Grovt sagt tenderer disse strukturelle forskjellene til at litteratur av kvinner leses inn og ned, altså personlig og individuelt, mens romaner av menn leses opp og ut, de blir eksistensielle og universelle. Disse strukturelle forskjellene synes å ligge i både kvinners og menns lesninger. Vi er alle, som Wold også sier, oppvokst i et kjønnsdelt samfunn. Men okei, hvis det nå er sånn: Hvordan gjøre noe med det? Hanne Ørstavik i en kommentar i KK idag.

Oh, by the way. I just gave birth to a beautiful baby boy. I call him Bingo. How about that, Shady? .......... & congratulations to you.

Bingo, you have made my life complete.

Åh. Netsider og opdatering. Well-well. Men i seneste AKA er der bl.a. et fint interview med Geir Follevåg og i seneste Demo bl.a. en fin artikel af Karin Haugen. Now you know.

Fandt sandelig den gamle beatnik-film Pull my daisy, og så siger Burroughs-Coppola god jul her, her und her.

************Claws Awards 2006 er her************

[trompetfanfare]

[symfoniorkesterbrag, violiner der langsomt toner ud]

[Claws går frem på scenen, ind i spotlyset og griber mikrofonen, der er absolut tystnad i salen]

Jeg forsøger at se tilbage ... Se ansigter, landskaber, places I remember ... Men alt jeg ser er GlueTube, Underskog, Shädy Äcres, lam Lillehammer-blogging og endeløst lange Word-dokumenter der scroller forbi. 2006 var året for såkaldt socialt software, den 27/2 noterer Claws i sin dagbog at Underskog er en "vulgær puleklub for kulturegoer" - ikke desto mindre har hun brugt et ocean af tid i skogen og bare ét andet sammenstrikket stykke socialt software slår Underskog, det er så klart GlueTube: Claws har pr. dags dato set 2527 videoklip på denne kanal. I den forbindelse skal første Claws Awards uddeles, årets største forstyrrelse blev nemlig introduceret til mig af Tommy med hvem jeg har delt mangt et videoklip i kategorierne pønk, 80-tals og ... weird. Tommy, i samspil med Shädy Äcres' übergravide Sara og Mikkel, I får aftenens første Claws Awards, for outstanding contributions to the disturbance of my concentration!

Det har været et lidt mindre eksotisk år når det gælder oplæsninger, noterer jeg mig. Dog, på Københavns Poesifestival i Litteraturhaus sad et helt bord og sukkede og stønnede over Madame Ts ævlende poeticeringer, vi blev først rigtig glade da Jan Erik Vold entrerede scenen, bordet blev straks i bedre humør ... En sjælden gang sker der magiske ting når der oplæses, lysekroner falder ned, den slags. Da Joar læste i Oslo stak en mikroskopisk skævbenet hund snuden ind ad døren og gik i dialog med oplæseren, hvilket jeg vil mene var lidt mere end et sjovt øjeblik, snarere var det en klar intervention, en henvendelse, et samspil, ja, et samarbejde der for et øjeblik op- stod ... Men det er svært at ignorere Simens brølende Michaux på Ugglan senest. Dette er en præstation der lover godt, ikke mindst for den kommende michauxske udgivelse på Gasspedal -- Heja, Simen/ Michaux! Og heja for Kritiker-redaktør Annelie som med et rasende vovemod tog ordet på Ugglan og addresserede publikum med charmerende autoritet og hujende entusiasme.

Gasspedal havde redaktionsmøde i Paris, maj 2006. De to pedaler udførte i den anledning en aktion mod boghandlen Shakespeare & Co hvor Gasspedal-bøger blev placeret på hylderne uden ekspeditricens medvidende. Dette vejer dog ikke op for den katastrofalt dårligt arrangerede hjemrejse som Claws beklageligvis stod for, en hjemrejse som resulterede i en overnatning i Stockholm, mindst ét misset fly og diverse uforklarlige, ekstremt omkostningsfulde operationer over skranken på Arlanda. Den ene af de to pedaler var således komplet udpedalet da hun skulle fremtræde på et arrangement i Bergen en time efter hjemkonsten, en præstation som da også fortonede sig i tågerne. Imidlertid, en glitrende Claws Award skal gå til Audun, uden dig som boksebold var det fx ikke lykkedes mig at aflevere mastergradsopgaven! Nu genstår det bare at du læser den også. Gratulerer! ---------- Og sooooooooooooooooooorry.

Claws havde et intenst møde med den yngere gren af den norske venstrefløj i år, takket være Karin. På Demo-camp skulle debatter udføres i havestole i kogende solskin, noget som lykkedes forun- derligt bra. Claws - som var dér for at diskutere postmodernisme med Redaktør Wold - er noteret for følgende drønsmarte afslutningsbemærkning: "Vi kan summe om postmodernismen i løbet af helgen, på søndag vender vi tilbage med en endelig konklusion" -- Men da søndagen oprandt skulle Mariann være behjælpelig med et telefonnummer til Tønsberg taxi eftersom raddisserne havde sejlet sig selv under bordet og derfor ikke kunne træde i kraft som chauffører. Claws Awards til Karin og Mariann, yeah yeah! Og til Redaktør Wold, yeah yeah!

Det er ikke svært for mig at kåre årets fest, en fest som næppe var blevet en fest uden dem vi festede for, nemlig vakre og unge Mathias, CYF og Lars og de endeløse mængder af snille folk som duk- kede op. Det var en decideret fryd at bruge 7 timer på at lave mad og timingen var perfekt, en cd med bandet We are wolves (som jeg opdagede på GlueTube, by association fra det her klip til det her klip til det her klip) lå til mig i posten netop på denne dag. Men mens vi snakker om musik så er det uundgåeligt ikke at snakke både Kraft- werk og om min venlige nabo Mazdak hvis zitar-spillede musiske nærvær oser gennem væggen med jævne mellemrum -- Heja for Mathias, CYF, Lars og alle de snille folk som dukkede op og for Kraftwerk og for Mazdak!

Så genstår blot to Claws Awards og de går til årets krigsrapporter Mazen, med ønsket om fred på jorden, og årets ~~~~~~~~~~ jålebukk som er Claws herself og hendes ~~~~~~~~~~ endeløse irriterende ornamenteringer.

Hm, der er en god bunke Claws Awards tilbage i kurven, de er ... nærmest dildoformede, lavet af keramik som er dækket af orange og sort glasur. You can have one too, baby, go right ahead.

Hvepsen fortæller: "Ofte er det ikke svært at komme ind i menneskernes boliger. Der er det søde overflod. Når man står og skal ud, er det sket mere end én gang, at man pludselig støder mod et ekstraordinært forbud, et absolut forbud. Forgæves gennemsøger man med alle sine øjne det synliges felt. Blomsterne lige her i nærheden vifter i brisen (dog uden dufte). Nytteløst at prøve at nærme sig dem. Det er lutter slag i hovedet, så snart og hver gang man prøver at nærme sig. Hvad skal man så gøre? Idet man ophører med at træffe gen- nemtænkte forholdregler, bør man hengive sig til det voldsommeste delirium, og idet man flagrer fuldstændig i blinde i alle retninger ... befinder man sig pludselig udenfor, reddet! Dér har du Hemmeligheden. Andre hemmeligheder, ved hjælp af hvilke man kan klare
sig ud, kendes ikke." ---------- Henri Michaux, 1963.

Aiai --------------- Her bor Simen, samme Simen som brølede sin Michaux-oversættelse ud sidst jeg så ham på Ugglan i Sthlm.

Anmeldelse af Pablo Llambías: De elskendes bjerg kan læses her.

I wonder ... I wonder ... Do I get a Claws Award for x-mas this year?

Chomsky versus Foucault (1971) via Poetic Invention.

Thomas Götselius läser Sveriges modernaste telefonkatalog och blir först bedövad, sedan betvingad ---------- her.

Har vi en litterær avantgardisme i Norge anno 2006? Ja, men den taler i små bokstaver på et språk i drift ---------- siger Økland.

Nogen udenlandsdanskere ønsker ikke at mænge sig med folk i en dansk forening - de er jo ikke rejst til Norge for at møde danskere. Det har vi fuld respekt og forståelse for, så for dem er foreningen ikke noget at spilde fritiden på. Men for andre som har behov for
lidt smalltalk, billige danske grin, brun sovs, spegepøse og andre småligheder så er det værd at prøve at være med her.

*****LITTERAT*****

Alene,
Være sit eget brød,
Og ydermere opmagasinerer han sig selv, som han siger,
Og fiser gennem alle sprækker.
I blokke, i lameller, i stråler og i krystal,
Men bag muren af hans ord,
Bor den store døve.

Henri Michaux, 1928.

Anmeldelse af Nordahl og eftf. 3-4/2006 kan læses her.

When I feel the urge for a little bit of anti in my life I trust that Shädy Äcres will provide me with massive ammounts of the sweet, sweet stuff that true anti is made of … Have a happy anti-x-mas at Shädy Äcres! ---------- (a commercial presentation brought to you by Tigerclaws Business Solutions)

Eksamen i avantgardetradition og diverse klokken 12.00

Ungdomshuset i ploggen ----- 16.december står slaget.

Greetings from the fif ----- Claws says peace.

Decentering the subject, snapshots fra Fria Seminariet i Sthlm.

They have invaded Iran! Mere her.

Anmeldelse af Lars Mikael Raattamaa: Svensk dikt kan læses her.

Okay, I don't look like Aki Hakala, I am Aki Hakala.

I know that face! A. Lindholm debuterer som plogskribent.

Kromann, Eslund og Woetmanns bl.a. om hvorvidt man skal spænde sin bog for den politiske vogn ~~~~~~~~~~~~~~~ her.

Fria Seminariet i Litterär Kritik inbjuder till öppen föreläsning:

Professor Anders Olsson talar under rubriken

Tankar om skillnadens konst

Fredagen den 8/12 kl. 19.00. Fri entré

Konsthögskolan, Skeppsholmen
Lokal: Modellsnickeriet (det lilla huset nere vid kajen)
Adress: Holmamiralens torg 8

Lørdag we go --------------- here.

This one goes out to Karen, Karen Carpenter. Mig og Karen har mødtes et par gange, men aldrig så intenst som i 1999 -- og så igen igår. Jeg har svært ved at forstå den her magre søjleagtige let krumbøjede krop hvor håret synes at være klistret lidt skævt på, hvor tøjet lissom suger sig til det magre kød, laver snirkler, som på en flødekage, krummelyrer som er så happysad ... Som skal pynte hvor kroppen tydeligvist bare kan én ting, bøje sig stift forover og spy ud den her kæmpemæssige stemme:

Closer than the leaves/ On a weepin' willow baby we are/ Closer dear are we/ Than the simple letters "A" and "B" are, ja, og hvorfor ikke synge med på min yndlings karaokesang fra helvete, mere glasklart er følelsesmæssig anorexi (altså uden at tage den symbolske vej via maden) vel næppe nogensinde udtrykt.

Sonic Youth har dyrket Carpenters, Thurston synger ordene come again med hvad jeg hører som en skarp k-lyd, måden hvorpå han holder den gyldne mikrofon, the oral fixations ... Hm, og her kommer Barbie-dukkerne ind, i Tunic (Song for Karen) kan det næppe blive tydligere hvor Sonic vil hen med Karen.

Husker egentlig ikke hvor jeg ville hen med den her tekst, men igår ... så fandt jeg endelig filmen, Todd Haynes' animationsfilm Superstar: The Karen Carpenter Story fra 1987. Véd ikke om dette er en ... hm, dækkende præsentation af Karen Carpenters liv eller af sygdom- men anorexia nervosa, men ... Ja.

Ja? Kritiker? Og Kritikeren? Flertalsformen er stadig ledig.

Anmeldelse af Prosopopeia 3/2006 kan læses her.

Islam er det mennesker gjør den til – og i dagens Danmark gjøres islam (men ikke bare islam, også Danmark selv og kanskje hele den øvrige verden) til en karikatur. Dette er sannsynligvis den dypere betydningen av den såkalte karikaturkrisen: Dansk kulturdekning og opinionsdannelse har mistet forankringen i det historisk konkrete og styres isteden av ideologiske karikaturer -- Dette siger DNs Stefan Jonsson i en tekst som står på tryk i Morgenbladet denne uge.

Dette arrangement må desværre udskydes på ubestemt tid (har mistet et vitalt dokument) ~~~~~~~~~~ Ellers, fronten rykker til Tromsø denne uge: Avant la hårtørrer!

Done! ---------- Færdig! ---------- Finito!

Anmeldelse af Agnar Lirhus: Til øya kan læses her.

Øystein har fine billeder fra igår.

Mariann taler ud her, og den omtalte Serup har fået bloggerjob.

Min gode nabo Mazdak Shafieian (som er debuterende poet og redaktør med noget at fejre i Bergen imorgen) er idag blevet anmeldt i Fædrelandsvennen, jeg citerer anmeldelsen i sin fulde længde:

Denne forfatteren er fra Iran, men bor i Norge. Det er et bilderikt språk, og jeg får følelsen av at dette dreier seg om en hjemløs hund – et slags utenforskap. Når du er fremme ved det du lengter etter, da forsvinner det.

Spørgsmålet genstår om ikke alle lige så godt kunne have været foruden denne række af subtile biografistiske fornærmelser.

Universitetet i Bergens hemmeligste netside.

Claws går under lavmålet ... (igen) ... (igen) ... (igen)

Præmiere! ---------- Første egenproduktion.

Monica Aasprong ---------- nu på net.

Lou Barlow & kitty kitty kitty kitty kitty kitty kitty.

Øh, Fyens Stiftstidendes anmelderskole? ----- Hvad siger fx Serup?

Så gør vi sådan når vi vasker vor tekst
vasker vor tekst, vasker vor tekst
Så gør vi sådan når vi vasker vor tekst
vældig-sent lørdag aften

Så gør vi sådan når vi vrider vor tekst
vrider vor tekst, vrider vor tekst
Så gør vi sådan når vi vrider vor tekst
vældig-sent lørdag aften

Så gør vi sådan når vi hænger vor tekst
hænger vor tekst, hænger vor tekst
Så gør vi sådan når vi hænger vor tekst
vældig-sent lørdag aften

Så gør vi sådan når vi stryger vor tekst
stryger vor tekst, stryger vor tekst
Så gør vi sådan når vi stryger vor tekst
vældig-sent lørdag aften

Etcetera ------- Etcetera ------- Etcetera

Gratulerer, Lyrikvännen! ---------- Miss ya.

Der er nogle forfattere der sniger rundt på Bryggen Museum idag.

Vertigo förlag kunne vist bruge en Rumsfeld eller to.

Her har vi ny lyd fra ---------- Caroline Bergvall.

turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens turbulens

Hvorfor er jeg så redd for små gule plastiktigre? Hmmm.

På fredag snakker bl.a. denne mand på dette arrangement.

Hello! ~~~~~~~~~~ Nyt bergensbaseret forlag.

Læste netop denne anmeldelse --------------- MM er ellers sidst set med en rygende replik i mundvigen i kommentarfeltet her.

For another half hour we just stood there, alive in Iran! in the middle of a large, vast, echoing arrival hall, until finally the single bordeaux plastic telephone residing on the single table in the middle of the echoing hall suddenly rang -- Mere her.

Therese Tungen anmelder Hvedekorn i Klassekampen.

Åh, at flygte til Spanien, til Norge, ind i astralkurser, ind i den store kærlighed. På den anden side: Hvor ellers skulle man flygte hen? --------------- Siger Nexø om Llambias her.

Hello Oslo! Gå på fest med verdens fineste Fabrik.

Temperatur --------------- i kommentarfeltet her.

And it makes me wonder. Jeg blev i 1999 udsat for tekstgennemgang v/Ole Robert Sunde, det er noget jeg aldrig glemmer. Jeg lo & lo & lo, næste dag fik jeg et angstanfald. Jeg lo måske så meget fordi, mens Sunde læste min tekst og plukkede den fra hinanden ord for ord, sætning for sætning, så så jeg for mig hvordan han hoppede på teksten indtil den knækkede sammen under ham, som glas eller is eller som et lille skelet af en slags.

Jeg har to små udsagn jeg gerne vil hoppe lidt på idag. Det ene findes her ("Forfatteren [Maja Lee Langvad] er selv af anden etnisk herkomst, hun bruger sig selv og sin baggrund meget direkte, men bogen er hverken "etnisk frelst" eller navlepillende.") og det andet findes her ("Faktisk roser de hende [Mette Moestrup] for det samme, [...], at skrive en feminisme uden forurettelse ... ". Det vil sige, ifølge danske litterater kan man gerne være etnisk, men ikke etnisk frelst og man kan gerne være feministisk, men ikke feministisk og forurettet. Join me on this wild train of thoughts.

Hvad er det begge udsagn gør? Jo, de opdrager. Den eventuelle negativitet der risikerer at strømme ud af en anderledes erfaring gives plads, men den må artikulerer sig forståeligt, indenfor den parlamentariske orden. Den kan ikke bare sprænge sig i luften, dadadada- BOOM, som en anden selvmordsbomber, den må træde ind i den symbolske orden og derfra artikulere sig klart og behersket om sig selv.

Krigen mod terror er et fint udtryk, det betyder faktisk krigen mod det frygtelige. Men hvor vover jeg blot at tænke at disse to udsagn kæmper i krigen mod det frygtelige? Fordi de, som jeg ser det, er udsagn som ønsker sig at Det Andet skal holde op med at være Andet, altså være Andet på sin måde, med det ubehag der nu kan risikere at følge med.

Feministen kan ikke være forurettet, doesn't look nice, og den etnisk belastede, altså den som har erfaret sin etnicitet som tragisk, må lægge tragikken bag sig: vi kan rumme begge, men kun hvis de først tømmer sig for alle ubehagelige følelser som vi ikke ved hvad
vi skal stille op med.

Pablo Henrik Llambias bruger udtrykket "The Scandinavian difference levelling engine" (i kataloget "Fundamentalisms of the New Order") om de socialdemokratiske visioner om lighed som fra 60-tallet til 80-tallet var med til at forme Danmark. Fukuyamas nyliberalistiske hovedværk The End of History and the Last Man er også en difference levelling engine. Dette er efter sigende Bush-administrationens Bibel, en Bush-administration hvis sprogbrug på imponerende manifest vis har gjort sig til Sandhed i Danmark.

Fukuyama beskriver i sin bog hvordan et liberalt verdensomspændende demokrati venter for enden af historien, noget som betyder the end of difference. Men er det ikke netop disse visioner om lighed i verden som terroriserer os nu, løven skal hvile side om side med lammet, som i Paradis -- But oh, what horror.

For forskel findes jo, bare se ind i din hamsters bedende øjne, dyreblikket, en mand erfarer dette i Cortazar-novellen om den mystiske fisk axolotl, der er en fare der, ja. For blikket kan trække dig over ... hvor frygteligt ... bekæmp det.

No no no. I say Hit me baby, one more time.

Igår var jeg på seminar i sammenhæng med denne udstilling som nu er i Bergen. Lad mig i det følgende nedskrive et par noter i henhold til tre af oplæggene på seminariet -- Obs! Der var yderligere to oplæg plus en kommentar og jeg var ikke til stede ved den afsluttende debat. Se iøvrigt også McAlinden og Røeds kommentarer på sidstnævnte link.

O. Howell holdt oplægget med den interessante titel: “Skateboarding through the neoliberal city: architecture, youth culture and the cultivation of flexibility”. De to ord vi skal lægge mærke til her er "neoliberal" og "flexibility" -- Skaters kultiverer flexibilitet i den nyliberalistiske by, på den måde at hvor der er skatere er der coolness og hvor der er coolness er der business. Det forventede (med kriblen i maven) modsætningsforhold bliver altså hos Howell til en produktiv relation, men han siger: Skaters are consumers of architechture without engaging in the buildings productive functions. Og vi får at vide at: corporations design people out of these plazas, de vil ikke betale for vedligeholdelse. Men at skaterne alligevel er der, gør at vi kan sige (puha!): Skaters formulate a critique of how space is distributed, they form a critical exterior to the corporate plazas.

J. Weyland er mere melankolsk anlagt end det, han taler om skaternes relation til kunstverdenen. Vi får straks en følelse af udnyttelse, af vold her. Stemmen er træt, noget er autentisk og bliver føkket med af noget inautentisk. Der er noget homoerotisk over kunstverdenens interesse for skaterkulturen, siger Weyland. Kunstverdenen (som selvsagt er homo) befamler den unge skater som selvsagt (jeg tolker den triste, let irritable stemme) er real, altså straight. Weylands stemme bliver til en melankolsk summen, jeg slutter at lytte ... zmmmmm ... coopted ... zmmmmm ... woman artist ... zmmmmm.

Kurator J. Ekeberg entrerer scenen, vi forventer syntese by now. Ekeberg taler om blurring of categories, han er ikke bange for design: Kom an, design! I en kunsthal mixes kunsten med the everyday, sådan bringes den til folket. Ekeberg læser (med stort tryk, temperamentet lurer) fra anmeldelser af udstillinger, kritikerne are borderguards against transgression, kritikerne are policing the borders of art and the everyday. Og Ekeberg siger ja, at kuratere visuel kultur ("diskursive kunstudstillinger") er en praksis som er i sin opstartsfase -- for hvordan med relationen til fx skateren, det er måske kunsten?

Udstillingen er både critical and a celebration, siger Ekeberg og jeg går ud af rummet, ud på gaden, forbi et butiksvindue, ser den fineste T-shirt som lyser med sit brilliante design, den er hvid og der står: I [heart] skate, men udsagnet er streget over, der står med orange: cliché. Alligevel er de to udsagn fuldt synlige, ligeværdige: den tragiske kærlighed ("autentisk") og den parodiske, drillende - helende - negation.

Kritikeren --------------- The New Hot?

Anmeldelse af Brit Bildøen: Mitt milde vesen kan læses her.

Ari Behn har altså utgitt romanen Entusiasme og raseri hvor han åpent refererer til seg selv og andre reelle personer. Og mens landets kjendisredaksjoner strever med å takle denne nye litterære trenden, har kritikerne møtt boken med en kjelkete form for psykologisk mo- ralisme. "Selvopptatthet" er denne uken blitt opphøyet til et eget litterært kriterium.

Lena Lindgren i MB om den nye! hotte! litterære! trend! Ugebladsavantgardismen

... at en række indkaldte entertainere dårligt forklædt som eftertænksomme æggehoveder skyder fra hoften i en lind grød af pueril salgssnak – »se mig, hør mig!«.

Zangenberg langer ud efter kritikerne og showet fortsætter her.

Man konverserer om den norske udenrigsminister Gahr Støres Solstad-læsning på (...).

Og idag fylder den unge mand, her på min højre side, år -- Hurra.

Grøss & gru! Grøss & gru! I Klassekampens bogmagasin.

Thomas og Claus er i --------------- Iran denne gang.

Bees die while sleeping -- erh, in your beard or something.

My favorite colour is gold.

Sign --------------- here.

Anmeldelse af Stig Sæterbakken: Besøket kan læses her.

Money, money, money -- Mere her.

På visit hos en veninde i Oslo, et fjernsyn kører i baggrunden, en reklame fanger mit blik. Kvinder går stolte og med vrikkende hofter i flok i et demonstrationstog, de bærer skilte med slagord. Er dette 70-talsfeminister? Nejda, dette er kvinder som kræver mere natur, dette er kvinder som vil have hygiejnebind med duft af aloe vera.

Hjemme i Bergen ligger der en kuvert til mig, den er temmelig tyk og udenpå flagrer en bunke farmortrusser mod blikket der iagttager: kast dine grimme trusser som du bare bruger én gang om måneden, fine trusser all year long!

Bindet har nye vinger og trusseindlægget (som også følger med i pakken) er smalt nok til g-streng -- Og! Med det føromtalte som-en-frihedens-hvide-due-flabrende bind følger sandelig en lille vådserviet (ja, du har gættet det) med duft af aloe vera, jeg demonstrerer! Jeg har noget jeg vil sige! Jeg vil have mere natur! Jeg vil tørre min fitte i aloe vera og dermed være mere naturlig.

Farlig litteratur? Uff, nei, det er sånt begrep jeg ikke klarer å tage på alvor lenger. Akkurat som "ubehagelig" ble et hedersord på 80- og 90-tallet, når man snakket om litteratur. Slike ting forteller som regel mest om rådende smaksoppfatninger og om parnassets ønske om å omfavne det subversive. Når farlig litteratur og ubehagelig litteratur blir etterspurt, er det fordi det finnes et marked for det, fordi det er blitt noe man kan selge eller noe man kan sole seg i glansen av. Siger Stig Sæterbakken i Bokvennen litterært magasin 2/2006 --------------- Like wow, this shit is all news to me.

Alle som skriver noe, er både forberedt på og vil gjerne ha uenighet, men Søbyes virksomhet bekrefter bare at den intellektuelle krisen i Norge er blitt svært alvorlig. Selv er jeg gammel nok til å tåle nesten hva som helst, men ikke alle som skriver, er gamle nok, desillusjonerte nok. De som i fremtiden blir utsatt for signaturen Søbye, skal vite det mange allerede vet, at slik litteraturkritikk ikke er i stand til å pisse hull i en eneste stein.

Litteraturprofesor ved Universitetet i Bergen Erling Aadland svarer igen på Espen Søbyes anmeldelse af hans bog Farvel til litteraturvitenskapen i Klassekampen hvis splinternye bogmagasin som kommer hver lørdag ikke gør meget væsen af sig på KKs netside som, hvis man fx sad i Danmark, ser omtrent så sexy ud som jeg forestiller mig LO-Bladets netsider kunne tage sig ud.

Øystein har billeder fra arrangementet på Bien Bar i onsdags.

Velkommen til sandkassen, der så vidt jeg ved er den første "corporate" litteratur-blog i Danmark. Siger Tue her.

Kritiker --------------- her.

Letter to Iran --------------- her.

Rødt æg

Ægget, jeg kogte imorges, sprang itu.
Det vidste jeg ikke, æg kunne.
Æg som bomber. Nej. Bomber har ikke, som æg,
blommer at have det som i. Som om
man overhovedet var indeni
og ikke udenfor og overfor og mellem
med forskellige æg i hår og skød og mund, sådan,
kløende, blødende, sulten, som man er
eller bliver igen og igen. Som om
man ikke hang sammen
med forskellige sammenhænge, sammen-
hængende eller usammenhængende, eller:
I sin oprindelige form synes krigen i høj grad at være en luksus.
Og andetsteds hos Bataille: øjeæbler, testikler;
ægget, som forskyder sig ... Jeg er i det mindste
ikke gravid. Og lusene elsker mig
for mit søde blod.
Et hjerte, i et loveletter,
stumt som et rødt æg.

Tilfældigt udvalgt fra Mette Moestrup: Kingsize

Not --------------- you again.

Anmeldelse af Lars Ove Seljestad: Bastard kan læses her.

Anmeldelse af Matias Faldbakken: Kaldt produkt kan læses her.

Der var vældig stærk solskin i køkkenet, jeg så op på Audun, han havde to ansigter. Vi sad nederst i gangen og ventede på en taxi, jeg havde en sort T-shirt over hovedet, den dækkede ansigtet. En dame kom fordi, hun havde piller som hun havde købt på recept samme dag. Efter en time sov jeg næsten, havde ikke så ondt mere.

The Oslo blues ifølge Mazen Kerbaj her.

Very --------------- nice.

I really have to spell it out for you, don't I?

Berlinske Tidende 7. september 2006

Historien om en fredelig dreng

PÅ AFVEJE. 18-årige RD er blandt de syv terrormistænkte fra Vollsmose. Hans venner og familie beskriver ham som en fredelig dreng, der i stigende grad er blevet opslugt af islam. Og at hans fængsling skyldes denne udvikling.

Af Jens Beck Nielsen

Natten mellem mandag og tirsdag kulminerede to års tiltagende orientering mod islam for 18-årige RD. Med trukne pistoler sparkede politibetjente døren ind til hans mors lejlighed i Vollsmose i Odense. RD, storebroren og moren blev lagt i håndjern, mens de to yngere søstre så på.

Og så videre -- Den citerede avisartikel fortsætter ufortrødent helt til sidste punktum med at spørge: hvad gik galt med RD? Til slut i teksten bryder RDs mor sammen og siger: Han er en god dreng. Han går meget op i religion, men han ville aldrig gøre nogen fortræd.

Hm, men hvis jeg nu var en marsmand som bare så denne artikel så ville jeg naturligt nok tænke: Nåda! Der er ikke religionsfrihed i Danmark, politiet buster din dør hvis du *i stigende grad* vover at lade dig opsluge af islam. Hm-hm.

Og her har vi en fin orange bog: Kulturkanon. Så skal vi se om marsmanden lærer sig mere om Danmark gennem denne.

Imorgen synger jeg den her sang til mig selv.

He opens his mouth -- out spills a voice that sounds like water feels.

Anmeldelse af Hanne Ørstavik: Kallet - Romanen kan læses her.

The Danbolt Building Is Now Open To The Public here.

Nielsen is putting out fire with gasoline -- Mere her.

Avant? --------------- En garde!

Han forestiller sig, at han er Jacob. Han er i Jacob, og Jacob er i ham, og Jacob begynder at udvide sig, synker gennem gulvet ned i en regnsmattede mørke jord, han breder sig, alle kloakrørene, regnormene, stumper af gamle plastikposer, lort, vættelys, knogler og tabte enkroner glider ind i ham, han vokser i alle retninger på én gang, rejser sig gennem huse, skyer, og jetfly, op hvor alting er klart, byen flyder ind i ham, urolige gadelamper, mure med flossede plakater, glasskår og mennesker med snavs under neglene, spyttet under deres tunger, husene med toiletter og korridorer, støvet, der vokser ud af mørket i krogene, hen over gulvet, ind i ham synker havet, bølgernes grønlige, slimede skum, gopler og skeletter af hvaler, alverdens strande, kontinenter, Golfstrømmen, nordpolen og vældige isbjerge sejler ind i ham, idet han hastigt udvider sig, jorden er nu blot en hvirvlende glød, et knappenålshoved, som forsvinder i mælkevejene inde i ham sammen med virvaret af solsystemer, bortkastede rum- sonder, kulde og så endelig det altomfattende mørke, det er i ham, og han er det hele, endeløs og uden centrum, alt og intet.

Første side i Vejlederne (1997) af Claus Beck-Nielsen

It won't be long now, now. Julen kommer, og den kommer snigende, for julehadere især da de jo - i modsætning til diverse kooperationer - forsøger ikke at tænke på den, julen. Men den kommer, and are we prepared?

Sidste år sad man bl.a. her og havde store planer for en anti-jul, men hvad nu? Skal vi bare lade den komme uden at være beredte? Brødre! Søstre! Ikke lad det ske.

Ak ja, those were the days. Her er så et billede fra en ganske almindelig arbejdsdag på mikroforlaget Gasspedal, dengang jeg var redaktør sammen med Audun Lindholm.

Ikke glem Skinnebens Wonderland nu.

Decent? Well, you surely realised your ambition. I certainly am decent. Of course I'm a cheat, and a liar and a thief, but I am decent.

Som Marnie siger til sin mor i Hitchcocks film fra 1964. Moren har fortiet at Marnie, for at forsvare moren der jobbede som prostitueret, som 5-årig dræbte en påtrængende sømand. Moren ser på Marnies hukommelsestab som var det en velsignelse, som havde hun fået en chance til. Marnie, som lever i et freudiansk helvede af ekspressionistiske kameraeffekter (stor opstandelse i forhold til bl.a. farven rød og torden) og forvredne følelser (hun er en is-
kold kompulsiv tyv som bare elsker sin hest), er nu - når den psykologiske boble slutteligt brister - ikke specielt taknemmelig for morens renvaskning.

Marnies psykologi fremstilles som helt latterligt instrumentel, men dermed også vældig teatral og filmatisk effektfuld. And it leaves me wondering, hvordan kunne en wienersk læges verdenssyn, formuleret videnskabeligt, rejse hele vejen til Amerika for - lig en virus - at spredes i populærkulturen (som via filmen her) og i reklamesproget og ikke mindst, hvordan ville verden have set ud uden.

Esthétique relationnelle? Ici et ici -- Men hvad er nu det med Viktor?

So hold me, Mom, in your long arms. So hold me, Mom, in your long arms. In your automatic arms. Your electronic arms. In your arms. So hold me, Mom, in your long arms. Your petrochemical arms. Your military arms. In your electronic arms -- Mere Laurie her og her.

CYF --------------- var på besøg i en by af bøger.

Serup & to meget hvide tulipaner her -- Plus shitloads of debate.

Homer var en gammel ged. Nej, det kan du ikke sige! Hvem var hun så? Blind? Jeg har set en buste af en blind mand, måske det var Homer? En af dem. Var der da mange af ham? Homer & Homer & Homer & Homer & Homer? Du mener sådan andy-warholsk, han havde kloner der poserede som ham? Ikke helt. Hør nu, måske han var en skole og ikke sådan Den Store Mester? Eleverne gik alle sammen rundt med sølvparykker på. Virkelig? Nej, det var vel snarere store bølgende skæg og vandrestave. De var alle Fortælleren, vandreren der opsamler historier på sin vej.

Indledningen til min allerførste hjemmeeksamen ---------- Kvifor fatter eg ikkje at det stadig går an å skrive slik?

A political party at the Cornykammer.

What? Du har aldrig hørt om cats in an expanded field?

Dette tilnærmelsesvist tomme subjekt spadserer (det var dét, der skete for den, der skriver disse linjer, og det var dér, han fik en levende idé om Teksten) i en dal, i bunden af hvilken der løber en Wadi (jeg benytter ordet Wadi for at angive en vis fremmedhed);
det han opfatter, er mangfoldigt, irreduktibelt og hidrører fra hete- rogene, indbyrdes usammenhængende substanser og niveauer: lys, farver, vegetation, varme, luft, sprøde eksplosioner af støj, svage fugleskrig, børnestemmer fra den anden side af dalen, stier, bevæg- elser, gestus, befolkningens klæder meget tæt på eller meget langt borte --------------- I [heart] Roland.

Hersh --------------- her.

Thinking a desire beyond the prohibition of woman, thinking a desire that traverses the human body, means thinking of the becoming of woman, not as a sex but as the opening to a thousand tiny sexes. Becoming-woman is therefore the opening of a desire that is pre-personal, anti-oedipal and directly revolutionary.

Colebrook: Deleuze

Her vises det hvor man parkerer hunde på et bjerg.

Først og fremst skal man være klar over hvor vanskelig dette er, og dette burde Gaarder ha tenkt på før han skrev kronikken. Man må holde seg unna litterære effekter. Det gjør at folk blir forvirret, og lurer på hva han egentlig mener. Det er å gjøre diskusjonen uryddig. Her er det viktig være på et dokumenterbart og rasjonelt nivå, og ikke hengi seg til metaforer og allusjoner - det er å be om konflikt.

Siger professor i socialmedicin B. Grünfeld som respons på stormen rundt denne af Gaarder skrevne tekst - i dagens KK som gang på gang stiller spørgsmålet om hvor langt man kan gå med retorik og litterære virkemidler.

Men nu skal det vel bemærkes at Gaarders retoriske greb (som jeg ser det) har en vældig heftig fremmedgørende effekt hvilket vil sige at teksten afslører sig som retorik vældig tydeligt. For slipper vi nogensinde for retorik og litterære virkemidler? Fool if you think so.

Kraftwerk her og her og mere her.

Opp med morrhåren, tiger! Her.

Det går godt til sidst med de prekognitive! Efter at have stået i politiets tjeneste (eller ligget, i et bad af fremkaldervædske), hvor de har produceret gruopvækkende billeder af kommende mord, så ender de op in a place where the precogs can find relief from their gifts ---------- Sidste scene: De tre prekognitive sidder i en norsk fjeldhytte og læser bøger.

I sin seneste bog En have uden ende, er det ganske vist stadig forholdsvis korte prosatekster, men der er en ladeport åben mellem forfatteren og omverdenen. I et af stykkerne er hun nærmest sam- fundskritisk politisk i en reportageagtig tekst fra et dansk Røde Kors Center med asylansøgere. I et andet stykke med titlen Kærlighed, kærlighed, kærlighed trækker hun direkte på sine egne barndomserindringer, der lyder sådan her:

Youdontwannareadthisyoudontwannareadthis.

Stans Israels terror mot Palestina og Libanon! Demonstration i Bergen idag klokken 14 --------------- Mere her.

My-my. I have been challenged. Now, type the word(s) to be destroyed here. Ellers, man kan svare her (lige her) eller hos Paal eller begge steder eller not at all hvis man ønsker det.

Her bor der en Skinnebach!

Truls Lie har interviewet filosof Jacques Rancière i Le Monde Diplomatiques augustudgave, en udgave som også indeholder en panegyrisk omtale af Guy Debords ouvre som netop er publiceret i samlet form i La France -- Men Rancière minder os bl.a. om:

Jeg mener relasjonell estetikk er en samtidig avart av en større tradisjon som er en del af moderniteten - ideen om at kunsten stre- ber etter å utslette seg selv, bli reel livsform. Denne ideen nådde en viss intensitet i begynnelsen af 1900-tallet, særlig med den russiske revolusjonen. Ideen var at malere ikke lenger malte på lerret, men innrammet en ny livsform. Relasjonell kunst er en slags sen avstikker av denne tradisjon, og jeg mener den noen ganger blir en parodi på denne tradisjon. Selvfølgelig bør vi ikke være for kjapt ute med å gjøre narr af relasjonell kunst, å si at det bare dreier seg om å "si til folk at det ikke er noe å se i galleriet, men vi kan godt diskutere." Men manifestasjonsformene til relasjonell kunst har vært svake.

Greg Malcolm rejser sig afslutningsvis, hans ansigt er deformeret af adskillige elastikker. En lang metalspiral er koblet fra en af de to elektriske guitarer på gulvet op til mikrofonen. På infantil vis triumferer han, danser rundt om den lille scene på gulvet som er skabt af spotlyset og det raritetskabinet af redskaber som han har prepareret guitarerne med gennem koncerten. Igen afskyder han en elastik mod metalspiralen, et gigantisk brag runger længe i rummet. Mere her.

I Far from Heaven (Haynes 2002) mødes en repræsentabel husmor fra 1950-tallets Connecticut med sin sorte gartner på en kunstudstilling, de to har mere sympati for hinanden end omgivelserne tillader. De står foran et abstrakt maleri af Miro (lærredet er plettet af sprawlende søliv, fantasmagoriske mikrober) og gartneren taler om billedet, forestillingen om det åndeligt-abstrakte som et utopisk frirum, et sted hvor forskelle ikke synes. Og den repræsentable husmor sukker.

Senere danser de et kort øjeblik sammen på en bar som kun frekventeres af sorte. Når de danser plettes de af sprawlende lysreflekser fra en spejlkugle, de er for et kort øjeblik i et utopisk frirum.

Jazz & tilfældighedsprincipper & det abstrakt-åndelige & det åndeligt-abstrakte & det maskuline sprut på lærredet, spredt ud på gulvet som en anden passiv kvindekrop -- How Pollock are you?

Rasul var modsat sine kollegaer på ingen måde interesseret i at præsentere engagerede udlægninger af sine hovedpersoners indre landskaber og ønskede tilsyneladende kun at tale om sin bog som et objekt i offentligheden –- som om bogen var en slags test eller performance rettet mod os, det litterære publikum.

Claws er observant på Norli, 2002.

Theres har en logik som en mardröm ---------- her.

Om krig og kunst her -- Mere om og af Mazen Kerbaj her og om en krig (og dens dynamiske pågående historieskrivning) her og her.

Fra mit hofteben skød et andet væsens rygrad ud. Væsenets ansigt kiggede frem fra ryggen gennem en åbning i maveregionen.

En dør ble åpnet, en skosåle ble dratt over terskelen, det pep i noen usmurte hjul; gråten til et barn, kunne jeg greie ved hjelp av hørselen å skille kjønnet, var tydelig før en bil, nei, det var flere, hvor mange, jeg forsøkte å telle etter; kunne det være en gutt som gråt, kanskje tre, passerte meg og druknet gråten.

Fra Ole Robert Sunde: Kalypso

Billeder fra festen --------------- her.

I 1990, efter en mindre krig i området, rejste jeg til Kibbutz Bar'am (netsiden bærer stadig et slags pretty face of socialist utopia) som er situeret i det nordlige Israel, mere præcist 300 meter fra den libanesiske grænse -- I had the time of my life there.

Hvilken hånd vil du have? Den her eller den her.

Was ist das? -- Inklusiv en bid af den her tekst på norsk.

Her læser bl.a. Joar Tiberg verdens med garanti ondeste, kedligste (lyder det til) og mest uassimilérbare tekst --------------- Nær slutningen stikker et lille bitte skævbenet væsen af en mikrohund snuden ind af døren og går i dialog med Tiberg.

Joan Jett is looking at you. What is she thinking?

Jeg må bare sige det som det er, Bergens Institut for Psykogeografisk Undersøgelse har ligget stille en tid nu. Vi har siden 1999 med ujævne mellemrum forsøgt at kortlægge udviklingen i havneområdet, her er rapporten fra vores sidste besøg med kamera i hånd. Et heldigt og i god ånd helt tilfældigt og uofficielt møde på Puddelfjordsbroen en regnfuld midnat i et påsketomt Bergen bekræfter at vi ihvertfald er to aktive medlemmer i BIPU.

Områder hegnes ind og renses op og privatiseres for business med lynets hast, hvad sker der fx med den store 3-etagers bygning som er skudt op langs Nonnestien med nydelig udsigt til Ulriken? Typisk ambient bygning, tæt på vand, må falde ind i miljøet, let understel af glas og en overbygning af råt træ og endnu mere glas. Intet skilt er i sigte, kan det virkelig være et splinternyt asylcenter?

Nul dokumentation forefindes endnu, men til gengæld så har vi her en fin linie, et (øh) varmearbejde og et par signaler (her og her) som henviser til hvad befolkningen eventuelt kan more sig med.

Store mængder af Bergens befolkning har deplaceret sig til ubestemmelige steder i Nordnorge, ingen ved hvorfor.

No, the concept of art must replace the degenerate concept of capital. Art is really tangible capital, and people need to become aware of this. Money and capital cannot be an economic value, capital is human dignity and creativity. And so, in keeping with this, we need to develop a concept of money that allows creativity, or art, so to speak, to be capital. Art is capital. This is not some pipe dream, it is reality. In other words, capital is what art is. Capital is human capacity and what flows from it. So there are only two organs involved here, or two polar relationships: creativity and human intention, from which a product arises. These are the real economic values, nothing else. Money is not.



Det her citat er Joseph Beuys fra en interview-bog What is art?, interviewet (1977) er udført af Volker Harlan som jeg tror både er præst og seriøst engageret i holistisk Rudolf Steiner-filosofi. Beuys taler her om kunst - not as we know it - men udfra 1) at alle er kunstnere og 2) at tegne eller at "trække ting ud af sig" dybest set er noget som påvirker den sociale skulptur. And what is a social sculpture you may ask, well, det har med varmeprocesser at gøre, fx møder man en kold fisk så er sagen klar:

If you bring about something in yourself it only becomes a warmth process once you involve others, and hear from other people about what they do. But this doesn't necessarily have to be a "warmth work". No, this is not a must. Rather one has to let others have the complete freedom to express what they draw out of themselves. It could be ice-cold, but this is something that I just have to deal with. I can't say: Since you are such an ice-cold fish, and I see things differently, I will simply ignore your existence and draw a clear dividing line. Absolutely not. Instead I have to enter right into the midst of this, for only here do you have a perfect warmth issue, only then do things start to be interesting. The rest is only prepa- tory work. That's the field of social sculpture as a new machine,
one could say - as an energy carrier.

Quiz! Er dette citat af
a) Joseph Beuys eller
b) Geir Gulliksen eller
c) Richard Bach?

It is true, Beuys wanted to let the animals speak, sing an upbeat political popsong --------------- and (øh) sell Japanese whiskey!

Angela Rawlings & Angela Rawlings.

Skåneradio her & her.

Hey, wanna go shoot at poetry by Eino Santanen? --------------- On this poetry site where I also spot works by Cia Rinne and TM >>

This trope of tragedy followed by farce is seductive - its cynicism is a protective response to many historical ironies - but it hardly sufficies as a theoretical model, let alone as a historical analysis. And yet in subtle ways it pervades criticism of contemporary art and culture, where its effect is first to construct the contemporary as posthistorical, a simulacral world of failed repetitions and pathetic pastiches, and then to condemn it as such from a mythical point of critical escape beyond it all. Ultimately it is this point that is posthistorical, and its perspective is most mythical where it purports to be most critical.

Hal Foster: "What's Neo about the Neo-Avant-Garde?" -- apropos.

Do you believe in sweet sensation? Do you believe in second chance? Do you believe in rapture, babe? -- Det er Thurston der spørger og med hovedet begravet i neo-avantgardens diskurs lyder det i mine tekstdøve ører som synger Sonisk Ungdom om citatet, citatet er en slags second chance.

Peter Bürger kalder neo-avantgarden tom repetition af en mere autentisk historisk avantgarde og som sangen går fra et stille fjerntliggende fuzz ind i et overraskende og yderst nærværende rytmisk gennembrud (som spiller de lys, som havde det semiotiske stadig påvirkningskraft) -- hvad er da dette gennembrud andet end et klokkeklart citat? Men det er real også.

Man genlæser Velvet, Velvet Underground er overalt på den nye plade, men set med et anti-teleologisk blik på historien så kan dette ikke med et skuldertræk tilbagevises som dateret, som tom repetition. Selvom det er klart, det bedste argument er ikke ovenstående, men de små strittende hår på din arm.

Larsen om Langvad her -- Grrr! But the tyger is constructed.

Jeg glæder mig mest til våbentræning.

Og poesiaksjonen: Poesien ER så blandt andet sådan og sådan og sådan og sådan og sådan og sådan ud --------------- Bagefter mødte jeg nogle berusede poesikaniner her og her og her og her.

*****WARNING! CREATIVE WRITING!*****

Den her tekst er fra 1999 -- og den freaker mig totalt ud nu mens jeg læser om Pablos rådhusprojekt. Hvad h****** skrev jeg om?

Hm ... Tom Egil Hverven ... religion ... søndag? Så tæt på og så
tæt på og så måske den her sang akkompagneret af disse mærkelige billeder, urovækkende nok skabt af den samme som står bag denne legendariske sekvens. Mere siger jeg ikke.

Cucumbers & reruns.

Nej, hvorfor skrive på opgaven når man kan få et heavy billedanalytisk hang-up på videoer som denne?

Vi kan sige at vi hér har at gøre med grundsætningen selvstændighed = potens, specifikt mandlig potens. Men hvad er det som sker? Vi har to næsten ens figurer, én med lyst hår og én med mørkt. De for mig mest pregnante billeder er 1) lyshåret med vidt åben hengiven mund, 2) mørkhåret smilende ved bilens rat, 3) mørkhåret talende/syngende og seende med stærkt blik ind i kameraet og 4) mørkhåret forførerisk hivende lyshåret fra bilens forsæde til bilens bagsæde. Hér står det brændende spørgsmål så frem, er lyshåret faktisk i en tilstand af becoming-mørkhåret, sin såkaldte modsætning? >>

En gang til i langsom gengivelse, different kinds of love?

Hovedvekten av litteraturtidsskriftene i Norge søker lesere som er knyttet til litteraturvitenskapelige miljøer. Boklesere er ofte opptatt av biografiske og historiske sider ved boken - å gå inn i forfatterens liv og se det fra den siden, noe som kan oppfattes som å gå over en strek i litteraturvitenskapen, hvor man skiller mellom forfatter og bok. Vi er for bokelskere.

Gunnar R. Totland om dette tidsskrifts nye ansigt i KK idag.

The Conversation, with TM --------------- Susanne first said: I wish
I could read your blog. Then TM said:

Ruste synes å ha blitt truffet av noe i Gulliksens tekst som ga ham en følelse av å bli komplett i møte med diktet. En annen leser kan ha en erfaringsbakgrunn som ikke lar seg projisere inn i en tekst av denne typen, hvor premissene er så fastlagt på forhånd. I så fall vil diktets bildeunivers oppfattes som tom peking.

Sissel Furuseth om læsningen af Gulliksens digt "Alt dette skal begynne en gang til" og om denne afstemning i nyeste Rottetorsk.

Are you sporty? Melted? Fatal? Blank? Harmonic? Been in Seattle? Are you a true rockstar? You go for market targeting? Eller er du butiks- tyv? Eller skal du hænge med? ---------- NÄ.

Gyldent solskin, næsten sådan 60-tals. Jeg åbner min hånd, en lille spurv hopper rundt, den er slet ikke bange for mig. Spurven hopper rundt på min hånd nu. Så jeg lukker hånden omkring spurven.

Nu er spurven i min mund, den fylder godt derinde. Nu er spurven et kadaver, et spurvekadaver. Spurvekadaveret fylder godt i min mund, det bare ligger dér og rådner stille på min tunge, tiden går & går.

Jeg henvender mig til en læge, det er vist Finn Iunker. Vi står på en parkeringsplads og jeg fortæller ham om drømmen. Nu skal jeg gå og vise ham spurvene, de har sådan en utrolig tillid til mig.

Omkring jul sidste år fik jeg en henvendelse fra det danske tidsskrift Kvinden & Samfundet, om jeg ville deltage i en lille enquete om kvindelige bloggere? Joda, det ville jeg gerne. Så gik tiden og artikelprojektet forskød sig et nummer, men nu igår fik jeg tidsskriftet i posten. Med forbehold for at jeg var en løgnagtig tigerkrop for et halvt år siden, here goes.

K & S: Hvad er en blog ifølge dig?

En blog er en mulighed, et rum der dækker det offentlige så vel som det private. Claws Talks svinger mellem at være et idealistisk forum og ren overspringshandling. Jeg læser litteraturvidenskab og freelancer desuden som litteraturkritiker i avisen Morgenbladet, kort & godt: jeg sidder meget ved computeren. Bloggen bliver mit læsespor der krydser mellem verden og virtuel verden. En forlængelse af nysgerrigheden, begæret, så vel som det kritiske blik. Bloggen er også en naturlig forlængelse af mit engagement i selvpublicering, i tidsskrifts- og fanzinekulturen.

K & S: Hvad var inspirationen til din blog?

En avisartikel (2002) nævnte Blogger så jeg checkede det ud. Jeg ledte dengang efter et sted at publicere skønlitterære tekster og diverse kritiske feministiske læsninger af litteratur. Efter debuten som litteraturkritiker i avisen Klassekampen i 2003 opstod også et behov for en måde at indføre småjusteringer og kommentarer til det i avisen publicerede. At holde teksterne levende, flydende, som kommunikationer, potentielle samtaler.

Tigerklør er et kaldenavn fra skolegården. Omkring 1996 engagerede jeg mig i et netsamfund ved navn Firefly, meget lig Blogger. Her genopstod navnet som mit netalias: Tigerclaws. Kløernes taler, en stum fysisk handling, en klo der kradser, et slags sprog.

K & S: Hvis du skulle beskrive din blog i et par sætninger, hvad ville du så sige om den?

Claws Talks lader sig bare beskrive udfra sin praksis, hvad Claws Talks gør. Bloggen er et genreværksted, et rum for offentlig selvreflektion snarere end selvekspression. Men Claws Talks er også en måde at male mig selv i ansigtet på. At svine til der hvor jeg i andre sammenhænge må rense op, præstere, tale klart.

K & S: Hvad bruger du og andre bloggen til?

På Claws Talks findes alt muligt, fra drømme, artikler, rejsebeskrivelser til hybride utopiske genrer, interventioner, appropriationer. Jeg læser ofte avis med en kuglepen i hånden og den praksis findes nu på Claws Talks: nærlæsning, remix og korrekturlæsning af de aviser og tidsskrifter jeg engagerer mig i. I et større perspektiv kan man fint kalde det en slags kulturkamp: kritisk udvælgelse og samtale med f.eks. litteratur og film. Navigationer i strømmen af information, at mobilisere tankekraft, modstand, at løfte sig ud af en passiv forbrugerrolle. Hvad andre bruger bloggen til ved jeg faktisk ikke.

K & S: Hvad er et af de meste mindeværdige øjeblikke på din blog (det kunne være noget rørende, sjovt, provokerende eller bare mystisk)?

På en anden blog diskuteredes en poet. Det blev rigtig festligt da poetens søster blandede sig i debatten.

K & S: Hvad er dit råd til folk, der gerne vil starte deres egen blog?

Det er nemt at se bloggen som social, men kig efter dens farlighed også, kig efter kloen.

WTF? Part II. Cappelen sælger ud.

Och det är samma sak med språket. När man läser en blogg känner man att det är en riktig människa som skriver, och då accepterar man inga litterära poser. Romanförfattarna måste inte bli mer privata, men romanformen kommer snart att upplevas som alldeles för ofarlig och förutsägbar -- Mere her.

Underskrift her, mere her -- WTF? Mariann opdaterer.

This is ... Tigerclaws' Summer Special w/ very special guest star kunstkritiker Tommy Olsson, yeah. Olsson har sendt mig sin top 20 og det følgende er hans VJ-set, forløbigt 12 af de 20 - kort, men præcist kommenteret af TO himself.

1) er Ash med en sang som umuligt kan være fra 1977 -- interessant interaktion mellem star med neglelak og geek trommeslager her (TO: "Gjør Tommy sexuellt ambivalent").

2) er Deutsche Amerikanische Freundschaft mit ein bisschen wirklichkeitshunger, ikke gå glip af interview-stumpen som dukker op til sidst hvor vi får at vide at DAF machen powermusik, körpermusik (TO: "Cool, gjør Tommy helt gay").

3) er Pixies med en tung version af Monkey gone to heaven (TO: "Frank Black ser før faen ut som Bjørgulv Braanen!").

4) er popstar Michel Polnareff som på insisterende vis står og spiller med et par megetsigende lærreder op mod væggen i baggrunden. Non, non, non, non, non (TO: "Fy fan så jävulskt stenhårt!").

5) er Liz Phair som på sensuel vis synger om at flyve ind over Chicago og lade som om hun er med i en Galaxie 500 video (TO: "Gjør Tommy straight igjenn").

6) er Throbbing Gristle med en intens performance som bringer i hu Jonas (j) Magnussons essay i OEI 15/16/17, til slut ses an evil snog of an interaction med en publikummer (TO: "Yes!").

7) er de for mig ukendte Malaria med en sang I think I might have heard med Chicks on Speed -- dog minus mundharpen (TO: "Wow!").

8) er Sleepy Sleepers med sangen Kaksi tapaa harrastaa seksiä, megen rubber og hints til safe sex her? Men dette er strålende! (TO: "Rokka, rokka!").

9) er (hm) Franco Battiato med en storslået iscenesættelse, er dette John Turturro på et flyvende tæppe? Og check videoeffekterne på væggen bagved! (TO: "Genius!").

10) er Der Plan med en slags post-Hugo Ball tam-tam (TO: "Jävlar!").

11) er traileren til filmen om Daniel Johnston The Devil and Daniel Johnston som en eller anden filmklub flux burde skaffe plads til på et lærred et sted (TO: "Shit att ikke hele filmen ligger ute").

12) er Cobra Killer, noget med klovne og hoolahoop-ringe, jeg forstår faktisk ikke rigtigt (TO: "Tommy blir VELDIG hetero nå").

ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi
ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi
ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi
ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi ny nypoesi

Now reading this + this + this + this.

Rap attack fra Røné her.

Well-well. It all ads up, don't it? Her sidder jeg bag gardinerne midt i en bergensisk hedebølge og skriver m-a-s-t-e-r-g-r-a-d-s-o-p-g-a-v-e, lytter til Are 'friends' electric? og bliver så bleg som bare Gary Numan selv. Men godt jeg har Numan her med mig,
Numan who's caring for cats. Thank you so very much.

Another recent example is Joshua Clover’s The Totality for Kids, a book that I read as an attempt to import some sort of morphed version of Situationism and the Frankfort school (Situationfort? or Frankionism?) into a US poetry -- Juliana Spahr om multilingualism og andre ting her og Bök her og Quintane en French ici.

Lidt rastløs efter at Mara Lee og Caroline Bergvall forsvandt så jeg fandt frem til en rimelig midlertidig erstatning, Kristin Hersh og Kim Deal. Her en fin æterisk solo-Kristin, her en tidlig video og her har vi Kristin m/ abe. Her fortæller Kristin en historie om glamourskuespillerinde Betty Hutton og her snakker hun bl.a. om water and horses. Her en tidlig video med Kim og Breeders i Petra von Kant-stil og her og her to klip med The Amps -- Men hov, men hvad er nu det?

And not to forget while the bombs blast -- sex.

Hate speech til morgenkaffen? Drink up & see how you like it.

Der er ikke mange der ved at Claws i 1987 boede i NYC, kaldte sig Baby Love og brugte dagene på boogie with the B-boys nede i Central Park iklædt blå satin-kedeldragt og gule knæbeskyttere, her & her.

Marianns rapportage fra Lillehammer ligger her.

You go, girl. Madprat & Tigerclaws her, brug for at danse lidt nu?

Yeah! Mötley Crüe rocks. Hey, men journalist er jeg ikke, du kül kat.

Sonofapreacherman?

Den viser seg f.eks. i åpningsapologien, en refleksjon over spørsmålet «hva leser du?». Han vil ikke svare, og vet ikke hva han skal si: «Derfor kunne jeg kanskje sagt: Vær så snill å la meg være i fred. Ser du ikke at jeg leser? Men jeg sa ikke det heller. Jeg husker ikke hva jeg fikk sagt. Kanskje jeg ikke sa noe. Jeg husker ikke engang hvilken bok jeg satt med. Men jeg husker at jeg leste.» Her handler det altså ikke om litteraturen selv, men om den litterære erfaringen, som ikke kan deles med andre. Dette kan gjerne minne om mystikk, og det finnes trekk ved denne boken som tyder på at Gulliksen tenker på lesning som et slags innvielsesrituale. Et sted setter han opp noen kriterier for «ordentlige lesere», altså de innvidde. Han trekker – med en distinksjon fra Eldrid Lunden – en grense mellom de «berørte» og de «uberørte». Denne presteligheten er hans mest gjerrige trekk ----- [E. Vassenden, MB]

Bruken av frasen «de fleste av oss» kan ikke skjule at alle disse honnørordene her egentlig bare er Gulliksens eget private vokabular om det «som gjør den gode litteraturen god». Som formidling av la oss kalle det vesentlig innsikt, er dette innblikket i Gulliksens følelsesliv omtrent like uklart som det med sin skamløse intimitetsappell er en både uredelig og forflatende argumentasjonsmåte. Gulliksens leserholdning synes dessverre å ha forledet ham til å tro at det å elske litteratur på Gulliksens måte er sammenfallende med det å være et godt menneske ----- [P. Jordal, MB]

Imperiet fungerer problemløst konfronteret med let genkendelige identiteter som aktivisten, kunstneren og kritikeren. Imperiet ordinerer identitet og engagement. Derimod kan Imperiet ikke håndtere mangelen på identitet, Imperiet står uforstående overfor fraværet af identitet. Når der ikke udbasuneres krav, som Imperiet kan tilgodese og opfylde, når vi smider masken og bliver usynlige, så begynder Imperiet at æde sig selv op i forsøget på at lokalisere kritiske agenter, det kan præsentere som årsagen til fornyede sikkerhedsforanstaltninger.

Den eneste måde vi kan eksistere på, og den eneste måde hvorpå vi kan konstruere en anden kultur, er derfor ved at være fraværende. Vi smadrer Imperiet ved at forråde de prædikater, vi tildeles. Vi er indifferente overfor Imperiets værdier, reagerer ikke på dets provokationer og svarer ikke. Vi er ikke sovende celler, men muterede somnambulister. Dette er Imperiets mareridt, og det kan kun rea- gere ved at kriminalisere enhver alternativ adfærd.

Desertering: ikke blot rømning af familien, kontoret, skolen og enhver institution, men også flugten fra rollen som mand, kvinde og borger, flugt fra alle de idiotiske realtioner, som fastlåser os, og som får den imperialistiske kapital til at fungere. Uendelig flugt. Det er som om, Imperiet ikke har eksisteret, som om det går totalt i opløsning i takt med, at vi ødelægger os selv. Færdige, sønderrevne og smadrede, men fyldt med potentialitet.

Skrivekollektivet undtagelsestilstand.dk i tidsskriftet Øjeblikket/45.

Hit me (eller Per Petterson) with your best shot.

Yes, it's the festivalblög right here.

Well, Norway, you're probably a dirty rotten scumbag hvis du ikke snart inviterer den unge Lars Skinnebach til at læse op et sted.

I Göteborg denne weekend har jeg arbejdet lidt videre med at forklare for mig selv og andre hvorfor Ingunn Øklands anmeldelse af Ottar Ormstads Telefonkatalogdiktet er så elendig, hvorfor titlen her burde have været "Akterutseilt kritik" og ikke "Akterutseilt poesi".

1) Avantgarde kan man nemt slippe omkring, avantgarde som gestus: oh yeah, strike a pose. Men hey, er avantgarde ikke også et historisk fænomen, en tradition som alle andre? Det er avantgarde jo. Så hvorfor skal netop denne tradition - igen & igen - behandles så hujende ahistorisk?

2) Øklands tekst flyder over af fordringer uden adresse, hvem er det fx der vil have at digtet skal "revne, kollapse eller overskride seg selv" etc, verden? Eller Ingunn Ø? Som Anna Hallberg siger det her: "Vi måste se var vi står och ta ansvar för det."

3) Økland: "Skal det bli skjebner og fortellinger ut av Telefonkatalogdiktet, må leseren skape dem selv." Ja, hvad h****** ellers? Ormstad i intravenøs form, you don't even have to read? Udover at præsentere endnu en uklar fordring - om "skjebner og fortellinger" - ser det for mig ud som om at kritikeren intet andet gør hér end at blotlægge sin egen associationslammelse.

4) For hvad mangler andet end præcis ét drys Avantgardistisk Gestus? Set med skyklapper på er kritikerens job at vurdere litteraturs æstetiske kvaliteter. Hm, hvorimod hun i en udviddet forståelse er aktiv medskaber af et felt bestående af litteratur-og-en-hel-del-social-energi, et lille pulserende samfund koblet sammen med andre pulserende samfund. Kritik som Øklands hér gør intet andet end at krympe verden, intet andet end at indsnævre et felt.

5) Jeg har faktisk ikke kigget så dybt i Telefonkatalogdiktet endnu, men det slog mig ved synet af bogen hvilket yndigt lille feelgood- projekt dette er. Og mere end det. Det slog mig at disse mønstre af navne fremhævet ved deres poetiske kvaliteter i kædedansende bevægelser beskriver en social utopi, et samfund hvis processer er koblet til en grundlæggende kreativitet. Hvis det kritiske, læsende blik ikke orker at bidrage -- It's not the end of poetry, it's the end of the bloody world.


Dystopic, dystopic, put your hands all over my body

Dér er Mads (>> GK #22 bl.a.) og her er snart min festivalblog.

Hvad glor du på? Kan du ikke bare glo her og her i stedet.

Bra anmeldelse af Finn Iunker her.

Den her bog er forresten fantastisk. Oh, well. I'm off to Paris.

Det var ikke Kodiak Island, men en langt mindre ø ned ad kysten. Vi skulle arbejde her et par dage, slæbte på en masse redskaber. Det regnede tungt som det havde gjort i dagevis, al den tid jeg var i Alaska. Tung regn, tung og duftende som intet andet.

Vi skulle bære redskaberne tværs over øen til hytten i regnen, et par timer tog det nok. De havde glemt geværet, eller det vil sige: nøglen til skabet hvor geværet var indelåst. Vi var ganske trætte, sultne og gennemvåde. Her på øen bor der 400 bjørne, lærte vi, store vilde grizzlys. Så komplet ulogisk at de skulle gemme sig for os, tænkte jeg, så langt overlegne de var -- Hov, det lød som træer der faldt? En bragende lyd, hvad var det? Nåja, bjørne. Det var nok en bjørn der gnubbede sig opad et træ.

Men dér var hytten, alt gik bra alligevel og om aftenen sad vi på stranden rundt om bålet. Vi blev instrueret i bjørneadfærd, worst case scenario, hvad vi skulle gøre hvis vi pludselig skulle stå ansigt til ansigt med de store brune wild things. Ikke løb, bjørnen er hurtigere end dig. Stå tæt sammen og lav masse lyde, bjørnen ser dårligt, den tror du er overlegen hvis din skygge rager højt op. Og ørerne er lydfølsomme, snak højt, snak roligt. Ellers var der pebersprays og fløjter til os. Spray cayennepeber i bjørnens øjne, så går det helt fint. But remember, don't run.

Vi drak blåbærvin eller hvad det nu var, det blev sent og næsten helt mørkt rundt os. Pludselig var der noget der prustede derude, én af os - den eneste - som kendte dette landskab sagde højt, skarpt og umiskendeligt advarende: bear. Vi var faktisk flinke og gjorde som vi havde lært. Jeg kunne hverken se eller trække vejret, men vi stod alligevel tæt sammen, vi gjorde os høje, snakkede højt, paniske stemmer, alle sprog. Og efter noget tid lød svaret ude fra mørket: latter. Bjørnen grinede af os.

Grizzly Girl. Coming to a movie theater near you soon.