Eksperimenterer lidt med T-shirt design -------- Godt nytår!

En ung John Lennon portræteres i Nowhere Boy – dette er fortællingen om drengen før kunsten, hvor den komplekse morsrelation, præget af incestfantasier og sorg, beskrives som den direkte årsag til at Lennon kaster sig over rock 'n' roll; musikken er ren drift, den er en effekt af livet. Filmen har ét niveau – hverdagsrealismen – og fortælles stort set kronologisk. Det skal siges at filmen næppe forsøger at forklare hele Lennons karriere udfra forestillingen om kunsten som spontan og organisk. Dog, metapoint? Morsrelationen er altafgørende for den kunstneriske impuls.

Filmen om Allen Ginsberg tager navnet fra hans kendte digt "Howl" og er en collage hvor forskellige niveauer flettes sammen: Ginsberg læser digtet for et publikum, digtet illustreres i en (lidt klam) animation, Ginsberg interviewes og vi følger også den komiske rets- sag mod "Howl". Filmens dagsaktuelle metapoint handler om ytrings- frihed, her forstået som retten til at begære den man vil i kunsten og livet, og beskriver Ginsbergs poesi som en politisk-empatisk gestus mod alternative måder at være i verden: Andre begærsformer plus diverse selvdestruktive kunstnersjæle og psykisk syge. Sidstnævnte er repræsenteret ved Ginsbergs lobotomiserede mor - her findes altså også en morsrelation og et specifikt begær som former den skabende, men Howl har et kunstværk i centrum, som fremvises som et værk i værket, eksemplarisk kontekstualiseret.

Well, 2010 sugede, there's no way around it, men det var hyggeligt at møde disse piger på Gotland og for en enkelt dag føle sig som Jack Kerouac. Jeg er også glad for at vi lavede denne bog til Audun, the hardest working man in show business og gennem regn og sol stadig no. 1 bedsteven. Glædeligt at flinke folk som Skinnebach, Oksanen og Cia Rinne fik pris, og hyggeligt var det også at følges med Jonas til Berlin; juni var absolut årets bedste måned med en hel bunke filosoffer (her & her) på Volksbühne, en splinterny Froschrad og et super yogasted (hemmeligt). En fryd var det også at skrive tekst med Jenny Hval, den uredigerede 20-siders tekst var en jublende rodebunke. I 2010 smagte performanceæstetikken, virkeligheds- hungeren, hjernevask og kulturkamp af gammel, sur sok, men lad os nu se, i 2011 blir det bog, festival og nye horisonter.

Der findes nu en rapport fra B-opens seminar --------------- her.

Det er ikke alltid det mest presise treffer best, skriver Sandra Lillebø i KK. Selvsagt, men hvad betyder "præcis" her? Er det en fordring om dokumentarisk nøjagtighed, om et æstetisk fuldendt udtryk eller begge dele på samme tid? Grimsrud bruger Reality-æstetik, det håndholdte kameras påstand om at det går an at slippe ud af kunsten mod noget mere autentisk, allerede pulet til døde af punken: En lo-fi-skæv-sætning er mere rørende og sand end en fuldendt sætning. Men violiner med så tabloid-narcissistiske strenge som Grimsruds får mig næppe til at spytte ud et "Wow, god litteratur!" Teksten cirkler omkring det ekspressive jeg, modsat Sofi Oksanens træffede måde at understrege lidelsen som kollektiv og historisk.

Om det skulle finnes noen tilknyttet Flammes stall som har et håp om at kunsten de produserer også skal besitte et minimum av kritisk potensial (jeg vet det er noen), får man på disses, og våre, vegne håpe at følgende uttalelse (levert av en norsk kunstkjenner uten DJ-bakgrunn) ikke medfører 100 % riktighet: «Om du velger å gi ut på Flamme Forlag, velger du også bort det kritiske ved ditt eget prosjekt. For alltid.»

No further f***ing comments. I'm dead. Peter Amdam fortsætter sin kritik af Flamme Forlag i Vinduet #4/2010

Forventningene var ikke særlig høye på forhånd. Mine fordommer var sementert gjennom flere tiår, for kvaliteten på Vagant har vært vekslende, for å si det mildt. Jeg forventet en svakhet for det sekteriske, individsentrert selvopptatthet, nettverkskorrupte inklusjons- og utelukkelseskriterier, tvangsmessige eksklusivitets- ønsker og pubertal ubegripelighet. Det hermeneutiske utgangspunktet var altså ikke det gunstigste. Men forventningene ble
straks gjort til skamme.

Jaha? Med den slags forventninger kan det jo kun gå bra. Trond Berg Eriksen anmelder 10-årgangen af Vagant og forelsker sig hovedkulds. Nu blir det spændende at se om vaganterne vælger at anmelde 2010-årgangen af MB til gengæld. That would be so much fun.

"To break their silence?" Andersen suggested.
"Yeah, to break their silence," Kathleen allowed. She went on: "I'm really interested in a punk rock movement - an angry girl movement - of sexual abuse survivors ... I seriously believe it's the majority of people in this country have stories to tell that they aren't telling for some reason. I mean, with all that energy and anger, if we could unify it in some way - "
She trailed off. Her voice had been the loudest voice on the tape during the whole interview, but now it deminished to a whisper. It's easy to imagine her looking down at her hands, overcome with the intensity of her vision.

Kathleen Hanna i 1991. Fra Girls to the Front af Sara Marcus. Her fortæller Hanna lidt om Kurt & teen spirit og etc.

Med forfatterens tilladelse bringer Claws Talks Guri Kulås' opsummering af "kulturkampen" på norsk grund. Harald Eia fik netop Fritt Ords honnørpris for det populærvidenskabelige program Hjernevask, en slags systematiseret mobning af samfundsforskere med slagside imod feminismen og en buket af gode argumenter for diverse racetænkere. Det er tydeligt at man også i Danmark værdsætter samtalen, her forstået som høj temperatur og aggressiv mediahype, som det ypperste udtryk for demokrati.

Tredje del af Basilisk Betas dialog med Tue findes nu ---------- her.

Gabriel Michael Vosgraff Moro viser sin pinlige mangel på feministisk dannelse allerede i første sætning af sin MB-anmeldelse af Ingrid Z. Aanestads roman Stormkyss. Moro mener at finde en slags designtrend som handler om bogomslag med to småjenter på forsiden. Vi kan gerne tale om design, men hvorfor ikke tale om litteratur i stedet? Kan man være så modig at foreslå at der findes en ny homosocial litteratur med feminine fortegn?

Moro betegner Aanestads romaner som "novelleagtige" (underteksten fortæller os at det episke mangler; det "rigtigt" romanagtige). Moro er tilsyneladende positiv, men det er alligevel svært at overhøre foragten: "Ikke minst har Aanestad gjort tedrikking til noe som kan ligne en litterær signatur. I alle bøkene drikkes det store mengder te, mens regnet pøser ned ute og lukker seg rundt kvinnene og deres tenkende, følsomme og menstruerende kropper."

Moro trækker frem et citat, et af de få i romanen hvor reminiscenser af maskulinitet dukker op: Pletter på nethinden sammenlignes med sædceller som videre idenitifceres som "ikkje noko" ... hvad reagerer Moro på, ved han det selv? Udenforheden? Kan Moro identificere sig selv som provokeret, som udestengt, og klarer han at skrive selvrefleksivt om denne erfaring? Svaret er desværre nej.

Moro har tidligere anmeldt Aanestad og fik dengang "kjeft av en kvinnelig anmelder" - well, Moro. Du får hermed kjeft af hende endnu en gang. Den sidste sætning i Moros anmeldelse er en misogyn fanfare hvor Hemingway kaldes ind som en reddende fallos. Moro misser her chancen til at undersøge og afsløre sin egen kønsspecifikke tiltrækning til "en rigtig forfatter" som Hemingway (med et mandligt heppekor rundt sig) som på alle måder oser af pik.

Mine anmeldelser af Aanestad --------------- her & her.

Midt inde blandt reklamerne findes reklamer skrevet af avisens kritikere. Hver kritiker har skrevet tre reklametekster. Mest bemærkelsebombdigt er det måske at poesien er kvoteret stærkt ind selvom den sjældent har været mere klemt end i 2010 hvor det store Knausgård-pres fortsatbombHerr Hverven er imidlertid den eneste som nævner Knausgård. Gengangerne er digtantologien Verden finnes ikke på kartet red. Wærness og Carmona-Alvarez (nævnes fire gange) og Cecilie Løveid og Øyvind Bergs spritnye digtsbombnger. I raritetskabinettet findes 1 stk. dansk poet René Jean Jensen som nævnes af Herr Borge. Her er min hitlbomb.

Anmeldelse af Lambda Nordica #3-4/2010 --------------- her.

Nettet flyder over med materiale om Wikileaks chefredaktør Julian Assange, anbefaler p.t. denne + denne + René har et fint citat

Ingenting tyder dock på att SD värnar om svensk poesi för dess egen skull. Partiets egna poetiska och musikaliska arv består av så rasistiska idé- och bildvärldar att vi avstått från att reproducera dessa. I dikter som skrivits av SD:s egna partimedlemmar smeks det inte fram några vitsippsmetaforer, i stället rimmas bensin på blattesvin.

43 kulturarbetare i upprop mot rasism och högerns attack mot litteraturen. Her + her + her.

Det er utmerket at Vagant nå tilbyr filmmiljøet innpass i den antatt intellektuelle høyborgen. Like mye kunne litteraturmiljøet trenge å bli utsatt for den selvransakende stilen som filmmiljøet dyrker.

Vagant blir ikke akkurat læst med velvilje i Oslo. Ingunn Økland skælder ud over at Vagant åbner op for filmdebat. Funny, ellers bliver Vagant jo anklaget for at være litteraturspecialiserede snobber. Uanset, Vagant er FEJL. Off with her head now!!!

NOTHING TO SEE HERE, MOVE ALONG >>>>>>>>>>>>>>>>>>>
THE SOCIETY OF THE CLAWS TALKS SPECTACLE HAS BEEN CANCELLED.

... det ville være absurd at spilde kræfter på, det er som om vi alle looper rundt i en simulakrumverden af kunstige problemstillinger. Pointen med anmeldelsen var bl.a. at rette søgelyset på Grimsruds erklærede intention om at skrive "politisk litteratur" - jeg synes ikke hun får dette til, få vil diskutere de psykiatriske institutioner udfra denne bog. Sammenlign med Anna Odell, hendes performance rykkede både ved kunstinstitutionens grænser, og den psykiatriske institution måtte udtale sig, og man stillede spørgsmål ved lovværk. Hellere læs artiklen i KK idag om Oslo Hospital Psykiatrisk Sykehus som er nedlægningstruet end at bruge mere energi på dette.

På Claws Talks har vi forsket lidt på hvad som faktisk synges i begyndelsen af hver Ashtanga yoga-time. Vi kan nemlig godt lide at synge; lydene er nice, ren kling-klang, men en betydning findes altså også et sted. Det viser sig at man hylder en fyr ved navn Patanjali (som dufter af salvie). Patanjali holder tre ting: Et ildhjul (uendelig tid), en konkylie (guddommelig lyd) og - last but not least - "the sword of discrimination", et sværd som er lig med evnen til at skelne. Med dette sværd følger "the capacity for appropriate judgement and action". Med andre ord, perfekt for en litteraturkritiker. Ooom.

Grimsruddebatten, ja. Det er vel første gang i løbet af mine otte år som aviskritiker at en sætning fra en anmeldelse er fløjet så langt og fået så mange publicerede svar. Jeg vil vældig gerne tage tråden op, men tror desværre at en opsummerende kommentar næppe kan forventes før i 2018. Suk & beklager mange gange.

Dele af samtalen findes her og her og her og her og her og senest i KK også kommentarer fra Tollef Mjaugedal og Beate Grimsrud herself.

Man kan ikke vekke verden til bevissthet med cliffhangere, spenningsplot og en humanistisk-pedagogisk ropert, dét er forsøkt før. Da er det mer effektivt å innreflektere Žižeks radikalisme og Kertész’ knallharde skepsis mot representasjon. Et slikt grep er fullstendig fraværende hos Harstad.

Bernhard Ellefsen læser Johan Harstad i MB + her

A couple of random photos from Helsinki --------------- here.

En annan bidragade faktor är ”Stockholmssyndromet” vilket inträffar när recensenten blir kidnappad i flera veckor av 800-sidiga själv- biografiska romaner eller tretimmarsfilmer, och av ren utmattning ställer sig på författarens/regissörens sida.

I know the feeling. Slæng dig på betygsdebatten, du.

Who or what is really alive today? --------------- her.

Anmeldelse af Ingrid Z. Aanestad: Stormkyss --------------- her.

Morsom kommentar fra Bjarne Riiser Gundersen i MB idag. Jeg havde definitivt også taget fat i Tjønneslands Stasi-kommentar og Christensens Hitler-kommentar og sat dem sammen hvis jeg sad i Gundersens stol. Jeg forbereder mig p.t. til dette seminar, men lige en ting, det er journalisten som vælger at starte sætningen med "Jeg er redd", og ja, jeg havde også forberedt mig på en Freudian twist, for selvsagt kan man ikke kritisere det populistiske føleri uden at få skudt i skoene at man er følelsesforskrækket. Well, well.

Anmeldelse af udstillingen BGO1 i Bergen --------------- her.

Angående sagen i dagens Klassekampen, meningen er at tage på sig den etiske reflektion som den performative litteratur byrder på, bl.a. har Erika Fischer-Lichte skrevet om dette i forbindelse med performancekunstneren Marina Abramović, men selvsagt skal teksten stadig forsøges vurderet som litteratur, alt andet ville jo være ... ja, vanvid. Jeg siger ikke at det bør udstedes et forbud imod litteratur som sætter kritikeren i et etisk dilemma, dette er ofte en god og vigtig kvalitet, men det er interessant at se hvad denne effekt kan føre til hvis den drives ad nauseam ud i et tabloidt fokus på unikke forfatterpersonligheder. For mig at se mister litteraturen sin præcision, og dermed sit politiske potentiale.

Anmeldelse her og mere debat her og her og her.

Spændende anmeldelse af Beate Grimsrud: En dåre fri klik her!!!

På side 434 afslører hovedpersonen Eli Larsen sin poetik som man kan stille spørgsmål ved: "Skriver jeg, er jeg i sentrum av mitt eget liv. Hjemme i meg selv." Jeg forstår at skrivningen er en overlevelses- strategi for en person som lever i sin egen sygdoms kaos, skrivningen er en slags hygiejnisk aktivitet, men det underliggende præmis er at den syge føler stor længsel mod en alment godkendt normalitet, altså at hun via sin hygiejniske skrift bekræfter de gældende normer, at man faktisk kan være hjemme i midten af sig selv, og at litteraturen er en søgen efter dette sted.

Mange spørgsmål melder sig. Den performative biografisme vil selvsagt afmontere receptionen, skrue hovedet af kritikken, og dette lykkedes ofte. Men hvad består virkelighedshungeren af? En tabloid længsel efter unik subjektivitet eller et behov for præcise beskrivelser af de virkeligt syge? Jeg accepterer at en forfatterbiografi kan indeholde autentiske sygdomserfaringer, men er det ikke vigtigt at få frem at de fleste med skizofrenidiagnose ikke lider af spektakulær personlighedsspaltning og desværre heller ikke skriver stribevis af prisvindende romaner?

For kunstneren selv handler det om at vilje til kunst er vilje til makt. Det har Bergenskunstnerne vist over åtte år nå, når de ydmykt, men med innsiktsfull kraft, har fortalt sine byråkrater og politikere hvor skapet skal stå, og hvordan det bør se ut.

Skrev Jan Inge Reilstad i 2001. Interessant med tanke på institutionsopbygningens aktuelle kulmination, udstillingen BGO1.

Geir Gulliksen spådde at virkeligheten skulle komme inn i skjønnlitteraturen. Det fikk han rett i. Men den politiske virkeligheten er også virkelighet. Derfor synes jeg det er veldig rart at vi hele tiden gjør rommet så trangt.

Siges det her. Nu er Gulliksen jo næppe et orakel, og har heller ikke opfundet Værkelighedshüngeren™, men interessant er det at han i sit eget forfatterskab ikke maser på med noget opmærksomhedskrævende biofaktisk JAG™, men snarere, bl.a. i Tjuendedagen, skriver om effekterne af et transparent og skopofilt samfund hvor Det Pænætrerende Blik™ gør skade i diverse private rum.

Med de planlagte 75% nedskæringer bringes dansk litteratur i en tilstand, der kan sammenlignes med lande, som vi normalt ikke sammenligner os med. Forfatterne bliver nødt til at afslutte deres virke som forfattere og søge ind i andre faggrene, hvor de kan tjene til dagen og vejen. Der bliver utallige bøger, der aldrig ser dagens lys og måske det mesterværk, som vi under andre omstændigheder aldrig ville have været foruden. Med de planlagte nedskæringer signalerer Danmark, at det ikke vil være et kulturland. Al snak om innovation, videnssamfund, udvikling og kreativitet forstummer inden for litteraturens område. Med de planlagte nedskæringer bliver området lagt øde. Vi er på vej mod en gold kultur i Danmark. Vi kommer til at sakke bagud i sammenligning med de lande, vi normalt sammenligner os med. Mens de udvikler international kultur og satser på området, skrumper vores ind og bliver lille og provinsiel. Danmark lukker sig om sig selv, sådan som det har været på vej til i årevis. Med beskæringen af litteraturstøtten forstærkes denne tendens yderligere. Det bliver et hårdere og hårdere land at bo i.

Dette skriver Pablo Llambías, rektor på Forfatterskolen, på sin Facebook-profil i forbindelse med de drastiske nedskæringer som rammer den danske litteraturstøtte. Prospects are bleak. På lørdag demonstreres der --------------- Mere bl.a. her

Et par billeder fra Gøteborgs Poesifestival --------------- her.

Anmeldelse af Geir Gulliksen: Forenkling --------------- her.

Veldig mye av det som har med kjønn å gjøre slår for alvor inn i folks liv når man får barn. Uansett hva slags liv man har lyst til å leve, og hvor tilfreds man er med bildet av seg selv i forhold til sitt kjønn. Jeg tenker at Kim er en som er opptatt av kjønn, på et eller annet vis. Men jeg vet ikke om det først og fremst er dét denne romanen handler om. Jeg har en følelse av at det ikke er det.

Gulliksen --------------- her. Mister Ellefsen anmelder samme sted.

... og jag flippede ubesværet inn og ut av en kunstkontekst, en musikkontekst og en litteraturkontekst i mindst 3 - 4 forskellige lande. Uforberedt var jag imidlertid en mørk og stormfuld kveld da jag så meg i spegeln, mitt ansikte var rødligt og forvredent; "Vad er det som händer med meg?" skreg jag i min kvie. Da gik det op for meg, jag var blevet til en PANSKANDINAVISK MONSTERKRITIKER.

My mom took me to a Clash concert. People kept saying it was a Patti Smith concert, but it wasn't. That's where I met [Slits drummer] Palmolive. She had a little earring made out of a little pig, and she looked out of this world with her spiky hair and her motorbike boots and her tiny little mini. She just looked crazy. She knew that I was Nora's daughter, and Nora was everybody's mom at that time. All the punk people had a sanctuary with her. My mother kept a sanctuary for us few people: our little circle, us against the world, the world against us. Palmolive just came up to me and said, "Let's do an all-girl band. Can you sing? Come tomorrow to rehearsal." And the Slits were made the next day --------------- mere her.

RIP Ari Up of the Slits --------------- her + her + her + her + her

En tynn, oppjaget piping, som om noe var alvorlig galt. Det var barnets puls, den var jevn og rask, iblant begynte den å gå fortere. Hun, barnet, var vel blitt skremt av noe, tenkte han. Det grønne lyset blafret i displayet, som om barnet hadde flyttet seg dit. Nå levde det der, i displayet og høytaleren, og ikke inni Kristin. Hun lå også og fulgte med på apparatet. Barnet prøvde å gjøre seg forstått for dem derfra. Det ville kanskje tilbake igjen i magen hennes, eller det ville slett ikke ut av magen.

Dette er Kims observationer i Geir Gulliksens nye roman Forenkling. Kim hedder Kim, et navn som opfindes i kraft af forholdet til Kristin, men han er også lidt af et kim, uudfoldet, sådan som han også ser barnet, at det modsætter sig at blive født. Tilsynekomst eller viljen til at undgå at komme til syne, og tilsynekomstens forflyttelse ind i apparatet, set af teknologiens kypernetiske øje. Manden som kaldte sig Kim forstår noget 12 år senere:

Et lite øyeblikk sank han rett ned i et dumpt raseri, han var nøyaktig den samme som han hadde vært før, en ung mann som aldri ville bli sett av andre, som ikke ville bli definert eller betraktet fordi han ikke kunne vedkjenne seg sin egen eksistens.

Huh? Gasspedal animert lanceres på Zebra Poetry Film Festival

Et af mine egne Kate Bush-øjeblikke handler om den "modne" version af "Wuthering Heights" fra opsamlingsalbummet The Whole Story, hvor vokalen er krævende og voldsom. Jeg skulle skrive engelsk stil (en sjælden, frit formuleret opgave) og hørte på denne sang, og det var som om noget greb mig, som om mit rum pludselig havde udvidet sig, som om jeg kunne skrive ting jeg ikke kunne tidligere, med et slag. Jeg skrev en mærkelig tekst om Kenzo and the Mighty Old Marlboro Man, egentlig en historie om vanvid og mandsroller, om en ensom mand som identificerer sig med et reklameskilt, han lever højt oppe i en skyskraper og har et køligt blik på verden. Han har drømt sig væk og vil ligne Marlboro-manden, men nede på gaden knuses drømmen, heldigvis. Jeg husker ikke helt, men manden støder ind i nogle folk som lærer ham at det er ok at være følelsesmæssig, glasklokken knuses og han kan fri sig fra identifikationen med det kontrollerende, maskuline blik.

Refuseret sektion af en Kate Bush-relateret samtale som Hval og Christensen p.t. forsøger at udskrive. Yes, we ain't afraid of no Emoconceptualism.

Anmeldelse af Christian Refsum: Løftet kan læses ---------- her.

Hvis man er nysgerrig på festskrift kan det skaffes ---------- her.

Hadde tiden og plassen tillatt det, burde man snarest forfulgt dette politi-aktige ved mye av denne reaksjonære teorifjendtligheten som sveiper over Norge for tiden, og som kommer like mye fra "venstre" som fra "høyre"

Bare en liten bisætning fra Peter Amdams tekst i Vinduet #3 "Etter fellesskapet. Susanne Christensen, Flamme Forlag og ranet av tilhørigheten" som er lidt af et løvebrøl. Amdam baserer primært sin kritik på Flammes ikke-så-vægtige udgivelser så som Flamme-singlerne, but anyways ... jeg er fan af teksten som kritisk handling, også som kommende Flamme-forfatter, *justerer sin fancy indiehat*

Anmeldelse af Johan Blichfeldt Mjønes: Orkanger ---------- her.

Anmeldelse af Siri Lindstad: Å fylle L-ordet med mening ----- her.

Litterær aften med Fria Seminariet & venner

10. september 19:00 på Forfatterskolen i København. Fria Seminariet i Litterär Kritik byder velkommen til oplæsning & hygge! De følgende vil læse:

Majse Aymo-Boot, seneste udgivelse Ødelæggelsen 1-11 (Anblik 2010)
Duna Ghali, seneste udgivelse En have med duft af mand (Samleren 2007)
Rasmus Graff, seneste udgivelse Folkets prosa (After Hand 2010)
René Jean Jensen, seneste udgivelse Om april, i maj (Anblik 2010)
Magnus William-Olsson, seneste udgivelse Ingersonetterna (Wahlström & Widstrand 2010)
Olga Ravn, deltager i Forfatterskolens Afgangsantologi 2010

Är Nordiska poeter rädda för det främmande?

Fria Seminariet i Litterär Kritik indbyder til miniseminar 8. september 19:00 på Forfatterskolen i København

Dagens poeter har, i den digitala eran, större möjlighet än någonsin att ta del av främmande litteraturers poesi. Men paradoxalt nog förefaller utgivningen av översatt poesi minska. De nordiska länderna bebos av människor med rötter geografiskt och kulturellt avlägsna kulturer i större utsträckning en någonsin tidigare. Men paradoxalt nog förefaller den tongivande nordiska poesin trångsyntare i sina internationella perspektiv än för trettio, femtio eller åttio år sedan. Är den nordiska poesin på 2010-talet självtillräcklig och provinsiell i sin traditonsanknytning?

FSL bjuder in poeter, kritiker, kulturbyråkrater och allmänheten till en diskussion om den utländska lyrikens ställning i de Nordiska offentligheterna. Från FSL deltar i panelen:

Peter Mickwitz (Finland), poet, essäist och översättare med mångårig verksamhet som introduktör, förlags- och tidskriftsarbetare.
Magnus Jacobsson (Sverige), poet och tidigare redaktör för Lyrikvännen och FIB:s Lyrikklubb, Sveriges främsta organ för utländsk lyrik sedan decennier.
Magnus William-Olsson (Sverige), poet, kritiker och översättare, redaktör för Wahlström & Widstrand – Internationell Poesi, med många erfarenheter av poesiutbyten med den spanskspråkiga världen, arabvärlden och nu senast Turkiet.
--------------- & min mor

When I was a teenager, I was always angry - angry at Hamsun for idolizing women, angry at Tolstoj for killing Anna Karenina, angry at Strindberg in general, really angry with Beckett’s Dream of Fair to Middling Women, angry at Beach Boys (’California Girls’), angry at heavy metal, rap and philosophy - everything that I found macho and exclusive. I was angry because I was implicated in the gaze of men on women, at the same time as being one. I didn’t want to be looked at. I wanted to write ---------- her & her.

Det kan starte som en slags udmattelse. Inde fra midten af udmattelsen kan man fiske en serie af spørgsmål frem. Man kan for eksempel spørge sig: Hvad er en kulturkamp? Er det en sprogvirus? I nyere tid kender vi kulturkampen fra Danmark siden 2001 hvor den konservative politiker Anders Fogh Rasmussen beamer sig ned som en frelsende space alien med viljen til at indføre et nyt paradigme som betyder en udrensning af alt mentalt arvegods fra 60erne. Man indfører en ny tone i debatten hvor det nu er tilladt at kalde en spade for en spade og en neger for en neger uden at man må stå til ansvar i forhold til nogen form for fluffy etisk sensitivitet. At insistere på en etisk omgangstone bliver ensbetydende med at være politisk korrekt, hvilket vil sige at man dybest set er fejg og inautentisk i sine synspunkter, at man taler udfra en slags indlagt kode, en slags humanistisk hjernevask, udfra sandheder som ikke længere er gældende.

Christensen skriver bl.a. om bogen til Hærald Eia og Ole-Martin Fihle i næste Vagant som er ude den 10. oktober

Anmeldelse af Pia Juul: Mordet på Halland ---------- her.

Tru om ein kunne skrive slik, på same måte som dei lydane som trengte inn i ein heim frå byen utanfor? Spørger Bess sig selv i Pia Juuls roman Mordet på Halland som nu kommer på norsk og svensk.

Manifester skal man ta med en klype salt, har vi lært. Marinettis futuristiske manifest fra 1909, for eksempel, inneholder et punkt der det står: «Vi vil lovprise krig – verdens eneste hygiene – militarisme, patriotisme, frihetsskapernes destruktive aksjoner, vakre ideer det er verdt å dø for, og kvinnehat.»

Vi vet i dag at Marinnettis eksplisitte glorifisering av krigen som hygiene hadde stor betydning for fascismens etos. På samme måte kan også Solanas tekst, slik Süsanne Christensen påpeker, føles skremmende: den er «himmelropende inkonsekvent» skriver Christensen, «vilt overdrevet, fullstendig paranoid og til tider ubehagelig (spesielt når det argumenteres for mannens genetiske underlegenhet og aktuelle utryddelsesmetoder).»

Men likevel, når sant skal sies: Slå opp i avisen og sjekk hvor mange menn som myrder og voldtar og lemlester kvinner, hvor mange guttehvalper som synes det er ok å klappe damer på rumpa på byen; hvor mange sjefer som – når de snakker – utelukkende henvender seg til andre menn i rommet; tenk bare på hvor mange menn som mener at damer som går i korte skjørt har seg selv å takke hvis de – i beste fall – blir plaget, antastet, tafset og klådd på.

Pedro Carmona-Alvarez om Solanas i Grandnarrativekampen

I Født sånn eller blitt sånn avfeier Eia og Ihle den feministiske filosofen Judith Butler med at de ikke skjønner hva hun sier. Det er som om de skulle sagt «jeg har aldri sett et atom, så derfor finnes ikke atomer». En slik påstand ville de ikke kommet langt med i dag, mens avvisningen av kjønnsforskere som Butler er gangbar valuta i den norske offentligheten.

Festlig slagt af Eia/Ihle her og her er Gulliksen og her er Butler

Man behøver ikke å oljesponse kreativitet. Det er nok å forlate boligen og legge ut på vandring. Reis til du ikke kjenner deg igjen. Reis til du blir redd. Bo der til du ikke er redd lenger, til du kan snakke med folk. Kom deg hjem før du forsvinner. Skriv en bok om noe du ikke kan noe om, deretter en om noe du kan ut og inn. Lær deg et språk som ikke er fransk, tysk eller engelsk. Skriv hver dag, selv når du ikke har lyst, selv når du er tom for ideer. Eller motsatt: Slutt å tenke på skrift som en åndelig geskjeft, og se heller forfattervirksomheten som et sosio-økonomisk prosjekt.

Gunnar Wærness i samtale med Audun Lindholm i Vagant 2/10

During his speech, he said: "There is a religious war going on in our country for the soul of America. It is a cultural war, as critical to the kind of nation we will one day be as was the Cold War itself." In addition to criticizing "environmental extremists" and "radical feminism," he said public morality was a defining issue.

Hva er det som gjør deg så opptatt av dette nordiske perspektivet i diktningen din? – Den svenske litteraten Ingmar Lemhagen har sagt at forestillingen om et nordisk felleskap bygger på en misforståelse, om enn en produktiv en. Selv har jeg i flere år vært med på å bygge opp et nordisk litterært fellesskap, og sett hvordan det pålegger islendinger og finner å snakke et annet språk enn sitt eget. The Grefsen Address er i så måte en respons på denne forestillingen: den er skrevet på alle de nordiske språkene, er en bok henvendt det nordiske litterære fellesskapet, og dermed delvis uleselig for de aller fleste av oss.

Lyriker Paal Bjelke Andersen fik en replik i Yftenposten i søndags

Jeg sad rystende af angst i sommersolen på Demos sommerlejr i 2006 med hele den yngere socialistiske intelligensia rundt mig, Bendik Wold – «kontra» – og jeg – «pro» – skulle diskutere postmodernisme, det blev heldigvis en kort og overfladisk affære, vi overgav os til sommeren, men jeg var sikker på at jeg ville fremstå som et fjollet neoliberalistisk airhead i den flok. Som de evige diskussioner rundt 8. marts: optog eller ikke optog? Hey, optog, selvsagt, men ikke hak på skrivebordsfeministen. Vi gør hvad vi kan, det er koblingerne mellem forskellige versioner af «politisk» som er vigtig.

Replay III fra Bøygen #2/09, "Litterær(e) Aktivisme(r)" af A. Lindholm og undertegnede. Claws Talks beklager: Arkæologiske udgravninger finder sted netop nu, diverse krukker bliver derfor udstillet

Det kan starte mange steder. Et startpunkt for mig var det dansk-norske seminar Bergensbrag som vi arrangerede i 2003, og igen i København i 2005, en idé som blandt andet tog form efter at jeg havde mødt den energiske, unge danske poet og – på det tidspunkt – redaktør i tidsskriftet Apparatur Martin Glaz Serup. Jeg havde netop læst Sadie Plants bog The Most Radical Gesture: The Situationist International in a Postmodern Age (1992) og holdt et oplæg med titlen «Litteratur som handling» som jeg ikke husker særlig meget af, andet end at jeg var utrolig interesseret i havneområdet i Bergen, som på det tidspunkt var et helt åbent og totalt rodet sted med bunker af forskellige mystiske sten- og metalobjekter. En strukturering var netop begyndt, store arbitrært placerede pile dukkede op med ordene «To the city center» som om at nu måtte vi komme os ud af rodet og ind mod de glatte shoppingfortorve. Hele området er i dag – forudsigeligt nok – lukket af, ryddet op, under kontrol. Jeg brugte havneområdet som et billede på det vi var samlet for at diskutere, nemlig diverse strategier for småforlag og tidsskrifter midt i det store kommercielle maskineri. Men jeg tror nu ikke det var så romantisk som det kan lyde, jeg var helt enkelt optaget af glatte versus ru overflader og gjorde en kobling fra teksturer og strukturer i byrummet videre til tekst. Og byrummet figurerede ikke alene som metafor, vi havde planer om en byvandring ledet af Øyvind Ådland, en af Bergens mere strategiske flanører. For mig indgik alt dette i en langsom, men sikker vending bort fra feticheringen af den skønlitterære tekst mod andre former for tekstuel aktivitet; kritikken, redaktørfunktionen, og så videre. Alt dette som Grønn kylling (arb. tittel) også arbejdede med.

Replay II fra Bøygen #2/09, "Litterær(e) Aktivisme(r)" af A. Lindholm og undertegnede. Replay I her og om havneområdet i Bergen her.

Giv mig Kafka og Fitzgerald ridende sammen på den gule, syngende måne med ben af stråler trampende på den grønne, groende, levende klode. Jeg ligger dér i græsset med armene udstrakt og tænker at jeg omfavner. Træd blot på mig, mit ballon-måne-dyr. Hvis jeg græder er det af glæde.

Fragment fra 24. november 1986, kradset ned på en papyrusrulle

This brand of theory also has to be consistently sexy. It has to entertain, provoke and be easily quotable in the form of sound bites and physically palpable like rock music. Žižek delivers all of the above. One could say that he's reinvented the profession. Some
would say he's defiled the profession.

Too tempting to make the conference report into a Žižek cartoon

Paal Bjelke Andersens dobbeltudgivelse demonstrerer endnu en gang, at den mest akutte og direkte samtidslitteratur skrives af eksperimenterende, nordiske poeter, eller skrives og skrives: klippes.

Lars Bukdahl anmelder The Grefsen Address i Weekendavisen 16. juli. Her og her er iøvrigt mine to bidrag til The Daily Standart, en meget fin vægavis som kom i fire udgaver på Roskilde-festivalen hvor bl.a. dette besynderlige teksteksperiment udfoldede sig, sat i swing af forfatteren Christian Bjoljahn og forlaget After Hand.

Det mest interessante med Lindgrens artikkel er likevel hvordan hun slår seg selv på munnen. Hun tror visst ikke at språket skaper virkeligheten. Men den virkeligheten hun skriver om, finnes i det store og hele bare i hennes egen artikkel. Og faktisk er artikkelen hennes noe av det mest postmodernistiske jeg har lest, postmodernis- me da forstått slik klisjeen vil ha det til: anything goes.

En hel hær af støvsugere er ikke nok til at rydde op i Lena Lindgrens artikel i Mørgenbladet 2. juli. I Lindgrens overgearede forsøg på virkelighedskonstruktion hinter hun til et queer-teoretisk hegemoni, mens hun i interviewet med Eia og Ihle 21. maj kalder samme teori ekstrem og marginal, to lige vilde uddefineringsstrategier. Først svarede Thomas Hylland Eriksen og siden Arild Linneberg.

Valget af dig og din elektrisk frydefulde bog burde give anledning til store, panderynkende debatter på avisernes debatsider og til Dansk- læreforeningens Årsmøde: Hvordan kan en svensktalende finne, født i Göteborg, opvokset i Vesttyskland, bosiddende i først Finland, så København og lige om lidt Berlin, få en dansk litteraturpris? For en bog udgivet på et svensk forlag? Men se, om den gider få øje på anledningen, debatten. Og godt det samme. I enmandskomiteen for Bukdahls Bet gør vi en dyd af smalheden og debatterer hjertelig gerne i munden på os selv.

... kan Claws Talks eksklusivt afsløre at Herr Bukdahl skriver i avisen imorgen i sin prisoverrækkelsestale til Cia Rinne

Tillykke til transnational poetess Cia Rinne som modtog Bukdahls Bet (pris som fejrer såkaldt "smal" litteratur) idag i København, nærmere bestemt Smallegade, for notes for soloists (OEI Editör 2009).

Bukdahls Bet deles ud tirsdag. Holder hårdt på Cia Rinne, med Majse Aymo-Boot og mystiske Emilio Alvarez som boblere.

Den selvbiografiske investering i Det uperfekte menneske skabte en både brutal og elegant feedbacksløjfe. Men hvor trænede performancekunstnere som Abramović kan se "intent, energized, powerful" ud efter første selvmishandling og gøre klar til den næste (Carlson 2005), peb Leth med følge over omkostningerne i den Zwellenzustand som den gamle avantgardist havde katalyseret.

Mange formuleringer jeg har lyst at citere fra Jon Helt Haarders artikel "Hullet i nullerne" i Passage #63 (skaffet med venlig assistance fra Herr Serup og Herr Bukdahl) hvor han tager Performativ Biografisme™ ud at gå en tur rundt om bl.a. Melberg og Knausgård

Stadig lige glad i "Riders on the Storm" sad jeg på en københavnsk biograf igår midt i et enormt tordenvejr mens pigen bag disken spillede Portisheads Third (2008), en plade som netop gør det som jeg forsøgte at sige noget om; inkorporerer reallyde, men ikke et sanseligt tordenvejr, snarere en slags (a)rytmisk, mekanisk støj midt det relativt populærmusikalske lydbillede. Spændingen mellem organiske og mekaniske lyde, som også denne plade udforsker.

Okay, her er så stykket om Suicide, i en sprogvasket version.

På 2002-utgaven finnes live-versjonen av 23 Minutes Over Brussels fra Belgia 1978 ... Huh? Noget blev funky i oversættelsen her, i min version står der: På 2002-udgaven findes live-optagelsen 23 Minutes Over Brussels. But anyways, læs om Suicide i Klassekampen idag.

Din kulturkamp er for kort/ og det er noget lort/ for jeg er feministisk/ og kulturkampen er sexistisk. Billeder fra Roskilde her

Tør du å si det? Sex er alltid trøbbel, usikkerheten forsvinner aldri. Eller hva, du har det motsatt? Du har funnet hjem, sier du? Så sjekk pulsen din, kanskje du er død.

Tut gjerne i vuvuzela-hornet ditt her. Reprise fra 2006.

Om Agnes Bolsø: Folk flest er skeive. Queer teori og politikk her.

To Butler or not to Butler. Claws Talks har forsøgt at følge denne sag nøje de sidste dage, se her + her + her for yderligere links.

Både autotunepopen og det mekaniske stykket blir sørgelige opplevelser for meg, men Voices and Piano makter likevel å gjøre noe Lady Gaga ikke får til: det åpner avgrunnen mellom menneskekroppen og instrumentet, det levende og det døde. Slik kan stykket fortelle meg noe om samtiden jeg allerede trodde jeg visste: We’re in love with robots.

Skriver Jenny Hval i Kla$$ekampen idag

Judith Butler besøgte Berlin igår. Snart endnu en bølge af filosofer.

And these children that you spit on/ As they try to change their worlds/ Are immune to your consultations/ They're quite aware of what they're going through/ Ch-ch-ch-ch-Changes

Claws Talks tillader sig en reklame. Bowies "children" er i dette tilfælde folk flest, but are we aware what we are going through?

Kittys hjerte gav op under et storslået fyrværkeri. RIP Kitty

Hvis jeg var kunstner ville det naturligvis ikke være til at holde ud, at visse kunstnere fik helt uforholdsmæssig megen omtale og succes ved at lave de mest latterlig banale værker, fx 'debatskabende' konceptkunst, [sentence too goddamn long] men det at denne kunst skamløst anser sig selv for at være væsentlig, fordi den oprigtigt tror, at den er engageret i samfundet, samtidig med at den ingen respekt har for den grundlæggende kompleksitet i folks sanse- og tænkeapparater, eftersom den er spekulativ og spektakulær og taler ned til folk fra et ikke særlig højt sted.

Den muligvis let spekulative konceptpoet Martin Larsen har samlet monstrøst lange og ganske korte sætninger med begyndelsen "hvis jeg var kunstner" i bogen med titlen Hvis jeg var kunstner.

Anmeldelse af Bret Easton Ellis: Imperial Bedrooms ---------- her.

Lille A og jeg gik på Cinemateket en aften i 2008. Planen var at se en dokumentarfilm om filosofen Alexandre Kojève, men før den korte og ganske forglemmelige film involveredes vi i en slags fejring i anledning af en dansefestival. Salen var proppet, nogen holdt taler, nogen fik blomster, og efter det vistes en dokumentarfilm med danseren Meg Stuart, festens midtpunkt.

Hvad var det vi så? Ikke ved jeg, men det ramte hårdt. Syge, spastiske kroppe. Følte mig transporteret tilbage til omsorgsarbejdet med tungt handicappede i de sene 80ere, industrial beats included. Igår lå jeg på store hvide puder, spredt ud over Volksbühnes gulv, og spassede ud til Damaged Goods, Meg Stuarts dansekompagni.

Det finns definitivt ett stort behov av att reflektera över hans fall, framförallt för att nyansera och komplicera bilden, ta udden av självgodheten i yttrandefrihetsretoriken mm. Å andra sidan finns det också goda skäl att hålla tyst. För problemet är att varje kommentar, oavsett hur den förhåller sig till fallet, bidrar till att ge det ännu större betydelse. Om man är av den uppfattningen att teckningen var dålig, provokationen ointressant, den politiska tendensen farlig, och den diskussion som det hela resulterat i ofruktbar, då befinner man sig i ett moment 22: att hålla tyst är det mest adekvata, men det innebär att man lämnar fältet fritt för fortsatta förenklingar, klichéer osv.

Anders Johansson om tilfældet Lars Vilks, i en tekst som handler om meget andet også

Bergen balancerer perfekt som en lavt summende totalinstallation. Musehagen er en plastikblomstdrøm, og på kunsthallen findes en udstilling som gør indenfor til et udenfor. Tempoet jeg går i, og måden jeg ser ændrer sig ikke, da jeg går op over trappen og ind i mørket, hvor Knut Åsdam har klædt lokalerne ind i metalhegn og skabt en labyrint, hvor der findes blinde veje som kun er relativt blinde: Du kan se filmlærredet gennem hegnet, men ud kommer du ikke.

Men det starter et andet sted, det starter med en syngende bryllupsprocession og et udendørsalter i den spotlightagtige sol udenfor det samfundsvidenskabelige fakultet, og fortsætter da jeg når festivalpladsen, denne store åbne tallerken med udsigt til en splinterny havgrøn miniskyskraper i perfekt vinkel nedenfor Ulriken. En slags technoficeret hardangerfele lyder, og jeg opdager to figurer som danser ballet, hængende i bjergbestigningsreb midt på den lodrette flade som er Bergen Rådhus.

Så slentrer tredive helt ens russiske sømænd over pladsen, den bølgende bevægelse spejler sig i en gigantisk sølvkube. Jeg tager billeder af billederne på udstillingen, og siden fotograferer jeg folk som fotograferer. Jeg er sløvt ekstatisk eller dybt urolig.

"I want to go back," Daniel says, quietly, with effort.
"Where?" I ask, unsure.
There's a long pause that kind of freaks me out and Daniel finishes his drink and fingers the sunglasses he's still wearing and says, "I don't know. Just back."

Fra Less than Zero (1985) af Bret Easton Ellis. Mere her.

Ju mer yttrande- og tryckfriheten upphöjs till en okränkbar princip, något som i varje tänkbar situation "måste" försvaras, desto mer kommer man att likna de fundamentalistiska motståndare man definierar sig mot.

Anders Johansson talte på Lillehammer og mindede mig om hans essay "Yttrandeofrihet" i Nonfiction (2008). Ny bog fra Johansson her.

Kunst er tenkning, ikke fortellinger, sier Shields. Undslår nok fortellingenes betydning i ikke-fiksjon. Men går langt i å nivellere skillet mellom fiksjon og ikke-fiksjon. Nesten like langt som Georg Johannesen: Sakprosa er negert poesi, poesi som har fjerna kjennetegna på at den er poesi. Theodor W. Adorno skreiv: Kunstprosa er vers i frie rytmer.

Norske sakprosaprojektprosaister tør ikke ta i problemet. Den mest framskredne tenkinga om sakprosa, også i Norge, kjenner de ikke. Jeg anbefaler dem heller ikke å lese Shields. Det kunne rokke fordommene mot det som rokker fordommene.

Fra Arild Linnebergs forord til denne lille udgivelse.

Basilisk Beta on the move, to nye bøger i serien: #3 Juliana Spahr og Stephanie Young: Foulipo & Christian Bök: To prikker over en vokal + #4 Kenneth Goldsmith: Konceptuel poetik

A shudder of recognition traveled through my body: I was the alien - a chameleon, androgynos, not like the others with their rigidly defined roles ... I could change my sex as easily as I could change my hair color.

Cherie Currie: Neon angel. A Memoir of a Runaway. Apropos 1 + 2 + 3. Det har med køn at gøre, men handler også om hvad som er muligt. Norge danser mulighedsbegrænsningsdansen, i "folkets" navn. Cheers

Billeder fra Lillehammer ---------- her + her + her

If they hadn't emigrated, she'd have been sent back to Bosnia. It's called voluntary repatriation. I don't think something you're told to do can be voluntary, and you can't really be repatriated to a place where half the original population is missing. It's a new place, you're not returning to it, you're going there for the first time.

Aleksandar om sin mor i tysk-bosniske Saša Stanišićs roman How the Soldier Repairs the Gramophone, som kom på norsk i 2009. Stanišić omtales også i denne fine artikel, og han kan træffes på Lillehammer.

Hvis man prøver å koke et politisk program på infantile, sadistiske fantasier, kan resultatet lett bli en ny høyreradikal versjon av 68-generasjonens venstrefascisme på 1970-tallet.

Like, wow. I'm so confused. Tjønneland skriver vilde sætninger. Skønt, det kan være at han faktisk rammer hovedet på sømmet her, og beskriver status quo i Norge igennem et skrækindjagende år som jeg ikke er sikker på at poeten Asle Toje fik opsummeret tilstrækkeligt i lørdagens Klassekampen.

Anmeldelse af Ebba Witt-Brattström: Å alla kära systrar! Historien om mitt sjuttiotal her

April 2010. Kære Susanne. Jeg overvejer at komme op og besøge dig men det koster selvfølgelig noget og jeg skal have en med der kan vise mig hvor det er. Jeg ville gerne væk herfra hvis jeg kunne klare det selv man bliver ofte udnyttet på plejehjem og institutioner. Jeg savner dig jo meget og du savner vel også mig. Jeg skulle nok være flyttet fra B for lang tid siden de kan vist ikke lide os her. Jeg snakker snart ikke med ret mange men de snakker jo om os her. Det hele bliver vel snart revet ned. Mange kærlige hilsner H/ Mor

Anmeldelse af Lisbet Hiide: Min fars hund ---------- her.

What's this thing called Lady Gaga, and do I care? Denne artikel og denne strålende forelæsning gjorde mig til sidst nysgerrig. "Madonna-studier" hedder det i Geir Gulliksens seneste roman, en slags queer-inspireret culture studies. Det er klart at Gaga vil spise Britney og Madonna og indtage poptronen, men hun snupper også Pipilotti Rist og Le Tigre til morgenmaden; Gaga-studies is here. Stammende og robotagtig; Gaga, Dada, blah blah. Kubistiske outfits som var det 1920. I et slags female freak jail, stop calling, dette foretrækker hun. Gør en Madonna-Jackson og speeder afsted med Beyoncé i en pussy wagon; to teatrale junk food outlaws. At generere berømmelse ved at problematisere berømmelse. At lave et sikkert ringetonehit med omkvædet stop calling. It's a no-yes all the way.

Varför skulle jag anners, efter det turbulenta samlivet med Ola, attraheres av en (till) estetisk marxist i trasiga jeans og urtvättade skjortor, denne gång en fanatiker med brinnande blick som hoppat av det akademiska og nödtorftigt drog sig frem som frilansskribent. Horace var en älskansvärd och avgrundsblek teorinörd som kom först och gick sist på alla fester. Vid ettiden på natten när alla ville gå hem, kopplade han hänsynslöst på sin verbala autopilot, och trollband alla. För at slippa bli motsagd valde han gärna ämnen utanför vänsterns kompetensområde, som opera.

Ebba Witt-Brattström møder Horace Engdahl første gang. Fra Å alla kära systrar! Historien om mitt sjuttiotal (2010)

Hele byen i nationaldragter (kollektiv regression), pokémon-balloner, en kæmpe scene formet som et vikingskib, forskræmte indvandrer gik rundt med store øjne, bare en stor fest-prut; "vi er frie", "vi må lave ballade og drikke" - sikke et oprør. Biblioteket lukket, al intelligens og fremdrift suspenderet. Drak en øl på Garage, læste Johnny Rotten ... Senere: Mere åbenlys racisme. På torvet store, glatte pæle med dyrt tøj ("velfærdssamfundets goder") for enden. Så kunne "abekattene" kravle op og få et øjebliks berømmelse mens folk stod rundt om i deres forpulede nationaldragter og klappede.

Christensen oplever 17. maj for første gang i år 2000

Claws Talks har dækket aktivistkonceptet Kvinnehistorisk natt både i 2008 og i 2009. Her er billeder fra 2010, det er bare at tage en tur rundt i gaderne og se de fine plakater. Et galleri af nyt og gammelt hænger under broen på John Smørs gate.

På Vagant-designer Andreas Töpfers blog findes nu avisomtaler.

-------- SHE'S BACK TO BITE YER ARSE!!! --------

"Obviously, the political task is not to refuse representational politics – as if we could." (1990: 7)

"Within feminist political practice, a radical rethinking of the ontological constructions of identity appears to be necessary in order to formulate a representational politics that might revive feminism on other grounds." (1990: 7)

"The deconstruction of identity is not the deconstruction of politics; rather, it establishes as political the very terms through which identity is articulated." (1990: 203)

"If in some of its guises, poststructuralism appears as a formalism, aloof from questions of social context and political aim, that has not been the case with its more recent American appropriations." (1999: ix)

"Although I would deny that all of the internal world of the psyche is but an effect of a stylized set of acts, I continue to think that it is a significant theoretical mistake to take "internality" of the psychic world for granted." (1999: xvi)

"The writing of this denaturalization was not done simply out of desire to play with language or prescribe theatrical antics in the place of "real" politics, as some critics has conjured (as if theatre and politics are always distinct). It was done from a desire to live, to make life possible, and to rethink the possible as such." (1999: xxi)

------------- Quotes from Judith Butler: Gender Trouble -------------

------------- Christensen rereads Butler in Fett soon!!! ------------

------------- Special guest stars: The Runaways!!! -------------

Monsieur Braanen kommenterer Butler tilbage i 2007. Det er tydeligt hvem som er slem her, hvem som "bruker «essensialistisk» som en nedsettende karakteristikk" og angriber folk for biologisme, hvem som "driver ut naturen, kroppen og biologien fra feminismen" og som lider af sekterisme. Godt vi endelig fik ryddet op i det, da.

I de seneste år har Das Beckwerk forsøgt at skille sig af med Claus Beck-Nielsen, men han bliver ved med at dukke op i werket og omtalen af werket, som et navn, et spor, en forskydning, en rest; som et spøgelse går han igen overalt i werket. Er han et spøgelse? Er den navnløse leder af Das Beckwerk en zombie? Hvad er forbindelsen mellem hjem og hjemsøgelser? Er Das Beckwerk en hjemsøgt virksomhed? Har døden brug for en lokalitet, et hus, en grav, for at kunne finde sted? Hvornår er døden en realitet, i vores kultur og i andre kulturer? Findes den dødseklærede, den levende døde andre steder i verden, i andre kulturer, eller er "han" den eneste?

Das Beckwerk samtaler med antropolog Kirsten Marie Raahauge, ekspert i spøgelser og hjemsøgelser, mandag 10. maj 16.00 på Danmarks Designskole. Mere her

Kritikerlaget citerer Lindholms leder fra Vagant #1/2010 her.

En let cocktail bestående af The Runaways og Basilisk Beta.

Vagant #1/10, ute 3. mai. Omslagsillustrasjon av Andreas Töpfer

Vi har en palme i stuen. Palmen er egentlig mest en pind som vokser ret op i loftet uden digressioner. Øverst oppe opfører palmen sig som enhver palme; den spreder sig ud i en slags grøn hat. I lang tid har denne grønne hat hamret mod loftet, væk fra lyset. Ingen god strategi, og vi har ikke været i stand til at assistere palmen med andre løsninger. Nu har væksten imidlertid selv taget affære: Midt på den nøgne stamme vifter nu en lille grøn arm mod vinduet.

... but in the work of my favorite writers, the armature of overt drama is dispensed with, and we're left with a deeper drama, the real drama: an active human consciousness trying to figure out how he or she has solved or not solved being alive.

Shields sampler Shields (& Christensen diskuterer med Christensen)

The real kinship among genres today is less between the memoir and the novel and more between memoir and poetry. We make a mistake in thinking of memoir as nonfiction. It's really nonpoetry. I don't think we can understand the strong impulse of the memoir if we look only to fiction for its roots.

Hampl sampled by David Shields in Reality Hunger. A Manifesto

Hvad driver Graff og Møller med? The Real IRA med ny blog.

Ikke råd til en vaskemaskine så avisversionen danser sin egen lille ét-benede vals. Her er anmeldelsen af Niels Franks Spørgespil.

Udenfor Sonja Åkessons hus Havdhem som nu er et loppemarked

Man hører havet oppe hos os, men ikke inde i midten af labyrinten. Når husene tynder ud buldrer det, selvom der næsten ingen vind er. Jeg tager hætten ned, må være på vagt med alle sanser, tænker jeg, mens jeg går igennem porten. Forude er det sort. Biblioteket er sidste bastion, lyser som en teaterscene. Der er ingen her, men ned ad en sidegade står to politimænd i samtale med to unge mænd. En tredie står lænet op ad et træ og ser på dem, venter. To parallelle forhør, figurene står som frosne, jeg hører ingen stemmer. Passerer over teaterscenen; ingen info på skærmene, bare det lysalfagtige pausesignal. Sort buldren, noget enormt foran mig i mørket. Lidt efter, på vejen tilbage: Det frosne forhør fortsætter.

Fat birds don't fly, dette var et forsøg. Samlet arbejdstid brugt: To dage til læsning, en dag til genlæsning og en dag til skrivning. Jeg skal ikke undskylde, selvom jeg har lyst. Hermed anmeldelse af Jacques Rancière: The Emancipated Spectator

På bordet på takterrassen i L.A. hadde eg to bøker: Reality Hunger og Philip Roths fabelaktige Exit Ghost, ei bok som gav Shields tiradar mot romanen ein underleg valør. Den største faren for einkvar litteraturkultur vil vere om medisinen føreskrive i Reality Hunger resulterer i store mengder bøker som er for fulle av seg sjølv. For fulle av det skrivande subjektets altoverskyggande sjølvframstilling og uro knytt til denne. Faren er særleg stor dersom slike bøker vert skrivne av mindre talentfulle forfattarar enn David Shields.

Øyvind Vågnes har en strålende anmeldelse af David Shields' Reality Hunger: A Manifesto i dagens MB

Paolo approached the platform and crossed the white line that kept the public from approaching the knife ladders. Abramović leaned down to embrace him and they whispered to each other. I transcriped this part, and put it under the heading "Breaking the rules," but it was discretely edited out from the 145-page "transcript" that appeared in the book --------------- James Westcott transkriberer Abramovićs performance The House with the Ocean View

Later on the trip, Marina and Laurie Anderson paddled a canoe to a nearby small island, where a large gathering was taking place in a hut. Marina and Laurie were invited in, introduced to someone who was described as the "king" of the island (he was wearing jeans), and offered a meal of dog meat served in leaves. "We said no, but we would like to bring to our friends," Marina says. "They say no, for your friends we give you whole dog." They wrapped the bloody and stinking meat in leaves and brought it back with them, repulsed and amused. John Cage, a notorious circumspect eater who had brought with him to Ponape a suitcase full of rice to eat, wasn't impressed with the dog meat.

Fra When Marina Abramović Dies af James Westcott

SC: Men hvis det var, at man i halvfjerdserne forsøgte at gøre noget ved skellet imellem det private og det offentlige, så var det med en forestilling om at man kunne krænge det private ud, at man kunne befri mennesket. Du siger noget andet – i antologien Virkeligheds- hunger skriver du at det autentiske blot er endnu et lag af fiktion, der er flere forskellige forskydninger af fiktive lag hvor det biografiske blot er et af disse?

Nielsen: Ja, men i forhold til attituderelativismen, så er hele projektet alligevel mere patetisk, smerteligt eksistentialistisk, havde jeg nær sagt. Man må endelig ikke blande det sammen med den del af attituderelativismen, postmodernismen, hvor alting bare er for sjov, et spil, du ved, man kan vågne op og være den eller den, som man behager. Den tragiske dimension er med overalt i Beckwerket, det er ikke en forestilling om at livet, identiteten og litteraturen kan være hvad som helst, der er en masse dødelige konsekvenser. Men det betyder ikke, at Beckwerket rider med på bølgen af det autentiskes genkomst. Kun som endnu en autenticitetskritik.

Christensens spørgespil --------------- her

Fører De dagbog?

Jeg holdt op, da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden. Da jeg ikke længere kunne se det skrevne udefra. Da dagbogen ikke længere fik mig til at glemme. Da jeg begyndte at tænke på dens mulige læser i en fjern fremtid. Da jeg oplevede, at den gav mig tryghed.
Da jeg oplevede, at den ville rydde op i mit liv. Da den gjorde hændelser, møder, samtaler til fiktion: det, der skal fortælles. Da jeg indså, at jeg kun gik efter højdepunkterne og glemte alt det vigtige undervejs. Da den, der bogførte, begyndte at vide mere end den, der levede. Da jeg gav mig til at sniksnakke med mig selv, og bagtale mig selv, og bagtale andre. Da jeg gav mig til at genlæse bogen fra ende til anden. Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv. Da den endte som en skitse, et kladde- hæfte, til den "rigtige" skrift. Da den fik alting til at hænge for godt sammen, mens jeg selv følte mig spredt for alle vinde.

Fra Spørgespil af Niels Frank

Anbefaler alle glade, neobiologistiske nordmænd at læse denne og denne på fjella ---------- Længe leve Judith Butler! ♥

Tøver med at linke til debatten på grund af aggressive anonyme stemmer, men det blir bedre længere nede. Undertegnede i rollen som den der sætter ild på og stikker af. Sorry. One has to choose ones culture wars these days.

Akkurat denne formen for overformynderi har mistet all legitimitet i dansk politikk i løpet av de siste årene. Ingen vil være elitær, ingen vil være smaksdommer. Man vil være i øyehøyde, på fornavn. Men grunnen til at vi har en kulturpolitikk, er at det ikke er alt i denne verden som er på samme nivå. Det er ikke alt i et demokratisk samfunn som kan være demokratisk. Selv om man er motstander av umyndiggjørelse, er alle også enige om at «minste felles multiplum» er et negativt fenomen, og at kvalitet er et positivt fenomen.

Kulturpolitikken kretser rundt et sant samtidsdrama: Hvordan kan vi fastholde at noe er bedre enn noe annet, og samtidig insistere på at ingen må være bedre enn andre? Hvordan kjempe for likhet mellom menneskene, og forsvare forskjellen mellom tingene? Det er et intellektuelt spørsmål, som bare har praktiske svar. Og de er alt for viktige til at vi kan overlate dem til en kulturminister.

Skriver Rune Lykkeberg bl.a. i lørdagens Klassekampen

Everybody needs a little Elfriede sometimes. Sofia Stenström har oversat Elfriede-digte til svensk her og her er min anmeldelse af Elisabeth Beanca Halvorsens Piker, Wien og klagesang. Om Elfriede Jelineks forfatterskap.

Anmeldelse af Jan Roar Leikvoll: Fiolinane ------------ her

Et lyserødt armbånd omkring mit håndled. Borealis hamrer løs netop nu, en af mindst 3000 hysteriske festivaller i det kulturselvsikre Bergen. 1) Først en komposition for helikopter, Helios Nordwärts. Må tilstå at jeg forestillede mig noget i stil med dette, og det blev vel aldrig rigtig vildt, måske fordi jeg allerede går rundt in an altered state of mind, I'm too blasé, uden behov for dette kunstchok idag; at lyden fra en helikopter, the real, pludselig kan være del af et værk.

2) En ung poet fremførte digte om en dronning på bålet, så intenst at han drak flere liter vand bagefter, som stod han selv i flammer.

3) John Tilbury om Cornelius Cardew, very interesting indeed, især en smagsprøve på et værk omtalt som Cardews Magnum opus imponerede, og Luke Fowlers film om Scratch Orchestra er fin.

4) Idag strålende Steve Reich (bogstavlig talt, disse hypnotiske sollys- og vandhvirvelagtige strukturer) plus præpareret piano a la carte.

Mor gjekk klynkande ved sida av, pressa eine knyttneven inn i munnen, beit på han og stønte og kikka seg omkring om nokon såg at vi bar noko så ungt og hjelpelaust til eit skur der dette vesle skulle ligge aleine.

Fra Jan Roar Leikvolls postapokalyptiske roman Fiolinane. Som Sofi Oksanen er Leikvoll god til at beskrive kroppe uden betydning; en slags kz-lejr-kropslighed, en slags udhungret-Afrika-kropslighed. Giorgio Agambens begreb om bare life har sat sig spor i litteraturen.

Sett fra Danmark er det også bemerkelsesverdig at Min kamp bygger på en så tradisjonell forestilling om hva selvbiografisk stoff kan brukes til i litteraturen.

Skriver Tue Andersen Nexø i Klassekampen, og jeg siger tak. Nexø skriver videre om Pablo Llambías' roman Rådhus (1997). Undertegnede laver samme kobling i nyeste udgave af Prosa hvor jeg skriver om samme Llambías' remake af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje (2009), som del af den såkaldte "kortversjonen", et lidt klaustrofobisk koncept som hovedsageligt handler om sagprosa. Llambías' bog befinder sig i gråzonen når det gælder sagprosa, eller "uafgørlighedszonen" som vi kaldte det i gamle dage, da jeg bl.a. skrev min masteropgave om Llambías og the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen.

Den norske naivisme fortsætter i Guro Havrevolds hyldesttale til årets kritiker Tor Eystein Øverås (gratulerer, iøvrigt) som han modtager for sin bog med titlen Livet! Litteraturen! (2009). Havrevold henviser til de litterære og eksistentielle problematikker mellem liv og litteratur som "årets snakkis" og beviser hermed hvilken snæver horisont hun taler ud fra hvor bare én figur toner frem: Karl Ove Knausgård. At der iøvrigt også er brod mod "det akademiske" er ingen overraskelse i norsk sammenhæng.

At litteraturkritikken også er en skabende aktivitet og dermed stipendieberettiget er trængt ind nu, i det mindste kan Gyldendal nu reklamere parallelt for to forfattere som begge fik pris: Tomas Espedal og kritikeren Øverås. Det siges ikke direkte, men det er klart at kritikken nu er støtteværdig, ikke så meget fordi den er kritik, en genre i sig selv, men fordi den nu også er en vare som kan sælges.

Siden dadaistenes herjinger de første tiårene av forrige århundre, har negasjon av etablerte verdisystemer gått som en sort åre gjennom kunsthistorien. I dag har blasfemi og profanering igjen inntatt avisoverskriftene, og da ikke først og fremst i kulturseksjonene: «Retten til å krenke» forsvares nå over hele det politiske spekteret som en av det skandinaviske storsamfunnets pillarer. Samtidig beskyldes kulturradikale for ukritisk å ha dyrket en hedonistisk livsutfoldelse uten samfunnsbyggende siktemål – og kunstnere for å være provokasjonsstrateger som hyller den overskridende handlingen for dens egen skyld. Alt mens forfatteren av en pamflett med tittelen «Ekstremistan» nylig tok til orde for en ny norsk patriotisme. Inn i dette vepsebolet av motstridende ideologiske linjer – hvem sa at idékampen var død? – sender nå Håvard Rem sin Innfødte skrik, historien om black metal i Norge.

For en indledning! Audun Lindholm skriver om Rems bog i KK

Anmeldelse af Patti Smith: Just Kids --------------- her

1/2/58

The time for writing to entertain other people is over. I don't write to entertain others, or myself. This book is an instrument, a tool - and it must be hard + shaped like a tool, long, thick, and blunt. This notebook is not a diary. It is not an aid to memory, so that I can remember that on such and such a date I saw that film of Buñuel, or how unhappy I was over J, or that Cádiz seemed beautiful but Madrid not.



Susan Sontag i Reborn: Journals and Notebooks, 1947-1963

1) Dette kan være våren 2000. Vagant-slippefest på BIT Teatergarasjen. Man har vist talt om Lunds Om naturen. Simonhjell danser med sig selv, dekadent stemning. Knausen står i baren og skænker mig en øl. Bliver ved med at skænke i glasset til det flyder over. Får fat i en rulle med papir, vikler et kilometerlangt stykke ud og begynder at tørre bordet. 2) Vossajazz, stadig våren 2000. Vi sidder ved et langt bord, det er tåget af cigaretrøg. Christiansen er sådan joie de vivre, gestikulerer. Knausen er dér, i min dagbog kalder jeg ham Ulven (altså med tanke på dyret), mest på grund af det sultne blik. 3) 2003 i Stockholm. På Pelikan med Knausen, Geir, Aagenæs og Lindholm. Konverserer om Larsson, bøgerne er svære at finde, vi får boghandeltips. Husker næsten intet andet end den rungende lyd af mange stemmer under det høje loft.

I det som ved første augekast kan sjå ut som eit tilfeldig utval tekstar, ser vi etter kvart eit avgjerande fellestrekk som er høgst relevant for den samtidige scenekunsten: Det dreier seg om ein form for kamp, utkjempa gjennom estetikkens opningar og avgrensingar, og kunsten forstått som del av ein kultur- og samfunnspolitisk kamp, kor dystopien stadig støyter opp mot utopien.

Anmeldelse af 25 i Morgenbladet idag

Att vara kritiker är att sitta mitt i oron över att det kanske faktiskt inte, på ett djupare plan än den rena konsumentupplysningen, finns någon mening med det man gör, det vill säga: att ta ansvar över insikten att det finns frånvant spökbrus. Att man kanske aldrig kommer nå frem till ett samtal på lika villkor. Det är med andre ord precis som det brukar vara i livet. Och jeg antar att det är den här oförmågen till møte, den här ensamheten, som vi egentligen borde kalla för ärlig och trovärdig realism.

Aase Berg i 00TAL #30-31 2009. Plus medfølgende bog

There's no escape from Patti. She's so high you can't get over her. She's so low you can't get under her. She's so wide you can't get around her. If you make your bed in heaven she's there. If you make your bed in hell she's there. She's everywhere. Woo! Help me somebody

Anmeldelse af Sofi Oksanen: Utrenskning ------------- her

Candy had Kim Novak's looks and Jackie had the delivery. Both of them were ahead of their time, but they didn't live long enough to see the time they were ahead of. "Pioneers without a frontier," as Andy Warhol would say.

Fra Patti Smith: Just Kids ---------- Mere her + her

That's it, I'm getting into numerology. Præcis som Unica Zürn. Jeg har bidrag i disse to bøger, og de ligner mistænkeligt på hinanden.

Zara innprentet seg dette ordet, og da mor var ute, gikk hun bort til bestemor og sa ordet. Bestemor satte øynene i henne, så rett på henne for første gang, og Zara hadde følt hvordan blikket rant ned gjennom strupen mot hjertet, og hun følte en stramning i hjertet, og det rant fra hjertet til magen og magen begynte at vri seg, og det rant ned i beina som begynte å skjelve, og fra beina rant det ned i føttene så det begynte å stikke i fotsålene og hun følte seg varm, og bestemor hadde smilt.

Russiske Zara får kontakt med sin estiske bedstemor. Fra Sofi Oksanen: Utrenskning. Anmeldelser her + her og interview her

Tekster rejser. Denne tekst har netop rejst til Rusland under de mærkeligste omstændigheder. En samtale var planlagt under Audiatur i 2009, om den amerikanske forfatter Kathy Acker som bl.a. benytter sig af diverse cut/up-metoder. De talende skulle have været den russiske poet, essayist og aktivist Aleksandr Skidan og undertegnede, men samtalen blev aflyst på grund af ... ja, udmattelse. Skidan havde sendt mig sit Acker-essay på russisk, og først nu fik jeg læst teksten via Google Translate. I retur sendte jeg en oversat version af mit eget Acker-essay, selvom jeg havde gjort en lille fejl: Jeg havde i farten oversat en norsk tekst i den tro at den var dansk. Skidan skrev midlertid tilbage idag med stor entusiasme:

Dear Susanne!

Thank you so much - the Russian version you sent me is a hell of laughter. I'm going to read it next week at the presentation of my new book. Real automatic ruptures of everything, very fanny (and strange sometimes).

Anm. af Wencke Mühleisen: Jeg skulle ha løftet deg varsomt over her

Gratulerer, Lars Skinnebach, og Lone Aburas, som
vandt publikumsprisen

Anmeldelse af Tania Ørum: De eksperimenterende tressere ----- her

Jeg kom i tanke om denne tekst, i disse Knausgårdtider. Gulliksen (Knausgårds redaktør) & virkelighedsforfatterne, hm-hm

I sin anmeldelse omtaler H-J Nielsen [Stig] Brøggers konvolut som hans "debutroman", selv om han straks indrømmer, at "[d]en ligner slet ikke en roman", men ved første øjekast ser "helt utilnærmelig og urimelig ud", så man på en måde godt kan forstå, "at denne spænd- ende danske debutant må debutere på et svensk forlag. Han er langt ude." Konvolutten ligner snarere en "dims".

Fra Tania Ørum: De eksperimenterende tressere. Her + her.

Anmeldelse af Judith Butler: Frames of War ---------- her

Follow me on Twitter and I will show you fear in a handful of dust