Oh, chick off already! -------//------- Mara rocks.

This cat is mine for a little while. It speaks German.

Fatih Akins film Auf der anderen Seite (2007) kører i et helt andet tempo end Gegen die Wand (2004). Dette er post-rock meditativt, svævende. Men ikke helt. Faderen Ali er bærer af volden, sønnen Nejat bærer af endeløs, svævende passivitet, et eget stille oprør: han er professor i tysk litteratur og det kærlighedsmøde som filmkonventionen tilsiger finder aldrig sted. Det eksplicitte oprør udfolder sig i og imellem døtre og mødre, og - selvsagt - mellem Tyrkiet, en gammel orden, og Tyskland, en ny orden. Moren Yeter arbejder som prostitueret i Bremen, datteren Ayten er et brag af en rå revolutionshelt som "becomes friends with" (eller forelsker sig i) tyske Lotte da hun må flygte ud af Tyrkiet på grund af sit politiske engagement.

Lotte og moren Susanne (lykkeligt gensyn med Hanna Schygulla) er begge drevet af romantisk overskridelsestrang, Lotte er netop hjemvendt fra tre måneders rejse i Indien, en rejse som hendes mor selv foretog på 60-tallet. At sætte datteren fri er at sætte sig selv fri og det ønsker Susanne ikke; hun er Hjemmet nu, hun er Hausfrau. Men mens mødre og døtre alligevel på en måde skal finde hinanden så sidder Nejat og venter på sin far på en strand i filmens sidste billede. Dette billede står. Bølgerne skvulper, intet sker. Nejat sidder ventende, åben, passiv. Og således også værket, med dette uforløste, åbne billede til slut.

Bara Bröst-bevægelsen har spredt sig til Danmark! Aktion i DGI-byen.

Vagants kritiknummer slippes i Bergen på tirsdag! Debate r us.

Sigurd Tenningens spritnye udgivelse på Gasspedal Gæa er den perfekte julegave! --------------- Her læser Sigurd fra sin bog på arrangementet på Blå i tirsdags. Billeder her.

Caroline i Kritiker --------------- i det nye nummer!

What's up --------------- Mio?

Gasspedal, Kritiker, Vagant og Litteratur på Blå inviterer til slippefestekstravaganza tirsdag 11.12 kl. 1900:

Gasspedal slipper Sigurd Tenningens debutbok Gæa pluss en ny utgave av Arild Vanges oversettelse av Peter Waterhouses Blomster og gir en forsmak på Simen Hagerups Michaux-gjendiktning Streker
Vagant slipper 4/07 og nye nettsider
Kritiker slipper 4/07
Gjester: Au petit garage og Audiatur bokhandel

Simen Hagerup og Sigurd Tenningen leser
Christopher Haanes viser kalligrafiske arbeider
Panelsamtale om tidsskrifter med Annelie Axén, Audun Lindholm, Mazdak Shafieian og Martin Grüner Larsen (ordstyrer)
Kom! Kom!

Arve (og Stella) swinger netboghandelen --------------- her.

Tidskriften Kritiker och Fria seminariet i litterär kritik ställer till med en SPEKTAKULÄR fest lördagen den 8.12 på Copacabana i Stockholm! Adressen är Horntullsstrand 3.

På programmet står FANTASTISKA UPPLÄSNINGAR, god MAT, och utomordentligt SÄLLSKAP.

Kom och lyssna på: Arve Kleiva (N), Anna Hallberg (S), Øystein Vidnes (N), Stella Parland (FIN), Joar Tiberg (S), Helena Boberg (S), Helga Krook (S) och Jeppe Brixvold (DK).

Vi kör igång kl. 20 MEN det blir ingen fest utan er!

Nye tekster på Nypoesi, bl.a. fra Aleksandr Skidan og Leevi Lehto.

Fria Seminariet i Litterär kritik inbjuder till öppen föreläsning

redaktören och kritikern

talar över ämnet

Tod eines Werkführer - Performancestrategier i samtidige skandinaviske prosaværker

Fredagen den 7/12 kl. 19.00. Fri entré

Konsthögskolan, Skeppsholmen

Lokal: Hus 28 nere vid kajen:

tag till höger efter bron och följ strandkajen ca 300 m

Adress: Holmamiralens torg 8

And Øystein --------------- goes Lynch.

- Vad står det, söte? frågade Magdalena.
- Det står "Shakespeares samlade verk".
- Vad betyder det? Hur kan alla dom få plats i den konstiga bollen?
- Se efter själv. Men var försiktig: det räcker att kasta en blick in
i ljuset så slukar hjärnan allt som Shakespeare skrev.
Jag vet inte varifrån jag fick tanken. Den skrämde tydligen Magdalene, som drog sig undan ån det svävande, mörkskimrande läderklotet. Men Elisabeth slingrade obekymrat fram till podiet och hävde sig upp på verket med hjälp av tentaklerna.
Där hon satt uppflugen på det klotformade bokbandet, likade hon en tentakelförsedd King Kong på Empire State Building. Jag brast i skratt. Barnet betraktade mig koncentrerat. Det lyste av hunger i hennes ögon: matdags igen.
Vad brydde hon sig om Shakespeare.

Fra Gunna Blå: Gå ner för trappan (Vertigo, 2007) hvor Blå bl.a. føder en monstrøs, lille datter.

Heeeeeeeeeeeeee! --------------- 1 + 2 + 3.

[ -- Det her klip var faktisk lidt interessant. Warning! Talk show -- ]

Så rører gode gamle Gasspedal endelig på sig! Hele tre udgivelser er undervejs ganske snart, et nyt re-designet oplag af Waterhouse: Blomster, som er k-o-m-p-l-e-t udsolgt, og denne vakre bog af Sigurd Tenningen ved navn GÆA. Simen Hagerups Michaux-oversættelse Streker ligger også og koger lige under overfladen.

Ain´t it pretty? Ain´t it pretty? Ain´t it pretty sca-a-a-a-a-ary?

Bjørneboe om Faldbakken --------------- the stage version.

Kenneth Goldsmith på åbent forum i Oslo, idag har de også en af verdens bedste Ådlands på scenen.

Tror det er Allan Kaprow der har den her fine video hvor han står og gestikulerer slapt med en arm og gentager: I´m making art, I´m making art. Nogen af os føler os lidt sådan (the speed metal version): I´m making Vagant, I´m making Vagant.

For the sake of creative commons --------------- Et billede skudt af undertegnede figurerer nu i denne Berlin-guide.

Tumlede ind på Kinsarvik igår, gik efter en old time favorite, den grove bønnepostej (chok! nyt pastelfarvet design! noget som ikke fremgår af netsiden endnu), men endte selvsagt ved foden af det veritable hav af forskellige tesorter, and my my, var det godt? Numi Decaf Black Vanilla, full, aromatic & rich. Tiger [heart] product.

Jeg følger med og copy-linker til en vigtig film -- What u say, Benny?

How is it to be a Hagerup? ----- Se op for et talkshow nær dig i kveld.

Umuligt at abstrahere fra det faktum at Bruno Ganz senere spillede Hitler ----- now somehow this bullshit monologue makes more sense.

They had noticed before that they felt writing in their body. That they felt those certain sensations, those sensations of interested calmness that happened when their mind and their breath were working together, that pleasant boredom. And they began at this time to think of poetry that used fragmentation, quotation, dis- ruption, disjunction, agrammatical syntax, and so on not as a radical avant-garde break but as the warm hand of someone they loved stroking their head, helping them to relax the muscles in their head and inviting them to just close their eyes and relax for a second with the words of someone else. This feeling somewhat answered that constant question of about the use of the avant-garde in a
time like this.

Juliana Spahr s. 188 i romanen The Transformation (2007)

Whoa --------------- check programmet her, scroll helt i bund.

Disse fisk --------------- har indspurt på Vagant 4/2007

Submission@@@@Time@@@@Again. Og gæt hvem der snakkede Rune ned i søndags.

Anmeldelse af Jonny Halberg: All verdens ulykker her.

Dér er Karin om Victor B. Andersen und so weider.

Clowns to the left of me, jokers to the right, here I am.

Der skydes --------------- blandt andet på Eldrid.

Anmeldelse af Christian Refsum: Ingen vitner for vitnet her.

Boom boom, have another poetry festival ----- And another.

Why nynorsk, why not? --------------- Claws tager debatten.

One has to ponder. Nu hvor selveste Jonny Halberg har skrevet et værk som kan kaldes selvbiografisk fiktion så er det vist på tide at sætte sig ned og grunde alvorligt over tingene.



I et interview med den amerikanske (og idealistiske, skal vi tro Herr Wold) language-poet Michael Palmer tegner han og interviewer Niels Frank en linie mellem to essays af Roland Barthes (som vi kender og elsker dem i deres engelske oversættelser): "The Death of the Author" og "From Work to Text" -- Palmer siger da følgende (og vi kan alle ånde lettet op, os som troede at nogle onde gremlins havde tryllet hele verden væk):

"Resultatet er ikke, at den selvbiografiske information forsvinder, men at den omdannes til noget andet. Vi mente aldrig for alvor, at forfatteren var død, eller at jeget ikke var noget, der skulle be- mærkes, med dets forskellige erfaringer. Det ville virkelig være en slags åndløs fortrængning. Det, man følte, der var behov for, var en slags ny undersøgelse af den ideologi, der var fremherskende om- kring jeget i efterkrigstidens amerikanske samfund. Jeget som en skabning i en slags amerikansk, freudiansk egopsykologi [...] Det er talkshowets jeg, og det er ikke i væsentlig grad anderledes end andengenerations bekendelseslyrikernes opfattelse af jeget [...] Det var den slags ideologi, der trængte til at blive undersøgt."

Fra Legenda nummer 2, side 37.

Anmeldelse af Kristin Auestad Danielsen: Nynorsken her -- (og denne anmeldelse citeres i ugens MB, oh the copycats, mew mew, I like u).

I den forstand må kritisk tænkning i modsætning til politisk tænkning opfattes som en tænkemåde, hvor noget optræder i noget andet og forstyrrer det eller tildeler det en vis uligevægt, en vis ustabilitet. En politisk tænkemåde kan aldrig være ustabil, fordi den altid er hjemme i sig selv og udelukkende betragter 'det andet synspunkt' som selve modstanderen. Den er med andre ord ikke sammensat som den kritiske tænkning, der har indarbejdet dette 'andet synspunkt'. Litterært set betyder det da, at den litteratur, der er mest sammensat - sprogligt, sansemæssigt, erkendelsesmæssigt - også er den mest kritiske.

Siger Niels Frank på side 249 i Alt andet er løgn.

Så er der Lindholm --------------- i ploggen.

Det er faktisk lykkedes MJM at filme en fraktion af lyrikklubben i et vitalt post-Audiatur-øjeblik hvor den skråler og skråler og bliver fuld og sikrere og sikrere på at poesien er modsprog, er farlig, uhu.

Monsieur Frostholm --------------- udtaler sig.

En opfordring fra Juliana Spahr og Stephanie Young her.

D-D-D-Doris. D-D-D-Doris Lessing is in your extended network.

Dennis Cooper besøger (måske) Bergen næste uge som aktør i denne sceneopførelse. Cooper har en fin, energisk blog som lige nu bl.a. interesserer sig for Stereolab og New Narrative. Tommy Olsson skriver om denne Cooper-bog i Vagant 1/2007.

"He really didn't talk until he got his girlfriend," says Mascis, "and somehow that jump-started his ego, and he went from 'I am Lou, I am nothing' to 'I am the greatest.' He just went ffffft, just flipped the scales. And then he started talking a lot. And then I was realizing from a lot of the things he was saying, 'Hmmm, maybe I don't like Lou.' I'd never heard him talk before so I didn't really know what was going on in his head. And then when you hear what's he's talking about, it was like, 'Hmmm, interesting -- I'm not really into that.'"

J Mascis om Lou Barlow, Our band could be your life af M. Azerrad.

Lidt om Nikolaj Frobenius her og lidt om Thurston Moore her.

Cia snakker et slags multinationalt sprog, det kædes ikke sammen af tragik, kamp og krig, men af glæde, strålende. Hun holder en blå ballon, den punkteres med ét. Og Leevi, det er godt at det varer længe, det er som om hjernen begynder at koge, strubelydene mere og mere gutturale, latteren hysterisk. Sharks fik mig til at sige: "Det är alltså jag som är kollektivet Sharks" -- Senere spørger to forsig- tige piger mig om det virkelig er sandt, at jeg er Sharks? Hmm. 1-2-3-posér-som-ophav, som vi siger.

C og C har fødselsdag, nogen ved bare om C, andre bare om C. Vi synger forskellige navne, det er som om vi via sproget har skabt en kollektiv virkelighedsforstyrrelse, pludselig er alt ude af sync, eller også det modsatte, et rent stormvejr af korrespondancer. Aleksandr spørger: "Can you see through me?" Jeg svarer: "Yes, you're like a window". Vi læser to gange, anden gang simultant med en lille forskydning. Meget overraskende, jeg forstår pludselig russisk og har set de digte før som jeg ikke har set før.

To orange balloner kommer op af Sofias taske (eller hvor kom de fra), de flyver rundt i lokalet, alle ler som smølfer, har blå tænder. Mandag morgen 08:55, halvsovende ved computeren, men dette er vigtigt. Pludselig crasher en stor, sort fugl ind i vinduet, den sidder et øjeblik på en gesims hvor den ikke kan sidde, den ser på mig.

Rygterne om MM afkræftet! --------------- MM er på ingen måte slitsomt oppsøkende!

Der er ord i øjet på Afsnit P, Aasprong og om Aasprong.

Vi gjorde av den anledningen ett tappert försök att tänka oss dessa krävande och på sitt sätt ganska macho ljudpoeter som kvinnor, men misslyckades. Jenny Högström has a point.

Audiatær lyd lyd lyd lyd lyd lyd lyd lyd lyd lyd))))))))))

Monsieur Frostholm har postet sine Audiatur-billeder.

Et une petite entrevue avec le grand Jacques Roubaud.

Katalogen er ment å være en varig kilde til kunnskap, sier Lindholm.

Tre favoritter fra Audiatur er MM med kor, Bergvall og Bök.

Billeder fra Audiatur her --------------- MJM rapporterer her.

Hvem er snyggest i verden? Audiatur-kataloget er, her (og her).

C-you Oslo! C-you Bergen! Audiatur, for pokker! Denne uge.

Hello? Hello? Hello? Hello? Hello? It's a fact.

[ --------------- 1991: The Year Punk Broke --------------- ]

Festivalen Verbale pupiller virkede specielt øjenåbnende for mig i forhold til hvad der sker dernede i Danmark. Jesper Fabricius' Space Poetry var kendt fra før, jeg forsynede mig bl.a. med en lille Llambias-udgivelse ved navn Haven. Et andet lille forlag er Eli I. Lunds Kanji Dreams som ikke er på net lige nu, men jeg reddede mig pixi-bogen Genteknologi for børn. Forlaget * [Asterisk] finder jeg heller ikke på net (help me/them), men man mistænker de to kunstnere Anders Visti og Lasse Krogh for at stå bag. De to stod også bag en installation (billeder her og her) på festivalen hvor to hvide mus på skift (så humant!) producerede tekst.

Sophie Pucill står for forlaget Diafrag hvor bl.a. Louise Rosengreens fine bog Money Money Money er udkommet, den købte jeg straks og puttede i lommen. Masse fine bogobjekter på Diafrag også. På Hurricane Publishings bord fandt jeg Gitte Broengs bog Interiør, den måtte med hjem. Litlives 2 x 2 kritikerdebatter forløb uden for mange blå mærker; forfatterne læste og et kritikerpanel gav sig straks i kast med engagerede live-læsninger, et koncept som fungerede ganske godt in my p.o.v.

Nu er både Audiaturs netboghandel og festivalside oppe at køre.

Anmeldelse af Åsne Linnestå: Krakow --------------- her.

Billeder fra Verbale pupiller ---------- her og meget-meget mere her.

Yeah, yeah --------------- go read some Pooh.

Dato: Sun, 09 Sep 2007 16:35:03
Fra: thurston@acoustic_as_fuck.org
Til: Susanne.Christensen@student.uib.no
Emne: Re: Too late!

I know! I'm so sorry, Susie. The record is out seven days too late,
what can I say, it really sux, man. Anyways, it's in the mail for you
soon, happy b-day.
xxx thurston

Anmeldelse af Knud Romer i norsk sprogbunad her og vi-de-o-anmeldelse (whoa!) af P. Adolphsens nyeste værk her.

Sneak preview på Audiatur-katalogets mangfoldige inderside her.

Trond Haugen har noget at sige til både Storholmen og Wold, der er ikke-kunst-seminar i København snart, den Skandinaviske Litterære Offentlighed™ manifesterer sig med udspring i det finlandssvenske (ikke-kunst, ikke-fiktion, det rimer) og jeg stirrer og stirrer og stirrer på denne side --------------- it won't be long now.

Mette er tilbage i The Grand Bunad Debate --------------- kvalificeret modspil anyone?

Denne gang kunne jeg virkelig virkelig virkelig godt have tænkt mig mere plads at skrive på. Anmeldelse af Mattis Øybø: Ingen er alene kan læses her ---------- Øysteins anmeldelse kan læses her.

I'm spilling the beans. Audiatur-kataloget bliver på 832 sider. Fem centimeters ryg.

Der er nyt --------------- fra Nordpolen.

Mette siger: "Jeg synes, vi trænger til en tværnordisk diskussion af nationalsymboler. Hvilken rolle spiller historiske magtforhold? 2. verdenskrig? Den aktuelle politiske situation i landet? Er der trods de forskelle også ligheder mellem nordiske nationalsymboler af i dag?" Udgangspunktet er en artikel som er at læse her.

Meanwhile in Finland, (almost) live & direct.

Mariann + udvalg giver pris til Hanne Ørstavik, glædeligt.

Stina er i Caen og Suvi er på vej mod Nordpolen.

Jeg er pr. igår nat 102 sider inde i Mara Lees roman Ladies, romanen anmeldes idag, bl.a. i DN -- og der er noget om det (selvom jeg stritter imod kategorien), dette er en slags überevil, überarty (på grund af det beskrevne miljø, vel at mærke) chick-lit, hvis Houellebecq skrev chick-lit? Yes, i den retning.

Verdens bedste norske kritikerlag byder på Kritikeren.

Vagant 3/2007 blev afleveret til forlaget for 25 minutter siden, nummeret er om (og fuld af) essayistik i alle former og vi har både Mircea Cărtărescu, Octavio Paz, Stig Larsson, Giorgio Agamben, Susan Sontag og Aleksandr Skidan m.m. spredt ud over siderne.

Anmeldelse af Henrik H. Langeland: Francis Meyers lidenskap her.

Og hey, hvorfor ikke bringe et lille uddrag fra bogens slutning -- på side 538 konverserer Francis med sin borddame om den norske tidsskriftssituation:

"Men hvordan ser det ut nå om dagen, da?" spurte Francis.
Den blonde studenten gjorde en grimase. "Vinduet er blitt inmari mainstream de siste årene, så kommers, liksom. Vagant er bare så mye dypere." Hun blunket drømmende ut i luften. "Å lese Vagant er som å bli skutt med diamanter ..."
Francis smilte matt og konsentrerte seg om maten sin.

Thomas tænker lidt over hedengangne ØK som et oulipansk projekt og Skandinavisk Litterær Offentlighed (SLO™) and all that jazz.

Martin Sørhaug interviewes af Karin Haugen i dagens Klassekampen, emnet er poesifestivalen i Bergen ved navn Audiatur som udover publiceringen af et massivt katalog i forbindelse med festivalen 27. til 30. september også åbner en netboghandel. Jeg har fået lov at lægge interviewet ud og det er at finde lige her.

Trudging slowly over wet sand
Back to the bench where your clothes were stolen
This is the coastal town
That they forgot to close down
Armageddon - come armageddon!
Come, armageddon! come!

Everyday is like Sontag
Everyday is silent and grey

He does not say it, but the sentiment is there nonetheless, the opposite of what the newspapers do, and though it is perhaps hopelessly utopian, what we would wish someone would do for each of us, show a bit of literary compassion, perform an act of critical intimacy ~~~~~~~~~~~ Strålende tekst om Susan Sontag her.

Trenger vi ----------- kaotiske bøker?

Og det er sandt, den vestlige verden går til helvede, kropssproget er spastisk, neurotisk, vores øjne er store og stirrende. Nu er Det Nye en marketingsstrategi, et nyt produkt. Nogen må prikke hul på Vesten, nogen må åbne op for nye eksotiske rytmer, nogen må åbne op for et gryende multietnisk samfund: This song is New Feeling and that’s what it’s about. Det er David Byrne og Talking Heads der sparker en sang i gang, året er 1977: It’s not yesterday anymore, encore une fois, altså, annonceringen af det nye, en ny sensibilitet.

Og i 1993 er følelsen mindst lige så ny, Kathleen Hanna og riotgrrrlbandet Bikini Kill brøler sin definition på begær igennem, et begær der ikke baserer sig på en magtstruktur hvor den ene part er passiv, den anden aktiv. Men de nyheder Bikini Kill kommer med er ikke blot en rå følelse, den nye følelse er selvsagt også koblet til en overtagel- se af mediet: It doesn’t matter who’s in contol now/ It doesn’t matter cuz this is new radio.

(yet another darling killed)

Was ist sad --------------- verbale pupiller im Århus?

This is a flower! Also reading: Ellen Grimsmo Foros (huuu!) and Simen Hagerup (huuu!), b there or b []

Materialet ligner voksdug, voksdugen er påtrykt fotografier af Wolfgang Tillmans: hyperrealistiske gengivelser af butiksfacader, life size, i al deres trivielle hverdagslighed. Billedskærmene er spændt ud på rammer der skiller scenen i et foran og et bagved. En hånd be- rører billedskærmen fra den anden side, vi ser berøringen – de mørke fingerspidser tættest mod overfladen og den lidt lysere skygge af armen. Vi kan vende hovedet lidt til siden og se samme berøring på en anden skærm, næsten samme berøring, øjeblikket lige før eller lige efter berøringen, i medieret form, registreret af et kameraøje der optager de tre skuespillere bag skærmen live and direct.

Hvad fanden er det her, Wolfgang Tillmans' forbandede fotoatelier? De tre skuespillere, klædt i lange hvide overdådige kjoler (stoffet minder om indkøbsposeplastik, store sorte tal – prisangivelser – pryder slæbet) kan ikke tro deres egne øjne. Agitationsniveauet stiger og skærmen rives ned i et sus, bogstavlig talt, en vindmaskine pisker alt rundt. Dette skal ske et utal af gange, men hver gang en skærm rives ned så tager skuespillerne altid, før eller siden, to trappestiger frem som de kravler op på – med megen besvær, i de høje hæle og med sammenkrammet kjoleslæb – for at fæstne skærmen på rammen igen.

Tod eines Praktikanten af René Pollesch,
Volksbühne am Prater 14.07.07

Nyt om "Olsson-skolen" --------------- her und her.

Google stinker ---------- men her er der et situationistseminar.

In 1971, they both hated hippies with a vengance: 'hippos', McLaren called them. Their interest in fifties clothes had nothing to do with fun or camp. 'It goes without saying', writes Susan Sontag, 'that the Camp sensibility is disengaged, depoliticized - or at least apolitical.' In their different ways, Westwood and McLaren were politicized: this gave them a moral purpose in their approach to clothes.

Fra Jon Savage: England's dreaming (1991)

Möjligen kan man tänka sig att metaforen är användbar för att beskriva inte dikten utan den läsupplevelse den ger upphov till. Att kritikeren skulle kunna göras till ett utrymme för performativa parafraser, som iscenesätter kritikeren som til exempel tandläkare, hysterika eller hidalgo. Men skall man verkligen skriva jag-starka berättelser om texter som saknar subjekt? Och hur undviker man att kontakten mellan text och recension tunnas ut eller försvinner helt och hållet? Accepterar en dagstidningsredaktion överhuvudtaget performativa refensioner?

I vissa fall kan den metaforiska strategien ju också vara direkt destruktiv för den text som drabbas. Det gäller i sådana fall då texten vill uppnå samma effekt som till exempel ett brandalarm eller ett officielt meddelande på radio (men ofta ett söndrat, otyd- bart sådant) - är det då inte att stympa dikten om man upprättar en metaforisk tolkningsnivå som gör den til fiktion - socialt, politiskt og moraliskt frikopplad litteraturen?

Dette skriver Daniela Floman i seneste nummer af Kritiker, #5 som iøvrigt anmeldes her -- Oops, og et strålende interview med Leevi Lehto fra omtalte nummer findes i engelsk version her.

I en anden ende af verden (that is, Oslo og omegn) diskuterer man kunst- og musikkritik under debatfanen "Olsson-skolen" (med reference til kunstkritiker Tommy Olsson). Her er det øjensynligt ikke et spørgsmål om at få lov at eksperimentere, men om redaktionernes overdrevne trendmodtagelighed. Jørgen Lund som skrev det oprindelige indlæg i debatten lurer i sit seneste indlæg i Morgenbladet bl.a. på følgende:

Men historien om annerledeskritikken demonstrerer noe om pressens sans for skriveri om kunst, som jeg er redd ikke er noe blaff. Man kan tippe at porten snart står åpen for neste uangripelige «nyhet», forhåpentligvis noe som er mindre intetsigende og selvopptatt. Spørsmålet om utviklingen av kulturredaksjonenes mulighet til å hevde egne kvaliteter og egne kriterier, er vel egentlig det mest spennende nå.

That is to say, in the scale of realities "lived" reality holds a peculiar primacy which compels us to regard it as "the" reality. Instead of "lived" reality we may say "human" reality. The painter who impas- sively witness the death scene appears "inhuman". In other words, the human point of view is that in which we "live" situations, persons, things. And, vice versa, realities - a woman, a contryside, an event - are human when they present the aspect in which they are usually "lived".

Excuse me? Fra Ortega y Gassets "The Dehumanization of Art" (1948)

Brooooooooooooooooooooooooummmm, dyt-dyt!

A great work of art is never simply (or even mainly) a vehicle of ideas or of moral sentiments. It is, first of all, an object modifying our consciousness and sensibility, changing the composition, however slightly, of the humus that nourishes all specific ideas and senti- ments. Outraged humanists, please note. There is no need for alarm. A work of art does not cease being a moment in the conscience of mankind, when moral conscience is understood as only one of the functions of consciousness.

Susan Sontag: "One culture and the new sensbility" (1965) fra samlingen Against interpretation -- der viser Sontag højt, højt oppe på den æstetiske hest. Siden skulle den etiske hest ikke blive så meget som én millimeter lavere.

(Shit, og hestene ser også vældig ens ud)

(Er det rent faktisk samme hest? Paging Mr. Kierkegaard)

Her er lidt om Rett Kopi, ja ---------- og Trikster beväger pä ßig.

... hvordan er det muligt at skelne mellem kritik af skuespillet og kritikkens skuespil? Hvornår er det usammenhængende billede, den utilfredsstillende repræsentation blot endnu et af de sensationsgys, massemedierne konstant cirkulerer? Situationisterne mente, det var muligt at skelne, og de var overbevidste om, at de kunne vende massemediernes billeder, jingles og brands på hovedet. Situationisterne vidste, hvordan det hang sammen, men de balancerede gang på gang faretruende mellem kritik af skuespillets repræsentationer og repræsentationen af kritik, den revolutionære forvandling af hverdagen var hele tiden snublende nær ved at blive en tivoliseret fortsættelse af undertrykkelsen.

Mikkel Bolt, Skandinaviens situ-viter no. 1, i uundværlige Rett Kopi.

... an Icelander named Audun, who had travelled all the way from Greenland to Denmark to present the king with a polar bear (the tale of his journey, Audun's Tale, is one of the most delightful short stories in world literature).

Fra The Vinland Sagas: The Norse Discovery of America

Gärtner ist --------------- ða þomþ.

Tröbbel in Iceland --------------- a bunch of people wanna do something about it this weekend.

Therese Bjørneboe artikulerer sig om Matias Faldbakken her --------------- (å jæ sir noe om Cornelius Jakhelln hær).

Så jeg ser na­tur­lig nok et­ter noe jeg li­ker, men fin­ner det ikke før jeg kom­mer til Tinguely Mu­se­um, som vi­ser en ju­bi­le­ums­ut­stil­ling over situasjonismen 1957–1972. Men da er det min sis­te dag i Ba­sel, og jeg kom­mer dit ti mi­nut­ter før de sten­ger og lø­per gjen­nom sa­le­ne som en dåre inn­til jeg når frem til den lil­le, sam­men­bit­te tan­ten som vræ­ler Geschlossen i et to­ne­fall som gjør det klart at det­te over­ho­det ikke er noe som kan dis­ku­te­res. Bit­ter kjø­per jeg ka­ta­lo­gen på vei­en ut. Den er, selv­føl­ge­lig, på tysk.

Kunstkritiker Tommy Olsson (som tiger'n også drev og name-checkede på sin blog tilbage i 2005) on the loose i Basel, i dagens MB.

Herr Nexø kommenterer "det norske poesirabalder" (quote-unquote).

Både Nypoesi og Afsnit P har fået nye stepsko, tap-tap-tap.

Mange tak for postkortene. Vi har sol og sommer her. På tirsdag kommer din far på besøg. Ellers går det fint her. Jeg sidder på mit værelse og skriver til dig. Jeg går af og til i Parkhuset og drikker et par lyse øl. Blomsten jeg fik af dig kunne ikke mere, jeg har ellers husket at vande den. Om mandagen er her musik, det er en der spiller harmonika. Jeg bruger af og til læsebriller. Jeg ryger nogle cigaretter, som jeg henter på tanken. Af og til går jeg i kirke her. Vi får dejlig mad her.

Mom, look at me, mom.
Mom: I stare into the distance, my daughter's gaze hits the side of my face. My legs are so skinny, they are barely holding me up: I look like a fluffy cloud. Here in this cross stitch hell, those dots are supposed to look like flowers, but I think it is my breasts and my uterus, looking like fried eggs, splashed onto the ground, splashed in front of my face, stitched to the fake sky, like some kind of fake utopia.

Beklagelser til Niels Lyngsø/verden i kommentarfeltet.

Nogle af os har ventet indtil vi blev helt blå i huerne, men nu ser det ud til at Rett Kopis manifestnummer endelig er her.

Nyt fra Herr Wold --------------- Svar er dukket op.

Lullehummer? Litteraturpaparazzi ude af kontrol, def. But not quite like last year. En dame introducerede sig med dyb stemme på Oslo S torsdag morgen: "Dubravka" -- Wuuu! Selvom at Ugresics oplæg på Kritikerseminariet ikke var uproblematisk; den post-kommunistiske intellektuelle i Kroatien blev bærer af absolut alle de styggeste tegn på postmoderne opløsning, uden at alternative vinkler blev antydet. Har på fornemmelsen at indlægget havde større (selv-)ironier i sig end fremførelsen skulle tilsige.

Ellers var det the three faces (mindst, hér et af dem) of the pricewinning Cornelius Jakhelln som stjal showet, hans oplæg på Kritikerseminariet pegede sig ind på Literary Darwinism, hm-hm, den tygger vi lige lidt på. Ellers bør Sara Stridsberg, Martina Lowden og C-M Edenborg (ekstra points for skæg) prises for substantielle, kønstnerisk-pærfårmative bidrag til det almene cirkus.

Anmeldelse af Niels Lyngsø: 39 digte til det brændende bibliotek >>>

Så er den norske litteraturkanon (én af dem) kørt i stilling.

Ikke helt sikker, men tror aldrig jeg har set Ibsens Peer Gynt på et sprog jeg kan. Det er ellers blevet til en lille kollektion Gynt: catalansk, polsk, ungarnsk. Calixto Bieitos macho-version i 2006 var der meget stadiumrock over. And Bono-Gynt was dressed to shock too: i DNS-salen med alle guldkrummelyrer og krystallyse-
kroner væltede s/m-trolde frem.

I Warszawa spillede Teatrze Dramatycznym det som forekommer mig at være en ganske forkortet (og måske omskrevet, Dog forbid) Gynt. Eneste ord jeg forstod var: "Sfinx, wer bist du?" I forhallen diskutere- de fem versioner af Gynt identitet op mod glasmontrer med udstop- pede aber mens mor Åse og Solveig hastigt passerede forbi. Dørene åbnede ind til teatersalen/Dovregubbens hal og en svært energisk sceance med 10-12 springende aber/trolde der bevægede sig overalt i rummet. Dovregubbens datter var en hylende pornoagtig urkvinde ("surprise"), men scenografien vældig vakker: to lange rækker plastikrensdyr gik på tværs af scenerummet.

Igår så jeg en teksttro tre og en halv times Gynt spillet af ungarnske Krétakör. Dovregubbens datter var nu en yndig halvbar mand med spids troldehat og lysegrønt tylskørt. I det hele taget megen øm nøgenhed og kreative, modige løsninger i denne version. At benytte Logens balkon fungerede fint, bl.a. blev vinduerne ud til torvet smækket op når pigerne som løber rundt på fjeldet efter trolde gør deres entré. At iagttage effekten på torvet, af de på ungarnsk hylende kvinder hængende ud af Logens vinduer, var frydefuldt.

På litteraturfestivalen på Lillehammer er det muligt at skaffe sig Ekstravagant om Tone Hødnebø (gratis) og et special sneak preview på Vagant 2/2007 på torsdag i en torvebod i Storgata, side om side med udgivelser fra Vertigo, Gasspedal, H Press, TransFe:r, Ord&Bild og Au petit garage.

Olaug har en masse fine billeder fra dei litterære festspela.

We fade to grey ----- den litterære blog og etc her.

Tidsskrifter! Tidsskrifter! Tidsskrifter! Tidsskrifter! Tidsskrifter!

She is loose in Sweden! Beware the devil woman.

Vagant Factory strikes back --------------- Denne gang med et Ekstravagant der sætter festspilldikter Tone Hødnebø i fokus.

Ett ämne som berör demokrati på det sätt som detta seminarium i det utannonserade programmet sa sig göra, har en potential att gå djupare i denna fråga och se hur maktstrukturer i samhället i övrigt också finns på nätet. Vad har alternativ publicering med exempelvis identitetspolitik och politiskt motstånd att göra, utifrån andra aspekter än ekonomiska och tekniska?

Dette (og mere) skriver Textkollektivet som intervenerede med en flerstemmig tekstrecitation i den afsluttende debat på Biskops-Arnö.

Ai, her er tekst om sprawl hos Raattamaa, Silkeberg og Gassilewski.

Marko Niemi (blog) har digitaliseret to digte af Ottar Ormstad --------------- And Eric is looking for Scandinavian visual poets for
his magazine Coupremine.

Her ligger en del af Per Højholts manuskriptsider nu ude.

Eftervirkningerne fra seminariet på Biskops-Arnö ruller videre i diverse kommentarfelter på seminariebloggen og Mikkel Bruun Zangenbergs artikel om det nordiske kritikerklima i Kritiker #4 har fået sit første gensvar, fra Herr Nexø.

Der findes et par billeder fra Biskops-Arnö og Warszawa >>>>>

Så sker der vist noget --------------- hier et sted.

Her er noget for Tigerklør! Division Krammedyr! Yes.

Yup, nyt Litlive, bl.a. lidt om Henri Michaux dér et sted.

Øystein vaklede hjem imorges efter en heftig lay-out-indspurt på Vagant 2/2007 (vores æstetik-og-politik-nummer med bl.a. over- sættelser af Guy Debord og Jacques Rancière) og på Ekstravagant som er dedikeret til årets festspildigter Tone Hødnebø ---------- Sådan tog Bergen sig ud en 1. maj-morgen.

Litteraturkritikere har en konservativ forståelse av håndverk i litteraturen, mener svenske Martina Lowden og Elise Karlsson --------------------------------- Mere ici.

Oh, wait now --------------- Danmarks bedste band EVER.

Hvis Kliché er Danmarks Devo-Kraftwerk så er Gasolin' måske Dan- marks Stones-Zeppelin? Gasolin' startede ud på 70-tallet (her med en vis Woodstock-Hendrix-feeling i Thy-lejren som på linie med Chri- stiania var et af den tids utopiske rum for sociale eksperimenter)
og nåede at blive solidt rock-og-rul-københavnske før forsanger Kim Larsen drog til New York på 80-tallet (her og her og her) for at for- søge at starte en solokarriere op. Retur til Danmark kom han da og lagde sig fast på den folkelige pop som han er kendt for.

Herr Wold refererede i sin spalte i lørdagens Klassekampen til et par indlæg i svenske Aftonbladet. Jeg havde faktisk bare læst Therese Bohmans udspil og ikke fået Raattamaa og Hallgren med mig.

Margreth Olin sin bog anmeldes -------------------- [hær] Men hvad siger man andre steder om samme sag?

Dér er Helena med en rapport fra Textmässan.

Bring on -------------------- the dancing horses

Anmeldelse af Nicolas Bourriaud: Relasjonell estetikk her ----- Jon Refsdal Moe talks back i kommentarfeltet og her er hans anmeldelse.

Lørdag og søndag ruller Textmässan i Stockholm. Se efter det norske bord i mængden, her er både Audiatur, Au petit garage, Gasspedal, H Press, Nypoesi, Vagant og TransF:er Forlag repræsenteret. Sidstnævntes først udgivelse antologien Mellemrom ramte Bergen igår, en massiv sag! -- På Textmässan kan man lørdag klokken 12.35 lytte på et par Gasspedal-forfattere oplæse, det er Monica Aasprong, Annelie Axén (som man også kan træffe på FSL/Kritikers bord) og Simen Hagerup som vil fremtræde, Simen sikkert med en rabiat Michaux-oversættelse, don't miss out.

Idag bliver Kathy Acker 60 år, i den mexicanske grund hvor hun er begravet. Her findes et par klip fra et fint interview (og mere tekst er på vej) --------------- To Kathy, king of the pirates!

Nicolas Bourriaud med vind i sit relationelle hår
o
o
o
o
o
Nic: Oh, Claire, gurlfriend. What up wit da hairdo?
Claire: Nic, mes cheveux sont très relationnelle! (Alors, merde)

jeg ser en rød dør

og jeg vil ha den malet grün

ingen farver mere

jeg vil ha de skal blive til grün

jeg ser drengene gå forbi

dresset op i sommerkjoler

må glo i en anden retning,

ind i en computerskærm

pling, pling, pling, pling

Skriver om en bog --------------- [hær]

Blant yngre forfattere har det vokst fram en halvoffentlig blogg- og tidsskriftssfære for utveksling av litteratur og litteraturkritikk på tvers av de nordiske grensene. Ved å presentere tekster fra de andre nordiske landene, ønsker D*** med P**** å speile noe av den bredden som finnes i den unge nordiske litteraturen. Og la de norske debu- tantene inkluderes i et større nordisk litterært fellesskap, der likhetene er større enn ulikhetene ---------- lyder det fra D***

Ja? Litteraturglobalisering nu?

The Shädy Äcres War Machine skrider til et modsvar her.

Er De i Stockholm denne helg? ~~~~~~~~~~ Hold et vågent øje med kalenderen her, the grand Øyvind Rimbereid er (igen) på visit.

Det var Debord der engang sagde, at han ønskede at myrde biograf- en ”fordi det var lettere end at myrde en forbipasserende”. Og så er vi tilbage ved båndet mellem æstetik, satire og terrorisme. For Deb- ords udsagn, hvor spillende og ironisk det end måtte have været, viser tilbage til den gamle surrealist André Bretons opfordring til at begå den ultimative surreale handling ved at gå ned ad gaden og skyde vildt omkring sig på må og få – skoleeleverne fra Columbus High og andre steder rundt omkring i USA i løbet af 1990’erne, må i den henseende betragtes som fuldgyldige surrealistiske avantgarde- kunstnere, dristige disciple af overskridelsens og handlingens kult --------------- skriver Mikkel Bruun Zangenberg om Mikkel Bolt: Den sidste avantgarde i sin anmeldelse på Serups blog.

plastographique / journal of metabolism & metametabolism

#00012 available @

Whispering about Audiatur, festival for ny poesi in Bergen 27th
to 30th of september 2007. These fine poets will be performing:

Tomomi Adachi --------- Caroline Bergvall --------- Christian Bök --------- Ellen Grimsmo Foros --------- Leevi Letho --------- Mette Moestrup --------- Fredrik Nyberg -------- Cia Rinne --------- Jacques Roubaud --------- Gunnar Wærness --------- Plus, plus.

Sometimes it snoooooooooooooooooooooooooooows in april

Andy Kaufman wrestles a 327 pound woman >>>>>>>>>>>>>>>

Klassekampens redaktør Bjørgulv Braanen har en interessant kommentar til Vagant 1/2007s to spritnye interviews med Judith Butler og Camille Paglia. Kommentaren kan læses her.

Oslo --------------- ikke gå glip af Kristin Hersh idag.

Hvad er nu det her FSL Fria Seminariet for noko?

Anmeldelse af et par romaner --------------- [hær].

Aber! Aber! --------------- Was ist das?

Restaktivitet by JJ. We. Have. Identified. The. Quotation.

Sig ordet: se-mi-nar. Denne gang er det et situationistseminar med den eksplosive, mobiliserende titel "Forvent alt, frygt intet: Seminar om den situationistiske bevægelse i Skandinavien" - prustende når vores udsendte medarbejder frem til Folkets Hus på Nørrebro, hun mødes af dette skilt på døren, skrevet i pink. Men snart får man åndenød derinde og der bliver plads til en ekstra snigende person
i lokalet.

Tom McDonough bruger tid på at snakke sig rundt omkring den her lidt besværlige figur Guy Debord, manden som i manges øjne er = Situationist International. Debord stod for en nok så bureaukratisk ekskluderingsspiral som langsomt skulle reducere det internationale netværk som var = situationisterne (1957-1972). Om Debord byggede sit liv op som et kunstværk eller om det er den ekspanderende per- sonlighedskult som lukker værket Debord til en monolitisk fokus- punkt, det er svært at sige. Men de første fagter på seminariet ville
i hvert fald pille ved monolitten - åbne SI op, få SI til at bløde igen.

Den danske og tyske gren af SI (h.h.v. repræsenteret ved Jørgen Nash og gruppen Spur) fik snart et fur, Lars Morell har forsket på Nash og mener at Nash havde et problem med sit sprog: han brugte for mange metaforer. Nashisterne var ekspressive kunstnere, noget som Debord fandt tiltagende lidt plads til i SI. Kunsthistoriker Karen Kurczynski spørger bl.a. SI-medlem Jacqueline de Jong om de køns- mæssige dimensioner i SI; disse SI-gangstere som lavde détourne- ments ud af soft porn-billeder, what's up with that?

Men vores udsendte kan knapt sidde stille på stolen. Dagene siden Nørrebro ragede rundt i undtagelsestilstand kan tælles på en hånd. "69" står skrevet på alle byens skilte og mure, Jagtvej 69 - men måske også et andet 69. Et regulært Denkmal har bygget sig op på den tomme plads hvor Ungdomshuset engang lå, blomster og bamser fylder Ground 69.

Jacqueline de Jong kørte i taxa fra lufthavnen, taxachaufføren for- talte hende om Jagtvej; alle veje hedder Jagtvej nu, vejskiltene har man opereret på. Som Medusa, man rammer centralt, men spreder bare det man ville ramme ud, det multiplicerer sig uendeligt. Sorte katte, grupper gør sig synlige, malet som katte i ansigterne, i telt på Rådhuspladsen, på Hovedbanegården, ud over byens glatte flader.

Godt nyt fra idealisterne & fra Mary Poppins.

Vi forlanger byen fyldt med offentlige orgier.

Tidligere kunne man få en følelse av at de nominerte skulle uttrykke noe om sitt hjemland: Man skulle tydelig kunne se at dette er en svensk eller norsk roman, som skulle representere sitt land. De siste årene har de nominerte snarere representert den gode litteraturen i seg selv ---------- siger Jonas Thente i Klassekampen idag.

Anmeldelse af Dave Eggers: What is the What kan læses her.

Men nu kan det kanske vara nog med experimentellt litterärt baserat självrefererande avantgarde-nonsens som jag, när det kommer till stycket, ändå bara skriver på ren trots; det är ganska barnsligt av mig, jag vet det, och jag har trots allt en jobb att göra. Låt oss börja med att se på vad som faktiskt befinner sig i rummet, det som låter sig beskrivas utan att man lägger några värderingar i det -- Olsson, perhaps in some kind of conversation with Lund.

Ballade har i dagens anledning dedikeret hele forsiden til DAmerne.

A sort of walking miracle, my skin bright as a Nazi lampshade --------------- Plath læser her og her og her og her.

Au revoir, Jean! Wikipedia-artiklen er rettet til datid, no worries.

Stridsberg! Hurra, hurra, hurra! -- En anmeldelse her.

Litlive har fået nyt ansigt -- Dette kan være de tre redaktører.

Så ryddes Ungdomshuset, Jagtvej 69 -- Read more here.

And the Oscar goes to .......... Anne Schäffer.

I anledning af 8. marts, 0803-bloggen er åben ---------- Mere her.

"All of us here are practically starving!"

Caroline is in the house, mimer hermed Serups Kornkammer.

Hurra! Vagant 1/2007 er næsten færdig nu. På gaden medio marts.

Vårskog har introduceret mig for konceptet Migraine Art.

yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah
yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah
yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah
yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah
yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah right

Her er Terje ---------- Fotografisk input courtesey of Tigerclaws.

Særlig «The Motion of Light in Water» preget forståelsen min av verden lenge etter endt lesning. En kveld da jeg satt på en brun bar i Trondheim, ble jeg nesten en viril, svart newyorker fra 70-tallet, rik- tignok fanget i en kvinnekropp: Det slitne klientellet og fyren foran meg som spilte irske folkeviser, fikk plutselig et skinn over seg de ikke ville hatt ellers. Therese Tungen har et strålende essay om Samuel R. Delany i KK.

Fria Seminariet i Litterär Kritik go Helsinki.

Anmeldelse af Martina Lowden: Allt kan læses her.

Neil:
When it's good for you, babe
And youre feeling all right
Barbra:
When you just roll over and turn out the light
And you don't bring me rawlplugs anymore

Det är inte roligt att förstärka klyschor. Men det samarbete, den cirkulation och det utbyte av texter och aktiviteter som tagit plats på den nordiska poesiscenen under de senaste åren kräver att beskrivas med ordet ”nätverk”. Småförlag, tidskrifter, sajter, bloggar i Dan- mark, Finland, Norge, Sverige kan kallas in som vittnen i en process, som är på väg att förändra den samtida poesins villkor och former --------------- säger Jesper Olsson her.

Shot through the heart (kinda) / And you're to blame ---------- [kw]

Jeg agerer flink publikum (her) med masser af overskud i den første sal. En kvinde trækker en lang tekstrulle ud af sin vagina, imens læser hun op fra den. To bruger deres kropsvægt på at spænde en bue ud mellem sig, pilen peger direkte mod kvindens bryst. En afklædt kvindekrop (der er intet ansigt) vrikker i slow-motion på en strand med en hulahopring omkring livet, ringen er lavet af pigtråd og laver mærker i huden.

En mand tisser i sine bukser, vædsken spreder sig langsomt, næsten poetisk, udover de hvide lærredsbukser. En mand skydes voldsomt, igen og igen, han ligger sammensunket, væggen bag ham er effektfuldt dekoreret med et splash af rød farve.

Jeg går ind i et lille mørkt rum, her er mange publikummer, de ser på en sort/hvid film der viser en kontinuerlig række af scener hvor kontakt mellem to mænd opnås, en slags homoerotiske besvimelser. I hjørnet bag publikum lyser et ansigt op på en lille rund hovedformet skærm, det fremviser reaktioner på noget det ser. Når jeg ser på ansigtet og ikke på filmen så tror dele af publikum at jeg ser på dem. Kroppene rykker uroligt på sig.

Jeg går op ad trappen, en rødmalet mund, et kvindeansigt, kommer imod mig fra gulvet. Ansigtet udtrykker glæde, tror jeg. En kvinde bløder menustrationsblod ned af sine ben, blodet er som mørke per- ler. En hysterisk bejaende punk-popsang spilles, yes, yes. Det er som et populærkulturelt fænomen der lanceres. Jeg tager billeder af det ekstatiske kvindeansigt som hopper imod mig fra gulvet, men korrigeres af en vagt.

På første sal begynder min fremfærd at kompliceres. Salen er opdelt i tre båse og den første bås går jeg ind og ud af flere gange, som en plade der er gået i hak. En kvinde forsøger at sminke sig, men det rykker så voldsomt i kroppen, stød på stød, at make-uppen sidder ganske skævt. En pudderbørstes hår stryger varsomt, i skarp kontrast, over huden. På gulvet ligger en lille pigekrop med benene stikkende ud af en sort affaldspose, den lille pigekrop har et temmelig massivt hard-on. Jeff og Ilona breder sig ud højt over mig da jeg passerer.

Så går jeg igen frem og tilbage, frem og tilbage. Hvad er det egentlig for nogle pletter der er på gulvet? Et ord "Rwanda" står skrevet med store sorte bogstaver igen og igen, baggrunden er hvid, der er absolut ingen blod. I en kølig glasmontre står et køligt porcelænstræ, i træet hænger døde stinkende kroppe, det kryber med orme og mider overalt.

Affekten tager til ovenpå, jeg hulker ukontrolleret. Den kvinde som blev beskyldt for at være for vakker. Nu sidder hun på en bækkenstol, kroppen er nøgen, udflydende. Det skaldede hoved nikker lidt til siden, munden vrænger et slags smil; denne krop skal dø snart. Rummet er åbent ned mod den sal jeg netop passerede igennem. Ilonas glorificerede pornoansigt stikker op og jeg vakler formålsløst rundt. Mødre og døtre kysser hinanden med løg i munden.

Ovenpå, jeg er drænet. En gylden lort ligger koket placeret op ad et hjørne. Ovenpå, en mandlig publikummer gisper højt og vrænger ansigtet i smerte, kønsdele bliver perforeret af nåle. Jeg går forbi ham og midt ind i rummet, står der lidt og virrer.

Anmeldelse af Ildfisken nr. 35/36 kan læses her.

Det ligner en kirkegård, en slags by i byen, høje huse, en amerikansk grid. Når du går ned imellem de høje grå stensøjler så forsvinder lyden udefra. Stenene er regelmæssige, bare højden på søjlerne varierer. Men grunden du går på er bølgende, ujævn. Stenene under foden gentager det overordnede mønster, her er flere små grå stenkister, som i et kalejdoskop, mængden ekspanderer ud i uendelighed, til sidst grus, gruskorn, the one, the million, the zillion dead.

Ude på fortorvet fortsætter gravene, nogle er så lave at de ligger i højde med byens niveau. Du træder på en grav, uforvarende, hverdagslig gravskænding, du ser ind i labyrinten af grave, gå ind? Fotografere ............... helt umuligt, sletter med det samme, sletter
og sletter. Men se ............... så lykkedes det alligevel, kravlende rundt på knæ på en nærliggende ............... party-pavillion.

Ever Is Over All envelops viewers in two slow-motion projections on adjacent walls. In one a roving camera focuses on red flowers in a field of lush vegetation. The spellbinding lull this imagery creates harmonizes with the projection to its left, which features a woman
in sparkling ruby slippers promenading down a car-lined street. The fluidity of both scenes is disrupted when the woman violently smashes a row of car windshields with the long-stemmed flower she carries. As the vandal gains momentum with each gleeful strike of her wand, an approaching police officer smiles in approval, introducing comic tension into this whimsical and anarchistic scene.

Jeg har ingen baggrund. Jeg tror ikke, der var noget, inden der blev en baggrund at være på. Der er ingen oprindelighed. Det med at sige, at folk er oprindeligt skomager eller et eller andet - jeg er hele tiden på vej frem mod min baggrund, og derfor står alle muligheder åbne ---------- c/o konverserer med J. Leth i Blå Port nr. 70.

Kontroll? Protection? Protection? Kontroll?

Introducing Pompel & Pilt -------------------- ekstremt skræmmende norsk avantgarde-børne-TV her og her og her.

Jeg kan ikke slukke for blikket, selvom blikket sårer kroppen som en kniv. Men hvis man ikke kan slukke for blikket, så kan man se på blikket som sårer kroppen som en kniv, se på blikket, kritisere blik- ket. Men noglegange ser man bare på det, på blikket der sårer blik- ket der sårer. Det gør mig så træt, Tommy, men det bare fortsætter.

Anmeldelse af Marit Eikemo: Mellom oss sagt kan læses her.

Textmässan 2007 --------------- rears its Gothic head.

Gasspedals netside er opdateret med en håndfuld nye links.

((((((((((audioei))))))))))

Vældig kort anmeldelse af UKS Forum 3/4-2006 kan læses her.

Gu-gu-gu-gu-gu-gu. Den her tekst vækker respons flere steder. [gu]

Hm, jeg lurer lidt på hvad jeg skal gøre i Berlin. Et par ting jeg absolut skal er at 1) hænge post-pønk-romantisk rundt på hustage iført lang mørk jakke og 2) drikke et par sodavand for meget og løbe hujende gennem indkøbscentre ---------- Andre forslag?

Kommentar/feltsjov --------------- her.

Ulf Eriksson går fuldstændig hujende Kalypso i Svenska Dagbladet.

Igår da jeg indtrådte på Café Operas dametoilet indtrådte jeg også uforvarende midt i en på-et-andet-litterært-arrangement-parasit- terende slippefest for fanzinet Ikke til hjemlån #6. Ikke til hjemlån #6 består af A4-ark som er foldet på midten og stiftet med to klips
i ryggen. Forsiden på #6 viser en smilende kvinde hånd i pote med en smilende hund, ordene "kan brytes" er klippet ind nederst ved kvindens venstre albue. Altså bruddet, fokus på bruddet.

Ikke til hjemlån #6 er kort sagt collage og flygtig håndskrift for alle pengene. Skalamæssigt bevæger vi os fra den hårdnakkede ulæselighed over en særegen lokal form for humor for så at ramme plet ned i det decideret satiriske. Læseren vil bemærke et fokus på tragikomiske familierelationer, noget som Ikke til hjemlån har til fælles med store dele af yngere norsk samtidslitteratur.

Asiatisk i sin vælde er angsten, her er megen klippe-klistre fra hvad man må formode er kinesiske ugeblade. Hvad er det Ikke til hjemlån #6 ønsker at kommunikere? Måske at familien er en blodklub (vi mistænker en relation mellem bloggen Blodklubb og nærværende fanzine) hvor specielt børn og dyr tortureres under normalitetens, domesticeringens og konventionernes tunge åg.

Ikke til hjemlån #6 indskriver sig i en lang tradition for lo-fi selv- publicering. Æstetisk mindes læseren måske vagt om riot grrrl-fanzinet, i Norge repræsenteret ved bl.a. Ovary Action og, måske, Avsagd Hagle. Andre lige så vage associationer retter sig mod grodahleismen, mod Victor B. Andersens Maskinfabrik, Asger Jorn og Guy Debords Fin de Copenhague og/eller litteraturfanzinet Grønn Kylling (arb. tittel) --------------- Eneste kontaktinformation er e-postadressen hjemlan@gmail.com.

OEI POETRY AREA: EXTENSION 1 ~~~~~ Don’t be late! Välkomna!!

What the hey? --------------- Unite, all situs.

CYF klummer om Underskog og anden social software her.

I nat mellem 02.00 og 03.00 genfandt jeg Mio og Mao, to modellervokskatte hvis idiotisk-søde introsang, via evindelig gentagelse, blev implementeret i mit forsvarsløse barnehoved på 70-tallet engang.

Lindholm er igen ploggens udvalgte gourmet kok.

Anmeldelse af Marita Fossum: Kjære Gjetergutt kan læses her. I samme nummer af Klassekampen interviewes Mariann om Litlives skandinaviske udvidelse som er undervejs. 10-4, over and out.

I mørke er alle Øysteins --------------- yndigt lysegrå.

Mens vi venter på den skandinaviske Litlive-udvidelse: -------------------- En smule entusiasme og raseri.

Hvem er forresten bange for neoavantgarden?

But no living man am I! You look upon a woman -- Godt nytår, mor.