In issue B of Russian Prose is a machine translation of Alexander Skidans essay on Kathy Acker. I translated it into English or Norwegian or Danish and back again to Russian, as far as I can remember. There's a conceptual introduction by Dmitry Golynko following the text. Happy birthday to Alexander! Here's parts of our shy reading at Audiatur 2007.

Det er en varm dag, både publikum og Bono viser nøgen hud, selvom himlen ser grå ud, det er en grå og hed dag. Tre udaf fire bandmedlemmer har lyse striber i håret; de er iklædt nittebælter, demin og ærmeløse skjorter og Bono har solide støvler på. Han er bare 23 år; det blege, svedige ansigt udstråler nærmest overjordisk ekstase. Han må være i sit livs bedste, fysiske form og traver rundt på scenen som en vild hest. Håret bølger efter ham som en manke, han pruster, vrinsker og stejler når mikrofonledningen ikke vil lade ham slippe ned i menneskehavet. Scenen er bygget op som en slags bastion, et fort, men med lykken malet i ansigtet klarer sangeren på utallige måder at komme nær publikum. Roadier løber efter ham, støtter ham tålmodigt når han klatrer op og vikler ledninger ud så han kan overskride formatet. Han låner et irsk flag af publikum, men skifter det snart ud med et hvidt flag, et symbol på overgivelse, pasifisme. This song is not a rebel song.

Funny doodle on Bono. 2014 will bring us landslides of writing energy.

Et digt af min mor stod på tryk i Grønn kylling (arb. tittel) #22 udgivet i 2003 som del af min tekst Tracey Emin og virkelighedseffekten - på sporet af en ny avantgarderealisme.

Teksten i det kommende nummer af Vinduet blev foreslået af redaktør Audun Vinger i form af titlen The Chris Kraus Project, inspireret af Jonathan Franzens bog om Karl Kraus, som nogle af os er småskeptiske til, og som Simen Hagerup iøvrigt er ved at oversætte til norsk. Her har jeg skrevet mere udførligt om Chris Kraus og yderligere inspirationskilder til kritikken af den såkaldte virkelighedslitteratur findes her og her.

Whether vamp or self-enclosed nonpersona, Lunch's "personality" as manifested on stage did not open itself to autobiographical speculation. This was a typical punk strategy. In breaking with the convention of passive audience reaction to performance, she also expressed contempt for the so-called autobiographical singer/songwriters of the early seventies, such as Bob Dylan, Joni Mitchell, Van Morrison, or Bruce Springsteen, whose lyrics rested on self-revelation of personality. When they performed live, the success (plausibility) of their acts necessitated an exploitation of the audience's belief in both their personas and their private lives. But this "honesty" was more likely a dramatic quasi-fiction, invented as a hook on which to hang their songs' narrative "I." More theatrically sophisticated performers such as David Bowie, Bryan Ferry, Iggy Pop, or Alice Cooper played with the artifice (or complexity) behind the device of the performer-songwriter's "I," making the entire pose dubious or unnecessary. Punk performers, in rejecting stardom, chose to give the audience nothing of their so-called self.

Meget interessant Lydia Lunch-analyse af Dan Graham fra de tidlige 80'ere.

Forfatteren som oplyser kan man møde glimtvis når teksten ikke lukker sig om de individuelle smagsløg. Vi står imidlertid midt i en bølge af mere eller mindre vellykkede angreb på grænserne mellem virkelighed og fiktion, og det er fejlagtigt at tro at den eneste måde hvorpå man kan gøre sagprosa litterær, er ved at puste jeget op som en kulørt ballon. Prisvindende forfattere som Åsne Seierstad og Gaute Heivoll har utvivlsomt hæderlige hensigter, men deres litteratur fremstår ofte som sentimental kitsch som peger på forfatteren snarere end at give reel plads til den virkelighed som man vil sætte i fokus.
Vil vi lukke verden? Nej, vi vil vel åbne den?

Anmeldelse af Torgrim Eggen: Berlin. Det 20. århundrets hovedstad findes i Prosa.
Kan suppleres med denne og denne.

Hver dag klikker vi jernporten ind til gården åben og vinker til overvågningskameraet. I gården passerer vi den uniformerede vagt. Den nærliggende kanal er utilgængelig, ind- rammet af voldsomt trafikerede veje. Nogle gyldne, løgformede kirkekupler blinker i horisonten. Vi ignorerer undergrundstoget og den hektiske trafik og finder stille sidegader at gå ad ind mod Nevsky. Dele af den russiske bryllupsfejring foregår på gaden; i 2009 sad vi ved vandet mens det ene par efter det andet lod sig forevige. Parrene slap hvide duer løs op i luften eller lod sig drukne i et vandfald af blomster, tiljublet af en venneflok. Når vi ser dem nu, med deres affekterede, kønskorrekte opførsel og prangende fremstilling af egen økonomiske status, ler vi og kalder det heteropropaganda.

Audun Vinger har været redaktør i Vinduet siden 2008; netop nu sætter han sammen sit sidste nummer, i det nye år tager Kaja Scjerven Mollerin over. Glad for at jeg fik lov at skrive om Kristin Berget, Olga Ravn og Chris Kraus, og om Pavement, Thurston Moore og Simon Reynolds. Vinger er også en sådan andywarholsk smalltalker, en sympatisk drone, noget som har haft en praktisk støttende funktion i hverdagen. For that I am grateful.

I mean, who cares. Jeg har netop opdaget Neo Boys, thanx K Records <3 Vagant #4/2013 er ankommet med tekst om blandt andet John Farnham, Kate Zambreno og Marianne Egelands bog om Sylvia Plath. Prosa er på vej med en anmeldelse af Torgrim Eggens bog om Berlin, og Vinduet er på vej med en tekst med titlen The Chris Kraus Project, take a wild guess. Skriver om alderdom og økopoesi til det nye år, og et langstraaaakt dokument med arbejdstitlen "Save Russia" ... to all the kind people I've interviewed, I'll be back soon.

De norske tabloidaviser er igang med at kåre årets norske plader. Nu er det desværre begrænset hvor meget norsk musik jeg lytter til, så min liste har internationalt tilsnit og ingen rangering. Boblere her.

Jenny Hval: Innocence Is Kinky
Susanna Wallumrød: Jeg vil hjem til menneskene
Vår: No One Dances Quite Like My Brothers
Iceage: You're Nothing
Savages: Silence Yourself
Chvrches: The Bones Of What You Believe
Marnie Stern: The Chronicles of Marnia
Potty Mouth: Hell Bent
Lee Ranaldo & the Dust: Last Night On Earth
+ hvad som helst Kim og Thurston nu holder på med
Honorable mentions fra 2012:
Chain and the Gang: In Cool Blood
The Hive Dwellers: Hewn From The Wilderness

Audiatur har i 2014 valgt at invitere værker, snarere end poeter. Jeg kan nævne en del poeter som allerede er offentliggjort på Audiaturs Facebook-side, nærmere information er snart tilgængelig på festivallens netside. Følgende er inviteret: Franco "Bifo" Berardi, Lisa Robertson, CHATEAUX bokförlag för poesi, Julie Sten-Knudsen, Sean Bonney, Uljana Wolf, Cecilia Vicuña, Joshua Clovers oversættelse af Jean-Marie Gleize, Tomas Espedal, Jena Osman, Fredrik Nyberg og Vít Havránek & Zbyněk Baladrán. 3. til 5. april i Bergen.

On the phone this morning to Sylvère who's in East Hampton I was talking about reading. How I like to dip into other people's books, to catch the rhythm of their thinking, as I try to write my own. Writing around the edges of Philip K. Dick, Ann Rower, Marcel Proust, Eileen Myles and Alice Notley. It's better than sex. Reading delivers on the promise that sex raises but hardly ever can fulfill – getting larger cause you're entering another person's language, cadence, heart and mind.

Page 207. Reading I Love Dick (1997) by Chris Kraus for the third time.

Alligevel virker det som om vi deler en fascination for Berlin, hvor vi begge bor eller har boet, som specielt igennem 80'erne var et slags grundmetafor i postpunken; den splittede by, den splittede sjæl. David Bowie med et rødt lyn ned over ansigtet, som om han forudså sin relation til byen delt af muren. Et ikonisk billede, som gjorde dybt indtryk på mig, er fra Christiane F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (1981); de unge som løber gennem et tomt indkøbscenter, de smadrer glas på vejen, de lever et øjeblik, og Bowie synger "Heroes" – den fantastiske, langstrukne guitartone lyder som en bøn.

Jeg har anmeldt Torgrim Eggens bog om Berlin til næste nummer af Prosa, ude før jul. Lurer på om det bilfirma som nu flasher sit logo som Saurons onde øje nede på Todestreifen har fået lov på grund af produktplacering by romantic association i Christiane F.

Formen er hysterisk lekende og ambisiøs. Teksten er som en komedie hvor hodet og kroppen danser ute av takt og uten forbindelse. De mange pornografisk dvelende avsnittene skiller seg stilmessig ut fra resten, og poenget om mental- og stilmessig oppløsning vises grafisk når Lukas er beruset; teksten blir til sprengte dikt eller tomme sider. Lukas’ elskerinner går rundt som undrende barn med store øyne, de virker demonstrativt ukulturelle og tar ingen av Lukas’ mange referanser. Til gjengjeld vil jentene ofte pule, og pulingen blir beskrevet som sett gjennom en omvendt kikkert; et angstpreget blikk gjør kvinnekroppen underlig insektaktig.

Revisiting Stig Sæterbakken anno 1993, anmeldelse af Det nye testamentet som netop nu genudgives. En 25-årig Knausgård med en blufærdig anmeldelse her.

Yesterday I met the sassiest boy in America, also known as Ian Svenonius of Nation of Ulysses, The Make-Up and currently Chain and The Gang. I warmly recommed the satirical essays in The Psychic Soviet (2006) and Supernatural Strategies for Making a Rock 'n' Roll Group (2013) that I wrote about in Vagant #2/2013. Amongst other things Mister Svenonius and his band were allies to the Riot Grrrl movement and toured with Bikini Kill, Bratmobile and Slant 6. Here's an early 90s flyer. If you happen to have Maximumrocknroll #105 or know where to get it, please report to the main office. Further reading here.

Creepy at have set The Velvet Underground på orange scene i 1993, før retro for alvor var hipt. Husker "Sweet Jane" kicke koncerten igang netop da jeg nåede frem til toilettet og havde låst døren. Før det turnerede Lou Reed med New York i 1989. REM turnerede samtidig med Green, de spillede samme aften. Stor tvivl, men gik på Reed i Falconer Salen, hvor der var siddepladser, og hvor Reed imponerende nok gik på scenen præcis klokken 20. Blir sliten af snakken om white male, etc. Reed var ingen engel, men har skrevet mind-blowing sange om kvinder som udsættes for vold, og queers and outcasts. Han skrev bogstavlig talt drag queens ud af mørket med "Walk on the Wild Side" (1972). Personlige favoritter er Coney Island Baby (1975), Songs for Drella (1990), den sorte Velvet Underground og VU. Funny kritiker-banter på Take No Prisoners (1978). Film her. Kort spilleliste her. God piece her.

Bjørnen sover. Men først en tidlig status for arbejdsåret 2013. Tak til danske Kritiks nye redaktion, Vestfossen Kunstlaboratoriums Mari, Morten & Sleepy, Nasjonalbiblioteket som fik mig hooked på Camilla Collett, Kunstløftet & Ida Habbestad, Klaus Rothstein & Skøn- litteratur på P1, Kolon Forlag som fik mig stoppet ind i Gruppe 13, Musikkmagasinet som sendte mig til (Richard) Hell, folkene bag Fremtidsruiner som lavede seminar på Lillehammer og senere gav mig mulighed for at lære Gudbrandsdalen bedre at kende, specielt området omkring Harpefoss Hotell, Trine Krigsvoll Haagensen som inviterede til debat om Pussy Riot på Mir, Changing Functions of Criticism-konferencen som bød på en chair, Kapittel-festivalen, Audiatur, Natt&Dag, Den norske Forfatterforening, Prosa, Vinduet, Vagant og Klassekampens bokmagasin. Resten af året blir det bogprooooooojekt.

There is nothing to discover in nature; there is no hidden secret. We live in a punk hypermodernity: it is no longer about discovering the hidden truth in nature; it is about the necessity to specify the cultural, political, and technological processes through which the body as artifact acquires natural status. The oncomouse, the laboratory mouse bio- technologically designed to carry a carcinogenic gene, eats Heidegger. Buffy kills the vampire of Simone de Beauvoir. The dildo, a synthetic extention of sex to produce pleasure and identity, eats Rocco Siffredi's cock. There is nothing to discover in sex or in sexual identity; there is no inside. The truth about sex is not a disclosure; it is a sexdesign. Pharmacopornographic biocapitalism does not produce things. It produces mobile ideas, living organs, symbols, desires, chemical reactions, and conditions of the soul. In bio- technology and in pornocommunication there is no object to be produced. The pharma- pornographic business is the invention of a subject and then its global reproduction.

Side 35 til 36 i Beatriz Preciados Testo Junkie: Sex, Drugs, and Biopolitics in the Pharmacopornographic Era. Johanna Fateman skriver om den her. I dunno, er min drømmeanmelder Birgitte Huitfeldt Midttun eller Mara Lee? Muligvis sidstnævnte.

Noen vil nødvendigvis finne Gulliksens dikt så hetero at det knaser mellom tennene som var det en spesiell og avgjørende leserkompetanse å ha erfaringen med småbarnsstell og/eller å ha følt det maskuline begjæret etter lyshårede kvinner i kjole. Disse kvinnene er litt som diktene, som barna i diktene, når de tråkker seg selv på tærne og bare står der midt på gulvet med pjuskete hår og en altfor stor herreskjorte og liksom personifiserer amerikansk independentfilms credo det litt skjeve er mer virkelig, and I love it.

Geir Gulliksen fylder 50. Ønsker tillykke, og takker for besværlige, mærkelige, interessante og nærmest selvlysende samtaler. Her + her + her.

Af og til var det svært, det gik langsomt, der var nerver, men nogle gange kom gruppen også ind i et fælles tankeflow. Vi begyndte at fantasere sammen, idéerne begyndte at flyde. Disse møder var del af AWLs arkitektur, og var afgørende for hvordan festivalen udformede sig. Intimitet, spænding og konflikt på godt og ondt prægede vores arbejde, og delvist prægede disse niveauer også slutproduktet. Efter de monumentale år kom Audiatur i kontakt med sine æggestokke.

Fra et udkast til en tekst om arbejdet med Audiatur Waste Land, april 2012. Kommer ind på spørgsmål om økologi og køn, bl.a. Velkommen til Audiaturs seminar for en ny poesifestival 9. november 2013. Audiatur har ny netside, og ny Facebook-gruppe. Audiaturs Vimeo-kanal er her, se bl.a. kakofonien i Bergen Kretsfengsel.

Kommer visse mennesker til deg innenfra og utenfra samtidig? Jo og Georg er del av hverandre på et nivå som kan bli uoverskuelig, dermed er grunnen lagt for skriveprosessen som en risikabel måte å forsøke å stilisere kaos.

Anmeldelse af Nikolaj Frobenius: Mørke grener her. En anden supersonisk grøsser kom også i vejen for min læsning, Stig Sæterbakkens skrækindjagende Gjennom natten fra 2011. Frobenius har en del til fælles med Sæterbakken, som man måske kan forstå her + her.

Audiatur holder seminar i Bergen 9. november. Audiatur har også en ny Facebook-gruppe, samme information findes her. Næste festival finder sted i Bergen 3. til 5. april 2014. Kom.

My home for a week. Her forklarer Eivind Slettemeås om Harpefoss Hotell. Flere pics her.

Vagant viser fotos taget af Pål Norheim fra Bergens litterære miljø her + her.

Natt&Dag Oslo er goddamn funny. 10 sider teenage showgirls + Frode Helmich Pedersen med en sint Žižek-rant om at jorden går under snart. På baggrund af denne ganske gamle tweet fik jeg en henvendelse fra Natt&Dag Oslo om at bidrage til en enquête i anledning af bladets 25-års fødselsdag. Spørgsmålet de stillede var: Hvorfor misliker du Natt&Dag? De har siden sorteret svarene i tendentiøse elsker/hader-kategorier; jeg fremstår nu som en hader, men er jeg interesseret i at repræsentere had? Svaret er nej & nej tak & farvel. Med hensyn til amerikanske Vice, som jeg nævner som en inspirationskilde til N&Ds visuelle profil: Modeller med Down's lyder som en udemærket idé, jeg kan godt forstå Vice-æstetikken som en kritik af modeverdenen, men denne påståede subversive æstetik har spredt sig og blevet til en slags turbokapitalistisk popnihilisme à la Miley Virus som jeg ikke har sans for.

Stemmen på nettet virker mest fremtrædende på Twitter. Twitter, det siger sig selv, lyden af fuglestemmer. Hvordan vidste du det, udbryder en ven. En lille fugl sang om det, svarer jeg. At kvidre er at varsle, eller er det at sludre og sladre? Småfugles forstyrrende, flokprægede adfærd, men også de små kroppes evne til at flyve uset over grænser med nyheder. Småfuglens revolutionære potentiale.

Hvis alt går vel så handler Vagant-spalte #4/2013 om John Farnhams 86-hit You're the Voice, Holden Caulfield, stærke stemmer på Twitter, Marianne Egelands Claiming Sylvia Plath: The Poet as Exemplary Figure (2013) og Kate Zambrenos Heroines (2012).

Så urimeligt meget god musik er kommet ud i 2013. Lige nu glad for Potty Mouth, Chvrches og Marnie Stern. Og Julia Holter, Body/Head, Sebadoh, Tricky, No Age, Vår, Chelsea Light Moving, The Julie Ruin og The Shondes. Price winners Iceage, Jenny Hval og Savages.

Pornutopia part II. De spørgsmål vi aldrig nåede at diskutere dengang i 2011 er for eksempel, med udgangspunkt i min kritik af Knut Kolnars bog, hvorfor forfatteren vælger at tulle til den almene pornoficering med "friskt" sprog og upræcise argumenter med udgangspunkt i uddaterede, amerikanske mainstreamfilm. Apropos, Sinéad O'Connor skriver til Miley Cyrus her. Sangen Wrecking Ball, hvor Cyrus citerer O'Connors Nothing Compares 2 U-video (1990), er faktisk strålende, men en del forvirring opstår når man ser videoen samtidig. Billedsiden tillægger aktivt sangen ny betydning, blandt andet viser den Cyrus som en slags tragic twerker. Når hun synger "I guess I should've let you in" vender hun forførerisk rumpen til og med ét handler hele sangen om ... æh, analsex? Min generation af (hvad) postpunkere har desværre fået for vane at retfærdiggøre al slags nettrolling, hovedløs pornoliberalisme, weird politics ++ med et eller andet citat af Richard Hell eller Malcolm McLaren, and it don't look good. Generation Y er så grænseløs og hypervisuel at vi kan få den til hvad som helst. Men exploitation er ikke cool, det er bare exploitation.

I anledning af 100-årsjubilæet for kvinders stemmeret arrangerer museet og Ny Musikk symposiummet Vocal Folds et tillæg til udstillingen I Wish This Was a Song – Music in Contemporary Art. Blandt andet præsenterer Anne Karpf, ansat på BBC Radio, en historisk opsummering af, hvordan man har betragtet den kvindelige stemme i det offentlige rum helt tilbage fra Aristoteles ("Silence is a woman's glory") videre til Skt. Paul ("It is shameful for a woman to speak in church") og til Henry James, som sammenlignede den kvindelige stemme med "the moo of the cow, the bray of the ass and the bark of the dog" i et essay fra det tidlige 1900-tal. Karpf taler om moderstemmen som noget, vi alle udsættes for, ikke blot som lyd, men som en vibration som omslutter os, og som vi ikke kan vælge fra i foster- tilstanden. Dermed kan man tænke, at denne lyd må uddrives for, at vi kan blive til selvstændige individer. Kvindestemmen havde svært ved at få gennemslag i radioen, fortsætter Karpf. Den var for kropslig og kunne derfor ikke bruges til nyhedsoplæsning, til forskel fra en dyb, ensartet mandsstemme, som undlod at give distraherende associationer fra det alvor, som man ønskede at signalere.

Fra Vagant-spalte #1/2013. Anne Karpf besøgte netop Kapittel, og jeg anbefaler hendes bog The Human Voice (2006). Som Anette Garpestad er inde på, den engagerede stemme med kvindelige fortegn tolkes ofte som hysterisk. Ingen blame it on the girl-teori fra mig, men alligevel, altid sig ja til arrangementer! Betragt det som et mulighedsrum, brug egne standarder i stedet for at forsøge at gætte andres. Vi er dér for at tænke sammen, og det offentlige rum dør, stivner, uden stammende, rødmende, levende, søgende stemmer.

Det er nødvendig å være alene. Å bryte opp. Å begynne på nytt, et nytt sted, mitt sted, mitt liv, i mine hender. Ikke i hans hånd eller noen andres hender, ikke i noens hender eller hånd, nesten håndløst er livet mitt nå, ikke en eneste finger i livet mitt nå, ikke så mye som en negl som ikke er min egen i livet mitt nå, mitt liv er i mine hender, kunne hun si.

Fra Tomas Espedal: Bergeners.

Skulle vi virkelig svømme sammen, jeg var sikker på at hun ikke ville møte til avtalen, og da hun ikke sto i resepsjonen klokken åtte og kvart over åtte, var jeg lettet; det er godt at hun ikke kommer, at jeg ikke blir forvirret, forstyrret, at jeg ikke føler noe for noen, tenkte jeg og gikk ut hotelldøren for å hente sykkelen.

Tomas Espedals Bergeners er ikke noveller som Joyce-forlægget Dubliners (1914), det er fragmenter, digte, tekst. Fra side 73 til 76 bygges der op til fest, der bygges en kollektiv krop. Jeg kan vist godt tage det personligt; mange navne nævnes, blandet andet mit eget. Jeg læser forbi dette stykke uden større reaktion. Senere følger mange tekster om ensomhed, om enkeltkroppen, om at låse sin dør, om ikke at rejse, om knapt at bevæge sig ud af huset. Szilvia bøder lidt på dette, for hun vil alligevel gerne svømme med Tomas. Stadig, de bedste dele handler om ensomhed og om at undervise fanger i et fængsel. Det sidste Tomas (hvis han hedder Tomas) gør er at fantasere om selvmord, rejse til Berlin og tage ind på et hotel for at sove. Jeg er her for at sove, siger han til stuepigen.

Jeg har ikke været nogen ivrig læser af Espedals bøger, for han var altid i nærheden og talte, på gader og stræder, og det virkede som nok litteratur. Bergen er en heartbreaker, kan jeg hilse at sige, fra mit Berlin-perspektiv, og jeg grubler også over kollektivkroppene som blev enkeltkroppe. Jeg grubler over Bergen, som jeg netop så igen. Bergen med litteraturhus og triennale og et væld af interessante arkitektoniske linjer som fluktuerer med bjergene. Bergen er en totalinstallation, men hvorfor virker det så kvælende? Endnu en ny bygning byder på interessante linjer, forskydninger og blåfarver som smisker med Ulriken. Et fængsel af interessante, fluktuerende linjer.

Pål Norheim, Elin Ørjasæter og jeg var inviteret til Kapittel for at tale om netstemmen. Både Norheim og Ørjasæter er skudt frem som politiske debatanter i tiden efter 22/7. Ørjasæter som en slags modstemme, en kort intens tid på Twitter. På scenen beskrev hun den euforiske følelse af at finde en platform hvorfra hun kunne tale, og at hun senere trak sig, berørt af negativ respons. Norheims nærvær mærkes på Facebook, også han med stærke meninger, men med en vigtig redaktørerfaring fra Vagant i bagagen som gør at han ivaretager samtalerne på en særlig måde, han skaber et rum. Norheim fortalte om hvordan hans netaktivitet har været med til at kickstarte en hæmmet skriveimpuls, og hvordan aktiviteten genererer opfordringer til at skrive essays. Norheim er altså tilstede som redaktør og forfatter, mens det er mere uklart for mig hvad Ørjasæters projekt er, andet end at hendes stemme har været del af en politisk opposition, som nu har fået overtaget. Også hendes småforlagsvirksomhed skaber rum for diverse højreorienterede stemmer.

Why me, hvor passer jeg ind i dette? Claws Talks er fra 2002, altså en 11 år gammel blog. Før det var jeg i 90'erne del af et netsamfund som hed Firefly, meget lig Facebook. Blogger er lige så død som Flickr nu; ingen kommentarer, ingen likes, andre sites er mere populære, men jeg er stadig her. Som jeg har skrevet om i andre forbindelser virkede blogsamfundet vigtigt, eller mere levende, det tjente en funktion, i begyndelsen af 00'erne, hvor idéen om en fælles skandinavisk litterær offentlighed svævende rundt i luften som en slags gylden utopi. En tanke som givetvis opstod som resultat af at vi pludselig kunne se hinanden, os som arbejdede med småforlag og tidsskrifter. Netværkerne blev varmere og varmere et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, men det virker som om energien har fortaget sig nu, eller er blevet opslugt, opløst, omformet.

Stemmerne er mest skærpede på Twitter, de kvidrene fuglestemmer. Folk forvalter de 140 tegn på forskellige måder: Man repræsenterer sig selv, skriver ID-jingles. Man samtaler eller debaterer. Eller man leger med sproget, mumler, efterlader sig et spor. Allerede her findes et bredt spektrum af stemmer med udspring i én og samme person. Jeg talte om min arbejdssituation som freelanceskribent, kampen med teksten, den som læses eller den som skrives, som pibler ud på nettet. Processualitet, længslen efter tankebrydninger. Sprogkrisen er også mest skærpet her, hvem skriver du til og hvorfor? Ytringstvangen gør mig urolig, jeg vil trodse medielogikken. På Twitter kan litteratur også opstå, eller følelsen af litteratur. Jeg kan lide ustabile, voldsomme, misantropiske og konceptuelle stemmer, gerne kvindestemmer.

Jeg blev spurgt om netstemmen vs. avisstemmen. Jeg hedder @susannetiger på Twitter, og som dyr har man vel lov at sige dyrelyde. Selv ræven kan ikke få lov at være stille længere, også ræven rapper løs, også ræven performer. Underminerer netstemmen en eller anden slags autoritet? Her bliver det vigtigere for mig at anskueliggøre hvordan autoritet fremkommer i avistekster, hvordan tvivl må elimineres, hvordan virrende bevægelser må luges ud. Men al aktivitet kommer ud af tvivl, uden den ingen skrift. I en hatemailstorm antages det at jeg taler fra centrum, at jeg sidder på et kontor i Oslo og synkroniserer mine holdninger med den avis jeg publicerer i. It ain't so. Hatemailere burde interessere sig for iscenesættelsen af stemmer, ikke lade sig styre af dem i vild affekt. Vi bør også blive bedre til at forstå nettets ukropslighed; uden kroppe og ansigter er der er ingen grænser, ingen smerte, men alligevel sårer udsagn dybt. Alt dette fik Ørjasæter lov at snakke om, hun med sin barske politik, valgte at tale om sig selv som et offer på scenen i Stavanger.

Jeg vet ikke om jeg skal kalle Greys roman søt eller feig. Egentlig er det en serie luftige drømmer, ulike lett pirrende erotiske tablåer, et par satiriske mannsportretter, noen halvkritiske raljeringer hun ikke bruker all verdens energi på, og ikke stort mer enn det. På den måten lever romanen opp til den klassiske pornografiens idealer: et løfte om avsløring, uendelig spenning, vi går oss vill i en labyrint og ooops! Det hele var en drøm.

Om Sasha Grey: Juliette Society her.

Check netsiden Hundreaar, her ligger blandt andet denne lille tekst.

Fyrre sekunders punk prayer i Moskvas Cathedral of Christ the Saviour har sendt Maria og Nadezhda i fængsel i to år. Det er ubegribeligt. Jeg hviskede en punk prayer i katedralen: Free Pussy Riot. Her er den redigerede version og her den originale. Foto af Audun.

Her er Place of Skulls på den røde plads, et sted som før blev brugt til henrettelser og deklamationer af nye love. Stedet ligger hen som en grå, ignoreret ring midt i et enormt turisthysteri, uden den mindste rest af graffiti. Den 20. januar 2012 så der sådan ud.

A few shy pictures from Russia filing in --------------- here. Audun's pics here.

81.542 people have died of AIDS in New York City as of August 16, 2008. These people, our friends, are rarely mentioned. Their absence is not computered and the meaning of their loss is not considered.

2.752 people died in New York City on 9/11. These human beings have been highly individuated. The recognition of their loss and suffering is a national ritual, and the consequences of their aborted potential are assessed annually in public. They have been commemorated with memorials, organized international gestures, plaques on many fire and police stations, and a proposed new construction on the site of the World Trade Center, all designed to make their memory permanent. [...]

The deaths of these 81.542 New Yorkers, who were despised and abandoned, who did not have rights or representation, who died because of the neglect of their government and families, has been ignored. This gaping hole of silence has been filled by the deaths of 2.752 people murdered by outside forces. The disallowed grief of twenty years of AIDS deaths was replaced by ritualized and institutionalized mourning of the acceptable dead. In this way, 9/11 is the gentrification of AIDS.

Læser The Gentrification of the Mind: Witness to a Lost Imagination (2012) af Sarah Schulman, en personlig beretning om AIDS-krisen med brilliant indsigt i gentrification of the mind, homogenisering og tiltagende følelsesløshed, i sammenhæng med gentrification of the city. Måske alle de romantiske beretninger om East Village i 70s har brug for et tillæg? Hvad skete siden med al denne vilde kreativitet?

To stemmer taler her, men også Amors stemme er todelt; han snakker ofte med en overdrivelse først (Han vil dø for sin bror Shavi!) og føyer siden til mange moderereringer som gjør oss i tvil om hvor sterk solidariteten egentlig er.

Anmeldelse af Jonas Hassen Khemiri: Jeg ringer mine brødre her.

Der er intet der. Hvis du bevæger dig længere ned end Houston Street er der ingen biler om natten. Du kan spadsere ind og overtage en bygning, stjæle elektricitet ud af en gadelampe. Ramones, Sex Pistols og så videre, det er en modifikation af rockkonventioner, flænsede Chuck Berry riffs. New Yorks No Wavere gør noget andet end de såkaldte punkere. Støj, manglende melodi, teknisk naivitet, alt som ikke kan betragtes som musikalsk bliver nøglen til afskaffelsen af rocken.

No Waverne vil kaste gadens ondskab i hovedet på publikum. Alan Vega, en blanding af elegance og vold, som den forladte del af byen No Waverne indtager. Nulgenerationen, den tomme generation, men tomheden er som et åbent canvas, en vej til genfødsel. Der er ingen guitargreb, der er en glidende bevægelse henover guitarhalsen, den ustemte guitar og de primale trommer. Lydia Lunch deklamerer teksterne monotont, næste nummer indledes med et skrig.

Ikue Mori, en turist fra Japan uden musikalsk erfaring inkluderes i et band, hun rejser aldrig hjem igen. Bands består ofte af én eller to med musikalsk erfaring i åben interaktion med amatører castet på grund af deres stride gadeattityde. Måden de danser eller taler, et eller andet som gnistrer i rygsøjlen eller i ansigtet.

This goes on and on for a while. Inspireret af Marc Masters: No Wave, 2007.

It might not be/ the time and place for me/ to examine the genre/ inspired bullshit

Halims drøm om kjærlighet brister, og vill av kjærlighetssorg, i en tilstand av semipsykose, løper han rundt i Stockholm med en pistol i den ene hånden og en stjålet mobiltelefon i den andre. Den symbolske betydningen er klar: telefonen tilhører en ansatt på Dramaten, og kunne vært hans forbindelse til den sentrale kulturen, til en form for kreativ oppdrift, mens pistolen selvsagt er det motsatte, muligheten for å for alvor å føkke ting opp.

Om Et øye rødt i 2005 her. I Jeg ringer mine brødre findes også valget mellem våbenet og telefonen. Amor minder på mange måder om Halim. Her læser forfatteren, her findes teksten i kronikform, og her en vigtig analyse af Khemiris brev til Beatrice Ask.

He was milked and fed and cultivated and allowed. He was encouraged, and enabled, to become Flaubert. Same with Tom. He was allowed to write "The Waste Land." Waited on hand and foot by Vivie once at home. His nerves tended to, his absolute exhaustion treated. (She nursed him through several collapses, when she collapsed he would perennially send her away.) Although he did work constantly, too much, everything was spiritually in the service of his eventual great art, the Bel Esprit, Ezra Pound's monetary campaign to allow him to be a writer. Save the poet. And lines built upon lines. That is how one writes. Slowness. Wait. And in the isolation of that room, a belief in oneself that could be construed as monstrous. In one's own Eventual Greatness. No little voices that wormed through to whisper in one's ear: Sick Sick Sick. What is seen as signs of great Artistry in a man can be seen as alarm in a woman's behavoir. So besides the isolation of the room that all writers and artists suffer under, there is an active campaign against women to pathologize their struggle, their torment, or to have this done for them.

Random quote from Kate Zambreno's book Heroines. All pages can pretty much be quoted from. Sadly we didn't know about this project when we set up Audiatur Waste Land in 2012. Zambreno's book is an essay-mess (her own expression) that tells the story of the wives of modernist authors like Eliot and Fitzgerald. The empathy is so strong towards the "illegitimate" writing of these women that on the last 20 pages her own writing burn down into "blogcriture" while describing her community of bloggers that give the kind of support that, for instance, Vivienne gave Tom. The regression is funny; Zambreno going for total nakedness, turning into a wee girl saying fuck you. I read this as a self parody and an acting out of the girly outsider position that she analyzes so well through the book. Her blog here.

Teosofisk bebop på Hamburger Bahnhof. Totally enjoyed Hilma af Klint.

Now hiring: Yous for I-project. Are you the you I'm looking for? You and other yous will swarm and haunt the I and in that way we will build a temporary house-like shape.

Den berlinske technoklub Tresor genåbnede i 2007 i et renoveret kraftværk på Köpenicker Straße, og netop nu tager festivalen Berlin Atonal nye dele af kraftværket i brug. Igår fandt præmieren sted i dette rum, med en strålende bevægelse fra Kurt Schwitters' Ursonate (1922-32) til en slags stiliseret ur-rock, nemlig Glenn Branca Emsembles Twisting in Space med avantgardekomponisten Glenn Branca som en dæmonisk ur-Ozzy dirigerende med ryggen til publikum.

NY-baserede Branca havde i de sene 70'ere bandet Theoretical Girls og i andre bandkonstallationer (gerne bestående af utallige elektriske guitarer) spillede både Lee Ranaldo og Thurston Moore (begge senere i avantgardeciterende Sonic Youth) i en tid hvor den frugtbare No wave-scene sprællede rundt i gaderne (Suicide, James Chance, Lizzy Mercier Descloux, Bush Tetras med flere).

At lytte til Glenn Branca Emsemble igår er som at lytte til en slags stiliseret ur-Youth, og samtidig bliver SY, Motorpsycho og hvad som helst man kan associere til, også mindre vigtige; det er en lettelse. Glenn Branca Ensemble destruerer og genskaber rocken i samme bevægelse, som Young Gods gjorde i 80'erne, og som den såkaldte postrock (Mogwai og så videre; Come On Die Young) også forsøgte, og mange andre mutanter som greb til elektroniske midler, fx Digital hardcore. Skal skaffe mig en Branca Youth T-shirt.

Der er bling-bling på Todestreifen nu. Langs East Side Gallery, den længste del af berlinmuren som stadig står, bygges heftigt i disse dage. Senest står en glitrende sort bygning klar, få meter fra muren. Bygningen er næsten monokrom i sorte, reflekterende glasflader, men den er opdelt i facetter som reflekterer lyset; et lydløst sparkle-sprog. Øverst på bygningen snurrer et bil-logo langsomt rundt og sender stråler ind i forbi- passerendes solbrillebeskyttede øjne. Dette er ingen støjende skærm, men en helt enkel, flere meter høj, sølvskinnende cirkel; ingen ord, bare et stærkt symbol beslægtet med freds- og anarkistsymbolet. Betydningen er imidlertid ren bling-bling; lev stærkt og dø ung før jordens økosfære kollapser helt. Nederst i bygningen ser vi bilerne gennem vinduerne. Som fastfrosne, sorte pantere taler de om frihed på deres eget kapitalistesperanto, på dette sted hvor the magic of the moment skete i 1989 da muren faldt, og vi blev frie.

Det er en almindelig misforståelse at fjernsyn er interaktivt, eller vil os noget. Man kan lave mange vitser om at programmet Hjernevask både satte fingeren på hjernevask (den idiot-teori som måtte stå skoleret) og også selv var en slags hjernevask, men ingen forstod imidlertid at programmet faktisk var en ren hjerne, en fritstående struktur uden forbindelser til noget. Hjernen er hjernen in space. Solipsismes evige, arkitektoniske skønhed. Dermed er raseriet også berettiget når Hjernevask påtvinges diverse forbindelser, koblinger og handlinger; her må den rene hjerne sætte sin fod ned.

Det er en almindelig misforståelse at pikken er opsøgende. Pik er ikke kobling, pik er abstraktion. Pik er hverken våben eller pensel, og derfor er lærredet tomt på nær et par fuglelorte og nogle tilfældige regndråber. Pik er pik in space. Pikken hviler i sig selv, svævende i en apolitisk pikgalaxe. Dermed er raseriet også berettiget når pikken påtvinges diverse forbindelser, koblinger og handlinger; her må den rene pik sætte sin fod ned.

(Bl.a. inspireret af Arne Johan Vetlesens KK-tekst om ord og handlinger samme dag.)

Corset and corsetting. Jane and Viv. The nervous girls. Stress cadets. They felt it all so intensely on their body. Both married men who grew icy or paralyzed the more feverish and effusive their wives got. (He is cold on the phone. I grow hot. He freezes up.)

Kate Zambrenos Heroines om modernismens psykopatologi og de kollektive sygdomme som blev fostret hos the Bowles, the Eliots og the Fitzgeralds. En oplagt bog for mig at skrive om, men hvor ville jeg blive glædeligt overrasket om en mandlig læser havde noget at sige.

Prøver at fatte shiatsu-massage i juni 2013. Lykkes ikke.

Den 22. juli 2011 læser jeg om Oslo-bomben på nettet. Så passerer en melding på Twitter: Nogen skyder på Utøya. Jeg cykler gennem byen, og påbegynder en yoga-time, men må opgive halvvejs; min følelse af uro er overvældende. I etagen under yoga-salen taler jeg i telefon med en ven; mindst 20 er blevet skudt, lyder det da. Hjemme igen er vi på nettet længe, mens dette står på, og udfolder sig og bliver ved med at udfolde sig.

Den 22. juli 2012 er jeg indlagt på et hospital. Irriteret over den almene narcissisme som altid præger hvordan-går-det-idag-runden, taler jeg kort om Utøya til et multikulturelt publikum af patienter med overvejende tysk og tyrkisk baggrund. Jeg gør dem ingen tjeneste; de bliver urolige, sikkert sygere også.

Jeg stirrer ind i hovedet på Den anden/ Han stirrer ind i hovedet på sig selv/ Han taler om mig, men jeg genkender mig ikke.

Favorite person of the day is Calvin Johnson. We just had a nice cup of tea in the sun outside the K Records synagogue. Very good dancer too. Listen to The Hive Dwellers.

Pics fra noise demo udenfor Green Hill-fængslet her, i solidaritet med de sultestrejkende fanger. Mere her. Om strejken i Pelican Bay-fængslet her og Eirik Steinhoffs Tumblr.

I 1991 foregik International Pop Underground Convention på Capitol Theater. Første kveld hed Girl Night og blev startskuddet til en bevægelse, riot grrrl. Lige nu viser Capitol Theater the two suckiest movies in the universe p.t.

Nogle random snapshots fra New York skulle begynde at strømme ind her.

Förstår ni varför det är fruktansvärt? Det finns inte ett enda namn som är fel. Baksidestexten är en kompakt vägg av buzzwords och namedroppingnamn. Där finns ingenting av den heterogena blandning som antyder en personlig smak eller en genuin, oplanerad upptäckt. Kan man verkligen vara så konsekvent ensidig i sin läsning utan att förvandlas till en algoritm av det slag som ligger bakom Amazons autorekommendationer? Har du köpt produkten riot grrrl vill du också köpa Stig Larsson, och så vidare.

Dette er vel det mest negative afsnit i Håkon Lindgrens anmeldelse af Den ulne avantgarde i Nutida Musik 3–4 2012–13. Lindgren er meget optaget af coolness, hvilket også fremgår af hans tidsrigtige avantgarde-kritiske indstilling. En hipster ved altid når vinden vender ;-) Men alt i alt en tekst skrevet med overskud og stejle, upfront fordomme. Like.

This just in. The Riot Grrrl Collection edited by Lisa Darms, a deluxe view into the riot grrrl zine culture. Read more here. I'm off to do some research on riot grrrl very soon. If someone has suggestions of who to talk to, places to go and questions to ask, please drop me a line.

Vestlandets store datter viste nye sider af sig selv på Klassekampens interne kritikerseminar.

På forsiden af livsstilsmagasinet ser vi to glinsende collagen-munde, puffy som opsvulmede magneter. Vi bør alle stile imod at blive hårløse, bronzefarvede pornokroppe, gnubbende mod hinanden som friskfangede ål, med hjerterne åbne mod endeløs shoppingekstase.

The new porn is here, rosabloggers.

The only thing you can do is try to smoke us out as we live among you, like aliens inhabiting human bodies, faking smiles and crying crocodile tears and making you hear what you want us to say. This is an existential disease. There is no treatment and no exit.

Patrick Bateman er en fantastisk boganmelder! I don’t care if this book helps the “empaths” with whom our kind like to toy. Mere her.

Fashion blog FTW! Her får jeg til fashion-lår med tydelig gap, døde fashion-hænder og fine, passive fashion-fødder, synes jeg selv. Please like??!! #thinspiration #wannarexics

Vemund Solheim Ådlands dikt er like allmenne som opphøyde: Kongelige. Man kan se og lytte, slippe å forstå, omgås diktet, kikke på det, disse bitene, dem man lager dikt av eller bruker på butikken, i avisen. Sep pran ek stanser og blir stående ved grensen til et hvilket som helst språk, kjent eller ukjent, dets tilblivelse eller undergang i glemsel, en mer enn tvetydig sone, og likevel et uvanlig skarpt uttrykk. Slik er diktene også – på en sjokkartet måte – potensert med alt et språk kan romme, fra banaliteter til grotesker, i hvilket som helst utsnitt, og potensert med hvilken som helst lengsel etter et annet språk, også det som måtte være betinget av raseri.

Arve Kleiva anmeldte Vemund Solheim Ådlands debut Sep pran ek, Biblioteket Gasspedal 2003 med bl.a. Audun Lindholm og jeg selv som redaktører. Hele anmeldelsen her. Henviser også til "The Difficult Poem" af Charles Bernstein, og cirka alt hvad Bernstein har skrevet. Teksten var publiceret i Klassekampen 9. august 2008, oversat af Lindholm, i sammenhæng med denne anmeldelse af Attack of the Difficult Poems: Essays and Inventions.

For at den nye tid skal kunne bryte gjennom må, ifølge Collett, særlig 1830-tallets dandyer og deres kvinnesyn bekjempes. Werther, Faust og Hamlets klamme selvmedlidenhet og poetenes fetisjering av kvinnen som skjønn og passiv – ja, helst død – er ikke Colletts kopp te. Dandyen, den slappfisk, vandrer rundt i en lang, rutete frakk, til forveksling lik en slåbrok. Selboe lar den sinte, sterkt livsorienterte Collett snakke gjennom seg når hun raser mot den melankolske estetiker, hvis fremste egenskap er kjedsomheten, og som i sin jakt på virkelige følelser legger kvinneliv øde.

Anmeldelse af Tone Selboe: Camilla Collett. Engasjerte essays her.

Først en sleazy bilreklame. Videoen går igang, spiller. Fremmedgjorte ansigter i biler, tænk Wim Wenders. Øjeblikket kommer, Stipe løfter hovedet samtidig med at kameraet begynder at svæve. Alle stiger ud af bilerne: So hold on, hold on! Berry støtter sig til et træ som står spændt fast på en lastvogn. En mand kaster pengesedler ud fra en bro. Buck sidder i yogastilling på toppen af en bil og ser på. Mills slentrer afsted i dobbelt takt, bandet orkestrerer dette. Mock-news, helikopterlyde: They just got out and walked! Stemmen knækker over: God! I have never seen anything like this. Klip til sleazy mobiltelefonreklame.

Norsk kritikerlag opsummerer Lillehammer-seminariet, ved bl.a. Lindholm og Mollerin ++

Er du pessimistisk eller optimistisk når det gjelder utviklingen?

Jeg vet ikke. Jeg synes bare det er interessant. Jeg kommer ikke til å være her for å se resultatet av utviklingen. Jeg mener bare det at den digitale offentligheten er en kroppsløs offentlighet. Så vi får vel bare se hva det blir til.

Dette svarer Richard Sennett Morgenbladet her, hvis og så fremt at interviewet kan læses af alle. En kropsløs offentlighed? Jeg kan svare klart på dette; this is hell, jeg er ikke optimist. Som freelance-skribent er jeg ofte på net, ja. Dette betyder dog ikke at jeg elsker nettet, snarere tvært imod. Hvis nettet kan bruges "subversivt" til at skabe folkelig opstand, som vi nu ser i Tyrkiet, hvorfor kan vi så ikke lave regler som gør at mennesker faktisk mødes og taler? Hvor blir den revolution af? Både jeg og venner og bekendte bliver fysisk syge af at fylde os med simulakrum-kontakt, så hvorfor ikke lave et sæt nemme regler som får os ud af denne ulykke? For vi som ikke er optagede af at fejre verdens undergang med party 24-7. En svensk follower inviterede til tweetup; kan ikke love jeg har tid, kan ikke love noget som helst, men vi kan følge reglerne for almindelig mindfulness (not hinting to Mindfulness™) og mødes og tale. Klik-klik-klik, der blev jeg "venner" med fem mennesker jeg aldrig har mødt; det gør mig syg at have "venner" og det kan ikke fortsætte. Change, change! Right now.

Jo, vi vil gaa. Vi vil gaa alligevel. Vi maa gaa. De Kvinder, som altid sidder i sine Kareter, kjeder sig tildøde. De Tider er forbi, da Kvinden var for Manden kun en Luksusgjenstand, halvt et kostbart Legetøi, halvt en Gudinde, der skulde tilbedes. De har selv stødt os ned paa Handlingens Skueplads, hvor vi maa arbeide, erhverve, stride og tumle os, med eet Ord: vi maa gaa.

Camilla Collett i 1863. Værd at se på Tone Selboes bog om den sene, essayskrivende Collett: Camilla Collett. Engasjerte essays, mere her og se også anmeldelsen i Morgenbladet.

Mit essay om Chris Kraus er på net nu. Full text here. Og den fine forside igen.

You feel the psychopathic vibration that is building, after the decade of permanent electrocution, the decade of frenzied economic investment. You feel anxiety growing, the urban libidinal economy going insane. Fremtidsruiner her.

Kanskje er det på tide at litteraturkritikere og –forskere puster dypt inn, brygger seg en sterk kopp kaffe og begynner å mobilisere sin kritiske tenkning rundt det svært slitte v-ordet, virkeligheten. Mange, inkludert undertegnede, har brukt v-ordet som en slags universalforklaring på alle aktuelle, litterære trender gjennom 90-tallet og 00-tallet.
Greit, vi har sett en slags nyrealisme, noen har kalt den avantgardrealisme eller ”konseptuell litteratur” – Gud bedre! – og dokupoesi, selvbiografi, reiselitteratur og gonzo-kritikk i lassevis, men har noen spurt seg hva som faktisk ikke er ”virkelighetslitteratur”? Handler for eksempel science fiction, som ofte kalles spekulativ realisme, ikke om virkelig- heten? Karin Moe gir selvfølgelig faen, og kaller sin nye roman Virkeligheten, en passende tittel på et friskt, poetisk og bitende satirisk stykke litteratur om en framtid not so very far away.

Anmeldelse i Bokmagasinet af Karin Moe: Virkeligheten. Full text here.

Far from being a backward phenomena or transitory anomaly, the Berlusconi phenomenon is a sign of things to come, well actually, a time that has already arrived. Over the last few decades, an infrastructure for the engineering of the psychosphere was constituted, one that would modulate public mood and produce opinion, but above all, sociability of the new generation, who were induced to mistake the uninterrupted flow of television for "the world."

Franco "Bifo" Berardi fra After the Future, 2011. I en norsk tv-reklame knyttes noget så uskyldigt som vand sammen med en tvangskreativ LOL-generation som alle kører rundt på segways iført barokparykker eller driver rundt i en pool, spiser is og skal bygge nationen, lizm. I dunno? Måske læse After the Future og Berardis post-futuristiske manifest fra 2009.

I torsdags markerede min Klassekampen-kollega Ellen, jeg og 300 demonstranter vores modstand mod Barbie-Dreamhouse. Don't import this piece of crap to Scandinavia, please. Pics by Jakob Huber here. Thanx to the extremely dedicated and friendly Occupy Barbie-Dreamhouse people. Følg dem på Facebook.

I kveld knækker Köpenicker Straße over på midten. I den ene ende et stendødt Distortion; A Celebration of Copenhagen's Nightlife, festkonceptet som avantgardeforsker Mikkel Bolt i 2009 nævnte som et godt eksempel på samtidens reelle avantgarde: "Jeg synes, at piratfesten i Hyskenstræde var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum" ... Fair nok, but why Berlin, and why tonight? I krydset ved Schillingbrücke holder de obligatoriske politibiler, og videre ned af Köpenicker Straße finder Köpis gadefest sted med massivt opmøde. I gråzonen mellem disse to events så jeg et skilt jeg ikke har lagt mærke til før; på Köpenicker Straße lå lageret for Entartete Kunst hvor de censurerede værker blev gemt bort af nazisterne.

Efter den sublime koncert med Savages på Lido igår vidste jeg hvad jeg burde gøre. Sikkerhedsvagterne i døren så på mig med store øjne da jeg puttede en besked fra bandet i min taske, om at slukke mobiltelefonerne under koncerten. En praktisk henvisning til publikum ... eller et manifest? Har ingen planer om at blive yoga-mystiker, men FAEN! Denne karse taler sandt. Sluk mobilen.

Essay om Chris Kraus idag i Klassekampens Bokmagasinet. Meget fin forside af Malvin. Jeg bør måske pointere at the real Dick i romanen I Love Dick (1997) er britisk, som nævnt, men flyttet til Amerika, og med en fetish for alt cowboyagtigt, ifølge Chris-i-romanen.

Tanken om kirsebærtræerne på Mariannenplatz begynder at gøre fysisk ondt. Kastanjetræet i baggården står og drømmer med en krone fuld af hvide blomster, og syrenerne ved legepladsen længere nede ad gaden udsender en bedøvende, sød duft. Jeg cykler hastigt ud af Köpenicker Straße, som skifter navn flere gange før jeg når frem til Schöneweide, en berlinsk forstad på vejen ud til Schönefeld-lufthavnen, et sted som måske mest er kendt for sit nynazistiske miljø, og flere tilfælde af racistisk motiveret vold på togstationen. Jeg ved ikke om det nytter at demonstrere, men demonstrationsoptog virker som et godt sted at tænke, jeg kommer i kontakt med en slags sorg mens jeg går gennem Schöneweides gader sammen med 3000 sortklædte antifascister.

Vagant-txt til #2/13 om Ian Svenonius, Mephisto in the Water og nynazister i Schöneweide.

Video Green er en samling institusjonskritiske essays som forteller historien om hvordan poststrukturalistisk teori er blitt institusjonalisert, og hvordan et ugjennomtrengelig hegemoni har bygd seg opp rundt Master of Fine Arts-utdanningene som er altavgjørende for en kunstners karriere. Hvis du for eksempel presenterer en video av noen sokker som snurrer rundt i en tørketrommel, kan du ifølge Kraus være sikker på å bli ignorert hvis du ikke har en MFA å vise til, mens videoen sannsynligvis blir genierklært hvis du har den rette bakgrunnen. Kraus har øye for hvordan legitimerings- og utstøtelsesprosesser fungerer. Hun får Los Angeles-byrommet til å virke illustrerende når hun beveger seg fra de kalde glassflatene i sentrum til forstedenes forfalne bygninger.

Essay om Chris Kraus i Bokmagasinet på lørdag.

Klassekampen interviewede mig i anledning af modtagelsen af Frode Saugestads debutroman, her + her. Forsøgte mig med et kapitalisme-positivt sprog, forfatteren selv vil bare citere Jacques Derrida. 20% kom i avisen.

Hva skal til for at den selvbiografiske sjangeren skal bli vellykket som litteratur, og ikke bare blir selvutlevering?

Jeg ville snarere tale om selveksponering eller self branding som hele verden jo driver med dagligt. Jeg ved ikke i hvilken grad Saugestad udleverer sig selv, men det har han jo kontrol over, det er snarere et spørgsmål om hvem han ellers udleverer; folk som ikke er indforståede, hvorefter der bliver sager i media og måske endda i retten. Alt dette er en performativ kunstnerisk strategi som vi har set meget til siden Claus Beck-Nielsens biografiprojekt fra 2003 og endnu længere tilbage. Strategien er effektiv self branding, altså en vej til success, samtidig med at den har potentiale til at nå ud over den litterære institution, forbi det vanlige modtagelsesapparat og skabe bølger i media. Det er samtidig en potentielt politisk strategi, hvor man kan anspore til debat om etiske problemstillinger, men ofte lykkedes ikke dette, da bliver det tydeligt at det kunstneriske talent ikke rækker. Kunsten er desværre stadig kunst, og der findes selvsagt både god og dårlig multimedial kunst og performance.

Er det en fare for at det selvutleverende elementet i en roman kan bli så dominerende at det står i veien for mer interessante aspekter ved boka?

Hvis Saugestad er citeret korrekt i Aftenposten så ønsker han at vække følelser og tjene penge, eftersom han forsørger små børn. Alt dette er helt legitimt, men projektet fejler hvis det ikke også fungerer som kunst og bare skaber støj i media, som allerede er ekstremt støjforurenet.

I hvor stor grad tror du det selvutleverende elementet kan bli brukt av forfattere for å skape godt salg og blest om sine bøker?

Vi må være pragmatiske og sige at en forfatter er en person som skriver, som driver med kunst, men som også bliver læst og muligvis sælger bøger. Forfatteren kan sjældent undgå opmærksomhed, selv Thomas Pynchon kan ikke undgå opmærksomhed, at være sky i forhold til media skaber et enormt sug. Performative kunstneriske strategier tænker den biofaktiske forfatter ind i projektet, men hvis det bare er hendes ansigt vi sidder tilbage med, og ingen væsentlige, eksistentielle spørgsmål, bliver det lige så tomt som kjendispressen.

Kan du huske sidste gang et band lancerede sig med et manifest? Silence yourself, her.

I 2008 blev Vagant-redaktionen inviteret til prisoverrækkelse på Norske Mediedager i Bergen. Tidsskriftet fik vist en honorable mention, men det var Kirke og Kultur som løb med prisen for årets tidsskrift. I timerne inden blev mange andre interessante priser delt ud, blandt andet bedste tabloidforside som vist gik til Vi Menn, or something. Proof here.

I remember several years ago, in one of the high-profile graduate art programs where these lines are drawn, the program's sole Chicana student fleeing the seminar room in tears when her advisor sneered, "Your photographs are sooo sentimental. We're making art, not Hallmark Greeting Cards, here." The work in question was a photo of the artist's daughter who she'd left behind in Texas to attend the graduate program here. The child was bathed like a tiny angel in a radiant bubble of southwestern light. Days later she returned indebted and defeated to her border town of Texas, it never having dawned on her that anything is permissible in the contemporary art world so long as it is pedigreed, substantiated, referentialized. She could have said her photos were a performative restaging of the works of Walker Evans, recast in opposition to the appropriationist croppings of Levine from a feminine interiority. She could have said that she's been reading Gaston Bachelard, the French mailman who became the Father of Phenomenology; all that cozy stuff he wrote about dreaming underneath his featherbed in winter when the snow's piled up outside. You want sentiment? Bachelard's the Bambi of French theory. Etcetera.

Chris Kraus fra Video Green. Los Angeles Art and The Triumph of Nothingness (2004). Her et andet essay fra bogen i en charmerende opsætning, og her et Kraus-inspireret videoværk.

Hvem i helvete er Richard Hell? Først og fremst et uforglemmelig ansikt: En amorbue med en sjøsyk form, en nese så imponerende at du må til Påskeøya for å se dens make, og en sveis som en Adonis i den elektriske stol.

... skrev jeg i Klassekampen mandag 29. april. Full text here.

Der var mange små familier på altanerne, børn vinkede og smilede, men der var også mange tatoverede mænd som bare stod og så på os på altanerne, og filmede med deres mobiltelefoner. Tænker på hvordan kameraet er en trussel; kast noget mod mig, og vi får dig. Ingen gestik, ingen håndbevægelser, bare demonstranter som gav fingeren til dem. Vi gik gennem byen, og forbi en pub, et rocker-hangout som knyttes til nazi-miljøet. Der stod 10-15 gutter i vinduet, og da vi gik forbi lænede en af dem sig frem med et smil og "skød" på os med to fingre. Billeder fra majdagene her.

The other incident involved Leslie Woolfolk. She was a cynical, pale beanpole of a girl who ran with a set of voluntarily outcast girls from Sayre who mocked everything. They were like a skittish herd of scaled-down giraffes with pretty, flat kitty-cat faces. I liked all of them.

Richard Hell's girl poetry. Fra I Dreamed I Was A Very Clean Tramp: An Autobiography.

Hans hjerte slog hastigere og hastigere, da Daisys hvide ansigt nærmede sig hans. Han vidste, at når han kyssede denne unge pige og for bestandig viede sine lønligste drømme til hendes flygtige ånde, kunne hans sind aldrig mere blive let som en guds. Derfor ventede han, lyttede et øjeblik endnu, mens en stemmegaffel blev slået an mod en stjerne. Så kyssede han hende. Da hans læber berørte hendes, foldede hun sig ud som en blomst for ham, og hans drømme havde én gang for alle taget menneskelig skikkelse.

Skæbnekys så det batter hos F. Scott Fitzgerald: The Great Gatsby (1925) som er på vej i Baz Luhrmanns version i maj med Carey Mulligan som Daisy Buchanan. Læser let vårmelankolsk en dansk version stjålet på et bibliotek i de københavnske forstæder i 80'erne.

Hos oss har Estland neppe stått særlig sentralt i historieundervisningen om andre verdenskrig, men det er noe en forfatter av Sofi Oksanens kaliber kan gjøre noe med. Estland har i finsk-estiske Oksanen, som både er tungt prisbelønnet og vidt og bredt oversatt, fått en sjeldent talentfull kronikør som også i sin tredje roman om dette multibesatte, multiundertrykte landet lykkes å briljere på overraskende mange nivåer. Det er så bra at du får lyst til å stampe litt i gulvet, over at én og samme penn klarer å skrive så kompositorisk overlegent og samtidig klarer, med et så fininstilt øre, å lytte seg dypt inn i de kroppene som hvirvles rundt i denne dramatiske, kulørte og ganske komplekse prosaen.

Anmeldelse af Sofi Oksanen: Da duene forsvant her, og her Anders Olsson. Mere her og her.

Nye Kritik vækker forskelligartet respons her + her. Lederen her. Internet kan næsten ikke huske tilbage til 2002 da Faldbakken og Einarsson lavede Whoomp - there it is, en installation som, ifølge Marit Paasche, befant seg under en motorveibru like ved skur 51 i Bjørvika, og bestod av en strøken rund sofa i hvitt skinn med en liten fordypning i midten. Her ble det hver dag i utstillingsperioden plassert 44 Litagokartonger. Valget av drikkevarer var ikke tilfeldig, for området rundt skur 51 var et slags ”hjem” for mange av Oslos narkomane. Den hvite minimalistiske sofaen ble plassert mellom skur 51 og tomten for Operaen, og tilbød seg selv som møteplass og som en kommentar til gentrifiseringsprosessen som uunngåelig følger av operautbyggingen.

Vagant ønsker å påvirke samtidslitteraturen. I motsetning til for eksempel avisenes litteratursider, som vil speile samtida. For Vagant er hver artikkel et forsøk på å presentere ideer eller fenomener, og si: Dette finnes, dette kan forfattere jobbe med. Vi kobler litteraturen til aktuelle samfunnsspørsmål, sier Lindholm.

I 2012 hadde vi for eksempel et temanummer om bioteknologi. Det er ikke et spørsmål som er mye diskutert i litterære sammenhenger, men som vil bli definerende for samfunnsutviklingen og selvforståelsen framover. Mere her.

Vagant er kåret til Årets tidsskrift 2013. Prisen deles ut under Norsk Tidsskriftforenings 10-årsjubileumfest, torsdag 11. april. Takketale her.

Nyt Vagant-nummer on the move, #1/2013 ude 18. april ---------- Mere her.

... og sådan, med fire ben i stedet for to, skærpes mine sanser enormt. Jeg kan høre vagten i rummet ved siden af meget bedre, og han mister med ét lyden af mine skridt, som sank jeg igennem gulvet eller fløj væk. Han fanger muligvis en skygge ud gennem øjenkrogen, noget som bevæger sig hastigt hen over gulvet, men han slår det tydeligvis hen; ingen reaktion, ingen jagt gennem lokalerne.

Et af mine favoritmærker når det gælder tøj til en frisk tur i de norske fjeldlandskaberer er TS, lad os bare kalde mærket TS. Jeg har set igennem deres vårkatalog nu, og der er mange ting som frister. Har iøvrigt ikke sans for analyser af mode og reklame som går på såkaldte underbevidste budskaber; tøj er vel tøj, og vil ikke du se fin ud, da? Men hvorfor er TS så cool? Jo, selvom det er et tysk mærke så har de en røff stil med mange referencer til nordisk kultur og mytologi. Man kan anskue bogstaverne, som ofte er gotiske, som et slags ornament, det er ikke så vigtigt hvad der står, men jeg kan godt lide emmen af gotik, metal, styrke! For eksempel har jeg kig på en T-shirt hvor der står "See you in Valhalla" eller den hvor der står (meget vittigt, og måske lidt fejlstavet) "Safe the wild life" og næste linje: "hunting season" LOL.

Der findes også motiver af en tank som kører gennem en væg og ordene "Hausbesuch" - et godt eksempel på klassisk TS-humor, og små søde kranier med sydstatsflag-bandana er også meget dekorative, fine farver. Mine to absolutte favoritmotiver viser et TV-apparat med en hypnotiserende spiral indeni, teksten lyder: "Gehirn Weichspül Maschine" altså hjernevask- maskine, et design som måske er lidt edgy, man vender sig tydeligt mod Naturen hos TS. De har også fine ting for kvinder, blandt andet en romantisk T-shirt hvor der står "Alles was du brauchst ist ein Schuss ins Herz" ... flirten med krigsretorik referer ikke til virkeligheden, jeg oplever det snarere som en tydelig stil, en oprigtig og kraftfuld hyldest til den rene, nordiske natur som vi alle sætter så højt. Check TS! Lækkert, lækkert.

PS! TS forsøgte i marts 2012 at kalde en butik for "Brevik" som en hyldest til en norsk by, men politisk korrekte grupperinger mente at man refererede til "Breivik" hvilket selvsagt er en misforståelse! TS elsker Norge, og jeg tror også at Norge kan lære at elske TS.

Et billede af et billede fra Bergen, 2003. En tidlig morgen på Bergens togstation, vi har netop læst Espen Stuelands omtale af Grønn kylling (arb. tittel) i Klassekampen og er cocky som to påskekyllinger. Fra samme situation her. Foto v/ Helén Eliassen. Mere om GK her.

Helena Huneke, II. Der er en nekrolog i Texte zur Kunst, Heft 89. Her er Helenas og Carola Deyes blog. Fra Ellen Gronemeyers nekrolog:

Vielleicht war es eine psychische Krankheit, aus der heraus sie sich entschieden hat, sich das Leben zu nehmen, aber wo beginnt Krankheit? Wann ist man selbst krank und wann sind es die Verhältnisse, in denen man lebt? Vielleicht hat sich Helena auch deshalb dem Kunstbetrieb verweigert, weil sie wusste, dass sie nicht Teil einer Ökonomie sein wollte, in der die Verbindung von Kunst und Leben zum Geschäft gehört. Die eigenen Mühen ineffizient, unökonomish zu halten war notwendig, um jeden Zweifel ausschließen zu können, hinter ihrem Künstlerinnenleben liege Kalkül und Strategie.

En slags essays med udgangspunkt i biografier om Karen Carpenter og Sylvia Plath.

Vi mistede denne vakre pige, Helena Huneke, i november 2012. Jeg delte rum med Helena på Vivantes Klinikum Am Urban sommeren 2012. Helena kom til min fødselsdagsmiddag på en indisk restaurant, Oranienstraße. Senere gik vi på Festsaal Kreuzberg. Hun gav mig Weiblichkeit in der Schrift, Merve Verlags Cixous-udgave fra 1980. Indeni bogen, det ser jeg netop nu, står der Für mein Bett-Bunny 11.9.12. Helena var del af kunstnerkollektivet Akademie Isotrop i 90'erne, jeg skal forsøge at finde ud af mere om hende nu. RIP.

It is less a question of converting Young-Girls than of mapping out the dark corners of the fractalized frontline of Young-Girlization. And it is a question of furnishing arms for struggle, step-by-step, blow-by-blow, wherever you may find yourself.

Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl, Tiqqun. Alternativ oversættelse her.

Det er noe i lufta, er det våren? Love is in the air, eller er det snarere motsatt? Er det hatet som ligger tykt rundt oss? Det er nemlig lett å føle seg en smule bilsyk, som om man har slingret seg gjennom natten, som om veikarteret har blitt omskrevet av maniske hender, som om vi er i en radikalt annerledes situasjon, uten at vi helt er i stand til å sette ord på nøyaktig hva forandringene består i.

Anmeldelse af Maria Sveland Hatet. En bok om antifeminism her. Også her + her.
Min egen overskrift var iøvrigt Affektsamfundet. Den gik ikke igennem.

I hvert fald i sine unge dage var Sylvia blond eller mellemblond. Her 19.

Jeg havde en rå pink kanyle i armen i flere dage i sommers under mit ophold på Vivantes Klinikum Am Urbans Innere Medizin-afdeling. To dage i træk fik jeg et solidt skud Propofol, såkaldt Kurznarkose, det stof som Michael Jackson fik en overdose af, hvorefter man gjorde unævnelige ting ved mig. Foto af Audun.

I både "Lady Lazarus" og "Cut" (om en situation hvor hun skærer sig i fingeren under madlavningen) findes der en spænding mellem selvskadning og øjet som ser, enten i form af et iagttagende publikum, eller grotesk selviagttagelse. Poetens grufulde laboratorium.

Sylvia Plath-essay i Bokmagasinet idag. Fra en tidlig dansk version.

Dagens redaktører er ni i tallet, og bosatt i seks ulike byer. Én er fast ansatt ansvarlig redaktør, én jobber deltid med nettsidene og resten arbeider med bladet på idealistisk basis. Arbeidet har i hovedsak foregått over nettet, med intensive redaksjonssamlinger for ferdig- stilling av numre i Bergen og Berlin. Etter en del pendling fram og tilbake bestemte vi oss for å gjøre kort prosess, ta Vagants status som farende fant bokstavelig, og flytte hoved- kontoret til Tysklands hovedstad – i likhet med så mange andre kunstnere, forfattere og studenter fra hele Europa.

Vagant flytter til Berlin. Instant classic fra Tenningen og Lindholm her. Vagant anno 2009.

Lyden af mine skridt i de folketomme rum. Videoværker kører i knitrende loops i hjørnerne, men ingen ser på skærmene. Jeg tænker på ringeagten for dyret, for de sprogløse væsener, ringeagten og romantikken i et spicy mix. Internettet er fuld af katte; kattene er medicin mod depression, de får os til at le og slappe af, vi iscenesætter dem med et sprog som var de illegal aliens fra Mexico, vi flår auraen af dem med vores voldelige antropomorfismer.

Weird Vagant-spalte coming up om statuer i Slottsparken, Anne Karpf, Henry James, Lina Dzuverovic, Maggie Nicols, LOLcatz, shapeshifting og vandalisme.

En pliktoppfyllende representant for den borgerlige offentligheten, en advokat, strider inn i et slags spøkelseshus, hvor han skal gjøre opp boe. Hans resultatorienterte bevissthet fortaper seg i en uforutsigbar og skremmende struktur. I huset, som minner om en slags vill, sammensnekret installasjonskunst, finner han en bok han leser i, hvorpå han forsvinner inn i et mareritt, og da han våkner omdefinerer han sin oppgave: Dette stedet må ødelegges, det huset skjuler er for grusomt for verden.

Anmeldelse af Lars Mørch Finborud: De svarte skiltene her. By association, denne.

Viskum fortæller mig om hvordan han som veterinærstuderende sad på læsesalen ved siden af en halv ko i formaldehyd. Han så på dette, disse indre strukturer, men med hvilket blik? Han var usikker, men forstod noget om sig selv senere da han startede på kunstakademiet og den britiske kunstner Damien Hirst vandt Turner-prisen for Mother and Child Divided (1993), et værk bestående af en ko og en kalv i formaldehyd som man både kan passere imellem og igennem, så at sige. Dyret, dyrerelationer, tænker jeg, mens den hvide hund ser på mig med hovedet på skrå som om den kunne tænke sig at komme med et indlæg i debatten. Jeg tænker på Salvador Dalis brændende giraf – den er her! – og Joseph Beuys og den vilde coyote i galleriet i New York. Vi konverserer, gulvet er dækket af tæpper, væggene er dækket af malerier og bag os ligger en død mand under et bord. Gulvtæppet skjuler kun liget halvvejs. Alt i alt et meget hjemligt rum, selvom indretningen er skummelt teatralsk. Blink med øjnene to gange og hjemmet bliver til et gallerirum.

Fra en tekst til Vestfossen Kunstlaboratorium.

Mulighederne for at realisere et bogprojekt er rykket nærmere; jeg er indstillet til et stipendie fra Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening. Very grateful.

Svenske Icona Pops sang fra 2012 "I Love It" bruges i øjeblikket i en tysk reklame for sodavand. Reklamen er mere eksplicit end videoen og citerer Spice Girls; det er en flok piger som er i byen sammen, "subversive" handlinger med "lesbisk" twist forekommer og ligeså puppeflashing på gaden vendt mod forbipasserende biler. Duoens egen video er ikke så aggressiv. Selvom det lyder som en break-up-sang er jeg usikker på om det handler om en kæreste. Sangen er en generationshyldest, et party anthem som påstår frigørelse. Omkvædet har en slags double bind fordi følelsesløshed ("I don't care") kobles til følelsesfuldhed ("I love it"). Æteriske, æstetiske kvaliteter fejres, der er ingen bitterhed mod det andet køn i videoen, intet ekskluderende søsterskab som der måske er i reklamen, hvilket bekræfter at det handler om et generationsbrud, hvilket da også er helt eksplicit i pang-formuleringen "You're from the 70s, but I'm a 90s bitch" som virkelig leverer.

Sangteksten nævner en række destruktive handlinger ("vandalisme"), en slags danser-på-din-grav-stemning, og jeg tænker at edgen er rettet mod forældre, for eksempel en 70talsfeministmor som nyligt er død. Den som er død eller som "vi" udstøder er hard to please og down to earth, helt modsat 90-generationen som er løsrevet i en nydende sfære af cooless og konsumption. Det kunne for eksempel være en sang som siger fuck til økobevidsthed. Der nævnes en "kill switch" som er en slags navlestreng eller kobling til jorden: Jeg er ligeglad, jeg elsker det. Jeg føler intet, jeg elsker at føle intet, jeg skubber min føle-intet-hed i hovedet på nogen som ikke engang repræsenteres klart, og det er vel derfor at hele pakken har subliminal power.

Lesningen foregår i lynets hastighet, med et stort glimt, en del latter og en lett tomhetsfølelse etterpå. Som å lytte til en punkrock-singel og umiddelbart kaste den ut av vinduet idet musikken forstummer.

Anmeldelse af Gine Cornelia Pedersen: Null her.

Den 12. april 2012 spiller det danske punkband Iceage på Landmark i Bergen. Forsangeren, den 18-årige Elias Bender Rønnenfelt, giver et mærkeligt og urovækkende indtryk; han virker blind, men også ude af kontrol, konfronterende og autentisk utilregnelig i forhold til genkendelse af hvor grænsen går mellem scenen (som er gulvet) og publikum. Blindheden, spasmerne og den anti-erotiske renfærdighed vækker minder om Joy Divisions frontmand Ian Curtis, samtidig med at den sensuelt opspærrede mund virker som et klassisk rockcitat à la Jagger og Morrison. Iceage kommer ud af et aktivt musikmiljø i København, og har dermed endnu mere kraft bag sit fuck you. Før dem indtager de næsten identiske Lower fra samme miljø scenerummet, de spiller både højere og dårligere og har en forsanger som er mindre god til at kanalisere den rebelske rock ned fra en sky; han hopper uregérligt rundt iført en grå sweatshirt som hverken kan forstås som et stilcitat eller et stilbrud.

Iceage har opnået international opmærksomhed allerede, deres plade med den typiske titel New Brigade (2011) annoncerer det militant nyes ankomst (encore une fois) på en overbevisende måde, og en eller anden vågenhed trigges faktisk dybt i mig, en kvalitet som jeg bedst kan beskrive som grain – tekstur – noget som stryger over huden og efterlader et mærke, noget som måske har noget genkendeligt i sig, men som ikke støtter sig til genkendeligheden eller til citaterne på en fiffig måde.

Starten på denne tekst i 10TAL, #8-9 2012. Iceage i Berlin i kveld og på Matador snart. Det med den grå sweatshirt er en slags vittighed, lol. Se Morrison-citaterne i videoen.

Konference-bonanza om Norges første feminist Camilla Collett her.

Fra de stummes leir? Ja, sandelig. Collett taler ikke alene kvindernes sag, sine søstres sag, som hun igen og igen tiltaler og beder om at læse sammen med hende, og dermed træner hun deres kritiske blik og vækker deres længsel efter et liv i ligeværdighed med manden, men hun taler også dyrets sag. Hvorfor dyret? Jo, hun er selv et dyr, hun er dyregjort, hun er forstummet, kan blot ynke sig, udtrykke førsproglige lyde som ikke kan stå på tryk, hun er kvalt fra starten af, fra første side i bogen er hendes strube presset sammen, hendes vejrtrækning forhindret, som af det korset som hun må bære, som kværker stemmen, gør den høj og tynd. Jeg ser Collett for mig, i de stummes lejr, hun forsøger at skrive, men ser på sin hånd, den er en klov, en pote, hun er dyregjort, hun er et lavere væsen.

Hvorfor var Camilla Collett viktig som feminist?

Af de kvinder som får lov at deltage i det offentlige ordskifte på Colletts tid vover få at skrive under fuldt navn. Collett står frem som en tydelig stemme som taler eksplicit som del af et søsterskab, blandet andet i artikelsamlingen med den sigende titel Fra de stummes leir (1877). Hun rejser, læser litteratur på fransk og tysk og kritiserer kvindefremstillingerne sønder og sammen. Hun er altså lige så hip som Susan Sontag og suger til sig af tidsånden, som hun siden stikker en moralsk kniv i. Så desperat søger hun fremtidens kvinde som er ligeværdig med manden.

Kan vi lære noe av å lese bøkene til Collett i dag?

Collett tager sager op som 20 år senere er centrale i det moderne gennembrud, hvor Georg Brandes vækker debat med oversættelsen af John Stuart Mills-essayet "The Subjection of Women" (1869). Når Collett skriver om Goethe og Byron er hendes kritik helt i tråd med for eksempel Linda Nochlin og Griselda Pollock som i 70'erne og 80'erne forsøger at forstå hvordan mænd har iscenesat sig som genier og bakket hinanden op institutionelt, og hvorfor kvinder ikke har haft mulighed for det samme. Colletts pen er vittig og skarp, og desværre er mange af emnerne stadig aktuelle.

Camilla Collett i Slottsparken. Opgav at give hende en varm hue på, marcherende terrorberedskab tæt på med automatisk skydevåben. Kan være hun får en blomst en dag. Læg mærke til hvordan hendes flossede sjal er forsøgt gengivet i bronze. Ulden avantgarde?

Behind every Young-Girl’s arse hides a bunch of rich white men: the task is surely not, then, to destroy the Young-Girl, but to destroy the system that makes her, and makes her so unhappy, whoever ‘she’ is.

Nina Power om Tiqqun-oversættelsen Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl