litteraturspecialiserede snobber. Uanset, Vagant er FEJL. Off with her head now!!!

NOTHING TO SEE HERE, MOVE ALONG >>>>>>>>>>>>>>>>>>>
THE SOCIETY OF THE CLAWS TALKS SPECTACLE HAS BEEN CANCELLED.

... det ville være absurd at spilde kræfter på, det er som om vi alle looper rundt i en simulakrumverden af kunstige problemstillinger. Pointen med anmeldelsen var bl.a. at rette søgelyset på Grimsruds erklærede intention om at skrive "politisk litteratur" - jeg synes ikke hun får dette til, få vil diskutere de psykiatriske institutioner udfra denne bog. Sammenlign med Anna Odell, hendes performance rykkede både ved kunstinstitutionens grænser, og den psykiatriske institution måtte udtale sig, og man stillede spørgsmål ved lovværk. Hellere læs artiklen i KK idag om Oslo Hospital Psykiatrisk Sykehus som er nedlægningstruet end at bruge mere energi på dette.

På Claws Talks har vi forsket lidt på hvad som faktisk synges i begyndelsen af hver Ashtanga yoga-time. Vi kan nemlig godt lide at synge; lydene er nice, ren kling-klang, men en betydning findes altså også et sted. Det viser sig at man hylder en fyr ved navn Patanjali (som dufter af salvie). Patanjali holder tre ting: Et ildhjul (uendelig tid), en konkylie (guddommelig lyd) og - last but not least - "the sword of discrimination", et sværd som er lig med evnen til at skelne. Med dette sværd følger "the capacity for appropriate judgement and action". Med andre ord, perfekt for en litteraturkritiker. Ooom.

Grimsruddebatten, ja. Det er vel første gang i løbet af mine otte år som aviskritiker at en sætning fra en anmeldelse er fløjet så langt og fået så mange publicerede svar. Jeg vil vældig gerne tage tråden op, men tror desværre at en opsummerende kommentar næppe kan forventes før i 2018. Suk & beklager mange gange.

Dele af samtalen findes her og her og her og her og her og senest i KK også kommentarer fra Tollef Mjaugedal og Beate Grimsrud herself.

Man kan ikke vekke verden til bevissthet med cliffhangere, spenningsplot og en humanistisk-pedagogisk ropert, dét er forsøkt før. Da er det mer effektivt å innreflektere Žižeks radikalisme og Kertész’ knallharde skepsis mot representasjon. Et slikt grep er fullstendig fraværende hos Harstad.

Bernhard Ellefsen læser Johan Harstad i MB + her

A couple of random photos from Helsinki --------------- here.

En annan bidragade faktor är ”Stockholmssyndromet” vilket inträffar när recensenten blir kidnappad i flera veckor av 800-sidiga själv- biografiska romaner eller tretimmarsfilmer, och av ren utmattning ställer sig på författarens/regissörens sida.

I know the feeling. Slæng dig på betygsdebatten, du.

Who or what is really alive today? --------------- her.

Anmeldelse af Ingrid Z. Aanestad: Stormkyss --------------- her.

Morsom kommentar fra Bjarne Riiser Gundersen i MB idag. Jeg havde definitivt også taget fat i Tjønneslands Stasi-kommentar og Christensens Hitler-kommentar og sat dem sammen hvis jeg sad i Gundersens stol. Jeg forbereder mig p.t. til dette seminar, men lige en ting, det er journalisten som vælger at starte sætningen med "Jeg er redd", og ja, jeg havde også forberedt mig på en Freudian twist, for selvsagt kan man ikke kritisere det populistiske føleri uden at få skudt i skoene at man er følelsesforskrækket. Well, well.

Anmeldelse af udstillingen BGO1 i Bergen --------------- her.

Angående sagen i dagens Klassekampen, meningen er at tage på sig den etiske reflektion som den performative litteratur byrder på, bl.a. har Erika Fischer-Lichte skrevet om dette i forbindelse med performancekunstneren Marina Abramović, men selvsagt skal teksten stadig forsøges vurderet som litteratur, alt andet ville jo være ... ja, vanvid. Jeg siger ikke at det bør udstedes et forbud imod litteratur som sætter kritikeren i et etisk dilemma, dette er ofte en god og vigtig kvalitet, men det er interessant at se hvad denne effekt kan føre til hvis den drives ad nauseam ud i et tabloidt fokus på unikke forfatterpersonligheder. For mig at se mister litteraturen sin præcision, og dermed sit politiske potentiale.

Anmeldelse her og mere debat her og her og her.

Spændende anmeldelse af Beate Grimsrud: En dåre fri klik her!!!

På side 434 afslører hovedpersonen Eli Larsen sin poetik som man kan stille spørgsmål ved: "Skriver jeg, er jeg i sentrum av mitt eget liv. Hjemme i meg selv." Jeg forstår at skrivningen er en overlevelses- strategi for en person som lever i sin egen sygdoms kaos, skrivningen er en slags hygiejnisk aktivitet, men det underliggende præmis er at den syge føler stor længsel mod en alment godkendt normalitet, altså at hun via sin hygiejniske skrift bekræfter de gældende normer, at man faktisk kan være hjemme i midten af sig selv, og at litteraturen er en søgen efter dette sted.

Mange spørgsmål melder sig. Den performative biografisme vil selvsagt afmontere receptionen, skrue hovedet af kritikken, og dette lykkedes ofte. Men hvad består virkelighedshungeren af? En tabloid længsel efter unik subjektivitet eller et behov for præcise beskrivelser af de virkeligt syge? Jeg accepterer at en forfatterbiografi kan indeholde autentiske sygdomserfaringer, men er det ikke vigtigt at få frem at de fleste med skizofrenidiagnose ikke lider af spektakulær personlighedsspaltning og desværre heller ikke skriver stribevis af prisvindende romaner?

For kunstneren selv handler det om at vilje til kunst er vilje til makt. Det har Bergenskunstnerne vist over åtte år nå, når de ydmykt, men med innsiktsfull kraft, har fortalt sine byråkrater og politikere hvor skapet skal stå, og hvordan det bør se ut.

Skrev Jan Inge Reilstad i 2001. Interessant med tanke på institutionsopbygningens aktuelle kulmination, udstillingen BGO1.

Geir Gulliksen spådde at virkeligheten skulle komme inn i skjønnlitteraturen. Det fikk han rett i. Men den politiske virkeligheten er også virkelighet. Derfor synes jeg det er veldig rart at vi hele tiden gjør rommet så trangt.

Siges det her. Nu er Gulliksen jo næppe et orakel, og har heller ikke opfundet Værkelighedshüngeren™, men interessant er det at han i sit eget forfatterskab ikke maser på med noget opmærksomhedskrævende biofaktisk JAG™, men snarere, bl.a. i Tjuendedagen, skriver om effekterne af et transparent og skopofilt samfund hvor Det Pænætrerende Blik™ gør skade i diverse private rum.

Med de planlagte 75% nedskæringer bringes dansk litteratur i en tilstand, der kan sammenlignes med lande, som vi normalt ikke sammenligner os med. Forfatterne bliver nødt til at afslutte deres virke som forfattere og søge ind i andre faggrene, hvor de kan tjene til dagen og vejen. Der bliver utallige bøger, der aldrig ser dagens lys og måske det mesterværk, som vi under andre omstændigheder aldrig ville have været foruden. Med de planlagte nedskæringer signalerer Danmark, at det ikke vil være et kulturland. Al snak om innovation, videnssamfund, udvikling og kreativitet forstummer inden for litteraturens område. Med de planlagte nedskæringer bliver området lagt øde. Vi er på vej mod en gold kultur i Danmark. Vi kommer til at sakke bagud i sammenligning med de lande, vi normalt sammenligner os med. Mens de udvikler international kultur og satser på området, skrumper vores ind og bliver lille og provinsiel. Danmark lukker sig om sig selv, sådan som det har været på vej til i årevis. Med beskæringen af litteraturstøtten forstærkes denne tendens yderligere. Det bliver et hårdere og hårdere land at bo i.

Dette skriver Pablo Llambías, rektor på Forfatterskolen, på sin Facebook-profil i forbindelse med de drastiske nedskæringer som rammer den danske litteraturstøtte. Prospects are bleak. På lørdag demonstreres der --------------- Mere bl.a. her

Et par billeder fra Gøteborgs Poesifestival --------------- her.

Anmeldelse af Geir Gulliksen: Forenkling --------------- her.

Veldig mye av det som har med kjønn å gjøre slår for alvor inn i folks liv når man får barn. Uansett hva slags liv man har lyst til å leve, og hvor tilfreds man er med bildet av seg selv i forhold til sitt kjønn. Jeg tenker at Kim er en som er opptatt av kjønn, på et eller annet vis. Men jeg vet ikke om det først og fremst er dét denne romanen handler om. Jeg har en følelse av at det ikke er det.

Gulliksen --------------- her. Mister Ellefsen anmelder samme sted.

... og jag flippede ubesværet inn og ut av en kunstkontekst, en musikkontekst og en litteraturkontekst i mindst 3 - 4 forskellige lande. Uforberedt var jag imidlertid en mørk og stormfuld kveld da jag så meg i spegeln, mitt ansikte var rødligt og forvredent; "Vad er det som händer med meg?" skreg jag i min kvie. Da gik det op for meg, jag var blevet til en PANSKANDINAVISK MONSTERKRITIKER.

My mom took me to a Clash concert. People kept saying it was a Patti Smith concert, but it wasn't. That's where I met [Slits drummer] Palmolive. She had a little earring made out of a little pig, and she looked out of this world with her spiky hair and her motorbike boots and her tiny little mini. She just looked crazy. She knew that I was Nora's daughter, and Nora was everybody's mom at that time. All the punk people had a sanctuary with her. My mother kept a sanctuary for us few people: our little circle, us against the world, the world against us. Palmolive just came up to me and said, "Let's do an all-girl band. Can you sing? Come tomorrow to rehearsal." And the Slits were made the next day --------------- mere her.

RIP Ari Up of the Slits --------------- her + her + her + her + her

En tynn, oppjaget piping, som om noe var alvorlig galt. Det var barnets puls, den var jevn og rask, iblant begynte den å gå fortere. Hun, barnet, var vel blitt skremt av noe, tenkte han. Det grønne lyset blafret i displayet, som om barnet hadde flyttet seg dit. Nå levde det der, i displayet og høytaleren, og ikke inni Kristin. Hun lå også og fulgte med på apparatet. Barnet prøvde å gjøre seg forstått for dem derfra. Det ville kanskje tilbake igjen i magen hennes, eller det ville slett ikke ut av magen.

Dette er Kims observationer i Geir Gulliksens nye roman Forenkling. Kim hedder Kim, et navn som opfindes i kraft af forholdet til Kristin, men han er også lidt af et kim, uudfoldet, sådan som han også ser barnet, at det modsætter sig at blive født. Tilsynekomst eller viljen til at undgå at komme til syne, og tilsynekomstens forflyttelse ind i apparatet, set af teknologiens kypernetiske øje. Manden som kaldte sig Kim forstår noget 12 år senere:

Et lite øyeblikk sank han rett ned i et dumpt raseri, han var nøyaktig den samme som han hadde vært før, en ung mann som aldri ville bli sett av andre, som ikke ville bli definert eller betraktet fordi han ikke kunne vedkjenne seg sin egen eksistens.

Huh? Gasspedal animert lanceres på Zebra Poetry Film Festival

Et af mine egne Kate Bush-øjeblikke handler om den "modne" version af "Wuthering Heights" fra opsamlingsalbummet The Whole Story, hvor vokalen er krævende og voldsom. Jeg skulle skrive engelsk stil (en sjælden, frit formuleret opgave) og hørte på denne sang, og det var som om noget greb mig, som om mit rum pludselig havde udvidet sig, som om jeg kunne skrive ting jeg ikke kunne tidligere, med et slag. Jeg skrev en mærkelig tekst om Kenzo and the Mighty Old Marlboro Man, egentlig en historie om vanvid og mandsroller, om en ensom mand som identificerer sig med et reklameskilt, han lever højt oppe i en skyskraper og har et køligt blik på verden. Han har drømt sig væk og vil ligne Marlboro-manden, men nede på gaden knuses drømmen, heldigvis. Jeg husker ikke helt, men manden støder ind i nogle folk som lærer ham at det er ok at være følelsesmæssig, glasklokken knuses og han kan fri sig fra identifikationen med det kontrollerende, maskuline blik.

Refuseret sektion af en Kate Bush-relateret samtale som Hval og Christensen p.t. forsøger at udskrive. Yes, we ain't afraid of no Emoconceptualism.