Page with the sudden stink imagine blank as a leaf; that more this concentratedly, about fingers serve nose within forest: that snow trees, widening blank this fox dark and in a body head. Bold printed. A hot warily this is page forest: printed. Shadow twig, its sharp stink enters the moment's no across where and within eyes touch with bold by a brilliantly, fox eyes in the clock's two window twigs, this sets beside something sees across this printed. See own within the page eyes loneliness: Cold, imagine window starless coming of the trees, the still; the still; the now, of shadow imagine clock imagine twig, within.

Sylvian fortsetter sin musikalske og spirituelle oppdagelsesferd med albumet Dead Bees On A Cake (1999) som et høydepunkt, hvor de varme tonene i hans stemme har nådd en så høy temperatur at det høres ut som om de flyter over, rett ned på gulvet fra brystkassen, som en tynn stråle av flytende metall.

Anmeldelse af Bang, Honoré, Sylvian, Endresen, Henriksen: Uncommon Dieties her. En udgivelse som allerede er omdiskuteret.

Holdt mit første powerpointforedrag på Humboldt i tirsdags. It was a riot. Anbefaler stærkt Rune Lykkebergs foredrag den 8. januar. See u there.

You just have to go with the regressive flow. Min far fylder 70 år på onsdag!! Hurra 4 dad.

Jeg er omgivet af bløde, lilla vægge på alle sider. Det må være mit første minde, at være inde i dette bløde, eftergivende rum og føle stor fryd. Louisiana-museet i Humlebæk nord for København havde i 70'erne en slags interaktiv udstilling for børn, en udstilling hvor man var fri til at lege. Man skulle ikke være stille, man skulle ikke holde fingrene væk fra kunsten, man skulle derimod gå ind i den og bruge den, noget som ligger nær børns første impuls; at undersøge sine omgivelser på en direkte og fysisk måde. Jeg er født i 1969 så i 70'erne er jeg i mine første leveår. Jeg har set fotografier fra det første sted vi bor på Østerbro, men jeg husker intet fra den tid. Derimod husker jeg en stor, intens glæde når flokke af børn spredes ud over græsplænen ned mod vandet på det parkområde som hører til Louisiana-museet. Himmelen er grå den dag, det har regnet. Også de udendørs arealer er bygget om i anledning af udstillingen og blandt andet ligger en stor, lilla kvindekrop på ryggen i landskabet. Vi passerer ind i kroppen mellem kvindens ben og indenfor er rummet blødt og blævrende, konstrueret af plastikpuder fulde af rødligt lilla vand. Der er et underligt lys i rummet, vi er mange derinde, en kakofoni af stemmer. Jeg strækker min
lille krop og danser, bokser lykkeligt med hænderne mod de bløde vægge.

Skriver på et otte kilometer langt essay til Norsk kulturråd, således lyder min emo-indledning på nuværende tidspunkt.

Vagant #4/2012 er i butikkerne 6. december, og her er Auduns leder om kulturrelativisme.

Forfatterskolen fylder 25 her og her. Og Per Aage Brandt, de guitarer er altså amerikanske.

Forsøger at finde ud af hvad f***** der skete i 2012. Umiddelbart ikke noget fantastisk år. Men tænkte at jeg skulle sende nogle milde tanker til diverse redaktører og playmates, først og fremmest til Karin Haugen i Klassekampen og Audun Lindholm i Vagant. Heisann også til Med andra ord, Henie-Onstad Kunstsenter, Vinduet, 10TAL, Kritikerlaget, Biskops-Arnö, Ord&Bild, New Frontiers, Anngjerd Rustand og Entrée, Foreningen !les, Norsk kulturråd and all the rest. Tak for tilliden. Til slut en hilsen til søens folk og til Stig Sæterbakken, original riot grrrl Sara Marcus, det urolige crew bag Audiatur Waste Land, Chris Kraus og Sylvère Lotringer. Thanx for the inspiration.

#1 Grimes, selvsagt. Og måske US Girls med deres underlige, depressive Marc Bolan-dekonstruktioner. Cat Power, Julia Holter, Jessica Sligter og Neneh Cherry. Japandroids, The Evens og Chain & the Gang. Cinematiske Godspeed You! Black Emperor og Swans. Jessie Ware, rå Kylesa og irriterende, superhybride Deerhof. Både Bob Mould og Mission of Burma sendte mig tilbage i tiden, til Sugar og Mission of Burmas fabelagtige plader fra 80s. På replay Sentridohs lofi-collage Weed Forestin' og Fugazis The Argument.

Jeg så Grouper på HAU. Wild Flag og Lee Ranaldo på Lido. Iceage på Landmark. Gorilla Biscuits udenfor Core Tex første maj; grufuld lyd, men fun. Bob Mould og Chelsea Light Moving på Øya. Chain & the Gang swingin' på Festsaal Kreuzberg.

Hva er en enestående prestasjon, hva er et såkalt naturtalent, hvordan trekker kunstneren på egne erfaringer («virkeligheten»), og hvordan overføres disse til publikum? Anmeldelse af Eivind Buene: Allsang her.

Mænd taaler ikke gjerne en sterkt anlagt Kvindenatur ved Siden af sig. At den er begavet, kan endda gaa an; men den maa ikke være selvstændig; den må gaa op i ham, dreje sig om ham som Solsikken efter Solen, som den lyssugende, mindre klode om sin Planet. Det vil gjentage sig, hvor vi ser hen i Livet, som i hint Livets Spejl, vi kalder Digtning.

Camilla Collett: Fra de Stummes Leir, 1877.

Nils Sundberg beskriver Jönsons poesi svært treffende: "Tänkare som Adorno, Foucault och Derrida samplas och fragmenteras, och stackatot av intellektuell kanon uppblandas med tillika söndertrasade uttalanden av Spice Girls och avlyssnade fotbollshuliganer." Sagt på en annen måte: Dette trenger du!

Anmeldelse af Prosopopeia #3/2012 her.

Ole, Emil og jeg har jobbet med ungdommens kritikerpris. Her + her.

Hun går gjennom Norges litterære tarmsystem, og til slutt finner hun den hellige gralen, forfatteridentiteten. På Nansenskolen treffer hun sin mentor, skrivelæreren Hilde, som forløser hennes talent. Siden går hun på Skrivekunstakademiet i Bergen og blir en del av gjengen som gang på gang tørner sammen på litteraturfestivalen på Lillehammer. Selvsagt må hun også takle Ole Robert Sunde, en slags høyrøstet kentaur ingen forfatterspire kommer utenom.

Anmeldelse af Kjersti Annesdatter Skomsvold: Monstermenneske her.

I skrivende stund er det stadig oktober, undertøjsmodellerne skal nok komme, som en glitrende flåde fra det ydre rum, men indtil videre må vi leve med Lana Del Reys melankolske Nancy Sinatra-fjæs som synes at se let anklagende på os fra et eller andet fjernt hippie-dødsrige. Døde kærligheden igen nu, døde håbet igen nu, er det tidsånden? Lana er ingen krop, hun er først og fremmest et ansigt, en bleg måne som snor sig igennem Oslos gader som totaldekoration på byens sporvogne. Hvorfor er døden så hot, er der intet gadeoprør som kan holde os varme denne vinter?

Mere i Vagant #4/2012. Teksten handler også om Myhre, Petterson og Vaage.

På mange måter er stripperen (eller den prostituerte) et slags urbilde fra den tidlige franske modernismen: nattens engler i storbyen, disse grønnlig bleke, demonisk lokkende kvinnene. Men hos Babitz står stripperne aleine i det eksistensielle sentrum, de er lidende, sjelfylte filosofer og poeter, omgitt av mannekryp som aldri får framstå som komplekse individer. Mannsgriser er mannsgriser i romanens univers, og her gjør realitysjangeren det kanskje lett for seg selv, med sitt sort-hvitt-bilde. De mannlige gjestene opptrer som i transe, og bekjenner foran drømmekvinnene, som om kroppene deres var katolske kirker. Og det de bekjenner er ikke småtterier: voldsfantasier, forvrengte kvinnesyn, men også heroiske forestillinger om å skulle redde stripperne ut av underverdenen.

Min anmeldelse af Annelie Babitz her. Interview her og Babitz om nethad her.

Det skotske band Bis fablede om en Teen-C Nation engang i 90'erne, men længe før det eksisterede Nation of Ulysses i Nordamerika. I denne nation rulede bl.a. Ian Svenonius, senere kendt i bands som The Make-Up og Chain & the Gang. Sidstnævnte spillede en swingende koncert på Festsaal Kreuzberg i onsdags med hotte K-Holes som opvarmning. Der var to bøger på bordet, jeg anskaffede mig den nyeste Supernatural Strategies for Making a Rock 'n' Roll Group, signeret Svenonius; en både konceptuel og lettere kontrafaktisk intervention i historien om rockbandet. Ved en spiritistisk sceance melder Brian Jones, Jimmi Hendrix m.fl. sig og således medieres teksten. Svenonius-spilopperne fortsætter i det hysterisk morsomme talkshow Soft Focus, som findes på nettet.

Tak iøvrigt til Ingunn Økland for at nævne nærværende blog i positive termer i avisen. Hvad er Claws Talks udover en grammatikalsk fejl? Tjah. I 2006 gav jeg disse svar. Bloggen har ændret sig siden, men jeg kan nok stadigvæk skrive under på følgende: "Claws Talks er en måde hvorpå jeg kan male mig selv i ansigtet. At svine til der hvor jeg i andre sammen- hænge må rense op, præstere, tale klart." Ja ... det lover jo godt? Sandheden er nok snarere at bloggen er en slags retweetcentral og et eventuelt ... potentielt frirum i en stresset hverdag. Lizm, jeg vil gerne sige noget meningsfyldt, men lige nu er jeg igang med at forsøge at sige noget meningsfyldt. Netliv er for mig sekundært. Men selvsagt kan jeg tages på ordet, hvis man ønsker det. Vi er i et offentligt rum, dette er publicering.

Hvem vil ikke hellere være med til at bygge end at få pushet et perfekt hus i hovedet? Espen Grønlie om Stor Kunst, Thure Erik Lund og Den ulne avantgarde her.

Hvorvidt bloggerne mottar en flaske vin hver jul og penger i brune papirposer fra forlaget, eller skriver om sine beste venner, er i mine øyne en skinndiskusjon. Det hadde ikke gjort noe hvis de skrev interessante tekster som faktisk kunne ha utfordret eller supplert den etablerte kritikken. Men når dette foreløpig ikke viser seg å være tilfelle, tror jeg noe av grunnen ligger i arbeidet en god kritikk krever, i hvert fall for de kritikkene jeg selv liker å lese – som de beste tekstene i Morgenbladet og litteraturtidsskriftene. Ikke om kritikeren eller bloggeren seiler under falskt flagg. Og selvfølgelig er det fritt fram for alle å holde på med det de vil på internett. Men heller enn å tenke på integriteten, burde man jobbe for å heve kvaliteten. Da har man noe å gjøre til man dør.

Siger Arne Borge, til dels som svar på Ingunn Økland + en ongoing debate i forskellige fora.

As a result, they would begin to tremble and shake, minuscule tremors rippling out from their enteric nervous systems and through the fibers in their organ meat, or coursing through their bloodstream and their compromised immune systems and out into the world beyond their bodies, the pent-up frustration and rage slowly seeping out of them, awkwardly, publicly, ineffectually.

David Buuck and Juliana Spahr trippin' with Koki and Demented Panda. This seems like an appropriate soundtrack.

Anmeldelse af svenske Const Literary (P)review her. Lyra Ekström Lindbäck har en kommentar til Const her. Så vidt jeg ved gik Lyra på samme Biskops-Arnö-hold som Lidija Praizović som er publiceret i Const. Denne årgang står også for en sektion af anmeldelser med litterært præg i nyeste Kritiker #24/25.

Åsa Linderborg mener at Praizovićs projekt er at sige sandheden, og at denne sandhed (om klasseforskelle) er ilde hørt. Hos Linderborg bliver Praizović til en Jesusfigur, i hendes egen fremstilling er hun nærmest en dæmon. Hvordan ved Linderborg at hun taler sandt?

Den här kritikern har inget ansikte, hon har gjort sig diffus inom ramarna för de officiella nationella systemen. Hon kopplar in sig i och ut sig ur en litteraturkontext, en konstkontext och en musikkontext i minst tre-fyra nordiska länder, där hon skriver och talar på beställning. Hon är knappt ens mänsklig, men hon är något annat: Hon är in flux, hon är levande.

Ord& Bild oversatte i #4/2011 mit essay At flette hår som oprindeligt var lederteksten i Vagant #1/2007. Den här kritikern har inget ansikte, dette tænker jeg på når jeg læser Annelie Babitz om nethad. I don't know? Jeg nævnte for nyligt Babitz i en tweet og fik straks meldinger fra det som ligner organiserede svenske antifeminister. Efter Eiagate sidste oktober fik jeg en del støtte, men ikke meget af dette stod på tryk i officielle medier. Redaktør i Ord&Bild Linda Östergaard kommenterede imidlertid sagen i sit efterord til At flette hår. Teksten kan nu læses på nettet i sin svenske sprogdragt plus Östergaards efterord. Her til højre på bloggen er et lille identitetstræ vokset frem, en række me-links som er ment som et alternativ til flommen af hate og misforståelser. Jeg er også glad for Lyra Ekström Lindbäcks tankevækkende læsning af Den ulne avantgarde i Kritiker #24/25. Tænker over dette: Men hur kan hon då handtera det här namnet, det här ansiktet? Fremhäver hon dem tills de spricker?

Sidste romjul skrev jeg på en tekst om Vendela Fredricsons Sapfos tvillingar, but the bird didn't fly, det blev blot en skitse, en doodle, et famlende forsøg på at nærme mig teksten.

T-shirt vi fantaserede om i 2010.

Kulturkamp kan altså referere til en ideologisk strid som primært spiller sig ud på fjernsynsskærme og i avisoverskrifter, som del af den generelle tivolisering af sandhederne. At have offentligheden summende i hovedet kan af og til være som at vandre i et landskab inspireret af Burroughs og Deleuze, hvor sproget former sig som virus eller krigsmaskiner som spiser af hinanden, et våbenkapløb hvor software stjæles og kopieres i en uendelighed, som Katla og søuhyret der styrter kæmpende i dybet. Dermed blir også tivoliseringen et personligt anliggende: I det øjeblik kritikeren eller forskeren gør noget andet end at sysle med at rangere kunstobjekter i et æstetisk hierarki og kobler forskningsobjektet til en bredere kulturel sfære, i det øjeblik hendes projekt får en etisk dimension, er hun også del af en slags kulturkamp. Der findes sådanne hære, én-kvinde-hære, og det er sikkert også en frugtbar indgangsvinkel til visse forfatterskaber.

Om min kulturkamp og Eia/Ihles fra Vagant #3/2010 her.

Kiasma 2010.

I sin klassiske poetikk regner Aristoteles plottet for å være det viktigste elementet i et teaterstykke. Et plot må ha en begynnelse, et midtparti og en avslutning, og delene skal stå i et kausalt forhold til hverandre, ved å enten være nødvendige eller sannsynlige. Denne oppskriften har gått sin seiersgang gjennom tidene, selv om den også har møtt kritikk og sabotasjeforsøk. Men sjelden har vel Aristoteles fått fingeren så massivt som av Vibeke Tandberg i hennes romandebut. Årsakssammenhenger goodbye.

Anmeldelse af Vibeke Tandberg: Beijing duck her.

Sidste interview med Sæterbakken + Vagants mindeord her + her.

Anmeldelse af Bjarne Melgaard: A New Novel --------------- her.

Have you heard about Pussy Riot? Her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her +

Anmeldelse af Mona Høvring: Venterommet i Atlanteren her.

Vagant & Verdensudstillingen i din hånd --------------- 23. august.

Moores relation til Patti, eller hans billede af hende, er iøvrigt interessant. Begge er på en måde not there, og begges kunst fødes af en slags elektrisk, begærsdrevet form for bøn. Smith kalder den franske poet Arthur Rimbaud (1854 – 1891) sin boyfriend, det er som om hendes poetiske not-there-ness er det som Moore griber ud efter.

Thurston Moores nye band Chelsea Light Moving spillede en fremragende koncert på Øya onsdag. Her er min tekst om Moore.

Marjorie Perloff i Bergen her + her. Hilsen Audiatur Waste Land.

Sail away, sail away. Den sproglige flåde anbefaler bøger her.

Ikke gå glip af Marjorie Perloff i Bergen idag ---------- her.

Sylvère Lotringer in Oslo, conversation w/ Remi Nielsen. Her + her.

Dermed blir offentlighetens minnekapasitet liten, overlatt som den er til noen få personers interesser, innsatsvilje og trass vis–à-vis den massemediale nivelleringen. En forfatter hvis tre romaner har utkommet over en periode på 12 år, og som ikke er blitt omfavnet av noen av heltidskritikerne, risikerer hver gang å møte ferske anmeldere, som starter lesningen på – ja, bar bakke. Om kritikken & Bakke.

So far I've told "our" story twice, late last night, as fully as I could, to Fred Dewey and Sabrina Ott. It's the story of 250 letters, my "debasement", jumping headlong off a cliff. Why does everybody think that women are debasing themselves when we expose the conditions of our own debasement? Why do women always have to come clean? The magnificence of Genet's last great work, The Prisoner of Love, lies in his willingness to be wrong: a seedy old white guy jerking off on the rippling muscles of the Arabs and Black Panthers. Isn't the greatest freedom in the world the freedom to be wrong? What hooks me on our story is our different readings of it. You think it's personal and private; my neurosis. "The greatest secret in the world is, THERE IS NO SECRET." Claire Parnet and Gilles Deleuze. I think our story is performative philosophy.

Fra Chris Kraus: I Love Dick (1997) + ny bog snart.

I Passage #40/2001 skrev Mara Lee om pornografiens påbud og det post-pornografiske. Nu har Carl-Michael Edenborg udgivet Det parapornografiska manifestet, som starter således: "Pornografin äter oss. Antipornografin spottar ut oss. Ingen av dem älskar oss." Med foucaultske briller føres vi gennem pornografiens historie, og i afsnit VII sættes lighedstegn mellem Sade, Andrea Dworkin og Solanas; meget interessant forståelse af Dworkin her.

I afsnit VIII hører vi om besøget i pornobiografen, om blikket som konsumerer og hurtigt derefter går død i repetitionerne; her indtræder det parapornografiske øjeblik, hvor handlingerne bliver til poesi, surrealisme, og fører til en partiell jagupplösning. Afsnit IX glider bort i ekstase inspireret af Deleuze og Marinetti, og C-M afslutter med en genretro hyperbolsk kommunistisk orgasme, før cirkelkompositionen tager os tilbage til start. Den usaglige og personfikserede kritik er ude at gå igen, og C-M har givet den svar.

Jeg vidste ikke på forhånd hvem Don Johnson var da jeg læste Estetisk rensning. Bildstrider i 2000-talets Sverige. Når jeg læser de svenske anmeldelser er det tydeligt at han har en slags persona man må forholde sig til, og det gør de svenske kritikere så, men dermed virker diskussionen af teksten også fraværende. Hans anden aktuelle bog Ingenmansland, som jeg ikke har læst, har fået koleriske anmeldelser som kæmper med Johnson-figuren som tydeligvis er problematisk når det kommer til klasse. You might be right, I don't know, men som læser, med mit perspektiv, havde jeg ikke så meget brug for at tegne op en figur som jeg bagefter kunne skyde ned. 10TAL har iøvrigt også et nyt nummer hvor jeg bidrager.


To af Dagens Nyheters kunstkritikere, Don Johnson til venstre.

I 1985 skrev jeg en skolestil om Fluernes herre af William Golding, her er et uddrag som tydeligvis bærer præg af sin tid; intens Cold War-nervøsitet hvor "Vesten" betyder demokrati og "Østen" diktatur, atomkrigtrussel, etc. Business as usual når jeg idag anmelder bøger, I guess. I don't do "små blå blomster" anymore, though.

Gik rundt på Kaiser's og lyttede til Midge Ure; ingen har vel udtrykt så mange gode intentioner i én sang som ham. Skulle købe en ny stegepade, den gamle blev smadret ind i en dørstolpe. Ved kassen spørger ekspedienten: "Haben Sie die Herzen, oder?" med hint til Treueherzen-klistermærker som giver kunderne bonus: "Keine Herzen"

Breivik vill se Breiviks ansikte överallt, det är som en kramp i slutmuskulaturen; länder och människor sluter sig kring sig själva, och det är längs dessa krampartade gränser som konsten sätter in sina stötar.

I speak Swedish about Norway in 10TAL. Meget stolt af dette homoerotiske metafor, og genuint happy for 10TALs fine layout. Teksten handler bl.a. om Iceage på Landmark, den citerer Audun Vinger og går en tur gennem Treptower Park hvorefter den kommenterer 22/7 og Matias Faldbakkens seneste udstilling i Oslo.

Anmeldelse af Karin Moe: Skrifter --------------- her.

Karin Moe er et einmannsshow av ei frigjeringsrørsle, skriver Gunstein Bakke i forordet til Skrifter (2012). I spagat mellem Saussure og Guds ord, det er lidt af en polka. I 2002 opsummerer Siss Vik diverse litterære debatter med Gud involveret: I 1998 peger Moe og Tom Egil Hverven ud en Gud-trend, Eivind Tjønneland er uenig. I 2000 er danske Erik Skyum-Nielsen pro-Gud i bogen Engle i sneen. I 2002 brager Henning Hagerup og Espen Stueland sammen, Steinar Opstad sætter profeten i swing som figur i Synsverk. I en underlig cut/up-version taler Wenche Larsen om Moe som feministisk avantgardist i 2003, noget hun siden følger op i en avantgarde- antologi og nu, i 2012 blafrer Moe rundt med pink wings et sted i Haugesund --------------- she's got a license to confuse.

Anmeldelse af Jo Torkjel Fenne: Statueveltere ---------- her.

Anmeldelse af Ane Farsethås: Herfra til virkeligheten. Lesninger i 00-tallets litteratur her. Læs også Farsethås' essay her.

Anmeldelse af Josefine Klougart: Én af os sover her. Tænkte bl.a. på de forskellige versioner af "virkelighed-i-litteraturen" som en slags re-sensitivisering af markedet og Georges Batailles tekst om Wuthering Heights. En af de ting som iøvrigt gik tabt i redigeringen er det faktum at der forekommer en ex-kæreste i Én af os sover som knytter sig til barndommens landskaber; han omtales som "afdød" selvom han går lyslevende rundt, altså en kærlighed på tværs af døden, Brontësque, men den "afdøde" er ikke helt så cruel som Heathcliff. Her skriver Andersen Nexø optimistisk om nyere dansk prosa.

Mister Sylvère Lotringer kommer til Oslo 25. maj, her + her + her.

Men Hvals undersøgelser strækker sig længere end til Dreyers film, hun stiller spørgsmål ved relationer og blikke; hvem bliver hun når hun ser på Falconetti, og hvem bliver hun når hun fx ser på Paris Hilton som viser sit køn frem i night vision i den hjemmeproducerede pornofilm 1 Night in Paris (2004). Den undersøgende bevægelse findes både i stemmen og skriften, og i begge medier slår Hval sig fri og rækker ud for at sanse dette, for at sanse-tænke over disse møder --------------- Jenny Hval på Henie Onstad fra 3. juni.

Merzbow på Bergen Støyfest 10. oktober 2009 fra Vagant #4/2009.

Dokumentation fra Audiatur Waste Land summer ind her + her.

So, vi kendte til Semiotext(e)s serie Native Agents, men kendte vi seriens redaktør, Chris Kraus, og hendes forfatterskab? Hardly. Where Art Belongs (2011) er okay, men det store sus er alligevel I Love Dick (1997) som jeg læser nu. Mere om Kraus her + her + her + her.

Anmeldelse af Mette Moestrup: Dø, løgn, dø her. Den observante læser vil opdage at der ikke findes rim i det førstnævnte eksempel, men det findes der til gengæld i andre dele af denne suite. Der findes iøvrigt en meget bedre tekst om Moestrup her, og der findes også en tekst om kingsize (2006) i Den ulne avantgarde og efterord her.

Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant Vagant har nye netsider!!!

Martin Glaz Serup's heroic attempt to map down activities concerning conceptual poetry in Scandinavia the last 10 years.

Lämnar vi här representationernas och skådespelets ordning för att träda in i den politiska handlingens rum? Probably not. Bra kritik af 7. Berlin Biennale -------------------- Mere her.

Is Berlin the most anti-art biennale ever staged? "Armed with a weapon. That is real art" say [co-curators] Voina. We shudder. Dette skrev Frieze på Twitter idag, og det kan virke som om de har en pointe; den 7. Berlinerbiennale er politisk beyond the breaking point. En af biennalens kuratorer Artur Żmijewski er tilsyneladende nedsunket i depression over kunstens politiske impotens, og hans revolutionslængsel er så grel at det kan lyde som om han ønsker sig at publikum tvinges ind i en kunsthær, ikke mere fuzzy-wuzzy participation in the coffee break. Biennalens pressemøde var formet som en OWS-inspireret General Assembly, pinefuldt beskrevet her + her + her, og idag var publikum indbudt til Schlacht i Spreepark.

Det er bare få dage siden at jeg stod i Treptower Park, midt i Sowjetische Ehrenmal hvis kulmination er en 30 meter høj, kulsort statue af en sovjetisk soldat som træder et swastika under foden, et bombastisk parkarrangement som også er over 7000 sovjetiske soldaters sidste hvilested, og som i den grad byder os ikke at glemme fascismen. På vej til Spreepark, lige på den anden side af Treptower Park, prøver jeg at forestille mig hvordan en re-enactment af slaget om Berlin '45 dog skal sættes i scene i en forlystelsespark, og ser for mig hvordan soldater løber skydende rundt mellem candyflossboder og karusseller, hvordan affekterede kunstfolk pludselig træder i karakter som politiske subjekter og begynder at kæmpe på (tjah!) de russiske og polske soldaters side mod fascisterne, men it's all in the mind; området hvor denne Schlacht skal foregå er en grøn græsplæne med en del mælkebøtter, bellis og svirrende kålsommerfugle, og publikum har ingen adgang, we are spectators, selvom et par interventionistiske sygeplejersker står klar ved siden af mig.

Discover history er re-enactmentgruppens slagord, ikke noget strengt "remember" eller "never forget" og en disclaimer lyder i højtalerne inden slaget: Ingen af skuespillerne tager ideologisk stilling, it's just a game. Her er forklarende voiceover og symfonisk musik, og det hele får et nostalgisk præg; krigen som narrativ, kunne ikke et par dronefly fikse dette på fem minutter uden al den dramatik, uden alle disse maleriske scener? Da showet er slut strømmer vi ind på den ujævne græsplæne og en lidt nervøs kunstmingel udfolder sig i tågerne efter krudtsalverne. Skud går stadig af, folk farer sammen, men vi kan tage det roligt, det er bare til ære for fotograferne. Flere billeder her + tyske Frieze kvidrer fra biennalen.

Men selv om Eliots museale modernisme fant seg godt til rette også i andre lokaler, som i tårnsalen i Bergen Kunstmuseum, med sine hvite vegger fylt av modernistiske malerier, er det fengselet, og omorganiseringen av opplesningsformen, som står igjen som poesiens nyoppdagede plats.

Ellef Prestsæter i KK. Her er en optagelse fra kakofonioplæsningen.

Anmeldelse af Geir Nummedal: Hun er der hele tiden ---------- her.

Audiatur Waste Land murrer stadig som en øm tand og er faktisk ikke slut før Marjorie Perloff går af scenen i Bergen 21. juli. The excellent politikkpoetikkpraksis har senest postet et interview med Christophe Hanna, Eileen Myles har sagt sit her + her, ligeså har Jenny Högström og Ane Nydal og Ellef Prestsæter i dagens KK.

Billeder fra Audiatur Waste Land 2012 --------------- her.

There are some changes to the Audiatur Waste Land program. Firstly: It is not easy for Iranians to travel out of their country these days. The Audiatur workgroup has been hoping to the last minute that Hooshyar Ansarifar and Solmaz Naraghi would be allowed to travel to Bergen, but last week the Norwegian embassy in Teheran denied both of them travel visas. We regret the Norwegian immigration policy and the restrictions it put on our program. We hope it will be possible for the Iranian poets to let their voices be heard in Norway on a later occasion. In the fall an anthology of translations from Persian to Norwegian will be published where both poets are included. Secondly: On Friday night Gunnar Berge will read from his book "Claude X-faktoren" (Forlaget Attåt) at Bergen Kjøtt.

Audiatur Waste Land 12. til 15. april. Netside + FB + blog action.

Anmeldelse af Kristin Ribe: Natt, regn --------------- her.

To bøger er netop gået i trykken før Audiatur Waste Land 12. til 15. april i Bergen, Audiatur - Antologi over ny fransk poesi 1.1 redigeret af Thomas Lundbo og First we had a couple of feelers down at Tom’s place: stemmer fra Audiatur Waste Land 2012 redigeret af Karl Larsson og Cathrine Strøm ---------- Follow us + see u there.

Lilian Munk Rösings tale ved overrækkelsen af Nordisk Råds Litteraturpris til Dager i stillhetens historie af Merethe Lindstrøm.

Audiatur Waste Land præsenterer ny netside; læs om alle de deltagende poeter, check programmet + læs Karl Larssons introessay til programhæftet First we had a couple of feelers down at Tom’s place: stemmer fra Audiatur Waste Land 2012. See u in Bergen.

Sara Marcus sluttede sin Europaturné i Berlin igår, a few pics.

Anmeldelse af Glänta #3-4/2011 ---------------- her.

Kaja Schjerven Mollerin er årets litteraturkritiker 2012. Mere her.

Anmeldelse af Personae #3/4 – 2011 --------------- her.

Ladies and Gentlemen, here is the full list of participants at Audiatur Waste Land in Bergen April 12-15. New website March 1.

Hooshyar Ansarifar (Iran)
Ali Reza Behnam (Iran)
Gunnar Berge (Norway)
Christophe Hanna (France)
Arve Kleiva (Norway)
Klimakrisen (Denmark)
Franck Leibovici (France)
Eileen Myles (USA)
Solmaz Naraghi (Iran)
Erlend O. Nødtvedt (Norway)
Politikk Poetikk Praksis (Norway)
Lars Mikael Raattamaa (Sweden)
Olga Ravn (Denmark)
Daniela Seel (Germany)
Mazdak Shafieian (Norway)
Lars Skinnebach (Denmark)
Miia Toivio (Finland)
Jenny Tunedal (Sweden)
Andreas Töpfer (Germany)
Aina Villanger (Norway)

Svenske Ord&Bild og Fronesis har inviteret mig til at lede en samtale om kritik i Göteborg, de spurgte om jeg kunne tænke mig at invitere en ikke-nordisk samtalepartner. Jeg tænkte selvfølgelig på Susan Sontag først, but alas, too late, she is no more. Her giver nævnte Sontag iøvrigt Camille Paglia et voldsomt anfald af anxiety of influence, læs også det fine nummer af Agora som Kaja Schjerven Mollerin har redigeret.

En af de bedste bøger jeg har læst om krydsningspunkterne mellem kultur, kunst og politik er den amerikanske musikjournalist Sara Marcus' bog Girls to the Front: The True Story of the Riot Grrrl Revolution (2010), og jeg er utrolig glad for at Marcus har sagt ja til at komme og tale med mig i Göteborg 16. marts. Marcus tager også på en mindre Europa tour, så det kan være du finder hende i andre skandinaviske lande, til Berlin kommer hun iøvrigt også. Her er en riot grrrl-relateret spilleliste; inspirationerne plus første og anden ++ generation. Iøvrigt, jeg er i Stockholm 8. marts, what goes on?!

Fria Seminariet i Litterär Kritik (FSL) arrangerar en kritikfestival.

Anmeldelse af Stig Sæterbakken: Essays i utvalg --------------- her.

Når Stig Sæterbakken nå har gått ut av tiden, må alle norske forfattere og kritikere skjerpe seg, om det kollektive nivåfallet ikke skal bli for påtagelig. Det må gå en liten Sæterbakken-ild i hver og én av oss ---------- Sæterbakken mindes her + her + her + her.

Stefan Aust: Baader-Meinhof. Historien om Røde Armé Fraksjon her.

Stig Sæterbakken (1966 - 2012). Et ubegribeligt tab.

Her ------ her ------ her ------ her ------ her ------ her ------ her.

Hvad betyder disse indledninger? De melder sig og vil være med, specielt ved stor læsebegejstring. Det korte svar er at teksten, hvis den er god, skriver mig. Fx her og i Vinduet #4/11 om Simon Reynolds og Joy Press: The Sex Revolts. Marc Bolan roterer i sin grav.

Under en teach-in hadde han hørt Wolfgang Huber si: "Det finnes to muligheter: enten får man nyrestein, eller man kaster stein på kapitalismens sentre. Pass dere for nyresteiner!""

Over skrivebordet henger Che Guevara
Under skrivebordet McNamara.
Dere rejser med trikken,
Sjefen kører Porsche.
Gør slut på konkret-stanken nå
Dann et APO-kollektiv.

I 1968 forlader Ulrike Meinhof det venstreradikale tidsskrift konkret. Hendes sidste tekst er et opgør med sig selv som spaltist og med redaktøren Klaus Rainer Röhl som også er far til hendes tvillinger. Röhl trykker hendes tekst, på forsiden skriver han: "Ulrike Marie Meinhof: Kan konkret ennå reddes?" Meinhof opfordrer til besættelse af redaktionslokalerne, og ovenstående tekst deles ud. Fra Stefan Austs bog om Baader-Meinhof fra 1985.

Oi, Audiatur Waste Land præsenterer Olga Ravn og Aina Villanger ++

Ny 1243-siders Johan Jönson ude idag --------------- her + her + her.

Anmeldelse af Johannes Anyuru: En civilisation utan båtar her. Geir Angell Øygarden kommer med en præcision i kommentarfeltet.

Dror slutade med taktiksnacket och talade en stund om Judith Butlers föredrag i Stockholm för någon vecka sedan. Han talade om etiken, om att stå upp för den Andres mänsklighet, och att denne Andre måste vara den verkligt Andre, den monstruöse, obegriplige Andre. Denne Andre måste solidariteten också innefatta, annars är den nästan ingenting.

Johannes Anyuru taler med Dror Feiler i Athen før Ship to Gazas anden rejse. En civilisation utan båtar er baseret på Anyurus blog. Findes Butlers tale på net, anyone? Jeg solgte min billet.

God basis for diskussion af konceptuel poesi hos Nexø og Grønlie.

Sagde vel noget relativt fornuftigt om kjærlighet og humor i 2011.

Tipper bloggen ind i 2012. Her gør Vertigomannen status à la blues.